Den borgerlige orden

Eva Selsing og Rune Selsing

Den borgerlige orden Om angrebet på det almindelige menneske

Eksistensen

Til Jozef

INDHOLD Hvorfor vi har skrevet denne bog . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .10 Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11

Mennesket, der ville være Gud

21 Idéernes magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 Guds død og hvad man satte i stedet . . . . . . . . . . . . . . . 33 Hadets første filosof . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 Hinsides godt og ondt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .41 Det 20. århundredes vigtigste tænker . . . . . . . . . . . 44 En ny verden uden sandhed og kristen moral . . . . . . .50 Det autentiske menneske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56 Fordømt til at være fri . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .61 Det antiborgerlige liv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 69 Kvinder, der hader kvinder . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 Ungdomsoprøret og det ny evangelium . . . . . . . . . .78 Marx, Mao og Marcuse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .82 Vi er alle blevet overmennesker . . . . . . . . . . . . . . 89 Udgrænsningen af det normale . . . . . . . . . . . . . . . . .95 Alt er magt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 Hvad kalder man personer, der menstruerer? . . . . . . 111 Hvidhed og racismens genkomst . . . . . . . . . . . . . 120

Kulturrevolutionen

129 Destruktion af virkeligheden som vejen til revolution . . . . 130 Mellem dyr og overmenneske . . . . . . . . . . . . . . . 132 Sammensmeltning af avantgardekunst og fascisme . . . 135 Rådne rotter, der har smittet bourgeoisiets tarme . . . . 137

En ny virkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140 Klatmaleriet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 Avantgarden overgiver sig aldrig . . . . . . . . . . . . . 145 Kunsten skal nedbryde os . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 Hvad det grimme gør ved os . . . . . . . . . . . . . . . 153

Den nye moral

159 Vi kan ikke leve uden et eksistentielt indhold . . . . . . . . . 160 Det nye menneske har ondt i sjælen . . . . . . . . . . . 163 Da mennesket lærte at hade sig selv . . . . . . . . . . . . . . 169 Det småborgerlige liv er det værste . . . . . . . . . . . . 173 Du skal helst være unormal . . . . . . . . . . . . . . . . 176 Hvem er jeg? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 182 Det forkerte køn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183 Den eneste ene er mig selv . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 Den subversive identitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . 193 Sex uden mening . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 199

Vejen tilbage

209 Mennesket har brug for det sakrale . . . . . . . . . . . . . . 210 Evigheden findes også i skønheden . . . . . . . . . . . . 218 Det borgerlige liv er det egentlige . . . . . . . . . . . . . . . 227 Slægt skal følge slægters gang . . . . . . . . . . . . . . . 235 Kærlighed og sex hører sammen . . . . . . . . . . . . . 241 Dit køn er dit anker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 245 Det evige fællesskab i nationen . . . . . . . . . . . . . . 251 Verdens sjæl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Epilog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 Litteraturliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 268 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 275

HVORFOR VI HAR SKREVET DENNE BOG Vi mødte hinanden første gang i vinteren 2007. Det var en sen eftermiddag i humanioras gamle barakker på Københavns Universitet Amager, hvor vi begge læste filosofi. I dag er de revet ned, men de, der kan huske dem, vil kunne genkalde sig lysstoflampernes skær, klinkegulvene, de grå institutionslofter og den generelt trykkede stemning af 70’er-tidslomme. Der lugtede altid lidt hengemt.

Måske fordi nogen havde glemt en makrelmad et sted, eller fordi hashrygningen inde fra filosofis studentercafé ‘Alkvantor’ sivede rundt om betonhjørnerne. Men alt det trådte i baggrunden den mørke februardag. Vi gik på forskellige hold, men genkendte hinanden fra billeder. Ugen efter mødtes vi i det nye KUAs larmende kantine og spiste en elendig tomatsuppe. Rune var politisk aktiv i Venstre; Eva var bare træt af at være det eneste borgerlige menneske på sin årgang. På studiet læste vi tænkerne fra antikken og frem til i dag, og det slog os begge, hvor stor en indflydelse mange af den nyere tids filosoffer havde haft på samfundet – selvom deres umiddelbare virkefelt var begrænset til akademiske cirkler. Men fordi deres bøger og tanker var og er svært tilgængelige for de fleste, var dybden og bredden i deres samfundspåvirkning ikke noget, folk sædvanligvis var bekendt med.

