PIGEN FRA ‘58
Annie Ernaux
PIGEN FRA ‘58 Roman
På dansk ved Birte Dahlgreen og Lilian Munk Rösing
PIGEN FRA ‘58 er oversat fra fransk efter Mémoire de fille Copyright © Editions Gallimard, Paris, 2016 Dansk udgave © Forlaget Etcetera, 2018 Forlagsredaktion: Sofie Vestergaard Jørgensen Omslag: Make Ready Studio Forsidefoto: Privatfoto af Annie Ernaux, 1962. © Archives privées d’Annie Ernaux (droits réservés) Bogen er sat med Plantin hos Graphorama.dk og trykt hos KOPA, Lithuania 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-93316-17-1 Udgivelsen er støttet af Institut français’ hjælpeprogram til udgivelse af bøger Oversættelsen er støttet af
Forlaget Etcetera etcetera-forlag.dk @forlaget_etcetera
I know it sounds absurd but please tell me who I am SUPERTRAMP
“Lige en ting til,” sagde hun. “Jeg skammer mig ikke over noget af det, jeg har gjort. Det er ikke skamfuldt at elske en person og sige det.” Det var ikke sandt. Skammen over hendes overgivelse, hendes brev, hendes ugengældte kærlighed ville blive ved med at gnave og brænde til hendes dages ende. Egentlig lod det ikke til at gøre så ondt, i hvert fald ikke mere, end at det var til at holde ud i hemmelighed, uden at vise noget. Det havde været en erfaring, og erfaring er sundt. Nu kunne man så skrive en bog, og gøre ham til en af personerne, eller kaste sig seriøst over musikken, eller begå selvmord. ROSAMOND LEHMANN Dusty Answer
Der er nogle mennesker, der drukner i andres virkelighed, deres måde at tale på, at lægge benene over kors på, at tænde en cigaret på. De er klistret ind i andres tilstedeværelse. En dag eller snarere en nat bliver de drevet af sted i begæret efter og viljen til kun én Anden. Det, de troede, de var, forsvinder. De opløses og ser deres spejlbillede handle, adlyde, blive revet med i tingenes ukendte retning. De er altid bagud i forhold til den Andens vilje. Den er altid en takt foran. De indhenter den aldrig. Der er hverken tale om underkastelse eller samtykke, kun forvirring over, hvad der er virkeligt, som lige akkurat får én til at sige til sig selv “hvad sker der for mig”, eller “er det mig, det sker for”, bortset fra, at der ikke længere er noget mig i dette tilfælde, eller det er allerede ikke længere det samme mig. Der er kun den Anden, som er herre over situationen, over handlingerne, over det øjeblik, der følger efter, som han er den eneste, der kender til. 7
Så går den Anden sin vej. Han bryder sig ikke mere om dig, han synes ikke længere, du er interessant. Han efterlader dig med virkeligheden, et par beskidte underbukser for eksempel. Han er nu kun optaget af sin egen tid. Du er alene med den vane, du allerede har, med at adlyde. Alene i en tid uden herre. Så er der andre, der har frit spil til at besnære dig, styrte ind i din tomhed, du nægter dem ikke noget. Du mærker dem knap nok. Du venter på din herre, på at han viser dig den nådesbevisning at røre ved dig bare en enkelt gang. Han gør det, en nat, med den fulde magt over dig, som hele dit væsen har bønfaldet om. Næste dag er han der ikke længere. Det gør ikke så meget, håbet om at genfinde ham er blevet din grund til at leve, klæde dig på, uddanne dig, bestå dine eksaminer. Han vil komme tilbage, og du vil være ham værdig, ja mere end det, du vil blænde ham med den forskel, der er i skønhed, viden, selvtillid fra det utydelige væsen, du var tidligere. Alt det, du gør, gør du for den herre, du i hemmelighed har givet dig selv. Men uden at gøre dig det klart fjerner du dig ubønhørligt fra ham ved at arbejde med det, du selv er værd. Du bliver klar over omfanget af dit vanvid, du vil aldrig mere se ham igen. Du sværger for dig selv, at du vil glemme alt og aldrig fortælle nogen om det. 8
Det var en sommer uden noget meteorologisk særpræg, den sommer, General de Gaulle vendte tilbage, sommeren med den nye franc, med en ny republik, med Pelé som verdensmester i fodbold, med Charly Gaul som vinder af Tour de France og med Dalidas sang Mon histoire c’est l’histoire d’un amour. En uendelig lang sommer, som de alle er det, indtil man bliver femogtyve, før de forkortes til små, mere og mere hastigt forsvindende somre, hvor rækkefølgen forplumres i hukommelsen, som kun lader de spektakulære somre med tørke og hedebølge stå tilbage. Sommeren 1958. Som de foregående somre var en lille del af ungdommen, den mest velhavende, taget med deres forældre ned til solen på Côte d’Azur, en anden del af samme slags, men som gik i gymnasiet eller på katolsk privatskole, tog båden fra Dieppe for at forbedre de seks års engelsk, som de havde lært stammende ved hjælp af lærebøgerne uden at tale sproget. Endnu en anden del, 9
