læseprøve lervig

Morten Constantin Lervig

Store

ambitiøse hjerte

Roman Gladiator

Store ambitiøse hjerte

Morten Constantin Lervig og ©Gladiator 2026

Redaktør: Hans Otto Jørgensen

Omslagsfoto: Morten Constantin Lervig Omslag og sats: Josefine Bøgh Lassen

Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco

Printed in Denmark 2026

ISBN 978-87-7569-076-3

Titel samt citat på side 220 citeret fra første vers af sangen Backwards, fra albummet Kiss & Hug From a Happy Boy, 1996 af Lars H.U.G oversat til dansk af forfatteren.

Da tilsidst den Dag kom, da jeg skulde rejse fra Farmen, gjorde jeg den Erfaring, at Ting kan ske, som ligger helt udenfor vor Forestillingskreds, baade forinden de hænder, mens de staar paa og senere, naar vi ser tilbage paa dem. Omstændighederne har en vældig Drivkraft i sig, og kan fremtvinge Begivenheder, der er udenfor Menneskers Forstaaelse eller Fantasi. Ved saadanne Lejligheder bevarer man selv kun Føling med hvad der foregaar, ved opmærksomt at følge med fra det ene Øjeblik til det næste, som en Blind, der ledes, og som omhyggeligt men uden egen Forstaaelse, sætter den ene Fod foran den anden. Disse ting hænder os, og vi ved, at de hænder os, men med Undtagelse af dette ene Forhold har vi slet ingen Forbindelse med dem og ingen Nøgle til Forstaaelse af deres Årsag eller Betydning. Jeg tror, at vilde Dyr, som gør Kunster i Cirkus, gaar gennem deres Numre paa samme Maade. De, der har oplevet noget saadant, kan paa en Maade sige, at de har været igennem selve Døden: en Episode, der er udenfor vor Fantasis Rækkevidde, men indenfor vor Erfarings Rækkevidde.

Karen Blixen

Den afrikanske Farm

1937 Gyldendalske Boghandel, Nordisk forlag Copenhagen

Copyright renewed 1965 by Rungstedlundfonden, executor of the author.

I er vidnerne

Jeg låner jeres øjne

I læser min tekst

Når Helene stod foran billedet af vores børn, var det så nogensinde hende der først sagde navnet, og sagde at det var vores børn, hendes børn?

Hun læste alle situationer. Nogle gange mærkede jeg, hvordan hun sugede mine intentioner ud af mig, nærmest inden jeg formede dem, nærmest før de opstod.

Med vilje trak jeg bagud, når vi gik sammen, når vi kom til et sted, hvor vi skulle vælge retning, et sted i parken, eller en af de labyrintiske gange på Solhjem. Ville Helene vælge den rigtige retning, ville hun selv gribe ud efter dørhåndtaget til sin lejlighed?

Og jeg lærte om den mekanik, der altid er på spil i relationerne mellem mennesker. Hvor betydelige de ting vi ubevidst forventer af hinanden er, de signaler der til stadighed strømmer mellem kroppene, og lyser forventningers diskrete spørgsmål op, og imødekommer disse, helt uden bevidsthedens deltagelse.

Hos Helene var dette ikke bare intakt, det var skærpet.

Længtes så meget At regnen begyndte at Falde mod jorden

Mandag, sidst på formiddagen, fik jeg en sms fra Helene. Lægen havde svaret, at hun skulle holde sengen et par dage, at det nok var medicinforgiftning. Mit kontor stødte op til mødelokalet. Mandagsmødet var netop afsluttet, jeg havde hentet kaffe og stod ved mit skrivebord. Helene havde meldt sig syg, hun havde været bleg og havde klaget over hoved- og mavepine. Hun meldte sig aldrig syg. Jeg kiggede endnu en gang på sms'en, jeg forstod ikke hvad lægen havde svaret. Måske var det noget med, at de smertestillende piller ikke duede sammen med hendes stofskiftemedicin.

Jeg skrev tilbage, at det var godt, at der var fundet en forklaring.

Om aftenen spiste Ida og jeg en pastaret jeg havde købt nogle dage før. Vi sad ved det store bord. Helene blev i sengen, hun ville ikke have noget.

