POUL VAD
De Nøjsomme
GLADIATOR
De Nøjsomme Udkom for første gang 1960 Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-93658-17-2 Tak til Statens Kunstfond
1 Det var Susanne der lukkede op da Henrik ringede på, hun trådte til side og lod ham komme ind i entreen. Han stillede mappen fra sig og tog frakken af, de sagde ingen ting, Susanne stod bare og så på ham og han syntes han kunne mærke hun blev forventningsfuld, han blev vel også selv forventningsfuld. De kendte ikke rigtig hinanden, havde kun truffet hinanden flygtigt her hos Brumme et par gange før, havde ikke talt sammen, bare set på hinanden, mærket hinanden, men det havde været nok til at atmosfæren mellem dem blev forventningsfuld nu da han atter en gang stod her og tog frakken af og hængte den på en knage. „Nå, Susanne,” sagde han så, „skal vi gå ind i hulen?” Han sagde det med en let ironisk betoning der gjorde hende lidt usikker, hun vidste ikke hvad hun skulle svare, hendes ansigt var blødt, åbent, det var som om han kunne spejle sig i det. Hun lod ham gå først ind, fulgte selv efter og gik hen og satte sig på sengen og trak benene op. Henrik blev stående og så sig om i stuen, hvor der nu var temmelig mørkt. Brumme sad ved sit arbejdsbord henne ved vinduet, en mørk profil mod det lysere felt. Men også uden for mørknede det. Den sene oktoberdag var ved at være til ende og himlen var dækket af grå skyer der lå som fine slør i flere lag bag hinanden og hvorfra regnen sivede uophørligt ned mod smattede gader spættet med udtvære7
de visne blade. Tingene i stuen levede og åndede i mørket, fra billederne på væggen stirrede glødende ansigter med store øjne, reolen over sengen og hængereolen som hang frit i rummet var overfyldt med bøger, og alle mulige andre steder, på sofabord og arbejdsbord og på gulvet henne i en krog flød bøger og tidsskrifter og blade. En grøn glaskugle hang i et net fra løftet, en sælsom, dunkelt spejlende klode der langsomt drejede om sin akse og aldrig syntes at finde hvile, og der var en stor, lavthængende, grå og rusten lampeskærm og andre hængende uidentificerbare genstande som bevægede sig sagte og uophørligt i det indvoldsagtige mørke. Der var støv overalt og tilfældige ting smidt tilfældige steder, et lavt sofabord var foruden af bøger fuldt af grammofonplader, askebægre, piber og tomme cigaretpakninger, over en stoleryg hang en gammel jakke og et par snavsede sokker, på gulvet lå en gammel rygsæk og der var støvede vinflasker og ølflasker og uldmus. Der var hundreder af ting, alt vævet sammen i mærkbare men uforklarlige konstellationer. Det var som om Brumme havde taget bolig overalt derinde, som var han til stede i gulv, vægge, loft, møbler og i selve luften, og i en sådan grad at man måtte forestille sig, at hvis han flyttede og en fremmed derpå trådte ind i den tomme lejlighed, ville denne fremmede stå med en ubestemt følelse af ubehag, som om han pludselig havde opdaget at han ved en fejltagelse var trukket i en anden mands tøj. Susanne sad trukket ind i sig selv, sunket til bunds i rummets atmosfære som en sten i en indsø. Hun var i snævre sorte slacks og en grå sweater, hendes hår var tykt, mørkeblondt, groede langt ned i panden, måske derfor var der 8
noget animalsk ved hendes ansigt, som dog samtidig havde et præg af barnlighed, som om det var barnets ansigt der blot var vokset til tungere, modent fyldige former, uden at blive et voksent ansigt. Hagen var rund og læberne så bløde, der var ingen furer omkring dem og årene havde endnu ikke strammet dem, de lignede stadig et barns. Hun sad i skrædderstilling på sengen og var i færd med at frisere sig, hun hældede hovedet til siden og fremover og trak kammen gennem den tætte manke der delvis skjulte ansigtet som et blødt, mørkt tæppe, det nåede hende til skuldrene og hun lod kammen glide gennem det med lange, bløde bevægelser den ene gang efter den anden, bøjede hovedet bagud og samlede håret i nakken og bandt det sammen og lod halen hænge ned ad ryggen. Brumme tændte lampen ved sit arbejdsbord, hans ansigt sprang pludselig frem af mørket, forvandledes som ved en skaberakt fra silhouet til et plastisk, skarpt