Tanja Cordero
Fædrelandet eller døden
Fædrelandet eller døden
©Tanja Cordero og Gladiator 2026
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen
Maleri på omslag af Anne Torpe - Grace’s Scheme, 2022
Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er sat med Palatino og trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7569-083-1
Til Jorgito og den lille Annegrethe
Yo soy la rosa oriental, para arrancarme de aquí, un son sabroso de Oriente tienes que tocarme a mí
(Ramón Espigul)
¿Y este frío cuándo se acaba?
(Bad Bunny)
Da jeg var lille, betragtede jeg mormor som en gammel kone – den haltende gang, det farvede hår, melankolien. Men hun var 16, da hun blev mor, og hun var ikke engang fyrre, da hun blev mormor. Her er en tidlig erindring om hende: Jeg er måske 6-7 år gammel, og vi leger lufthavn. Hun har bygget hele stuen om – stolene er flyet, spisebordet er billetlugen, jeg sidder mellem bordbenene bag skranken, som er en papkasse på gulvet, og hun er den fortravlede kunde, der kommer ilende med sin kuffert på hjul, tjillingtjilling, er her nogen? De må forstå, jeg har frygtelig travlt! og hun betaler med en foldet 50’er fra sin pengepung med knaplås, og jeg giver hende en billet tilbage, som er en brugt busbillet fra Århus Sporveje.
Vi sidder på gulvet på væg-til-væg-tæppet over for hinanden og spiser franskbrød med margarine og trestjernet spegepølse, mens rådhusklokkerne ringer i radioen klokken 12, og hun hiver sine perleklipsøreringe af og lægger dem i min håndflade.
Og vi gik ud til City Vest og købte softice til mig og hende for 50’eren. Vi sad på en bænk
midt i centret og så på menneskene, der hastede forbi, mens vi spiste vores is, og bagefter tog vi bussen hen til en kirkegård – eller måske er det en erindring fra en anden dag, men som en stak klistrede fotografier hænger minderne sammen – og mormor tog en lille plyskylling med ben af tynd, rød snor op af sin frakkelomme og lagde den på den store græsplæne, hvor der var spredt blomster og figurer og nedbrændte stearinlys. Jeg husker, at jeg syntes, det var synd for kyllingen, at den skulle efterlades på det våde græs helt alene, jeg forstod ikke hvorfor, før mor senere fortalte, at den var en gave til mors halvlillebror, der lå der.
Disse er erindringer fra, dengang mormor og jeg var ligesindede, for hun var selv et barn, som jeg stille og roligt voksede fra.
Da vi flyttede ind i huset i Stavtrup, grænsede vores baghave op til markerne, og nattergalen sang lige nede i skellet. Mor stod i den åbne dør i tusmørket og lyttede. Hun havde aldrig før hørt noget så kønt. Alt, hvad der er smukt ved denne her mørke verdensdel, er i den lyd, sagde hun. Når hun hørte nattergalens våde og sorgfulde sang, kunne hun straks smage lyse nætter og hyldeblomster.
Nu er der skudt en masse nye boligkvarterer op – hvide villaer i spansk haciendastil bag bittesmå, nyfødte bøgehække og med blåpuder i bedene ude foran.
Du er lige så stiv i kroppen som en dansker, siger mor. Danskermusik har sin tyngde på første og tredje takt. Den lever her alene, siger hun og sætter en finger mod sin tinding. Vi er noget andet, det forstår du da godt, ikke? Og hun spytter på en serviet og siger, at jeg skal tørre mig i ansigtet med den, og hun kalder danske kvinder for platfodede, for nogle lebber, for kartoffelsække, for malkekøer, for klodsede, uhøflige, kolde, fede, blege, sjuskede, uelegante, charmeforladte.
Mormors skønheds forfald omtaler mor som et dødsfald i familien; mormor, der havde været så smuk, at hendes egen far havde taget hende ud af skolen, da hun var 11 år gammel – han kunne ikke holde ud, at hun skulle færdes blandt alle de mænd som en lille, skinnende fisk blandt hajer, så hun var låst inde i sine forældres hjem i årevis, lærte aldrig at skrive eller regne eller fungere sammen med andre mennesker.
