__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1


Bedårende Ida Marie Hede Copyright Ida Marie Hede og Gladiator, 2017 1. udgave, 1 oplag. Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen. Omslag og sats: Thomas Joakim Winther. Omslagsfoto: Steen Ethelberg, 1993. Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN 978-87-93128-61-3

Tak til alle bogens læsere Tak til alle mine familier, jeg elsker jer

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavsbånd.


Bs mave er flad nu. Hun er helt vild med mavens dejagtige fladhed. Det poppede hvide bløde som aldrig bliver stramt igen. Før det flade er maven for en tid udspilet, fuldstændigt oppustet. Et stræk af hud rundt om noget sparkende og levende, som er Æ. Æ bliver trukket ud af Bs liv med en tang der griber om hendes tindinger. Små røde indhak i tindingerne. Æ kommer ud smurt ind i bakterier fra Bs skede og røv. Bakterierne siver ind i Æ og producerer en effekt i hendes immunforsvar: Nu kan Æ leve i tusinde år. Men det er lige før Æ ikke vil ud – hovedet vil ikke rotere det sidste stykke vej ned i bækkenet, der sidder altså et hoved og klemmer på livmodermunden. Varme og udpenslede smerter, så skal Æ tages med kejsersnit. Hvis Æ kommer ud gennem det opskårne maveskind, er der for få bakterier. Lægen er nødt til at stikke fingeren op i Bs røvhul, smidigt dreje fingeren rundt og så tvære de våde, bakteriefyldte fingre ud over Æs vrælende læber. Lige meget hvordan Æ bliver født, finder hendes læber hurtigt Bs brystvorte og begynder at sutte. Mælk og sprukken hud, gummerne slider i brystets kød.

11


B vil også leve i tusinde år. Hun har Æ i armene, Æ er så ny. B kan næsten ikke finde ud af at holde hende. Bare hun ikke taber Æ: taber Æs hoved så nakkens knogler brækker. Men nu hvor Æ findes, vil B overleve undergangen som alle taler om. Hun vil blive gammel og furet og sammenkrøllet og lavstammet og være i verden sammen med Æ, kommunikere med den voksne Æ gennem fremtidens telefoner. Måske en usynlig bevidsthedsoverførsel, måske bare små dna-strenge der snakker med hinanden, som mor og datter nu vil gøre i det der er fremtiden. B tvivler ikke længere på fremtiden og på dens opfindelser, Æs tilstedeværelse flytter altings levetid uendeligt udad. B siger at hun også vil styrkes og have bakterier fra en anden krop end sin egen. Bakterier er som en livgivende eliksir: Fæcesbakterier fra X overføres til tarmsystemet hos Y, og der registreres ændringer i Ys humør og metabolisme. Maveskindet er slet ikke strammet til igen, livmodervæggens rifter og sår slet ikke helet endnu. Det bløder ned i Bs store mor-ble, lange slimede strenge. Måske er hun først nødt til at komme hjem og rekonvalescere, ligge med benene oppe og med Æ på maven og en croissant i hånden. Æs mund om brystet og mælken i stride stråler ud over babyansigtet. Eller måske er hun for ivrig og kan ikke slappe af. Efter Æs 12


fødsel kan hun ikke få nok liv. Hun bliver kørt direkte fra fødestuen til mave-tarm-afdelingen. Dér får B en sonde stukket gennem spiserøret ned i mavesækken. Hernede er der allerede en fest! I Bs mavesæk er der millioner af fæcesbakterier, flere end der er mennesker på Jorden, bakterier der har levet i millioner af år, og som er flyttet ind i B den dag hun blev født, og flytter videre, når hun dør. På den måde er ordet menneske slet ikke præcist. Det er slet ikke menneske hun er mest. Bakterierne boltrer sig, kastet rundt mellem halvfordøjet mad, som blev alt mavens indhold centrifugeret. Men der skal flere til! I sonden er der lort fra en lortedonor B ikke kender. I lortens nedstigningsproces er B faretruende tæt på den brune masse: Kun sondens plasticvægge adskiller hende fra den fremmedes lort, der glider gennem hende for at blive en del af hendes tarmflora. Det er lige før hun bare kunne have spist lorten selv. B venter på en forandring. Bakterierne giver alle en ny chance. Så kan den tynde blive buttet, den aggressive blive rolig, den lidt oppe at køre blive afstemt, den deprimerede og ængstelige blive optimistisk og vovemodig, den optimistiske og håbefulde blive ængsteligt seriøs og derved øge sin sexappeal. Og den der elsker trekvartlange sorte blondehandsker og polkaprikkede strutskørter og store hvide plastichårbøjler, kan få lyst til kun at gå i tracksuits og krympede uldne veste og sexede sorte kasketter der gør øjnene ekstra runde og blå. 13