Jeg overvejede om jeg skulle lægge mig i gæsteværelset, men havde ikke lyst. Hun sov. Jeg krøb ind under dynen ved siden af hende. Hun lå fredfyldt på ryggen og åndede tungt i lyset fra gadelampen.

Kl. 7.24, den tirsdag morgen, tog jeg et foto af den blomstrende blåregn ud ad havedøren. Som et vandfald vældede kaska-

der af blomster frem over terrassen. Helene blev i sengen, mens jeg spiste morgenmad. Hun var på toilettet, og da hun kom tilbage, smøg hun sig ind under dynen med avisen. Der var en illustration, en akvarel af gule citroner på forsiden af den sektion, hun slog op i. Jeg spurgte, om hun ville have en kop te. Det ville hun. Jeg skænkede i en af de store kopper med et cirkusagtigt mønster. Jeg satte den på sengebordet, jeg kyssede hendes hår, så vendte jeg mig og gik hen til havedøren. Det var dér jeg fik øje på den helt overvældende flom af blåviolette blomster.

Kl. 7.41 tog jeg et nyt foto. Denne gang af krydderurterne i plantekasserne der stod på kanten af solgården. Der var små fine blå blomster. Jeg genkendte ikke den første krydderurt. Den næste var rosmarin, der også blomstrede lyseblåt.

Kl. 7.42 var jeg nået til den fjerneste blomsterkasse. Her var det purløg med violette blomster, duvende på ranke stilke. Jeg fornemmede den tætte aromatiske duft i luften.

Kl. 7.44 det fjerde og sidste foto den morgen, taget i retning mod skoven. Det var i højformat. Her stod vinteregen, hvis blade havde foldet sig sart lysegrønt ud, og nederst til venstre var den første af de store rododendroner sprunget ud med blegrøde blomster. Der lå ligesom en svag dis i haven.

Helene blev i sengen. Jeg må have haft kaffe i min kop på havebordet. Duften af forårsmorgen. Lyden af naboens garageport der gik op, efterfulgt af bilen der bakkede ud.

Ida lå i sin seng, hun mødte sent om tirsdagen og kunne godt selv finde ud af at stå op.

Slutningen af maj. Duft af syren.

Inden jeg tog hjem den eftermiddag, ringede jeg et par gange. Telefonen blev besvaret, men ingen sagde noget. En sitrende tavshed fra den anden ende. Flere gange lagde jeg på og ringede

op igen og oplevede hvordan det gentog sig. Jeg rejste mig og stod med ryggen til mit skrivebord og kiggede ud over parkeringspladsen. Noget måtte være galt med telefonen. Ude på parkeringspladsen kom en aldrende lektor med besvær op på sin cykel og slingrede, vinkende til en kvinde i en bil, ud på gaden.

Der var kajakinstruktion den aften, jeg regnede ikke med, at Helene ville deltage. Jeg overvejede at tage direkte derned, men endte med at cykle hjem. Vejen gennem botanisk have flimrede af forårsblomsters dufte. Unge havde spredt sig i grupper på plænerne ned mod søerne, lyden af latter og en akustisk guitar.

Jeg tænkte på hvad jeg skulle lave til aftensmad, det måtte blive noget der allerede var i køleskabet, noget nemt. Ida ville gå til svømning efter skole. Jeg var i god tid. Jeg var hjemme kvart i fire.

Jeg åbnede døren.

– Helene, sagde jeg højt, og standsede et øjeblik for at lytte efter svaret.

Der var stille.

Jeg skubbede skoene af i entreen og gik ind i spisestuen. Min kop fra om morgenen stod stadig på det store bord, lidt for tæt på kanten. Jeg lyttede.

– Helene?

Jeg tænkte på om hun kunne være ude. Om hun havde fået det bedre og var taget i forvejen ned i klubben for at gøre klar.

Jeg tænkte hun var blevet rask, hun havde drukket te, foldet avisen sammen, roligt, rejst sig fra sengen, overraskende godt tilpas, hun havde ryddet op i gamle ting hele dagen, overskabet, som vi havde talt om, endelig havde hun tid, mormorens sytøj, kasserne med fotos, hun måtte have hentet trappestigen, for at nå de øverste skabe, hun havde siddet på trægulvet og fordelt billederne i bunker, dem fra uddannelsen, dem fra gymnasiet, sommerhuset.

