Rundesang uddrag

Hanne Jul Jakobsen

Rundesang Om tomhed og muligheder

Eksistensen

Prolog

Han er ganske givet mere intelligent og imponerende end jeg. Også mere irriterende. Tror jeg. Han har i hvert fald høje tanker om sig selv. Det har jeg også. Og endda uden noget særligt at have dem i. Han skilter med dem. Slår dem op på byporte og råber dem ud fra tagene. Det gør jeg ikke.

Normalt. Jeg tænker bare mit. Som regel. Lige indtil jeg gjorde mig selv til Prædikeren og overtog hans ord. Jeg ændrede dem ikke. Ikke et komma. Næsten. Men jeg gjorde dem til mine og vendte og drejede dem og smagte på dem og hoppede rundt i dem og gav dem tøj på. Noget af det klæder dem måske ikke. Smag og behag. Jeg klædte dem også ud, så man ikke kunne kende dem. Og klædte dem af, så det næsten blev for nøgent. Nogle af dem trampede jeg ned, og andre fremhævede jeg helt ude af proportioner med Prædikerens idé. Det værste er nok, når han bliver lidt for meget mand – og jeg måske lidt for meget kvinde. Og jeg talte og talte og talte, så han indimellem blev helt udrangeret og gik ud og drak en øl eller plantede en vingård eller hvad mænd nu gør. Han udfordrer mig. Helt vildt. Og har været bedre til at give plads end så mange. Givet mig en lejlighed. En tid til at tale.

5

Jeg er besat af en tekst. Eller måske nærmere. Jeg har besat en tekst. Er flyttet ind i den. Uden at spørge. Det er ikke en hvilken som helst tekst. Den er 2500 år gammel. Cirka.

Prædikerens Bog fra Det gamle Testamente. Så den kan ikke gøre for det. Det er mit valg. Ene og alene. Egentlig helligbrøde. Ja, det er det. Jeg gør det alligevel.

Prædikerens Bog er klassisk Haute couture. En kraftanstrengelse af en tekstperle. Vi kender brudstykker by heart, uanset om vi i øvrigt har læst i Bibelen. Den har noget næsten moderne over sig og rammer os med sin insisterende eksistentielle kredsen om meningen med det hele. Og også med en befriende idé om, at livet er som det er. Nogle gange godt og nogle gange skidt. Begge dele går over. Og det er en trøst for sådan én som mig. På en måde. Lidt. I hvert fald.

Vi deler horisont. Prædikeren og jeg. På tværs af en evighed. Næsten. Vi har Gud som den yderste horisont. Jeg opererer med tilfældighed. Det gør Prædikeren ikke. Indimellem sker der alt muligt. Også en hel del, vi ikke kan forklare – ham og jeg. Og det er det, der er livet. Vores liv, som er nu. Og midt i det er Gud med en horisont af kærlighed og håb. Det kan jeg bruge til noget. Jeg spejler mig i teksten og også i Prædikeren. Upåagtet at han er mere interessant end en 40 årig pæredansk kvindelig prædiker med kvababbelser, bosiddende i en gennemsnitlig dansk provinsby, men med en ganske udmærket REMA 1000.

6

Prædikerens Bog Prædikerens Bog er en del af visdomslitteraturen i Det gamle Testamente. I jødisk og tidlig kristen tradition gik Prædikerens Bog for at være forfattet af kong Salomon, men bl.a. sprog og stil sandsynliggør skriftets tilblivelse i Jerusalem ca. 200 f.Kr. I denne bog er teksten fra Prædikerens Bog kursiveret. En­ kelte steder er der ændret på tegnsætning eller fjernet et for­ holdsord etc. i forbindelse med tilblivelsen af den foreliggen­ de tekst.

Forfatteren Jeg er født i 1975 på Fyn som nummer fem i en søskendeflok. Jeg udmærker mig i øvrigt ved at være helt normal.

Det lyder ikke af meget, men det er noget af det vanskeligste at være. Eller i hvert fald, at blive ved med at være. Det normale. Det er under pres. Fra alle sider. Og jeg er præst.

Det gør det ikke nemmere. Jeg er også mor. Det er ret normalt i min alder, men vi bilder os ind, at det er sværere nu end tidligere. Det hele. Jeg tror ikke det er rigtigt. Og jeg har besluttet mig for, at det ikke skal være anderledes.

