Læseprøve: Livet er en fest og så dør man af Nikolaj Tange Lange

Nikolaj Tange Lange

Livet er en fest og . / man saĂĽdor Roman Gladiator

Nikolaj Tange Lange

livet er en fest og sü dør man

roman gladiator

Livet er en fest og så dør man © Nikolaj Tange Lange og Gladiator 2018 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen, Jakob Sandvad & Johanne Bille Omslagsillustration: Jose Vigers Omslagslayout: Clara Birgersson Bogen er sat med Aldus og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-97-2

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

En stor tak til Rikke Andreassen, Benjamin Kongsted og Mads Ananda Lodahl

Der er ingen succes på toilettet. Nikolaj kigger flakkende ned langs køen og spørger forsigtigt rundt på tysk og engelsk uden at henvende sig til nogen bestemt om nogen eventuelt skulle have noget speed at sælge.

“Sorry,” lyder et par slukørede beklagelser. Ellers er der ingen reaktion.

Han går tilbage ned ad trappen og ud i haven. Han spejder omkring for at se om han kan finde nogen der plejer at sælge. Måske han bare skal give op for nu. Vejret er virkelig perfekt; det er tæt på 30 grader, og solen skinner fra en skyfri himmel. Det gælder bare om at slappe af, nyde stemningen og ikke begynde at knokle løs på dansegulvet. Finder han noget så finder han noget, og hvis ikke er det også okay.

Der er mange der som ham først lige er ankommet. Man kan tydeligt genkende dem på de afslappede smil og håret der sidder som det skal. De ligner stadig spejlbillederne hjemmefra med velkomponerede tilfældigheder af shorts, flagrende undertrøjer, forvaskede T-shirts, kæder, kasketter og solbriller. De går stille og pænt omkring og hilser og spørger hinanden hvor længe de har været der, om de var ude i går og hvor de har tænkt sig at tage hen senere.

27

Så er der de andre; dem der har været der hele natten.

Mange af dem er ude på dansegulvet midt i haven med store øjne og ekstatiske smil spændt stramt ud over kranierne. De fleste har smidt trøjen. Sveden løber ned over muskler der er trukket hårdt op som om hver eneste bevægelse bliver udført med overmenneskelig styrke. Nikolaj efterlod selv sin T-shirt i garderoben. Ellers mister han den bare.

Han sætter sig på en bænk i solen og ser på dem. Overalt er der tatoveringer, fuldskæg og behårede kroppe. På en måde passer de perfekt til den tilvoksede have og den udhulede industribygning der er blevet overmalet med graffiti og indrettet som klub så skrabet som overhovedet muligt – bar, DJ-pult, lamper og højttalere – og så kan man ikke forlange mere. Og så selvfølgelig dansegulvet midt i haven. Nikolaj har lyst til at kaste sig ind imellem dem, støde tilfældigt ind i deres opvarmede kroppe og fylde lungerne med duften af sved og solskin.

Ved siden af bænken står et halvfuldt plastikglas. Det ligner en caipirinha. Der er ingen i nærheden så han snupper drinken. Det er vist mest bare smeltede isterninger, endnu ikke helt varme af at stå i solen. Men når man drikker efterladte drinks, kan man ikke stille for store krav.

Udenfor er Joe på vej ind. Der er heldigvis ingen kø nu så det går lynhurtigt. Han hilser på sikkerhedsvagterne og på Bernardo ved kassen. De kender ham alle sammen.

De ved at han er på gæstelisten, og de ved at de ikke skal undersøge hans lommer eller bæltetasken.

Han går gennem klubben og ud i haven. Den første han får øje på, er Nikolaj. Han bliver altid i godt humør når han ser ham. Det er ikke tit de ser hinanden. Alligevel synes han stadig der er en slags bånd imellem dem. Måske fordi han kender ham fra dengang de ikke var flove over at kalde sig selv for kunstnere. Nu står deres tatoveringer som de selv har designet, spredt ud over kroppen som et sidste signal om at de et eller andet sted stadig ser sig selv som kreative væsner.

