Farligt gods
Roman Gladiator
Farligt gods
©Mette Holst Jacobsen og Gladiator 2026
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Lars Frost
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Tegning af fugle på flap fra Danmarks fugle (1961)
Tegning af tagrør fra Danmarks vilde planter (1958)
Bogen er sat med Aldine og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
ISBN: 978-87-7569-070-1
1.
Kære Johannes
19. August 2023
Ude ved fuglene foregår der en hel del hen over hovedet på mig. Jeg står ude ved fuglene, måske er det måger, eller råger. Jeg prøver at få et overblik over det jeg står midt i, jeg står midt i Esbjerg, eller lidt udenfor Esbjerg står jeg, ved Valsemøllen.
Den hæslige sol bager ned på det gullige græs. Jeg holder ikke øje med årstiderne længere, men det føles som om, at den har været her altid, den forbandede sommer.
Jeg sparker til nogle små sten, jeg ser ned mod den døde ende af Kongensgade, det er svært at se tilbage, det er på tide at se frem, altid dette fortsæt, fortsæt, jeg har fået vabler på fødderne af det, der er gået hul på en vabel på lilletåen, der er gået hul på noget et sted inde bag øjnene, inde bag ribbenene, og hvordan kunne alting bare flyde ud på den måde?
Ganske kort, det er formiddag i august. Det er et halvt år siden skilsmissen, den store flyttedag og nu er vi gået fra hinanden, Peter og jeg, nu er vi skilt, nu er vi væltet, tiltet, døde. Peter har allerede fundet en anden, øens frisør, man kan se det på hans hår.
Jeg burde havde set det på Peters hår, på hårplejeprodukterne, der pludselig stod i skabet på badeværelset. Jeg burde have opdaget det allerede dengang Peter fyldte sin varevogn med det sidste læs, men det er først her sidst på sommeren, at det er gået op for mig, at Peter tog det hele: katten, gardinerne, selv fjernbetjeningen med det lille stykke gaffatape henover tog Peter. Femten år blev det til, det lange seje træk, et øjeblik. Død og borte.
Det var på en måde lidt sjovt, det med Peter og hans pludselige interesse for hår, det var i grunden også lidt sjovt med den fjernbetjening, hvad skulle Peter med den, når han nu ikke tog fjernsynet, hvor er den blevet af, fjernbetjeningen, det er da lidt sjovt.
Ved nærmere eftertanke ligger fjernbetjeningen måske i vindueskarmen i stuen. Peter lagde også nøglerne til huset i vindueskarmen før han gik, det havde han ikke behøvet, for ingen låser deres døre på øen, de går bare direkte ind uden at banke på, alle kigger bare forbi, det er ikke til at holde ud, at folk kigger forbi på den måde, selv om mit hus ligger et stykke væk fra vejen, halvvejs inde i skoven ligger huset, helt alene, jeg er helt alene.
Vi havde bygget os til en fredning, eller det havde Peter, bygget sig til en fredning. Huset er rødt, med stråtag, en have omkranset af gamle træer. Man kan se havet fra førstesalen, hvis man gider se på havet, det gider jeg sjældent, der sker ikke så meget på havet. Maskiner kører frem og tilbage på strandengen om natten, det har vist noget med tagrør at gøre.
Pas godt på huset, sagde Peter, da han gik ud ad den bevaringsværdige dør. Pas godt på faldstammen, sagde Peter, han havde smukke brune øjne. Døren er en fyldningsdør, det er den samme dør folk bare vader ind af nu.
Der er ikke længere så mange, der vader ind, der er aldrig nogen, der kigger forbi, det er kun Camilla, der kommer rendende, i tide og utide kommer hun rendende, for Camilla kan godt lide at redde andre mennesker. Camilla kan godt lide mennesker som ingen andre bryder sig om, det siger hun, Camilla, at uanset hvad folk siger om mig, så kan hun godt lide mig.
Peter kan godt lide gaffatape, han satte gaffatape rundt om fjernbetjeningen, kun et lille stykke, han satte omhyggeligt gaffatape hen over alting, alligevel faldt det meste fra hinanden.