7

Intet nyt

Ord af Prædikeren, født Pedersen, dronning af Normalistan.

Flere af dem. De bedste. Venligst udlånt af Davids søn, kon­ ge i Jerusalem.

Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, og sådan føles det indimellem.

I hvert fald når man tænker over det.

Altså livet.

Endeløs tomhed.

Alt er tomhed.

Ikke tomhed, som en dåse uden indhold.

Ikke som ensomhed.

Ikke engang som meningsløshed.

Men tomhed som den der tanke som pludselig rammer: Hvad laver jeg egentlig her?

Og skulle jeg ikke hellere være et andet sted?

Hvad udbytte har et menneske af alt, hvad det slider med under solen?

Under følgespot og rampelys?

Hvad nytter det hele?

Slægter går, slægter kommer.

Min mormor stod i skindbutik i Varde.

13

Min mor var lærer i Middelfart.

Jeg er præst i Århus.

Aner ikke hvad mine børn bliver: Politibetjent, pilot, præst.

En plads.

En platform.

Nogen gange er den rigtig.

Nogen gange er den forkert.

Og når vi stopper op bliver vi erstattet af en anden.

Nogen gang dygtig.

Nogen gange dårlig.

Men det går over.

Videre.

Og jorden er bestandig den samme.

I bund og grund det samme.

Solen står op, og solen går ned.

Første dag.

Anden dag.

Alle fantastiske forbandede forsømte dage.

Den skynder sig hjem, og dér står den op.

Igen og igen.

14

De bekymrede bekymrer sig om den bliver ved.

Klimakæmpere taler om at den holder op med at stå op.

Indtil videre kan vi regne med den.

Hver dag.

Som amen i kirken.

Vinden blæser mod syd, og jeg blæser med som et siv der svajer.

God idé tænker jeg og lader mig føre med.

Af vinden.

Den drejer og går mod nord, og jeg drejer med.

I hvert fald hovedet.

Spejder efter muligheder.

Antændingsparat.

Vil ikke gro fast.

For alt i verden ikke gå glip af noget.

Den drejer og drejer, og vinden bliver ved at dreje.

Rundtosset.

Forvirret.

Vigtigt eller uvigtigt.

15

Alt bliver lige vigtigt og lige gyldigt: Daglig motion og frisk luft.

Friske grøntsager og hjemmelavet sushi.

Hjemmelavede børn med gode gener.

Gode venner med spændende liv.

Spændende bolig med smagfulde puder.

Smagfuld mand med vigtig karriere.

Vigtigt job med mange udfordringer.

Udfordrende fritid med plads til fordybelse.

Plads i økonomien til fantastiske rejser.

Fantastisk sexliv og pæn hud.

Og alle bække løber ud i havet, og havet bliver ikke fuldt.

Der er altid noget mere jeg kan jeg skal jeg vil.

Valget står i tåger.

Der, hvor bækkene løber ud, bliver de ved at løbe ud.

Eller det løber ud i sandet og bliver for meget.

Af det hele.

Og alt, hvad der bliver sagt, udmatter, ordene bliver bare ord.

Bliver ved snakken.

Og det er trættende i længden.

16

Ingen bliver færdig med at tale.

Vi bliver aldrig færdige. Øjet mættes ikke af at se, øret fyldes ikke af at høre. og det er også godt og det er livet og det er meningen.

Vi er konstant på vej og nogen gange går vi også bare og går i ring.

Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske.

Der er intet nyt under solen.

Eller jo.

Både og.

Nyt og nyt.

Intet nyt.

Godt nyt.

Alt er nyt.

Hvis nogen siger: »Se, her er noget nyt!« så har det, vi har for øje, allerede været for længst.

Det er set før eller i hvert fald noget der ligner.

Men vi kan ikke bruge andres erfaringer.

17

Vi må gøre vores egne og de er nye.

Måske lærer vi ikke af historien.

Vi gentager vores mødre og fædre.

Også selv om vi ikke vil se det.

Trods alt.

Vi gør det på vores måde som er ny.

I hvert fald for os.

De tidligere ting huskes ikke.

Vil ikke huskes Og de fremtidige, som vil ske, bliver heller ikke husket, af dem, som følger efter.

Og det burde de nok Eller også Ikke.

Intet nyt og alt nyt.

18