Vi gør det sgu! by Front Løberne

Vi gør det sgu! Udgivet i anledning af Frontløbernes 20 års jubilæum 1.udgave Århus 2009 © Frontløberne 2009 Bogen eller uddrag af bogen må frit kopieres og viderdistribueres, så længe Frontløberne nævnes og det foregår vederlagsfrit. Alle artikler er trykt med godkendelse fra rettighedshaver. Chefredaktør: Signe Lund Hansen Redaktør: Anne Dyhr Grafisk opsætning og redaktion: Sine Bang Nielsen Skrift: Matrix II, tegnet af Zuzana Licko Tryk: Scanprint A/S Udgivet med støtte fra: Vilhelm Kiers fond Udgivet af: Frontløberne ISBN: 978-87-992995-0-8 Kan rekvireres hos: Frontløberne Mejlgade 35 B 8000 Århus C Danmark tlf. 86135466 www.frontloberne.dk info@frontloberne.dk Fotokreditering: Marc Nomberg Klaus Krienke Ole Hein Perdersen Thomas Alexander André Carlsen Søren K Nielsson Dan Jakobsen Michael Frederiksen Sune Lolk Axel Schütt Louise & Maria Lars Ole Rikke Luna Filipsen Christian B Sine Bang Nielsen Jens Møller Mathias Sæderup Anne Dyhr Kim Haugaard Illustrationskreditering: Anne Dyhr Toke Flyvholm Piotr Bromblik Kristian Bay Kirk Der er en masse af fotografierne og illustrationerne som vi ikke ved, hvem der har taget. Også en stor tak til dem.

6 8 10 18 20 22 23 24 26 28 29 30 32 35 36 37 38 40 42 44 48 50 51 52 54 56 58 60 62 64 66

Intro Tro, håb og fuld fart frem Frontløbernes tidslinie og flyers Flashuge Stemmer i vinden Pink Ninjas Opmærksomhed! Nina og Josephine Elementernes nat Bevægelse på dåse Opmærksomhed! Cille Opmærksomhed! Esben Søndag i Paradis Foreign Sound Opmærksomhed! Rikke og Piotr Frontløberhuset 1993 Frontløberhuset 2008 Leg hårdt og dø af grin Mejlgade for Mangfoldighed Mejlgadekort I do Art Eventyrbussen Hovedrengøring på Fronten Et eventyrligt budskab Opmærksomhed! Bestyrelsesformænd Spray Yourself Frontløberne i det ny årtusinde Urban Asia F16 Kærlige hilsner Kulturen bag Muren Kampen for tilværelsen

68 70 74 76 78 80 82 84 86 90 96 98 100 104 105 106 110 116 117 118 120 122 123 124 126 128 130 132 134 138 140 144 148 149 150 152 154

Sommerchill Frontløbernes A-Z Lux-O-Rama Det er vores sted De grænseløse byfelter Tøj gennem tiden Power House Transiztor G-dag Teentrends Magt over egen ungdom Artikler om arbejdsløshed Kosmopolitan Traktor og Pause Kaoskontoret På sporet af Europa Forbudt for børn over 17 Opmærksomhed! Morten BH Opmærksomhed! Dennis Både og og hverken eller Jagten på den Nordiske Teenager Zonen Ungdomsklanen Kan du skaffe en færge? Den hjemmegående og den udearbejdende Førsteholdet Luft under vingerne Cafe Kølbert Kulturkaravanen Stiftelsen Skabelsesberetningen Klub Kronstadt Historiebilleder Opmærksomed! Rose og Tim Rottefestivalen De Flyvende Pisbønner Tak til

Introduktion Signe Lund Hansen Frontløberkontoret Februar 2009

Hvad er Frontløberne? De fleste gamle frontløbere vil smile skævt – eller måske krumme tæer – ved lyden af det spørgsmål. Det er måske det mest omdiskuterede emne i Frontløbernes historie, og vi kan nogle gange selv blive lidt trætte af at snakke om det igen og igen. Nu har vi haft 20 år til at finde et svar, så man kan måske tænke, at det snart var på tide at formulere det kort og præcist. Så vi allesammen kan forstå det og komme videre. Tværtimod! Vi må for alt i verden aldrig holde op med at stille os selv det spørgsmål. Uanset at det nogle gange betyder, at vores omverden heller ikke forstår, hvad vi er for en størrelse. Og at vi nogle gange selv kan blive lidt uklare i mælet, når vi bliver spurgt. For Frontløberne er nu. Vi er dem, vi er i dag. I morgen kommer der måske nogle nye til, og så er vi noget nyt. Det er dem, der bruger huset, der afgør, hvilke projekter vi laver, og det betyder, at man aldrig helt kan vide sig sikker. Og det er netop dét, det hele handler om. Den dag alle ved præcis, hvad der kommer ud af Frontløberne, kan vi lige så godt dreje nøglen om, for så er energien væk – og ikke mindst muligheden for at præge Frontløberne med sine egne ideer, sætte sin egen dagsorden og pege i nye retninger med nye projekter. En bog om Frontløberne kan heller aldrig fortælle den fulde historie eller give det endelige svar. Hver enkelt frontløber og hver enkelt projekt er et kapitel for sig! Denne bog viser en flig af sandheden – den er et kig under overfladen. Bogen starter med i dag, fordi Frontløberne er i nuet. Og den slutter med begyndelsen, fordi hver afslutning er starten på noget nyt. Bogen vil vise et hav af projekter i forskellig form og størrelse. Og den vil give indsigt i de tanker og ideologier, der har præget Frontløbernes udvikling. Den vil ikke komme med opskrifter eller færdige løsninger. Vi håber, den vil inspirere og sætte tanker i spil. Fordi Frontløberne er en gåde uden én løsning – og forhåbentlig altid vil være det.

Tro, håb og fuld fart frem Af Trine Vendelboe Juul, forfatter og kulturkritiker

At være Frontløber har en klang af heroisme. Krigeren, der stormer frem fuld af livsmod og dødsforagt. Den klartseende, der spotter muligheder overalt og aldrig tøver et sekund med at udnytte dem. Flugtkongen, der øjner en åbning i muren og bryder igennem. Fredløs, men fri. I en kulturel kontekst lugter ordet af trendsætter, nyskaber, avantgardist. Bane- og vanebryderen, der først bliver hånet for siden at blive hyldet for sine originale indfald. En rigtig ildsjæl og innovatør, som man ville sige, hvis man var enten kulturminister eller erhvervsminister. Og som netop fortjener opmærksomhed og anerkendelse, fordi det, der før var noget, der blot gav mening for frontløberen, nu er blevet populært og anerkendt som en værdi for alle os andre, og som vi kan tage del i, profilere og tjene penge på. Og lige præcis dér hopper kæden af for Frontløberne fra Mejlgade. For de har ingen populistisk fanskare in spe, der blot venter på at hoppe på vognen, når den først er kommet over målstregen. De er ikke avantgardister på andres eller samfundets vegne og for at bane vejen for en endnu bredere mainstream. De har ingen kulturminister og erhvervsminister, der står i kulissen og er klar til at spænde deres succes for en endnu større vogn i en større sags tjeneste. De er først og fremmest i front i forhold til deres eget liv, som de sikkert hverken kan eller vil løbe fra. Det er der umiddelbart ikke meget heroisme over, og skal sandheden på bordet, så er der måske mere taberstatus end heltestatus forbundet med det at være frontløber. I hvert fald når det gælder de frontløbere, der siden 80’erne har huseret i den århusianske kulturghettogade, hvor også Gyngen, Amnesty International, Filminstituttet samt mange andre kulturelle og politiske fora har eller har haft adresse. At kalde en frontløber for en taber giver selvfølgelig kun mening, hvis man ser på verden med en bestemt optik. En optik, hvor vejen til hæder, ære og succes fører én gennem barndommen, gennem folkeskolen, ungdomsog voksenuddannelse og direkte ud på erhvervsmarkedet, som er det eneste egentlige legitime og eneste reelle værdiskabende sted at opholde sig. Derfor gælder det også om at komme derud så hurtigt som muligt — uden svinkeærinder og med alle sine idéer og sine talenter skærpet og skåret til. Markedet ved nemlig nok, hvad det skal stille op med dem, så man de næste 40 år blot skal koncentrere sig om at holde tungen lige i munden, holde 8

gang i hjulene og forbruget oppe og selvfølgelig huske at betale sin skat. I dette verdensbillede er der ikke tid til at eksperimentere med århusiansk gadeteater og subkulturelle events for kommunens penge. Lige så trist og ucharmerende sådan en optik lyder, lige så udbredt er den. Det er en optik, der tilhører en konform og regelstyret verden, hvor langt de fleste liv former sig efter samme simple opskrift og derfor ligner hinanden til forveksling. En verden hvor systemet, uanset hvad der så bliver sagt, faktisk kommer før mennesket, og hvor friheden til at vælge sit eget liv og sin egen lykke til er blevet til friheden til at vælge alt dét ved livet fra, som ikke passer ind i systemet. Og det er en verden, hvor kultur er noget, man arver fra fortiden, fanger ind, samler i en bog og sælger til det kulturfattige folk.

Kaos består, og alt går galt Jeg billiger ikke sådan et verdensbillede, men jeg kan på den anden side ikke sige mig helt fri for af og til at benytte mig af dets optik. Som da jeg læste Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet og sammen med alle de andre semi-intellektuelle så lidt ned på Frontløberne version 2.0 — også kaldet Kaospiloterne — fordi de mest bare var praktikere, der ikke havde nogen ordentlig teoretisk ballast eller dybt forankret viden om, hvad de lavede og hvorfor. Næh, kultur var først og fremmest noget, man læste, og shortcuts af den karakter, Kaospiloterne praktiserede, førte ikke til rigtig succes. Eller burde i hvert fald ikke gøre det. Den holdning havde Dansk Folkeparti også på et tidspunkt, hvor Kaospiloterne i forvejen blev beskyldt for at sælge varm luft. Konsekvensen blev minus cool cash til skolen på den næste finanslov, hvilket truede med at styrte de løbske piloter til jorden. Men kaoset bestod, og det samme kan man sige om Frontløberne, der nu kan fejre 20 års jubilæum. Og sjovt nok er det i dag kaospiloter, der leder Frontløberne, og så kan det næsten kun gå galt. Og det gør det så forhåbentlig også. Det går galt, fordi det ikke går lige efter bogen. Fordi det er ude af trit med, hvad flertallet anerkender og drømmer om. Og fordi det går skævt i forhold til den slagne vej. Sandt at sige, så ved jeg faktisk ikke meget om, hvad der foregår nede fra baggården i Mejlgade 35 b, men jeg tror og håber på, at det er bare en smule anderledes end det, der foregår så mange andre steder i samfundet i dag. Jeg tror, at det er et sted, hvor det er lysten og ikke for-

nuften, der driver værket. En baggård, hvor kreativiteten vitterligt blomstrer, så det kan mærkes og endda ses med det blotte øje. Og hvor det er en værdi i sig selv, at den gør det. Ikke fordi kreativiteten skal bruges til noget andet og mere, der kan omsættes til en praktisk værdi, markedsføre Danmark i udlandet eller gøre erhvervsledere populære. Jeg tror, at det er et sted, hvor der er tid til at udvikle og nyde processen og ikke blot have øje for den hurtigst mulige vej til målet. En baggård uden stress, coaching, lean management og konstant dårlig samvittighed. Hvor målene matcher midlerne og omvendt, og hvor man hele tiden er foran og oppe på beatet med sine projekter i stedet for at halse takt-løst efter dem. Jeg tror, at det er et sted for unge mennesker med mod på at gå alternative veje uden at vide, hvor de ender. En baggård fyldt med labyrinter og muligvis blindgyder, hvor man orienterer sig uden kort, kompas og GPS. Hvor det ligefrem er meningen, at man skal fare vild, fortabe sig og nå i hus med flere spørgsmål, end man startede ud med at søge svar på. Sådan et sted er måske ikke for dem, der normalt løber forrest. Nærmere for dem, der holder sig lidt i baggrunden, mærker efter og ser tingene an, før de rykker. Som har travlt på deres helt egen snørklede måde, og som nok mere tilhører en døende race end de udgør en trend, en bølge eller en bevægelse. Hvem står bag dem? Klar til at anerkende dem, hylde

dem og ikke mindst lære af deres indsigt og erfaringer? Det gør ingen ud over dem selv. Og så et par kaospiloter. Men det er også godt nok og sådan set som det skal være. Så når de da i det mindste selv så langt. Og det er jo deres liv, der står på spil. Det er alene dem, der kan svare på det endegyldige spørgsmål, som en gammel rebel og tidligere musikalsk frontløber stillede i en sang for snart alt for længe siden. Det lyder sådan her: Om lidt bli’r her stille. Om lidt er det forbi. Fik du set det du ville. Fik du hørt din melodi? Enhver, der tør stille sig selv det spørgsmål, er en helt. Og måske er det i virkeligheden der, Frontløbernes heroisme ligger. At de tør.

Trine Vendelboe Juul: Cand. mag i Æstetik og Kultur og selvstændig med virksomheden a2be Kommunikation, hvor hun arbejder med journalistik, undervisning og konsulentopgaver. Er forfatter til bogen Forstand og følelse – kulturkampen alvorligt talt og lejlighedsvis foredragsholder og debattør med udgangspunkt i bl.a. kultur- og værdikampen. 9

Frontløbernes tidslinie 2008 Vi gør det sgu: Du kigger i resultatet. Søndage i Paradis: Tømmermændsbio. Efter denne sidste omgang Søndage i Paradis overtog biografen selv konceptet, kørte det videre og kunne melde udsolgt allerede første gang. I Do Art 03: Amatørkunst i alle genrer og afskygninger blev i 2008 samlet i Huset på Vester Alle. SPOT-festival: Frontløberne spredte glæde og begejstring til årets SPOT med alt fra vandpistoler til byg-dinegen-kage. Drum N Bass: F16 greb muligheden for at lave et sublimt Drum n Bass arrangement i Huset på Vester Alle. Et kærligt sprøjt: Et hyggeprojekt hvor 100 vandpistoler blev fordelt i byen til forbipasserendes glæde (eller rædsel). Århus Flashuge: 4 flash-mobs i Århus Festuge – Frontløberne skabte røre og forbavselse med flash-fest, løb, latter og stomp. Grafittibilen blev dømt ude af politiet, men reddet af falck. Stemmer i vinden, Kulturnatten: 5 vindmøllenæser foran Aros gav naturen, det indre, hjemløse, kunsten og gaden en stemme med scenografi, stemning og udstillinger. Mindspot: Frontløberne har løbende været inde over Hovedbibliotekets ungdomsafdeling Mindspot som konsulenter og sparringspartnere. Pink ninjas: En kampagne mod de høje billetpriser på offentlig transport. Lyserøde tøjklemmer blev sat op på busskure i byen, så man kunne give sin billet videre til værdigt trængende. Ung 8240: Et projektmagerforløb i Risskov-egnens ungdomsskoler. Kulturby 2017: Frontløberne sætter lidt gang i en konference om den kommende kulturby. Med energi-bar og et hus hvor man kan skrive, hvad man virkelig mener. Sang På Styr: Teater Kollision beslutter sig for at organisere de mennesker, der synger mens de cykler, og sender flokken afsted på en byrute. Anledning: Sangens år. Flush, en lokumskabaret: Teater Kollision satte fokus på lokummets privatssfære i deres humoristiske klovnestykke.

2007 Søndage i Paradis II: Tømmermandsbio i Øst for Paradis med gratis frugt, brød og kaffe og adgang til et par gode film. Foreign Sound: Elektronisk musik på Fabriken (Klostergade) med internationale navne. Goth: Et Goth-arrangment på Skjoldhøjkollegiet for at genoplive det hedengangne goth-miljø i Århus. 10

4. Maj Mejlgade for mangfoldighed: En fest for mangfoldighed i baggårdene i Mejlgade 35. PULS: Uddeling af kys, ørepropper og glæde på Clemens Bro under afviklingen af PULS.(280 gratis koncerter på en dag.) Aarhus Middelalderfestival: Første forsøg på at lave en international middelalderfestival i Vennelystparken. I Do Art 02: Amatørkunst i alle afskygninger i Pakhuset. Team 11 Goes 2 Heaven: Scenografi og dyster-festlig stemning for det afsluttende hold KaosPiloter. Bevægelse på Dåse, Århus Festuge: Syv containere fordelt i byen og fyldt med bevægende musik, poesi, film, latter og meget mere. Elementernes nat, Kulturnatten: tre vindmøllerør fra Vestas optog pladsen på Pier 1 og blev fyldt med hulemalerier, sækkepibe, skønsang og trommedans. Mono reception: Scenografi og arrangement til åbningen af Monos nye lokaler i Åbyhøj.

2006 4. Maj, fest for mangfoldighed: Hele Mejlgade stod sammen efter racistiske optøjer og lavede en glad gadefest for alt og alle. Neo Folk Festival: Et succesrigt forsøg på at præsentere NeoFolk-genren i Danmark. Et fedt arrangement med internationale bands og publikum på Musikcafeen. I Do Art: En kunstfestival for unge amatørkunstnere i Pakhuset. Festivalen voksede sig større og bedre og udviklede sig til et netværk i løbet af få år. Pink Bra Parade, Festugen: Landsindsamling af kvinders bh’er, som blev farvet lyserøde og hængt op i Clemens Stræde. Hver bh gav 50 kroner til Kræftens Bekæmpelse. Resultat: 50.000 kroner til formålet. Kulturnat: F16 producerede små kortfilm der gav deres syn på verden til folket. Filmene blev vist på gaden i byen i løbet af aftenen. Skate Lounge: I forbindelse med Skate Contest 2006 arrangerede Frontløberne en lounge, hvor gæster og skatere kunne hænge ud uden at blive kørt ned af en forvildet skater. KaosPiloternes translokation: Moulin Rouge Tema. Rødt og orange. Lækker dans. Ild og fest. Søndage i Paradis: Tømmermandsbio bliver født som resultat af Øst for Paradis´ kamp for overlevelse. Gadens Stemme: Frontløberne arrangerer en række workshops for gademiljøet for at få indsigt i deres drømme og forhåbninger.