belyst legeme, et gråbrunt legeme med en furet overflade. Panden drejede sig i lyset, kun let beskygget af det krøllede, mørkeblonde hår der så ud, som om det aldrig blev redt. Hans første replik efter Henriks ankomst var blot en mumlen og et blik fra de store øjne i det smalle, ligesom læderagtige ansigt med det hvide ar på den ene kind og med den smalle næse og de smalle læber der så glatte og blanke ud som om det øverste hudlag var flået af og der herunder var en fin, blank og fugtig hinde. Og efter denne replik lod han de store hænder med de lange, benede fingre søge mellem bordets uordentlige dynger af bøger, papir, farvekrukker, tobak, tændstikæsker, og da de ikke fandt hvad de søgte rejste han sig langsomt og gik hen og satte sig på kanten af sengen. 9
Henrik havde sat sig på en taburet ved siden af sofabordet. Brumme fandt efter nogen søgen en piberenser, han rensede en pibe og lod derpå den sorte piberenser falde i et askebæger og stoppede. Så begyndte han at mumle noget om kaffe, hans øjne søgte hen over bordet, og mellem bøger og blade stod en dåse Nescafé. Det endte med at Susanne rejste sig for at gå ud og varme vand, Henrik fulgte med. De gik gennem entreen hvor lyset brændte og ud i køkkenet, Susanne lukkede op for varmtvandshanen og lod vandet løbe et øjeblik, så holdt hun kedlen under hanen og satte den bagefter over gasblusset. Halvdelen af køkkenbordet flød med uopvaskede tallerkener, kopper, glas, knive, gafler og kasseroller. Susanne tog et par af kopperne og skyllede dem under hanen, hun rakte Henrik et snavset viskestykke og bad ham tørre af. Så gik hun i stå, stod fortabt og ubeslutsom og så ud over alt det der flød på køkkenbordet. „Jeg skulle egentlig se at få vasket op!” Henrik tog den kop ud af hånden på hende som hun stod og havde glemt. „Så skal jeg tørre af for dig,” sagde han, „begynd bare.” „Vil du?” Det var som om han havde ydet hende en usædvanlig gunstbevisning, hun så dvælende på ham et øjeblik, han lod som om han ikke bemærkede det. Så tog hun tallerkenerne en for en og holdt dem under den brændende varme vandstråle og gned dem rene med børsten og rakte dem til Henrik, som ikke havde svært ved at følge med. Der stod en sky af damp over stålvasken. Kedlen begyndte at fløjte sagte, Henrik slukkede for gassen og da de var færdige tog de kedlen og kopper og teskeer med ind i stuen. Susanne tændte lampen over sofabordet. Brumme sad atter ved sit arbejdsbord. Han 10
røg pibe mens han tegnede og kiggede af og til ud. Gennem vinduet så man over jernbaneterrænet ind mod byen, hvis silhouet nu var næsten helt tilsløret af regnen og mørket. Der var små røde og grønne lys nede på jernbaneterrænet, længere borte lyste vinduers firkanter hvidt og gulligt og fjernest glimtede de store neonreklamer. Et sidste, døende skær af dagslys trængte ind i rummet, hvor mørket byggede i krogene og lamperne lyste pletvist klart. Henrik stillede kopperne på bordet, åbnede kaffedåsen med en teske og hældte en teskefuld af det brune pulver i hver kop, derpå tog han kedlen ud af hånden på Susanne, hun så ud som om hun havde glemt de skulle have kaffe. Han hældte vand i kopperne, alle hans bevægelser var rolige og velovervejede, hans stærke og slanke brune hænder tog sikkert på alting, på en distinkt måde der harmonerede med hans mørke og rolige stemme. Det dampede fra kopperne, hvor de sidste brune klatter uopløst kaffepulver flød på den sorte overflade. Susanne tog en teske og rørte. „Vil du have din kaffe derover?” spurgte hun over mod vinduet. Og da Brumme svarede med en brummen tog hun en af kopperne og stillede den på arbejdsbordet, hvor det lykkedes hende at finde en tom plads mellem bøger og papir. Henrik sad på taburetten med en lang, krummet krop, det korte, sorte hår faldt ned over panden hvor de dybe tværfurer kom frem så snart han trak brynene sammen. Susanne krøb atter til rette på sengen. Duften af kaffe blandede sig med røgen fra Brummes pibe. Og neden under disse dufte lå rummets egen lugt, sammensat af lugte af snavsede sokker, sengetøj, pibeudkrads, gammel aske, støv, bøger og mennesker. 11
