Læseprøve: Cougar af Pia Busk

pia b us k

cougar

digte gl adi ator

Cougar © Pia Busk og Gladiator 2019 1. udgave, 1. oplag Diana-serien Redigeret af Jakob Sandvad Omslagsillustration: Troels Carlsen Sats: Clara Birgersson Bogen er sat med DTL Fleischmann og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2019 ISBN: 978-87-93658-23-3

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Tak til Statens Kunstfond

Der er et ord for os: cougars – smækre, langlemmede kattedyr på spring for at fange det udsøgte bytte.

Se, vores pels skinner, når vi kommer ned ad trapperne for at jage lammene, for at mæske os i kalve – modige, smukke, slanke løvinder, Bacchus’ perfekte leoparder, hvide elektriske pantere. Det siges, at Venus’ vogn bliver trukket af spurve. Det er løgn.

Vores gudinde har sluppet et koppel cougars fri, så vi kan flænge himlen og stige ned i butikker, på stadions, kaffebarer, fitnesscentre og byens gader og sætte kløerne i den saftige ungdom.

7

Vi har brug for en ny bog, så her er min.

Den er ikke en klage over tidens gang, ikke et klynk om slappe jader, albuens tørlagte mose, rynker som ikke kan fyldes.

En røv kan komme til at hænge en smule, vi ved det, den kan komme til at hænge som en skoledrengs kinder, når han falder i søvn med hovedet på sine tunge bøger.

Tiden æder af os, det ved vi, men hvad er der sagt om erfaring, erfaring som min?

Frugterne af de år, jeg har brugt på at lære kunsten at elske, opvejer snildt tidens torn i kødet. Erfaring … Vil I høre en cougars råd og rapporter fra jagten? Så læs med her.

8

Du siger, dine kussehår er ved at blive grå.

Farv dem ikke! Kig ned igen: Det er Venus, som huserer dernede for at smykke det ravfarvede buskads med tråde af sølv.

Se de kønne fodbolddrenge, når de triller deres bolde hen over en fugtiggrøn bane: selvkørende dildoer på batteridrevne ben.

Zephyrs ånde får de unge pikke til at dunke – hvilke sukkende klangrum har de tænkt sig at fylde ud med deres springende rytmer?

De unge buske er monokrome frisurer af saftigt græs, som gror mod himlen.

Hvilken elsker kan modstå invitationen (hvisket i hans øre) til at holde sølvet i sin hånd?

9

Der hænger et maleri på min væg (en gave på min halvtredsårsdag): En pige i læderkorset poserer med røven i vejret.

Hun smiler til os. En stor, rød pik eksploderer i venstre hjørne. “Kan du lide det?” spurgte jeg for nylig en elsker. “Meget,” sagde han og spurgte med et sødt og belæst smil: Er det kunsten, som imiterer livet, eller livet, som imiterer kunsten? Det spørgsmål har jeg hørt mange gange. Og jeg har svaret igen og igen med den her dunken gennem væggen: et ja, som imiterer et ja, som imiterer et ja, som imiterer et nej. For kvinden imiterer manden, og manden er kun en skygge af kvinden.

10

Søstre, I kender problemet: Begær er noget rod!

Det er en genbrugsbutik, som lukker sig ind i en kvinde og puster til hendes gløder.

Heraklit tog fejl: Ikke alt består af ild, kun kvinder brænder i hver celle – og se, hvad det gør ved os: Den ulmende begyndelse i en ung pige slår ud i brølende flammer, som rister hende indefra, indtil hun lærer at tænde klitoris’ væge. Hun ved, hun ikke burde, men hun gør det. Igen og igen – hun går rundt med flagrende arme, og når ingen kigger, finder hænderne vej. En lille fold i denim, et løst ben under et spisebord kan gøre den lille tingest rødglødende.

11

Hver ny elsker bliver slugt af sit hundyr som kvas, der bliver kastet på et bål.

Hver eneste krop – kvabset eller flad, erfaren eller naiv – bliver slugt som tørt træ.

For et hundyrs hænder, arme og lår er flammernes slikkende toppe. Og hendes bryster, bækken og skød: De er det hvidglødende hjerte. Se kullet og gløderne udleve deres raseri i hende (og kald det skønhed, hvis du ikke kan andet).

Se ildens intelligens i hendes ansigt, øjnenes flammer, tungens kåde gnist, som ikke kan køles: det brændende hundyr, ædt op af sin egen føde.

12

Vi brænder og brænder, og det værste er, at der ikke er andre ord for det end ‘brænde.’

Klichéer er som hemmeligheder: De lever i os som de ulmende bål, de beskriver.

Vores varme og de ord, som udpeger vores huler i den rasende sommer – det bliver tydeligere for hver dag, som forsvinder – de betyder ingenting. Ikke andet, end at vi er, vi var, og vi vil blive til flammer. Se de første elskere med deres brændemærker. De vidste ikke, hvad de gik ind til. De slog vildt omkring sig som unge hammere, og de kom tilbage igen og igen, fordi vi brændte deres skafter ned til noget så rent som aske.

13

De forfærdelige første elskere! Søstre, kan I huske første gang, en mand gav jer en rigtig orgasme?

Før det var den stakkels klitoris fuld af dirrende sødme, men også som en krypteret hieroglyf på Faraos mur: Ingen kunne tyde den.

Ingen dreng kunne sno sin tunge for at få den til at synge, og g-punktet forblev en umulig maskine ved alle de spæde forsøg.

Så en dag: det første gode knald. Læderklædt, en falden engel af en slags, hvor havde han lært at stikke skødet i brand? Hvem havde lært ham det?

“En ældre kvinde,” sagde han, mens han tog sit tøj på.

Den dag forstod jeg: Cougarens opgave er at vise en mand, hvordan han kan tjene klitoris som en gud.

14

Siger du, min bog ligner en bortløben nonnes notater? Nej, den er en grundbog i kærlighed.

Læs den for de forsømte kandidater – de har lært sig et dusin anvendelige ismer, men ingen har lært dem kunsten at elske.

Hvor skulle de også lære sådan et truet fag?

Ikke i Obstetrik og gynækologi, Lenstrup et al (2004), ikke i Organic Chemistry, Bruice (2016), ikke i Kærlighedens trange kår i det antropocæne, cis-kønnede paradigme, Bissenbakker (2018).

Søg ikke viden på sparknotes.com.

Led ikke efter værker på saxo.dk.

Bogen er cougaren selv. Hun lærer fra sig med blide, sokratiske hænder.

15

Cougaren læser skyernes former, vinden akkumulerer dem for hende: Et optræk af cirrustråde er kroge i skindet – kommaer, der holder hendes åndedræt tilbage.

Løsrevne lemmer finder sammen i kroppe, der formes af hænder efter krampernes vold.

Og regnen! Når regnen endelig kommer, er den en overflod af forløsning.

Dråberne gennembløder luften og rejser en ryg af sølvgrå bjerge for enden af en almindelig dansk gade.

Alting skinner igen efter et lag af regnens glasur. Og regnbuen tilbyder os sin kølige skygge.

16