2005 Hvad skal du på tirsdag? En minikampagne stablet på benene på få uger for at få unge til at tage stilling og stemme ved det forestående folketingsvalg. Eventyrbusser: Frontløberne udsmykkede Århus Sporvejes busser i eventyrets tegn, og Thomas Windings stemme fyldte busserne med eventyr på ruterne. Kulturnat: Film af unge om livet og verden. Filmene blev vist i rådhusets kælder.

2004 Klub Sonja: Clubwork Orange: Postkort til Fremtiden, Århus Festuge 2004: En enorm postkasse på Store Torv samlede borgernes postkort til fremtiden. Postkortene er låst inde på Moesgård Museum og må først offentliggøres i år 2204. PlaYourPart: Graffitiworkshop med unge og erhvervsfolk: Se Michael Schlippes interview. Inside People, Kulturnatten: Første omgang film af unge blev vist i byen. Dette blev en tradition i et par år Speak Out Loud: En koncert med unges politiske meninger for at få unge til at tage stilling. Seks bands spiller hver deres nummer med hver deres politiske budskab, publikum stemmer på det budskab de bedst kan lide, og vinderbandet får lov til at spille en hel koncert. Spray Yourself: To dages graffiti og hip hop arrangement på Sct. Annagade Skole. Mellemfolkeligt Samvirke: Vi har stadig et par tomatdåser på Fronten fra projektet. Men vi ved ikke helt hvad det gik ud på. Club Casual:

2003 Kunstbarhed: Frontløberne vil vise grænsen mellem nøgenhed og pornografi ved at udvide folks horisont og skabe en større accept for den smukke og naturlige nøgenhed. Vi sætter nøgenhed og pornografi op mod hinanden for at vise forskellen. Den smukke nøgenhed skal udtrykkes gennem forskellige former for kunst. Fatning: Vi skabte, ved hjælp af olietønder, traktordæk, skrot, grafitti, malerier, en lækker bar o.m.a, en stemning af storbyens undergrundsmiljø. I løbet af aftenen kunne man opleve forskellige input i form af dans, stomp og dj’s. Lounge Inn: En fire dages filmfestival, hvor vi tilstræbte at vise anderledes/alternative film lavet af unge, og til dels ukendte, filminstruktører. Kulturen bag muren: Vi ville hjælpe Århus til at blive byen, hvor unge kunstnere har chancen for at vise deres talent. Vi ville bruge noget af al den normalt uudnyttede plads, Århus C har at byde på. Mejlgades mange baggårde var oplagte til dette formål. Ved at fremvise de forskellige genrer i baggårdene, forstærkede vi kulturens forskellighed og dens udtryk. Baggårdene repræsenterede hver deres genre, som var musik, kunst og dans. MGP 03: Gymnasiernes MusikGrandPrix. Sammen med DR.

Urban Asia, Festugen: Store Torv dannede rammen om Frontløbernes asiatiske by, Urban Asia. Et intimt og velduftende marked og masser af underholdning for byen.

2002 Damn Good Shit: Inspirationsuge om mad. Vi unge er glade for mad. Det er bare sjældent, at vi bruger den nødvendige tid på at lave det sundt, varieret og lækkert. Derfor besluttede vi på Frontløberne at lave en femdages workshop, hvor hver dag var en individuel event i sig selv. Formålet var at forbedre unges levestandard og give dem nogle gastronomiske oplevelser, de ikke kunne have været foruden. KranerKulturKoffein, Kulturnatten: Med dette arrangement ville Frontløberne skabe fokus omkring de bynære havnearealer i Århus, for at give almindelige folk en mulighed for at opleve havnen og samtidig være med til at debattere dens fremtid. Moving Lounge: Hvad gør man, når man ikke må være med i festugen? Moving Lounge var et udtryk for, at der findes alt for lidt musik på gadeplan under Århus Festuge. Derfor investerede Frontløberne i en Christianiacykel, to bilbatterier, en transformator og to dj’s, og så cyklede vi rundt i gader og stræder og konkurrerede med diverse panfløjtespillere i Århus. Blå: Et projekt der skulle vise, at man kan få ideer til alt. Også ordet blå. Blå velourdragter og blå cirkelkaffe var en del af indholdet. Klub Vådhund: Ice Clubbing: “Everything on ice is twice as nice.” Frontløberne lånte den kommunalt ejede skøjtebane/basketballbane ved Musikhuset og lavede den om til en oase af fest, farver, lys og lyd! Backyard Vibrations: Caribiske rytmer i baggård i Mejlgade. Backyard Vibration var en glad, frisindet, caribisk-inspireret reggaefest med masser af klare farver, grønne planter og frem for alt gode vibrationer. 24Karat: Hiphopevent på havnen. Fed musik og masser af gæster. Blev lukket af politiet på grund af manglende tilladelse. Gæsterne syntes bare, det var sejt. Blåstempling. Operation Superhelt: Unge mennesker i superheltedragt redder en helt almindelig dag med gode gerninger. KulturKaos: Vi vil samle de forskellige kulturorganisationer, kreative skoler og de unge fra undergrunden i et samarbejde om produktion af flere forskellige T-shirts, hvor design, motiv og kreativitet er skabt af unge århusianske kunstnere. Med T-shirtsene vil vi påvirke de unges interesse for kulturlivet i Århus.

2001 Tæv Teddy: Hvordan får man opmærksomhed, når man starter som ny leder? Man får bygget en enorm bamse om en tønde og inviterer til fastelavnsfest i baggården. Sommerchill: Fede dj’s og strandudstyr på Den Permanente, men kun i godt vejr. Terminalen, Festugen: Terminalen blev et uforpligtende informations- og slappe af-sted, en moderne vente13

sal, hvor man kunne surfe på nettet, se bud på forskellige kulturelle performances, drikke kaffe, kakao og te i et miljø, som var bygget af hygge og samvær. Global Tribe, Festugen: Centralen, Festugen: KaosPiloternes 10 års jubilæum: Frontløberne stod for scenografien ved indgangen i Ridehuset. En kunstig sø, et vandfald og lækker lounge skabte en sublim stemning. Verdensbilleder: Frontløberne hjalp en gruppe Kaospiloter med afviklingen af Sydney på Åboulevarden under verdensbilleder. Ikke mindst med installationen af et flydende operahus. Stofa Kampagne: Jul på Børnehjemmet: Amatørkoncert:

2000 Herbs & Spices: En tilbagevendende undergrundsfest der blev afviklet i Svineriets rå omgivelser. Sommerchill: Fede dj’s og strandudstyr på Den Permanente. Super Start: Job for arbejdstilsynet. Frontløberne udarbejdede en kampagne og trykte medier om efteruddannelse og den gode jobstart. SkibsSkaarup: Frontløberne udlejer projektkontorer i en gammel fabriksbygning. Et IT-firma vokser hurtigt ud af bygningen, en forfatter udgiver en bog, og et rollespilsfirma ser også dagens lys. SPOT festival: DX: Læs: decks = slang for flere pladespillere. Vision: At sætte afgørende fokus på dj’ens rolle som formidler af kultur, musikproducer og som en af fremtidens musikere. Praktisk formål: At skabe et offentligt øvelokale/ værksted indrettet til dj’s som et ligeværdigt supplement til eksisterende øvelokaler og værksteder, for eksempel musikere, malerkunstnere og fotografer. Værkstedet skulle etableres, så det både tiltrak de talentfulde unge og professionelle. De faste rammer suppleres med undervisning og workshops. Projektet blev etableret i 2000 med støtte fra Kulturministeriets Udviklingsfond. DX lukkede først i 2008 på grund af manglende interesse. I mellemtiden havde flere af medlemmerne udviklet sig til professionelle dj’s. Kroner & Ører, pladeselskabet: Stopper. Kong Winther laver Århus Took It.

1999 Børn på bjerget, Grundlovsdag: I anledning af Grundlovens 150 års jubilæum hyres Frontløberne til at holde børnefødselsdag på Himmelbjerget. 12 aktiviteter spredt på bjerget med 5.000 besøgende på en eftermiddag. Lys over Parken, Kulturnat: Hvorfor ikke bruge Rådhusparken noget mere? Koncert med bl.a Under Byen og lysshow i trækronerne i Rådhusparken var Frontløbernes bidrag til årets kulturnat. Grey: Reception. Reklamebureauet Grey fik nye lokaler i Studsgade og hyrede Frontløberne til at samle byens kre-

ative unge til at indrette lokalerne. Billedkunst, installationer, lydoplevelser og en drage blev en del af deres nye hjem. Jazz 2010: Jazzfestival. Til årets Jazzfestival fik DR’s radioorkester lov til at spille live for første gang. Med dj’s, lækker jazz og fed stemning på VoxHall. Vejleding 2000: Uddannelsesmesse. Frontløberne sørgede for underholdningen til den kommunale uddannelsesmesse. Teatergrupper fra byens ungdomsskoler optrådte for fulde huse i Musikhuset og Frontløberne fortalte om Det Virkelige Liv for de fremtidssøgende unge. Up Club: Endnu en populær og lækker Club rystet ud af ærmet på Rasmus Schack. Vibes, Verdenskulturfestival: Et hiphop-arrangement der satte spor langt ind i fremtiden og endelig samlede East og West i århusiansk hiphop. Malk de Koijn, Jøden, og mange flere fyrede den af i Stakladen, og publikum strømmede til. Herbs n Spices: Legendarisk club, der blev holdt hver måned i Svineriet. Det var før, borgerskabet kom til den famøse restaurant.

1998 Tone Magazine. Jimmy Anderson udgiver magasin om sorte i Danmark. Gik Århus til Christiansborg for at aflevere magasinet til Nyrup. Lux – O – Rama. Stort jule- og nytårsshow i Ridehuset. L:Ron:Harald. Clemens. Kid Rodrigez. Den Gale Pose. Under Byen. Brother Brown med flere. Site, Kulturnatten: Dj’s, mode, graffiti. 300 besøgende. Kroner & Ører: Kong Winter og Ghetto-Svends pladeselskab med bl.a Kid Rodrigez (Så’ der slåskamp igen) Kamikaze: Netværk af Mejlgade-mennesker der senere blev til kontorfællesskabet MG50.

1997 Lolliclub fortsætter: (se 1995) Ungdomsklanens Julefrokost: Legendariske julefrokoster, der altid sluttede af med en tur på diskotek i oplandet. Her kan blandt andet nævnes turene til Avavol i Ry og Daisy i Rønde. Bliv Donor: Kampagne for at blive organdonor. WordWize: Frontløbernes kursusafdeling med foredrag om alt indenfor ungdomskultur. Særligt Kærlige Tæv til Voksne blev et hit. Transiztor: Lydløst diskotek i samarbejde med Radio Colombo. Publikum fik høretelefoner og radiosender, hvis de ville nyde musikken og dansegulvet. Mere G-dag: (se 1996) Putz:

1996 G-dag: Glo på dig selv-dag v. Ungdomsklanen. Turne på gymnasier med alle mulige workshops. Lærerne blev låst inde. Ålborg, Horsens, Grindsted og Viby. Return Rebuild: Et Bosnien-projekt, som ingen vidste hvad var. 15

Jester’s Caravan: En gøglerkaravane, der kørte til Balkan for at bringe et smil på læberne af folk efter borgerkrigen. Nordiske TeenTrends: Et magasin om unge i Norden. Forsøg på at lave Skatehal: Transplant: Kunstfestival på Centralværkstedet. Lolliclub fortsætter: (se 1995) Power House: Alt, hvad der kunne smadres, skulle smadres. Skrotbiler, porcelæn, you name it. Festugen.

1995 TeenTrends: Ungdomsklanens ungdomsmesse i Ridehuset, hvor unge over 18 og voksne var forment adgang. Alle unge mellem 13 og 17 år var blevet personligt inviteret. Vi håbede på 3.000 besøgende. Der kom over 10.000. Lolliclub: Fest, sofaer, fiskespil, Hancock 10 kr, polske bartendere, 250 besøgende. Diskoteker i byen klager til bevillingsnævnet. Stoppede da det blev business. (95-97). Magasinet TeenTrends: kommer på gaden som en udløber af TeenTrends i Ridehuset tidligere på året. East gate: Asiatisk by i stor stil på Bispetorv. Festugen.

1994 Ingen husker 1994 ...

1993 Know House: Foredrag og workshops. Skrot In Bio: Festugeprojekt. Skrotbiler i lag. Film vises på væggen fra projektor i en privat lejlighed. Pustervig. Kosmopolitan: Björk, Race Against the Machine, Stone Temple Pilots. I Århushallen. Festugen. Rulleskøjtedisko: Dive In Bio: Filmaften i tomt basin i Badeanstalten Spanien.

1992 Byens unge: Fotoudstilling, Rejseudstilling Århus, Odense og København. Zonen: Sodavandsdiskotek v. Ungdomsklanen . Click: Fotografisk forløb. Traktor & Pause: Minireklamebureau. Unge på sporet. Festugeprojekt.

1991 KaosPiloterne: Første hold optages til KaosPiloterne. Uddannelsen varer to år og betales udelukkende af de studerende. Space Invaders: IT-uddannelse. Mouse House: IT-center, konsulentarbejde, foredrag. Air Borne: Nytårsfest i Ridehuset. Af Crew Kronstadt. Forbudt for børn over 17: Sodavandsdisko på havnen. Kendt for den famøse togvogn på højkant foran banegården. Teenage Fiction: Skriveprojekt for unge. Digte. Bog og reception. Kærlighed og sex. Ungdomsklanen og Børnebanden. Tanke om at få de helt unge med. Ungdomsklanen overlever indtil slut90’erne. 16

1990 KaosPiloterne: Uffe Elbæk, Thomas Heide m. fl. vil give et bud på en anderledes uddannelse. Hvilken uddannelse kan lære en det, de havde lært ved at lave de store kulturprojekter? Ajour: Journalistkursus. Agenda: Magasin. Cykelbudene: Budfirma. Cyklen på væggen i Mejlgade nr. 17 er blevet fredet. Entré: Teatergruppe. Blev til Entréscenen. Fremtidsbiblioteket: Et bud på fremtidens biblioteksmiljø. Fandtes i Mejlgade 35-huset. Blev flyttet til Hovedbiblioteket hvor det fortsatte.

1989 22. April: Frontløberne stiftes og registreres. Måske bare for at kunne søge penge til Kulturkaravanen. Kulturkaravanen: 150 unge turnerer Norden og Rusland. Koncerter, foto, journalister, film, teater m.m. Slutter en måned før murens fald. Next stop Sovjet.

1989-1982 De flyvende pisbønner: Ballademagere blev gjort til gøglerstjerner. Turnerer i Århus 82-84. Den rullende rottefestival: 150 unge. Gøgl/cirkus. Turne i Århus Amt 1985. Aktive modbilleder: Music-Exchange: Picassos mor: Banegårdsdrømme: Klub Kronstad: Søndagsdiskotek. Ingen skulle jo arbejde mandag. Finansierer Kulturkaravanen 1989. Cafe Kølbert: Serveringsteater v. Frk. Svennevig med bl.a. Lars Hjortshøj og Bob Anders. Historiebilleder: Vægmaleri af unge arbejdsløse på Telefontorvet. Blev først fjernet ved renovering ca. 2005.

Århus Flashuge 2008: Fire flash-mobs i Århus Festuge. Frontløberne skabte røre og forbavselse med Frontløberneash-fest, -løb, -latter og -stomp. Grafittibilen blev dømt ude af politiet, men redet af falck. 18

Stemmer i vinden 2008: Kulturnatten. Fem vindmĂ¸lenĂŚser foran Aros gav naturen, det indre, hjemlĂ¸se, kunsten og gaden en stemme med scenografi, stemning og udstillinger. 20

Opmærksomhed! Josephine Svane

Nina Heiberg Lyhne

projektmager på frontløberne 2007, født 1989

projektmager på Frontløberne 2007-08, født 1990

Min yndlingshistorie fra Frontløberne må være fra helt i starten, hvor alle var nye og nervøse. Så havde vi vores første projekt i Århus Festuge, hvor vi havde en masse containere, som vi skulle fylde ud med sjov og fællesskab på alle mulige måder. Jeg kom så i Street-containeren. Vi knoklede og knoklede, men kunne egentlig ikke finde ud af det og endte med at love guld og grønne skove til det århusianske folk på My Space. Det endte som en katastrofe, og de få folk, som kom til vores container, gik meget hurtigt igen. Min yndlingsirritation ... hm, det er lidt svært at svare på. Det irriterede mig rigtig meget, at folk tog stedet så løst, fordi det smitter rigtig meget af. Jeg kom som frisk, ny, engageret frontløber, og det endte med, at jeg lidt tabte lysten til at lave projekter. Men det er jo på ingen måde yndlings. Frontløberne har spillet en stor rolle for mig. Det var lige dét, som gjorde, at jeg fandt ud af præcis, hvad jeg ville. Man får jo næsten ikke lov til at tænke på sine drømme, man skal bare hurtigt videre til den næste skole, så det var virkelig dejligt at sætte sit liv i perspektiv. Jeg går lidt og drømmer om et fotografi-projekt af en eller anden art. Eftersom det lidt er blevet et must som ung at tage billeder - så tænker jeg bare, at det ville være fedt at se, hvad de egentlig kan og duer til. Jeg ønsker, at de skal nyde det stykke tid hos Frontløberne de har, for det er virkelig et sted, de fleste tager for givet. Jeg er hemmeligt forelsket i Anna.