Jeg stod stille på det lille tæppe inden for døren og ventede og der var ikke en lyd, og noget fortsatte, noget jeg ikke kunne standse, som under en slags tvang konstruerede forestillinger sig i min hjerne, hun var trukket i kajakbukserne, hun var taget i klubben, hjælpe til med at lave kaffe, lægge vestene frem, finde pagajer, om lidt ville jeg få øje på den seddel på bordet fra hende: Taget i klubben, Ses xxx.

Jeg gik hen mod den åbne dør til værelset vi sov i.

Hun lå i sengen. Hun holdt avisen op mellem begge sine hænder. Jeg kunne ikke se hendes ansigt. Det var samme sektion med gule citroner på forsiden. Hun måtte have sovet, være vågnet, have taget samme sektion igen, så hørte jeg hende:

– Nej … nej, nej, nej… nej … nej, nej, nej … nej …

Først svagt, så tiltagende i styrke.

Det var overrumplende, at hun lå i sengen og sagde sådan. Hun fortsatte gentagelsen, og meningen forsvandt ildevarslende, og det krøb ind på mig med en kulde og fyldte mig. Og jeg gik hen mod sengen, og rakte armen ud mod avisen, og kom helt hen til hende og greb kanten af avisen og kiggede ind i hendes ansigt, hvor munden sagde:

– … nej, nej, nej … nej, nej … nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej.

Dér, jeg så det i øjnene, havde noget fremmed fat. Hendes krop var spændt og bevægede sig sitrende. Hun var der, hun var der ikke, hendes øjenbevægelser var usikre, det ene øjeblik så hun mig ind i øjnene, det næste hakkede blikket videre og fæstnede sig på noget der syntes at flakse rundt i rummet bag mig. Hendes bryn trak sig sammen. Hun kunne ikke slippe avisen, hænderne var låst, som var det avisen der holdt hende oppe i rummet.

Mit hjerte slog hårdt. Hendes armmuskler var spændte, alle hendes muskler var spændte. Jeg greb telefonen, som lå i min lomme og trykkede nummeret. Der gik, hvad der føltes som en

evighed, så lød en kvindestemme.

– Helene, sagde jeg, – jeg kan ikke komme i kontakt med hende.

Jeg blev stillet om til en læge. Der var en mærkelig rationalitet i måden jeg beskrev hende for lægen. Som iagttog jeg situationen svævende frit i rummet over hende, flydende i kølig luft, objektivt og nøgternt, jeg beskrev hvordan jeg kun kunne opnå en tvivlsom kontakt, hvordan hun kunne bevæge sig, men ikke svare mig, eller reagere på mine spørgsmål, at jeg ikke havde kunnet få hende op at sidde i sengen, fordi hendes krop var helt stiv. Jeg greb om hendes skuldre og mærkede hendes musklers stødvise sammentrækninger, som ville hun gerne rejse sig, og så ville hun ikke, uden kontrol.

Lægen blev ved med at tale, også efter han havde sendt en ambulance afsted. Jeg lagde telefonen på natbordet og kunne høre hans stemme, mens jeg greb begge Helenes arme, hun vendte det hvide ud af øjnene og kastede sig bagover.

Jeg hørte ambulancens stigende og faldende toner, først langt borte, så skingrende, da den drejede ned ad vejen, pludseligt afbrudt midt i en faldende tone.

Derefter bredte stilheden sig, tiden holdt vejret.

Så kom redderne op langs bagsiden af huset, deres stemmer var effektivt rolige, dybe, nåede ind gennem hoveddøren, jeg åbnede hoveddøren, jeg var ved sengen, i sengen, våd på mine knæ af Helenes tis, jeg var bag redderne, de talte til hende, råbte at hun skulle hæve sin arm, kan du hæve din arm? at hun skulle smile, kan du smile? Smil til mig. Hendes øjne var opspærrede, redderne fik hende op at stå, stift stavrende hen over parketgulvet. Jeg så hende bagfra, vraltende med benene spredt.

Så var jeg i ambulancen, på passagersædet. Chaufføren var en ung kvinde, jeg tænkte, at hvis vi havde fået børn tidligt, kunne hun have været vores datter. Hun var i en beige uniformsskjorte, hendes hænder lå på rattet, der var en svag duft af en frugtagtig parfume. Vi ventede. Skoven stod hvinende forårsgrøn uden for førerhuset. Bag os i bilen lød hektiske stemmer. Jeg mærkede vægten af kroppe der flyttede sig, mennesker der rejste sig og satte sig. Ord blev kastet frem og tilbage, sætninger jeg ikke forstod betydningen af, blev gentaget, højere og højere.