Vi så en forbindelse til nogle af de spørgsmål, der optog os mest: Hvorfor går almindelige mennesker rundt og skammer sig over at være almindelige? Hvorfor ligger det i tiden, at vi skal være kede af vores historie, traditioner og opfattelse af ret og vrang? Hvorfor 7

den passivt-aggressive dyrkelse af det unikke, det unormale eller det, der på anden måde afviger fra gennemsnittet? Når det, der ligger udenfor normen, ophøjes som moralsk bedre, er det også et signal til de almindelige mennesker: I er inferiøre. Jeres gennemsnitlighed er pinagtig eller forkert. Men hvad er det for en stemme, der taler? Hvilken magt er det, vi ligger under for – og hvor kommer den fra?

Der gik ikke længe efter, at vi var blevet kærester, før vi begyndte at tale om at skrive en bog om netop det. Mere præcist ville vi gerne forklare den ændring i holdninger og tænkemåder, der på få årtier havde grebet hele Vesten og formet den enkeltes syn på livet. I uddannelsessystemet, i medierne, i politikken og debatten så man sporene af disse idéer, udtænkt årtier tilbage. Og selvom der var tale om meget forskellige tanker, havde de noget til fælles.

Noget afgørende. Nemlig modstanden mod det bestående. Mod det normale. Mod vores arv. Mod det, vi i bogen kalder for ‘den borgerlige orden’, og som vi forklarer mere uddybende senere. Her rækker det at sige, at denne orden og dens ‘borgerlige’ menneske ikke handler om politisk ståsted. Det handler ikke om omfordeling, men om kultur. Forankring. Hverdagsfølelser. Angrebet på det normale rammer alle dem, der lever deres almindelige liv i fredelig samklang med alt det værdifulde, vi har fået i arv. Mennesker, der holder af og kan se det gode i vores samfund, kultur og civilisation. Den borgerlige ordens menneske er i lige så høj grad socialdemokrater som konservative og liberale – altså også selvom vedkommende ikke er borgerlig i politisk forstand.

Det gik hurtigt op for os, at der hvor ændringen havde haft størst indflydelse på den enkeltes liv, var i moralen. I synet på, hvad der var godt og dårligt, rigtigt og forkert. På, hvad vi skal bruge vores liv til. Uden for studiet læste vi andre bøger, som var med til at spore os ind på projektet. Særligt den engelske psykiater Theodore Dalrymples beretninger om moralen i den britiske underklasse inspirerede os til at undersøge, hvordan en ny moral vokser frem (og hvordan en gammel moral går tabt).

8

Vi besluttede at spore de filosofiske idéer tilbage til deres ophavsmænd, forklare dem og deres forbindelse med nutiden. Og så ville vi gerne tale den borgerlige ordens sag. Tydeliggøre, hvorfor den er god for mennesker og samfund. Det var og er vores håb, at læseren vil forstå lidt mere af den udvikling, han eller hun er et produkt af og befinder sig midt i.

Vi håber også – uagtet om man er enig i vores konklusioner eller ej – at man vil finde vores forsøg på at fremdrage et underbelyst udviklingsspor spændende. Måske endda overbevisende.

Eva og Rune Selsing Charlottenlund, juli 2022

9

TAK Denne bog var ikke blevet til uden Evas mor Dorthe, som utrætteligt med både støtte, forståelse og overskud har stillet op til børnepasning og givet os mulighed for at skrive. I hverdage, weekender, ferier og under vores ophold på Ørslev Kloster gennem flere år. Tak for din uvurderlige hjælp.

10

INDLEDNING Det almindelige menneske er under angreb og har været det i årtier. Uden at vide det. Over hele den vestlige verden går ganske almindelige, ordentlige mennesker rundt og føler sig forkerte. De får at vide, direkte eller indirekte, at de ikke er spændende, unikke, autentiske og normbrydende nok. Ja, faktisk er deres manglende oprør mod det bestående betænkeligt. Er de dumme og provinsielle, eller er de måske farlige, reaktionære typer? I medier, kunst, på uddannelsesinstitutioner og i populærkultur er trafikken ensrettet og går mod stadig større grad af såkaldt progressivitet: normer er til for at blive nedbrudt, og det almindelige menneske er foragteligt normbevarende.

