ALTING SLUTTER MED BLOMSTER
Af samme forfatter:
Det her er Balkan (2022)
Øjnene holder aldrig op med at se (2024)
Dorte Schou
Alting slutter med blomster
Alting slutter med blomster
© Dorte Schou og Gladiator 2026
1. udgave, 1. oplag
Redigeret af Sølve Nedergaard Lauritsen
Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen
Bogen er trykt hos Specialtrykkeriet Arco
Printed in Denmark 2026
ISBN: 978-87-7569-074-8
Da jeg vågnede om morgenen var hun død. Aftenen før, efter morfinen og den beroligende medicin troede vi at tidspunktet var kommet, min søster og jeg sad og holdt vejret sammen med vores mor. Hendes mand trak tiden ud ved at vaske gryder op ude i køkkenet, jeg forstår godt at man kan have det sådan.
Vejrtrækningen holdt op flere gange, apnøperioder, som sygeplejerske ved jeg godt hvad det handler om. Alligevel havde jeg siddet og sms’et med min leder få uger tidligere for at få byttet mine weekendvagter, som om jeg kunne planlægge mig ud af afskeden. Du skal ikke bytte noget sagde lægen fra palliativ enhed og så hen på min mor. Du skal være her. Jeg fik plejeorlov, men kom til at skrive en forkert dato på ansøgningen, en dato i februar selvom vi kun var i starten af december. Jeg skal bare lige vide om det er den dato du mener? sagde en kvinde fra kommunen som ringede til mig, det var ikke
noget problem forsikrede hun, hun ville bare sørge for at datoen blev rettet i ansøgningen.
Blomster kan næsten kun opfattes sentimentalt når de beskrives i sammenhæng med døden. Men det er egentlig okay, jeg har ikke noget imod det lige nu. Blomsterne er en vigtig detalje, det er som om det at være tæt på døden har gjort mig nærsynet, detaljerne trænger sig på. Helheden derimod virker sløret og umulig at forstå, jeg tror også jeg er begyndt at få lugthallucinationer, eller også er der virkelig en benzinmotor i tomgang et eller andet sted i kvarteret som gør at jeg kan sidde i min sofa og pludselig lugte udstødningsgas. Da det skete første gang blev jeg forskrækket, men nu slår jeg det hen, jeg tror ikke der er noget at være bange for.
Stedmoderblomsten var min fars yndlingsblomst. Jeg undrer mig over at jeg ved det, jeg husker ikke som barn at have talt med ham om blomster. Men jeg tænker på ham hvert forår når jeg sætter de små mørkviolette planter i jorden i krukkerne foran min havedør. Min egen yndlingsblomst er pæon. Jeg kan godt lide de kuglerunde, faste blomsterknop-
per og bagefter den svulstighed de springer ud med. Og når de lyserøde blade senere drysser fra blomsten og ligger på bordet som flager af død hud.
Jeg læser Hélène Cixou, Three steps on the ladder of writing, første trin er De dødes skole. Litteraturens opgave er at sige sandheden og afsløre løgnen, skriver Cixou, den løgn vi vælger at leve med fordi vi ikke kan holde ud at tænke på at vi skal dø. Vil nogen være sød at sørge for at pæonernes stilke ikke rører bunden af vasen, skrev Kafka på en seddel da han indså at døden nærmede sig. Overskriften til det afsnit i bogen bliver hængende hos mig, Alt slutter med blomster.
Min mor elskede tulipaner. Også roser, men det er de knitrende tulipaner, man kan købe på gaden allerede i februar hvor hun havde fødselsdag, jeg forbinder med hende. Jeg købte for det meste tre bundter så hun kunne få en ordentlig buket, selvom jeg vidste at hun syntes det var for ekstravagant og skyndte sig at fordele den i flere mindre vaser.
Min mor var skuffet over at skulle dø. Hun ville se roserne springe ud igen og stille tulipanerne ud på terassen om natten, så de kunne stå køligt. Hun klippede en dødsannonce ud af avisen, hvor der stod at afdøde ikke ønskede blomster til bisættelsen. Kun en enkelt rose. Sådan vil jeg også havde det, sagde hun. Alle de blomster der bare skal smides ud bagefter, det er et frygteligt spild.
Min mor og jeg er begge utroværdige fortællere, det er min mor jeg har arvet det fra når jeg siger milliarder i stedet for millioner uden at tjekke først. Børnene kan alligevel ikke huske det, sagde hun, hun var skolelærer. De husker bare at der var tale om mange.
Jeg må have været cirka syv år da jeg opdagede hvor umuligt det kan være at slippe ud af en situation hvor man ikke har sagt sandheden. Jeg kunne ikke finde min tandbørste og havde efterhånden ikke børstet tænder i næsten en uge. For hver dag der gik blev det sværere at indrømme, det faldt mig ikke ind at jeg også kunne lyve om hvornår tandbørsten var blevet væk.