Og den der elsker klorinblegede T-shirts og matte hverdagsansigter og posthumanistisk teori, få lyst til kun at danse lindy hop, en dans der gør kinderne røde. Den med buffalostøvlerne få en gammel fiskertrøje på, den med bumserne blive sandblæst, den med løftede øjenbryn få dem sænket, den lidt for kønne blive mere asymmetrisk. Den der altid har manglet et skævt og inciterende ar over kinden, få et skævt og inciterende ar over kinden, den med store bryster få små bryster, den med en blomstrende arm få en vissen arm. Den uden Downs syndrom få Downs syndrom, den med afsindig hårvækst miste sit hår, den der føler sig for hvid blive mørkere i huden, den med de mange aborter blive den der ikke kan undfange, den med en flad pandekageagtig mave få en svulmende franskbrødsdejsagtig mave. Sådan at alle kan få opfyldt deres begær, sådan at alle vi undertrykte kan transformere os og blive de oprejste væsner vi i al fordækthed drømmer om at være. Sådan at alle vi magthavere kan transformere os og blive de kæmpende undertrykte vi i al fordækthed drømmer om at være og måske allerede er. Hvem er lortens afsender? Ligesom de altid er i gang med at lave sæd, bliver kroppe bare ved med at lave lort. Mangler der lort ét sted i verden, kommer der straks mere et andet sted. 14


Flere børn, bedre humør, mere stank. B ved ikke hvem der har givet hende en lortedonation, hospitalet giver hende ikke den slags oplysninger. Om det var en håbefuld gave fra et gammelt røvhul, jeg giver dig det mest velformede jeg har, sweetheart. B er hjemme igen. Hun ser film i sofaen mens hun ammer. I Pasolinis Salò er en flok teenagere taget til fange på et slot. De får serveret strunke lorte på porcelænsfade og spiser dem langsomt fra porcelænstallerkner, med væmmelse, afbrudt af opkastninger, ned glider lortene. Æ gurgler, mælken står ud i et springvand og gennemvæder stofble, trøje, babyøjenvipper, babydun.


Fredag aften: B og Q tørrer Æs numse med toiletpapir eller små slaskede vådservietter eller snipper af gennemblødt vat. B og Q ligger på knæ og vasker udtværet lort af toiletbrættet og af væggene og af brusenichen og af badeforhænget og af barnelårene. Barnebalderne er hævede og røde, også blanke og dirrende efter at de kælne lorteplamager er væk. B og Q skraber kager af lort af prinsesseunderbukserne med en ske. De lader kagerne falde ned i skraldespanden alt for højt oppefra: Luften fyger med brungule korn. Kornene strinter ud over deres ansigter, som er den kompakte lortemasse vaporiseret og forvandlet til en luftbåren sygdom eller en morderisk parfume. B og Q kniber øjnene sammen, laver grimasser, slikker noget vådt af læberne. De smager på lortens strint. De vasker og tørrer og hælder sprit ud over deres hænder, de kan ikke undgå at blive smurt ind. De hviner og ser vaskekonefingrenes riller træde frem gennem det lysebrune lort. B og Q har taget bleen af Æ. Indtil Æ lærer at forstå den nye situation og selv løbe ud på toilettet, tørrer de Æs tis op fra gulvet: mørkegule pøle der driver i åformationer over trægulvene eller gemmer sig i 17


fyldige søer bag legekøkkener og skabslåger og under rynkede balloner i stuens hjørner. Når de opdager søen, vil en arm af tis ofte have vredet sig ud og have taget form som: en snabel en protese en skæv pik en vinge. Æs afstødninger, de dybe tissøer på gulvet, er som væv hun kaster af sig. For hver af de ornamenterede lorte der ved et uheld former sig i toppe et sted i huset, er hun et stykke tættere på en ny modenhed. Bs egen alder har længe været sløret. Det er gennem Æ at B oplever at blive ældre. Æs voksende krop overrumpler hende, bryder for alvor hendes forsvar ned: Flår i det stillestående billede hun har af sig selv i en altid ung krop. Det er ikke fordi Æ vokser hende over hovedet. Det er dét at hun i det hele taget vokser: Kigger frem for sig på den måde. Har dén stemme, pludseligt tynde ben – som har nogen over natten gnavet fedtet af barnelårene, måske den grådige mund der bor under sengen i soveværelset, men som aldrig gider gnave af B. Æ har hurtigt forstået hvordan man er til. Hun har gjort Bs gamle bevægelser til sine egne. Hun har taget Bs bevægelser uden at spørge og efterladt hende med en ny selvbevidsthed om hvert hævet øjenbryn, hver nulret øreflip. Men der er nok bevægelser i verden. Nok til alle. 18