Hvordan blev det sådan?

Vores ærinde er at sandsynliggøre en afgørende, men forsømt del af forklaringen: De vigtigste filosoffer i det 20. århundrede har haft stor indflydelse på os. Meget større end mange måske forestiller sig er muligt. Ikke bare på tænkningen, selvfølgelig, men på hvordan vi alle går til livet. Hvordan vi ser på hinanden. Og hvordan vi opfatter os selv. Familie. Ægteskab. Kærlighed. Troskab.

Pligt. Køn. Sandhed. Der er tale om en skjult og uerkendt indflydelse, hvilket er paradoksalt. Altså: hvordan kan nogen, hvis tanker gennemsyrer stort og småt i samfundet, samtidig være skjulte?

Svaret er det enkle, at de færreste kender til disse filosoffer, fordi deres bøger er utilgængelige og kun bliver læst af (venstreorienterede) akademikere. Men det har ikke forhindret budskaberne i at sive ud i samfundet. Og her er vi så efter lidt mere end et århundrede med en effektiv prægning fra tænkere, der ønskede 11

at ændre grundlæggende forhold ved vores samfund og moral.

Vi kan konstatere, at store dele af samfundsudviklingen er gået i retning af det, disse tænkere ønskede. Ikke hvad angår det materielle, økonomiske og parlamentariske, men åndeligt. Hvad angår vores indre, er der tale om en anselig succes for dem, der gerne ville befri os fra traditioner og arv. Ændre vores tanker om de mest intime relationer – til børn, ægtefæller og anden familie. Men såmænd også vores forhold til lokalsamfund og nation, ja, til selve den kultur, vi er født ind i. Og ikke mindst vores forhold til Gud. Der er en tendens til at romantisere sådanne tænkere – og deres vigtige popularisatorer, kunstnerne – på trods af deres radikale had til det samfund, de levede i. Ja, trods deres brændende ønsker om at lave mennesket grundlæggende om har vi stadig et billede af dem som en slags begavede, men harmløse excentrikere. Og det er da også sandt, at deres virkningshistorie ikke har været lige så tydelig eller voldsom, som de fleste af dem ønskede – mange ønskede jo revolution. Og revolutionen udeblev. Til gengæld fik de faktisk ændret meget i vores kultur og vores moral. Det er sværere at spore, men det er vigtigt at gøre forsøget. Vi kan nemlig ikke modgå en udvikling, vi ikke forstår.

Så hvad ville disse tænkere? De fleste ville som sagt lave samfundet og mennesket om. Fra bunden. Ikke bare i en banal kommunistforstand, men totalt, og dybt. De ønskede grundlæggende, at vi skal tage 2000 års historie og slå en streg over den. Begynde på ny efter en skabelon, som de tilfældigvis selv havde tegnet. Målet var og er for manges vedkommende at få mennesket frigjort til at leve uden begrænsninger eller hæmninger, og i hvert fald uden for normen. Normen må dø, for at vi kan nå den storslåede fremtid, hvor vi selv bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Hvor det at gøre som de andre er svagt, uautentisk og falsk. Hvor tilværelsens centrum er den enkeltes selvtegning som anderledes end de andre.

Det er et opgør med vores livsform, med vores arvede fællesskaber, og det er et opgør med det normale menneske. Men fordi opgøret er formuleret så kryptisk og fjernt fra de flestes hverdagstilværelse, kræver det lidt oversættelsesarbejde at forklare, hvad der egentlig 12

er foregået. De intuitioner som borgerlige mennesker allerede har om deres liv – om ægteskab, kærlighed, kunst, sex, pligt – det er vores målsætning at beskrive, hvordan og hvorfor de er under angreb. Dette perspektiv på kulturkampen mener vi mangler.

Der er skrevet masser af kulturkritik om det moderne samfund.

Om at vi er materialister, egoister og åndløse – og det er skam sandt nok. I et kapitalistisk samfund er der et ræs, der går på at producere, konkurrere og forbruge, og dette ræs æder sig ind i folks liv. Det ér et alvorligt, moderne problem. Men det er også et meget velbeskrevet problem. Og et problem, hvis omstændigheder nødvendigvis er overfladiske: forbrugsræset handler først og fremmest om politik og økonomi. Ikke om menneskets indre. Hvorimod mennesket er helt centralt i det, der i fagtermer kaldes ‘kontinentalfilosofi’, og som er den idétradition, vi gennemgår mest af.