For en evighed siden træder en ung gymnasiepige forsigtigt forbi besatte bygninger, hen over cigaretskodder, knuste ølflasker, blodige kanyler og ind igennem en port dekoreret med datidens nymoderne hulemalerier såsom grafitti, kunstneriske klistermærker og anden alternativ streetart i støvede farver, bleget af solen, men som nok engang har været lysende klare. Pigen spærrer øjnene op og suger til sig af alle disse frygtindgydende, men fascinerende og fantastiske indtryk. Skridt for skridt begynder hun rejsen ind i en uendelig grotte af undergrundens underfundige univers. Da hun træder ud igen, tilbage til virkelighedens verden for at opsøge nye eventyr, som kan prente sig på nethinden som erindringer skrevet med blændende blå blækpatroner, er hun forevigt forandret og nærmest ugenkendelig. Den nervøse og noget naive udstråling er afløst af et selvsikkert, kækt smil omkranset af knaldrøde læber og en mystisk, påmalet moustache. Dybt nede på bunden af sine lommer gemmer hun på skjulte skatte, oceaner af oplevelser, et vandfald af viden i vidunderlige former, nedgriflede noter i nedslidte notesbøger, mageløse magiske minder om et eventyrligt sted: En sejlende, skiftevis synkende og stigende skude, som ingen ved, hvor vinden fører hen. Men den hemmelighedsfulde hæsblæsende hvisken af Frontløbernes fabelhistorier og eventyr lever lykkeligt som vandrehistorier til tid og evighed.

Elementernes nat 2007: Kulturnatten. Tre vindmøllerør fra Vestas optog pladsen på Pier 1 og blev fyldt med hulemalerier, sækkepiber, skønsang og trommedans. 24

Bevægelse på dåse 2007: Syv røde containere spredt ud over Århus. Streetart, Poesi, Film, Musik, Latter, Stilhed, Fest, Bevægelser og Religion. Energifordeling: 100% FEDT! Den røde rute i Århus Festuge. 26

Opmærksomhed! Cille Vad Veje projektmager på Frontløberne 2008, født 1986

Århus – meget mere end finkultur, eller? Trevor Davies, projektleder på Århus’ ansøgning om at blive den næste kulturby i Europa i 2017, annoncerer, at Århus skal være det næste kulturelle midtpunkt. Affødt deraf nikker den finkulturelle højborg, mens de i takt putter tapas i munden og sipper dyr rødvin. Andre derimod – de, der bevæger sig i de små vækstlag – ryster på hovedet og står uforstående overfor dette kulturstunt, der mere lyder som en fancy idé krydret med lidt flotte adjektiver og en stor personlighed. For er det ikke typisk Århus at proklamere et ønske om at være kulturby nummer ét i 2017? Med Århus Festuge, Århus Teater og ARoS virker Århus på overfladen som idyllisk og velfungerende hvad angår kulturlivet – men på bundlinjen er Århus ikke andet end en provinsby, der kæmper for at være en brik på det store, kulturelle landkort.

Den store mainstream-bølge Flere vil nok undre sig over ovenstående og se mig som en flab, men som del af Århus’ kulturelle vækstlag er det ikke blot tomme ord, jeg her benytter til at gøgle mig igennem denne prosaiske fablen. Nej, mine ord kommer af learning by doing – der også kaldes at være i felten. Gennem de seneste år mener jeg, at der er opstået en kedelig tendens i det århusianske til at acceptere det næstbedste. Kaster man et hurtigt blik på bylivet – både i dagslys og ved mørkets frembrud – er det præget af de store spillere, og mange af de små inspirerende tiltag drukner i mængden. Folk accepterer, hvad de får af kulturelle tilbud og stopper ikke op og dvæler ved, hvad de indtager af kulturelle bidder. Endvidere er der i den forbrugerkultur, vi er del af, opstået en flere vil have meretendens, og som del af de små vækstlag er det derfor svært at hamle op med de store spillere, medmindre man går på kompromis med sit hjertebarn og underlægger sig den store mainstream-bølge. Dette vil jeg gerne uddybe, så du, kære læser, forstår min pointe. For jeg vil nødig, at vi i de små vækstlag ses som klassens tykke dreng, der føler sig overset. Nej, jeg taler om, at som en lille brik i Århus’ kulturliv kan det være svært at komme frem, medmindre man har en stor pengemaskine eller sponsor i ryggen.

8000 i hjertet Som en person med 8000 i hjertet og ønsket om at ændre din by er det svært at vide, hvor man skal gå hen og bede om hjælp til ens ideer. Netop derfor vil mange små tiltag 28

få spændt ben for sig grundet alt det praktiske arbejde og det bøvl, der er med at komme frem blandt mængden. Nok findes Frontløberne, der yder en stor hjælp til de små vækstlag med deres Shit – springbrættet for hjemløse ideer, men hvad jeg savner, er en synlig spiller i kulturlivet, der vil tage hånd om de små tiltag og hjælpe dem frem med alt fra papirarbejde til afholdelse. I forsøget på at blive kulturby nr. 1 må Århus ikke glemme de små tiltag, da det er dem, der gør Århus unik og til mere end bare en kliché. Mit ønske er derfor, at Århus ville stoppe med at acceptere byen, som den er, og anerkende det problem, der er. I stedet for at blive i finkulturen må byen grave ned i dybet, se på hvad der findes af herligheder, for derpå at hjælpe dem til at komme frem. På den måde skabes et samlet Århus, hvor de kommercielle tiltag ikke overmander de små – og de små ikke føler sig oversete. Samspil i kulturen er vejen frem mod at gøre 8000 til kulturby nr. 1 – hånd i hånd kan vi gøre 8000 til kulturparadiso!

Opmærksomhed! Esben Weile Kjær projektmager på Frontløberne 2008-09, født 1992

Ingen fastlagte spilleregler her Frontløberne er for mig et pusterum i en ensrettet og normaliseret verden. Frontløberne er alt andet end normalt og i konstant udvikling. Den gamle bygning i den farverige sprække i Mejlgade puster liv i byen og påtvinger den ufrivillige farver. Alt fra kulturstjerner til gadeteater bruger huset, og nye projekter får frit løb hver eneste dag. Jeg elsker Fronten, fordi det er min frihed til at kunne realisere mine projektdrømme og få hjælp og kontakter med på vejen. Når vi idéudvikler bliver der arbejdet videre på det umulige og skåret ned på det realistiske. Vi arbejder ikke med fastlagte spilleregler her, for regler er noget, man opstiller for sig selv, og retningslinjer kommer og går med projekter over tid.

Kom ind uden at vide, hvad du vil Frontløberne lever på Erhvervs-Danmarks afvigere. Ting, der oftest ikke bliver set som goder på den lange, fastsatte uddannelsesvej, er guld på Frontløberne. “Jeg har svært ved at holde fast ved faglige skoler, jeg vil selv bestemme og slet ikke fastsætte min fremtid i et 8-16 arbejde. Jeg ved, jeg kan noget andet, men hvad er det, jeg kan? Jeg vil tusind ting, men hvad skal jeg vælge?” Alle disse tanker har jeg dagligt, og jeg finder nye svar på dem hver dag. Da jeg begyndte at hænge ud på Frontløberne og bruge stedet, fandt jeg ud af, at der var en skole og et miljø, hvor det var muligt at skabe flere ting på en gang og gå i en skole, hvor du bestemmer skemaet. En skole, hvor du starter og afrunder vidt forskellige projekter flere gange om året. Et hus, der rummer rum med hundredvis af mennesker og med mange forskellige arbejdspladser i samme lokale.

inviterer Frontløberne hele byen til gadefest. Når de kommercielle kunstmuser bestemmer, hvem der laver rigtig og dyr kunst, laver Frontløberne en kunstfestival for street art-kunstnere og alle andre borgere, der har lyst til at være kreative. Vi fungerer som en slags alternativ, en kreativitet, der strækker sig langt ud over husets fire vægge og holder storbyens puls i gang, lige når kulturen er ved at blive kvalt af ensretning og smarte modebutikker. Den rigtige eller forkerte kultur eksisterer ikke. Men hindres undergrundskulturen, mangler der en nødvendig dynamo til at oplyse gaden uden for de neonoplyste diskoteker.

Et hus der larmer “seriøst” Selvom Frontløberne støjer og larmer og nogen gange har grå facade og andre gange farverig street art, så lever seriøsiteten stadig. Husets evige udvikling sætter også sit moderne præg på Fronten. Vi prøver ting af, før de andre gør, og laver fejlene, før vi læser brugsanvisningen. Det giver en masse erfaring, og det bliver beundret og værdsat i mange af kulturmiljøets mere eksklusive hjørner. Fordi Frontløberne aldrig har gjort det nemmeste og mest ligefremme, er husets historie nået vidt omkring.

Kunstigt åndedræt til det etablerede Frontløberne har altid gjort det, de andre ikke gør. Når diskotekerne holder champagnefester med gæsteliste, 29

Foreign Sound 2007: Elektronisk musik på Fabrikken i Klostergade. Med Limewax, Acustic, Karsten Pflum, Wood Ammo, DJ Noia Niz og VJ Ernst Hot. Projektet trodsede den vildeste snestorm i lange tider og ikke mindst Murphy’s lov (alt hvad der kan gå galt, vil gå galt). – Der skulle tre fly billetter til den hollandske kunstner, før han kunne komme afsted, og det lykkedes alligevel at gennemføre aftenen uden forsinkelser og med masser at storm-trodsende gæster. Man forstår godt at projektlederen har armene i vejret! 32

Cæcilie Tøtnsø på Frontløberkontoret, 2008 34

Opmærksomhed! Piotr Bromblik

Rikke Luna Filipsen

projektmager på Frontløberne 1996-2002, født 1974

projektmager på Frontløberne 2006-, født 1988

Forår 2008, Piotr Bromblik mailcitater

Forår 2008, mailudveksling

... Ungdomsorganisationer bør ikke fejre voksne fødselsdage, medmindre det er over 100 år.

Rikke Luna: Hej Piotr, ved du, at kommunen har idéer om at fucke med Mejlgade, og at det nok ender med, at frontløber/kaospilot/svineriet matriklen kommer til at blive omdannet til enten en gennemgangssti, et P-hus (det var på tale, men er vist heldigvis ikke længere en mulighed), et designerhus eller noget andet godt, som passer ind i den fantastiske normaliseringsverden vi lever i. Det stinker.

... Pointen er, at ligesom med alt det, der er heeeeeelt fantastisk – som f.eks heroin – skal man indimellem træde tilbage, få sig et overblik og finde ud af, om det virkelig er så fantastisk, eller om man bare er så beruset af egen begejstring, at man ikke kan se andet. I 90’erne troede vi selv, at vi var så fantastiske, at ingen turde lege med os – men i virkeligheden syntes folk bare, at vi var nogle selvfede idioter, og holdt sig væk. ... Lav det du brænder for, få nogle erfaringer og en masse venner, der gør det semme – og get the fuck out of Århus inden dit hoved rammer loftet – for Århus er et fantastisk mikromiljø til at prøve ting af uden at blive spist af den store verden – men dem, der tog videre, fandt ud af at alt det, man opgav at drømme om i lille Århus, var hverdagsbrød i København og andre rigtige storbyer ... ... Meget af det, jeg er og kan nu, har jeg lært og udviklet på Fronten, og det er jeg meget taknemlig for, men det sidder inden i mig – stedet har hjulpet med at få det frem – men når jeg laver ting nu om dage, så er folk interesserede i, hvad jeg kan lave lige nu og her, og ikke hvad Frontløberne lavede i Festugen 1998.

Piotr Bromblik: Ro på med nedrivningen. Sidst jeg hørte, var det noget med nogle fine, dyre funkishuse, der skulle tiltrække pengestærke yuppier til byen ... Og hej! Du skal alligevel videre som alle de andre, som ikke er tabere. Århus er en selvfed kult – på alle niveauer. ... Og “normalisering”. Er det ikke noget, som Krummegenerationen bruger, når de bliver sure over at blive mindet om, at de ikke hensynsløst kan gøre, hvad der passer dem?

... Og da Jon blev leder valgte man at smide al historie ud, fordi vi skulle videre ... Brugte påsken på at grave gamle Frontløberting med Morten, og vi fik næsten kvalme af at krumme tæer over fortidens fester forklædt som verdensforandrende kulturprojekter ...

Leg hårdt og dø af grin Signe Lund Hansen, Frontleder 2006Af Ditte Bangsund-Pedersen

Handlingen udspiller sig hos Frontløberne i Århus mellem juni 2006 og i dag. Signe kommer kørende på sin Yamaha DragStar 650 iført sit sorte lædertøj. Man kan høre lyden fra motoren allerede før, hun drejer ind gennem porten. Hun parkerer motorcyklen i den lille baggård i Mejlgade, tager sin hjelm af og går op ad trappen til den ene af de to indgange – med et smil. Der ses ikke mange kvindelige motorcyklister i gadebilledet. Men sådan skiller Signe sig så fandenivoldsk ud. Hvorfor lade sig begrænse af normer, hvis noget kan lade sig gøre, tænker hun. Samfundet: Frontløberne er i 2000-tallet præget af den stadigt lavere arbejdsløshed i Danmark. Derfor starter der et meget frugtbart samarbejde med Den Fri Ungdomsuddannelse, hvor kreative og engagerede unge får mulighed for at sammensætte deres eget uddannelsesforløb. Da den Fri Ungdomsuddannelse bliver lukket, står Frontløberne uden en meget vigtig samarbejdspartner. Heldigvis bliver der tænkt kreativt, så et nyt samarbejde med Århus Produktionsskole kan se dagens lys. Et samarbejde, der i skrivende stund fungerer bedre end nogensinde med et stærkt hold produktionskoleelever, som på Fronten kaldes F16. Samarbejdet har dog ændret sig over tid. Det startede med, at enkelte elever deltog på Frontløberne, men nu rummer F16 ca. 15 elever, og produktionsskolen har ansat en medarbejder, Anna Margrethe Andersen, der har fast arbejdsplads på Frontløberne.

Scene 1: Carpe diem Juni 2006. Signe træder ind og tager chefposten for første gang i form af et barselsvikariat. Frontløberne er på dette tidspunkt afhængige af en leder, der kan sørge for, at administration og økonomi hænger sammen. Lige præcis dét er Signe god til. Signe sætter sig ved sit skrivebord og tænker tilbage på sit første møde med Frontløberne tilbage i sine ungdomsdage i 1999. Hun blev dengang betaget af, at hun kunne få lov til at styre et projekt, bare fordi hun stod i døren og udtrykte vilje til at gøre en forskel. Signe: Da jeg startede som leder på Fronten i 2006, var der efter sommerferien tre F16-elever. Det var tilsyneladende ikke helt usædvanligt, men da vi kom hen i november, hvor skoletrætheden som oftest melder sig og unge dropper ud af ungdomsuddannelserne og blandt 38

andet melder sig under Frontløbernes faner, ændrede billedet sig ikke synderligt. Vi var vist oppe på 7 elever ved den tid. Det billede var generelt for produktionsskoler landet over – omkring 35 skoler lukkede helt, og produktionsskolen i Århus blev presset ud i en fyringsrunde. Da vi manglede elever, var F16 et af de værksteder, de udså, og Anna blev faktisk fyret og genansat i en midlertidig stilling indtil juli, så vi trods alt kunne køre igennem og havde en chance for at rette op på elevtallet. Da den besked forelå, så jeg mig omkring og konstaterede, at hvis F16 lukkede og Anna blev fyret, ville jeg stå alene tilbage med et tomt hus. Derfor gik jeg i gang med et helt grundlæggende strategiarbejde under forudsætningen, at Frontløberne skulle blive uafhængige. Ikke at vi skulle blive totalt uafhængige af samarbejdet med Århus Produktionsskole, men jeg ønskede at skabe flere ben, Frontløberne kunne gå på, så vi ikke ville dø ud, bare fordi produktionsskolen stoppede samarbejdet eller lignende. Frontløberne ønskede stadig F16 som et af sine ben, men det skulle ikke være det eneste, Frontløberne hvilede og eksisterede på.

Scene 2: Fodfæste Juni 2007. Signe er blevet fastansat. Frontløberne er på dette tidspunkt blevet et gældfrit foretagende efter flere års stram økonomistyring. Signe får ansat en medarbejder, hvilket gør det muligt for Signe at koncentrere sig om visionerne for stedet. For Signe er det vigtigt at få Frontløberne ind i byens bevidsthed. Budskabet om, hvad Frontløberne kan bruges til, skal ganske enkelt ud i verden, og det skal være nu! Hun sætter sig ned og begynder skriftligt at formulere en strategi for Frontløberne. På sit papir foran sig skriver hun: “mere liv ind i huset”, “bredere defineret brugergruppe”, “ældre og mere erfarne brugere skal også kunne være her”, “ung = ung af sind”, “hyggelig atmosfære, hvor nye som gamle føler sig velkomne”, “flere projekter på samme tid”.

