Læseprøve: Corinna og jeg

pi a busk

cor i n na og j eg

digte gl adi ator

noter Digtene i denne bog er inspireret af mine dagbøger og af Ovids Amores, særligt følgende digte: Første møde: Ovid 1,5 Venusslave: Ovid 1,3 Soldaten: Ovid 1,9 Stilhed: Ovid 1,10 Hårde gudinde: Ovid 1,13 En fister: Ovid 1,7 Forelæsningen: Ovid 3,2 Papegøje-elegi: Ovid 2,6 Fuglefløjt: Ovid 3,12 Digteren: Ovid 3,8 Hvem er Elegi?: Ovid 3,1 Besøget: Ovid 1,6

Corinna og jeg © Pia Busk og Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag og vignetter: Troels Carlsen Sats: Clara Birgersson Bogen er sat med DTL Fleischmann og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-62-0

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

papegøje - elegi Papegøjen er død. Den snakkede som et vandfald

og sagde ting, den havde hørt i fjernsynet og hos en torsdagselsker.

Nu er den død og ligger stribet som en tegneserie på bunden af buret.

Så kom, flokke, junihimlen er tom, og det er slut med at parre sig. Luften

er ram af obligatorisk regn, så pluk jer selv for de flotteste fjer,

vi skal alle lide lidt for den papegøje, som døde så moderne i sit bur.

Du, Philomena, hvordan vil du græde nu?

De samme tørre tårer? Jeg tænker på

en gammel ven, som lurede på mange af mine fistre, men kun citerede de værste.

Når han lå i sengen, kunne duerne kende ham fra deres plads i kastanjetræet,

finkerne beundrede hans halefjer en del, selv om de stjal frø fra urtepotterne imens,

selv mågerne ville gerne have haft sådan et liv fuld af store, luftige planer.

Nu er ingen af dem tilbage på himlen.

Jeg lod tit papegøjen sidde på min skulder

og gav den lidt frugt eller en nød med munden: Alle de klatter den har skidt

på mig, mens den plaprede: “Talte jeg end med menneskers og engles tunger,

men ikke havde kærlighed…” eller et eller andet skænderi fra The Wire

31

iblandet skratten fra dens eget kvikke hoved, alt sammen med en stemme så langt

fra fjernsynets tonedøve bekendelser, at jeg vidste, den måtte mene hvert ord,

mens den nippede til mine øreflipper.

Skaderne slås som køtere i gaderne, gribbene

griber det fordærvede kød, en pensioneret slagter kaster efter dem, kragerne kredser

omkring solen med nye, elendige vejrudsigter, men de er flere hundrede år gamle og rynkede

bag de sorte, skinnende fjer – i forhold til dem var papegøjen en gave

fra kanten af en anden verden.

Thersites kastede jord på Protesilaus’ grav,

og Hectors brødre drak den sidste vin i Troja, mens hans aske blev til smog.

Hvorfor gentage de bønner, præsterne sender op? Jeg beder til, at hvert lille liv

må få bevilget et lån til at forlænge denne korte tid blandt fjender.

32

hårlokken Hvis hårlok er det, der falder ud

af disse sider, som om den har ventet på mig længe?

Jeg læser min mors dagbog igen, og lokken daler ned og lægger sig

i mit skød, mens jeg sidder ved vinduet i tusmørket.

Hvis hårlok er det? Jeg læser siderne igen for at finde et spor. Er det

dit eget hår, klippet af dengang du skrev dine ord, linje for linje,

hen over siden – dengang som nu: En aften mættet af kastanjens duft

med fugles skingre kald i den klare luft, en tid, hvor dit blonde hår

blev blæst igennem af forår, og lokkerne faldt i bløde kurver,

når du vendte dig mod vinduet og tilbage igen mod dagbogen

for at løse endnu en blank sides gåde med din blyant?

Eller kommer hårlokken fra en af de langlemmede drenge,

klippede du den af fra håret bag hans øre efter en nat fuld af hemmeligheder –

en af den slags nætter, som jeg synes, jeg kan skimte gennem

dagbogens porøse vægge af ord. ( Jeg: en kvinde dobbelt så gammel

33

som du var. Jeg: der læser din håndskrift, fuld af sødme. Jeg: der lurer ind

gennem sprækkerne til dine uskyldige skolepigefantasier).

