EKSISTENSEN
SVENDE GRØN
Jonas’ Bog
Jonas’ Bog
… læst af Svende Grøn
Eksist E ns E n
En figur svæver nogle meter under loftet, når man træder ind i Hvidbjerg Kirke midt på Thyholm. Den forestiller en omtrent meterlang blå fisk med gyldne finner og hale. Smukt og omhyggeligt er fiskens skæl udskåret, og den holder balancen i rummet, fordi en mandsfigur er på vej ind i (eller ud) af hvalfiskens gab.
Det er tydeligt, at kunstneren, der levede for knap tre hundrede år siden, ikke har kendt nævneværdigt til havdyrs anatomi, så han har udfyldt mellemrummet mellem teksten fra Jonas’ Bog og sit værk med sin egen særegne og fantasifulde forestillingsevne.
Da kunstværket blev placeret i kirken i midten af det attende århundrede, var de sikkert både imponerede og begejstrede for det præcise udtryk af indholdet af en bibelsk beretning. Det var en direkte og konkret afbildning af en begivenhed, som havde fundet sted hundredvis af år tidligere i et fjernt land, og det var ikke muligt for datidens thyholmboere at tro anderledes. Illustrationen var helt præcis! tænkte de.
Det skulle i fremtiden vise sig, at det ikke kun var hvalfiskens fysiske udformning, der var udfordrende, men det var hele ideen i Jonas-myten om en gud, der bogstaveligt talt kan skabe storm og lade sin profet
sluge i en mundfuld, som mildt sagt måtte genfortolkes gennem oplysningstid, modernisme og helt ind i denne senmoderne tid, hvor alting roder rundt, hulter til bulter mellem hinanden, og hvor man problemfrit kan rumme modsætninger og modsigelser. Som Jan Lindhardt sagde: ”Når du modsiger dig selv, kan du sige dobbelt så meget!”
Den forslugne fisk med petroleumsblå skæl hænger alligevel roligt i sine håndsmedede stænger, der er fæstnet et sted oppe på den anden side af loftet. Selv om Teknologisk Institut mig bekendt er bekymret for den bærende konstruktion – der er vist borebiller i bjælkerne – bliver fisken og dens fortælling nok hængende i rum og bevidsthed vores tid ud. Ligesom den romanske kirkebygning, der i middelalderen var vidne til bispemord, børneofring og bandlysning, sandsynligvis bliver stående midt i forandringens vinde og vestenvindens hærgen. Kirkeklokkerne trækker stadig tålmodigt morgenen ud af nat og lægger kloden til hvile ved arbejdsdagens ende. Det sørger den automatiske ringning for! Den er meget mindre omkostningstung, end dengang graveren vimsede rundt mellem kirkerne i pastoratet, så ingen skulle efterlades i et tidløst tusmørke. Men ærligt talt: Man kan savne, dengang man kunne kende sin graver og hans afløser på bedeslagenes rytme.
Søndag efter søndag sidder der den dag i dag et ældre ægtepar under figuren. De kender alle salmer, bønner og bibeltekster. De rejser sig uden at skulle nogen steder og sætter sig igen, når teksten er læst til ende. De danser en mimisk koreografi af bevægel-
ser i rummet, når de bevæger sig mellem kirkebænk og alter og ind og ud ad kirken. De hviler trygt i en før-moderne tro på Gud, hvor alt er dikteret af hans almægtige vilje. Arm i arm går de ind og ud ad kirken.
En anelse langsommere end før i tiden, for manden er de sidste par år begyndt at gå med stok. Den vej skal vi jo alle.