Det fortjener en lille uddybning. Fagfilosofien opererer groft sagt med to overordnede traditioner. Man skelner mellem ‘analytisk’ og ‘kontinental’ filosofi. Analytisk filosofi beskæftiger sig med logik, sprog, etik, demokrati og politik; altså emner, der lader sig videnskabeliggøre og har en ambition om at nærme sig idealer, som vi kender dem fra naturvidenskaben. Analytiske filosoffer er primært fra den engelsktalende verden. Kontinental filosofi, derimod, henter det meste af sin næring i det kontinentale Europa; ikke mindst i tysk og fransk filosofi. Denne tradition er måske tættere på, hvad almindelige mennesker opfatter som filosofi; her beskæftiger man sig med livet i bredere forstand.

‘Kontinental filosofi’ er ikke et begreb, kontinentale tænkere bruger. Det er snarere et, analytiske tænkere bruger til at klassificere den filosofi, der ikke er umiddelbart videnskabeliggjort.

Politisk borgerlige mennesker, særligt liberale, har typisk et analytisk-filosofisk blik på samfundstænkningen, og det gør dem desværre blinde for meget af det, der foregår uden for den analytiske tradition. Sagt på en anden måde: borgerlige tænker mest i samfund, stringens og principper og mindre i mennesker, moral og eksistens. Borgerlige akademikere har det med at afskrive kontinental filosofi som fup eller pseudovidenskab og derfor ikke værd 13

at beskæftige sig med. En stor fejl. For det første er der masser af spændende, lødig tænkning i den, men endnu værre, så har denne tænkning en gennemgribende indflydelse på, hvordan vi alle sammen lever vores liv – også de borgerlige.

En stor del af årsagen til, at borgerligheden i disse dage befinder sig i en krise, er, at den ikke forstår, hvad der har angrebet og stadig angriber den. Den liberale forklaring på krisen er noget med principper, der bliver knægtet og rettigheder, der krænkes, og frihed, der er for lidt af. Det kan også sagtens have noget på sig, men en sådan analyse forbliver på samfundsniveau. Den kan ikke indfange det, den venstreradikale tænkning – som dele af kontinentalfilosofien står i nær forbindelse med – gør ved mennesker, ved kultur og ved moral. Ja, den kan sådan set ikke indfange mennesker, kultur og moral overhovedet.

Men det forklarer også venstreradikalismens intellektuelle føring i årtier: de, der orker at beskæftige sig med mennesket, med ret og vrang, med køn, med seksualmoral, med normer – hvor rabiat det end gøres – løber med dagsordenen. Mange borgerlige og mange almindelige centrumvenstreorienterede aner ikke engang, hvad der har ramt dem. Denne bog er et lille forsøg på at forklare, hvad det var og er.

Vi mener, at idéerne bestemmer historiens gang. Andre vil hæfte sig ved bestemte begivenheder eller, hvis de er ortodokse marxister, de økonomiske forhold som forklaring på udviklingen.

Vi mener, at det er omvendt: samfundsmennesket handler aldrig uden en idé. Hvor svag, overleveret, påduttet eller uerkendt, den er, er for så vidt ikke afgørende. Det vigtige er, hvilken ideologisk, kulturel, religiøs eller social prægning, der ligger bag. Derfor er vores ærinde at forklare afgørende dele af udviklingen i Vesten det seneste århundrede ved at undersøge de mest toneangivende moralske idéers filosofiske udspring. Dette udspring har vi samlende kaldt for ‘hadets filosofi’, fordi fællesnævneren er modvilje mod den eksisterende orden. Vil man forstå det, der sker i Vesten lige nu, er disse idéer ikke til at komme udenom.

