Tro er liv

Doris Ottesen Tro er liv Eksistensen

Doris Ottesen Tro er liv

I serien Kristendommen ifølge … Isbn 978 87 410 0961 2

© Doris Ottesen & Eksistensen 2022 1. udgave, 1. oplag

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales Druka, Letland

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C  3324 9250

www.Eksistensen.dk

Begyndelsen

Som du ved, er jeg født iblandt nordjyske bønder i et meget aktivt, grundtvigsk frikir kemiljø, hvor Vorherre altid svævede over vandene, og Jesus blev sat på plads ved hans højre hånd ikke blot i kirken om søndagen, men hver morgen i køkkenet med trosbeken delsens ord af min morfars mund.

Sådan skrev jeg til en ven for mange år siden om min baggrund, og det er – med små aldersrelaterede justeringer – stadig den grund, jeg står på. Den inderste kerne. Min arv. Min mor døde, da jeg var syv år. Hun var 40 år gammel, og selvom hun havde været syg, kom hendes død som et chok for alle. Hendes død er den begivenhed, der har haft den mest afgørende betydning for mit liv og dermed for mit livssyn og for min kristne tro. Men der er

én anden begivenhed i mit liv, hvis betydningsfuldhed tangerer den, nemlig min søns fødsel, der var dramatisk og let kunne være resulteret i endnu et uopretteligt tab. Mellem disse to poler er mit liv udspændt, som en streng ikke blot mellem død og liv, mellem sorg og glæde, men som en bro mellem de to afgørende øjeblikke, der for mig – hver på deres måde – i sig rummer en kilde til evig taknemmelighed og glæde over det liv, jeg har fået lov at leve i al dets skrøbelighed og flygtighed. Min barndom var fuld af sorg og savn, af ensomhed og angst, af svigt og fortielser, men den var også til randen fuld af kærlighed, og den kærlighed var båret af en fuldstændig ligefrem og selvfølgelig forankring i den kristne tro. Jeg har haft den lykke at få kristendommen fortalt og forkyndt af mennesker, der selv levede af det, de fortalte. Mennesker, som jeg kunne elske og respektere uden nogensinde af føle, at de ikke kunne stå inde for det, de sagde. Der var overensstemmelse mellem det, de troede på, det, de sagde, og det, de gjorde. Og blandt disse mennesker, min mors nærmeste familie, var min morfar det absolutte centrum. Min morfar havde selv oplevet stor sorg. Hans første kone,

min mors mor, døde som 33-årig, da min mor var 5 år gammel. Hans anden kones første barn døde få timer efter fødslen. Min morfar døbte hende selv med sin første kones navn. Han havde i øvrigt haft et nøjsomt og arbejdsomt liv, et liv med mange krav og vanskeligheder helt fra den tidligste ungdom. Alligevel formåede han livet igennem at bevare et lyst sind, fuld af humor og overbærenhed, fuld af glæde og kærlighed – alt sammen forankret i et grundtvigsk livssyn og en urokkelig tillid til det ”levende håb”, han i dåben var blevet skænket. Jeg har kun set ham græde én gang. Det var den morgen, han for talte, at vores mor var død. Men hvad der måske er nok så vigtigt, jeg har heller aldrig hørt ham sige et bittert eller beklagende ord om tabet af en elsket datter, et tab, som også for ham var næsten ubærligt. Og allervigtigst: Jeg har heller aldrig hørt ham forbinde hendes dødsfald med sin gudstro. At tale om bitterhed, skuffelse eller vrede i forbindelse med et dødsfald er både nyt tesløst og kortsynet, for nu ikke at sige direkte dumt og dybest set ugudeligt. Døden er ikke en fejl ved tilværelsen, døden er et livsvilkår, som end ikke den inderligste tro kan ændre ved. Det, den kristne tro derimod kan, er at give styrke

og fortrøstning, give mod og taknemmelighed til med lyst og glæde at leve med døden som en altid nærværende virkelighed uden at gå til grunde i vrede og bitterhed eller at søbe sig ind i selvmedlidenhed. Ved mindesammenkomsten efter min mors begravelse blev der af det store følge sunget mange salmer. Især husker jeg Grundtvig:

Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter, han altid kun det bedste vil, og han har almagts-kræfter, og han så grundigt alting ved, at selv til bunds i kærlighed ser klart hans forsyns-øje.

Den øde ørk, det vilde hav, den hårde vinterkulde, den dybe sorg, den mørke grav, de kære under mulde, for alt hos Gud er gode råd, til frydesang han vender gråd så let som vind og vove.

Thi når vor sjæl er i Guds hånd, Guds-ordet i vort hjerte, da brister for os alle bånd, som pine kan og smerte, da åbner sig som aldrig før Guds-rigets port, Guds-husets dør og livets kilder alle.

Og du, mit støv, hvi sukker du som under fjelde knuset?

Du hører jo, der skaffes nu dig plads i Fader-huset; din frelser vidner: Ej et hår forkomme skal i ormegård og fattes i Guds rige!

DDS 33,1-3 og 7

Jeg tænkte det ikke dengang, men jeg har altid siden tænkt, at den salme var et stærkt og modigt valg, og jeg hører endnu den store forsamlings fuldtonende sang for mit indre øre. Døden bringer sorg og savn, men den bringer aldrig fortabelse – hverken i livet eller i døden!

På min mors begravelsesdag sad jeg i den milde septembersol alene på trappestenen udenfor stuehuset. Der var en tjørnehæk rundt

omkring haven lige ved, hvor jeg sad. Jeg fik da den tanke, at jeg ville flette en lillebitte tornekrans til min mor, vel inspireret af den smukke krans med hvide krysantemum, som jeg netop havde set min bedstemor binde inde i bryggerset. Jeg fik flettet min lille stikkende krans og gemte den derefter og fortalte naturligvis ikke nogen om den. Men jeg tænkte selv, at Jesus jo også havde haft sådan en krans om hovedet, da han døde, og jeg tænkte på, at han jo også døde ung ligesom min mor, ja yngre endnu. Den tanke gav mig megen trøst, for hvorfor skulle det gå os anderledes eller lykkeligere end Jesus, kærlig heden og godheden selv. Og jeg tænkte videre og igen til stor trøst, at når Jesus var med os alle dage, så var min mor det helt sikkert også. De var begge altid hos mig, de så min færden og vogtede over mit liv. Det var jeg helt sikker på. Og faktisk har den tro aldrig helt forladt mig. Jeg har ikke nogen mening om et liv efter døden, ikke nogen levende opstandelsestro heller, men jeg har indtil denne dag bevaret den sikre forvis ning, at de døbtes fællesskab omfatter såvel de levende som de døde.

Jeg har ingen erindring om, at der blev for talt bibelhistorie eller overhovedet refereret til