JANI NA K AT Z
Putska
GL A DI ATOR
1 Omtrent treogtyve år senere løber Putska ud af huset, og i tankerne holder hun tale. Hun holder den for sig selv. Der er intet publikum til stede i hendes larmende hoved. Når jeg siger, at hun holder tale, mener jeg, at hun erindrer. Når man løber, tænker man hurtigere. Billederne skifter, erindringerne vælder frem. Den tid, hvor hun plejede at holde taler for andre, for sin skoleklasse, for skolen, nationen, ja, for hele verden, er for længst forbi. En dag blev Putska stum. Det skete uden forvarsel, næsten uden grund. Var hun blevet voksen? Havde hun ikke mere at sige? Forstod hun, at hun var til grin? Følte hun sig tømt for alle sine budskaber? Hvad er der sket med denne så vidunderligt præcise definition på livet, som hun engang, knap otte år gammel, havde fundet ved et gadehjørne, da hun sammen med sin mor var på vej hjem, efter at de havde besøgt Sonias gamle fransklærerinde? Putska husker stadig lærerindens nevø; hans blå øjne og en lys krøllet lok, der faldt ned over hans videnskabelige pande. De legede ude i haven – denne utrolige kendsgerning, at der fandtes huse med tilhørende haver, man kunne lege i! – men drengen interesserede sig kun for astronomi. Han viste Putska sit lille teleskop, som hun kyssede af begejstring, men ikke kunne finde ud af at bruge. Desuden var himlen mørk, uden stjerner ... Definitionen på livet er væk, borte, og 21
hun vil aldrig mere være i stand til at formulere den på en så fuldendt måde.
2 Da hun var fjorten år gammel, løb hun flere kilometer gennem en forstad til Wroclaw – en by, om hvilken hun har lært i skolen, at den altid har været polsk – hvor hun blev indkvarteret sammen med andre atletiske og politisk bevidste idrætspiger fra landets førende gymnasier for at deltage i en skoleolympiade. (Her skal det tilføjes, at Putska kun blev udvalgt, fordi hun var en ypperlig sprinter.) Hun løb ad en uskadt motorvej langs to rækker udbombede huse og undrede sig over, hvorfor englænderne og amerikanerne havde bombet en urpolsk by sønder og sammen, ligesom de havde bombet Hamburg og Dresden. Var det en fejltagelse, eller ville de allerede dengang ødelægge Polens lyserøde, socialistiske fremtid? Hun løb hen for at besøge familien Henkel, moderens gamle venner, der lige var kommet tilbage fra Sovjetunionen. De kom tilbage alle tre: fru Henkel, hr. Henkel og deres lille datter Ilona, en dyster pige, der aldrig smilede. Tusmørket faldt på. Putska løb langs ruinerne helt alene, en gang imellem hilste hun på de magre, hjemløse katte og var slet ikke bange. Først da hun blev meget ældre, begyndte hun at undre sig over, at hun dengang var så frygtløs. Hvornår begyndte hun at være bange? Kort efter? Det var i hvert fald ikke den samme dag, hun blev stum og ligeglad med Polens nye grænser og i stedet blev heftigt optaget af fodbold for på den måde at kunne hamle op med sine 23
skoleveninders blomstrende erotiske liv. Kunne det være den dag, hun kørte på en cykel, som Sonia havde lånt af nogle venner – igen en familie der bestod af far, mor, to døtre og en treværelses lejlighed; en familie tilsyneladende uden hemmeligheder, men siden har Putska lært at skinnet bedrager – og hun faldt? Hun cyklede ned ad en stejl gade, ville standse, men var ikke i stand til at bremse. Så drejede hun til højre og fortsatte hurtigt mellem sporvognsskinnerne og kanten af et smalt fortov, der grænsede til en græsplæne. Mens hun drejede, så hun sporvognens blå farve nærme sig med lynets hast. En eller anden skreg, og skriget blandede sig med sporvognens hysteriske ringen. Cyklen faldt til venstre, Putska tumlede om kuld til højre. En ung mand hjalp hende med at rejse sig, samlede resterne af hendes tohjulede engel – sådan kaldte hun cyklen – op og førte hende ind i en mørk port, lige over for en kirke og skråt over for en restaurant der hed Hos hr. Kål, hvor hun, den stolte, yngste gæst, plejede at spise til middag – som regel melboller med kirsebær strøet med sukker og sejlende i fløde – når Sonia ikke havde tid til at lave mad. Hulkende fortalte hun manden, at cyklen var lånt, og at hun var bange for at fortælle sin mor, hvad der var sket med den. Han forsøgte at berolige hende; han lød forpustet, som om det var ham, der havde været udsat for uheld et. Det vigtigste, hviskede han, var, at hun selv var uskadt. Han holdt hende om skuldrene, så gled hans hænder ned langs de tykke, rødlige fletninger, som han så flyttede fra hendes bryster, der for kort tid siden var begyndt at blive synlige, og begyndte at røre ved dem. Pludselig gjorde det ondt. Putska forstod, at hun igen var i knibe. Hun skreg, 24
skubbede ham fra sig af alle sine krÌfter, samlede styret op fra jorden, snublede i hjulenes eger og styrtede ud. Var det dengang hun blev bange første gang?
3 Nu er Putska ikke bange. Angsten vil vende tilbage om nogle år og igen forsvinde og igen vende tilbage, denne gang for at blive. Klokken er halv fem om morgenen en smuk junidag. Hun er lige løbet ud af huset, hvor hun bor sammen med sin mor, Sonia Reches. Forudsat at hun virkelig er hendes mor; hun har jo hørt folk sige, at de har boet i Sovjetunionen, at hun, Putska, er født dér, og sammen med moderen kom til Polen med de polske soldater, der side om side med den sovjetiske hær kæmpede mod tyskerne og på vejen til Berlin nåede at befri Kraków. Hun selv har en helt anden teori om sin overlevelseshistorie. Hvis nogen hævder, at hun er født i Sovjetunionen, siger hun, at hun har overlevet krigen i Leningrad under Sjostakovitjs berømte klaver. Under belejringen, meget sulten, fordi komponisten selv havde brugt alle madrationer, lå hun på ryggen under det kæmpestore flygel, mens han komponerede sin berømte symfoni. Når hun anstrenger sig en smule, kan hun stadig se sølvpedalerne, hans tykke, altid stinkende sokker, og høre symfoniens frygtelige larm. En dag kunne hun ikke holde det ud længere. Hun løb ud og kom aldrig tilbage. Da Sonia for tiende gang hørte hende fortælle den tåbelige og efterhånden mere og mere detaljerede historie – Putska fortæller den ofte i telefonen for at gøre moderen vred – løb hun ud i køkkenet, vendte tilbage med en stor kniv i hånden og vanviddet i øjnene, styrtede 26
hen imod vinduet, idet hun skreg: »Jeg vil skære halsen over på mig selv og kaste mig ud ad vinduet!« Putska stod som naglet til gulvet. Telefonen gled ud af hendes hånd og faldt med et brag ned på kommoden. En iskugle begyndte at vandre i hendes mave, strejfede hjertet og nærmede sig halsen. Hun sagde: »Glem ikke at åbne vinduet.« Så løb hun ud af lejligheden, snublede på trappen, faldt, rejste sig, satte sig i vindueskarmen på afsatsen til første sal, kneb øjnene sammen og så ud ad vinduet. Ingen faldt.
Putska Udkom første gang i 1997 © Gladiator 2020 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-42-4 Forlaget har forsøgt at finde og kontakte private rettighedshavere Tak til Statens Kunstfond