Den fejlede ellers ingenting, er jeg ret sikker på, den fjernbetjening.
De viser alligevel aldrig noget i fjernsynet, jeg gider at se.
2.
Nå, som sagt, jeg står foran Valsemøllen i Esbjerg ved det store kryds ned mod færgen hjemad.
Jeg læner mig op ad muren og forstår ikke, hvordan alting kunne falde fra hinanden, jeg forstår heller ikke et ord af det, du sagde i går.
Lastbilerne kører helt sindssygt gennem mine tanker, brager gennem mig og videre mod Hjerting eller havnen. Det blusser i mine kinder, det ustyrlige blusser op igen, omkring Valsemøllen og op i kinderne. Mit hjerte hamrer og banker, eller banker de spuns på havnen igen?
De banker spuns på havnen, nat og dag hamrer og banker mit hjerte for dig Johannes, uafbrudt og nu er det sagt, at jeg tænker på dig, tænker på din hud.
Hvor er det kedeligt og uværdigt, at jeg tænker på dit hår, din stemme, alle de sædvanlige og helt forudsigelige ting, man tænker på hos mænd, hænder, og så alligevel helt ualmindelige og stakkels dig, at du så skal stå model til det.
Stakkels dig, der skal stå på præstekontoret og vride dine smukke hænder, klø dig i dit dejlige skæg med hænderne og sige, at det slet ikke dur, at det er noget skidt.
Det er ikke til at bære, at det igen er blevet august, det er heller ikke til at bære, at jeg fandt på at fortælle dig om varmen, der stiger op mellem mine ben, når jeg tænker på dig fra et sted nede mellem bene-
ne og så helt op i kinderne, jamen det siger jeg til dig, Johannes. Det er den slags sætninger, jeg siger til dig, når du spørger, om jeg har set en hullemaskine et sted, den store med fire huller og også den noget mindre klipsemaskine, som en eller anden idiot hele tiden tager ude fra kopirummet, og det gælder også tape.
Hvorfor kan vi ikke bare have tape stående på den faste plads? Hvem er det, der render og tager alt vores tape, hvad foregår der? Kan vi ikke bare lave den aftale, at vi lader den tape stå her fra nu af? Sådan sagde du ude i kopirummet, det meget smalle rum, vi måtte stå helt tæt for at være derude begge to. Jeg kunne næsten nå dig, jeg kunne have stillet mig helt tæt op ad dig. Jeg kunne have svaret, at jeg meget gerne ville hjælpe dig med alt det, som du skal have printet, tapet, hullet og ordnet, men i stedet talte jeg bare videre om det med varmen, og hvor den kom fra.
Jeg var gået i gang med at skifte den ene lasertoner ud, men rejste mig op og sagde, at der faktisk var en mulighed for at spare på varmeregningen, det sagde jeg for at holde mig til det konkrete, jeg vidste jo, at du var bekymret for de stigende energipriser, og det er da praktisk at kunne reducere sin udgift til varme ved at tænke på dine hænder.
Der var absolut ingen grund til at fortælle dig, at jeg den anden dag, da jeg sad hjemme i min lille røde sofa og drak rødvin, mens jeg hørte et gammelt nummer med Love Shop, var det vist, måtte rejse mig op og gå hen for at skrue ned for radiatoren og åbne vinduet, fordi jeg fyldte hele rummet op med varme.
Jeg blev egentlig ret glad, da jeg opdagede, at varmen kom inde fra mig selv, og jeg tænkte, at så var jeg altså stadigvæk i live, særligt her midt på måneden, levende, det er da ret sjovt, på en sådan lidt Guinness Rekordbogagtig måde at kunne få så megen varme til at stige opad, fordi jeg tænkte på dine hænder og så til: “En nat bliver det sommer”.
Nå nå, jeg står faktisk stadigvæk foran Valsemøllen, det her er et mærkværdigt sted, er det her overhovedet et sted? Her står jeg i hvert fald. Lastbilerne larmer igen, ellers ingenting. Fuglene laver et ordentligt spektakel, ellers ingenting.
Der er kø hele vejen fra Musikhuset og ned til færgen, turisterne råber ad de fastboende, når de overhaler inden betalingsanlægget. Det er skiftedag. Arrige turister giver fuckfinger til dem med Ø-Bizz.