bestående af gymnasieelever, studerende og skolelærere, som rådede over meget få penge og lange ferier, tog af sted for at tage sig af børn, som var anbragt i kolonier overalt på fransk territorium på store ejendomme og endda på slotte. Hvor de end skulle hen, lagde pigerne en pakke hygiejnebind ned i deres kuffert, alt imens de spurgte sig selv, om det skulle blive den sommer, de var i seng med en dreng for første gang, idet de på én gang frygtede og ønskede det. Den sommer var der også tusindvis af soldater fra den årgang, som tog til Algeriet for at genoprette ordenen. Det var ofte første gang, de var langt væk hjemmefra, de skrev snesevis af breve, hvori de fortalte om varmen, det bjergrige område, teltlejrene, de analfabetiske arabere, som ikke talte fransk efter hundrede års besættelse. De sendte fotos af sig selv i shorts, grinende sammen med deres kammerater i et tørt og stenet landskab. De lignede spejdere på udflugt, man skulle tro, de var på ferie. Pigerne spurgte dem ikke om noget, som om “træfningerne” og “bagholdene”, der blev fortalt om i aviserne og i radioen, ikke vedrørte andre end dem. De fandt det naturligt, at de gjorde deres pligt som drenge, og at de, som rygtet sagde, havde brug for en ged bundet til en pæl til at få stillet deres fysiske behov. De kom på orlov, medbragte halskæder, Fatimas hæn10
der og en messingbakke. Og de tog af sted igen. De sang “Den dag vi vender hjem” på melodien til Bécauds sang Le jour où la pluie viendra. Til sidst vendte de hjem til alle egne af Frankrig og var nødt til at få nogle nye kammerater, som ikke havde været i bled’en, som ikke talte om fellaghaer eller “maghrebinsk rakkerpak”, som var uskyldige i forhold til krig. De selv var ude af balance, stumme. De vidste ikke, om det, de havde gjort, var godt eller ondt. Om de skulle føle stolthed eller skam over det. Der findes ingen fotografier af hende fra sommeren 1958. Ikke engang et fra hendes fødselsdag, hendes attenårsdag, som hun fejrede der, i kolonien – som den yngste af alle pædagogerne – hendes fødselsdag, som faldt på en fridag, sådan at hun havde haft tid til at gå ned i byen om eftermiddagen og købe mousserende vin og forskellige slags små kager, men det var kun en håndfuld af dem, som var kommet forbi hendes værelse for at drikke et glas og spise lidt kage, hvorefter de hurtigt forsvandt – måske var hun allerede blevet én, man ikke omgås, eller bare uinteressant, fordi hun hverken havde taget plader eller grammofon med til kolonien. Mon der er nogen af alle dem, der var omkring hende den sommer i 1958, der husker denne pige? Sikkert ingen. 11
De har glemt hende, ligesom de har glemt hinanden, alle spredtes i slutningen af september, vendte tilbage til deres gymnasium, deres lærerseminarium, deres sygeplejeskole, deres idrætsskole, eller de fik påbud om at slutte sig til troppekontingentet i Algeriet. De fleste var tilfredse med at have tilbragt en pengemæssigt og moralsk set indbringende ferie med at tage sig af en gruppe børn. Men hun, hun blev sikkert glemt hurtigere end de andre, som en anormalitet, en krænkelse af den sunde fornuft, en uorden, noget helt til grin, som det ville være latterligt at belemre sin hukommelse med. Fraværende i deres minder om sommeren ‘58, som måske i dag er reduceret til udviskede silhuetter på tågede steder og til deres yndlingsvitser “Negerslagsmål i en hule om natten” og “Ingen forestilling i dag”. Forsvundet, altså, fra de andres bevidsthed, alle disse bevidstheder, som blev knyttet sammen netop det sted i Orne-departementet, netop den sommer, disse andre, som vurderede kroppenes, hendes krops, handlinger, opførsel, forførelsesevne. Som dømte hende og forkastede hende, trak på skuldrene eller lavede himmelvendte øjne, når de hørte hendes navn, som en af dem var stolt af at have fundet et ordspil på: “Annie, qu’est-ce que ton corps dit, Annie, hvad siger din krop”, der rimede perfekt på navnet på sangerinden Annie Cordy ha, ha! 12
Definitivt glemt af de andre, som forsvandt ud i det franske samfund eller et andet sted i verden, gifte, skilte, enlige, pensionerede bedsteforældre med gråt eller farvet hår. Uigenkendelige.