Nye visioner og veje Et af de områder, Signe især ønskede at udvikle, var de frivillige projekter. Da hun startede som leder, var der slet ikke nogen i huset, men hun vidste fra tidligere tider, at der ofte havde siddet uafhængige projekter og benyttet Frontløbernes faciliteter. Disse folk ønskede Signe tilbage til huset, fordi det giver en anden energi og større projektfokus – og ikke mindst inspirerer de unge F16 elever. Det var tydeligt, at der de senere år havde været fokus på

Signe Lund Hansen: Født 4. August 1977. Opvokset i Horsens med alt hvad det medfører. Flyttede til Århus i 1998 og trådte ind ad Frontløbernes dør for første gang i februar 1999. Sidenhen uddannet KaosPilot og ICF coach. Ansat som sjæf på Fronten juni 06 og ved stadig ikke helt, hvad hun skal være, når hun bliver voksen. Og det er egentlig helt ok.

besparelser og fokus på administrationen. Nu var der fri plads til udvikling – ikke mindst fordi der pludselig var overskud på bundlinjen. Signe fortæller: “I starten prøvede vi os frem, og der var nok et par stykker, der blev klemt i vores eksperimenter. Først havde vi tilbudt kontorplads til Snowflake Productions – en fyr, der blandt andet arrangerede en større festival i Silkeborg. Men vi krævede, at han skulle deltage i vores dagligdag for at få sammenhæng i huset, og det fungerede ikke i den sidste ende. Senere fik Århus Middelalderfestival kontor hos os, og i løbet af de måneder, de var her, flyttede vi næsten konstant rundt på dem. De viste stor tålmodighed og rummelighed – og var da også uendeligt taknemmelige for vores hjælp op til og under deres projekt – men da de havde afviklet, forsvandt de stille og roligt og fandt et andet sted at arbejde fra. Og det kan jeg godt forstå. I dag ser jeg lidt større på det. Frontløberne er til for at være til rådighed for unge, professionelle amatører, der har lyst til og mod på at lave kulturelle projekter. That’s it. Hvordan folk ønsker at bruge og udnytte den mulighed, er stort set op til dem. Det viser sig jo, at de bliver en del af huset – nogle mere end andre, men det gør de. Jeg arbejder stadig på at forbedre forholdene og gøre det endnu mere attraktivt at arbejde fra os, men der er flere og flere, der får øjnene op for, hvad vi kan og har at tilbyde. Det er blandt andet sket ved, at jeg har været aktiv og opsøgende i de nye netværk, der er begyndt at opstå, og ved at vi har igangsat projektværkstedet, der foregår torsdag aften. Her har vi åbnet muligheden for, at unge kan opdage og bruge Frontløberne udenfor den normale arbejdstid, og det har indtil videre været ganske effektivt.”

Scene 3: Alt er muligt I dag. Frontløberne kan mærke, hvordan de frø, der tidligere er blevet sat i jorden, er blevet til stærke planter. Signes ambitioner har ændret sig gennem årene i takt med det voksende fundament for stedet. Der er plads til mere udvikling nu. De frivillige kræfter i byen skal fortsat mindes om, at de kan benytte Frontløberne som kontorplads eller til at få hjælp til at søsætte projekter. Men stedet skal ikke længere kæmpe for at få lov til at eksistere på samme måde som dengang, det hele startede. Der skal være flere projekter kørende på samme tid, så der hele tiden er aktiviteter.

Arbejdsløsheden og Frontløberne “I dag har vi faktisk huset fuldt af kreative sjæle, og det er dejligt. Ikke alle kommer hver dag, men de har deres faste gang i huset.” Signe har bemærket, at der inden for de seneste par år er opstået flere og flere små miljøer og grupperinger af mennesker, der vil skabe noget andet og mere end det gængse. Der var PULS-festivalen i 2007, der beviste hvad frivillighed kan gøre. Heraf opstod et teaternetværk, Quonga, der også satte en festival på programmet i 2008. Der er flere og flere små musikforeninger, der forsøger at skabe arrangementer, der giver en anderledes oplevelse af at gå i byen. Og der er Netværket for Flere Fristeder, der har tilkæmpet sig retten til et hus og eksperimenterer med alternative styreformer og arrangementer. Signes teori er, at mange unge mennesker er ved at være godt trætte af at blive bespist med den lige vej. Mange accepterer og fortsætter i skolesystemet for at undgå straffen for at gøre noget anderledes – men de gør alligevel oprør på deres egen måde. Blandt andet ved at bruge deres fritid på at arrangere kulturelle events og oplevelser – ved at gøre det anderledes, bare udenfor arbejdet eller skolen. “Og det tror jeg bestemt er både sundt og klogt, for vi ville da blive skøre, hvis der ikke var plads til at skeje lidt ud engang imellem.”

Mejlgade For Mangfoldighed 2006-2009: MFM er vores idé om det fedeste arrangement, der kan gøre en forskel for Mejlgades oversete og glemte kulturelle skatte. Det bliver en stor kreativ gadefest, som vi gerne vil planlægge med alle institutioner og beboere i Mejlgade. År 2005 var en ubehagelig tid for Mejlgade. Racistisk motiverede overfald hærgede forskellige alternative caféer, restauranter, institutioner og endda mennesker. I medierne var der billeder af folk, der flygtede ud af caféer, hvilket skabte et lidt skræmmende indtryk for folk udefra. Derfor startede et initiativ bestående af Mejlgades beboere og andre mennesker for, at Mejlgades skønne sider lyste frem igen. De lavede arrangementet som en markering og afholdt det første MFM på Danmarks befrielsesdag, d. 4. maj. Vi ønsker ikke at gentage det oprindelige, men skabe noget nyt med inspiration fra dét. Derfor vil vi den 9. maj 2009 springe frem i foråret med årets fest! Vi vil gerne skabe en stemning af glæde og kærlighed. Et sted, hvor alle er velkomne, og ingen bliver udelukket. Vi vil gøre brug af musik, kunst, teater m.m. I år er vi meget inspirerede af et citat der lyder, at vi giver folk en mulighed for at møde hinanden on the field beyond right and wrong, hvilket vi synes giver et unikt touch. 40

De kommer 2009: Sort Stue, Noia Niz, Karsten Pflum, Marwan, Den sorte skole, Ras Money, Firehouse, Spektors, Flødeklinikken, Slo down, Gypsies, Mary Mary. De kommer måske: Girl bash, Bjørn Svin, F.U.K.T, Ung Flugt, Tina Dickow, Khal Allan, Patchanka, Orkestar Baxtalo, Ida Corr, Karen Mukupa, ACC, Thomas Helmig, Moussa Institutioner fra Mejlgade og andre kunstnere og grupper, der er med inde over projektet: Bureau Detours (www.detours.biz), Byhøjskolen, Det Jyske Kunstakademi, Café Oskar, Kaospiloterne, Amnesty, Thy øl, Soma (folkekøkkenCrew), Ska’ vi lege (www. skavilege.org), Alt.Kult (århusiansk initiativ for flere fristeder), Queer (laver egen scene), L:A:B:A:N (laver distro med merchandize), SUF, ACC.

I Do Art 2006-2008: er et netværk for visuel kunst, som søger at fremme de sprudlende kreative kræfter som gemmer sig i den danske undergrund. Vi ønsker at hjælpe kunstnere i vækstlaget med at komme ud til et publikum, fordi vi ved hvor vanskeligt det er at gebærde sig på kunstscenen, hvor gåpåmod og stort talent mange gange ikke er nok; man skal kende nogen. Rundt omkring i den danske undergrund gemmer der sig hobevis af begavede og talentfulde kunstnere, som desværre ikke kender de rigtige mennesker eller færdes i de rigtige kredse, og det er netop disse kunstnere, som kan nyde godt af I Do Art-netværket. I øjeblikket (Januar, 2009) har netværket tilknyttet over 100 kunstnere, flere udstillingssteder, kunst- og kulturmagasiner, virksomheder og eventmagere, blot for at nævne nogle få. Derfor opfordrer vi alle undergrundskunstnere, som arbejder indenfor den visuelle genre, til straks at blive en del af I Do Art, så netværket kan vokse og blive endnu bedre!

Historien: I Do Art har eksisteret siden 2006, hvor vores første kunstfestival blev afholdt i Studenterhus Århus. Siden er det blevet til i alt tre festivaler, som alle har været fantastiske kunstner-og publikumssucceser. Men trods den store opbakning fra både publikum og de udstillende samt optrædende kunstnere mente vi i I Do Art, at en festival ikke var nok. Vi mener, at der er behov for et mere vedvarende fokus på og støtte til den danske undergrundskunst, som i allerhøjeste grad har noget at byde på. Så herfra udsprang idéen om I Do Art-netværket. Vi håber, at netværket kommer til at hjælpe de danske undergrundskunstnere til at få gang i deres karrierer, men også til at blive bevidste om, hvor meget de kan få ud af at samarbejde. Hvorvidt der kommer endnu en I Do Art-festival, ved vi endnu ikke. Det vil tiden vise! www.idoart.dk 45

Hovedrengøring på Fronten Tora Sefeldt Weltzer, Frontleder 2005-2006 Af Anne Dyhr

Tora Sefeldt Weltzer er uddannet Kaospilot i huset foran Frontløbernes domicil. I den forbindelse har hun flere gange kigget nysgerrigt efter det lille Frontløberhus, der putter sig i anden baggård. Tora fik først foden indenfor på Fronten som gæstelærer og derefter som produktionsskolelærer for F16. Hun var derfor den oplagte kandidat til at overtage rorpinden fra Michael Schlippé, da han kastede sig over opstarten af Chokoladefabrikken og sagde farvel til lederskabet på Fronten. Det blev til et kort og intenst lederskab for Tora, fra januar 2005 til juni 2006, inden hun vendte tilbage til Kaospiloterne som teamleder.

Kunsten at finde balancen Ligesom på mange andre tidspunkter i Frontløbernes historie var de rent økonomisk ude i et uvejr, og Tora så det som en af sine mærkesager at gøre rent bord, så Frontløberne kunne få mulighed for at finde sine egne ben igen. Sammen med bestyrelsen og formanden Lemmy Kook Jensen udfærdigede Tora en ny plan for Frontløberne. I stedet for at Frontløberne skulle lave store og mange projekter, der potentielt kunne afstedkomme store underskud igen, skulle foreningen koncentrere sig om at lave små, rentable projekter. Frontløberne kunne simpelthen ikke rumme at stå med et megaunderskud, så profilen blev, at man skulle holde lav profil og ikke blive for ambitiøse. Tora var aldrig rigtig bange for, at kommunen ville lukke Frontløberne, men usikkerheden lå altid lige om hjørnet. I samme periode som Tora var leder, blev det ellers meget velfungerende kultur- og aktivitetscenter, Huset, i Århus sparet væk, så en dårlig økonomi, manglende styr på regnskabet og manglende organisering kunne uden problemer føre til shut down og farvel til Frontløberne. Derfor var Toras største projekt på Frontløberne at få skabt en stabil og professionel kontakt til kommunen og andre økonomiske investorer, da Frontløberne ikke kunne overleve uden kommunens støtte. Dernæst skulle der fokus på kassekreditten. Tora prioriterede, at tiden ikke var til fokus på flere unge, som det dog afgjort også skortede på, men i stedet at holde tungen lige i munden og styre sikkert ud af de økonomiske blindgyder. Tora mente, at Frontløberne var et supervigtig projekt for de unge, derfor var det så vigtigt for hende, at skuden kom på ret køl igen. 50

Ansvar og frihed For Tora er Frontløberne et fristed for de unge, men ikke som Ungdomshuset i København, idet Frontløberne ikke er befriet helt for voksne. Det er et sted, hvor man kan komme og være sig selv, også uden at tage det helt store ansvar, som et ungestyret hus ville kræve. F16-holdet, der kører under Århus Produktionsskole, spiller også ind på ungdomskulturen på andre præmisser end et traditionelt fristed, idet de unge får løn for at gå der. Som Tora forklarer, lærer de unge noget andet, end de har lært før, nemlig at det er yderst vigtigt at kunne samarbejde og f.eks. komme til tiden, da de andre på holdet har brug for én. Det skaber også en anden grobund for konfliktløsning og feedback, når man virkelig har brug for hinanden i projektudførelsen.

Frontløberånden Frontløberånden har altid været, at man tør prøve noget nyt. Derfor ser Tora ingen fare ved, at stedet i en periode ikke er så fremme i front, da Frontløbernes akilleshæl nærmere skal findes i gamle rutiner og traditioner – ny bevægelighed og nye forhold skal i stedet for hele tiden tænkes ind i husets form. 80’erne og 90’erne var en anden tid end i dag. Arbejdsmarkedspolitikken og de økonomiske rammer er helt anderledes, hvilket også skaber et helt anderledes Frontløberhus.

Tora Sefeldt Weltzer: Født 1973, uddannet Kaospilot, arbejder i dag som teamleder, Kaospiloterne. Har i øjeblikket fingrene i at udarbejde en ny studieordning.

Det sidder i kroppen Tora slutter sine tanker af med en skøn lille historie: Da jeg var leder, mødte jeg en gammel frontløber. Jeg fortalte ham, at jeg var blevet leder på Frontløberne. Han blev rørt og sagde: Jeg er så glad for at høre, at Frontløberne stadigvæk eksisterer, det var dér, jeg havde mine unge år. Så sagde jeg: Ja, det kan jeg da godt forstå, stedet er jo en del af din historie. Hvortil han svarede: Nej, Frontløberne er en del af min identitet! Det gik op for mig, hvad det er at være frontløber, det er noget, der ikke er helt til at fange, det er noget, der sidder i kroppen.

Opmærksomhed! Lise Ørskov

Ole Grøndahl Jørgensen

bestyrelsesforkvinde 90’erne-2005

bestyrlesesformand 2007-

Yndlingsirritation ved Frontløberne: At penge ikke var noget, man tog alvorligt. Hvilken rolle har Frontløberne spillet for dig: De har givet mig kontakt til og oplevelser med meget inspirerende mennesker. Et godt råd til unge, der skaber kulturprojekter: Gode råd er som regel ret ubrugelige. Husk i stedet at snakke med dem, der kan stille jer de gode spørgsmål! Hvad ønsker du dig af fremtidens Frontløbere: Lidt lavkonjunktur, der kan få de vilde, unge kulturmiljøer til at blomstre, tak! En hemmelighed: Det er en hemmelighed. Hemmeligheder er en slags lim i enhver organisation.

Yndlingshistorie om Frontløberne: På trods af dårlig økonomi, få brugere, svingende politisk opbakning og manglende offentligt spotlight / søgelys, står Frontløberne stærkere i dag end nogensinde før. Yndlingsirritation ved Frontløberne: Der sker hele tiden forandringer. Hvilken rolle har Frontløberne spillet for dig: Udover indsigt i bogføring giver eksistensen af Frontløberne mig vished om, at Århus’ kulturliv stadig har en energisk, modig og innovativ undergrund. Der er stadig håb. Et godt råd til unge, der skaber kulturprojekter: Et nej er ikke altid definitivt. Tro på det du laver. Hvad ønsker du dig af fremtidens frontløbere: At de bliver ved med at skabe deres egne chancer. En hemmelighed: Er kun en hemmelighed, hvis man kan holde den! Yndlingshistorie om Frontløberne: At de stadigvæk er her og har bidt sig fast!

Lise Ørskov: Jeg er født en bidende kold januarnat i 1959 lidt nord for Ålborg. Jeg er uddannet dramaturg med efteruddannelse i markedsføring og salg. Jeg er udviklingschef og dramaturg ved Opgang2 turnéteater. Har netop forladt en formands-bestyrelsespost i Teater Katapult efter en årrække – og har lige nu mere end rigeligt at se til på mit job. 52

Lemmy Kook Lyngholm Jensen bestyrelsesformand 2005-2007

Yndlingshistorie om Frontløberne: At Frontløberne blev til og bliver ved med at insistere på alternativ og kreativ ungdomsintelligens! Yndlingsirritation ved Frontløberne: At I ikke er trådt i karakter og har taget den globale førertrøje på hvad angår udvikling, eksponering og dannelse af ungdomskulturer rundt omkring i verden. Hvilken rolle har Frontløberne spillet for dig: Frontløberne har været og er en evig reminder om, at talent er mangfoldigt og kan udfoldes på mange måder. Eneste forudsætning er troen på individets potentiale! Et godt råd til unge, der skaber kulturprojekter: Find ud af, hvad meningen og perspektivet er med din rolle, dit teams rolle og ikke mindst projektets rolle. Jo, større mening, jo større betydning – des mere skal I tage jeres ansvar alvorligt og ikke undskylde med alder og manglende erfaring. I kan meget mere, end I tror. Hvad ønsker du dig af fremtidens frontløbere: At de kommer meget mere på banen, bliver mere synlige, står insisterende ved deres alternativitet og tager ansvar for udviklingen af ungdomskultur lokalt, nationalt og globalt! En hemmelighed: Jeg tror, at Frontløberne kan udrette langt mere på globalt plan, end de tror, de kan og tør!

Lemmy Kook Lyngholm Jensen: Født 18. april, 1972. Uddannet finansiel grunduddannelse og kaospilot. I dag Direktør i Changepilot og ext. business konsulent hos Vestas Wind Systems A/S. Er i dialog med Århus Europæisk Kulturby i forbindese med andre kulturprojekter.