Første gang de mødtes, er cirka seks år siden. Joe var selv lige var flyttet til Berlin fra Seattle for at starte på Universität der Künste, og Nikolaj var tit i Berlin for at optræde med sin gamle performancegruppe Fags Kill. De var en gruppe på tre til fem skiftende medlemmer, men Nikolaj var altid med når de optrådte. De havde en punket energi som virkelig tændte ham. Han havde prøvet at fange noget af det samme med sin dragpersona Heidi 29

Hitler selvom han godt kan forstå, nu når han ser tilbage, hvorfor tyskerne ikke syntes det var skide sjovt at en amerikaner kom og lavede nazivittigheder.

Han råber efter Nikolaj: “Hey schatzi, how are you doing?”

Nikolaj kommer ham i møde, og de giver hinanden et kram.

“Good thanks, just chilling for now,” svarer han.

“Awesome, how long have you been here?”

“An hour, I guess.”

“Nice, going anywhere afterwards?”

“Gonna try and make it to Leah’s show tonight. She’s playing in Ä on Weserstraße. And you?”

Han skal helt sikkert i Berghain i nat, siger han. Hvordan går det ellers med Leah? Han har hørt at hun har fået pladekontrakt og alt muligt.

Jo, svarer Nikolaj. Det er et eller andet lille uafhængigt selskab i Hamburg. De er vist ret cool. Og nej, det bliver uden band. Hun har fyret hver eneste musiker hun har prøvet at arbejde sammen med siden hun kom til Berlin; nu spiller hun kun solo.

De står lidt og griner. Men så pludselig ser Nikolaj alvorlig ud, sænker stemmen og læner sig en smule frem.

“Sorry to be annoying, but do you happen to know anyone here selling speed?”

“You do?”

Nikolaj lyser straks op. Han vidste at Joe var god til at finde stoffer, men ikke at han var begyndt at sælge selv.

Joe går op mod bygningen og vinker efter Nikolaj at han skal komme med. De går op ad trappen og ned ad gangen mod toiletterne. Der er stadig kø, men en af båsene er ledig.

“It’s really gross in there,” lyder det fra køen.

“I’m sure it’s fine,” svarer Joe og hiver ham med derind.

Gulvet er dækket af vådt papir, og toilettet er fyldt op til kanten som er dekoreret med mudrede fodspor. Heldigvis skal de ikke bruge toilettet til noget. Joe tager to lasede cigaretpakker op af bæltetasken og spørger hvad det var han ville have.

“Speed,” svarer han. Måske to gram for en sikkerheds skyld. “And do you have pills?”

Joe finder en pose frem med en masse små lyseblå piller, hver i sin egen separate ziplockpose ikke større end hans tommelfingernegl. “They’re super strong.” Han skal helt sikkert ikke tage mere end en halv ad gangen, advarer han; måske kun en tredjedel. De koster ti euro stykket, men han kan også få to for femten.

31

Han er vant til at dealere altid fortæller om hvor super stærke deres piller er selvom det sjældent passer. Alligevel bliver han irriteret over at Joe nu også gør det. Måske fordi det minder ham om hvordan han aldrig rigtig ved om han kan stole på noget som helst Joe siger. Engang plejede han at kalde sig for kunstner og referere til art school. Men Nikolaj har faktisk aldrig set ham lave noget som helst der minder om kunst.

Joe er også bare altid lidt for fuld af gode historier. Om det så var privat efterfest med Lady Gaga eller dengang han snavede med Xavier Dolan, så havde han altid noget spændende at fortælle. Uanset hvilken kendt kunster du bringer op, vil Joe straks indskyde at han elsker hvor afslappet og nede på jorden han eller hun i virkeligheden er. Eller han vil nævne dengang han DJ’ede på en bar i London, og de tilfældigvis kom forbi og var helt vilde med hans sæt. Til gengæld må han indrømme at flere Joes mest utrolige historier faktisk er blevet bekræftet, så det er svært bare at afskrive ham som lystløgner. Men at han kan lide at prale og overdrive, er han heller ikke i tvivl om.

Nikolaj køber to gram speed og to ecstasy for 35 euro.

Der skulle gerne være til næste weekend også. Mindst.