Grundet de stigende energipriser kan man stå med en markant større varmeregning i denne tid, måske ovenikøbet flere tusinde kroner i de kolde måneder, forklarede jeg dig ude i kopirummet, men det behøver jeg jo så ikke, fordi jeg er så brandvarm, og jeg har faktisk aldrig kolde hænder, men er brandvarm, sagde jeg, og dine øjne blev meget kolde, vildt flakkende, og du sagde først ingenting, og jeg sagde det så igen for en sikkerheds skyld, brandvarm, men du havde vist hørt det den første gang.
Hvis man virkelig vil spare på sin elregning, kan man jo også tage noget på fødderne, nogle sutsko eller hjemmesko, sagde du. De har nogle gode sutsko nede ved Uldsnedkeren, tilføjede du, og jeg ville
ønske at du ville stoppe med at sige sutsko, og du ville ønske, at jeg ville stoppe med at fortælle dig om, hvad der foregik mellem mine ben.
Det kunne også være dårlige tætningslister, der var årsag til en højere elregning, sagde du, at det kan man gøre noget ved men, at det vist ikke var dit bord, mine ben. Det var jo heller ikke ment på den måde.
Det er der bare ikke noget at gøre ved, siger jeg til mig selv, at du ved, at jeg vil dig.
Du vidste det i forvejen, alle mennesker ved alt, hvad jeg tænker på.
Alle kan se lige igennem mig til planlægningsmøder, kalenderbingo og salmesang, se lige igennem mig og over på den store opslagstavle med priser for gravsteder, alt hvad jeg føler.
Der ligger døde ude på kirkegården under jorden, der ved, hvad jeg føler for dig. Jeg er en bog, man bare kan gå hen og slå op i. I bogen står der side op og side ned, om hvad der foregår i mit indre, som ikke er mit indre, men ydre, altså fordi jeg er vrangvendt, kan man sige.
Det gør ikke noget, at jeg siger alt, hvad jeg tænker på, at du koldt og afmålt må sige, at det ikke længere dur. Jeg er jo ikke den eneste i verden, der er sådan. Der findes også fugle, der flyver direkte ind i en rude, sidder grå og forpjuskede på jorden, kommer til sig selv og flyver ind i ruden en gang til, bare lidt højere oppe. Måske bare en tyve centimeter højere oppe og efterlader nogle grålige striber på glasset, sådan en fugl er jeg også.
Hvor fedt havde det ikke været, hvis jeg havde haft det sådan med varmen, da jeg var ung, sikke sjovt jeg så kunne have haft det på Roskilde Festival og alt sådan noget, da jeg var ung, på kollegiet, da jeg var ung, men jeg var aldrig ung, det er en stor del af problemet med sådan en fugl.
Jeg skulle virkelig ikke have prøvet at imponere dig med, hvor meget varme jeg kan producere, det er overhovedet ikke en tiltrækkende historie, den lugter langt væk af længsel. Det er også en lidt underlig lugt, der hænger over Esbjerg i dag, måske er det bare alle de korn inde fra møllen. Du dufter, du dufter af helt almindelige ting, god kaffe, vind og vejr, hemmeligheder, alle tingene i dit hus, hele det liv du har, som jeg ikke kender til, dine potteplanter, ritualbogen glemt på køkkenbordet. Du dufter af helt utilgængelige ting, din barndom, din mor og far, gulvene på din folkeskole.
Jeg vil gerne vide, hvilken farve gulvene havde på din folkeskole, og om du også stod og stirrede ned på det blå linoleum i alle frikvartererne. Jeg vil gerne vide, hvad du ser ud ad dit vindue om eftermiddagen, når du kommer hjem fra kirken, om det er en kvinde i sommerkjole og høje sko du får øje på, eller er det børnene, der løber hen ad gaden, eller om det er fugle.
Måske glor du bare på nogle skyer og tror et øjeblik, at du ser havet for enden af vejen, men så er det bare en ledning, der deler himlen i to.
