MAMRELUND
JØRGENSEN
Dead man walking
Roman Gladiator
Dead man walking © Hans Otto Jørgensen, Halfdan Pisket & Gladiator 2020 Redigeret af Jakob Sandvad, Jacob Skyggebjerg & Josefine Klougart Omslag og sats: Anders Gerning Bogen er sat med GT America og Jenson Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2020 ISBN: 978-87-93658-47-9
Tak til Statens Kunstfond
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen s ikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækkede. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Jutland Highway
Knuth Beckers indledning i Det daglige Brød 1932, hvor manden, vores helt, Kai Gøtsche er ude på vejen i det mest elendige vejr, efterår, regn og rusk, for at sælge, falbyde etc. koste eller kileremme eller vognsmørelse til bønderne. De bønder, hvis hverdag indtil for ganske nylig også var hans, og som nu, hvor han er fallent, skyr ham som pesten. Som deres hunde skyr ham og er bidske. Som han hader at skulle forbi sådan en bidsk køter i gårds leddet til helligdommen gård, inden han når hen til bryggersdøren og banker på og forstyrrer freden. Han, Gøtsche, Kai Gøtsche. Jutland Highway. 15
Vi troede, vi var skærmet af forsynet, vi troede aldrig, det skulle overgå os. Syrenerne blomstrer Syrener i ruinen Min bror går konkurs, det er det sidste, der er sket, vi vidste ikke, det ville ske, jeg vidste ikke, det ville ske, vi kunne ikke tage højde for det. Min søsters død og nu min brors konkurs. Min brors liv, hans historie, når jeg tænker efter, er ingens historie, hans liv og historie er en fritsvævende myte, som dømmer ham til i al evighed at hænge der i luften i støvet i stalden, den tomme stald, efter køerne er kørt væk, efter den sidste lastbilfuld. Han hænger i en bjælke af lys, som står ned gennem stalden som et langt knivsblad stukket i halsen på et dyr. Gården som en levende organisme, som trækker vejret. Ånder ind, ånder ud. Et dyr, hvis dage er talte, kadaver mere end dyr, en organisme, der hele tiden har levet på lånt tid. Og vi, som troede, evigheden fandtes for vores skyld, for at vi skulle leve fra evighed til evighed, med oldemor og oldefar som de første, så langt tilbage i tiden, at vi ingenting andet ved end, at de lave huse allerede stod der, da farfar kom til og uden skånsel væltede alt og byggede tre fulde længer, stald, lade og vognhus. Man sagde,
Han brækker halsen Men han brækkede ikke halsen
Kun stuehuset, det ny stuehus, i røde sten, med tre skorstne på rad fik lov at stå. Han var fremsynet og vild. Og min bror, som jeg syntes gik alt for hårdt til værks, væltede 16
de huse, han ikke kunne bruge, og byggede nyt og større, drænede vildhuller og væltede de læbælter, der stod i vejen, og lagde markerne sammen, så han kunne komme til med sine store maskiner. Men jeg sagde ikke noget, jeg holdt det for mig selv. Jeg havde mit på det tørre, jeg skrev min roman, Tårnet, det tog mig ti år, og debuterede med et brag og fik kunstfondens treårige legat etc., digter og storbyliv, i den rækkefølge. Men jeg frygtede, at det skulle ende galt. At han kom galt afsted, at investeringerne fejlede. Oldefar og oldemors gård, som der findes et grynet billede af i lokalhistorisk arkiv i Glyngøre, havde mos på taget og hældende mure og var ikke bedre værd end at sætte en tændstik til, en ruin, som sank sammen omtrent af sig selv. Farfar udvidede besætningen, gik fra otte til seksten køer og byggede en lade så ambitiøst, at den først blev fyldt mange år efter, den stod færdig. Og han indførte ny teknologi, vovehals, egen mølle på ladetaget, rejst svimlende højt oppe over rygningen, til det ny tærskeværk og den ny kværn og hakkelsemaskine og snart efter en pumpe i brønden og cisterne på hvælvingsloftet over stalden, så vandet stod ud af hanen, det var som en sang, og gav drikke til dyrene, til køkkenet og til gruen, til storvask etc. Nyt land indvundet. Heden blev brækket, vildhuller drænet, surbund merglet. Men han havde konjunkturerne med sig. Al min storhed kom af den gård. Men nu ved vi, hvad det vil sige at blive sat ud. Nu ved vi, hvad det vil sige at gå fra hus og hjem, ingenting at have. Ikke noget hjem, ingen fortrolighed, ikke trappestenen og ingen måtte at sætte sine træsko på, ingen dørkarm at tage støtte ved. 17
