1 minute read

Dyrene kommer i klemme, når ejeren får det svært

Kæledyr kommer i stigende grad i klemme, når ejerne får det svært i livet. Dyrenes Beskyttelse rykkede ud til over 2.500 dyr i sociale sager sidste år.

Det sker desværre i stigende grad, at dyr får brug for hjælp, fordi livet ramler for deres ejere. I 2022 rykkede Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige dyrereddere ud til 2.539 dyr i 915 sociale sager – 52 procent flere end i 2020.

“Det er en trist udvikling, at så mange mennesker er udsatte i en grad, at de ikke kan tage vare på deres dyr. Det er samtidig meget komplekse sager, som skaber travlhed hos vores frivillige og i internaterne, siger Yvonne Johansen, som er Dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse

Sagerne, hvor dyreejerne ikke har overskud til at tage sig ordentligt af deres dyr, ender i cirka halvdelen af tilfældene med, at dyrene kommer på internat hos Dyrenes Beskyttelse. I 2022 kom 1.312 dyr ud på foreningens 10 internater i enten midlertidig pension eller til formidling til nye hjem. I de øvrige tilfælde hjælper Dyrenes Beskyttelses frivillige med blandt andet rådgivning og foder.

“Vores primære funktion er naturligvis at gribe dyrene, men ofte ender vi også med at gribe de mennesker, som har brug for hjælp,” fortæller Yvonne Johansen.

Sociale sager skaber dilemmaer

Dyrenes Beskyttelses store beredskab af dyrlæger og frivillige dyrereddere står ofte i et dilemma, fordi dyrene kan være en livline for et i forvejen udsat menneske. Disse mennesker er oftest ensomme og uden netværk, og kæledyret er deres kæreste eje.

“Det er en hårfin balance at hjælpe på den bedste måde. Vi prøver at sikre dyrevelfærden for de involverede dyr, uden at det sker på unødig bekostning af deres ejere. Det kræver, at vi er konstruktive, selvom vi godt kan finde ting at udsætte på forholdene,” siger Yvonne Johansen

Dyrenes Beskyttelses sociale arbejde omfatter udover hjælp til dyreejere, der ikke længere kan magte opgaven, blandt andet også pasning af dyr for personer, der kommer på krisecenter, samt hjemløsedyrlæger i København, Odense og Århus. Hjælpen til socialt udsattes dyr er mulig takket være foreningens medlemmer og støttere.

This article is from: