Grønlykke læseprøve

Anton Garcia Castillos efterladte manuskript

Gladiator

Anton Garcia Castillos efterladte manuskript

Af samme forfatter:

Man gjorde et fag fortræd (essay), 2020 Mælk og blod, 2021

Grønlykke

Anton Garcia Castillos efterladte manuskript

Anton Garcia Castillos efterladte manuskript

©Jacob Grønlykke og Gladiator 2022 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Julia Jayko Fossland Omslag af Ida Balslev-Olesen Opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-007-7

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

… Nacimos, pero nuestra estancia en tierra tan lamentablemente corta ni siquiera nos dejó un amor que echara raíces.

Anton Garcia Castillo

Mursejleren

Den franske zoolog og botaniker Louis Augustin Guillaume Bosc var i begyndelsen af 1800-tallet en af de mest betydende videnskabsmænd inden for sit felt. Han publicere de en lang række encyklopædiske artikler og navngav over hundrede planter og dyr. Blandt dem også et lille krebsdyr af ordenen damrokke, som han gav slægtsnavnet Apus, old græsk for uden fødder. Det var en beslutning, der i de følgende århundreder skulle afstedkomme voldsomme kontroverser i zoologiens verden. Og selvom man ved hans død opkaldte et firben efter ham (Acanthodactylus boskianus), så er det i dag næsten udelukkende den uheldige historie om navngivningen af krebsdyret Apus, der klæber sig til hans navn.

Den tyske præst og botaniker Franz von Paula Schrank levede nogenlunde samtidig med Louis Augustin Guillaume Bosc. Som ung fik han et professorat i zoologi på univer-

sitetet i Ingolstad, men hans videnskabelige ry kunne ikke måle sig med franskmandens. Imidlertid stødte han også på det lille krebsdyr Apus i et af de mange små vandhuller, han frekventerede i det sydtyske. Han vidste ikke, at arten alle rede var beskrevet. Videnskabelige artikler blev ikke delt så hurtigt dengang. Han kaldte krebsdyret for Triops, græsk for treøje. Et oplagt valg, dyret har vitterligt tre øjne.

Der var dermed skabt en modstridende fransk og tysk taksonomi for det samme lille vanddyr. Det var selvfølgelig uhensigtsmæssigt, men fejlen blev først adresseret hund rede år senere af den tyske marinbiolog Ludwig Keilhack. Han brugte konsekvent sin landsmands betegnelse Triops i sit feltarbejde og advokerede kraftigt for, at navnet Apus blev afskaffet. Det var et synspunkt, som den engelske zoolog

Robert Gernay tog ilde op. I et lidenskabeligt arbejdspapir ønskede han Triops-navnet ”tilbage til det helvede, det var kommet fra.” I den tilspidsede kontrovers kunne det være et afgørende lod, han her kastede i den franske vægtskål. Verden omkring stod i forvejen på kanten af katastrofen i 1938.

Efter krigen måtte selv zoologien besinde sig. I en ba nebrydende videnskabelig artikel om damrokker førte den canadiske oceanograf Alan Reece Longhurst et ædrueligt

forsvar for Triops-navnet. Det viste sig nemlig, at den østrig ske naturhistoriker Giovanni Antonio Scopoli allerede i 1777 havde brugt navnet Apus til en af de over trehund rede dyrearter, han fik beskrevet. Det var fuglen mursejler og dens slægtninge, han gav slægtsnavnet Apus, og ikke det lille krebsdyr af damrokkeordenen. Giovanni Antonio Sco poli var måske ikke den største videnskabelige autoritet i sin samtid, men hans tætte relation til taksonomiens fader, den svenske botaniker Carl von Linné, vejede tungt.