Jeg har også villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig. Bestandigt er der sætninger i min dagbog, hentydninger til “pigen fra S”, “pigen fra ‘58”. I de sidste tyve år har jeg skrevet “58” i mine bogprojekter. Det er den tekst, der stadig mangler. Hele tiden udsættes. Det hul, der ikke bør være der. Jeg er aldrig nået længere end nogle få sider, undtagen en enkelt gang, et år, hvor kalenderen dag for dag svarede til 1958-kalenderen. Lørdag d. 16. august 2003 begyndte jeg at skrive: “Lørdag d. 16. august 1958. Jeg har et par cowboybukser på, som jeg har købt for 5.000 franc af Marie-Claude, som havde fået dem hos Elda i Rouen for 10.000, og en blå og hvid ærmeløs pullover med vandrette striber. Det er sidste gang, jeg ejer min krop.” Jeg fortsatte med at skrive hver dag, 13
hurtigt, idet jeg prøvede at få den dato, hvor jeg sad og skrev, til at falde nøjagtig sammen med den tilsvarende dato i 1958, og jeg registrerede alle de detaljer, der dukkede op, hulter til bulter. Det var, som om denne daglige, uafbrudte årsdagsskrivning var den, der var bedst i stand til at udviske de femogfyrre års mellemrum, som om skrivningen på grund af dette “dag til dag”-sammenfald af datoerne gav mig en adgang til denne sommer, som var lige så enkel og direkte som at gå fra et værelse til et andet. Meget hurtigt kom jeg bagud i min skrivning på grund af de ustandselige forgreninger, som tilstrømningen af billeder og ord fik til at myldre frem. Det lykkedes mig ikke at indespærre sommeren 1958 i 2003-kalenderen. Den flød hele tiden over for mig. Jo længere jeg kom frem i tiden, jo mere følte jeg, at jeg ikke virkelig skrev. Jeg kunne godt se, at disse sider med optegnelser burde gå over i en anden tilstand, men jeg vidste ikke hvilken. Jeg ledte heller ikke efter den. I bund og grund sad jeg fast i den rene nydelse ved at pakke erindringer ud. Jeg afviste den smerte, det ville være at finde formen. Jeg stoppede efter halvtreds sider. Der er gået over ti år siden da, elleve somre mere, hvilket bringer den tid, der er gået siden 1958, op på femoghalvtreds år, med krige, revolutioner, udslip fra atomkraftværker, alt det, som allerede er ved at blive glemt. Den tid, jeg har foran mig, skrumper ind. Der bli14
ver helt bestemt en sidste bog, ligesom der er en sidste elsker, et sidste forår, men der er ikke noget tegn, som lader mig det vide. Tanken om, at jeg kunne dø uden at have skrevet om hende, som jeg meget tidligt kaldte “pigen fra ‘58”, hjemsøger mig. En dag vil der ikke længere være nogen til at huske det. Det, som denne pige og ingen anden har oplevet, vil forblive uden forklaring, oplevet for ingenting. Intet andet skriveprojekt forekommer mig om ikke lysende klart eller nyt, og slet ikke lykkeligt, så i hvert fald vitalt, i stand til at få mig til at leve hævet over tiden. Bare “at nyde livet” er et uholdbart perspektiv, fordi ethvert øjeblik uden noget skriveprojekt ligner det sidste øjeblik. At jeg, så vidt jeg ved, er den eneste, der kan huske noget, gør mig begejstret. Det er som at have en suveræn magt, en definitiv overlegenhed over dem, de andre fra sommeren ‘58, en magt, som jeg har fået i arv af skammen over mit begær, over mine vanvittige drømme i Rouens gader, over blødningernes ophør i en alder af atten år, som hos en gammel kvinde. Den store erindring om skammen, som er mere minutiøs, mere genstridig end en hvilken som helst anden. Denne erindring, som alt i alt er skammens særlige gave. Det går op for mig, at det, der går forud, har som mål at fjerne det, der holder mig tilbage, forhindrer mig i at 15
komme fremad, ligesom i mareridt. At det er en måde at neutralisere det voldelige ved begyndelsen, ved det spring, jeg gør mig klar til at tage for at nå pigen fra ‘58, hende og de andre, for igen at placere dem alle i denne sommer i et år, der er fjernere i dag, end 1914 var dengang.
