Kunsten at være menneske. En studiekreds om Camus og eksistensen

Kunsten at være menneske

EN STUDIEKREDS OM

Camus og eksistensen

Eksistensen

1: Om at være menneske

En introduktion til bogen og forfatteren Albert Camus (1913-60) og hans værker. Gennem et par håndfulde, ofte korte bøger, sætter han tilværelsens udfordringer på spidsen og stiller en række tankevækkende og provokerende spørgsmål at forholde sig til.

DET ER IKKE LET

Det er ikke let at være menneske. Der er hele tiden det ene eller det andet, man skal kæmpe med. På den anden side er det også ret ligetil. Man er der jo bare.

Man skal få det til at fungere, gerne så smertefrit som muligt, og det går jo da så nogenlunde i de fleste tilfælde. Men så sidder man der alene om aftenen: Tankerne overmander en med selvkritik, ærgrelser over forkerte valg, usikkerhed angående fremtidsperspektiver og frygten for at fortiden indhenter en. Og mere til.

Når man senere ser tilbage, ser man dog ret tydeligt og overraskende nok, at det var ret få valg, man skulle træffe livet igennem for at få det hele på plads.

Det var ganske få valg, der afgjorde det hele. Nogle valg, man fik taget, nogle valg, man ikke fik taget. Nogle konsekvenser, der viste sig, nogle ting, der kom udefra.

Dette er en bog om nogle af de mest påfaldende, akutte og udfordrende problemer, vi støder på som mennesker, og om måden, vi forstår dem på og reagerer på dem.

Disse reaktioner kan lære os noget om, hvem vi er, og hvordan vi kunne blive bedre til kunsten at være menneske. For det er åbenbart både let og svært.

Bogen er opdelt i otte afsnit, som hver tager et af tilværelsens grundproblemer op, som Camus skitserer det.

De enkelte afsnit er bygget ensartet op. Problemet og Camusbogen præsenteres, derefter følger fyldige handlingsreferater, hvor vi ser nuancer og detaljer af problemet. De enkelte afsnit slutter med et andet blik på det pågældende problem – fra en anden forfatter. Det er altid godt at se på tingene udefra. Hvert kapitel afsluttes med 8-12 spørgsmål til overvejelse eller samtale i studiekredssammenhæng. Bogen kan læses og spørgsmålene drøftes, uden at man har læst Camus’ egne bøger. Men det er selvfølgelig ikke en opfordring til ikke give sig selv den glæde. Man behøver ikke gå kronologisk til værks. Af samme grund har det også for sammenhængens skyld været nødvendigt med enkelte gentagelser.

Albert Camus er født i Algeriet i 1913 af såkaldte pieds noirs (sortfods) forældre. Det er betegnelsen for de franskmænd, der er født i Algeriet under den franske kolonitid 1830-1962. Han mistede sin far under 1. Verdenskrig, mindre end et år efter sin fødsel.

Han voksede op under beskedne kår, men kom på universitetet og tog eksamen i filosofi. Hans magisterafhandling Kristen metafysik og nyplatonisme fra 1936, viser en tidlig interesse for kristendommens oprindelse og

oprindelige indhold på vej mod den moralske magtposition i historien og samfundet, som meget af Camus’ forfatterskab gør op med. Interessen blev senere delvist overskygget af Camus’ beskæftigelse med nihilismen og den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Søren Kierkegaard (1813-55) og særligt den russiske romanforfatter Dostojevskij (1821-81) er, som vi adskillige gange skal se, også blandt Camus’ inspirationskilder. Flere af hans bøger ligger endog meget tæt op ad Dostojevskijs i opbygning, plot og temaer.

Under 2. Verdenskrig gik Camus, der nu boede i Paris, ind i modstandskampen som tidskriftsredaktør. Han havde haft tuberkulose som 17-årig og kunne ikke deltage i krigen. Efter et romanforsøg ved afslutningen af uddannelsen, som Camus valgte ikke at udgive, udkom hans hovedværker i denne tid. I 1942 romanen Den fremmede og det filosofiske essay Sisyfos-myten . Den fremmede banede vej for et internationalt gennembrud som romanforfatter, og Sisyfos-myten står som Camus’ livsfilosofiske hovedværk med et berømt udgangspunkt om selvmord som svaret på livets eksistentielle spørgsmål, som vi skal vende tilbage til i kapitel 2.