For at nå frem til afgørelse i sagen afholdt Den Interna tionale Kommission for Zoologisk Nomenklatur i 1958 en kongres i hjertet af London. Med Alan Reece Longhursts grundige historiske granskning på bordet lignende det en forhåndsafgørelse. Men der var mere på spil end navngiv ningen af et par dyrearter. Den franske delegation lagde i kulissen kraftigt pres på det engelske formandskab. De mente ikke, at optegnelser fra før stiftelsen af kommissionen i 1895 burde tillægges nogen vægt. Tyskerne støttede sig omvendt til Longhurts overbevisende argumenter, ligesom de påpegede, at betegnelsen Apus, altså uden ben, var underforstået, når det gjaldt vanddyr, og derfor også intetsigende. Triops, derimod, var med dyrets tre øjne en meget præcis beskrivel-

se. Med det sidste argument spillede de uklogt fordelen tilba ge til franskmændene, der med fuld ret kunne fremhæve, at nok havde mursejlerne og deres slægtninge korte ben, men helt uden ben var de ikke.

De gensidige argumenter og beskyldninger blev stadig mere indædte, som kongressen skred frem, og det, der var tænkt som en fredelig mægling, endte nærmest i korporlige slagsmål. Som et kompromis blev der foreslået en afstemning blandt de delegerede. Men også de proceduremæssige spørgsmål voldte vanskeligheder. Franskmændene forlangte en åben stemmeafgivelse ved håndsoprækning, mens tysker ne henviste til bestemmelserne i vedtægterne, der foreskrev en anonym, skriftlig afstemning. Og selvom franskmændene her fik gennemtrumfet deres krav, endte de alligevel med at tabe selve afstemningen: Apus blev stadfæstet som slægtsnavn for fuglefamilien sejlerene.

Lige siden de dramatiske dage i London har franske zo ologer gået med den yderste ærmeknap i habitjakken knappet op, og de knapper den først igen, når krebsdyret Triops officielt atter benævnes Apus. Et tegn på deres store respekt for Louis Augustin Guillaume Boscs indsats for zoologien. Og på flere franske fagfakulteter afstår man konsekvent fra

brugen af slægtsnavnet Apus for fuglene og anvender det udelukkende i omtalen af det lille krebsdyr. Det afstedkommer indimellem misforståelser i de internationale fagtids skrifter og forskningsmæssige publikationer, men den form for genstridige nationale særheder er åbenbart en del af det videnskabelige miljø.

Mursejlerne er ligeglade med, om menneskerne kalder dem Apus eller ej. Som en slags sejlernes tronrepræsentant bærer de endda den taksonomiske betegnelse dobbelt, både som slægts- og artsnavn: Apus apus. Uden ben, uden ben. De er altid på vingerne – selv når de sover. Luftens suveræne akrobater. Til gengæld afskyer de at betræde jorden med deres korte ben. Kun når de skal sikre artens overlevelse, tvinges de ned for at bygge rede i klipperevner eller kirketårne. Men længslen efter himmelhvælvingen trækker voldsomt i dem, og de når kun at lægge ganske få æg. De udklækkede mursej lerunger må udvikle en ekstrem hårdførhed, når det gælder afsavn af føde. Flere uger kan der gå, hvor forældrene ikke viser sig, og hvor ungerne er overladt til sig selv. Nok drager forældrene af sted for at skaffe føde til ungerne i reden, men de bliver så opslugte af deres himmelflugt, at de glemmer alt

om deres afkom.

Det er sikkert i denne barndommens yderste sult og kummer, at mursejlerens unger begynder at drømme og hallucinere om den himmel, der trækker forældrene væk og frarøver dem føden. En for en bukker de under i reden, og snart er der kun en enkelt unge tilbage af det lille kuld. Bit terhed vendes til længsel, en længsel efter selv at kunne flyve, og denne længsel vokser ubændigt indtil den dag, hvor den efterladte unge føler, at vingerne kan bære.

Mursejlerungen sætter af og stiger til vejrs, opad er dens drift, kun opad, op i de tøjlesløse vinde, langt borte fra jordens kval – op, op, op – helt op i stratosfæren flyver den. På de vilde jetstrømme bæres den videre op i atmosfærens øverste lag, hvor tyngdekraften endelig giver slip. Og på længslens vinger flyver mursejlerungen ud i det kulsorte verdensalt.

