Læseprøve: ASH-SHAHEED [VIDNET] af Jamal Bendahman

Jamal Bendahman

‫الش ـ ـ ـ ــاهد‬ Ash-Shaheed Ash-Shaheed [Vidnet] [Vidnet]

G  ⴳ Roman Gladiator

‫الش ـ ـ ـ ــاهد‬ Ash-Shaheed Ash-Shaheed [Vidnet] © Jamal Bendahman og Gladiator 2019 [Vidnet] 1. udgave, 1. oplag Redigeret G af Jakob  ⴳSandvad Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-29-5

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Tak til Jakob Sandvad, Morten Ammitzbøll, Maria Magdi Elisa Gabraeil, Abdel Malek Laghmoch, Carina Søster Mikkelsen, Najiba Bendahman og ava.

ⴰ Jeg vågnede på sofaen igen. Jeg tog en cigaret ud af pakken der lå på sofabordet og tændte den. Jeg lå på min smalle sofa betrukket af grøn velour og tænkte på brændte bygninger og biler, Nørrebro i brand, flammernes transformation til sort røg. Jeg tog min mobil op fra sofabordet og jeg så at der var to beskeder fra min søster Saloua og tre fra Daud. Jeg ignorerede dem fra min søster og læste Dauds: Daud, søn. 8. jan. 13.49 Hey Younes. Jeg skal på druk med Anna og hendes veninde. Vil du joine? Vi har tjald  Daud, søn. 8. jan. 14.19 Sover du stadig? Vi tager på Tagensborg. Jeg gentager: Vi har tjald!

Daud, søn. 8. jan. 15.04 vi er på Tagensborg nu. Vi regner med dig, skuf os ikke  Anna siger hun vil tage baner.

9

Jeg havde vilde tømmermænd. Jeg kom først hjem fra tinderdaten kl. seks den morgen. Hun var meget sød, så anderledes ud end på sine billeder, men stadig ret flot. Hun havde et meget tæt forhold til sin bror fortalte hun, hun skrev med ham hele aftenen. Vi endte på Osborne til sidst og snavede og gramsede på hinanden. Bartenderen lagde an på hende, mens jeg var på toilettet. ‘Han havde så fedtet hår,’ sagde hun. Men hun ville ikke knalde, for vi skulle jo snakkes ved og ses igen. Det ville jeg ikke.

Jeg bliver som regel forelsket med det samme i alle de kvinder jeg dater, så længe de er sympatiske, kønne og synes jeg er sjov, men ikke i hende af en eller anden årsag. Det tog jeg som et dårligt tegn. OK, hvad var det Daud egentlig ville? Han var sammen med Anna og hendes veninde. De drak, røg tjald og overvejede at tage stoffer. Hvorfor ville han ha’ mig med? Jeg kom frem til at kemien må ha’ været dårlig mellem de tre og at jeg derfor skulle genetablere den kollektive kemi. Jeg var god til kemi, jeg var en social alkymist og det vidste han. Telefonen ringede og Dauds navn stod på skærmen. Jeg følte en øjeblikkelig aversion mod min telefon, hvorfor plagede den mig? Hvad ville den? Den var alt for magtfuld til at jeg udelukkende kunne betragte den som et kommunikationsapparat. I det øjeblik så jeg den 10

som min fjende! Jeg vekslede mellem flere mulige scenarier: 1. Ja ja – helt sikkert jeg kommer nu.

2. Jeg er virkelig træt og det er søndag eftermiddag for guds skyld!

3. Sov videre.

4. Tak for sidst, jeg må lige tænke over det, jeg skriver senere.

Årsagen til at jeg valgte scenarie 1 var meget enkel.

Jeg havde været konstant skæv hele weekenden, selv under tinderdaten, og det kriblede i mine hænder efter mere tjald, jeg var løbet tør. Jeg tog et varmt brusebad, mens mit hoved dunkede af smerte i vekslende rytmer.

Det blæste meget da jeg cyklede til Tagensborg fra Peter Fabers Gade. Danmark ville ha’ meget behageligt vejr hvis det ikke var for blæsten. Jeg forestillede mig København anno 2367, inddæmmet i en blæstafvisende kuppel, hvor vi alle gik klædt i lyst tyndt tøj på nær de borgerlige machodrengebørn i deres jakkesæt i forskellige nuancer af blå og grå med grimme sko, manglende slips og kvinder under armen i høje hæle, for korte kjoler og en unaturlig 11

solbrun kulør. De dyrkede hård pornosex, masser af kvælning, rimjobs og sperm i fjæset. De borgerlige machodrengebørn var de mest forfængelige mennesker i byen, ligesom i dag. Mens jeg kørte over for gult og sang med på Beginning to see the light med The Velvet Underground der bragede fra mine høretelefoner, blev jeg distraheret af synet af et yngre par med barnevogn. Jeg fandt det så smukt, en så uskyldig og ren forening.