Mor nævner tit denne begivenhed, og selvom hun kun har foragt tilovers for den mand, der har frataget mormor en stor del af hendes barndom, snakker mor alligevel om det med en undertrykt højtidelighed, som jeg godt kan fornemme: Mor ser det som en bedrift, mormor ufrivilligt har udført — at være så smuk, at hun ikke kunne være i tilværelsen på lige vilkår med andre.
Jeg er på besøg hos mormor. Hun laver gymnastik i sengen og ligger på ryggen og cykler med benene op i luften. Rigtig sundt, siger hun og smiler til mig. Jeg betragter mormors uformelige krop, der får mig til at tænke på saftløse appelsiner og knortede grene.
Mormor og mor blev hentet herop af en dansk mand, da mor var 13 år gammel. Han havde været stor og svær og langsom som en rundrygget stud og lige så godmodig: Han tog sig også af mor uden at sætte spørgsmålstegn ved noget.
Flere steder hos mormor hænger der billeder i sort-hvid af et stort jernskib med navnet M/S Ekefors på stævnen: ét ved indsejlingen i Havanas havn, og på et andet er det i Hamborg. Så i Göteborg. Mormors mand var kommet til Cuba med det skib, og vi har også et fotografi af Ekefors hængende hjemme hos os selv over spisebordet. Hvis det ikke var for den båd, siger mor, så sad du ikke her nu og åd flødekartofler.
Mormor og hendes afdøde mands murermestervilla i Åbyhøj er stille som i et pengeskab. Fra kældertrappen står en jordslået ånde, og der er badeværelse med lysegrønt træværk og bidét
og gulnede væglamper i entreen. Alle møbler er tunge og brune og lugter som noget fra Kirkens Korshær. Da jeg var lille, var jeg sikker på, der boede noget i det indbyggede skab på gangen ovenpå, som ville fange mig ved benet og trække mig baglæns ind i skunken, og jeg satte i løb, når jeg havde været på toilettet deroppe, og tumlede ned ad trapperne, så mormor skreg, som blev hun stukket med en kniv.
Efter mormor var kommet til Danmark, tog hun meget på. Inderlårene gynger som væskefyldte plasticposer, og under den noprede hud slynger mørke åreknuder sig. De buler frem på lår og lægge som små, blåsorte orme. Leddene knager, når hun vipper med de hævede fødder.
Hendes storetæer er skæve som gedeklove, fordi hun altid har gået i damesko med hæl på og alt for snævre snuder. Engang havde hun overtalt sin mand til at betale for en fedtsugning, og der gik streptokokker i operationssåret. I ugevis lå hun på hospitalet, snøret ind som et stykke speget kød, og hun gik i delirium og havde rakt fuckfinger til den læge, der skulle tilse sårene.
Det eneste i huset, der er mormors eget og ikke et tungt arvestykke fra svigerfamilien, er et alter, hun har opstillet i soveværelsets hjørne, og en udstoppet haj. På alterets øverste hylde står tre små figurer med masker på af halm og fjer. De er helt støvede og ligner uhyrer med deres stråhoveder og knapøjne og bittesmå økser i
hænderne. På hylden under står en mulatdukke i gul kjole, og der lugter af tobak og brændt sukker. Jeg sidder på sengen og drikker en citronsodavand og ser på, mens mormor drypper rom og honning i dukkens skål og tænder levende lys for den, så figurernes skygger flakker mod væggene.
Det er en af mormors brødre, der engang har fanget hajen. Den er lille og indtørret, og ud af en revne i bugen, der er hæftet sammen med grove sting, drysser der savsmuld. Dens øjne er lavet af gule marmorkugler, og jeg tager den tæt op til ansigtet og snuser ind. Man kan stadig lugte havet.
Er du en abe? spørger mormor, er du en lille abe? Det spørgsmål har hun altid stillet mig, når ordene på dansk ikke rækker længere. Ja, jeg er en lille abe, svarer jeg og laver et par flinke, små abelyde, u-u-a-a, og mormor ler og krammer mig.
