Karen Bue
Har Ellen ikke selv et hjem
Gladiator
© Karen Bue og Gladiator 2025
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Hans Otto Jørgensen
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7569-068-8
Erindring er som et lukket rum adskilt fra alt andet
Annie Ernaux
Med tommel og pegefinger holder jeg på kanten af den slimede plastbøtte, mens jeg spuler den ren for blodrester, sener og kødsnask.
Der er grå folie på vinduerne, så jeg kan se ud, men man kan ikke se ind på mig. Gråt novemberlys og en udsigt til betonblokke. Neonlyset i loftet giver de røde kødrester i de mælkehvide plastbøtter en svag orange farve. I skyllerummet lugter der af sæbe, kød og kogt medister. En slagter er ved at hive den meterlange gråblege medister op af kedlen, og der lyder et klask, da den rammer plastkassen. Han skærer et stykke af, puster på det og putter det i munden.
- Vil du smage? spørger han og er allerede ved at skære et stykke mere af.
- Ja tak, siger jeg og mærker rødmen brede sig i mit ansigt.
Jeg lægger medisterstykket på mit kittelærme for ikke at brænde mig, puster og spiser. Jeg er sulten, og den smager godt.
- Hold kæft, du ser dum ud. Tror du, du er til te hos dronningen.
En jævnaldrende rødhåret pige står imellem de to plastflapper, der udgør indgangen til slagternes arbejdsplads. Pigen rynker panden.
Jeg bider tænderne sammen og tager et bedre greb om den slimede plastkasse. Vandet skyller ud over plastforklædet. Den nederste del af mine cowboybukser er tunge af vand.
- Vil du med til kaffepause?
Vi har et kvarters kaffepause formiddag og eftermiddag og en halv times frokostpause, men jeg vidste ikke, hvornår det var, så jeg er lettet over, at hun spørger mig.
Kantinen ligger mellem cafeteriet og slagterafdelingen, vi passere to brede ståldøre.
- Det er chokfryseren, siger Lise og peger på dem.
- Det hedder den, fordi den fryser ting ned lynhurtigt, vil du prøve at mærke.?
Hun venter ikke på svar, vipper det store stålhåndtag og trækker i den tunge dør. Luften føles tør, og det er, som om den svitser de små hår i næsen, men det føles egentlig ikke som de minus 50 grader, de grønne lysende tal på displayet viser. Jeg tænker på, hvor længe man ville overleve, hvis nogen smækkede døren.
- Hedder den chokfryser, fordi kødet får et chok?
- Det kan godt være, normalt kalder vi den bare chokkeren.
Der står stålstativer med bakker fulde af kød op ad væggene, og jeg vil gerne ud med det samme.
I glasmontren ligger der wienerbrød og franskbrød med spegepølse, ost og rullepølse. Jeg tager et stykke med rullepølse og en kop kaffe. Jeg drikker ellers aldrig kaffe, men jeg tænker, at det passer bedst til en kaffepause.
Vi sætter os sammen med de andre fra slagterafdelingen. Jeg siger ikke noget, medmindre der er nogen, der spørger. Det gør de desværre.
- Hvordan synes du foreløbig om din første dag?
- Den synes jeg godt om.
- Hvor bor du? vil en anden vide, og jeg peger over på blokkene, som vi kan se fra vinduet i kantinen.
- Der bor jeg også, siger Thomsen.
Thomsen fortæller, at hun, mand og døtre flyttede ind i 73 som nogle af de første. De kom fra København, og det hus, de boede i, skulle rives ned.
- Vi var sgu mange, der blev flyttet herud, det var forvirrende i starten, når man nu hele sit liv har boet på Nørrebro. Men dejligt med bad og mange kvadratmeter.
- Hvor går du i skole? vil den jævnaldrende rødhårede vide.
- Mosedeskolen.
- Hvis du bor i Gersagerparken, hvorfor går du så ikke på Tjørnelyskolen? spørger hun, og tager et hiv af sin Prince og kniber øjnene sammen.
- Det er, fordi vi først boede i Mosede, og så blev jeg bare der.