Romanen Pesten udkom fem år senere, i 1947. I 1951 udkom det andet essayistisk-filosofiske hovedværk, Oprøreren . Den tredje og sidste fuldendte roman, Faldet, kom i 1956. Året efter fik Camus nobelprisen i litteratur, som en af de yngste forfattere nogensinde. I 1957 udkom Eksil og kongedømme , en bog med fem noveller, heriblandt Den utro hustru (se kapitel 8).

Camus har desuden udgivet flere mindre essaysamlinger og en håndfuld skuespil, herunder Caligula (1944). I 1959 opførtes en tolkende dramatisering af Dostojevskijs roman De besatte (Onde ånder) .

Camus kom i begyndelsen af 1940’erne ind i kredsen omkring to andre franske romanforfattere og filosoffer, Jean-Paul Sartre (1905-80) og Simone de Beauvoir (1908-86), men det kom til et brud med Sartre på grund af uenigheder om den sovjetiske diktator Josef Stalin og idéen om det totalitære regime, som Sartre ikke tog afstand fra. Kritikken af det totalitære er et gennemgående træk i Camus’ tænkning, helt tilbage fra magisterafhandlingen.

AT LÆSE CAMUS

Det er en helt speciel oplevelse at læse Camus. Camus udtrykker sig kortfattet og dækkende. Han kan som en fransk impressionistisk maler med få penselstrøg fange det essentielle i øjeblikket, så det står klart frem og rummer nuancer, der giver noget at tænke videre over.

Camus har en dyb kærlighed til livet og mennesket, men han har også en afgrundsdyb skepsis over for en del af vores nedarvede opfattelser om tilværelsen. Selvom hans bøger går rundt om livet og døden i alle dens dimensioner, igen og igen, er han absolut ikke i mindste måde åben for en religiøs livsanskuelse.

Når man læser Camus og ikke på alle punkter deler hans livssyn, vil der derfor være mulighed for at gøre noget, man ikke så tit får mulighed for i vor tid: at gå i konstruktiv og kreativ dialog med et andet menneske med det formål at blive klogere på livet selv.

For eksempel kan man undre sig over, at der hos Camus skinner en næsten evangelisk næstekærlighedstanke igennem et ateistisk menneskesyn. For er

det ateistiske menneskesyn ikke præget af en grundlæggende selvoptagethed, om ikke andet så fordi man – som vi senere skal se eksempler på – optræder som “sin egen gud”? Og kan man ikke sige, at det vel er der, kampen skal stå for hver enkelt af os: Mellem selvoptagethed og næstekærlighed?

CAMUS’ DØD

Camus døde den 4. januar 1960 ved en bilulykke, da hans forlægger Michel Gallimard mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et træ. Camus døde øjeblikkeligt, og Gallimard døde et par dage senere.

“Ulykken så ud til at være forårsaget af en punktering eller en brækket aksel; eksperter var forundrede over, at det skete på en lang, lige strækning, en vej, der var 30 fod bred og med lidt trafik på det tidspunkt,” skrev Herbert Lottman i sin biografi om forfatteren fra 1978.

Den italienske forfatter Giovanni Catelli har undersøgt Camus’ død efter at være faldet over et afsnit i den tjekkiske forfatter og oversætter Jan Zábranas dagbøger, der beskriver, hvordan han var kommet under vejr med, at den sovjetiske efterretningstjeneste KGB havde “rigget dækket til med et værktøj, der til sidst gennemborede det, da bilen kørte med høj hastighed.” Ordren skulle være udstedt af Dmitri Shepilov, en højtstående sovjetisk politiker, som gengældelse for en stalinkritisk artikel af Camus i den franske avis Franc-Tireur offentliggjort i marts 1957.

Det er indtil videre en ubekræftet (konspirations)teori, men det er en kendt sag, at både det sovjetiske regime og den nuværende russiske efterretningstjeneste forfølger sine kritikere i udlandet. Ved bilulykken blev Camus’

papirer spredt rundt i landskabet, men redningsmyndighederne kunne samle manuskriptet sammen til den ufuldendte roman Det første menneske , der udkom i 1994.

DEN SIDSTE FILOSOFISKE RETNING

I dag stiller vi meget sjældent eksistentielle og eksistensfilosofiske spørgsmål. Vi stiller dem ikke til hinanden, og vi stiller dem ikke til os selv.

Indimellem får de fleste af os et glimt af en slags højere mening med tilværelsen. Det kan være, når et lille barn fødes i vores familie. Eller det kan være den første forårsdag. Men vi stopper ikke op og spørger os selv: Hvad siger det her om livet?

Vi lever mest i øjeblikket. Vi ser en skønhed i naturen eller oplever en følelsesmæssig glæde, men derefter er vi hurtigt videre til noget andet.