Andechs

Digteren Anton Garcia Castillo debuterede kort før udbrud det af Den Spanske Borgerkrig med digtsamlingen Sol y Som bra. Sol og skygge. Digtene var komponeret som sarte sanseindtryk fra et barndommens landskab i Spansk Marokko. Debuten blev hurtig glemt i krigens tummel, men en snes år senere inspirerede digtsamlingen den tyske adfærdsfysiolog Jürgen Aschoff til at igangsætte et banebrydende forsknings projekt om den menneskelige døgnrytme, det såkaldte Bunker Experiment.

Det ligner en tilfældighed: I sensommeren 1965 lejede Jürgen Aschoff og hans kone, Hilde Jung, en lille ferielejlighed på Tenerife. Her havde den forrige lejer efterladt et eksemplar af Sol y Sombra på natbordet. Og selvom Jürgen Aschoff ikke forstod spansk, så hensatte digtsamlingens forside ham ikke desto mindre i en slags erkendelsesmæssig ekstase. På forsiden var der gengivet et fotografi af en dreng, der sad i

skyggen ved katedralen i Tétouan. Kun katedralens bastan te tårn rakte op i sollyset. Den hvide urskive på tårnuret lyste blændende op. Det var denne treenighed af dreng, lys og tid, der fik hans tanker på gled. Jürgen Aschoff havde hidtil kun forsket i dyrenes døgnrytme. Nu gik det op for ham, at det var menneskets afhængighed af dagslys, han skulle kortlægge.

Da han kom hjem fra sin ferie, begyndte han at opføre en underjordisk betonbunker i landsbyen Andechs, ikke langt fra Max Planck Instituttet, hvor han arbejdede. Bun keren blev indrettet med alle moderne bekvemmeligheder. Han var særligt optaget af bunkerens latrinære installationer. Han insisterede også på, at forsøgspersonerne dagligt skulle benytte rektale termometre, der via ledninger kunne aflæses i kontrolrummet. Der blev opsat sensorer i alle rum, og både forsøgspersoneners adfærd og fysiologi kunne der med overvåges minutiøst. Det omfattede bygningskompleks gik snart under navnet Abteilung Aschoff i forskningsverdenen.

Forsøget byggede grundlæggende på frivillighed. Bun keren blev derfor udstyret med en nødknap, så den enkelte forsøgsperson kunne afbryde forsøget, når opholdet nede i mørket blev for uudholdeligt. Det var dagslysets betydning

for tidsopfattelsen, der skulle kortlægges, ikke tvangsisolati onens indvirkning på psyken. Arbejdshypotesen var, at der meget hurtigt ville blive vendt op og ned på forsøgspersoner nes døgnrytme, men også, at de meget hurtigt ville få nok af at opholde sig indespærret og isoleret under jorden.

Der ventede imidlertid Jürgen Aschoff og hans videnska belige stab en stor overraskelse. Det viste sig, at forsøgsper sonerne klarede isolationen ganske glimrende, også selvom eksperimentet for nogens vedkommende varede i flere uger. Mange omtalte ligefrem det ensomme ophold i bunkeren som en berigende oplevelse. Mennesket var åbenbart slet ikke så socialt et dyr.

Det var banebrydende ny viden, og forsøgets hovedsigte om lysets påvirkning af døgnrytmen gled hurtigt i baggrunden. Snart følte Jürgen Aschoff sig draget af ensomheden nede i bunkeren. Han besluttede, at han selv ville deltage i eksperimentet, hvilket ellers var tabu. Naturvidenskabsman den må ikke sætte sin objektivitet på spil. Men derned måtte han.

Stævnemødet med det store Intet blev en voldsom oplevelse, og man hørte ikke fra ham i månedsvis. Da han endelig dukkede op til overfladen og det menneskelige fællesskab,

beskrev han sit ophold i dybet som en art vækkelse, et næsten religiøst møde med sit inderste jeg. Det havde bragt ham til en erkendelse af, at han ikke længere var afhængig af det omgivende samfund. I sin forsøgsprotokol havde han betjent sig af et upassende ordvalg og en rablende uvidenskabelig syntaks, hvilket bragte ham i miskredit hos en række af hans tidligere kollegaer.