Farfar og farmor på skrænterne ned til det, de kaldte Mamre lund. Oaks of Mamre Og på kirkegården. De blev så ensomme, oldefar og oldemor, farfar og farmor, de gamle mostre, min far og faster og min søster, så ensomme, så forladte i deres grave. Nu vi ikke er der til at passe på dem, at se til dem, at snakke til dem og forbinde dem til hinanden. Vi troede, de var velforvarede, vi troede, de var sammen, men det var os, der gjorde det, bandt dem sammen, ved vores blotte tilstedeværelse. På kirkegården, hvor vi havde vores eget område, vores egne haver. Og kirken, hvor der ikke mere forrettes gudstjeneste mere end en gang eller to om året, også kirken er lagt øde. Det er som en anden spaghettiwestern, Clint Eastwood i en forladt by, forladte grave, blæsten fejer hen over det. Vi har ikke noget at gøre der mere, vi har ingen naturgiven ret til vores døde. Fuck fuck fuck. Min bror og svigerinde blev jaget ud som et par forbrydere, de værste forbrydere, som om de havde svindlet sig til noget, der ikke var deres, som om de havde tyvstjålet det alt sammen, var det nu taget fra dem. Gården stykke for stykke. Først dyrene, deres levebrød, så huset, hvor de havde spist og sovet og elsket og opfostret deres børn. Og haven, hvor de havde festet, hvor de havde haft bål og bagt snobrød og læssevis af pandekager. Familie, venner, naboer. Den gamle have med de store skyggefulde træer, terrassen, legehuset og drivhuset, flagstang og tørresnor og … Oaks of Mamre 18
Min bror var ekspert i pandekagebagning. Han kørte med to pander på en gang, Inge-Lise smed en klat smør på, og det sydede. Jeg har levet i et livslangt eksil, i byen, væk fra gården og arbejdets rutiner i stalden og på marken, men nu er der ikke mere noget at være i eksil fra. Positionerne flyder, jeg ved ikke mere, hvad der er op eller ned. Og mor, vi holder ikke ud at se hende blive gammel, hendes sår ved tindingen og den transplanterede hud fra overarmen, der ikke vil heles. Bandagen, som sygeplejersken kommer og skifter morgen og aften. Vi holder det ikke ud. At hun er så udsat. Vi ved aldrig, hvad fremtiden bringer, hvad der kommer til at ske … Det værste. Stormflod, alting oversvømmet eller bare et lille skvulp. * I dag til morgen: et første strejf af efterår. Der er en kølighed i luften, tynd og klar, solen bliver fjernere, som rigtige sole, og skyggernes længde længere. Kyllingerne er ved at være store, de første hanekyllinger kan slagtes, hønnikerne vokser til og bliver aldrig smukkere. Dyb søvn. Mor sover, Ben sover, barnet sover. Det er først op ad dagen, da Andreas ringer og siger, at han er ked af det på Bens vegne, og beder ham hilse mor, at Ben forstår, det er virkeligt. Han drømmer ikke. De går ned med mand og mus. Vi kalder dem Kris og Ann og Ben, de tre søskende, og Kris’ kone kalder vi Inge-Lise. Der kommer hele tiden flere til. Inge-Lise ligger søvnløs, Kris vågner. Det er i dag, de skal være ude. Der er ingen udsættelse med det mere.
Den frie verden
Her er Inge-Lise og Kris’ brudebillede. Det er det, hvor de poserer sammen med hunden. Det er sådan en dejlig hund, en kæmpestor Sankt Bernhard. Det er nok mest hende, men det er Ben, der har givet den navn. Han kaldte den Churchill, fordi den grangivelig lignede Churchill. Den manglede bare cigaren. Churchill er blid som et lam. De står på trappestenen til den pæne gang, men er som taget lige ud af en western. Det er en idyl, og hunden understreger idyllen. Og den kraft, der er gemt i den. Hun i sin hvide brudekjole og den store hvide solhat, han i vest og hvid 21
skjorte, med langt hår og skæg. Som om han kom lige fra marken, en nybygger, pioner i Wisconsin eller Minnesota i færd med at indvinde nyt land, at omdanne prærien til et bølgende hav af korn. Der er noget uplejet over ham. Stærke arme og hænder og brede negle, han har taget fri i dag, men i morgen igen skal der arbejdes. Og hun: den brede hatteskygge. Man forstår, man må skærme sig for solen, for al den natur, al den uregerlighed. Men hunden passer på hende og holder uvedkommende væk. Jernbanearbejdere, tyvagtige udstødte indianere etc. Det var bare en stor hvalp med pjaskende store lapper og en enorm appetit. Hun har den hos sig i køkkenet, når hun er hos hønsene og samle æg. Og da de fik den lille, vogtede den barnevognen, når hun var i Brugsen og handle ind, og barnevognen stod udenfor. Nu kaldte alle den for Churchill. Uden at vide hvorfor den hed sådan. Men husk på: Ben er født i 1954, Kris i 1951, Ann i 1950, i den lange skygge fra krigen. For deres far, Magnus, var Churchill den store helt, han, som havde vundet krigen mod nazismens undertrykkelse og givet dem friheden