- Nå, jeg synes heller ikke, jeg har set dig før. Jeg kigger ud på betonblokkene, og tænker over, hvad jeg skal have på til festen hos Birger i aften. Jeg har besluttet mig for, at jeg bliver nødt til at kysse en eller anden. Altså sådan rigtigt, snave. Jeg har spekuleret meget over, hvad det er, man skal gøre med tungen. Jeg er bange for, at jeg er den eneste i klassen, som endnu
ikke har kysset, jeg er bekymret for at ende som gammeljomfru. Det er, som om tiden flyver af sted uden mig. Flere fra klassen har allerede været i seng med nogen. Det må da være muligt at finde en, der vil, han behøver hverken at være sød eller pæn, jeg vil bare have det overstået.
De andre rejser sig, og jeg følger med ud, og da vi passerer Vibeke Liljeberg fra min parallelklasse, nikker jeg til hilsen. Hun sidder med de andre fra tøjafdelingen i deres rene tøj med en duft af parfume omkring sig. Vi fra slagterafdelingen lugter sødligt af kød.
Vibeke Liljeberg går i C-klassen og bor i et af de fine huse med udsigt til vandet. Jeg har en gang været hjemme at spise hos Vibekes familie en lørdag aften. Jeg hænge min blå skijakke i gangen ved siden af Vibekes røde. Vibeke Liljeberg og jeg købte en hver, det var hende, der havde fundet dem i et postordrekatalog. Desværre havde de kun en i rød og i størrelse medium, den tog Vibeke, det var trods alt hendes idé. Min skijakke er i en trist mellemblå farve i størrelse large og er for stor. Det er ærgerligt, for det er en figursyet model. I Vibeke Liljebergs familie tager de også på skiferie, så jakken passer på alle måder bedre til hende.
I Liljebergs spisestue var der tændt stearinlys, og på bordet stod en meget stor skinkesteg med skinnende blank svær. Ærter, gulerødder og kartofler serveret i muselmalede porcelænsskåle. Vibekes far havde jakkesæt på, og hendes mor sad rank i en kjole, som jeg ikke kunne få øjnene fra, sort med motiver af roser i
mørk rødt og med grønne blade. Jeg tænker sjældent over, at jeg ikke har en mor, men i det øjeblik følte jeg misundelse. Jeg ville ønske, at det var mig, som havde en mor, der sad i en smuk kjole og strålede. Det er ren silke, havde hun sagt, da jeg sagde, at jeg syntes, kjolen var pæn.
Det er Vibeke Liljebergs skyld, at jeg er, hvor jeg er. Og min egen selvfølgelig. Det var Vibeke, der foreslog, at jeg skulle søge job i Bilkas tøjafdeling. Og i går tog jeg mod til mig, og gik ind i personaleafdelingen.
- Jeg har fået at vide, at I måske mangler en medarbejder i tøjafdelingen.
Det var en enkel sætning, jeg havde øvet. Personaledamen fortalte, at de ikke manglede nogen i tøjafdelingen, men fulgte mig i stedet hele vejen gennem forretningen til slagterafdelingen. Jeg burde have tænkt på min påklædning. Jeg var iført cowboybukser, en islandsk sweater og et meget langt halstørklæde.
Personaledamen spurgte en dame i hvid kittel, hvor hun kunne finde slagtermester Olsen, og fik at vide, at han sidst var set i kittelrummet.
Personaledamen præsenterede mig for en mand med blankt sort hår i en hvid kittel. Han stod i et smalt rum med en lille blok og en blyant med en stålreol med kitler på den ene side og på den modsatte side en reol med nogle aflange, flade papstykker.
- Goddag, sagde jeg og rakte hånden frem og kom til at knikse.
- Olsen, sagde han.
- Jeg fik at vide, at du har bedt om at få en, der kan arbejde i weekender og ferier, så måske du kan bruge hende her, sagde personaledamen og gik.
Så stod vi der, og han spurgte om min alder, og om jeg havde nogen erhvervserfaring. Jeg fortalte, at jeg var fjorten et halvt, og at jeg havde arbejdet i et gartneri og også haft et arbejde, hvor jeg skulle putte reklamer i kuverter, og et som børnepasser for en familie i Solrød.
- Det vil være fint, hvis du kan begynde at arbejde i morgen og så arbejde fast fredage kl. 15 til 21 og lørdag fra halv syv til 15.
Slagtermester Olsen kommer fra Jylland. Det kan man godt høre.
- Der mangler hakket okse, råber Kvist.
Kvist arbejder ude i butikken. Hun er butiksuddannet og er derfor lidt højere oppe i hierarkiet. Og så er hun mor til en dreng i min klasse, som vi af en eller anden grund kalder Klunke. Jeg så engang Klunke slå en mand, der sad stille og roligt og passede sig selv i toget mellem Hundige og Vallensbæk. Min teori er, at han hedder Klunke, fordi hans bukser er så stramme, at man kan se hans klunker.