Mormor og jeg sidder ved siden af hinanden i sofaen og ser på gamle billeder i et fotoalbum; to knægte på ladet af en støvet jerncykel. De har plyshår og misser mod solen med pinde i hænderne og bare maver. Fem drenge i forskellige aldre på række i strøgne skjorter foran en husmur – den laveste forrest, og så går det opad derfra. Familien er altid blevet givet et overtal af sønner. Mormor, der ikke engang er i stand til at huske sit eget telefonnummer, udpeger per-
sonerne på siderne og remser op uden tøven: Chichi, Pepito, William, Papi, Nestor, Pedro, Manolito, Frank, Pancho, Jorge, Jorgito.
I et andet album er der billeder fra den første vinter i Danmark. Mormor, der er placeret på en kælk i en enorm frakke og med en pelshue siddende skævt på toppen af hovedet og støvlerne strittende væk fra mederne. Mor omgivet af hvidt ude på den tilfrosne Brabrand sø. Sneen fyger som røg over isen, hun læner sig med ryggen mod vinden, og ansigtet bliver væk i det sorte hår. Det var det år, hvor det havde frosset så hårdt og så længe, at nogen var kørt i 2CV tværs over søen, og mor først havde fået at vide, at det bare var en ferie. Hun blev indskrevet på Gammelgaardsskolen med et mindre besværligt navn, så hun ikke skulle blive drillet; der sad hun som den eneste sorthårede i klassen uden at kunne ét ord dansk og hed Grethe Knudsen. Kluxen, siger mormor. Hun lærer aldrig at udtale det efternavn, selvom hun har heddet det i snart 30 år.
Mor gør nar af mormors overtro, al hendes snak om ånder og genfærd. Mormor hiver op i bluseærmet for at vise sin gåsehud frem som et endegyldigt bevis på en afdøds tilstedeværelse.
Mormor mener, at den chilenske dame, der bor i Ikast, forsøger at kaste en forbandelse over hende, den luder. Lyset går, mens vi spiser, og mormor peger op mod loftet og hvisker: Changó.
Mor kan ikke tåle mørket. Hun gemmer sovepiller i en lille pastildåse bagerst i skabet og doserer dem nøje, så de holder længere.
Hun fortæller om, dengang hun som barn blev taget med til åndeuddrivelser, hvor folk styrtede til jorden som træer i en storm, og de vendte det hvide ud af øjnene og rablede usammenhængende med forfærdelige stemmer, og hun siger, at hår og negle vokser selv efter døden. Hun fortæller om en nabo, der cyklede rundt med sin babys knogler i en lille æske på bagagebæreren. Mor fylder mit hoved med billeder af lig og disede kirkegårde og de kølige skuffer, man gemmer døde væk i, så jeg ikke bryder mig om at sove på ryggen, for så tænker jeg på, at jeg ligger i en kiste med stive fingre
foldet over brystet, men når jeg vender mig om på maven, kan jeg mærke hvert hjerteslag i madrassen, og det er lige så rædselsfuldt.
Se her, siger mor og stiller en åben dåse tun uden etiket på bordet foran mig. Hun sætter scenen: Først trækker hun langsomt stolen ud, sætter sig ned, børster usynlige krummer væk fra dugen med en flad hånd og rykker frugtskålen, der står mellem os, til side. Så læner hun sig lidt frem, sænker stemmen, som et barn i et mørkt telt, der med ansigtet oplyst af lommelygten skal til at fortælle en gyserhistorie: Hun havde været i flere butikker for at købe tunfisk. I Metro kunne hun kun få en alt for stor økonomidåse på 1.800 gram. I det næste supermarked var der udsolgt. Da hun skulle betale for sine andre varer, havde en kunde før hende glemt denne dåse på båndet. Der var ingen etiket på, men den havde samme form som en dåse tunfisk. Nu har hun lige åbnet den. Og det ER tun. Jeg kan godt sige dig, det er ingen tilfældighed.