Det ringede på døren og Susanne svingede benene ned og gik ud for at lukke op, døren ud til entreen blev stående halvt åben. Det var Wang der kom, så Henrik. Som sædvanlig var han blevet stående udenfor et kort øjeblik, bred og munter, før han trådte ind med sin hastige, vuggende gangart og skred gennem hele entreens længde som for at være sikker på at han virkelig var indenfor. Han tog styrthjelmen af, det blonde hår sad uordentligt og hans ansigt og skæg var fugtigt af at køre i den lette regn. Og man hørte hans stemme: „Dav, er Brumme hjemme, hvordan har du det, han sidder vel som sædvanlig og pukler, er det ikke Henriks frakke, jeg synes jeg kan kende den, det elegante snit!” Wang snakkede hurtigt, ordene snublede frem, når han først kom i gang kunne han snakke fanden et øre af. Han krængede den vindtætte frakke af, hængte den på en knage og tørrede sig med hånden i ansigtet. „Et pissevejr,” sagde han, „skide glat på gaden. Skal vi gå indenfor.” Og så kom de ind, Susanne fulgte bagefter, han gik hastigt frem gennem rummet med den samme vuggende, afsnuppede gang, vendte om og gik et par meter tilbage igen som om han skulle måle gulvet op, som om hans krop skulle bemægtige sig rummet inden han kunne falde til ro. Han gik hen til Brumme og stod og kiggede på hvad han lavede, et direkte blik fra stærke blå øjne ned på Brummes reklametegninger, skitser, udkast, han tog en af dem op og så på den, „den dur da ikke den her, hvad?”, og lod den falde igen. Og imens sad Brumme helt stille, som et dyr der lægger sig død indtil en fare driver over. Og Wang vendte sig om og trak en stol med ryg- og armlæn hen til sofabordet, han skubbede sig skråt til rette i den, med benene strakt ud 12
fra sig, med skødesløst hængende arme og med kroppens store vægt bekvemt fordelt. Susanne gik ud og hentede en kop til ham, han fik kaffe, så tog han tobak og papir frem og begyndte at rulle en cigaret, han havde kraftige, korte, lidt fyldige hænder, håndværkerhænder, de var i ustandselig bevægelse, løb gennem hans hår, for pludselig ud i rummet mens han talte, strøg blødt om skægget. Henrik trak en pakke cigaretter frem, han rakte den tavs over mod Susanne som tog en og han tog selv en og tændte for dem alle tre. Brumme røg stadig på sin pibe. Han sad med sine store hænder i lyset og ansigtet halvt i skygge, han havde lange negle, de fik lov at vokse ud over fingerspidserne. Engang imellem drejede han hovedet og så hen mod dem, mod Wang især, hans øjne så frem imod en langt inde fra, når de så. De så hastigt, intenst, derpå gled de bort og man vidste ikke hvad der skete med dem. Wang sad skråt skubbet til rette på sin stol, han talte hele tiden, hastigt, københavnsk, ordene blev smældet ud i serier, han sad veltilpas i atmosfæren der åbnede sig indifferent og uudryddelig og omsluttede enhver der trådte ind. Altid gik han løs på emnerne, på alle emner, på den samme måde, praktiske og åndelige og politiske og kulturelle og sexuelle, som om han skilte delene ad, lagde dem op foran sig pænt ordnet i række og geled, overskuede dem, vurderede, i forsøg på gennemført rationel indstilling. Wang var meget antimetafysisk. Han vendte sig mod Henrik og begyndte at spørge til Else, det var Henriks kone. Susanne kendte hende ikke, havde aldrig set hende. „Hvad fanden,” sagde Wang, „kender du ikke Else, dejlig pige, ikke?” Han så på Henrik og Brumme men afventede ikke svar. „Du kan tage med mig 13
engang på motorcyklen, så besøger vi Henrik og Else.” Det ville Susanne gerne, hun så prøvende på Henrik som for at spørge, hvordan han stillede sig til det, han syntes det var en udmærket idé. Men Wang var allerede inde i noget nyt: „Hør her Susanne, det værelse! Du ved John er flyttet, tror du du vil have det?” En af deres venner var blevet gift og Susanne havde ofte talt om at hun skulle se at finde et værelse, nu kom der et dumpende til hende og så havde man alligevel indtryk af at hun ikke kunne bestemme sig. „Hvad er det det koster?” spurgte hun. „Ikke engang halvtreds, tror jeg,” sagde Wang. „Det lyder godt.” „Det er s’gu godt, og for fanden, det kan jo ikke ligge bedre, og med egen indgang. Du, til den pris!” Værelset lå