Sammenhængskraften

Jakob Wolf

Sammenhængskraften – og andre essays

Eksistensen

København 2023

Sammenhængskraften – og andre essays

Jakob Wolf

© Forfatteren og Eksistensen, 2023

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-1031-1

Omslag: Eksistensen

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10

DK-1820 Frederiksberg C

tlf. 3324 9250

www.eksistensen.dk

“… was die Welt / Im Innersten Zusammenhält” (Faust I, 382).

Indledning

Det er vanskeligt at overvurdere, hvor stor en rolle teknologien spiller for os i dag. Teknologien breder sig langsomt, men sikkert, fra at være et instrument vi benytter os af, til at være et element i vores livsforståelse. Teknologiens mål er at overvinde alle de forhold, der begrænser vores liv. Det er allerede lykkedes med mange forhold. Teknologien har f.eks. overtaget meget af det arbejde, der tidligere nedsled mennesker tidligt i deres liv. Den har fjernet sygdomme og lidelser og gennemsnitligt forlænget vores liv med årtier. Den har gjort, at vi på meget kort tid kan overvinde afstande på tusindvis af kilometer med fly. Vi kan flyve til andre planeter, så jorden ikke længere er en absolut grænse for os. Med en smartphone har vi al verdens viden og nyheder lige ved hånden. Vi har verden i vores hånd. Teknologien er et håndgribeligt eventyr. Den giver os følelsen af at være almægtige. Teknologiens forførende magt er svær at modstå. I sidste ende er dens mål er at afskaffe skæbnen og døden. Den er blevet til en formuleret livsforståelse i den intellektuelle og kulturelle bevægelse, der kaldes transhumanismen.

Nøgternt set kan teknologien selvfølgelig ikke afskaffe døden, men alligevel er dette mål indbygget i den, fordi dens styrende idé er at overvinde alle begrænsninger for menneskelivet. Ingen af os, der lever i det moderne samfund, kan undgå at være påvirket af denne livsforståelse, hvor mennesket er almægtigt og kan overvinde alle skæbnesvangre begrænsninger, da modernitetens bærende idé er, at mennesket skal kontrollere sig selv og naturen og tage magten over livet. Teknologiens livsforståelse er blot en sidste konsekvens af modernitetens livsforståelse

Denne livsforståelse er imidlertid en illusion. Formålet med disse essays er at vise, at mennesket aldrig kan få magten over sit eget liv. Det er derimod udleveret til magter. Det er omfattet af en forenende

og en adskillende magt. Den forenende magt manifesterer sig i livet, mens den adskillende magt manifesterer sig i, at livet leves i tiden, der fører til døden. Det, at vi lever i tiden, der ender med døden, er den mest indlysende kendsgerning, der viser, at mennesket aldrig vil få magten over livet.

En konsekvens af denne moderne livsforståelse er, at den er med til at give gode betingelser for følelsen af, at livet ingen mening har. Hvis livet er uendeligt, kan det ikke have et formål. Uendelighed er ikke opfyldelsen af et formål; den gør derimod alle formål overflødige. Livet kan kun have et formål, hvis det er begrænset af døden, hvilket ikke betyder, at meningen og formålet kommer fra døden. Det kommer fra opstanden imod døden. På samme måde udelukker kontrol også et formål. Hvis man opnår fuld kontrol over noget, ophører det med at være et formål i sig selv og bliver til et middel for os. Et liv uden skæbne er meningsløst.

Det er imidlertid også indlysende, at vi slet ikke ønsker at have kontrollen over vores liv. Det viser vores dybe længsel efter kærlighed. Kærligheden ligger nemlig uden for vores viljes kontrol. Det er en følelse, der opstår spontant. Den er umulig at frembringe ved en viljesanstrengelse eller en beslutning, og den kan kun vanskeligt skubbes væk eller ignoreres, når den først er der. Den kommer, når den kommer. Vi vil i virkeligheden gerne miste kontrollen til kærligheden. Det er fra den, formålet og meningen med livet strømmer.

Formål og mening kommer ikke fra, hvad vi har magt over, men fra følelserne, som vi ikke har magt over. Følelser er mystiske magter, der kan gribe os, og som, når de gør det, giver vores liv betydning. Hvis ikke vi føler noget, er livet tomt for os.

