Bekendelser. En antologi om forpligtethed

Bekendelser

En antologi om forpligtethed

Redaktion Henrik Brandt-Pedersen

Eksistensen København 2022

Bekendelser

En antologi om forpligtethed Redaktion Henrik Brandt-Pedersen

© Forfatterne og Eksistensen 2022

Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook

ISBN: 978-87-410-0943-8

Omslag: Eksistensen

Eksistensen

Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Forord 7

Bekendelsen skal ikke forkastes, men fortolkes 9 Svend Andersen

Skal vi tage bøgerne væk? 21 Marianne Christiansen

Der er en mening med grundlovens § 4 35 Lisbet Christoffersen

Sex, syndefald og arvesynd 51 René Falkenberg

Op mod overfladen 61 Christiane Gammeltoft-Hansen

Nutidig konfessionsforpligtelse i folkekirken 71 Kristine Garde

Kirkens bekendelse mellem identitet og frihed 83 Kristoffer Garne

Folkekirkens fem bekendelsesskrifter 95 Niels Henrik Gregersen

Er dogmer ‘dogmatiske’? 111 Niels Grønkjær

Hvad ville vi mangle uden de lutherske bekendelser? 119 Bo Kristian Holm

Guds kære børn vi blev på ny 133 Katrine Winkel Holm

Bekendelsernes a priori 145 Henrik Højlund

Bekendelse og identitet 155 Anders-Christian Jacobsen

Bekendelse, fællesskab, felt og omverden 165 Hans J. Lundager Jensen

Folkekirken skal fortsat være bekendelseskirke 177

Kurt E. Larsen

Befri bekendelserne 189 Peter Lodberg

Dåben, Bibelen og bekendelsesskrifterne 207 Mogens Müller

Konfessionel identitet – forflyttet og kulturaliseret? 219 Marie Vejrup Nielsen

Bekendelsesskrifterne i lægfolksperspektiv 229 Inge Lise Pedersen

Folkekirken og dens bekendelsesgrundlag 241 Else Marie Wiberg Pedersen

Sakramente og bekendelse 253 Thomas Reinholdt Rasmussen

Om forfatterne 265

Forord

Er det uomgængeligt for en evangelisk-luthersk folkekirke at have forpligtende bekendelsesskrifter? Dette spørgsmål dukker op fra tid til anden i forskellige sammenhænge, fx til et seminar, arrangeret af teologi på Aarhus Universitet under titlen Hvad kan vi bruge Luther til i dag? (28. marts 2022). Her lød noget af oplægget således: “Den Danske Folkekirke er evangelisk-luthersk, men hvad betyder det i dag? Skal Luther parkeres på historiens blinde sidespor, eller skal Confessio Augustana gentages til punkt og prikke?” Mange var mødt op til debatten på Aarhus Universitet, og mange tager del i denne og beslægtede debatter i mange fora. Vi ville som forlag gerne følge op på den aktuelle debat om bekendelsernes status og betydning ved at udgive en antologi om emnet. Det skulle være en bog, som kunne udkomme relativt hurtigt. Artiklerne, eller i hvert fald de fleste af dem, er skrevet, så mange, også dem uden fagteologiske kompetencer, kan læse med. Bidragyderne er ikke blevet forpligtet på at lægge deres eget, per sonlige, syn på sagen frem i bidraget, men måtte gerne gøre det. Det vigtigste har været at få så mange vinkler som muligt frem på emnet. Nogle artikler belyser emnet ved at gå historisk til værks, andre har et meta-syn på sagen, og andre går primært på den aktuelle debat, men artiklerne er ikke på forhånd bestilt til at falde i bestemte, afgrænsede kategorier og bringes derfor ikke i en betydningsbærende rækkefølge.

Håbet med udgivelsen er, at man ved at læse artiklerne bliver mere kvalificeret til selv at tage del i debatten.

København, oktober 2022 Henrik Brandt-Pedersen

Svend Andersen

Der er al mulig grund til sat holde fast ved Den augsburgske Bekendelse som grundlag for Den Danske Folkekirke. Det er, hvad jeg vil vise i det følgende.

Uden Luther ingen folkekirke

“Folkekirken efter Luther”: hvis det udtryk skal betyde noget i retning af “folkekirken uden luthersk kristendom som forkyndelsesindhold”, er det selvmodsigende. For at bruge det logiske fagudtryk: det er en contradictio in adiecto, idet det adjektiviske udtryk “efter Luther” mod siger ordet “folkekirken”. Hvis vi nemlig spørger, hvad folkekirken er, finder vi som bekendt svaret i Grundlovens § 4: “Den evangelisk-lu therske kirke er den danske folkekirke”. Den Danske Folkekirke er altså simpelthen defineret som den evangelisk-lutherske kirke. Og hvis vi spørger videre, hvad den evangelisk-lutherske kirke er, finder vi sva ret i Danske Lov fra 1683, hvor landets kirke defineres ud fra de tre oldkirkelige bekendelser, Luthers Lille Katekismus og Den augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, CA). Man kan trække på smilebåndet af, at det 21. århundredes danske folkekirke er defineret af en så gam mel lov, men det er nu engang en juridisk kendsgerning. Om betyd ningen af CA siger Hans Gammeltoft-Hansen, at “dette dokument er

Bekendelsen skal ikke forkastes, men fortolkes

en nødvendighed i bekendelsesgrundlaget for et trossamfund der skal betegnes som luthersk” (Gammeltoft-Hansen 2010, 47).