Ole Grøndahl Jørgensen: Født den 6. sept 1974 . cand. mag. (næsten) i religionsvidenskab og skandinaviske kulturstudier. Komponerer musik til forskellige formål. Skriver speciale, og laver diverse forefaldende. Arbejder p.t. med Selectricity (elektronisk musik og kunst), samt bandet Problemes de Communicat. 53

Spray Yourself 2004: To dages graffiti og hip hop arrangement p책 Sct. Annagade Skole. 54

Frontløberne i det nye årtusinde Michael Schlippé, frontleder 2004 Af Anne Dyhr

Jeg har taget tidsmaskinen tilbage til 2004 for at møde Michael Schlippé, 22 år gammel og leder på Frontløberne. Baggårdslokalerne er rodede, og uden at forsøge at undskylde forklarer Michael Schlippé: “Det her er jo et sted for unge, det bliver brugt af unge, og derfor ligner det lort. Det må man bare vænne sig til.” Han byder på en kop kaffe, og vi sætter os i et par slidte lænestole. Du har selv været frontløber. Hvordan var det at tage springet til leder? Det har betydet, at jeg pludselig skal holde mig lidt på afstand. Jeg kan ikke fortælle alle om mine frustrationer og udfordringer, jeg står lidt mere alene, og det er benhårdt. Men på mange måder føler jeg mig ikke som en rigtig leder. Jeg er nok mere en slags motiverende reservemor, for jeg skal også forholde mig til, hvis de unge har personlige problemer. Det er jo en lidt mærkelig situation, især fordi jeg ikke er ret meget ældre end dem, der er her. Jeg er f.eks. nødt til at lægge mit sprog om, når jeg taler med kommunen eller bestyrelsen, men jeg forsøger at formidle, hvad de unge hernede vil – ved at være mig selv. Jeg har måske lidt for høje ambitioner for Frontløberne. Jeg vil gerne have at stedet skal være mere livligt og lave flere projekter, som skaber debat og når helt ud til kanten. Jeg er parat til at dø for Frontløberne og det forventer jeg også af andre, hvis de skal være en del af huset. Hvordan vil du definere Frontløberne? Frontløberne er 100 % defineret af, hvem der er her. Jeg er den eneste lønnede medarbejder, så er der en militærnægter og 15-20 unge, der er her fast. Frontløberne er et slags pitstop for unge med ild i røven, som ikke er tilfredse med bare at være modtagere af kulturen i Århus. De vil være afsendere og medvirke til at skabe mere liv, debat og underholdning. Nogle gange går projekterne godt og nogle gange ikke så godt, men vi lærer altid noget og kommer stærkere ud af det sammen. Frontløberne er også et meget socialt sted. Der skal være en balance mellem at være en ungdomsklub og seriøs arbejdsplads. Hvad er det fede ved Frontløberne? Frontløberne er den rene form for adrenalin, som alle byer i verden burde få et skud af i ny og næ. Jeg føler hver dag, at jeg gør en forskel både for mig selv, for de unge brugere og ikke mindst for Århus. Jeg har fået et kæmpe netværk ved at arbejde her, og det håber jeg at kunne nyde godt af fremover. 56

Hvorfor holder I så mange fester? Jamen, fester er sindssygt vigtige. Ikke kun fordi de er sjove at lave og sjove at være med til og i øvrigt sjældent giver underskud, men også fordi man møder en masse mennesker, nye venner eller kolleger. Det virker meget bedre end at skrive en mail eller uddele flyers. Så kan man se, hvem vi er, hvor vi bor, og hvad vi kan. En rigtig god fest i weekenden motiverer også de fleste unge til at arbejde lidt hårdere mandag morgen. Hvordan står det til med økonomien? Vi har aldrig rigtig nogen penge, men jeg forsøger hele tiden at finde nye sjove måder at tjene nogle på. Jeg holder f.eks. foredrag for virksomheder, jeg vil også gerne have, at Frontløberne samarbejder mere med erhvervslivet. Vi har også lavet en ny regel om, at intet projekt må give underskud, men de unge skal ikke slås i hovedet med gammel gæld, de skal have de samme forudsætninger som dem, der var her for 10 år siden. Trods samfundets ønske om at spare på kulturen skal vi nok vise dem, at vi selv kan finde midlerne til at fortsætte. Du har udtalt, at Frontløberne bør være en omvendt Robin Hood? Ja, altså i overført betydning. Jeg vil gerne tage noget fra de unges kultur og give til forskellige virksomheder. Erhvervslivet mangler oplevelser, det kan vi sælge dem, og så bliver alle rigere. F.eks. med vores graffiti-workshop for direktører formåede vi på en kreativ måde at skabe et møde mellem unge og erhvervslivet på de unges præmisser. Et godt råd til fremtidige Frontløberne-ledere? Lad være med at tænke så meget over, hvad Frontløberne er. Vi har brugt så mange kræfter på at definere os selv, at vi helt har glemt bare at være i det. Jeg har forstået nu, at det vi laver, de projekter, der opstår, og den stemning, vi skaber, det er det, som er Frontløberne. Det kan ikke skrives ned på et stykke papir. Vi er her, fordi vi er her og ikke kan lade være. Jeg takker for kaffen og siger farvel til Michael Schlippé uden at fortælle ham, at han snart vil forlade sit nuværende job for at starte natklubben Chokoladefabrikken, som i to år vil være et in-sted i byens natteliv.

Michael Schlippe, Jonas Rud Berner og Jesper Øllegaard, ca. 2002

Michael Schlippé Født 1980. Uddannelse 10. klasse. That’s it! Arbejder i dag som musik- og eventchef på Studenterhus Århus. Har fingrene i Århus Festuge og 10.000 andre projekter. 57

Urban asia 2003: Ă&#x2026;rhus Festuge. Store Torv dannede rammen om FrontlĂ¸bernes asiatiske by, Urban Asia. Et intimt og velduftende marked og masser af underholdning for byen. 58

F16 Af Anna Margrethe Andersen, F16-kaptajn 2005-

Faktakasse F16 er et eksternt produktionsskoleværksted under Århus Produktionsskole, som har til huse på Frontløberne. Formålet med F16 er at give unge en praktisk erfaring med projektarbejde gennem skabelse af kulturelle projekter, empowering samt vejledning i forhold til livet, fremtidigt studie eller erhverv. På F16 er det muligt at lave sine egne projekter samt deltage i fælles projekter. F16 får løn og har mødepligt. F16 er for unge uden færdiggjort ungdomsuddannelse. F16 starter i 2002, efter lukningen af Den Fri Ungdomsuddannelse.

Kære mennesker! Der er noget, jeg må fortælle. Noget I bør vide. Noget I skal vide. Noget om vores fremtid. Noget om vores kultur. Noget om unge mennesker, I har glemt ... måske? De unge kulturmagere. De helt unge. Dem, der er vilde med at lave oplevelser for sig selv og for jer. Dem, som går med en idé indeni. En idé, de måske ikke selv tror helt på ... eller måske gør de. Mennesker, I skal vide, at det giver mening, at unge mennesker får fat i deres drømme. At de får fat i den indre kerne, der kan være svær at lytte til, fordi omverdenen har mange gode idéer om den lige vej. Mange gode idéer om, at det er vigtigt at have noget at falde tilbage på. Mange gode ideer om, hvad du bør gøre for helt sikkert at blive en lykkelig og god samfundsborger. Derfor skal jeg fortælle dig om F16. F16 er et hurtigtgående fly, der larmer hen over sommerhimlen. F16 er også et produktionsskoleværksted – nogle gange hurtigt som flyet, men helt sikkert altid larmende året rundt. På F16 laver vi kulturprojekter i bred forstand; Fester, events, tegneserier, humanitære projekter, festivaler for kunst, kampagner og andre projekter, ofte med et godt formål. F16 har gennem tiden lavet: I Do Art – en kunstfestival, Neofolk koncert med kunstnere fra Tyskland, Ungarn og Østrig, Jul for hjemløse, flash-mobs på gadeplan og Bevægelse på Dåse i Århus Festuge, bh’er i Sct. Clemens Stræde for Kræftens Bekæmpelse, totalteater i Vestas vindmøllerør, fødselsdag for H. C. Andersen, personlige film i Kulturnatten, kampagnen Hvad skal du på tirsdag, så unge kom op af stolene og fik stemt og og ... (undskyld til jer F16 elever, hvis projekter jeg ikke har nævnt). 60

På F16 kan du komme med dine klare eller uklare ideer i maven. Du kan komme med den tro, at du ingen ideer har. Du kan komme med et færdigt projekt, du bare mangler allersidste punktum på. På F16 kan du komme, som du er – og vi elsker dig for det! På F16 kan du komme, hvis du ikke har en ungdomsuddannelse, eller hvis du er droppet ud af den, du oprindeligt startede på og som ikke syntes rigtig for netop dig. På F16 får du undervisning i projektarbejde. Viden om hvordan du fører et kulturelt projekt ud i livet. Al teori prøver vi af i praksis – vi laver ikke skrivebordsprojekter her. Du får coaching på dine projekter og i din udvikling, hvis du vil. Du får vejledning og gode spørgsmål, så du bliver klogere på dig selv og mulighed for at blive mere afklaret på din videre færd. På F16 giver du din tid, din energi, din stemme, dine ideer, dit humør, dit knofedt, din musik, dine tanker og talenter. På F16 oplever du at være en del af noget. At lave projekter med andre i og udenfor huset. Vi har mange legekammerater på F16, som elsker at samarbejde med os. For nogle er F16 vendepunktet i en lang omgang ned ad bakke. For andre er det springbrættet videre eller tilbage i uddannelse, der pludselig bliver tiltrækkende, fordi du ved, hvorfor de vil tage uddannelsen, og hvad de skal med den. For nogle er F16 et bevidst valg i en karrierevej, for andre et pusterum. På F16 bestemmer du rigtigt meget selv, men vi stiller også krav til dig – for du er vigtig for, at det hele løber rundt, og vigtig for, at vi kan gennemføre de projekter, vi gør. Jo mere du viser, du selv kan, jo større frihed får du. På F16 er det helt ok at være ked af det. Vi kan alle have en dårlig dag. Men har du det for dårligt for længe, må vi høre, hvad der er galt. Måske kan vi give dig en hånd? Men husk! Vi vælger alle, hvilket humør vi tager med os. På F16 ved vi, at det kan være svært at være ung. Svært at være menneske. Det hjælper vi dig gerne med. Eller også kender vi helt sikkert mennesker, der er knaldgode til at få dig på rette vej. På F16 kan du max. være i ét år. Men du er jo altid velkommen til at lave projekter på Frontløberne, når du er færdig. Og hvad har alt dette så med vores kultur og vores fremtid at gøre? Giver det overhovedet mening, at unge beskæftiger sig med kulturprojekter. Og hvorfor som en del af Frontløberne, som ellers er en frivillig forening? F16 er

en vigtig del af Frontløberne og en vigtig del af samfundet i Århus. Vi er de yngste græsrødder, der er larmende, kærlige, provokerende, spørgende, idérige, udfordrende, dovne, aktive når det gælder, og ved, hvad der er gang i nede i undergrunden. Gennem årerne har F16 været en vigtig del i de projekter, der har skabt liv på Frontløberne i op- og nedgangstider. Været med til at holde pulsen oppe og gøre opmærksom på stedet blandt de unge og andre, der bare måtte vide, at vi eksisterer – og nogle gange været med til at give hvilepuls i en travl tid. F16 giver verden nogle engagerede, modige, mere modne unge, der gennem praktiske erfaringer er blevet klogere på sig selv og bedre klædt på til deres videre færd. For nogle giver det en identitet, der følger dem resten af livet. For andre giver det en sjov tid at tænke tilbage på, og for andre igen giver det hele formålet med deres liv.

Og hvorfor er det så vigtigt? Det er vigtigt, fordi det på sigt skaber en lille bitte del af en bedre verden, når unge får fat i deres drømme og flyver videre ud i samfundet. Fordi projekterne i sig selv skaber liv i verden (den del af verden, der hedder Århus), og fordi der i den anden ende kommer unge kulturiværksættere ud, som skaber liv og oplevelser for dig og for mig og for alle de andre derude. Det synes jeg er vigtigt! Det synes jeg giver mening!

Anna Margrethe Andersen: F16-Kaptajn. Alder: Jeg er fra 1970. Uddannelse: KaosPilot. Arbejde: Kulturprojekter, unge og deres potientiale. Imponerende at se hvad der sker, når unge udlever deres drømme. Hvornår har du sidst udlevet en af dine? Mine roller er projektleder, procesleder, vejleder, underviser, den skrappe, den søde, den ... Ellers: Formand for KulturNat Århus bestyrelse. Medlem af Skanderborgfestivalens bestyrelse. Onkel Søster. 61

Kulturen bag muren 2002: Fokus pĂĽ alle de fede baggĂĽrdsmiljĂ¸er i Mejlgade. 64

Kampen for tilværelsen Jon Kraabøl, Frontleder 2001-2004 Af Ditte Svane

Jeg var nyuddannet kaospilot og vidste ret lidt om Frontløberne, da jeg startede som leder i februar 2001. Situationen var meget usikker, husejeren ville smide os ud og bestyrelsen snakkede om at lukke. Det betød, at alle planlagte projekter var blevet aflyst, og lokalerne stod tomme. Ud over den midlertidige administrator og en militærnægter var der kun et par enkelte frontløbere. Stedets fremtid hang i en tynd tråd, men jeg besluttede mig alligevel for at tage kampen op, faktisk passede det mig fint at starte på en frisk. Jeg holdt en workshop med nogle tidligere frontløbere, hvor temaet var at genopfinde Frontløberne. Vi arrangerede en stor fest i gården, og det lykkedes os at vise, at der stadig var liv i huset, så folk begyndte at komme tilbage.

Ståpik og tyndskid Jeg gad ikke være pædagog, så jeg gav meget frihed til holdet og blandede mig ikke i konflikter – voksne mennesker kan løse deres problemer selv. Jeg lavede også et skift i lederstilen, sådan at jeg stod for den daglige ledelse i huset, men holdt mig ude af projekterne så vidt muligt. Det skulle være frontløbernes ideer og deres projekter, men de skulle ikke stå med det tunge økonomiske ansvar. Der var to typer projekter : de mindre, som F16-eleverne stod for, og de større, som involverede hele huset. Kvalitetsbarometeret var ståpik og tyndskid, altså den dér blanding af begejstring og nervøsitet, som er nødvendig. I min tid som leder lavede vi over 30 kulturprojekter, men det, jeg er mest stolt af, er den udvikling, nogle af de unge mennesker gennemgik, mens de var der. Dem, der kom i huset, var aldersmæssigt delt i to grupper: F16-eleverne, som var fra 16 til 19 år, og så de lidt ældre – studerende, folk i aktivering eller tidligere F16-elever. Stedet tiltrækker jo nogle bestemte grupper af unge mennesker. Dengang var hiphop det helt store, og nogle af de faste frontløbere var Jøden, USO og L.O.C. I dag er frontløberne af en anden type, de klæder sig anderledes, hører noget andet musik og går til værks på en anden måde.

gav penge i kassen. Der kom gang i hjulene mod alle odds, men efter to års fremgang blev det sidste år lidt for produktivt. Vi påtog os tre store projekter på én gang, og det viste sig at være for stor en mundfuld. Det var GymnasieMGP, RECession og Urban Asia, som jeg selv måtte agere projektleder på trods mit armslængdeprincip. Vi troede, vi kunne flyve – det kunne vi så ikke, og til sidst gik det ret skidt rent økonomisk. Jeg efterlod mig en gældspost, men den var trods alt mindre end den, jeg overtog. Frontløberne dækker altid to typer af behov: de unges behov og byens behov. Den her måde at arbejde med kulturprojekter på er ekstremt selvudviklende for unge mennesker, fordi de uden at være under det store opsyn får et enormt ansvar, både for deres projekter og for de mennesker, de arbejder sammen med. Kulturprojekterne, som er en uundværlig del af bylivet, dækker byens behov. Hvis man skal tiltrække folk, både turister og potentielle fastboende, skal der være et levende kulturliv, og det giver selvtillid til byen at lave tingene selv frem for at købe sig til gæstekultur. Frontløberne et unikt sted, fordi det er selvejende og uden pædagogisk overvågning. Der er en stærk kultur i huset, og de unge styrer det selv på godt og ondt. Men det må ikke blive en ungdomsklub, det er sindssygt vigtigt. Hvis stedet skal overleve, skal det være et projekthus, en arbejdsplads. Og Frontløberne har kun en fremtid, hvis de bliver ved med at genopfinde sig selv og stille krav til sig selv og ikke bare lader stå til.

Vi troede, vi kunne flyve Jeg arbejdede en del politisk og forsøgte at sprede kendskabet til Frontløberne. Jeg slog også fast, at Frontløberne skulle være med i Festugen. Jeg syntes, det var vores forpligtelse at deltage i den type kulturarrangement. For at få balance i økonomien lavede vi nogle kommercielle jobs, f.eks. at dele flyers ud for Telia iført julemandskostumer i august måned. Det var et lortejob, men det 66

Jon Kraabøl: født 1974. Uddannet KaosPilot. Kulturkatalysator, idemager og ungel (udtalt: onkel). Lige nu projektleder på Spotlight; kulturfestival for børn og unge i Vejle.

Sommer chill 2000-2001: Fede DJ’s og strandudstyr på Den Permanente – men kun i godt vejr. 68

Hvad mener Frontløberne om: A

H hjerte: I love Frontløberne. humor: Vi er fuldstændig tappet for humor. huset der klapper: Kaospiloterne.

alternativ: Alternativ måde at få liv til at fungere; alternativ til det strukturerede system; hvis du har alternativer, har du mulighed for reelle valg; Frontløberne er et reelt alternativ. alsidig: Det er sjovere, når man kan se tingene fra flere sider. Der findes ikke kun én måde at gøre tingene på. arbejde: Vi arbejder af lyst; vi arbejder, fordi vi brænder for det; arbejde er vildt fedt, hvis man brænder for det, man arbejder hen imod; hårdt arbejde er det bedste, hvis det er noget, man interesserer sig for.

blær: En vigtig ingrediens i ethvert projekt. balance: Kræver ligevægt og respekt.

jeremy’s: Se Mejlgade. ja: Yndlingsord, umuligt at brainstorme uden; vi er ikke bange for at sige ja; åbner alle døre og muligheder; nogle gange skal man lære at sige nej. juhuu: Vi siger det tit; begejstring smitter og er ikke en dårlig ting; det handler om ikke at tage alting for givet, heller ikke hinanden.