Jeg betragter det sort-hvide id-foto, som er klistret ind i karakterbogen fra kostskolen Saint-Michel i Yvetot, i forbindelse med de afsluttende eksamener i 2. g, matematisk linje. Jeg ser, i trekvart profil, et regelmæssigt, ovalt ansigt, lige næse, diskrete kindben, høj pande, hvor der sært nok – sikkert for at gøre den mindre høj – falder en tot kruset pandehår ned på den ene side, og på den anden side en hårlok i form af en spytkrølle. Resten af det mørkebrune hår er samlet i en knude i nakken. På læberne er der en antydning af et smil, der kan betegnes som mildt eller trist eller begge dele. En mørk pullover med officerskrave og raglanærmer giver et strengt og fladt, præstekjoleagtigt indtryk. Alt i alt en køn pige, der har en uheldig frisure og udstråler mildhed eller ladhed, og som man i dag ville vurdere til at være ældre end sine sytten år. Jo mere jeg stirrer på pigen på fotoet, jo mere forekommer det mig, at det er hende, der ser på mig. Er 16
den pige mig? Er jeg hende? For at jeg skulle være hende, skulle jeg være i stand til at løse en fysikopgave og en andengradsligning læse den roman, som er stukket ind mellem siderne i damebladet Bonnes soirées hver uge drømme om endelig at komme til fest gå ind for, at Algeriet skulle forblive fransk føle min mors grå øjne følge mig overalt hverken have læst Beauvoir eller Proust eller Virginia Woolf etc. hedde Annie Duchesne Selvfølgelig skulle jeg ikke vide noget om fremtiden, om den sommer i ‘58. Jeg skulle pludselig have glemt historien om mit liv og om verden. Pigen på fotoet er ikke mig, men hun er heller ikke fiktion. Der er ingen anden i verden, om hvem jeg har en så omfattende, uudtømmelig viden, som gør det muligt for mig at sige, for eksempel, at hun gik hen til fotografen på Place de la Mairie for at få taget id-fotoet sammen med sin høje veninde Odile en eftermiddag i vinterferien hendes små krøller i panden skyldes de papillotter, som hun har på om natten, og blidheden i hendes blik kommer af hendes nærsynethed – hun har taget sine briller med de tykke glas af 17
hun har et kloformet ar i venstre mundvig – usynligt på fotoet – som skyldes, at hun faldt ned på en knust flaske som treårig hendes pullover stammer fra garn- og broderigrossisten Delhoume i Fécamp, som leverer sokker, skoleudstyr, eau de cologne etc. til moderens butik. To gange om året kommer der en handelsrejsende derfra og pakker sine kufferter med vareprøver ud på et cafébord. Selvsamme handelsrejsende, fed og i jakkesæt og slips, blev hun sur på, den dag han sagde til hende, at hun havde det samme fornavn som den populære sangerinde, hende, der synger La fille du cowboy, Annie Cordy. Og så videre, i det uendelige. Der er altså ikke nogen anden, som min erindring er så mættet af, så at sige. Og jeg har ikke nogen anden erindring end hendes til at forestille mig verden i halvtredserne, mændene i pelsforet vindjakke og baskerhue, forhjulstrækkerne, melodien til Étoile des neiges, pastor d’Uruffes forbrydelse, Fausto Coppi og Claude Lutets orkester – til at se folk og ting, til at bevidne deres oprindelige virkelighed. Pigen på fotoet er en fremmed, som har testamenteret mig sin erindring. Jeg kan dog ikke sige, at jeg ikke mere har noget at gøre med hende, eller snarere den person, hun bliver til, sommeren efter, det tyder voldsomheden i den uro på, der greb mig, da jeg læste La bella estate af Pavese 18
og Dusty Answer af Rosamond Lehmann, og da jeg så film, som jeg har følt behov for at lave en liste over, før jeg begyndte at skrive: Wanda, Den syndefulde leg, Sue, Pigen med kufferten og Después de Lucía, som jeg lige har set i sidste uge. Hver gang var det, som om jeg var blevet kapret af pigen på skærmen eller filmlærredet, at jeg blev til hende, ikke den kvinde, som jeg er i dag, men pigen fra sommeren ‘58. Det er hende, som oversvømmer mig, får mit åndedræt til at ophøre, for en kort tid giver mig en følelse af ikke længere at eksistere uden for skærmen eller filmlærredet. Den pige fra 1958, som med halvtreds års afstand er i stand til at dukke op og fremkalde et indre sammenbrud, er altså skjult, men ukueligt til stede i mig. Hvis det virkelige ifølge leksikonets definition er det, der påvirker, fremkalder virkninger, så er denne pige ikke mig, men hun er virkelig inde i mig. En form for virkelig tilstedeværelse. Når det nu forholder sig sådan, bør jeg så sammensmelte pigen fra ‘58 og kvinden fra 2014 til et “jeg”? Eller, hvilket – rent subjektivt – ikke forekommer mig at være det mest præcise, men det dristigste, bør jeg så adskille den første fra den anden ved at bruge “hun” og “jeg” for at kunne gå så langt som muligt i frem19
stillingen af kendsgerningerne og handlingerne. Og så grusomt som muligt, ligesom de mennesker, man hører omtale én selv bag en dør med “hun” eller “han”, og i det øjeblik er det, som om man dør.
20