Jeg stillede cyklen lidt væk fra Tagensborg, foran en kiosk, for at skjule mine søndagsplaner for eventuelle ekskærester og familiemedlemmer der tilfældigvis skulle gå forbi Tagensvej/Jagtvej mens jeg var derinde. Jeg så mit snit til at spare mig lidt besvær i den nærmeste fremtid og købte en pakke cigaretter i kiosken af en verdensfjern brun teenager der var opslugt af tanker, langt størstedelen af befolkningen aldrig nogensinde ville kunne forstå. Jeg ønskede at tilkendegive en form for forbindelse, jeg havde bildt mig selv ind at vi havde, men jeg gik bare uden at sige noget. Bilerne passerede mig i hastig fart, nærmest som for at minde mig om altings forgængelighed. Et par hurtige bevægelser i desperationens favntag, et forløsende spring ud på asfalten og det var slut – intet mere – intet mindre – alt var skræmmende.

12

Jeg trådte ind på Tagensborg og blev mødt af en stor sky af røg der svævede i rummet. Den var smuk, den havde sit eget liv uafhængigt af alle de mennesker den delte rum med og den nærtforestående tredje verdenskrig foranlediget af en personlig fornærmelse fra en intelligent nordkoreansk kvindelig regeringsrepræsentant rettet mod Donald Trump. Det er smukt at være i live, tænkte jeg da jeg så Daud sammen med Anna, der så vildt godt ud den dag, og hendes kønne mørkhårede veninde. Det er pudsigt hvordan smukke mennesker samles i flok. Det er en uudtalt social regel der har til formål at konsolidere deres placering i det verdensomspændende sociale hierarki. Jeg kastede et hurtigt blik på et andet bord befolket af ældre alkoholikere og to personer i starten af deres 20’ere. Den eneste forskel mellem de to grupper var alderen, alt andet var i symbiose. De var fulde og råbte og hylede i fællesskab, et fællesskab de ville dele mange år endnu. Synet af dem fik mig til at fortryde alle de dårlige tanker jeg nogensinde havde haft om mig selv og mit eget liv.

‘Hey folkens!’ sagde jeg højt da jeg nåede hen til dem.

‘Hey – der har vi ham! Nattevagten!’ sagde Daud og rejste sig hurtigt op fra sin stol for at omfavne mig. Anna fulgte dovent trop og hendes veninde gav 13

mig høfligt hånden, mens jeg tog notits af hendes krop da hun rejste sig. Hun var klædt i lyse blå jeans og en lettere gennemsigtig sort top, sort BH indenunder. Hun var høj og slank med mørkebrunt krøllet hår der gik hende til skuldrene. Hun var typen der, uafhængig af hendes personlighed, altid ville have mange venner.

‘Younes’ sagde jeg bestemt.

‘Therese’ sagde hun med en fløjlsblød stemme.

Smukke mennesker har altid smukke stemmer, det er som om man bedømmer en persons stemme ud fra om man finder dem tiltrækkende eller ej.

‘Har I seriøst siddet og drukket og røget i flere timer nu? Det er søndag eftermiddag, for guds skyld!’ sagde jeg efter jeg havde sat mig.

‘Anna vil tage baner – hun har en forbindelse siger hun,’ sagde Daud.

‘Hun ligner en der vil tage en lur’.

‘Er du nattevagt?’ sagde Therese.

‘Han er forfatter. Han skriver om vores barndom i ghettoen – jeg er med i historierne,’ sagde Daud alt for hurtigt.

‘Jeg arbejder på en døgntank, så jeg har ofte nattevagter,’ sagde jeg. Døgntanken var bare et deltidsjob ved siden af mit lortestudie på CBS. ‘Ej hvor spændende, du skriver om ghettolivet, er 14

det ligesom det Yahya Hassan skriver om?’ sagde Therese. Hendes stemme ændrede lyd og lød nu pludselig lidt skinger.

