HANS LYNGE Nûk +
Grønlands indre liv
Erindringer fra barndomsårene og fra seminarietiden
Efterskrift af Kirsten Thisted
GLADIATOR
Indhold
Nûk ......................................................... s. 7
Grønlands indre liv
Erindringer fra barndommen ............. s. 105
Erindringer fra seminarietiden ........... s. 243
Kirsten Thisted: Efterskrift ................. s. 407
Nûk
Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid
“Nûk nuáneqateqángilaq. nûngmiûgamaajûngilaq.”
Der gives ingen sted på jorden, der er så dejligt som Nûk. Jeg priser den skæbne, der har ladet mig blive født i Nûk.
- H. Lynge.
IDet hedder “nûngmioq”, altså en, der er i Nûk. Med andre ord er jeg i Nûk skønt jeg for tiden bor i Danmark, og det finder jeg er et meget rammende udtryk, for sådan føler vi det altid.
Der står fra ens tidligste alder dybt indprentet i ens sjæl et overvældende indtryk af naturens storhed, et indtryk af skønhed, højde, vidde og storhed. Trods vejrligets ubønhørlighed, nedbørets utrolige mængde og stormende perioders længde, for bliver det overvældende indtryk præget af ubeskrivelig skønhed, og det skyldes først og fremmest de karakteristiske fjældes tilstedeværelse. K’uagssugssuaq er tærskelen til højheden, mindende i sin placering foran de store om knæfald foran et alter. Uvkusigssaq har triumferende højde, og Kingigtorssuaqs top kigger ned på os fra uopnåeligheden. Sermitsiaq står i baggrunden som forbundsfælle på vagt. I de små forhold, vi levede under, klamrede vor sjæl i sin længsel efter storheden sig på disse symboler på storhed og kraft akkurat på samme måde, som vi klamrede os til
sagnenes fortællinger om store bedrifter. Kun i midsommertid, hvor fjældene selv går ned til os ved hjælp af den skygge, de kaster i vandet, når tusmørket udvisker grænsen mellem klippe og hav, glemmer vi for en tid deres svimlende uopnåelighed og bliver eet med dem.
Nûk havde været boplads længe før kolonisationen. En gammel Nûkbo, som havde været der før kolonien blev oprettet, hed Ulâjuk. Han var stor fanger og en stolt mand, der stod med begge ben på jorden, i modsætning til sin store samtidige, åndemaneren Imaneq, som var en drømmer.
Missionen havde et godt øje til de to høvdinge, men de lod sig ikke uden videre overtale. Efterhånden som salmesyngningen tog til, blev de to mænd så forargede, at de hver for sig tog land et stykke fra kolonien, Imaneq i norddistriktet ved Pisugfik og Ulâjuk i en lille vig under Uvkusigssaq. Hvad der især havde forarget de to mænd, var det samme, andre fornuftige mennesker bl.a. Nûks navnkundige eskimokvinde Arnarsaq, bebrejdede missionærerne alvorligt, nemlig at de tillod mænd at hænge med hovedet og give dem mad i stedet for at opmuntre dem til fangst. De to så tidligt umyndiggørelsen og det økonomiske forfald, der måtte blive følgen af bydannelsen.
Ulâjuk var magtesløs tilskuer, mens forfaldet for hverdag blev tydeligere, og han var mest tilbøjelig til at give denne nymodens lære, kristendommen, skylden, hvilket tydeligt fremgår af de velkendte ord, overleve-
ringen har lagt på hans tunge: “Når de sølle døbte mennesker engang skal stedes for den store trommestrid for at høre deres handlinger offentligt udråbt, vil jeg klatre op på Kingigtorssuaqs top og glæde mig over deres forsmædelighed over et bundt tørrede angmagssætter og en beholder med sæltran.”
Imaneq flyttede senere ind til kolonien, det blev fortalt, at han havde haft syner, som opfordrede til det. Den usædvanlige udtalelse skaffede Ulâjuk navn som kætter. Det gik så vidt, at da havet, som med årene åd ind i klitterne, vaskede hans grav bort, blev dette betragtet som himlens straf. Men ikke engang dette har kunnet berøve ham den glans, hvormed min barnefantasi havde omgivet hans navn. Uden at være i stand til at forme det i tanker havde jeg allerede dengang anet storheden ved hans stolte holdning.