Dette lille retshistoriske skoleridt er nødvendigt for at minde om, at Den Danske Folkekirke ikke er et frit åndeligt fællesskab, men en offentlig institution i den danske stat, reguleret af dennes lovgivning. Selveste Grundloven indebærer en forpligtelse på den lutherske beken delse, således at en fuldstændig ophævelse af denne forpligtelse altså betyder et nej til folkekirken. Hvis man er en enkelt præst, må dette nej vel være en opgivelse af præsteembedet, og hvis man er en enig gruppe, kunne det være dannelse af en frimenighed baseret på den ikke-lutherske kristendom, man hylder.

Efter min mening er der som sagt ikke nogen grund til at tage af sked med den lutherske bekendelse i form af CA. Min vigtigste grund herfor er, at jeg betragter min kristendom som luthersk og føler mig hjemmehørende i en luthersk kirke. En sådan kirke er folkekirken, og CA giver den et teologisk og liturgisk enhedspræg, som gør, at den netop er én kirke og ikke et kludetæppe af divergerende og modstri dende spirituelle strømninger. Hjemmehørigheden i Den Danske Folkekirke er ikke ensbetydende med provinsialisme. Jeg føler mig også som delagtig, når jeg er til tysk luthersk gudstjeneste, og ligeledes – om end mindre – hos amerikanske lutheranere. Når jeg overværer et ma donnaoptog i den spanske påskeuge Semana Santa, bliver jeg derimod i tvivl, om jeg stadigvæk har at gøre med min religion. Og når jeg hører om patriark Kirill af Moskva, må jeg konstatere, at der findes trossamfund, der kalder sig kirker, men som jeg ikke som lutheraner har noget som helst tilfælles med.

Den lutherske bekendelse, CA, skal altså ikke forkastes, men det betyder ikke, at den er uden problemer. Bekendelsen skal derimod fortolkes, og det er en ganske kompliceret opgave. Når CA har en de finerende rolle for folkekirken, er det fordi den udtrykker den lutherske kristendom, folkekirken teologisk bygger på. Og den kristendom finder vi i dens mest oprindelige udgave hos Martin Luther. Men også her møder vi en fortolkningsmæssig – hermeneutisk – udfordring: Hvad er den uopgivelige kerne i Luthers kristendomsforståelse?

Den lutherske kerne I: Retfærdiggørelse ved tro

Efter min mening er det – med den dogmatiske formulering – ret færdiggørelse ved tro. Hvis det udtryk skal give mening i en nutidig sammenhæng, skal det naturligvis fortolkes, udlægges – og udtrykkes i nutidigt sprog. Retfærdig-gørelse betyder, at mennesket skal gøres retfærdigt, dvs. sættes i det rette forhold til Gud. Hos Luther består det rette forhold i, at mennesket anerkender Gud som den skaber, fra hvem det kan forvente alt godt. Når mennesket skal gøres retfærdigt, må det betyde, at det ikke er retfærdigt i udgangspunktet, og her duk ker et af de ubehagelige begreber op: synden.

I CA handler allerede artikel 2 om synden, som fremstilles i et meget drastisk sprog; jeg oversætter efter den tyske tekst: “Alle mennesker undfanges og fødes i synd, dvs. at de alle fra moders liv er fyldte af ond lyst og tilbøjelighed” – “Alle, der ikke er nyfødte gennem då ben og Helligånden, er fordømt under Guds evige vrede”. Luther selv fastholder den klassiske lære om arvesynden, og han præsenterer den nærmest som en slags seksuelt overført sygdom. Den opfattelse kan vi naturligvis ikke fastholde i vore dage. Men pointen i artiklen er efter min mening dette: “Ingen mennesker kan af natur have sand guds frygt og sand tro på Gud”. Synd betyder altså, at taknemligheden mod Gud som skaber er fraværende, hvilket giver sig udslag i en ondskab, som præger hele menneskeheden. Vi må korrigere Luther og sige: et barn fødes ikke med iboende ondskab, men ethvert barn fødes ind i en verden, hvor ondskaben er et grundvilkår, som ingen kan sige sig fri for. Synden i betydningen utaknemlighedens ondskab kan kun overvindes gennem godhed fra Guds side, og det er retfærdiggørelsens mening. Og det hører altså med til Luthers forståelse, at der er menne sker, som ikke tager imod Guds godhed – med fortabelse til følge. Det er en hård nød at sluge, men tanken er da vist meget godt begrundet i Det Nye Testamente.

Det positive i tanken om retfærdiggørelse – det glade budskab – er, at mennesket får tilbudt befrielse fra utaknemlighedens ondskab. Det handler CA’s artikler 3 og 4 om. Den tro, som retfærdiggørelsen er knyttet til, er troen på Kristus, som beskrives i artikel 3, medens selve hans retfærdiggørende virke fremstilles i artikel 4.