Pia stiller sig over mellem hakkeren og pakkemaskinen, hun ser forgrædt ud. En slagter stiller sig op på en skammel og hælder oksekød fra plastbøtter ned i hakkeren. Kødet ligner noget, der er blevet til overs, når de har skåret de pæne stykker ud af de halve dyrekroppe, der hænger på metalkroge i kølerummet. Hakket kød i firkantede forme på et lidt fedtet papir bliver spyttet ud
og kører i rasende fart på et bånd op til Pia, som står klar til at lægge det på en foodtainer. Det er et nyt ord jeg har lært, og det udtales futtæner. Når vi skal lægge kød på foodtainerne, hedder det, ”I skal gå over og futte”. Når vi skal lægge film over kødet, hedder det at filme. Når man skal veje varer og sætte prissedler på varerne, hedder det at mærke. Det sidste er et lidt betroet job, kan jeg fornemme. Jeg har lært mig et fagsprog på en enkelt dag; futte, filme og mærke.
Afdelingen er opdelt, så der står slagtere på den ene side af det store rum, på den anden side, adskilt af pakkebordet med hylder ovenover til foodtainerne, står kvinder med navne som Thomsen, Pedersen og Svendsen. Det er kun de gamle på over 30, der bliver kaldt ved deres efternavn, Pia på 28 bliver kaldt Pia. Lise og mig er de eneste unge ansatte, og det får mig til at føle mig lidt voksen.
Det viser sig, at formanden for Danmarks Kommunistiske Parti, Knud Jespersen, er skyld i Pias forgrædte øjne, han er nemlig død dagen før. Pia og hendes mand er kommunister.
Jeg ved ikke meget om politik, men jeg kan huske, at jeg engang, da jeg måske var syv år gammel, spurgte min far, hvad en kommunist var.
- Hvis du for eksempel har to dukker, og en anden pige ikke har nogen, så vil kommunisten have, at du giver den pige din ene dukke, var hans svar.
Jeg tror, han tænkte, at det ville afskrække mig fra at lege med kommunister. Jeg tænkte kun på, hvilken
dukke jeg ville give væk. Det ville helt sikkert ikke være den pæneste. Min far har altid et svar parat, en mormon er for eksempel sådan en, som aldrig tager den sidste kage på fadet.
Jeg forstår ikke, at Pia kan sørge over en person, som hun ikke kender personligt. Måske jeg er syg i hovedet eller i hvert fald følelseskold.
Pia starter pakkemaskinen, den æder pakkerne med kød, fører dem rundt i maskinen, hvor de bliver filmet og varmet i bunden, så filmen holder et fast greb om kødpakken. En mellemstation på rejsen for kødpakkerne er nede hos Thomsen. Hun står klar og mærker pakkerne og lægger dem på bakker, som de butiksuddannede kan trille ud i butikken på et stålstativ.
Selvom Pia er ked af det, kan hun stadig følge med. Jeg frygter, at jeg selv skal stå ved den maskine.
Jeg stikker min hånd ned i de rødviolette leverskiver. Fine isflager giver en blød og stikkende fornemmelse i fingrene. Jeg lægger leverskiverne på foodtainerne og stiller dem på stålbakken, så jeg kan bære dem over og filme dem, når jeg har futtet færdigt. Jeg prøver at følge med Lise, som står og futter gullaschkød. Lise får fyldt sin stålbakke dobbelt så hurtigt som mig.
Jeg tæller de timer, jeg har været på arbejde, og prøver at regne ud, hvor meget jeg har tjent, og hvor meget jeg kan nå at tjene til den første. Til den første vil jeg købe en cowboyfrakke, jeg har set i Ung Mode i centret, den går ned om numsen og har nogle store knapper, det er et nyt mærke, der hedder InWear. Jeg vil
også købe en lp med Derek & the Dominos (jeg er ret vild med nummeret Leyla), en deodorant fra Date, den blå, en Alberto-shampoo og nogle Faber-farveblyanter og en ny tegneblok.
- Thomsens mand er stukket af med en anden dame, han er kok nede i Gastroen, og nu er han flyttet sammen med en servitrice, som også arbejder der. Thomsen er sådan, hm … ikke rigtig sig selv, siger Lise.