Jeg står ved valsemøllen, jeg prøver at forstå det, du sagde i går, Johannes. Du sagde, at det slet ikke dur, at du er ked af at have givet mig et indtryk af, at du skulle være interesseret i mig på den måde, ikke på den måde, men det er da heller ikke ment på den måde, fra min side af, slap nu af, det er bare de hænder. Det er begge hænder, både den højre og den venstre, den hvide skjorte, det er simpelthen din forbandede hvide skjortes skyld, med de to uknappede knapper foroven. Det er fingrene, neglene, måden de flosser helt ude i kanten, armbåndsuret, remmen, der ser ud som om den kan knække hvert øjeblik det skal være, huden under remmen. Hvad er der i vejen med mig? Er jeg da helt sindssyg? Hvad fanden tænker jeg på? Jeg tænker på dengang jeg var barn og sov et helt år med udstrakte ben i min seng, nat efter nat, på ryggen med helt udstrakte ben, i håbet om at blive højere, i håbet om at blive længere. Det er det samme nu, det her med dig, at jeg strækker mig på den måde, samme mislykkede forsøg på at folde mig selv ud.
Der findes andre måder, man kan sænke temperaturen på, sagde du, det er det jeg ikke kan forstå, at jeg skal bruge mine gardiner aktivt, lade solen varme værelserne op om dagen og så om aftenen bruge gardinerne som en slags isolering, det er det jeg ikke forstår, og jeg har heller ingen gardiner, jeg har simpelthen ingen gardiner, sagde jeg til dig. Jamen så persienner eller whatever, sagde du, whatever, sagde du igen, og dit engelsk er faktisk ikke særlig godt. Man bestemmer selv, hvornår man vil have varme på, men omkring oktober måned, var dit umiddelbare gæt. Du vendte dig bort, hostede i dit ærme, det havde du ikke behøvet, du kunne have hostet mig lige ind i ansigtet,
en tør hoste, din varme ånde, et luftkys, syntes jeg.
Du vendte dig om, hostede i dit ærme, rejste dig og gik ud i blæsten, stod ude i blæsten foran sognehuset. Du så over mod kirkegården, der sad fugle på kirkens blytag, det så ud som om de ventede på noget. Hvad mon du tænkte på stående der på parkeringspladsen, hvor nogen hamrede en bildør hårdt i? Det så koldt ud, med den hvide skjorte, ingen jakke, i blæsten på fortovet, de to uknappede knapper. Hvis jeg kunne, ville jeg strikke dig et tørklæde, sno mig rundt om din hals. Jeg er sådan et tørklæde, der hænger ud af en bildør, som du har lukket. Det gør ondt.
Jeg står foran Valsemøllen, jeg ved ikke, hvad jeg laver her, det løber ned gennem mig med korn og kerner, og nu husker jeg det, jeg skulle ud i Jysk og købe mig nogle nye gardiner, men jeg glemte at dreje fra ved den store rundkørsel og endte ude ved dyrehandleren, og jeg aner ikke hvilke vinduer jeg har. Jeg trænger til noget, jeg kan trække for, men ved ikke, hvordan jeg skal hegne mig selv ind, som en lille afgrænset mark.
Måske ville du føle lidt ømhed overfor mig, hvis jeg havde mine egne gardiner. Eller hvis jeg var en mark med et lille hvidt stakit rundtom og en låge, som du selv kunne beslutte dig for, hvornår du ville åbne og lukke. Måske ville du turde vise mig bare en lille smule ømhed igen, måske lægge en hånd på min ryg igen, på min lænd, eller trække mig ind til dig igen, hvis bare der var noget, jeg kunne trække for, trække hen over mig selv, et rullegardin af en slags, men jeg ved som sagt ikke, hvilke vinduer jeg har, så jeg kan lige så godt gå hjem.
3.
Resterne af formiddagens fortvivlelse sidder stadigvæk i benene, men nu er jeg på vej, jeg skal bare fortsætte til jeg ikke kan komme længere.
Nu er jeg på vej, det er vejen hjemad ned mod færgen jeg går på, Dokvej eller noget. Bare op i fart og hen over banelegemet, hvor nogen har glemt en lampeskærm, en regnbuefarvet lampeskærm på skinnerne, det kunne godt være et tegn, et tegn på at noget fint er gået helt i stykker, det kan også bare være en lampeskærm.