Så kom ordren, og bilen satte sig i bevægelse i langsom slalom mellem dybe huller der var gravet i vejen. Det lød underligt, at vi skulle på skadestuen, men den unge kvinde ved min side, der havde fået ordren fra lægen bag i bilen, vendte sit ansigt mod mig og sagde, at det var godt, så blinkede hun ud, og den klikkende lyd af blinklyset var al den lyd, der var i kabinen.

Vi drejede om hjørnet ved Strandvejen og fortsatte mod krydset ved Oddervej, hvor hun startede sirenen. Det var som om den gik i gang præcis, hvor den var standset, dybt nede og lyden fortsatte nedad, og ramte straks efter bunden, for så igen at stige opad. Højt hævet over kørebanen, bag den enorme frontrude, gled vi fremad. Det var, som kiggede jeg ned på et myreliv af mennesker, som om alle kiggede op mod os bag den store frontrude, havde de ligefrem taget opstilling? Vi flød fremad langs havnen, hvor vejen var brudt op adskillige steder, et langt stykke var asfalten raspet af og bilens store kasse afgav en dyb rumlen, så ramte vi en kant, kom op på et glattere underlag og drejede ad Nørreport op mod Universitetsparken. Til højre ind blandt Kommunehospitalets rødstensbygninger, så til venstre op ad Hospitalsgaden, og pludselig, uden varsel, standsede bilen og verden gik over i en anden tilstandsform,

hvor der blev klapret med døre og givet ordrer og småløbet hen over de grå og tørre fliser ind i skyggerne af den toetages bygning, hvor skiltet Skadestue hang med et rødt kors.

Jeg forstod ikke hvad der var godt ved at det var skadestuen vi var kørt til, var det et tegn på noget, eller var det blot tættere på end andre steder vi kunne køre hen?

Helene lå på lejet, med ansigtet vredet til siden, øjnene åbne, kinden underligt ufrivilligt presset mod lagenet. Båren trillede ned ad en neonoplyst gang, omgivet af en lille hær af hektisk mumlende mennesker i grønne og hvide kitler.

Jeg blev vist ind i et lille rum der stødte op til ankomstarealet. Der var skabs- og skuffefronter og hylder i hvidt laminat på tre af rummets vægge, gennem vinduet så jeg ud på en solbadet parkeringsplads. Loftslyset var tændt selvom det var højlys dag, der var apparater, måleudstyr, instrumenter, kasser med slanger, stik og ledninger. Fra et skab lød en snurren som fra en lille arrig centrifuge som uafladeligt startede og stoppede. Jeg blev anvist en skammel på hjul, det eneste møbel i rummet, men det var underligt upassende at sætte sig ned, alene i det rum.

De vidste ikke hvad der var galt. De sagde at det måtte være i hjernen. En sødlig lugt fyldte rummet. Vi stod rundt om sengen. Helenes øjne vandrede med små ryk mellem vores ansigter, jeg holdt hendes hånd. CT-scanningen havde ikke vist blodpropper. Det var ikke en blodprop. Sygeplejersken havde stukket hul på hendes årer på oversiden af begge hendes hænder, lagt drop som med slanger var forbundet til poserne på dropstativet. Dråberne vi kunne se falde i de små fortykninger lige under poserne kom ind i hendes blodbane. En læge fortalte, at Helene blev behandlet med

bredspektret antibiotika. Han talte hurtigt, han lagde sin hånd på hendes.

– Og nu skal vi have dig ud på Skejby.

Vi åbner døre

Vi ikke vidste fandtes

Til ingenmandsland

Det var svært at ringe til børnene, modstanden sad et sted inde i kroppen. Venteværelset var halvfyldt og varmt, jeg så ned på telefonen.

– Du kan vente derude, havde en sygeplejerske sagt, og det havde været en ordre.

De var ved at rigge Helene til, til turen ud til Skejby. Der ville gå tid, forstod jeg. Der sad en mand med en blodig hånd, han holdt den op i vejret, som om han ville sige noget. Jeg ringede alligevel. Jeg vidste ikke hvad jeg sagde.