Nu ved jeg jo ikke, hvordan Thomsen er, når hun er sig selv, men jeg kigger over på hende, hvor hun står og mærker hakket okse.
Gastroen er det pæne af de to spisesteder i Bilka. I Gastroen serverer de bøf bearnaise, men også stjerneskud, og det kan man også få i cafeteriet, hvor min far og jeg nogle gange har spist dagens ret.
Jeg skæver over mod glasburet til højre for futtebordet, her sidder slagtermester Olsen ved sit skrivebord med sit skinnende sorte hår og hvide kittel, herfra kan han holde øje med os alle.
- Hvordan er det at gå på Mosedeskolen, spørger Lise.
- Det er ok, det er den femte skole, jeg går på.
Jeg ved ikke, om ok er det rigtige ord, jeg kan nærmest kun lide dansk og historie, men mit forhold til skoler er så kompliceret, at jeg ikke orker at tale om det, det lader sig ikke gøre.
Det virker, som om Lise er glad for, at jeg er begyndt at arbejde i slagterafdelingen, for hun spørger, om vi skal gå hjem til hende og spise kager efter arbejde.
Opgangen lyder hul og lugter af fugtig beton. Det er,
som om hele november har suget sig ind i betonen.
- Man kan lugte, at tissekonen lige har været her, siger Lise.
Jeg kender godt til tissekonen, hun sælger cigaretter stykvis for 50 øre. Før jeg selv tjente penge, stjal jeg cigaretter fra min far. Nu stjæler han nogle gange fra mig. Jeg fik så ondt af ham, da jeg en dag så, at han sad og rodede med nogle skodder, som han havde samlet op, når taxachaufførerne tømte deres askebægre på gaden.
- Min mor har hørt et rygte om, at tissekonen er en gammel tyskertøs, en af dem, der blev klippet skaldet og ført nøgen gennem København efter befrielsen, fortæller Lise.
Jeg har kun købt cigaretter hos tissekonen én gang. Yvonne havde presset mig til det, hun var smøgtrængende. Tissekonen havde åbnet døren og set bidsk ud, hendes hår hang slasket og fedtet ned til skuldrene. Hun var i en tynd kittellignende kjole, selvom det var midt om vinteren. Hvad vil du, spurgte hun, og jeg kom til at tænke på heksen i eventyret om Hans og Grete. Jeg viste hende de to kroner på min flade hånd, spurgte, om jeg måtte købe fire cigaretter. Jeg kunne ikke få mit blik bort fra hendes mave, der så ud til at ville møve sig ud mellem knapperne i kjolen
Tissekonen havde kun åbnet døren halvt men nok til, at jeg kunne se, at hun havde stabler af reklamer og aviser overalt i gangen.
Der lugtede muggent og af tis.
Tissekonen hentede cigaretterne, og da hun lagde
dem i min hånd, rørte hendes fingerspidser med sorte negle min hånd. Bagefter havde jeg en stærk trang til at få vasket hænder.
Lise låser hoveddøren op, mens hun holder posen med kager mellem tænderne og skubber døren åben med sin højre skulder. Fjernsynet kører på høj lydstyrke.
- Det er min far, siger Lise og peger over på en mand, som sidder i en lænestol med øl, askebæger og tipskupon foran sig på sofabordet. Faren kigger over mod os og siger goddag goddag. I Lises familie har de de samme møbler som de fleste andre i Greve Strand, et ”tre, to, en-møblement” og et reolsystem, der ofte kun indeholder nips og familiebilleder i rammer.
- Han spiller på alt, hvad der kan bevæge sig, siger Lise, i dag fodbold, i morgen brevduer eller travheste.
Lises mor og søster har en råbesamtale i køkkenet. Stuen er tåget af cigaretrøg, og der lugter af stegte løg. Vi går ind på Lises værelse, som hun deler med sin storesøster, Putte. De sover i køjeseng med spiralbund og en buet metalbøjle midt under overkøjen. Vi sætter os på nederste køje, der svajer under os.
- Her dufter dejligt, siger jeg.
- Det er Ajax, min mor sværger til Ajax.
Min far sværger ikke til Ajax, hvis han sværger til noget, skulle det være elefanter, altså som i øllerne, og til giraffer, også som i øllerne. Han kan også godt lide en FF’er. Og så sværger han til opera, damer, dyr og Nietzsche, Kierkegaard og Dostojevskij. Men rengøringsmidler sværger han ikke til. Hjemme hos os har vi en