tilbage … Churchill og Roosevelt, med Churchill som den første. På sin vis havde de været en del af det britiske imperium, det var sådan, Magnus så på det, med eksport af smør og bacon og import af frihed og adgang til verdenshavene. Det var tilladt at drømme stort, at sidde med et atlas og som opdagelsesrejsende vinde frem ad mørke floder, gennem uendelige sumpe og regnskov, at berejse kontinenterne og blive svimmel ved navnene, ved den musik, der var i dem. Wisconsin, Minnesota, South Dakota etc. Texas. Og på den anden side af jorden Melbourne, Auckland etc., og vide, det alt sammen var deres. Men de vidste, at imperiet var fortid, og at de i stedet var blevet som en stat i U.S.A., i the United States of America. Danmark fik andel i Marshall-hjælpen, som skulle få Europa 22
på fode, og som hos dem, hos Karstens i 1956 udmøntede sig i en musegrå Ferguson 31, som de delte med faster og onkel. Og de blev ved med at dele, også efter Kris havde overtaget gården. Nu med fætter Kjeld. De havde fælles radrenser og roeoptager og halmpresser, og de arbejdede sammen og hjalp hinanden i høst, og når de tog roer op. Ikke før 1961, i februar måned, mens Ben var på hospitalet, efter at være blevet trampet halvt ihjel af et par store kvier, blev hestene sendt på slagteriet. De to store belgiere, den skimlede Musse på 21 og den brune Hvidfod på 23, var nu, efter de havde fået deres egen traktor, en rød David Brown, blevet overflødige. Et vidunderligt spand, Musse og Hvidfod, som faren havde delt hverdag med i alle de år, tilbage fra før krigen og de hårde vintre, dag efter dag, i regn og sol og blæst, når der skulle pløjes, når han med tømmen om ryggen hang på ploven efter dem. De var sammen, en enhed af kraft, Musse og Hvidfod og far, når der skulle sås, og når der skulle høstes, og de gik for selvbinderen eller trak vognen hjem til laden med endnu et sidste læs hø. Eller når de var på langfart og kørte helt om igennem Oddense for at hente tørv eller nede ved Kildeborg efter mergel. Hvor de havde madpakke med og kom i snak med den ene og den anden og fik høre nyt. Om hvem der skulle giftes eller ventede familieforøgelse, snart var blevet så skidt, at han eller hun skulle på hjem og hellere snart måtte dø og befries fra de pinsler. Det var Musse og Hvidfod, som Ann og Kris og Ben kendte, som de var fortrolige med, som de kunne gå op til i båsen, eller hvis det skulle være, sådan som Ann havde gjort, endnu inden hun havde lært at gå, kravlede ind mellem benene på. Og det var i krybben ved Musse og Hvidfods store hoveder, Ben sad og så ind i deres store blide øjne og kælede for deres bløde muler. Eller han så deres lange gule tænder, når de krængede overlæben tilbage, og det var, som om de smilede til ham. 23
Men Marshall-hjælpen var ikke kun til for modernisering og økonomisk vækst i landbruget, der fulgte forpligtelser med i form af Nato, og der blev investeret i den frie verdens sikkerhed. Den villa, Ben og Judith nu bor i, er opført for midler fra den samme pulje. En villa med fladt tag og stort lysindfald, lidt i Alvar Aalto-stil, som det var moderne omkring 1960. Pastelfarver, gule mursten og træ. Bens kompagnon, Thomas S, på forlaget siger altid, at det er en dejlig stue, at der er så dejlig en udsigt til marker og moser, og Joshua, der snart ikke er en dreng mere, kalder det for deres lille paradis. Der er fem identiske villaer, bygget af forsvaret til befalingsmændene i forbindelse med Kongelundfortets kaserne, som sidst i 50’erne blev anlagt som kanonstilling, og som sammen med et lignende anlæg på Stevns skulle holde det kommunistiske Sovjetunionen væk fra vores ende af Østersøen. Som sådan er Ann og Kris og Ben børn af den kolde krig. Churchill skrev i 1940 profetisk om krigens ødelæggelser og den sejrende sol: Et skummelt panorama af ødelæggelser og ruiner, af støvskyer, der stiger op fra sammenstyrtede byer og atter sænker sig over murbrokkerne, mens den sejrende sol stiger op i det fjerne over en tavs hærget verden, hvor der ikke findes andet end stendyngerne i de døde byer. Men efter krigen, efter også Sovjetunionen havde udviklet atomvåben, ville der i tilfælde af en ny krig overhovedet ikke være andet end ødelæggelse, og menneskeheden som sådan ville være udslettet. Faren var rationelt tænkende, han hensatte sig nødig til fantasien og stolede fuldt og fast på terrorbalancen. Det var det sikreste. At bøje bare den mindste smule af for de røde var utænkeligt.