Den græske filosof Empedokles kaldte den forenende magt for kærlighed og den adskillende magt for strid. De to magter skiftes til at dominere såvel universet som de enkelte ting. Mennesket skal ifølge Empedokles underkaste sig kærligheden. Paulus giver udtryk for en lignende livsforståelse. Her kaldes den forenende magt for Kristus og den adskillende magt for synden. Disse to magter kæmper om herredømmet over mennesket. De er manifesteret i to forskellige typer af følelser. Den forenende magt er manifesteret i kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed. Den adskillende magt er manifesteret i fjendskab, kiv, misundelse, hidsighed,

selviskhed, splid, klikker (“og mere af samme slags” Gal 5,21). Hos Løgstrup er den forenende magt manifesteret i suveræne livsytringer som glæde, kærlighed, tillid, taknemmelighed, barmhjertighed, sorg, håb. Den adskillende magt er manifesteret i kredsende livsytringer som misundelse, jalousi, had, fornærmelse, sentimentalitet. Det er menneskets opgave at hengive sig til de forenende følelser og yde modstand mod de adskillende. “Den, der ikke elsker, bliver i døden” (1.Joh 3,14).

I disse essays argumenteres der for, at denne livsforståelse er mere virkelighedsnær end teknologiens. Teknologien bør være begrænset til at være et middel for os og ikke være en livsanskuelse. Hvis den ophøjes til at være en livsanskuelse, truer teknologien, der er den største anti-skæbnemagt, verden nogensinde har set, paradoksalt nok med, at blive en ødelæggende skæbne for os. Som middel kan teknologien stå på den forenende magts side, mens den som livsanskuelse kommer til at stå på den adskillende magts side.

Essayet om sammenhængskraften betoner, at sammenhængskraften ikke blot er en fysisk eller social kraft. Den er dybest set en metafysisk kraft. Det bliver gjort klart igennem en analyse af, hvad tid er. Denne analyse uddyber de fænomenologiske analyser, som allerede Augustin, Husserl og Løgstrup har udført. Det, der tilføjes her, er tre forhold. Det ene er, at rummets betydning for tidserfaringen klargøres ved hjælp af inddragelsen af det før-dimensionale rum. Det andet er, at det gøres klart, at der findes to slags tider, en horisontal og en vertikal tid. Den ene manifesterer den adskillende magt og den anden den forenende. Det tredje er, at Henri Bergsons analyse af fænomenet varen inddrages i tidsanalysen. Fænomenet varen tydeliggør det paradoksale, at noget, der forløber i tid alligevel kan blive stående. Musik er et eksemplarisk udtryk for dette fænomen. Musik bliver stående i rummet, selv om den forløber i tid. Sammenhængskraften erfarer vi ikke kun i tidserfaringen, men også i naturen og kulturen. I naturen erfarer vi sammenhængskraften i form af organismerne, hvor delene er forenet i en helhed i kraft af en enhedsdannende magt. I kulturen manifesterer sammenhængskraften sig i overlevelseskampen og i dyrkelsen af etik, kunst og ritualer.

Essayet om filmen Once Upon a Time in the West belyser forskellen mellem kunst og underholdning. I underholdning dyrkes den diskon-

tinuerlige tid. Underholdning varer kun så længe, den varer. I kunsten dyrkes den kontinuerlige tid, varen . Netop denne film illustrerer denne forskel meget klart, fordi westerns normalt er underholdning. Det er actionfilm med mange klip. I denne western er filmen blevet til kunst ved, at man dyrker lange indstillinger og få klip, og ved at man har jævnført westerngenren med operaen, hvilket understreger, at kunstfilm og musik har meget tilfælles.

Essayene Livsytring og subjektivitet og Følelsernes transcendens analyserer følelserne karakter af at være mystiske magter, der overvælder os. Denne umiddelbare erfaring af følelserne rejser spørgsmålet om, hvad forholdet er mellem følelser og subjektet. Når følelser er fremmede magter, udslettes subjektet så ikke, når de overvælder os? Svaret er, at forholdet mellem følelser og subjektet ikke er et enten eller, men et både og. Følelser eksisterer kun for os, for så vidt vi allerede har identificeret os med dem. Følelser er derfor nok en ydre magt, der bemægtiger sig os, men de er samtidig vores følelser. Kærligheden bemægtiger sig mig, men det er samtidig min kærlighed. Følelser og subjekt udgør en enhed og er ikke adskilte. Følelsernes karakter af at være spontane magter gør det nærliggende at fortolke dem religiøst. De er aspekter af værensmagten. Når følelser har karakter af at præsentere sig for os med en autoritet af ubetinget alvor, så manifesterer værensmagten sig i særlig grad i følelsen og kræver vores fulde tilslutning. I disse følelser er vi i særlig grad os selv og i overensstemmelse med livet.