Og jeg ser hans fumlende hænder i gang med at forme dig til en drøm,

en drengs mekaniske hænder, der finder vej mellem knapperne

i en sommerkjole og befrier det bryst, du havde holdt hemmeligt –

hele den hellige alkymi, når kluntede hænder forvandler

en ny klitoris til guld: Klog er den pige, som med kys

efter kys gør sin smukke dreng til en kejser!

Den slags finder jeg i det

tørre blæk i din dagbog: et møde, en majnat, en dreng og et kys –

alt sammen nøgne detaljer. Men ingenting om hårlokken, der daler ned gennem årene.

34

fuglefløjt Pift og kampråb i et virvar, det er de fuglefløjt,

der fylder luften de sidste dage i maj.

Fuglene får grenene til at hænge tungt

og plager solen om at stå tidligere op.

Og det er instinkt, det hele. Naturlig proces,

ja, ja. Spøg til side: Finkesnakken og kragernes skrig i blodbøgen,

duernes kurren og selv spurvenes sniksnak i rendestenen, hvor de hopper ind

og ud mellem bildæk, er dårligt nyt: Hvor længe skal jeg høre på skvattede ornitologer

og deres snak om lærkens parringscyklus, når jeg kan høre, at fuglene fortæller mig,

at min pige ikke er min alene?

Er det mine digte, som har gjort hende berømt?

Det siger fuglene. Linje efter linje har jeg reklameret for hendes skønhed,

og nu står elskerne i kø ved døren med gabende gylpe. Mine digte (som er gode digte)

har ikke givet mig andet end problemer.

Jeg skulle have skrevet om Theben

eller om Ødipus, som knaldede sin egen mor, eller om Cæsar, der sluttede sin ferie i Gallien

med en lille tur gennem Forum sammen med sin bastard af en søn, ja, også du Brutus.

Men nej, Corinna, det var dig, der fik min pen til at kæle for papiret

med dens uomskårne næb.

De skulle have holdt deres talenter for sig selv,

35

Apollo og de undertøjsmodeller, der gjorde sig til som muser. De skulle have gjort mig

til en rådden digter fra begyndelsen, så ville Corinna have været helt min egen,

og jeg kunne beskrive hende så fattigt som en popsang, ingen gider lytte til.

Men digterens tale er ikke en retsudskrift (det ved du), det præcise ord findes ikke.

“Vær venlig at udpege,” siger anklageren til vidnet, “Corinnas hvide hals.

Kan du genkende de blodtrukne linjer ned ad hendes lår i digterens beskrivelse

af dem som et udsøgt stjernebillede?”

Nej, vel! Digteren er en løgner.

Men synes du ikke, det er flatterende, Corinna, når han maler dig skøn med blodet

fra en tyrs punkterede hæmorider?

Og hvis du tror, kunsten kun handler om skønhed,

kan vi lige tage en splatterfilm med: Hvem tror du fandt på Skylla, som holdt

et pak kamphunde i sin kusse, eller Medeas permanent, polstret af slanger,

eller de sportssandaler, Hermes lånte Perseus (verdens første jagerpilot), så han kunne tæppebombe

søuhyret med sit masseødelæggelsesvåben?

Digtere laver drager, bygger trehovede hunde,

og vi opfandt vandtorturen (uden at få taget patent på den), da vi skrev om Tantalus,

der var døende uden at kunne få lov til at dø.

Vi forvandler Niobe til sten, gør Callisto til en bjørn,

og tårerne flyder, når vi virkelig går til den og forvandler Philomena til en nattergal,

for den tunge, de skar ud af hendes mund, testamenterede hun til os, og vi bruger den!

Prøv at se Iphigenia til fods dér i Aulis: Hun snubler (kun én gang) og griber sin fars hånd

36

for at kravle op på alteret i en kjole så hvid som død og sandhed. Sådan, Corinna,

skruer digtere billeder sammen af fuglefløjt. Bliv hos mig.

37