C civil ulydighed: Regler er til for at blive brudt: Bliv ved med at stille spørgsmål; nogle gange er det bare nemmere at få tilgivelse end tilladelse. christianiacykel: Uundværlig til transport af gear, gejl og venner. cirkus: Yndefuld som cirkusprinsessen og latterlig som klovnen.

D dj/disko: F**k art – lets dance. dagdrøm: Dramatiske dagdrømme kan blive til drastiske projekt- og livsdogmer.

E energi: E = mc evaluering: Hvordan ved du selv, at det er gået godt? eventyrlig: Hvornår har du sidst dræbt en drage eller snavet med en frø? elefant: Der skal også være plads til lyserøde elefanter; enhver situation har sin lyserøde elefant. 2

F Fremtid: Den bedste måde at spå om fremtiden på er at skabe den. frihed: At vælge et fristed; frihed + ansvar = frihed. fødeklinik: Kom ned på Frontløberne, så agerer vi jordemoder. fest: Helst hele dagen lang. fabelagtig: En bjørneuglefisk. Frontløberneabet: Hellere flabet end skabet.

G glæde/grineflip/glød: Holder doktoren fra døren. gadefest: Hold den selv. genopfinde: Alle tanker er tænkt før, men at genopfinde ideen kræver mod. 70

inspirerende: Det bliver du – af os. input: Vi er transformatorer; når vi får noget ind, så kommer der altid noget ud. ild(sjæle): Vi har gnist, glød og ild i røven; vi brænder for det vi laver; vi får julelys i øjnene af gode ideer; vi løber med faklen i front; vi er selvantændende og brænder aldrig ud, men giver flammen videre. ideudvikling: Det vi er bedst til; giv os rammerne, vi giver ideerne.

K kreativitet: Det har vi; alle er kreative; det er det, vi kan; det vigtigste, vi har, er vores kreativitet. kaos: Altid; et fast og uundgåeligt element i projektarbejde og livet; vi nyder uforudsigeligheden og overraskelserne og lader os ikke skræmme af udfordringer. kærlighed: Kom forbi og få lidt. Bliv og få meget.

L leg: Leg er vejen til at blive en legende (og så skal man også arbejde for det); der behøver ikke være langt fra leg til arbejde. Leg hårdt. Dø af grin. luksus: Vi skaber luksus; at arbejde på Frontløberne er luksus; luksus er ikke nye biler & Dolce Gabbana; luksus er at få mulighed for at realisere sine ideer og drømme. larm: Der er inspirerende larm, og der er irriterende larm. Kaospiloterne og Svineriet larmer; Frontløberne kunne aldrig finde på at larme. På ære.

M mangfoldighed: Succes, hvis mange forskellige mennesker kommer til vores arrangementer; et ord vi bruger meget; dækker Frontløberne godt. Både brugere (hiphop, punk, BZ, pop) og projekterne. mål: Man må have mål for at nå videre, men målet må gerne komme bag på én; måske nåede man noget, man ikke regnede med. mystik: Frontløberne er omgivet af mystik. Man må gå på opdagelse for at finde os; man ved ikke helt, hvad det er, når man starter, og hvad der skal ske. Men man må gå på opdagelse og finde ud af, at man skaber det selv. mejlgade: Vi får det godt ved lyden af navnet; Mejlgade vil indtages. Streetart og graffiti, en oase i midtbyen.

nyfødt: Man skal være åben for at se på sig selv og genopfinde sig selv og prøve nye veje; mange stjerner er født på Frontløberne; man bliver dyb af det her sted; Frontløberne åbner op for et eller andet. nyhed: Der er altid gang i noget nyt. Altid noget nyt at fortælle omverdenen.

X: Sæt x ved dit mål; X (som i kryds); find skatten. xentrisk: Vi hylder det skæve. xtrem: Der er risiko nok ved at gå over for grønt lys. Gå over for rødt.

O overskud: At rumme det kaotiske er menneskeligt overskud. oh my god: Go my art. opfordring: Op og ud og fyr den af. orientering: Lær reglerne, og bryd dem; man må gerne snyde, så længe man ikke bliver opdaget.

P politisk: Det er altid et politisk valg, når du vælger; Frontløberne går sine egne snørklede politiske vej; det er en politisk ytring ikke at vælge den lige vej. paradis: Hvis ikke Frontløberne er paradis på jord – hvad er så? passion: Uden passion er livet meningsløst. problemer: Findes ikke.

R rutschebanetur: Trods turbulens kommer vi altid til endestationen; det er ikke smertefrit; masser af sug i maven. ragnarok: Verden, som vi kender den, kan altid se anderledes ud; det, der ligner verdens undergang, er der hvor du lærer mest. rebel: Dem der tør at tage chancer, følge hjertet og bryde normer.

S slæng: Alle har ret til et slæng. sækkestol: Opium til folket; de bliver aldrig vasket. spontan: Lige nu er det eneste, vi har; spontane ideer skaber spontane mennesker; spontanitet fremmer kreativitet.

U udfordring: Udfordringer vokser bedst i takt med dig. ups: Der røg min fortand. ungdommelig: Hver dag kommer du tættere på døden; rynkecremer virker ikke indeni – det gør Frontløberne.

V vanvid: Vi vander vanviddet og vinder verden. vidunderlig: Smag på blomsterne. vaterpas: Vi ved godt, hvad der er i vater, men balancen bestemmer vi selv.

Y yum-yum: (Nudler) det er sgu for ulækkert. yo: Vælg din attitude. ydmyg: Vi lærer hele tiden.

Ø øvelser: Søg ind til militæret. øller: Man må godt være lidt snalret.

Q queen: Fedt band og dronning Margrethe gør det sgu meget godt. quonga: Er blevet en del af del vores hus; vi elsker andre, der elsker kulturprojekter. queer: Opgør med normalitetsbegrebet.

Z zzz: Mange går i stå ved Z. Frontløberne går hele vejen zorro: Den første tagger med kårde.

Å åh, jeg er så glad idag: Du vælger selv dit humør; det smitter, så træf et valg. århus: Det er der, vi gør det; baghaven/værkstedet/atelieret, hvor vi skaber (os). århusianere: Det er os, der får århusianerne til at smile.

Brainstormet af FrontlĂ¸berne i forĂĽret 2008 73

Lux-O-Rama 1998: Stort jule- og nyt책rsshow i Ridehuset. L:Ron:Harald, Clemens, Kid Rodrigez, Den gale Pose, Under Byen og Bother Brown m.fl. 74

Det er vores sted Jakob Skov, frontleder 1998-2000 Af Ditte Svane

I 1998 hersker en negativ stemning på Frontløberne, en følelse af at stedet har haft sin storhedstid, og at energien er forsvundet med de projekter, der er blevet selvstændige. Sammenholdet omkring Kaospiloterne, MouseHouse, Cykelbudene og Agenda er løbet ud i sandet, efterhånden som projekterne kører af sig selv. Frontløberne har fungeret som storebror for disse projekter rent administrativt, men sidder nu tilbage uden projekternes funkyness og føler, at magien er væk. Der kom dog nye boller på suppen, da Jakob Skov tiltrådte som leder og fik Rasmus Schack Søndergaard som wing commander. Den dynamiske duo skød de nye tider i gang med at lave Lux-o-rama i Ridehuset.

Ungdomskultur er fedt i sig selv Hvor Frontløberne tidligere havde været socialt orienteret, satte Jakob Skov nu projekterne i fokus. Ønsket var at finde tilbage til ungdomskulturen, både for at opdage og for at bevise at ungdomskultur er fedt i sig selv. Frontløberne bestod på dette tidspunkt dels af forskellige folk henvist fra kommunen og dels af gymnasietrætte unge. Det var socialrådgiverfrit område, og der var ingen, der stillede spørgsmål til folks forhistorie. Frontløberne fungerede som en slags broderskab med et vist mål af selvtilstrækkelighed. Det blev en slags familie eller forældresubstitut for flere, især i Ungdomsklanen. Der eksisterede et fortløbende demokrati, sådan at de bestemmende var de tilstedeværende. De fleste var kun frontløbere et halvt eller helt år, så beslutninger blev hele tiden omstruktureret. Alle var på gennemrejse, og det var alle og ingen, der bestemte, så man var nødt til at finde sig i hinanden. Man måtte ikke være aggressiv, og man måtte ikke tage af kassen, men man måtte fandeme gerne være dum at høre på.

Lysten til at drive værket Jakob Skov videreførte det tankesæt, som var udviklet i samarbejde med tidligere leder Torsten Gejl, om en anderledes måde at drive ungdomsklub på. Dette holdt han mange foredrag om, og det kom altid som et chok for de tilstedeværende klubledere, når han fortalte, at man på Frontløberne havde uddelt 250 sæt nøgler. Jeg forklarede, hvordan man kan styre de unge ved at give slip, men inden for nogle rammer. At det kan lade sig gøre at drive et sted hvor de unge får så meget ansvar. At man kan have gavn af at vise tillid til dem, der bruger stedet. Men at man samtidig må acceptere, at 76

der til tider er møgbeskidt. På Frontløberne forløb en række mindre projekter, som udsprang af projektvuggen, hvoraf nogle lykkedes og andre ikke, men man lærte af processen. Ikke alle tog det lige seriøst, nogle var der bare for at have det sjovt. Som leder havde Jakob Skov en tro på, at når der hverken er gulerod eller pisk, må det være lysten, der driver værket. Brugerne må selv tage initiativet. Man bestemmer selv, hvad man vil gøre og bidrage med, og gider man ikke, kan man til hver en tid bare gå. Men laver man noget, andre skal se, skal det være så godt, at man kan være det bekendt, og så skal man også være stolt af det.

Ikke-agressiv opposition På et tidspunkt i Jakob Skovs tid som leder blev hele årsregnskabet ved et uheld slettet fra computeren. Det var en meget penibel situation og særdeles pinligt overfor bestyrelse, kommune og bank. Revisoren måtte anføre regnskabet kan ikke revideres, en yderst alvorlig påtale, han aldrig havde brugt før. Vi hyrede en pensioneret revisor til at få orden i regnskab og bilag, men den dag han kom på besøg, havde vi tilfældigvis fundet på at lege “jorden er giftig”, så vi

stod alle sammen på borde og stole, da han trådte ind ad døren. Sommeren 1999 kom der besked fra Århus Kommune, at Frontløberne skulle spares væk, dvs. en reduktion i tilskuddet fra 750.000 til 370.000 kr. årligt. Jakob Skov, som var overbevist om at kommunens folk ikke vidste ret meget om Frontløberne, droppede at føre aggressiv protest og lagde i stedet en kampstrategi baseret på gode argumenter og fremvisning. Hele efteråret kom der gæster fra kommunen, som hen over en kop kaffe lod sig imponere af huset og dets brugere. Resultatet blev, at Frontløberne blev skånet og beholdt tilskuddet. Jakob Skov spår dog ikke Frontløberne nogen langvarig fremtid. De mindre, kulturbærende institutioner vil på sigt lukke, fordi de drives af ildsjæle, og det gør dem svære at overdrage. Jakob Skov beskriver Frontløberne i sin tid som en ikkeaggressiv opposition. Det var en gør det selv-, hænderneop af lommerne-opposition. En opposition mod underholdningsindustri og passive medier, ungdomsklubber og dovenskab, og mod at få sin identitet fra MTV.

Jakob Skov: Født 06.11.1972. Uddannelse ingen færdiggjort efter gymnasiet. Arbejder i dag som projektleder på DR Musik med bl.a. P3 Guld og Karrierekanonen. Har fingrene i Strøm (elektronisk festival) og mit daglige arbejde. 77

De grænseløse byfelter Af Anne Dyhr, samfundsdebattør

Min mobiltelefon ringer, og mindsandten om det ikke er Ida, min gamle ven og frontløber gennem mange år. Hun siger, at hun står uden for min dør og ved ikke, hvilken knap på dørtelefonen, der er til min lejlighed. Jeg studser, knap, jamen jeg har da ingen dørtelefon, det kan ikke være min opgang! Jeg går ud på gaden med telefonen til øret, der står hun, halvt nede af gaden. Jeg siger ind i telefonen og hen til Ida Hej, det er jo lige her, og jeg kan høre Idas stemme i telefonens højtaler og i gadens rum: Hej, jeg troede gadenumrene gik den anden vej. En stemme, der rejser helt ud i verdensrummet og ned til mit øre og en stemme, der bevæger sig i gadeplan, 20 meter hen til mit øre. Samme stemme i dobbelt resonans, en dobbelt identisk lyd i realtid – himmelrum på gadeplan og/eller grænseløs mangfoldighed. Ida og jeg skal snakke om grænseløse byfelter og om tidens tone. En snak lige fra hjertet og hjernen.

Hvor blev retten til civil ulydighed af? Ida kommer ind og får smidt overtøjet på en stol i stuen. Jeg har lavet te og tændt stearinlys for hyggens skyld. Både Ida og jeg bryder os rigtig meget om byens rum, altså det byrum, der får lov at overraske og drille, det byrum, der lever i krinkelkrogene, gemt for stadsarkitektens falkeblik. Det byrum, hvor civil ulydighed er et begreb, der stadigvæk findes. For hvor er sproget omhandlende byens mange facetterede brugerskarer dog blevet disciplineret. I dag er man enten voldsbølle eller retskaffent borgerdyr. Du er enten med os eller imod os. En retorik kendt fra krigen mod terror, og som i dag er lækket ud i byens diskurs, hvilket ligesom på verdensplan forfladiger enhver debat. Dette tokomponente ordforråd, med eller imod, smitter desværre af på byen og dens repertoire, hvor mere nuancerede ord som eksempelvis civil ulydighed forsvinder. Alt kan måles ud fra med eller imod-kodekset, og er det lige dét, vi vil? Vi, Ida og jeg, mener, at det er ufatteligt vigtigt, at vi tør bruge flere ord, mangfoldiggøre sproget om byen. Et ord, vi eksempelvis savner, er nemlig det lille begreb civil ulydighed. Man kan vel diskutere, hvor kriminelle forældrene fra børnehaverne i Århus var, da de dannede blokade uden for institutionerne, så pædagogerne ikke kunne komme på arbejde. Var det ikke nærmest deres ret at sige fra? Vi spørger ydmygt, om det giver mening at kritisere en lovgivning som en handling, der stiller spørgsmålstegn ved retten til at sige fra og derved være med til at nuancere med eller imod-retorikken? 78

I Bushificeringen af vores værdiapparat drøner ordene desværre af sted med nul-tolerance på dagsordenen. Nul graffiti og nul kommunikation er blevet allestedsnærværende. Men hvorfor ensrette, når man kan mangfoldiggøre, hvorfor kriminalisere, når man kan nuancere? Byen lever langt hen ad vejen af, at lovmæssigheder bliver overskredet eller konfronteret. Vi mener, at det ikke er et spørgsmål om voldstosser eller borgerdyr, men lige der imellem, lige dér, hvor forældre rejser sig i protest eller dér, hvor andre mætningspunkter nås. Civil ulydighed er et menneskes ret til at udtrykke et ønske om noget andet end det tilstedeværende.

Den postmoderne bynomade Ida er en kvinde i flow. Hun studerer i én by, bor i en anden. Toget er blevet hendes hverdagstransport. Den by, hun bor i, har meget symptomatisk for tiden i dag udvidet sig. Grænsen by land by er udvisket. Vi tager til Berlin i weekenden, til møde i København mandag morgen og henter lillepigen i børnehaven i Århus mandag eftermiddag. Grænser udviskes – vores geografiske forankring transformeres ved de konstante skift, en by bliver til en anden by, Århus og København bliver samme organisme. Det mellemliggende land bliver korte transportzoner, som stop mellem S-togsstationer. Måske er Danmark én by – en stor levende organisme som eksempelvis Los Angeles med sine decentrale bycentre og motorvejsnet. Idas hverdag beviser, at der er noget om snakken, og man lystes til at spørge, om det så er godt for byen, og om det er godt for de mennesker, der bebor den? Umiddelbart er det jo positivt. Ida fortæller om, hvordan hun nyder transitlivsstilen, hvor man er på vej og ikke er bundet af de samme gader og stræder. Der er en frihedsfølelse i at kunne tage af sted – ubesværet flow. Der er ingen forskel mellem her eller der, Ida er et frit postmoderne menneske med laptoppen i rygsækken. Hun udnytter byens spændvidde, hun strækker den til at favne alle hendes gøremål, og hun kan li’ det, både i Århus og i København. Til dette positive scenarium følger selvfølgelig også et andet mere dystopisk scenarium. Et scenarium, hvor den gruppe mennesker havner, som ikke kan omstille sig til det bevægelige kodeks, som én by-konceptet rummer. Et andet spørgsmål er fordybelse, hvor bliver den af i transitbevægelsen? Er der et paradoks mellem bevægelse i tid og sted, og så samtidig kunne nå indre dybder? Jeg ved det ikke, men at vores nuværende

Anne Dyhr: Født 12.03.70 Århus DK. Bachelor (with honour) in fine Art Photography, Glasgow School of Art & Cand. IT i multimedier, Aarhus Universitet. Arbejder i dag som manager på Frontløberne, billedkunstner og samfundsdebattør. Pt arbejder jeg i den digitale kunstgruppe 3b-lab på kunstværket SNS® (Sensual Navigation System), et digitalt artefakt til vor tids bilist. Og så er jeg altid klar til lidt samfundskritik.

bevægelsestrang har konsekvenser for, hvad vi forbinder med fordybelse eller indre udvikling, er der vist ingen tvivl om. Der er da heller ingen tvivl om, at denne udvikling er kommet for at blive, så det er op til os, hvordan vi bruger denne nyvundne bevægelighed. Det, at vi lever i flow mellem geografiske stop, at de tidslige afstande bliver til marginaler, og at vi lever i én by, vil måske betyde, at fysiske knuder/steder som eksempelvis Frontløberne får ny betydning. Hvis vi søger ren bevægelse, bliver de fysiske knuder selvfølgelig ligegyldige, de opløser sig selv og bliver hjemmesider og portaler på internethimlen. Hvis vi derimod stadigvæk ønsker forankringer i den grænseløse fysiske by, er det måske ikke så tosset med fysiske knuder som Frontløberne eller Kulturcenter Huset i Århus, steder, der er udsprunget af brug, af menneskers brug igennem mange år.