I essayet om Naturen som et uerstatteligt kunstværk diskuteres spørgsmålet, om vi på grund af den økologiske krise behøver et nyt natursyn. Det herskende natursyn er bestemt af naturvidenskaben. Problemet ved det er, at det er a-etisk. Der ligger ikke i det, at vi skal forholde os etisk til naturen og tage vare på den i stedet for at ødelægge den. Men er det i virkeligheden et problem? Alle er jo enige om, at vi skal beskytte naturen, ellers står vores overlevelse i fare. Behøver vi overhovedet at diskutere natursyn? Der er mindst to argumenter for, at det er af afgørende betydning. Det ene er, at den måde, vi ser noget på, har indflydelse på, hvordan vi behandler det. Det andet er, at der skal være overensstemmelse mellem teori og praksis. Når vi i praksis bruger milliader af kroner på at beskytte truede arter, så kan det ikke begrundes med overlevelsesargumentet, for disse arter spiller overhovedet ingen rolle for vores overlevelse. Mange er da også enige i,

at vi må have et andet natursyn, end det, der er bestemt af naturvidenskaben. Der er imidlertid to typer af forslag til et nyt natursyn, som er uholdbare. Det ene er, at man supplerer den naturvidenskabelige forståelse af naturen med et antropomorfiserende sprog. Det, der naturvidenskabeligt er upersonlige mekanismer, bliver personliggjort, så naturen kommer til at fremtræde mere menneskelig og dermed mere bevaringsværdig. Det andet er, at man ser naturen som et harmonisk paradis. Naturen er god, og mennesket er ondt. Det modsiges af, at det er indlysende, at naturen grundlæggende er indrettet tvetydigt etisk set. Nok er naturen livsbefordrende, men den er også en nådesløs, grusom kamp på liv og død. I essayet argumenteres for et fænomenlogisk baseret natursyn, hvor etikken er indbygget i synet. Naturvidenskaben adskiller beskrivelse og normativitet. I den fænomenologiske beskrivelse er beskrivelse og normativitet forenet.

De to essays om Teologiens videnskabelighed og Humanioras krise er en kritik af det moderne universitet. Det moderne universitet er i høj grad bestemt af det forskningsideal, der opstod i Tyskland i det 19. århundrede. Forskningsidealets idé er, at specialisering effektiverer produktionen af viden, ligesom specialisering også effektiverer den industrielle produktion. I forskningsidealet er der indbygget et uendelighedsperspektiv. Dette ideal har vist sig at være af stor værdi for naturvidenskab og dele af socialvidenskaben, men af mindre værdi for fag som teologi og humaniora. I teologi og humaniora spiller produktionen af viden ikke så stor en rolle som i naturvidenskab og økonomi. I disse fag udgør fortolkninger af helheder den væsentligste del af fagenes indhold. På grund af naturvidenskabens store succes er teologi og humaniora blevet underlagt evalueringsnormer, som passer til naturvidenskab, men ikke til teologi og humaniora. Dette har skadet fagene på den måde, at deres væsentligste emner er blevet forsømt til fordel for specialiseret og fragmenteret vidensproduktion. For teologien gælder det udforskningen af det guddommeliges realitet og for humaniora gælder det udforskningen af, hvad der er menneskelivets formål og mening. Specialiseringen af fagene har forgrenet sig så meget, at man har glemt, hvad der udgør stammen i dem.

De tre sidsre essays Teodicé og almagt, Zwingli frem for Luther? og Luther var mystiker kredser om det forhold, at den lutherske arv i høj grad er gået tabt i moderne protestantisk teologi. I stedet er den blevet

domineret af en calvinistisk, reformert tradition. Dette skyldes i høj grad, at den lutherske tradition blev kompromitteret i Tyskland, fordi den tilsluttede sig den nazistiske ideologi. Den reformerte tradition tog afstand fra nazismen og stod derfor stærkt efter anden verdenskrig. Disse særlige historiske, tyske forhold har danske teologer overtaget og har lagt sig i forlængelse af den reformerte teologis kritik af Luther. Grundliggende lutherske tanker om den skjulte Gud, Guds allestedsnærværelse og realpræsens i nadveren forkastes af moderne teologer til fordel for reformert åbenbaringsteologi. Det fører en række uklarheder med sig, især når det gælder centrale emner som teodicéproblemet og skabelsestanken. Essayene plæderer for, at de lutherske tanker om Guds allestedsnærværelse, skjulthed og realpræsens rehabiliteres, idet de bidrager med en refleksionskraft omkring det guddommeliges realitet, der langt overgår afvisningen af dem. Den lutherske teologi afsakraliserer ikke verden, sådan som den reformerte teologi gør det ved at se Gud som udelukkende forskellig fra verden. Forskellen på luthersk og reformert teologi er, at ifølge luthersk teologi er det jordiske gennemglødet af det himmelske, mens det jordiske kun er en skygge af det himmelske i reformert teologi. Guds allestedsnærværelse betyder, at Gud er i verden, men er også forskellig fra verden. Guds transcendens er i Luthersk teologi en immanent transcendens. Her viderefører den lutherske teologi en arv fra den mystiske tradition. Som allestedsnærværende er Gud både den forenende og den adskillende magt. Set i kristendommens perspektiv er Guds vilje skjult i skabelsen, mens den er åbenbaret i inkarnationen.