Der var endnu før tyverne en del jord på en lille klippeø i kolonihavnen, som blev kaldt for et næs (Tranbrænderinæsset), fordi den tidligere havde været eet med fastlandet, og der skulle i begyndelsen af forrige århundrede have været en anselig grønklædt eng der, hvor der er hav nu, med en dam i midten, ved hvis bred et andepar hver sommer rugede iflg. Lars Møllers moder Kâlat.
Rent bortset fra denne havets grådige gnaven i strandsandet ser landskabet i dag så nogenlunde ud, som det havde gjort for hundrede år siden, undtagen at iskalotterne på Sadelen og Hjortetakken i de senere år er svundet betydeligt.
Ved klippeøen K’asigiánguit (ynglested for spraglede sæler) 3 km nord for kolonien boede der i kolonisationens første tid en mand, hvis navn nu er glemt, men som siges at være grandonkel til ovennævnte Kâlat. Hans husruin findes stadig. Han var en af de allerførste eskimoer, der tjente under danskerne. For sine tjene-
GRØNLANDS INDRE LIV
Erindringer fra barndomsårene
Min barndom
Det hus, hvor jeg kom til besindelse i Godthåb, stod midt i en klynge småhuse. Vores stue var vel 3½ m lang og 3 m bred. Jeg husker den som en mørk stue. Der var kun eet fag vinduer på husets forside. Det var let at forstå, at huset havde været bygget med det formål at give lunhed og varme. Der var træbeklædning inden for, men umalet, og uden på var der en bred og solid mur af sten og tørv, og der var trætag.
Familien bestod af far og mor, plejesønnen Theodor, min store bror, mig og min lille søster, da jeg ca 3½ år gammel udviklede min evne til at forstå og huske mine omgivelser. Før den tid havde jeg kun spredte indtryk som små lysende fakler midt i før-skabelses-mørket. Et af dem var, når en eller anden barnepige holdt et fotografi i glas og ramme af et lille væsen med kraftigt krøllet hår og et lille rundt ansigt med tøj, som kunne ligne en piges, og fik mig til at kysse det. I lang tid troede jeg det forestillede mig, men senere forstod jeg det var en bror der var død knap to år gammel lige før jeg selv kom til verden. Ham elskede jeg og forlangte ofte
de andre skulle give mig billedet, så jeg kunne kysse det.
Der var et lille bord og en stol og en dragkiste, en kommode med hvid dug, kantet med kniplinger med en hel masse kors, som mor skulle have fået af en veninde i anledning af min dåb. Oven på denne kommode stod en messing-tranlampe med glaskuppel og -beholder og et lille krucifix af hvid marmor på et sort trækors. På den inderste væg hang to store farvetryksbilleder i glas og ramme. Det ene forestillede en dejlig stor engel som rækker hånden beskyttende hen mod en dreng der forfølger en stor smuk sommerfugl ved afgrundens rand. På det andet billede var der også en stor beskyttende engel. Her plukkede en lille pige blomster ved afgrunden. Begge billeder skulle være en gave fra Theodors første tyske plejeforældre. Gulvarealet var ikke ret stort, en træbriks fyldte omtrent det halve af rummet. Vi sov alle seks på den briks.
Der var hygge i værelset, som var vores hjem. Gardiner var overflødige, fordi vore ruder for det meste var dækket af rim og is. I lampelyset lignede det sukkervinduer på et æventyrhus dækket af tindrende små stjerner.
Et mindre rum bag vores væg beboedes af farfar og farmor. Her var stuen i modsætning til vores spartansk udstyrede rum rigt møbleret og havde et helt fornemt præg, som kom af, at farmor havde en dansk far og en dansk morfar, medens farfar havde en dansk farmor. Derinde stod en meget pænere kakkelovn end vores, og
foran den var anbragt farfars store gyngestol. Væggene var prydet med et stueur, som tikkede højt og langsomt og af farfars mange forskellige piber, samt en amagerhylde med de smukkeste kopper, bl.a. farfars halvt overdækkede kop, beregnet for skæggede herrer. Farfar, som var høj og kraftig og havde en rank skikkelse, bar fuldskæg og hævdede sin delvis danske afstamning ved altid at gå i jakke.
Den omstændighed, at jeg opholdt mig en hel del i dette lille værelse skyldtes først og fremmest, at farfar var den der tålte min uro og nysgerrighed bedst, og så alle de interessante ting der fandtes der. Jeg måtte godt se på og forsigtigt røre ved hans fine piber og kigge ind i et lille glasøje der var anbragt i et lille fremspring på hovedet af en af dem. Glasøjet var på størrelse med fosforenden af en tændstik, og når man holdt den mod lyset, så man et nydeligt ovalt billede af den lille frelser på skødet af sin unge mor.