Bottom up — fra topstyring til undergrundslederskab

subsprog. Det er derfor lidt som at skyde sig selv i foden at lukke eller beskære disse knuder i byen som eksempelvis Opgang 2, Huset eller Frontløberne. I stedet skulle der gives rum og støtte til, at lokale fysiske fortætninger kan skyde op og blomstre med lige netop de blomster og farver og former og dufte, der hører til dette præcise fortætningssted.

Du og jeg Okay, mere te og flere stearinlys, tak eller ... Vi kan jo ikke helt komme udenom, at Idas og min snak er foranlediget af Frontløbernes 20-års-jubilæum. Og hvilken genstridig knude, det hus gemt i anden baggård er. Det er en lokal fortætning, en holdningsgenerator og et sted, der hele tiden udnytter hele byens pamflet, hvilket lige er det, den grænseløse by har brug for. Tak Frontløberne!

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at det netop er undergrundsknuder, der i disse flow-dage må lade livet eller bliver nedprioriteret i kommunalt regi. Både Ida og jeg vil faktisk argumentere for, at det ikke kun er bemærkelsesværdigt, men også dumt. Hvis vi tager ovennævnte påstand om byens grænseløshed og den diskursive udsultning af byen for pålydende, er det måske lige netop gennem nedefrakommende tiltag, at byen skal udformes og fortælles. Det er måske netop gennem lokale fortætninger, at nye knuder/steder skal opstå. Knuder, hvor sprog og lokalitet kan forankres, i stedet for den gode gamle topstyringsmodel, hvor form og indhold bliver dikteret oppefra. I den grænseløse by kunne man nemlig sige, at der ingen enkelt top eksisterer, men mange toppe. Der er ej heller et fælles sprog, men mange 79

Frontløbere anno 2009 viser gamle klude frem: Mia ses i lilla buksedragt fra Ungdomsklanen 1991. Katrine er i Klan Kaj T-shirt fra 90’erne. Sebastian i sort East Gate T-shirt 1995. Esben i hvid På sporet af Europa T-shirt 1992. I baggrunden ses Laura i grå T-shirts, Puls 2007. Kristoffer i T-shirt fra et festugeprojekt 1995. 81

Power House 1996: Århus Festuge. Power House var et opbygget rumskib med en masse legetøj bestående af læg-arm-maskine, boksemaskine, fodboldmaskine, vægtløftningsmaskine, rodeotyr, en Volvo man kunne slå på med en hammer, porcelæn man kunne kaste ind mod en mur og meget mere. 82

Tranzistor 1997: Daværende leder Torben Gejl fortæller : Det lydløse diskotek blev holdt både på Bispetorv og på Rådhuspladsen. En gang under Festugen, en anden under Kulturnatten. Projektet går ganske enkelt ud på, at alle der vil danse får en lille FM radio med hørebøffer. Alle har så radioen indstillet på samme frekvens og danser med musik i ørene. Dem, der står i baren, kan ikke høre musikken. Det er altså et helt fantastisk syn at se så mange mennesker hoppe og danse rundt til absolut stilhed. En anden ting er, når de går i gang med at synge med. Ekstra sjovt var det for dem, der bare stod i baren og grinede af dem, der dansede. Vi var de eneste, der måtte holde fest udendørs til langt ud på natten. Politiet elskede os. 84

Glo på dig selv-dag 1996: Ungdomsklanen om Gdag i forbindelse med G-dag på Viby Amtsgymnasium, 20. november 1996: Ideen til G-dag opstod i februar 1996, i samarbejde mellem Ungdomsklanen og to repræsentanter fra hhv. elevråd og lærere på Hasseris Gymnasium i Ålborg. Det er samme koncept der blev benyttet på Viby amtsgymnasium /HF. Dagens arrangeres af Ungdomsklanen, de står for koordinering af alle dagens workshops samt praktisk afvikling. Lærerne deltager ikke i dagen det er unge der arrangerer for unge. Ungdomsklanen finder gæstelærere og ressourcepersoner til at deltage i de forskellige workshops. Inden dagen får eleverne mulighed for at give kritik og eventuelt vælge workshops fra. Meningen med G-dag er, at eleverne gennem deres workshops skal kunne se på sig selv fra en ny vinkel, prøve noget nyt – eller vise en del af sig selv frem til andre. Der bliver løbende afholdt møder med skolens administration, hvor ideer og praktiske spørgsmål tages op. Som noget nyt vil eleverne fra Hasseris Gymnasium deltage i afviklingen på Viby Amtsgymnasium /HF. 86

Teentrends: Brianstorm til Magasinet Teentrends 93

Teentrends 1995: Teentrends var et projekt for byens unge. Det foregik i Ridehuset, hvor over 10.000 unge var forbi i løbet af tre dage. Det opstod ud fra den gruppe der kaldte sig ungdomsklanen. De havde længe arrangeret sodavandsdiskoteket Zonen om mandagene, men efter at et palæstinensisk ungdoms-slæng havde ødelagt det for dem, blev de nødt til at lukke. Teentrends var et kæmpe arrangement, som blev lavet ved hjælp af Frontløberne. Omkring 40 unge var med. I Ridehuset var der Kærlighedstunnel, Scorefon, alternativ seksualundervisning, interaktiv chat med AGFspillere, Stop Volden-aktiviteter og tusinde andre ting. 94

Magt over egen ungdom Torsten Gejl, Frontleder 1994-1998 Af Anne Dyhr

Torsten Gejl er en god, gammel Frontløber, han kender stedet helt tilbage fra Historiebilleder i 1985. Han var sammen med Kulturkaravanen med til at arrangere Café Kølbert, Klub Kronstadt og var med til Next stop Sovjet som en del af nyhedsgruppen Ajour. Idéudviklingen på uddannelsen Kaospiloterne havde han også en finger med i, dog uden at være med til at stifte skolen. I 1991 starter Torsten selv på første Kaospilothold og bliver i 1994 leder af Frontløberne sammen med Jennie Nielsen og Mette Mikkelsen. I 1995 stopper Jennie og Mette, de vil begge videre, og den økonomiske situation i foreningen Frontløberne er også helt til rotterne, hvilket gør, at der ikke er løn til alle længere. Torsten bliver på den måde alene tilbage med styringen, men har en regnskabsmand og Rasmus Schack som fast frontløber. På samme tid flytter Frontløberne fra første til anden baggård i Mejlgade 35 B, hvor Frontløberne også huserer i dag. I 1998 stopper Torsten efter fire år ved roret.

I konjukturens vold I starten af ’80erne og begyndelsen af ’90erne var der en helt enorm arbejdsløshed i Danmark. Frontløberne kunne ringe til kommunen og sige, at de behøvede nogle unge. Næste dag stod der så ved døren 20 mand, som ikke fejlede andet, end at de altså ikke kunne få et arbejde. Frontløberne fik også penge fra kommunen for overhovedet at huse “de stakkels arbejdsløse unge,” fortæller Torsten. I 93-94 falder arbejdsløsheden, hvilket bevirker, at det tilskud, som Frontløberne indtil da har fået, falder væk, og i stedet for de 20 unge med sult på livet kom der kun nogle få ugidelige hoveder. I de kommende år er Frontløberne derfor under pres fra alle sider. Institutionen er nærmest hele tiden konkurstruet, og der bliver lavet nogle voldsomme feberredninger, fortæller Torsten. Frontløberne fungerer på dette tidspunkt som en slags administrativ enhed for både Kaospiloterne, Entréscenen og Café Kølbert. En funktion, som i løbet af Torstens ledertid bliver afviklet, da der simpelthen ikke er mandskab eller økonomiske ressourcer til at varetage jobbet. I stedet for at være administrativ tovholder retter Frontløberne deres fokus mod at blive et netværkssted for mere autonome kulturprojekter, der rummer deres egen administration. De manglende økonomiske ressourcer og mandefaldet på grund af den lave arbejdsløshed ses også afspejlet i Frontløbernes placering indenfor iværksætteri, projektledelse og uddannelse i Norden. 96

Midt i 90’erne var Frontløberne pludseligt blevet et forholdsvis lille sted med få ressourcer, men stadigvæk med gigantiske forventninger.

At vokse nedad Torsten forklarer, at det ikke var let at blive en lille institution, men at den primære drivkraft var den fantastiske effekt, Frontløberne havde på de unge. Den dynamik, der opstår, når unge får medbestemmelse, er helt unik. Det var vores opgave som værende de voksne, fortsætter Torsten, at give råd og coache de unge til at tage de rigtige beslutninger, men vi besluttede ikke for dem. Det er noget af det, jeg tror, ungdomsarbejdere skal lære sig. At give magten til de unge. Det er svært for en voksen leder at give slip på styring, men det gør imidlertid, at man opdager noget ved de unge, nemlig at de kan selv, og at de lever op til det ansvar, de får. På Frontløberne lærer man både bløde og hårde værdier igennem ansvaret for sit projekt. Jo mere tillid man giver de unge, jo mere får man tilbage. Desværre er det ikke den strategi, man ser ungdomsklubber, skoler og institutioner agere efter. Torsten er selv i den branche i dag og kan se hvilke problemer, de bøvler med. De kan ikke få de unge til at bruge institutionerne, om det er en ungdomsklub eller et fodboldhold. Torsten mener, at Frontløberne kan skabe mulighed for, at ungdommen kan være samfunds-bygger i stedet for bare samfunds-konsumerer. Det er vigtigt for de unge at have et sted, hvor folk ikke er interesserede i at tjene penge på dem. Det vigtigste er at skabe de bedste rammer for dem, hvor de kan udvikle sig selv og finde deres egne ressourcer.

Torsten Gejl: FĂ¸dt 30 januar 1964. Uddannet Kaospilot. Arbejder som selvstĂŚndig. 97

Kosmopolitan 1993: Björk, Race Against the Machine, Stone Temple Pilots. I Århus Hallen, Århus Festuge. 100

101

Foto modsatte side: The Kosmoprofessionals, der lavede den store rå Århus-hal om til klubstemning: Bagerst fra venstre: Søren Bendixen (Huset), Henrik Grøning (RMF), Gitte Madsen (Frontløberne), Esbjørn Mildh (Frontløberne), og Morten Lervig (Huset). Forrest fra venstre: Pia buchardt (Århus Festuge), Mette Mikkelsen (Frontløberne), Birgitte Hellstern (RMF) og Signe Gad (Huset). 102

103

Traktor & Pause 1992: Minireklamebureau. 104

105

106

107

108

109

110

111

112

113

114

115

Opmærksomhed! Morten BH projektmager på Frontløberne 1991-1997

Yndlingshistorie om Frontløberne: Jeg kan huske engang, hvor vi diskuterede, hvordan man kunne skabe noget reklame omkring et festugearrangement på havnen. Der var titusind ideer, men det eneste, vi kunne blive enige om, var, at det skulle være noget stort og centralt. Her var det så, at Simon på 15 år forslog: “En togvogn”. “Ja, som om” grinede vi, “skal vi så ikke skære den over, nu vi er i gang, eller stille den på hovedet”, jokede vi. Men Simon konstaterede bare tørt “god ide”. Så greb han telefonen og ringede til DSB. Vi blev pludselig meget stille, mens idioten blev stillet om et par gange, før han endte med en eller anden stor DSB-kanon i røret. Det lød som om, kanonen også fandt bette Simon ret underholdende, dels fordi hans lille fistelstemme knap nok var gået i overgang, og dels fordi det nok var ret sjældent, at man blev bedt om først at donere en togvogn, derefter save den over for til sidst at stille den på højkant foran ens egen banegård. Manden skulle lige synke ideen et par gange, da han tog os på ordet og sagde “fair nok unger, vi gør det sgu”. Pludselig havde vi en aftale. På under en time havde Super-Simon skaffet os reklame af hidtil uset dimension, og da jeg gik hjemover den aften op igennem øgaderne, kan jeg huske, at jeg tænkte: “Hvis det dér kan lade sig gøre, så er der edderrøveme mange ting, der kan”. Yndlingsirritation ved Frontløberne: Tingene var for mig at se altid ret utjekkede på Fronten. Det var både en del af charmen, men også en af ulemperne. Og vi var jo bare unge, der pludselig fik lov at lege voksne. Men når man selv eller andre ikke kunne se sin egen begrænsning eller finde ud af at uddelegere opgaver, eller når nogen ikke lagde det samme i det eller gik under jorden på trods af en klar aftale om, hvem der gør hvad, ja, så bliver man i længden sindssyg i hovedet! Hvilken rolle har Frontløberne spillet for dig: Fronten var for mig en blanding af værksted og værested. Det blev en base, der med sit pulserende miljø (til tider stenede) hurtigt blev ens hverdag, mens man prøvede at finde ud af, hvad man var god til. Samtidig var det dejligt socialt, fordi Svineriet ugentligt lagde hus til den ene eller anden støttefest. Men Fronten har som punkt 1 betydet, at jeg aldrig fik et regulært job Faktisk har jeg ikke siden mit møde med Fronten arbejdet 9-17. Jeg har siden svoret til projektarbejde, og for mig blev det starten på en livsstil. 116

Så udover at have lært hvordan man kører en lift, ruller kabler eller sætter et fadølsanlæg til, så blev jeg igennem vores foredragsvirksomhed bedre til at tale for mig. Jeg vil vove den påstand, at min ellers ret lunkne indsats i forbindelse med min studentereksamen blev reddet af mit mundtøj, der blev udviklet udenfor skoleregi. Hvilke kulturprojekter drømmer du om: Nu er jeg så røget over i film- & tv-branchen, hvor jeg både skriver og instruerer, hvilket strengt taget godt kan kaldes kulturprojekter. Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg går efter min egen hyldemeter i Blockbuster. Hvad ønsker du dig af fremtidens Frontløbere: Jeg håber, at Fronten til stadighed vil køre sit eget løb, upåagtet regeringens målen-og-vejen alting. Jeg håber, Fronten forbliver et sted, hvor man laver de projekter, man gerne selv ville dukke op til. Et hus, der tegnes af dem, der bruger det. Et hus, der tror på dig og giver dig lov til at jonglere med små budgetter i learning-by-doing. Et hus, en svingdør, med en konstant strøm af folk. Jeg startede selv mit netværk i det baghus og har i dag stadig kontakt med flere fra dengang, mens andre stadig mailer/ sms’er, når de har gang i noget. Derfor! Det er gudskelov ikke noget, man lige kan måle, veje eller sætte en pris på, og det var sundt for mig, der ellers var ret skolet. En hemmelighed: I know what you did last summerchill ... Jeg ved, hvem der bulede en udlejningsbil ... selvom jeg pure nægtede ethvert kendskab. Jeg kan desværre ikke røbe mere af hensyn til de involverede parter, men her ved mit skrifte vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige: Rundstykke!

Opmærksomhed! Dennis Bo Nielsen projektmager på Frontløberne 2006-

Tja, hvor skal jeg starte og ikke mindst slutte. I de godt 2-3 år, jeg har arbejdet hos Frontløberne, popper to udsagn op i min bevidsthed. 1. udsagn: Der findes ikke problemer, kun udfordringer. Dette udsagn er blevet som et mantra for mig. Jeg har det fra Anna (lærer for F16). Jeg kom ofte til hende i forskellige situationer og sagde, at jeg havde et problem. Nej! sagde Anna: Du har en udfordring! Den bemærkning har gjort meget ved min bevidsthed og min evne til at navigere i rigtig mange sammenhænge. Det er nemlig meget nemmere at tackle en udfordring end et problem. 2. udsagn: Jeg har solgt min sjæl til Frontløberne. Det mener jeg bogstaveligt, da jeg faktisk er blevet forelsket i stedet Frontløberne. Med hvilket jeg mener, at alt hvad jeg har oplevet her, alt det jeg har lært, alle de skønne mennesker jeg har mødt, arbejdet og stadig arbejder sammen med, og alle de udfordringer, jeg er blevet stillet over for, får mig til at føle mig i live.