På den anden side kunne lampeskærmen på skinnerne også betyde, at jeg er på sporet, på sporet af noget godt, at jeg skal skynde mig hjem og gå i gang med det liv, jeg har ventet på at skulle leve hele mit liv, men så er der en færge, der sidder fast i havnen.
En færge sidder fast i havnen, der er altid problemer med de færger, der må forventes ekstra rejsetid, ventetiden er i øjeblikket meget lang.
Om tirsdagen og torsdagen mellem 7.50 og 9.10 sejles der med farligt gods, det giver i forvejen passagerbegrænsninger, folk står i kø helt ned til plejehjemmet.
Det er selve rampen, der er gået i stykker. En cylinder skal skiftes helt ud, men det er ikke engang det værste, det værste er, at jeg ikke vil have det bedre, slet ikke vil prøve på at overvinde mig selv, få noget tiltrængt behandling, give yoga en chance, alle kan lære at trække vejret til yoga. Jeg står bare og gisper, jeg sidder bare og græder.
En cylinder skal skiftes helt ud, det skaber store trafikale problemer, jeg vil i gang med et nyt liv, men jeg kan ikke huske, hvordan man er glad. Der er tilkaldt en tekniker fra fastlandet, og senere på dagen håber man at få en kran til at hejse mig op, så hverdagen kan genoptages. Man må kunne klare sig selv, forsørge sig selv, men nu siger de så i højtaleren, at strømmen er gået på hele Esbjergsiden, og jeg hiver efter vejret, hyperventilerer. En hvid måge får sodnedfald på fjerene, flyv nu hjem.
Der er ikke megen skønhed over sådan en måge med sodnedfald på fjerene, det ville aldrig ske for en ørn. Nej, en ørn ved man hvad er. Man er ikke i tvivl, om man har set en ørn, står der i ugeavisen, den gode avis med den duftende tryksværte, der ligger på bordet ude i ventesalen, hvor jeg lige nu sidder og venter på en færge, der måske aldrig dukker op, livet, der aldrig dukker op. En ørn, er noget fint, der overgår den, der venter. Ligesom med dig, Johannes. Det er som en flyvende dør, der svæver over dit hoved, sådan en ørn.
Nå, nu sker der endelig noget, nu trasker folk mod rampen, børnene løber mod færgen, jeg mærker deres uro, deres løbehjul, deres hår i vinden, deres drikkedunke, alle de mennesker, børnenes fædre og mødre og fætre og kusiner, alle disse mennesker, man er aldrig i fred, børnenes små rygsække og dem derhjemme, deres legekammerater og deres legekammeraters forældre og forfædrene for slet ikke at tale om slægterne og deres mødregrupper, dem der går på fortovene, lastbilchauffører, vognmænd og bedemænd og derudover politikere, bagere, sløjdlærere, forskere og matroser.
Der er mennesker overalt, deres stemmer, deres følelser, deres hår i vinden, der er hår alle steder, hvad vil de dog her? Hvorfor kan de ikke blive hjemme i deres egne byer, parkere i deres egne parkeringsbåse, lade mig være i fred?
Menneskene overhaler mig på færgen, hvem tror de jeg er, jeg ved ikke længere hvem jeg er.
Hvis der ikke var nogen mennesker, kunne jeg slappe af, hvis ikke det var for alle de andre, ville jeg ligne alle de andre, ikke være så ualmindeligt nervøs. Det er også derfor, jeg blev skilt. Jeg ville helst være alene, det eneste jeg forventede af Peter var, at han skulle slukke lyset og låse døren om aftenen, inden han gik i seng, at han skulle tænde lyset og låse døren op om morgenen, når han stod op, det var det eneste jeg ville, jeg gad ikke mere, jeg var dødtræt. Jeg havde hovedpine, hele tiden denne hovedpine.
Peter havde kun hovedpine to gange i sit liv. Den ene gang var fordi han slog hovedet op i loftet nede på kroen og så den dag, vi blev skilt, stakkels Peter.