‘Nej, ik’ rigtig,’ sagde jeg.

Anna sad hensunket over bordet, hun var både fuld og skæv og på den dårlige måde. Jeg sad ved siden af Daud og kvinderne sad overfor. Bordet imellem os var mørkt som 80 procents chokolade. Et overdimensioneret askebæger i røget glas stod på midten af bordet og mindede os om alle de livsstilsvalg vi nogensinde havde truffet der indirekte havde ført os til denne situation. Jeg var glad. Daud udnyttede den styrkemæssige fordel han havde over mig og tog sin vældige arm rundt om mig og hev mig ind til sig på en meget vi-er-gode-venner-agtig måde. Jeg så ikke Daud så tit, men jeg skrev om ham. Vi voksede begge op i religiøse hjem i et gudsforladt socialt boligbyggeri. Af den ene årsag vil jeg så længe jeg lever altid svare tilbage på hans sms’er, ligegyldigt hvor meget vi er vokset fra hinanden. Jeg skyldte ham det, på samme måde som soldaterkammerater skylder hinanden at holde kontakten efter krigen eller mødes regelmæssigt til fed mad og hård druk.

‘Hey tak for sidst – det var fandeme grineren. Hvordan havde du det dagen efter?’ sagde Daud.

15

‘Jeg var helt smadret dagen efter, jeg følte mig ensom og begyndte at ryste. Jeg måtte ringe til Anisah i Iran fordi jeg var så fucked!’ sagde jeg. Daud og jeg ville trippe til en nytårsfest vi var til, holdt af en fælles ven, og på mirakuløs vis fandt vi frem til nogle teenagedrenge der gerne ville sælge os noget coke. I vores cokerus endte vi på en bøssebar senere på aftenen.

Jeg mødte en kvinde ved navn Viktoria. Hun lignede Frida Kahlo, bare med pænere øjenbryn. Jeg fortalte hende på hurtigt cokesprog hvordan Nikola Tesla var blevet et symbol på menneskets formåen, til trods for konstant modstand fra det højere etablissement, illustreret i nogle af Jarmuschs film blandt andet. Hendes respons var at stikke sin tunge ned i halsen på mig, mens Daud stod og talte med Janus Nabil lige bag os. Det var en sjov aften.

‘Hey – du kan altid ringe til mig, det ved du godt.

Anisah, det er din kæreste, ik’? Hvornår kommer hun tilbage fra Iran?’ sagde Daud.

‘Vi er ik’ kærester, ikke længere, men vi ser stadig hinanden lidt on and off. Hun er tilbage på onsdag,’ sagde jeg og fik et flashback med hendes smagfulde Vesterbro-lejlighed fyldt med persisk kunst og kalligrafi hængende på væggene og mig der knepper hende bagfra i soveværelset, mens hun råber ‘knep mig hårdere, hårdere!’ Therese lyttede til vores samtale 16

men formåede stadig at ligne en der tænkte på noget helt andet. Anna lignede en, der lige havde indset at ingen af hendes drømme nogensinde ville gå i opfyldelse. Mit fokus var på tjald, jeg kunne ikke holde det høje kunstige energiniveau kørende meget længere.

‘Har I tjald? Du gentog, husker du det? Daud gentog at der var tjald, Therese. Så … hvor er det henne?’ sagde jeg og så anklagende på dem. Therese lignede en høj kaktus i en Østerbro-lejlighed.

‘Anna har det, men vi skal lige ha’ nogle øl først.’ sagde Daud. Deres tomme ølflasker stod på bordet og lignede ensomme enkemænd. Jeg sagde at jeg ville hente og gik op i baren. En utrolig sympatisk og smilende, men virkelig afdanket kvindelig bartender kom hen til mig og signalerede med sine manglende ord og handling at jeg skulle afgive en bestilling.

‘Fire Tuborg på flaske,’ sagde jeg mens jeg holdt fire fingre op mod hende. Jeg stod ved siden af en ældre skaldet mand der så mig dybt i øjnene og sagde ‘Jeg har været gift med en iraner!’

De opfandt Jesus og kaldte ham Mithra, tænkte jeg, men sagde i stedet, ‘De er så venligt et folkefærd’. Øllene kom lige i tide og jeg gengældte bartenderens smil. Hende kunne jeg godt lide og var lidt bedrøvet over at jeg aldrig nogensinde ville føre en rigtig samtale med hende.