14

Den røde tråd gennem bogen er denne filosofi, dens aflejringer i kultur og mennesker – men først og fremmest dens betydning for vores moral. Nu kan det lyde, som om vi identificerer en monolit; som om, vi antager, at de mange understrømme i hadet har arbejdet sammen eller optrådt uniformt. Det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Som læseren vil se, fremhæver vi forskellige tænkere, som på en lang række parametre havde uens og i nogle tilfælde helt uforenelige ærinder. Alligevel håber vi, at det er lykkedes os at vise, at de er en del af samme idétradition med stor, negativ indflydelse på vores fællesskab. Vi håber at berøre og forklare nogle af de væsentligste udspring for angrebene på den orden, vi ser som grundlaget for vores gode samfund: den borgerlige orden.

Den borgerlige orden er denne civilisations grundlæggende institutioner. Den dækker altså over de elementer, der bærer den livsform, det almindelige, vestlige menneske i generationer har levet i og været en del af. Den borgerlige ordens substans er de normer, som lever i familien, i de to køn og deres rollefordeling, i den historiske dannelse, i den overleverede viden, i tilliden mellem os og vores forhold til ret og vrang. Ordenen bor i skolen, i kirken, i kongehuset, på museerne, i teatret. Men den bor i særlig grad hjemme hos os selv. I os og mellem os. Den huser og bestemmer hverdagsmoralen: det må du og det må du ikke, hvis vi skal opretholde freden og friheden og sikre vores børns fremtid. Hvis vores samfund skal være socialt og kulturelt bæredygtigt. Forgangne og fremtidige generationer er afgørende. Bevidstheden om og kærligheden til det, der er gået forud, sammen med omsorg for det kommende, rodfæster det borgerlige menneske i sin egen tilværelse og gør det dueligt til at dele rodnet med andre mennesker også, så de sammen kan styrke underskoven af hjerter, der banker for en række fælles sager som er uundværlige for det gode samfund: familien, det lokale, fædrelandet, kirken, kongehuset, freden, friheden, trygheden, den ordentlige og ansvarlige adfærd.

Den borgerlige orden sikrer sig fornyet liv ved også at være indlejret i en række personlige karaktertræk, vi finder (eller har fundet) vigtige og opbyggelige. Troskab, loyalitet, ansvarstagen, 15

sanddruhed, mådehold, pligt, samvittighedsfuldhed, retfærdighed og omsorg for dem, der har brug for det, taknemmelighed, kærlighed til det overleverede, til landsmænd og nation og vilje til at beskytte det uskyldige.

Når vi har valgt at skrive om moral i denne bog, er det ikke mindst i erkendelse af, at det ikke er love, regler og rettigheder, der er fundamentet for vores succesfulde samfund. Det er tværtimod den kultur og den moral, vi alle sammen deler som en førpolitisk, nedarvet gave fra vores forfædre, som har givet og endnu i noget omfang giver de vestlige demokratier deres fred, frihed og velstand.

I særdeleshed kan den bærende moralske ramme, som kris­ tendommen er, ikke overleve uden aktiv tilslutning dertil. Det er umuligt at overdrive den betydning, kristendommen har haft og har for den borgerlige orden. Ægteskabet. Omsorgen for de svageste. Vores syn på retfærdighed og tilgivelse, stræben efter sandhed, udviklingen af samvittighedsfuldhed som samfundsvæsentligt karaktertræk, den individuelle skyld og dermed det individuelle ansvar. Der var ganske enkelt ingen borgerlig orden og ingen vestlig civilisation foruden.

Derfor er det også trist, at en slags moralsk afdragsfrihed har bredt sig blandt os; nemlig det åndsfattige credo om, at ‘så længe det ikke skader andre, er X da helt fint – jeg vil ikke blande mig i andres livsvalg’. Alle lån skal dog indfries, og nu nærmer vi os tiden, hvor vi ikke længere kan nøjes med at gabe velbehageligt og erklære, at enhver da må gøre, som vedkommende lyster. Jorden under vores fællesskab slår sprækker, og individet trives ikke med det. Det drukner i frihed. Skal vi gøre os nogen forhåbning om at genindlejre os selv og hinanden i det, intet menneske kan leve trygt, meningsfuldt og forankret foruden, må vi vende tilbage til moralen. Huske på, hvad der er rigtigt og forkert. Ikke at vi skal til at formulere alle mulige forbud, nej, men vi kommer ikke udenom at forholde os til hinanden og os selv som moralske væsener, hvis handlinger og domme rækker ud over den enkelte. Det er hvad civilsamfundet er gjort af: det er ikke opretholdt og dueliggjort af abstrakte rettigheder. Civilsamfundets rødder er et sirligt netværk 16

af uudtalte normer, forventninger og standarder for ‘sådan gør man’.