Bevægelser er ikke som penge, ikke som råvarer, ikke som mad, ikke som medicin. Der er ikke nogen der stuver dem sammen og holder på dem, tænker B. Man kan bevidstgøre sig om bevægelser. B ser sig selv i Æ. B giver sine bevægelser lidt ekstra kant. Om aftenen, tv’et kører, et skyggespil på væggen i lyset fra standerlampen: Æs arme som flagrende træer; som gothagtige ledninger; som noget med et næb eller en mund. Alle peger og jubler i fryd. Æ forskrækkes over sig selv. Hun trækker hænderne til sig. Hvordan kan kroppen lave en skygge, udskille noget der står så skarpt? Et billede der først synes at være forsinket. Skyggen løber efter den arm den er forbundet med, som et barn løber efter en voksen; men så uden varsel indhenter den armen og bevæger sig foran den, virrer næsten drillende, mere flaksende og elegant, som om den udpeger den flæskede lyserøde arm der hænger i luften, her i mit gråtonede udstyr er jeg mere præcis end dig. B nærmer sig forestillingen om uafvendelig opløsning. At hun er råddenskab pakket ind i hud, som svampede kager pakket ind i fondant. Udenpå: Creme de la mer, irriterede hårsække, svedduft, 19


niveaduft, selvbrunerrester, sukkerrester, udflådsrester, bomuldsundertrøje, uldstrømpebukser, tweednederdel, polyesterskjorte, uldcardigan, guldsmykker, Jil Sander No. 4, bussemænd, sårskorper, dødt hår og levende hår og på vej ud af hovedet-hår. Indeni: Et morads af vildt sultne bakterier og slangeagtige organer der viklet om hinanden forandrer hendes krop til en slags dovent sumplandskab. Sådan et sted hvor man i sumpunderlaget kan placere små turkise legehuse, små dukkemænd og dukkekvinder, der står et kort øjeblik inden de begynder at synke. Sådan et sted hvor der er elektrisk lys i legehusets køkken, men ikke i soveværelset. Sådan et sted hvor en lampe blinker udmattet, elpæren vil ikke gå ud. Sådan et sted hvor der er placeret små figurer i orange senge under stive vatterede tæpper. En trold bag toiletkummen.


Ved Æs seng hænger små kulørte lamper. Plakater er sat fast på de skrå vægge med elefantsnot. Jungledyret Hugo og den iltre ballerina. Plakaterne hænger så utilregneligt. Måske falder de ned over Æs sovende krop. B kysser Æ godnat. Det knurrer, siger Æ og peger på Bs deller: lyden af den mave der på en måde stadig er deres begges. Et rum for erindringer i utallige episoder. For Æ er maven som et gammelt hus eller: som et fotografi af et barndomshjem man kan pege på og fortælle ud fra. I det rum blev jeg avlet, i det rum blev jeg født. For B er maven et altid tænkende stykke kød. Millioner af neuroner i maven udgør en slags minihjerne som svarer til hjernen hos en kat. Derinde er Æ vokset frem. Som spundet ind i en kats tanker. Æ tænker: Mor, derinde kunne du have mig: spise, ånde, arbejde, skide, feste, råbe, tænke med mig i dig. Jeg havde en bevidsthed uden narrativ erindring. Jeg lå bare og flød som en doven snegl. Jeg så ud af navlen. Eller: Med et røntgensyn der fik hud og kød til at forsvinde, så jeg alt. Eller: Jeg åbnede faktisk slet ikke øjnene. Mine øjenlåg var tykke. De var forede af 21


livmodervæggens tæppe og det gennemsigtige fluidum, jeg orienterede mig i. Eller: Du var i tvivl om hvilken bevidsthed jeg havde, hvor meget jeg forstod. Du var i tvivl om hvilket sprog du skulle bruge om mine svømmende bevægelser. Du vidste ikke hvad der fik mig til at sparke med foden så det gav et ryk i din mave. Sådan at du blev bange for om maveskindet ville revne. Om jeg prøvede at få din opmærksomhed. Om jeg var en lille alien med en takket krone. Om jeg overhovedet vidste at du eksisterede. Du havde fornemmelsen af at jeg var klogere end dig: Du blev nødt til at genforhandle dine idéer om hvad det vil sige at vide noget. Du blev nødt til at genforhandle dine idéer om hvad liv er. Din hjerne kørte hurtigere. På den måde sugede du også noget af mig. Du følte dig ydmyg, men ikke underkastet. Ikke svag. For du skulle jo have kræfter til at bære mig. Æ siger: mor inde i din mave så jeg, at du pillede dig i næsen inde i din mave spiste jeg pølser første gang inde i din mave boede jeg i london inde i din mave forstod jeg at hvalerne spiser onkel reje Tarmene ælter rundt: de sidste lyde inden Æ falder i søvn.


Profile for Forlaget Gladiator

Bedårende - læseprøve  

Titel: Bedårende Forfatter: Ida Marie Hede Omslag og sats: Thomas Joakim Winther Omslagsfoto: Steen Ethelberg, 1993. Udkommer d. 26. april

Bedårende - læseprøve  

Titel: Bedårende Forfatter: Ida Marie Hede Omslag og sats: Thomas Joakim Winther Omslagsfoto: Steen Ethelberg, 1993. Udkommer d. 26. april