Læseprøve: VÆR GOD VED DYRENE af Monica Isakstuen

★★★★★

“Årets bedste roman” – VG

MONICA ISAKSTUEN

VÆR GOD VED DYRENE ROMAN GLADIATOR

Monica Isakstuen

VĂŚr god ved dyrene PĂĽ dansk ved Karen Fastrup

Roman Gladiator

Vær god ved dyrene er oversat fra norsk efter Vær snill med dyrene © Monica Isakstuen, 2016 First published by Tiden Norsk Forlag Published in the Danish language by arrangement with Oslo Literary Agency, Oslo, Norway.

Dansk udgave: © Forlaget Gladiator 2018 Sat med Garamond Trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-09-7 1. udgave, 1. oplag 2018 Bogen er udgivet med støtte fra Norla

Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.forlagetgladiator.dk

En varm tak til Inger, Mattis, Bernhard og børnene.

Anna blev født under juleudsalget i Christiania GlasMagasin.

Da min mor besøgte os på hospitalet, var hun synligt stolt af den gave, hun havde med, den kom dansende foran hende over dørtærsklen: et dusin julekugler, som hang frit i luften. Hun blev stående midt på gulvet, mens jeg ammede. Se, hvad jeg har med til dig, min guldklump, sagde hun, og i et kort øjeblik misforstod jeg, hvem hun talte til. Hvor er den fin, sagde jeg og nikkede mod gaven, hvad kalder man sådan en? Det er en julero, sagde hun, jeg har selv lavet den. Nu så jeg, at de glitrende, skrøbelige kugler var fæstnet med tynde nylontråde til to træpinde, som igen var fæstnet til hinanden med en lille stift. Det er en en helt særlig gave, fortsatte hun, for årets kollektion findes kun i et begrænset antal, normalt koster de en formue, disse kugler, se på dem: glaseret porcelæn og krystal.

Tusind tak, sagde jeg. Ja, jeg kan jo huske, hvor glad du var for at pynte op til jul, da du var lille, så jeg tænkte, at vi også kunne lave nogle hyggelige traditioner for din datter, sagde hun. Hun havde stadig frakken på. Hun knipsede forsigtigt mod en af de røde kugler, ville vise os, hvordan de opfangede lyset. Annas far smilede. Pragtfuldt, sagde han. Siden Anna var blevet født, havde han sat adjektiver, jeg ikke engang vidste, han kendte, i cirkulation: vidunderlig, bedårende, sublimt, mirakuløst, himmelsk, overvældende, magnifikt. Min mor nikkede. Det bedste er, sagde hun, at man kan bruge dem over hendes vugge nu, og når hun bliver stor nok til selv at håndtere dem, kan man løsne dem fra pindene. Så kan hun og jeg pynte juletræet sammen.

Hvis I får plads til et træ, vel at mærke. Men I skal vel snart til at 9

lede efter et hus, nu hvor I er blevet flere. Tage konsekvenserne af voksenlivet. Annas far og jeg udvekslede blikke, han blinkede til mig. Vi hørte det, hun sagde, vi opfattede ens, vi var to. Hendes ord ramte mig ikke som før, for nu havde jeg dette, min egen lille familie, Anna og ham og mig. Sammen kunne vi le ad de små giftpile, der blev skudt ud i rummet. Så længe målet følte sig trygt, virrede de retningsløst rundt, stadigt mindre farlige, indtil de gik i opløsning et sted mellem vores smil og forsvandt.

10

Fra det første møde til kærlighedsforholdet stadfæstes, og måske også nogle måneder efter det, er handlingsrummet ekspanderende – et svulmende, voksende, voldsomt JA! Ekkoet af den andens ønsker, sammenfald af behov og drømme, noget blødt og elastisk som udvides, strækker sig, gynger, giver plads til det, der findes, det der måtte komme. Tilmed det usagte finder sin plads, bekendelserne, som til sidst udsiges og får lov at hvile i fred, dér, mellem de to, i alt dette som føles muligt. Men præcis som at intet kan vokse uden på et eller andet tidspunkt at falde sammen igen, dejen der hæver og hæver, fibre som strækkes, luften der presser sig ind og optager mere plads, sådan er det også med rummet mellem de to, hende og ham, det kan ikke fortsætte med at vokse til evig tid, det ville være naturstridigt, mod alle love.

11

Midt i fjerde måned var der opstået usikkerhed omkring en væskeansamling. På ultralydsskærmen hos den praktiserende læge kunne man hverken se klart eller detaljeret nok, desuden manglede hun den nødvendige ekspertise til at kunne tolke billederne, og jeg nåede at tænke det allerværste. Internettet fortalte mig, at væskeansamlinger i kroppen kunne betyde defekte eller underudviklede organer, være et symptom på en større fejl, betyde syndromer, for mange kromosomer. Jeg blev så bange. Jeg skammede mig over at være bange. Et barn er et barn er et barn, uanset hvor rask det er, eller om det sidder halvt oprejst i en kørestol, døv, rystende. Nej. Jeg ville ikke have sådan et barn. Var ikke en af dem, der er ressourcestærk nok til at tackle så mange handicaps, det skulle være, som bliver ved med at sætte børn i verden i håb om, at det næste vil give oprejsning for det forrige, som forsøger at overbevise sig selv om, at de ikke er bange eller slået ud, som vil vise, at deres kroppe kan frembringe fuldkomne skabninger, som lader sig interviewe i fornuftigt fjeld- og friluftstøj, knitre knitre knitre siger det, idet de rejser sig og går ud af fjernsynsbilledet.