“But oh my God, it’s so good to see you,” siger Joe. “You know, you were one of the first people I met in Berlin.”

Han nikker. Han husker udmærket da han første gang mødte Joe sammen med nogle selvfede kunstnervenner fra Canada. De svævede rundt sammen i en boble af kold 32

luft i den svedige kælder hvor Fags Kill lige havde optrådt. Joe var den eneste i gruppen der lod til at have været begejstret for deres show. Det var til gengæld næsten for meget. Alligevel havde Nikolaj prøvet at kultivere en slags venskab med ham dengang han selv flyttede til Berlin for cirka fire år siden. Men det havde været så godt som umuligt. Joe havde arbejdet som bartender stort set hver dag, og Nikolaj var øjensynligt ikke vigtig nok til at få tildelt en portion af hans sparsomme fritid. Joe blev optegnet i hans venneregister i kategorien af ‘folk han af den ene eller den anden grund holdt af, men som han var holdt op med at have nogen som helst form for forventninger til’. Han tog blot hvad han fik når deres veje tilfældigt krydsedes. Og det er så også det. Alligevel kan han ikke undgå at blive en smule nostalgisk over at se ham nu.

“By the way, I love your hair,” siger Joe med et fjollet smil. Deres hår er faktisk påfaldende ens. De har begge to kort hår der er bleget inden for de sidste dage uden at vise tegn på udvoksninger.

Han griner og gengælder komplimentet. Det slår ham at de faktisk godt kunne ligne hinanden en smule. Joe er tyndere og noget blegere, men de har samme højde, og med håret, tatoveringerne og fregnerne der ligger varmt over deres ansigter hele sommeren, er der nok mange der ville beskrive dem som samme type. Et signalement af den ene ville nok også passe på den anden.

Pludselig har han en enorm lyst til at hænge ud sammen med ham. “Come let’s go back down,” siger han.

33

Men på vej ud er der nogen der hiver fat i Joe og spørger om han har ketamin, og så vender han om og følger efter dem tilbage ind på toilettet mens han råber efter Nikolaj.

“Really good to see you. Catch you later.”

Nikolaj har gemt stofferne i sin højre sok. Han har knæhøje fodboldstrømper på, så de ligger godt og sikkert der. Han mærker efter for en sikkerheds skyld. Jo, de er der endnu. Han har lyst til en streg speed med det samme, men orker ikke at vente på en toiletbås igen. Han går ind ved siden af til pissoirerne og stiller sig hen foran en ledig kumme. Han lægger telefonen med skærmen opad på den lille hylde foran sig.

Der er også to toiletbåse i rummet. Fra den ene brager en højlydt gruppesamtale om hvem der var ved at kollapse mest og længst tidligere, og fra den anden kan han høre stønnen der lyder som sex selvom det er svært at høre i al larmen. Han hiver den ene pose op fra strømpen og hælder en smule ud på telefonen. I den anden strømpe finder han en ti-euroseddel som han hurtigt ruller sammen, sætter for næsen og bruger til at suge pulveret op.

“Is that speed?” spørger en fyr ved siden af ham.

“Yeah, but sorry, don’t have that much left,” undskylder han mens han hurtigt stopper posen tilbage i strømpen sammen med pengesedlen.

Han tjekker telefonen for nye beskeder. Klaus har skrevet til ham og spørger om han kommer forbi. Han mærker hvordan amfetamineffekten breder sig i krop34

pen mens han læser beskeden. Som en lurende vildskab i lemmerne. Han har lyst til at gå ned og overgive sig uforbeholdent til dansegulvet. Men sammen med vildskaben kommer også lysten til have noget at rase imod; at møde modstand og blive tæmmet. Han har lyst til at nogen skal trække ham ned på gulvet og holde ham fast, give ham en knytnæve i brystet og kneppe ham hårdt og dybt og udfordre ham til at vise hvor meget han kan tage imod.

“Jetzt Party, später Konzert, aber vielleicht danach. Um 22 Uhr oder so,” svarer han Klaus.

Han forestiller sig et piskesmæld over balderne og de røde striber der brænder og sitrer efter mere. Men ikke endnu. Måske senere. Han lægger telefonen tilbage i lommen og går ned i haven hvor han styrer direkte mod dansegulvet.