Og Ida lyttede, og det var som om jeg hørte hendes åndedræt, og vores sætninger blev ligesom kortere og mere og mere afsnuppede, som nærmede vi os en afgrund kun tavsheden kunne afværge, og vi fik alligevel aftalt, at hun skulle komme med det samme, kaste hvad du har i hænderne, sagde jeg, og fortrød det drama, der lå i den sætning.

Hun sendte en sms fra bussen. Jeg gik ud for at møde hende, og der var sygeplejersker som forstod at hun var datteren, og lægen nikkede en form for velkommen, og hun fik plads i ambulancen der kørte Helene til Skejby. Jeg tænkte på, hvordan hun kunne sidde der ved siden af sin mor i ambulancen.

Da jeg endelig fandt afdelingen, stod den roterende dør stille. Jeg stod udenfor, sensoren klikkede hver gang jeg bevægede mig. Jeg ringede på. Mit hjerte slog. Intet skete, der var ingen mennesker, hverken ude eller inde. En ambulance kørte tyst forbi ude på den store vej. En måge lettede og svævede ind over tagene på de lave bygninger. Så kom der en kvinde i en hvid kittel inde bag de tonede ruder. Hun trykkede på en knap og langsomt roterede døren. Jeg fulgte hendes hurtige skridt ned ad et gangforløb, der forgrenede sig uoverskueligt. Hun standsede da der var ikke flere hjørner at dreje omkring, hun holdt døren åben, ind til den sidste stue på afdelingen.

Helene lå bag rumdelere, der var trukket sammen i en halvcirkel.

Hun var omgivet af mennesker, stærkt oplyst, som en scene i Biblen.

Lægers og sygeplejerskers tavse rutinerede bevægelser var i gang, de klistrede små runde mærkater i forskellige farver, forbundet med ledninger, fast på Helenes mave, hendes blottede bryster. Hendes arme rykkede ufrivilligt med små sitrende bevægelser. Øjnene var åbne, men det var som i en dobbelt virkelighed, for hun var på en måde bevidstløs, og samtidig så hun sig opmærksomt omkring, som tilhørte disse, hendes øjne, en fremmed, der iagttog det der skete.

Og ved siden af sengen sad Ida med hendes hånd i sin.

Helenes mor kunne jeg ikke kontakte. En larmende stilstand når jeg tænkte på det. Jeg forsøgte at forestille mig, hvordan jeg ville tale til hende i telefonen, hvordan jeg ville forsøge at gøre sygdommen mindre. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det ville være bedre at udsætte. At jeg, i morgen, eller om få dage, ville vide noget som ville være bedre at fortælle. Men jeg kunne ikke, og jeg kunne ikke lade være. Jeg ringede.

– En betændelse i hjernen, sagde jeg, jeg delte det i to: betændelse og hjerne, uden at forstå hvorfor, som om sammentrækningen af de to ord til hjernebetændelse var værre, ja, skæbnesvanger. Helenes mors stemme bævede, hun gentog:

– Betændelse i hjernen.

Og så var der tavshed.

– Tove?

– Betændelse i hjernen?

– Det siger de.

Lægen blev ved med at kigge på mig. Natten var ovre, og noget af dagen, og nogle af de mange prøver var kommet tilbage med resultater.

– Det er en virus, herpes, som er inde i din kones hjerne. Vi har heldigvis noget der virker.

– Herpes? spurgte jeg.

– Ja, svarede han, det er herpes som har givet hjernebetændelsen, det er ikke det samme som meningitis. Hjernebetændelse, som her, hedder encefalitis og det er et andet sted i hjernen.

– Det kan kureres?

Han kiggede på Helene.

– Vi har noget der slår det ned. Han vendte sig mod mig.

– Men vi ved ikke, hvordan det kommer til at gå.

De talte om Helene som min kone. Det var et ord vi aldrig havde brugt. Kone.

Senere gik jeg tilbage ind på stuen og helt hen til sengen før jeg opdagede at det var en fremmed der lå der, en gammel dame med samme slags iltmaske, fuldstændig samme sted på en stue mage til, et ansigt krøllet sammen af rynker, omgivet af stridt gråt hår, stikkende øjne der kiggede op på mig.