12

I gamle dage måtte man tage, hvad der kom. Elske hånden uden fingre, den skæve ryg, det ene for evigt tilklistrede øje, den tavse mund, ørene som ikke hørte, den slappe krop i ens arme, barnet som aldrig ville lære at gå. Elske dette barn eller i det mindste opføre sig, som om man gjorde det.

13

Det smukkeste noget menneske har sagt til mig? Hun ser helt fin ud. En lille cyste på ydersiden af mavesækken, det er alt. Den vil regulere sig af sig selv, eller også løser vi problemet med et enkelt indgreb, når barnet er født. Det er overhovedet ikke noget at bekymre sig om.

14

Han og jeg omfavnede hinanden og var enige om, at herfra kunne intet gĂĽ galt. Hvad man dog ikke siger i lettelse.

15

Jeg bar hende, jeg fødte hende, jeg lagde hende til brystet, jeg ammede hende. Jeg siger ikke, at jeg forsøger at holde regnskab, jeg siger bare, at jeg ville ønske, kroppens handlinger holdt som forklaring. At de talte for sig selv, og at denne tale virkede så overbevisende på omgivelserne, at eventuelle modargumenter ville falde kraftesløse til jorden.

16

Vi solgte min lejlighed, vi solgte hans lejlighed, vi købte hus.

Det var et gammelt hus, flere af rummene trængte til istandsættelse, vi istandsatte dem, loftet skulle tætnes, vi tætnede det. Vi drænede haven, vi indrettede kælderen, vi satte nye vinduer i.

Vi lagde nyt gulv i stuen, vi krydrede flæskesteg, vi bar et juletræ ind. Vi udskiftede køkkenskabene, monterede brændeovn, plantede frugttræer, gjorde klar til kompostering i haven. Alt overskud gav vi til hinanden og fik af hinanden, den ene krop var den andens bank. For overskuddet af overskuddet bagte vi brød og dyrkede grøntsager og lavede middage, som gav et løft til hverdagen, vi tog på weekendbesøg og ferier, som umiddelbart kunne virke afskrækkende, men vi tænkte sådan: Tosomheden omkring et lille barn skulle ikke gøre en ende på os. Løfte løfte løfte hverdagen. Anna blev et år. Det skete, at jeg kunne fornemme en vis irritation, et mishag nu og da, som lå der og pulserede i enkelte samtaler om arbejdsdeling, som kunne strømme over i mig, hvis vi snakkede om vedligeholdelse af parforholdet.

Ting gik ikke af sig selv, sagde jeg. Ting gik faktisk heller ikke af sig selv for andre mennesker, der havde fået små børn. Men i kølvandet på disse diskussioner var det stadig ham og mig, os to, det var denne lille familie i dette hjem, vi var trygge. Jeg sorterede vintertøj og forårstøj og sommertøj og efterårstøj og pynt til forskellige højtider i gennemtænkte reolsystemer, jeg lærte at strikke, jeg tog ansvar for aftenarrangementer på arbejdet og så venner med jævne mellemrum. Jeg husker det. Jeg havde det i mig. Salat under pålægget, brød til hævning, venner til middag, frisk luft i weekenderne, sommertøj op, vintertøj ned.

17

Hun fyldte to år, tre. Udover dét ved jeg ikke præcis, hvad der skete. Jeg fortsatte med at bage, spartle, dyrke, rejse, braisere, sortere. Vi havde netop fejret jul, jeg pakkede den ned igen i to kasser, som skulle bæres i kælderen. Annas far lå på sofaen, det må have været noget, jeg sagde om at deltage i arbejdet, en lille biting, men vinden var vendt i de seneste måneder, og dette scenarie gentog sig med stadig kortere intervaller: Den ene rejste sig fra sofaen og råbte noget, slog i væggen, smækkede døre op og i og ville have en reaktion, helvede helvede helvede!, og denne dag var det mig, der ikke var i stand til at lade den anden part rase ud, mig der absolut skulle sige imod, denne højeste gang denne længste gang denne mest afgørende gang var det mig, så forbandet typisk at dette blev noget, der kunne bruges mod mig, jeg troede, vi var alene, jeg havde lagt hende på sofaen lige efter frokost og med mine egne øjne set hende falde i søvn, men nu var hun vågen, og jeg så hende ikke, jeg så ikke, at hun stod der, henne ved bogreolerne, bag stolen, jeg ville bare kaste med noget, ødelægge noget, jeg havde brug for at kaste og ødelægge noget, og der lå en af hendes biler, jeg tænkte ikke, jeg tog bare en af dem, den blå, og kylede den i gulvet, og den knustes, selvfølgelig, og nu fik jeg øje på hende, for nu sagde hun en lyd, hun havde stået der hele tiden og ikke sagt noget, åh, jeg kunne have ramt hende, jeg vidste ikke engang, at hun var der bag stolen; man hører vel ikke dem, der ikke snakker, men nu sagde hun noget. Væk, sagde hun. Bilen væk. Min mor, sagde hun også. Og indeni begyndte jeg nu at lave dette regnskab over gode og dårlige egenskaber, alt hvad 18

jeg kunne blive klandret for ved et brud, i en sag om bodeling, alle de små og store svigt jeg havde gjort mig skyldig i, nu først truende adfærd for øjnene af hende, jeg havde ødelagt noget, der var hendes, jeg havde råbt og kastet og skræmt hende, og et eller andet gik i stykker, noget blev ødelagt, det løsnede sig og forsvandt bare, de sidste dele af bygningskonstruktionen, måske, den sidste del af trygheden ved os to, han og jeg, nu var der kun mig tilbage, og hvis jeg kunne opføre mig på denne måde, når han var til stede, hvordan kom jeg så til at opføre mig, når jeg blev alene med hende. Min mor? gentog Anna. Ja, sagde jeg, ja, Anna, ja, jeg er din mor.

19