Men forbindelsen mellem digteren Anton Garcia Castillo og adfærdsfysiologen Jürgen Aschoff slutter ikke her. Da digte rens yngste søn, Peter, skulle skrive sin hovedopgave i sociolo gi på København Universitet, tog han netop udgangspunkt i det nypublicerede Bunker Experiment. Han havde ingen anelse om, at Jürgen Aschoff var stødt på farens digtsamling i en ferielejlighed på Tenerife fem år tidligere.

Peter ville i sin hovedopgave sammenstille de overraskende resultater fra Jürgen Aschoffs bunkerforsøg med den internationale forskning om isolationsfængslingens indvirkning på den menneskelige psyke. Instituttets professor fandt denne indgangsvinkel så original, at han foreslog, at opgaven blev afsættet for en efterfølgende licentiatafhandling. Han betragtede Peter som en af sine mest lovende studerende, og

han havde ligefrem introduceret ham til en af fagets førende forskere på Berkeley, University of California.

Men da det kom til stykket, følte Peter åbenbart ikke, at udsigterne til en storslået akademisk karriere var særlig tillokkende. Og måske brød han sig slet ikke om at være lovende. I hvad der skulle være opgavens centrale metodeafsnit, gengav han i stedet forsøget i en grotesk parodi. Han ud malede, hvordan Jürgen Aschoff blev nede i sin hule under jorden år efter år, mens hans videnskabelige stab oppe på overfladen blev mindre og mindre, i takt med at livstegne ne fra dybet udeblev. Forsøget antog uhyrlige dimensioner i denne parodiske fremstilling. Til sidst så Peter for sig, hvordan der efter en menneskealder kun sad en enkelt person tilbage i det naturvidenskabelige maskinrum, klar med alle journalerne og protokollerne. En særlig betroet og loyal medarbejder, i sin tid betragtet som et håb og den naturlige arvtager til den berømte forsøgsleder. På det tidspunkt var de to, Jürgen Aschoff og assistenten, ikke længere forsøgsperson og observant. De sad på hver sin side af forsøgsproto kollens efterhånden temmelig udviskede demarkationslinje og spejlede sig i den nøjagtig samme ensomhed. Men hvor Jürgen Aschoff uden tvivl var sig dette bevidst, så forestillede

Peter sig omvendt, at Jürgen Aschoffs loyale assistent endnu klamrede sig til sin rolle som forsker. Hvornår trykker man på nødknappen, så man kan slippe ud i friheden igen?

Instituttets professor indkaldte bestyrtet Peter til møde for at drøfte den kuldsejlede hovedopgave, måske i håbet om at kunne rede trådene ud. Men Peter mødte ikke op på professorens kontor. Den pågældende dag fik han at vide, at hans far, digteren Anton Garcia Castillo, var død.

Anton Garcia Castillo 5. september 1899 Nador 29. april 1971 San Sebastián

Advokaten overrækker Peter en stor kuvert.

”Deres far oprettede en bestemmelse om, at disse papirer skulle overdrages til Dem.”

”Til fuld og endelig afregning,” siger Peter.

”Det er ikke mit indtryk, at kuverten indeholder penge. Jeg mener, at der er tale om et litterært arbejde.”

”Netop.”

”Under alle omstændigheder var det Deres fars udtrykkelige hensigt, at De kunne disponere frit over indholdet.”

På vej ned ad trappen er Peters første indskydelse at smide kuverten i den første den bedste skraldespand, men da han først står nede på gaden, har han ingen idé om, hvad han skal stille op med sin fars efterladenskaber.

Peter ser ham sidde ved bordet, med begge hænder knuger han arket, som læste han sin egen dødsdom op, kradset ned på papiret med hans eget blod, og Peter hører ham, Peter hører hvert eneste ord og stavelse, hører, hvordan alle bogstaverne løber sammen i et kaos, bogstaver han ikke kender, anbragt i den gale læseretning, læs! siger far, læs! siger læreren, læs! siger verden, men jeg kan ikke læse, jeg kan kun hakke og stamme mig igennem al den modvilje, verden byder mig, mursten efter mursten, mig og min ensomme pik, bogstaver stablet op, højere end alle tårne og huse, giv mig en plads et sted her i verden, eller jeg slår jer allesammen ihjel.