Det har altid forvirret mig at min mor omformulerede ting jeg fortalte hende, måske var det for at få dem til at passe bedre ind i hendes version af fortællingen om vores liv. Alle drak jo dengang, sagde hun, hvis vi berørte emnet min fars misbrug, det var sjældent vi gjorde det. Nogle gange havde hun fundet flasker gemt bag vasketøjskurven, sagde hun. Jeg tænkte at hvis man gemmer flasker bag vasketøjskurven holder det op med at være noget alle gjorde.
Min mormor ringede til min mor og fortalte at min far var kørt fra lejligheden på Danas Plads med min søster og mig på bagsædet. Plakatfuld, det ord ville min mor have brugt. Det var kun de sidste ti år sammen med ham jeg ville have undværet, sagde hun. De ti år jeg kendte ham, tænkte jeg.
Nu vil jeg gøre alvor af at skrive mine erindringer, sagde min mor den dag jeg sad ved siden af hendes seng på hæmatologisk afdeling og lægen havde fortalt os at kræften var kommet igen og at nu kunne de ikke gøre mere.
Men jeg vil springe de år over, som ikke var gode, sagde hun, der kan jeg bare skrive: Og så var der nogle år, hvor jeg levede. Jeg vil skrive
det ned i stikordsform, så kan du formulere det rigtigt for mig. Jeg svarede hverken ja eller nej, jeg hadede tanken om at skulle nå at tale om det hele før det var for sent. Jeg vidste godt at jeg ville komme til at fortryde det, men situationen føltes klaustrofobisk.
Jeg er helt cool med det her ærligt talt, sagde jeg til min søster i telefonen bagefter. Hun har levet et langt liv, det er som det skal være. Du er overhovedet ikke cool med det, svarede min søster. Du har lige fortalt mig at du er kommet til at smadre to mobiltelefoner i løbet af den sidste uge.
I det hus min mor og jeg boede i, de år jeg gik i skole, havde vi en udestue. I en kasse fandt jeg sort/hvide nøgenbilleder af min mor som min far må have taget. Jeg skyndte mig at lægge dem tilbage. Det føles skamfuldt bare at nævne det, jeg ved ikke hvorfor jeg alligevel synes at jeg skal fortælle det.
Af en eller anden grund kom jeg til at love en gruppe drenge fra kvarteret at jeg ville strippe for dem ude i udestuen. Da dagen nærmede sig, anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Til sidst var jeg nødt til at fortælle min mor det. Jeg ser hende for mig, gå gennem haven i jeans og en bomuldsstriktrøje med en ribkant i halsen og ærmerne smøget op. Hun åbnede døren med et ryk og erklærede at der ikke blev nogen striptease og at drengene godt kunne gå hjem.
Min mormor syede et par v-bukser til mig, i tykt, mørkegrønt stof. Buksebenet havde en v-formet søm under knæet, det var moderne. Jeg havde længe ønsket mig sådan et par bukser, jeg ville gerne gå i samme slags tøj som mine klassekammerater, men vi gik ikke så meget op i den slags, min mor syntes det var fjollet. Jeg lærte selv at sy, min mor hjalp mig, jeg kan huske mit første rigtige projekt, det var en murerskjorte, en simpel model i blå- og hvidstribet stof. Min mor og min søster grinede da de tog mål til den fordi mine arme viste sig at være en hel størrelse længere end resten af min krop.
Det var et godt projekt at sy, os to alene i det store typehus. I andre perioder lagde vi puslespil og kom alt for sent i seng.
Min søster var flyttet hjemmefra, hun fik en kæreste som var kommunist og syntes at puslespil var tidsspilde, opium for folket, sådan noget kunne han virkelig finde på at sige. Han syntes også at de ruiner vi så, da vi rejste sammen i Peru og Mexico, burde rives ned så man kunne bygge nye huse til arbejderne.
Jeg var med til en march på grusvejene oppe ved sommerhuset sammen med min søsters studiegruppe fra Tvind. De klippede det røde
ud af et dannebrogsflag og sømmede det på en rafte og vi gik rundt på vejene og sang arbejdersange. Jeg kan dem stadig udenad, jeg syntes det var eventyrligt. Min søster sagde at i yderste konsekvens kunne det blive nødvendigt at skyde morbror Asger. Han var en slags kapitalist, civilingeniør og medlem af både Rotary og sejlklubben i Kalundborg.
Efter samtalen med lægen fortalte min mor mig historien om drengen der jagtede hende rundt om spisebordet. Det var på en af de tilbagevendende sommerferier hos familien i Vestjylland da hun var barn. Drengen syntes hun var så sød og ville gerne røre ved hende, men min mor ville ikke røres ved og prøvede at stikke af. Hun fortalte mig om hunden der ville spise knapperne på hendes kjole, min mormor havde syet lysegrønne glasknapper hele vejen ned foran på kjolen for at gøre den ekstra fin og hunden troede de var spiselige. Det er som om de knapper nu lyser op inde i mit hoved.
Der er meget man kunne fortælle. At der voksede agerchampignon på engstykket ved siden af mosen på den anden side af gården hvor