Det løb mig koldt ned ad ryggen, jeg flimrede ud på den iskoldt oplyste gang og kunne pludselig intet kende.

Jeg vidste ikke hvad der skulle til at ske. Eller det vil sige, min forventning var et sammensurium af de hospitalsoplevelser jeg havde haft i mit liv, hvad andet kunne det basere sig på. Det var altid gået godt. Nu var min tvivl vakt. Her ligger de ikke længe, hørte jeg, halvintensiv. Jeg vidste ikke hvad det betød. I stedet vidste jeg, uden at vide hvorfra, at det ikke ville komme til at passe, jeg vidste, at Helene ville komme til at ligge her på denne stue længe. Lægen der stod med ryggen til og trak sprøjten fuld, vendte sig og sagde:

– Hun skal nok komme videre i en fart. Og hun smilede til mig.

– Du skal se, i morgen er tallene meget bedre, nu ved vi hvad det er.

Sent om aftenen kom neurologen endelig. Hun havde travlt. Hun talte hurtigt og jeg havde svært ved at forstå hvad hun sagde.

Jeg fulgte hende ud i overvågningsrummet.

Lyset var kraftigt. Vores spejlbilleder viste sig i den store rude, neurologen, en sygeplejerske og mig. Glasset var svagt skråtstillet, så vi hang underligt vægtløse i et rum skråt over hospitalsstuen. Jeg kunne ane Helenes hospitalsseng dunkelt bag refleksionen. Derinde lå hun. Tilsluttet maskiner med blinkende lys. Tæppet hang ned på begge sider af sengen, som for at holde hende på plads. Hendes hjerte slog. Pulsen blev vist med en enkelt decimal.

Neurologen viste mig de store skærme. Det var Helenes hjerne. Scanninger. Hun pegede med en blyant, mens hun fortalte. Nogle steder var det svært at se hvad der var sygdom, og

hvad der ikke var sygdom. Der var snit af Helenes hjerne, på tværs, forfra, oppefra, nogle organiseret som en serie, en række nederst på den højre skærm. Blyanten havde et viskelæder i den ene ende, det var svagt lyserødt. Når hun ikke pegede, hvilede det lyserøde viskelæder på hendes underlæbe, men så var blyanten straks tilbage på skærmen og hun kiggede på mig, mens hun fortalte, at det hvide, der og der, var sygdommen, at det var svært at se, men at hun ikke var i tvivl.

– Den prøver at gemme sig. Og hun pegede og sagde: – Det der er hippocampus, og hun kiggede på mig ligesom for at se, om jeg fangede det.

– Søhesten.

En struktur der lignede et foster, inde i Helenes hjerne, omringet af sygdom, og jeg kunne ikke forstå, at det var Helenes hjerne, hvordan kunne det være hendes hjerne, når hun lå derinde bag glasset.

Charlotte, min søster, ville køre fra Holstebro med det samme.

Jeg mærkede et ubehag ved, at hun var så insisterende. Hun ville tage afsted nu. Tværs gennem Jylland, i mørket på de lange lige landeveje, for at være sammen med mig og Ida.

Jeg vidste ikke, hvorfor hun skulle komme, der var noget uheldssvangert over hendes insisteren, som om et ja ville være et ja til, at sygdommen var foran, langt mere alvorlig. Jeg ville gemme mig, gemme Helene, gemme os, klare det, få det til at gå væk, hvad havde andre at gøre i denne sag? Hvad havde jeg at gøre? Hvordan kunne jeg hjælpe Helene, os?

Jeg tænkte, at i andre kulturer måtte der være rettesnore for, hvad man stillede op, når de der stod én nær, blev syge. Jeg tænkte, at religionerne måtte have svar. At nogen måtte have guder der kunne hjælpe. Jeg ønskede, at jeg kunne falde på

knæ og folde mine hænder og kigge op i loftet, og tale fortvivlet, dæmpet og så råbe.

Jeg kunne ikke pludselig blive religiøs. I mine tanker lænede præster sig ind over syge mennesker, scener i film, i bøger der lugtede jordslået.

Og så var Charlotte der, og hun kom helt hen til mig med sine øjne.

– Kristian, sagde hun og tog mine hænder, – hvor er det forfærdeligt, åhhh, hvor er det synd for hende, åhhh. Og jer, hvor er det synd for jer, og hun trak mig ind til sig og vi stod lidt sammen der, i alt det hvide, og så skubbede hun mig tilbage:

– Hvad ved de?