17

Therese var et mysterium for mig da jeg satte mig ned og så hende lytte til Daud fortælle følelsesladet om sit filosofispeciale som han aldrig fik afsluttet, og som han stadig kæmpede en hård bureaukratisk kamp med studieadministrationen på KUA om. Hun var stoisk, en statue, en klippeformation med blodårer.

‘Men hvorfor skrev du det ikke bare færdigt?’ sagde hun køligt. Mysteriet voksede. Hvad ville hun? Var hun udsendt på en mission? Hvem var den kvinde?

Jeg har aldrig nogensinde set hende før, tænkte jeg.

Tanken skræmte mig en smule. Hun var som opstået ud af den blå luft, var hun overhovedet virkelig?

Tag en tår af din øl og deltag i samtalen med det samme, tænkte jeg. Jeg tog en tår af min øl og deltog i samtalen med det samme.

‘Det var noget med emnevalget, var det ik’, Daud?’ sagde jeg og strakte mine arme ud i retning af Anna der stirrede ud i luften, som reflekterede hun over hvorfor hun slog op med sin sidste kæreste, var det den rette beslutning? Han kom fra et indre missionsk hjem, brød forbindelsen til sin familie som voksen og endte med at blive musiker. Han var en festlig type, efter KB18 lukkede, skiftede han lidt stil og gik over til Ved Siden Af og tog ketamin med franske turister og 20-årige kvinder fra Vestegnen.

Han selvmedicinerede sine barndomstraumer med 18

en six-pack øl hver aften. Han fik mig altid til at føle mig så smuk, tænkte hun.

‘Jo – lige præcis. Min vejleder godkendte emnet, men han stoppede pludseligt på UNI og jeg fik tildelt en ny vejleder, der ikke ville godkende emnet, han insisterede på at jeg skulle ændre det, men jeg var allerede halvvejs, så jeg nægtede og det startede hele slagsmålet med instituttet og nu vil de ikke give mig en ny vejleder eller give mig lov at ændre emnet.

Jeg kæmper stadig mod dem, jeg skal nok vinde – jeg giver aldrig op!’ sagde Daud intenst. Anna vågnede pludseligt op af sin døs, som en livløs frø der pludselig springer ved lyden af en knækket gren.

‘Jeg må hjem nu,’ sagde Anna.

‘Nej nej, lige før sagde du, du ville tage baner, husker du ik’ det? Younes, hun sagde hun ville tage baner, hun har en forbindelse sagde hun,’ sagde Daud.

‘Har du en forbindelse, Anna? På en søndag eftermiddag? Har du en forbindelse på en søndag eftermiddag? Hvor færdes du egentlig henne?’ sagde jeg.

‘Jeg har en forbindelse men jeg vil hjem nu, jeg er virkelig skæv,’ sagde Anna. Therese var tydeligvis lidt ny i denne verden der udfoldede sig ved bordet, for hun grinte af hele optrinnet, som var det en komedie hun så på tv, som om det ikke virkeligt fandt sted for øjnene af hende.

19

‘Skriv til ham, Anna – gør det! Du lovede! Gør det!’ sagde Daud og stirrede på hende med et stort smil om munden.

‘Nej – jeg vil hjem nu,’ sagde Anna og rejste sig op.

‘Men Daud – du gentog!’ sagde jeg og grinte.

Anna tog sin jakke på og spurgte Therese om hun ville med. Therese nikkede næsten yndefuldt, hvilket var ret imponerende. Nikken er bevægelsens svar på knæet, det er aldrig pænt.

‘Nej stop – undskyld, Anna!’ sagde jeg forgæves.

Kvinderne forlod bordet med Daud og mig i skarp forfølgelse. På vej ud af Tagensborg passerede vi en alkoholiker der lignede en mand der 20 år forinden slog en 26-årig folkeskolelærerinde ihjel med sin bil og kørte videre uden at stoppe, parkerede bilen foran sit hus, gik ind til sin kærlige familie og ytrede ordene, ‘jeg går tidligt i seng i aften.’

Vi stod ved Anna og Thereses cykler. Daud og jeg dannede en fælles front og sagde: ‘Anna, stop! Anna, please stop. Vi … vi køber bland selv-slik til dig! Jeg lover, så meget du vil ha’. Stemningen ændrede sig abrupt, blæsten aftog og trafiklyset ved krydset mellem Tagensvej og Jagtvej ændrede signal.

‘Du må også få en plade Marabou, en hel plade for 20