i en af de smalle gader i den indre by. Susanne sad og grublede. „Han har s’gu levet et godt liv,” sagde Wang til Henrik, det var John han talte om, „og nu har han oven i købet fundet en sød pige, svinet. Han har nogle gode år at tænke tilbage på. Det er en fordel at man ikke synes det ser alt for kedeligt ud når man tænker tilbage, men det gør han forøvrigt sikkert. Jeg kender ikke ret mange som synes det er de rigtige ting de har foretaget sig. Når man sammenligner med andre synes man altid man har brugt tiden på en åndssvag måde. Det pudsige er bare at de andre synes det samme. John har nu ikke noget at beklage sig over, han har ikke kedet sig, men det kan han selvfølgelig ikke selv se, det kan man jo aldrig. Men det var vel heller ikke det rene grin hele tiden”. „Vi må hellere se at få et gilde snart,” sagde Henrik, „det er længe siden man har været ude for ham.” „Ja det plejer jo at live ham op,” sagde Wang, „ellers er 14
gassen vel gået noget af ham. Men det er den jo også af os andre. Det er pinligt men der er ikke noget at gøre, vi må se det i øjnene.” Wang fortalte et par historier om John. De tog mere kaffe og hældte lunkent vand i kopperne. „Hvor længe tror du det værelse er ledigt?” spurgte Susanne. „Ved ikke. Men du må skynde dig. Du skal bestemme dig en af dagene, der er nok der gerne vil have det.” Brumme sad bøjet over sit arbejde og syntes ikke at forstyrres af at de snakkede. „Synes du jeg skal tage det?” spurgte Susanne henimod ham. Der var ingen overbevisning i hendes spørgsmål, ikke engang en tone af håb om svar, det var som om hun pirrede til en sovende uden at vække ham, uden at ville vække ham. Der var så stille efter hendes spørgsmål, Brumme sad med en pensel i hånden, han havde lige dyppet den i en farvekrukke og nu satte han den forsigtigt til papiret og trak den ganske langsomt hen over det med en stor, varsom hånd. Hånden lagde penslen, han drejede sig langsomt og rettede sin ludende krop op, han så hen imod dem og gav sig så til at søge efter sin pibe. „Hm, hvis du er interesseret,” hans stemme var mørk og utydelig, han fandt sin pibe og kradsede i den med en tændstik. Nej, tænkte Henrik, hun får aldrig en afgørelse fra ham, et klart og bestemt svar. Ikke noget med øksehug her! For altid syntes han fortabt i lange overvejelser, i aldrig afsluttede undersøgelser af hver handlings utallige mulige konsekvenser. Og dog var det som om svaret var faldet, som om de havde hørt det, som om de kunne se det blot de så på 15
ham som han nu atter havde bøjet sig over arbejdet efter at have stoppet piben og sad og tegnede, dyppede penslen i en farvekrukke og af og til kiggede ud i mørket, som om svaret stod og råbte i den tætte, trykkende tavshed efter at han havde talt. Fra den brede gade nærved hørtes lyden af en sporvogn. Lyden steg, fortættedes, mens vognen bremsede. Så blev der stille. Et øjeblik efter satte den pludselig ind igen og fortabte sig så, blev svag og blandedes med de andre, mere dæmpede lyde, bildækkenes syngen mod den våde asfalt. Et sted i huset gik en radio. Henrik rodede i de EP-plader der lå og flød på bordet, valgte en ud og lagde den på pladespilleren, en trompet og en tenor spillede unisont, en rasende hvirvel af toner, trompeten sprang ud i en solo, som om den blev slynget ud i en ny dimension som den tilegnede sig i vital og behersket udfoldelse. „Miles?” spurgte Wang, Henrik nikkede. „Mon Susanne kan lide musikken?” spurgte han og drejede hovedet imod hende, hun mærkede hans øjne på sig, rolige, grå, med en grønlig glans. De kiggede på hinanden, det var som en forsigtig berøring, og i den måde hvorpå han spurgte og ligesom udtrykte en afstand mellem dem var der samtidig en tilnærmelse. Hun kunne godt lide musikken, og Brumme havde lagt sin pensel og sad og lyttede. „Men du kan jo tage ind og se på værelset igen,” sagde Wang, „det er tomt nu, som bekendt. Du må se at finde ud af det, ikke? Jeg er forøvrigt ligeglad.” Trompeten sluttede og saxofonisten begyndte, han blæste hårdt, med en næsten skræmmende vitalitet, sparkede sig hensynsløst vej. Henrik rejste sig da pladen var færdig, han skulle til at gå. 16