Som igen finder sin grund i vores opfattelse af godt og ondt, af ret og vrang. Og for at være en levende moral i et sammenhængende fællesskab må den udøves. Den må tænkes, tales, erkendes. Det vil sige, at vi må dømme. Vi må godt rynke på næsen ad manden, der er sin kone utro, eller ad kvinden, der forlader sine børn for at udleve sin seksualitet. Fordi troskab er en samfundsbærende dyd, som er god for mennesker, fordi ægteskabsløftet er helligt, og fordi børn ikke har bedt om at blive født. Når man sætter små mennesker i verden, er der intet, der er vigtigere end ansvaret for netop dem.

Så må lysten og egoet vente. Vi må godt forholde os skeptisk til en promiskuitetsfremmende kultur, fordi den gør os afstumpede og dyriske over for hinanden. Vi må godt sige fra overfor skamløse mennesker, fordi de er forfærdelige at være sammen med og udøver en urimelig magt over de almindelige og beskedne, hvilket slider på kittet mellem os. For blot at tage et par eksempler. Faktisk håber vi, at flere ved endt læsning ikke bare føler sig bestyrket i deres snusfornuftige moralske tanker; vi håber, at man vil tage dem frem med stolthed og lade dem virke i verden.

Det gør man bedst ved at forstå, hvorfor disse moralske følelser er gode og rigtige – og ved at kende til deres modsætning. Hadets filosofi er opbyggelighedens og den borgerlige ordens fjende og har vist sig utroligt effektiv til at fornedre og marginalisere det normale, det småborgerlige, det nedarvede. Almindelige mennesker i Vesten går som sagt rundt og krymper sig over ikke at være mere rebelske, autentiske og egentlige. De lever med en slags indbygget animositet mod det samfund, de er rundet af. Mod de normer, der har formet dem og deres landsmænd. De har fået at vide alle vegne fra, at det ikke er nok at føre en ansvarlig, kærlig tilværelse med sin familie, venner og givende interesser. Hvor kommer de idéer fra? Vi har et, synes vi selv, godt bud, som vi sandsynliggør i det følgende.

Vi har valgt de tænkere, der har støbt fundamentet til og produceret indholdet i hadets filosofi. Altså de filosoffer, der har haft størst indflydelse på de moralske idéer, der cirkulerer i og præger 17

det brede samfund i det 20. og 21. århundrede. Vi gennemgår dem tematisk og fremdrager kulturkampens forskellige komponenter i det, der forhåbentlig er en nogenlunde pædagogisk fremstilling.

For alle tænkerne gælder det, at deres virke har været bredere end de destruktive tanker, vi fokuserer på, og vores fremstilling skal derfor ikke læses som en generel introduktion. Vi har bestræbt os på at gengive deres tænkning så loyalt som muligt, men vores fortolkning adskiller sig fra den gængse udlægning fra deres sympatisører. De er sjældent blevet udlagt af andre. Vores arbejde sigter mod dette: at gøre receptionen af og påvirkningen fra de mest toneangivende filosofiske idéer fra det forrige århundrede (og lidt fra århundredet før da) begribelige for læseren. Derfor vil den idéhistoriske gennemgang også smage lidt af lærebog. Dernæst vil vi oversætte idéerne fra deres abstrakte liv i bøger og kunst til deres praktiske betydning for mennesker.

Bogen er inddelt i fire overordnede afsnit: det idéhistoriske, der gennemgår idéerne og deres ophavsmænd; et kunstafsnit, der viser, hvordan disse idéer totalforandrede kunsten; et moralsk afsnit, der gennemgår, hvordan idéerne har påvirket det enkelte menneskes livsverden og -valg; og et opbyggeligt afsnit, der i skitseform tegner vores bud på en vej tilbage til den borgerlige orden.

Det er vores håb, at læseren med bogen vil få den samme oplevelse, som vi har haft: en bedre forståelse af de tanker, der har formet det samfund, vi befinder os i nu. Et borgerligt blik på noget, der ellers kun udlægges fra venstre. Vi må hellere skynde os atter at minde om, at det altså ikke er en bog kun for borgerlige mennesker, selvom den har et konservativt afsæt. Nej, vores brug af ‘borgerlig’ i forhold til moral og hverdagsliv har som allerede nævnt ikke noget med skat eller omfordeling at gøre, og de fleste venstreorienterede er i denne forstand også borgerlige, idet de i større eller mindre grad tilslutter sig den borgerlige orden i betydningen vores nedarvede fællesskab.