Hvis vi skal være ærlige, lever vi mest i øjeblikket, fordi det er for tungt og for besværligt at tænke på hele tilværelsen hele tiden. Når vi så endelig stiller spørgsmål til noget i livet, gør vi det mest ligesom journalisterne: De spørger, hvordan folk føler. At undlade at skabe mere tankemæssige perspektiver af tingene og finde begreber der dækker dem, er blevet en slags permanent tilstand. Der er ikke tid. Det næste øjeblik står for døren.

Det er noget vi særligt mærker i det små: Nu skal det ikke blive alt for alvorligt, siger vi, og så har vi det så hyggeligt. Men også lidt uforpligtende, ikke sandt? Og det bliver nok lidt overfladisk, gør det ikke?

Prøv at tænke på tv-dækningen af de demokratiske valghandlinger. Det er som dækningen af en sportsbegivenhed, hvor journalisterne hele tiden

arbejder sig frem mod at kåre vinderen. Der er ingen, der tænker på, hvilke samfundsperspektiver, der gør sig gældende, hvis den og den politik bliver gennemført. Det er alt for kompliceret for seerne, er logikken. Hvis det bliver for langhåret, skifter de bare kanal.

Sådan var det ikke i årtierne efter 2. Verdenskrig. 1960’erne og 70’erne er fulde af filosofiske tanker og retninger, ismer kaldte man det ofte, for der var så mange af dem. Nihilisme, kommunisme, abstrakt ekspressionisme, eksistentialisme, kapitalisme, surrealisme, rationalisme, minimalisme.

Den sidste filosofiske retning, som nåede helt ind i borgerskabets stuer i en tid, da man ikke nødvendigvis så tv hver dag og ellers ikke havde nogen skærme i sit liv, var netop eksistentialismen.

Forfattere som Albert Camus, Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre, der alle skrev både romaner og filosofisk faglitteratur, udkom over hele den vestlige verden i store oplag til små priser. Det var en tid, da der også jævnligt udkom nye bøger af Steinbeck, Hemingway og Faulkner, og hvor man kunne gå på kunstudstilling og se nye værker af Picasso, Matisse og Chagall.

ER TILVÆRELSEN I VIRKELIGHEDEN ABSURD?

Camus bliver i almindelighed opfattet som en af eksistentialisterne, men han havde selv en anden betegnelse for sit livssyn. Også det var en isme. Han kaldte det absurdisme.

Her er det nødvendigt at dvæle et øjeblik. For vi brugte et ord som sjældent bruges, men som alligevel viser sig i alt, hvad vi gør. Det var ordet livssyn. Hvad er et livssyn?

En del vil svare, at de har ikke noget livssyn, men at de er glade for at arbejde blandt andre mennesker og for at gøre noget for andre, og nogle vil sige, at deres livssyn er, at tilværelsen er en grød af godt og ondt, hvor de rige vinder til sidst.

Men ingen af delene er trods alt et egentligt livssyn. Og desuden har alle et livssyn, hvad enten de ved det eller ej, som vi skal se. Det er svært at svare på, hvad et livssyn er, når vi ikke længere perspektiverer tilværelsen i begreber, men mere i følelser. Tidligere ville man f.eks. sige, at man var stoisk indstillet. Nogle ville sige, at de var kristne og forstod livet efter døden som det egentlige. Men der findes mange andre livssyn. Man kunne være asketisk, eller man kunne være “levemand”, en, der sørgede for at få mest muligt ud at tilværelsen, mens tid var. Et livssyn er det, der former ens tilværelse, og frem til i hvert fald 1970 var alle mennesker, der havde gået i gymnasiet og mange andre også, bevidste om deres livssyn.

Når man læser Camus er alle hændelser og alle personer tydeligt forbundet med et livssyn. Alting er konsekvenser af det pågældende menneskes livssyn, uanset om man er bevidst om det eller ej.

Det er derfor hensigtsmæssigt at være bevidst om, hvordan man opfatter tilværelsen. For er man ikke det, risikerer man, at tilværelsen handler med én, i stedet for at man selv bestemmer. Tilværelsen er en proces, der hele tiden foregår og sætter ting i værk, og meget af det kan vi ikke ændre på, selvom vi gerne ville. Men ved vi ikke, hvorfor vi reagerer, som vi gør i de pågældende situationer, eller er opmærksomme på, at vi skal finde ud af, hvorfor vi reagerede som vi gjorde, så bliver det meget sværere alt sammen. Så er man en viljesløs brik i et spil, man ikke kender eller tænker over reglerne for.