Han holder sig først i udkanten. Ved siden af ham danser en skaldet fyr med fregner over hele overkroppen.

Han har stramme cowboybukser på, lyse blå øjne og en lille korsørering der dingler fra det ene øre. Han tramper hårdt i brædderne som om han har marcheret hele natten og er klar til at fortsætte længe endnu. Nikolaj smiler hurtigt til ham, og fyren smiler tilbage og holder hans blik. Han smiler bredt på en sær overlegen – eller måske udfordrende måde. Han bliver ved med at kigge Nikolaj direkte i øjnene. De drejer deres kroppe så de vender mod hinanden, og bevæger sig langsomt nærmere til deres hofter til sidst vugger imod hinanden.

Ikke endnu, tænker Nikolaj. Det er for tidligt. Han gi35

ver fyrens arm et klem og smiler inden han forsvinder i retning af dansegulvets midte.

Det ringer på døren. Klaus går nøgen ud for at åbne. Han nikker fyren ind i entreen og går tilbage til playroomet.

Han sætter sig på madrassen og venter mens han klemmer om sin pik der langsomt begynder at svulme op.

Efter et stykke tid kommer fyren til syne i døren. Klaus er vant til at når nogen skriver online at han er 27 år så er han nok i virkeligheden først eller midt i trediverne. Men ham her ser faktisk snarere yngre ud. Han bliver stående og nikker stille mens han langsomt lader blikket vandre rundt i rummet. Til sidst kigger han mod Klaus.

“It’s nice here,” siger fyren.

“Zieh dich aus und komm herein,” svarer Klaus.

“Sorry, I don’t speak German. Is English okay?”

“Take off your clothes and come in.”

Han tøver et øjeblik. Så begynder han langsomt at tage T-shirten af. Han smider den bag sig og tager så fat i kanten af shortsene. Han tøver igen, men trækker så hurtigt shorts og underbukser ned. Han retter sig op igen og står og dingler med hænderne foran skridtet som om han prøver at lade som om tyngdekraften helt automatisk trækker de tynde arme i den retning.

37

“Come in and start sucking me,” siger Klaus og slipper grebet om pikken der nu er helt stiv.

Fyren smiler genert og kommer langsomt hen imod ham. Han kravler op på madrassen, bliver stående et øjeblik på alle fire og bevæger så hovedet forsigtigt nedad og tager pikhovedet i munden.

“Deeper,” beordrer Klaus. “Go deep.”

Fyren stopper op med pikhovedet i munden. Han vender øjnene op mod Klaus som om han ikke er helt sikker på hvad han mener.

Han tager fat om fyrens hoved og skubber det hårdt ned over pikken. Sådan ja. Han skyder underlivet frem i små hurtige stød. Så tager han fat om baghovedet og presser ham endnu hårdere ned over pikken og holder ham fast. De krampagtige sammentrækninger i halsen klemmer om pikken der vokser og bliver hårdere og vil længere og dybere og længere ned.

Med et højlydt protestbrøl river fyren sig løs. Han retter sig op og hiver efter vejret mens han tørrer tårer væk fra ansigtet.

“Sorry, but that was a bit too much.”

“I thought you like it hard,” siger Klaus.

“I do,” forsikrer han. “But not too hard.”

“You like to get fucked hard?”

Han nikker.

“Then turn around and give me your ass.”

Fyren kigger spørgende rundt.

“Do you have a condom?”

38

Klaus er ved at miste tålmodigheden. Han er træt af fyre der skriver løs om hvor hårdt og brutalt de vil bruges og udnyttes, men når det kommer til stykket kan de ikke holde til en skid. Det står også tydeligt i hans profiltekst at han aldrig bruger gummi. Der står også at han er hiv-positiv og velbehandlet og at folk så må take it or leave it. Selv er han ikke i tvivl om at han ikke kan smitte nogen så længe han tager sine piller. Men han har hverken lyst til at diskutere, belære eller virke som om han prøver at presse nogen til noget imod deres vilje.

“Sorry,” siger han. “I just really think you come to the wrong place.”