Valby, juli 2023.

Sammenhængskraften

Bevidsthed, tid og sammenhængskraft.

I det moderne samfund har vi i modsætning til de før-moderne samfund en ekstrem høj bevidsthed om urets tid. Komponisten Karl Aage Rasmussen fortæller, at han for nogle år tilbage arbejdede med musikalske prøver i Torshavn på Færøerne. Her oplevede han, at musikerne ofte kom flere timer for sent til prøverne. Han taber efterhånden tålmodigheden, men bliver beroliget lidt af en stilfærdig færing, der forklarer: “Du må huske, at det kun er en halv snes år siden tiden blev opfundet heroppe …” (Rasmussen 1998, 84). Urets tid er en af forudsætningerne for den rationalisering, der er karakteristisk for moderne samfund. Rationalisering består i høj grad i, at man ikke spilder tiden. Alle arbejdsopgaver og aktiviteter i det moderne samfund opmåles i urets tid for at sikre, at man ikke spilder tiden. Benjamin Franklin formulerede allerede i midten af 1700-tallet som en af de første denne forståelse af det moderne samfund med sætningen: Tid er penge.

Der er ingen tvivl om, at rationaliseringen og den tidsforståelse, der ligger bag, har været med til at forøge rigdommen i de moderne samfund og dermed givet os mange goder, men der er heller ingen tvivl om, at rationaliseringen, hvis den dyrkes énsidigt, er med til at forarme livsforståelsen. En bevidsthed om, at urets tid ikke udtømmer, hvad der er tidens væsen, kan være med til at modvirke denne forarmelse.

Urets tid er en abstrakt konstruktion. Den er konstrueret ved, at man har vedtaget, at det tager jordkloden 24 timer at dreje om sin egen akse. En dag og en nat, et døgn, varer 24 timer. Det er klart, at der er tale om en konstruktion, da bevægelsen i sig selv ikke umiddelbart er udtryk for tid. Bevægelsen bliver kun til tid, hvis nogen måler den. Tid er derfor kun tid for den menneskelige bevidsthed. Urets tid som sådan giver os imidlertid ikke en forståelse af, hvad tid

er. Visernes tikken på en skive, eller tal, der følger efter hinanden på et display, giver os ingen forståelse af tid. Hvis vi kun havde uret at se på, ville vi ingen forståelse have af, hvad tid er. Forståelsen af, at urets tid viser os en tid, der går og ikke vender tilbage, stammer fra vores umiddelbare erfaring af tiden som en tid, der peger frem mod døden, og som manifesterer forgængeligheden. Det var ikke usædvanligt, at ure tidligere var dekoreret med billeder af livets gang, barndom, ungdom og alderdom, der skulle minde os om døden. Man malede også billeder af døden med et ur i hånden. Det er dødens adskillende magt, der triumferer i sekundviserens tikken.

Vores bevidsthed om urets tid har således egentlig ikke sit konkrete, eksistentielle udspring i den bevægelse, at jordkloden roterer om sin egen akse, men i den bevægelse, at alle ting går deres død og tilintetgørelse i møde. Ligesom jordklodens bevægelse ikke i sig selv er tid, er forgængeligheden ikke i sig selv tid; den bliver først til tid, når den bliver bevidst for en bevidsthed. Den kan imidlertid kun blive bevidst for os, hvis vi vender os imod forgængelighedens bevægelse. Hvis vores bevidsthed blot flød med forgængelighedens strøm mod opløsning og død, ville vi ikke kunne erfare tiden. Bevidstheden ville opløses og forsvinde i øjeblikke, der konstant forsvandt.

Bevidstheden om tiden opstår ved, at bevidstheden gør modstand mod tidens forsvinden. Bevidstheden gør modstand imod forgængeligheden ved at udstrække nuet. Det er den i stand til i kraft af, at den kan holde det forbigangne tilbage og foregribe det kommende. Den holder fast i det øjeblikkeligt forbigangne i retention og forudgriber det kommende i forhold til det øjeblikkelige nu i protention . 1 Et godt eksempel på, at bevidstheden evner dette, er, at vi er i stand til at høre en melodi. En melodi består af en række af toner, der følger efter hinanden. Hvis vi lyttede til denne række af toner på den måde, at den ene tone forsvinder, når den næste lyder, så ville vi ikke høre en melodi, men en række usammenhængende toner. Når vi hører en melodi, så gør vi det i kraft af, at vi fastholder den forbigangne tone og foregriber den kommende samtidig med, at vi hører den nuværende. At høre en melodi er at høre alle toner i melodien som en samtidig sammenhæng.

1. Jf. Husserl 1966.