Mor ser en talentkonkurrence for børn på Galavisión. Der kommer ikke en lyd fra hende, men jeg kan se rørelsen i hendes øjne, da en lille, vandkæmmet dreng i overdådigt voksenskrud og tyk sminke træder frem i lyset. Mikrofonen virker stor i hans barnehånd. Bagefter ser hun TV shop og bestiller ting over telefonen.
Klokken 16 synker hun hen i sin telenovela; den smukke Guadalupe, der – trods sine umulige vilkår, uægte født af en fattig stuepige – ender som enearving til et palæ og en masse penge.
Da hun rejser sig, springer der blod fra hendes næse uden grund, og hun fumler rundt ude i køkkenet med hovedet bagover for at finde isterninger og viskestykker.
Hvad er mors tragedie? Et slør glider over hendes ansigt, og jeg må ikke nærme mig hende eller tale til hende eller røre ved hende. Den sorte tone, der ligger i hende og vibrerer, og som om natten frembringer et uhyre, hvis kæbemuskler er hårde som halve bordtennisbolde, og hvis tænder skærer og piber i mørket. Da jeg var lille, prøvede jeg nogle gange at komme ind under dynen til hende, men hun sparkede mig
fra sig og så ud i mørket med store, ugleagtige øjne.
Mor kryber ind til mig i sofaen og skal kæles over håret, og hendes savl og tårer og bitre
ånde laver pletter på mit tøj. Hendes brystkasse hæver og sænker sig i stød, og jeg har svært ved at trække vejret med det tunge hoved på min mave. Undskyld, siger hun. Jeg ved ikke for hvad, men det er en opgave, ligesom at tage sin tallerken fra bordet, at trøste mor.
I dag er mor ramt af munterhed, og historierne vælter ud af hende uden ophold; om dengang, hvor mormor havde lusket sig med på en rundvisning på en nyåbnet fabrik sammen med Fidel Castro, fordi hun var så smuk, at alle fandt hendes tilstedeværelse naturlig.
At Hemingway havde holdt en dør for mormor, og at hun bare var gået videre, fordi hun ikke havde forstået, hvem det var. Hemingway, siger mor, ja, det kunne da også have været sjovt.
Hun fortæller om én af sine onkler, der var dykker og engang skulle reparere noget dybt nede i Havanas havn iført en gammeldags dykkerdragt, som blev tilført luft oppefra, og han sank ned til livet i slam på havnens bund og trak i slangen som signal til dem over vandet, og de pumpede ilt ned til ham alt for hurtigt, så dragten blev pustet op, og han strøg mod overfladen og fik en blodansamling i hjernen, da han slog hovedet op i en skibsbund.
Hun griner, så hun får kramper og må lægge sig i sofaen, da hun fortæller om dengang, hvor læreren havde givet hende en lussing, og mormor dukkede op på skolen og skreg til læreren,
at han var en elendig bøssekarl, så det gav genlyd mellem bygningerne, og undervisningen i alle klasselokalerne gik i stå, for når mormor mistede besindelsen, glemte hun alt omkring sig. Hun kunne gribe hvadsomhelst, der var inden for rækkevidde, og tyre det efter mor –sko, koste, gafler, en kande med vand, og så gjaldt det bare om at være hurtig. Engang havde hun fældet mor ved at ramme hende på knæhasen med en gigantisk isblok fra fryseren.
Vi griner begge to, da hun imiterer mormor, der stønnende og klagende prøver at klemme sin store ende ned i en kontorstol med armlæn, mormor, der knytter næven mod himlen og råber: Denne røv, du skulle bare vide, hvad den har udrettet!
Mor efterligner mormor, når mormor peger rundt og taler alt for højt om folk:
Den er for stram, den kjole der.
Se, hun har dobbelthage. Kender jeg hende derovre?
Og hun fortæller om de år, hvor hun som helt lille boede rundtomkring ved forskellige tanter, og ingen fortalte hende, hvor mormor var. Og det eneste, mor egentlig kan huske fra den tid var to karper i en brønd i en atriumhave og en dag, hvor mormor kom og besøgte hende, og lidt senere samme dag, da mor fik penge til at
gå ned og købe cola for, og mormor imens var taget afsted uden at sige farvel.