Farmor var der ganske vist også, men min interessante farfar og hans rolige glæde ved at være sammen med mig fik en overgang hende til at miste betydning for mig.
Baggården
To huse, et lille og et større, begge med sten- og tørvemure og trætag stod lige foran vores hus og fik pladsen til at ligne en baggård fordi begge husene vendte ryggen til os. Lidt til den anden side stod et større, ret nøgent udseende træhus uden sten- og tørvemur. En primitiv stentrappe i to trin førte fra vores dør ud til “baggården”, som blev min verden, altid i selskab med en eller anden barnepige.
Mellem husene var der åbninger, hvor fjerne udsigter skimtedes. Jeg så dem, men de sagde mig intet. Kûgssuaĸ (den store flod) med brat fald brusede og drønede ikke ret langt fra vores hus, dygtigt akkompagneret af bølgernes brusen ved stranden lidt længere væk, men det vedkom endnu ikke min Lilleput-verden, som var vore to stuer. Og i dem var der to mennesker, som var de første til at fængsle min barneinteresse: min smukke unge mor, hvis yndefulde bevægelser mit blik fulgte med beundring og min store bamse af en farfar, hvis hjemkomst fra arbejde jeg var begyndt at længes efter. Også far boede hos os og sov altid ved siden af mor, men endnu havde jeg ikke rigtig opdaget ham. Min barnepige Sofie skulle hver dag bringe farfar kaffe på hans værksted i det fjerneste hjørne af kolonien, og dertil plejede hun at tage mig med, og fordi jeg blev træt af at gå så langt, løftede hun mig gerne op på sin ryg og bar mig resten af vejen.
I disse unge år var jeg altid overladt til unge pigers selskab, hvad der sikkert gjorde, at jeg livet igennem befinder mig bedst i kvinders selskab, om de så var meget unge eller meget gamle.
Nye mennesker
Det varede ikke længe før min verden udvidede sig. De andre klynger af huse, som jeg nok havde set, men ikke begrebet, viste sig at gemme på mig hidtil ukendte mennesker, som lod til at være klar over hvem jeg var. Dengang vores samfund bestod af godt tre hundrede individer, fordelt mellem 40 og 50 småhuse, var der vel små hundrede gamle mennesker af begge køn, lige så mange unge mennesker, men resten var børn. Det var så lille og byggede på familielivets fællesskabssystem, at jeg som en vordende forsørger eller jæger blev budt velkommen, dog ikke alene af den grund, men også som “den tilbagevendte” (utertoĸ) søn af mine forældre. Gamle mennesker mumlede om, at jeg var akisartortoĸ (en, som skulle få skæbne modsat den døde bror), fordi mor bar mig under sit hjerte, mens hun sørgede over min døde bror. Sådanne formodedes at have to skæbner, to sjæle, og kunne få forunderlige egenskaber, som gjorde dem selvskrevne til høvdingeemner.
Over alt hvor jeg viste mig var der mennesker der ville snakke til mig og spå mig al mulig lykke i livet.
Mine forældres venner, som tre måneder før jeg blev født havde fået en datter, skyndte sig at ville tilbyde mig deres datter som min fremtidige kone – en aflægger fra den tid den eskimoiske stamme var så fåtallig, at kvinder skulle man sikre sig i god tid.
Kun en prins kunne være mere populær. Denne fornemmelse af at være båret af kærlig omhu hos de mennesker jeg kom i berøring med fulgte mig hele min barndom og tidligste ungdom indtil misundelse og jalousi overbeviste mig om, at verden faktisk var ond. Men min barndoms idyl og fred blev aldrig nogensinde brudt. Jeg tror, at det miljø vi børn dengang voksede op i, har været det ideelle.
Stranden
At sidde i rullestensstranden en tidlig forårsdag og bare kaste med de små runde sten var dejligt. Bølgerne skulle nu nok sørge for, at stenene blev skubbet op på stranden igen. Småbørn kan ikke ramme, men om stenen blot faldt ved ens fødder, så klappede man i hænderne af begejstring. En dreng der fik stenen til at falde i vandet råbte begejstret: Mor, jeg har ramt Amerika!