G L A DIATOR
Anders Søgaard LANDSKABSDIGTERNES KLUB
D I GTE
Landskabsdigternes klub © Anders Søgaard og Gladiator 2019 1. udgave, 1. oplag Diana-serien Redigeret af Jakob Sandvad Bogen er sat med Fournier & Dia og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-24-0
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd. Tak til Statens Kunstfond
G L A DIATOR
Anders Søgaard LANDSKABSDIGTERNES KLUB
D I GTE
22. juli 1990
Til dommerfuldmægtig Zabokrtsk I morgen afsiger De dom i retssagen mod Frau Spiegel, en af Böhmens mest anerkendte kunstsamlere og den rigeste kvinde i Brennhuse. Hendes person og virke har længe været genstand for offentlighedens interesse. Frau Spiegel stiftede for nøjagtig fem måneder siden Landskabsdigternes Klub. Oplæsningerne fandt sted i en gammel, hvidmalet villa i en skov lidt uden for byen. Fra kvistværelset, hvor Frau Spiegel boede, når hun ikke var til auktion i Warz, kunne man se byens tage, den lille lystbådehavn og bag den fabrikkerne. Jeg blev aldrig optaget i Landskabsdigternes Klub, men dens medlemmer, især Simnek og Anzka Zeman, stod mig nær. Landskabsdigternes Klub findes ikke længere. Den stiftedes og opløstes i den korte periode efter Murens fald, hvor tingene endnu ikke var faldet helt på plads. I de fem måneder spredtes sensationelle rygter om Landskabsdigternes Klub, og hvert rygte bidrog med usandsynlige detaljer og urimelige tilføjelser. Jeg føler mig overbevist om, at det for en så uovertruffen dommerfuldmægtig som Dem, hr. Zabokrtsk, vil være magtpåliggende at nå til sagens kerne, og jeg vedlægger her, hvad jeg anser for at være vigtige akter, førstehånds vidnesbyrd, om de involveredes intentioner, og hvad der faktisk hændte i foråret. Frau Spiegel må De overbringe mine hilsner. J. Kadlec 7
I
Syrenerne forsvinder. Piletræerne og granerne forsvinder. Husskaden sidder ikke længere i birketræet. Brombærbusken forsvinder. Brændenælderne forsvinder. En snog glider gennem det tørre græs og forsvinder. Hirserisene og det tørre græs forsvinder. Erantis og skvadderkål forsvinder. På den blottede jord myldrer myrer og bænkebidere, og så er de næsten alle sammen væk. En stær beslutter sig for ikke at bygge rede i et sortmalet fuglehus og flyver bort, hen over skuret. Den brusende birk forsvinder. En stabel fliser og et gammelt traktordæk forsvinder. Skurdøren, der stod og klaprede, høres ikke længere. Fuglene er stille. De sidste myrer samler de sidste grannåle op fra jorden og forsvinder. Grankoglerne, der vuggede i gruset, forsvinder. Gruset forsvinder. Grusvejen, der snor sig hen over bakken, forsvinder. Bag bakkerne går de bølgende marker i ét med himlen. Så forsvinder også bakkerne og himlens blå baggrundstæppe. Anzka skærmer med sin hånd for solen. Håndens panser bliver rødligt, brændende orange, gennemsigtigt. Hendes arm forsvinder, hendes bryst, hals og skuldre. Hendes vejrtrækning går i ét med vinden, 11
og vinden blæser det sidste støv bort, de sidste blade, dyreknogler, småsten, græstørv, sand, hendes tanker om sand. Skoven og huset er forsvundet bag hende, stranden og byen neden for skråningen. Hun hører kirkeklokkerne ringe, men så alligevel ikke. Hun mærker ikke længere vinden mod sine kinder. Hun kan ikke længere lugte granerne og husets brændeovn. Hun står på et bjerg, og vimplerne blafrer. Lydløst og uden at ville noget.
12
Da Muren faldt, faldt den ikke. Stenene blev fjernet én ad gangen, men Anzka husker det som et øredøvende brag og en støvsky, der var dage om at lægge sig. Om aftenen hørte hun fuglekvidder i radioen, og en mand bankede på hendes dør, rakte hende blomster i klare farver og halvtreds dollars for at sidde croquis til Brahms Konzert für Klavier und Ochester Nr. 1. Oliemaling, Brahms og lyden af gravemaskiner akkompagnerede den nat hendes drømme. I drømme fulgte hun en hare ind i et tæt krat. I krattet gemte sig en dør. Der hang en nøgle af guld på rosenbuskens grene. Bag døren sad Rimbaud i en polstret lænestol og ventede på et publikum. Mine damer og herrer. Døren står åben. Nej, du behøver ikke lukke den! Væggene begyndte at skælve, og Anzka skreg, bøjede sig forover, forundret, ude af stand til at bremse de spasmer, der skyllede ind over hende.
13
Muren blev afløst af et voldsomt begær, der de første måneder var retningsløst, ligesom høns, der farer forvildet rundt på stedet, når man løfter deres bur væk. Landskabsdigternes Klub blev stiftet 22. februar 1990. Jeg mødte Frau Spiegel aftenen før, i Warz. Hun var klædt som en påfugl og greb min arm, som man griber en liter mælk hos købmanden. Jo, hr. dommerfuldmægtig, vi kneppede – som om vi var blevet frarøvet noget, vi ville have tilbage. Hun holdt en kort tale til åbningsreceptionen og meddelte, hun var nødt til at tage til Warz igen senere samme eftermiddag.
14