Vi håber derudover også, at vi kan være med til at fjerne noget af nutidsmenneskets skam over at være normal, pligtopfyldende, kristen, heteroseksuel og hvilke markører, det ellers er på mode at 18

hade. Et middel mod skammen er at forstå hadet til den borgerlige orden og dens bærere – altså alle almindelige mennesker. Når du forstår, at du måske føler dig mindreværdig eller forkert, fordi de toneangivende hader, udskammer, skandaliserer og latterliggør det, du siger, repræsenterer og gør, ophører du måske med at være helt så usikker. Så forstår du, at det aldrig handlede om, at du manglede noget, eller at du var forkert, men at det i stedet var fordi alt det, du kommer af og det, du elsker, er genstand for modvilje og afsky. Og at denne modvilje skyldes en blanding af ideologi, forfængelighed og kulturelt selvhad hos de definerende arvtagere af hadets filosofi. Når fædrelandskærlighed kaldes for ‘nationalisme’, når indvandringskritik begrundet i omsorg for landsmænd kaldes ‘racisme’, når den manglende glæde over grim moderne kunst kaldes ‘provinsialisme’ – så er det udtryk for samme fænomen: de definitionsmagthavendes forsøg på at tegne sig selv som moralsk og intellektuelt overlegne. Det skal legitimere magten. Den gode nyhed er dog, at det ikke er noget, nogen behøver at finde sig i.

Man kan afvise udskamningsforsøgene, og det gør man bedst ved at stå fast. Undlade at give sig. Jo mere, man fodrer opløserne, desto mere vil de have. Den kuede borgerlighed, der ikke forstår hvilke kræfter, hvilke viljer, der er på spil, giver sig lidt efter lidt. Det er det, der er sket over hele Vesten det sidste halve (hele) århundrede: en intellektuelt svag borgerlighed i defensiven, der kontinuerligt har blødt territorium. Lige op til i dag, hvor de radikale kræfter saver hoveder af statuer og lukker islamiske fanatikere ind i vores midte, mens nominelt borgerlige omfavner woke identitetspolitik.

Det kræver ikke bare mod at stå ved det, man er og det, man elsker. Det kræver også en forståelse af, hvorfor, det er godt og rigtigt, og af, hvad, der motiverer angrebene imod det, og hvad det helt præcist er, der lægges for had. Det er faktisk ikke så ligetil at forklare, hvad der eksempelvis gør familien så vigtig, hvorfor taknemmelighed er et afgørende karaktertræk, eller hvorfor de to køns fasthed har stor, positiv betydning for individ og samfund.

De fleste af disse institutioner og normer er jo noget, vi tager for givet og lever i og med som en fisk i sit vand. Vi har bestræbt os 19

på at give en sådan forklaring, men er på det rene med, at den må blive skitseagtig. Ikke desto mindre håber vi at inspirere til en lidt dybere refleksion. Og så kan man glæde sig over, at de fleste såkaldt progressive ikke selv aner, hvilke idéer, de viderekolporterer.

Bogen er således ikke bare et forsøg på at fremdrage og forklare et udviklingsspor og kritisere det. Den er i lige så høj grad en opfordring til uden forbehold eller blinken at afvise angrebene på det normale, på vores livsform. Ikke ud af had til angriberne, men af kærlighed til det, vi er og har fået i arv. Den er en oprejsning til alle dem, der måske uden at vide det ligger under for de ødelæggende idéers magt. Ja, som lader deres livsbane tegne efter en afstumpet skabelon, der handler om at vælge sig selv og dermed kappe pligt-, selvopofrelses- og samvittighedsbåndene til verden. Rodløse, vrede, hadefulde, selvdyrkende atomer er nemmere at styre og opildne i stor skala end taknemmelige, rodfæstede familiemennesker. Sådanne atomer, sådanne redskaber for massebevægelser, vil vi ikke være. Sådan skal vi ikke være. Det er livet for dyrebart til.

20