Og jeg svarede, at de ikke vidste noget, andet end at Helene havde hjernebetændelse og de havde sat behandlingen i gang og det var en behandling de vidste virkede. Og jeg forsøgte at beskrive den kontakt der var, som nærmest var en ikke-kontakt, og jeg sagde:

– Vi går derind nu, Charlotte, så kan du selv se.

Og så stod vi ved siden af sengen, og jeg tænkte på hvad Charlotte så. Om hun så noget jeg ikke kunne se, fordi jeg var så påvirket, og jeg troede det ikke, for hun så jo Helene, dér, nærmest ukontaktbar, med øjne som jeg tænkte førte ind til sjælen og som indimellem kiggede så levende på mig, så jeg tænkte på om Helene var derinde uden mulighed for kontakt, og så forsvandt hun igen.

– Åhh, Kristian, sagde Charlotte, da vi bagefter stod ude på gangen med hver vores lunkne kaffe og hun lagde hånden på min skulder og jeg mærkede tårerne.

– Jeg ved ikke hvad jeg kan gøre, men du må lade mig hjælpe dig Kristian, du må tage imod den hjælp du kan få, og

jeg nikkede til hende, og jeg vidste godt, at noget i mig ikke mente det, noget i mig tænkte, at det her må gå over, at nu må der gå et par dage og så må det være gået over, og der bliver ikke brug for nogen hjælp, og som læste hun tanker, sagde hun:

– Du får brug for hjælp, Kristian, jeg vil gerne hjælpe, men også anden hjælp, og jeg ved godt, at du måske tænker, at det gør du ikke, men lad være med at svare mig, bare hør på mig. Og nu løb tårerne og vi satte begge kaffen og holdt om hinanden.

Mere stødte til, blodprop i lungen, lungebetændelse, hjerteproblemer. Antallet af apparater der holdt Helene i live voksede.

Hjemme, om natten, stod jeg søvnløs ud af sengen og gik gennem stuerne. Der var ingen steder jeg kunne gemme mig. Helenes sko stod hvor hun havde vrikket sig ud af dem, det måtte have været søndag. Jeg gik hen og kiggede ned i dem oppefra. Jeg kunne ikke røre dem.

Så var jeg der med begge børnene. Vi fulgtes ind gennem døren til hospitalsstuen. Den tynde dyne sygeplejersken havde lagt over Helene vibrerede og bevægede sig uroligt. Kontakten var svag. Små ufrivillige bevægelser vi allerede så i døråbningen. Øjnene på vid gab. Det var uvirkeligt. Vi havde rododendrongrene med. Klippet af Ida i sidste øjeblik. Helene stirrede hypnotiseret på buketten.

– Fra haven mor, sagde Ida, – fra haven. Mikkel lagde sin hånd på sin mors.

Jeg kom ikke til Montreal. Der var blot to dage til. Jeg så det tomme flysæde for mig, ude over Atlanten. En kollega havde givet arrangørerne besked. Han havde insisteret venligt. Jeg var tavs i telefonen, havde ikke sagt ham imod. Ting der var planlagt faldt ud, aftaler blev udskudt og aflyst. Mine nætter blev skueplads for forestillinger om hvor dette førte hen. Som om jeg med en overmenneskelig indsats, liggende i min seng med hjertebanken om natten, ved hjælp af grublerier, kunne forandre, eller blot skubbe til retningen af det som havde løsnet sig og allerede var ved at ske, var sket.

En læge sagde, at Helene var ung. Jeg tænkte 56, jeg tænkte, at hun ikke var ung. Men forstod, at i deres patientverden var hun ung, og han sagde, at det var godt, hun var så ung. Ung og smuk, tænkte jeg uvilkårligt.

– Når man er så ung, slipper man ofte uden store mén, sagde han. Og han ville ikke sige mere, for nuværende, det ville han ikke, og jeg fiskede efter sygeplejerskens øjne, men hun holdt et papir mellem sine hænder, som hun ikke kunne slippe blikket fra.

Og jeg savnede den måde Helene rejste sig om morgenen. Det lille bitte øjeblik, hvor hun sad på sengekanten med ryggen mod mig, som om noget skulle samle sig inden i hende.