Stammedans i vindmøllerør Nu har jeg det sådan, at jeg synes, det er enormt svært at sætte nogle kulturprojekter over andre. Dog vil jeg sige, at Kulturnat ’07 Stemmer i natten står som et af de vildeste projekter, jeg har været med til, både i størrelse, form, udtryk og stemning. Det var desuden min 34-års fødselsdag. Frontløberne lavede et projekt, der hed Stammen, i samarbejde med Frontsession (musikskole), Soma (folkekøkken), Århus Produktionsskole og Vestas, som sponsorerede tre vindmøllerør, der blev placeret side om side ude på Pier 1 på Århus Havn, ud for Pakhuset og Studenterhus Århus. Der var nogle kunstmalere, graffitikunstnere og frontløbere, der udsmykkede rørene ud- og indvendig. Noget var malet i neonfarver, som en frontløber fik sponsoreret. Christian Dietrichsen, som nu er projektleder på Frontløbernes jubilæum, fik konstrueret verdens største tromme ved at lukke et af rørene i den ene ende. Indvendig på trommeskindet blev der projiceret billeder. Der var placeret røde sækkestole uden for rørene. Soma bidrog med vidunderlig varm suppe til alle. Vi havde lånt et pyramideformet telt i gennemsigtig plast, der fungerede som café. Der blev holdt koncert udenfor og indeni Vestasrørene. En af disse koncerter var et nonnekor. Der var ildgøglere, og aftenens klimaks blev slutningen, hvor Frontsession startede op med housemusik, og Christian D kom ind over med dybe klare trommerytmer fra den store tromme.

Til sidst begyndte folk at finde alt muligt at tromme med og på, så det hele endte i en fælles stomp-oplevelse.

Hvad med potentialet Min yndlingsirritation ved Frontløberne er alt det spild af kreativt potentiale, der er. Noget, jeg kom til at snakke med Carl K om. Jeg husker, han for halvandet år siden sagde, det var synd, at alt det potentiale, han så i F16 på daværende tidspunkt, ikke blev udnyttet fuldt ud. Det synes jeg også til tider kan være frustrerende. Frontløberne har haft en stor betydning i den udvikling, jeg har været igennem de sidste par år. Da jeg først kom på Fronten, og jeg snakkede med Signe og Anna om mine arbejdsområder, var mit udgangspunkt, at jeg ville hjælpe til rent praktisk, tømme skraldespande, hente post, rydde lidt op, lave kaffe og tage opvasken. Tanken om at skulle deltage i arbejdet med kulturprojekter lå mig meget fjernt. I dag er jeg formand for Alt.Kult og med i Perlepladesyndikatet, Århus Middelalder Forening, og Sidste Fredag. Jeg har været med til at afvikle projekter som I do Art, Søndag i paradis, Puls og Spot. Jeg har ansvaret for DX (Frontløbernes udstyrsdepot) og skal til at lave et projekt i Øst For Paradis. Jeg er med i Mejlgade for Mangfoldighed og inde over Frontløbernes 20-års jubilæum. Kort sagt: Mine øjne er blevet åbnet for et hav af nye muligheder, og jeg har fået en række færdigheder og udviklet dem, jeg i forvejen havde.

Mit drømmeprojekt Mit drømmeprojekt for fremtiden er at være med til at skabe et brugerstyret, alternativt kulturhus i Århus, hvilket jeg så småt er i gang med igennem foreningen Alt.Kult. Formålet er at etablere og drive et samlingssted f0r subkulturelle kulturmiljøer i Århus. Et mødested med plads til at folk kan have nogle arbejdsstationer, en freeshop hvor man kan bytte frit, lige fra tøj til teknik, folkekøkken med plads til madlavning plus meget mere. Det er et sted, som jeg ved, mange mennesker synes Århus mangler. Det vil være med til at give plads til den spirende undergrundskultur, som er utrolig rig her i byen. Hvordan kan jeg have tid til alt det og overleve uden et betalt job? Svaret er, at jeg er førtidspensionist. Det har jeg taget imod, da jeg så kan give igen på det menneskelige og kulturelle plan. Jeg kan gøre en indsats, hvor andre ikke kan. På den måde har jeg et fuldtidsjob, betalt af staten. Det er min hemmelighed, men også min stolthed. 117

Både-og og hverken enten-eller – Halvstuderede tanker om dét konstant at blive til Af Jens Pedersen, antropologistuderende

Før man når ned i bunden af bagerste baggård i Mejlgade 35, hvor Frontløberne bor, må man passere en masse rum. Man må lade dem bag sig, et efter et, mens man går igennem port efter port, hvor ens skridt runger, og hvad mon der er bag dén dør? Denne tekst handler om at gå igennem døre. Og den handler om dig og mig. Den handler også om ritualer og om at være i verden. Hæng på:

Communitas opstår, når man deler rummet på tærsklen. Det er følelsen af at følges gennem en vigtig, og egentlig personlig, identitets-skabende oplevelse. De mennesker, man har delt communitas med, har ofte en særlig plads i ens liv – også selvom man måske ikke har særlig meget med dem at gøre.

Ritualer

Nu bevæger jeg mig måske en smule længere ud, end den antropologiske teori vil bære mig, for selvfølgelig er det ikke meningen, at liminaliteten skal tages så bogstaveligt. Men jeg har nu en pointe med det. Siden jeg på mit første semester gik til en forelæsning, som hed noget i retning af Religion & Ritualer, og dér stiftede bekendtskab med liminalitetsbegrebet har jeg syntes, at det da var noget af det smukkeste. For mig er beskrivelsen af liminaliteten også en meget præcis beskrivelse af et grundlæggende livsvilkår, vi alle sammen kender til: Vanskeligheden ved at være. For så vidt afmonterer det et af de største spørgsmål overhovedet: Hvem er jeg? Det svar, jeg får ud af at tænke med liminalitetsbegrebet, er: Jeg er slet ikke – jeg bliver. Jeg opstår konstant, jeg nedbrydes konstant, jeg er i flux. Det er selvfølgelig ret markant at kalde hele tilværelsen for liminal – selvom den nu sagtens kan beskrives som den usikre periode imellem de to eneste helt sikre ting: Ufødt og død. Min pointe er, at de ting, som kendetegner liminaliteten også kendetegner livet generelt. Usikkerheden og de uendeligt mange muligheder er der jo hele tiden. Selvfølgelig har man brug for de sikre rum: Nogle døre lukker man bag sig, man bliver voksen og færdig med det – men mange andre står stadig åbne. Og formår man at være konstant grundlæggende i tvivl, åben for livet og for alle de andre, ja, så tror jeg faktisk også, at man kan gå hen og blive lykkelig. For det at flyde med processen (ikke viljeløst, selvfølgelig, men heller ikke forcerende), at være åben, at være konstant i sin vorden, er det ikke netop de kvaliteter, man skal besidde, hvis man vil have det godt (og sjovt) i verden? Det mener jeg. Og så er der jo det med communitas, fællesskabet og anti-strukturen. Det handler om det samme. Den dybe, kollektive følelse af at være sammen derude på de stormfulde højder, hvem ved hvad der kan ske? Reglerne er sat ud af spil – vil du flyve op til solen, jamen så finder vi ud af det.

Et overgangsritual defineres som markeringen af overgangen fra en ting til noget andet. Det kan for eksempel være overgangen fra navnløs til navngivet, fra pige til kvinde, fra ungkarl til gift eller fra kronprinsesse til dronning. Det væsentlige ved dem er, at de implicerede ikke er de samme efter ritualet, som de var før. Et overgangsritual kan inddeles i tre perioder: Før, under og efter. I antropologien kaldes den mellemste for den liminale periode. Det kommer af det latinske ord for dørtærskel og viser med det billede fint, hvad ritualet handler om: At forlade et rum og gå ind i et andet. Vi ved godt, hvad vi forlader, og det er også besluttet, hvor vi skal hen. Men hvad sker der imellem de to rum? Vi er ikke inde og ikke ude – vi står på tærsklen, midt i døren, og er både-og og hverken enten-eller. Vi er liminale. Det er liminaliteten, som gør ritualet farligt – og vigtigt.

Liminalitet Når du er holdt op med at være den, du var, og endnu ikke er blevet den, du skal være, er du i princippet ingenting. Eller alting. Du svæver frit i luften. Når du forlader tærskelen, kan du sådan set havne hvor som helst. Det er rigtig spændende at være liminal. Men uvisheden og alle mulighederne er selvfølgelig også skræmmende. Ser man etymologisk, altså ord-historisk, på ordet tærskel, er det netop det sted, som tærskes. Altså får tæsk. Det er rigtig hårdt at være liminal. Heldigvis er man ofte flere om det. Så opstår det, man kalder communitas. Det betyder her et uformelt fællesskab og er det modsatte af societas, som betegner det formelle eller sædvanlige. De to begreber kan også forstås som anti-struktur (communitas) og struktur (societas). Communitas er en stærk følelse af kollektivitet eller fællesskab, af at “gå gennem ild og vand sammen“. Det kendes fra for eksempel soldaterkammerater (som jo “drager ud som drenge, men vender hjem som mænd“) eller efterskoler (som, lidt groft sagt, forvandler englebørn til selvstændige unge mennesker). 118

At være i verden

Det er råt og hudløst og ind imellem forfærdeligt svært at leve sit liv sådan, med lutter åbne døre og regler man selv finder på, mens man spiller. Til gengæld slipper man for de stive kategorier – “enten er du inde, eller også er du ude“. Men jeg kan altså nu engang lide at sige “det bestemmer man da selv.” Jeg sætter pris på både-og og hverken enten-eller. Jeg tror på, at man skal blive ved med at spørge. Det er jo hos dem, som allerede har svaret, de skråsikre (som indimellem er os selv), at vi finder balladen. Hos dem, som er fuldstændig sikre på, hvad Danmark er for noget. Eller god musik. Eller Gud. Skråsikkerhed er der heldigvis ikke meget af i Mejlgade. Tværtimod synes jeg, at bagerste baggård i nummer 35, efter alle portene på vejen derned, føles som endnu en dør på vid gab – med en åben invitation til at blive stående på tærsklen og forbløffes over verdens muligheder lige så længe, man vil.

Jens Pedersen: Født i 1981, og læser på kandidatuddannelsen i antropologi ved Københavns Universitet. 119

120

121

122

123

Kan du skaffe en færge? 1996-1992 Mette Mikkelsen Af Signe Lund Hansen

Inden Mette Mikkelsen mødte Frontløberne, havde hun været i musikbranchen i flere år som booker på Århus Musikkontor. “Der lavede jeg turnéer. Dét, at have kendskab til, hvordan man sætter sådan nogle turneer på skinner, lige fra hvordan man finder musikere til afvikling, salg af billetter og så videre, det er en del af det organisationsgen, jeg altid har haft i mig. Men da musikbranchen hang mig langt ud af halsen, sagde jeg mit job op og gik og spekulerede på, hvad jeg nu skulle lave.” Mette kendte Jennie Nielsen, og det blev hendes indgang til Frontløberne. Da hun trådte ind ad døren, blev hun mødt af hektisk aktivitet og lod sig rive med. “Det første spørgsmål, jeg fik stillet, da jeg kom ind på Frontløberne, var: Kan du skaffe en færge? Vi skulle lave et sodavandsdiskotek på den her færge, med fede DJ’s og fantastisk lyd og lys. (projektet Forbudt for Børn over 17, red.) Vi tog det meget alvorligt, at folk over 17 ikke måtte komme ind. Jeg klarede faktisk at finde en færge for kun 50.000 kr for 10 dage ...” “Det var et utroligt sjovt miljø, hvor jeg hurtigt faldt rigtig, rigtig godt til. Jeg kom fra Svendborg, hvor vi havde lavet et kollektivt kulturprojekt tidligere. Vi samarbejdede om alt, og vi bare ville have vores eget, på vores egen måde. Da jeg kom ned på Frontløberne, opdagede jeg, at det var præcis dét, de kunne. Sætte ting i gang sammen med ligesindede. Jeg kom fra et mainstream-miljø, og her var helt anderledes. Alle lavede tingene på deres måde og fulgte deres drømme.”

Rusk Århus “Jeg har altid haft ambitioner om, at det skulle være fantastisk, det, vi lavede. Vi skulle lave noget, der var anderledes og fornyende. Det skulle gøre noget ved byen. Vi skulle ruske Århus lidt – lade byen se ting, den ikke havde set før. Hvorfor fanden skulle der stå et telt på Bispetorv i Århus og spille jazz, fuldstændig uanfægtet af at årets festugetema var Asien? Temaet havde intet at gøre med, hvad der skete på byens mest centrale plads. Og det gik jeg og Gitte Madsen op til byrådet og lavede ballade om. Vi blev bare ved, til det gik (East Gate 1995, red.) Ambitionerne var at lave det professionelt. Vi ville vise, at det er i orden det, man laver, selv om det er græsrodsprojekter. Også selvom menneskene, der laver det, ser underlige ud. På den måde ville vi ruske i folks fordomme om, hvad det enkelte menneske kan.” 124

Det utænkelige “For mig har det altid været et mål, at folk kan opdage, hvad de selv kan. De, der er på Frontløberne, lærer på den måde noget om sig selv i den proces. Det var vigtig for mig at gøre det eksplicit – at folk vidste, hvad de havde været med til at skabe. Så kunne de senere gå ud og starte en grønthandel eller en tøjbutik med den viden i baghovedet. Caroline (Søborg Ahlefeldt, red.) er et godt eksempel. Thomas Heide fik ideen til, at Mac skulle sponsorere, at skoler kunne besøge os for at se, hvad computere kunne, og hvordan de kunne kommunikere sammen. Thomas gik død på projektet, og Caroline tog over – hun gennemførte projektet, startede MouseHouse og blev rig på den idé. MouseHouse blev grundlagt på den idealistiske tanke, at computere skal være til rådighed for alle – det var jo næsten utænkeligt i 1991.”

Ud af intet “Vi startede altid fra nul. Vi havde ingen mennesker, der kunne lave projektet, og ingen penge at lave det for. Vi startede bare med at få en idé. Det er sjovt at være i et sådant miljø, med så mange skæve hoveder. Frontløberne har sin berettigelse i nogle af de mere skæve eksistenser i byen. Det er Frontløberne som skal definere, hvad deres drømme er, og hvad de skal. Det skal være et fristed, hvor man netop har lov til at drømme. Frontløberne vil være der, så længe der findes ildsjæle, der holder liv i det.” “Frontløberne kan kun eksistere, med energi nedefra. Det kan ikke eksistere hvis det er psykologer eller socialrådgivere – de velmenende voksne – der sidder og siger sådan og sådan. Når vi blev ringet op af en eller anden kommune, som spurgte, om vi ikke ville lave Frontløberne i Åbenrå eller en anden kommune, så sagde vi Nej, det kan man ikke! For hvis det ikke er de unge, der kan og vil det, så går det ikke. Det kan være svært som kommune at forstå, at man skal stille nogle bygninger og penge til rådighed uden at stille krav. Men det er det, kommunen skal.”

Mette Mikkelsen: født 1954, uddannet cand. psych. i 2004, har de sidste 3 år arbejdet som erhvervpsykolog /arbejdsmiljøkonsulent hos ArbejdsmiljøCentret i Randers.

Hold kursen På mange måder lærte jeg at være leder på Frontløberne. Det, jeg lærte, var at holde sig flydende Altså ikke involvere sig for meget, men i stedet være der for dem, som lavede projekterne. På den måde kan man have utrolig mange bolde i luften, hvis man servicerer og hjælper med at komme på ret kurs igen. Dét, med at holde fokus på kursen og på, hvad det er, vi har gang i, det lærte jeg på Frontløberne, og det har jeg studeret lige siden.

125

Den hjemmegående og den udearbejdende

Jennie Nielsen og Gitte Madsen, Frontledere 1991-1996 Af Kamma Overgaard Hansen

“Man kan jo slet ikke sammenligne det med i dag,” mindes Jennie Nielsen om overgangen til 1990’erne, hvor hun sammen med blandt andre Gitte Madsen blev involveret i Frontløberne. “Der var nogle ordninger, hvor man gik på støtte, og i stedet for at lave et eller andet tilfældigt kommunalt projekt, så kunne man altså lave sit eget. Det lyder måske lidt hovski-snovski, og nu skal vi rigtig udnytte systemet. Men sådan synes jeg ikke, det var.”

ved samme lejlighed lært at formulere sig, at skrive ansøgninger, at kommunikere og formidle – og så kommer man ud i den anden ende og ved, at man vil være skolelærer.” Selv er Gitte Madsen et godt eksempel på de udviklingsog afklaringsprocesser, der fandt sted under Frontløbernes vinger: Hun har aldrig taget en formel uddannelse, men trækker på erfaringerne fra Frontløbertiden i sit nuværende arbejde som chef for TV2 Underholdning.

Både Jennie Nielsen og Gitte Madsen blev i første omgang headhuntet til Frontløberne af Uffe Elbæk. For Jennie Nielsens vedkommende med en baggrund i ungdomspædagogisk arbejde og for Gitte Madsens vedkommende med afsæt i aktiviteter omkring Café Kølbert og Århus Festuge. Forskellene på de to stod klart fra starten. “Hun var meget anderledes end mig. Der var bare fuld knald på. Jeg var jo også en del ældre end hende og nok mere den, der skubbede til de andre, så de kom frem i rampelyset,” fortæller Jennie Nielsen. “Gitte og jeg definerede engang os selv, som at hun var den udearbejdende, og jeg var den hjemmegående.”

Mistro og modstand

Vend en folkestemning Forskellighederne til trods blev parløbet mellem de to en frugtbar periode i Frontløbernes historie. Projekter som Børnebanden og Ungdomsklanen satte nye standarder for aktivering af børn og unge. Og de første skridt blev taget til initiativer som Zonen, Kosmopolitan og Mouse House. For både Gitte Madsen og Jennie Nielsen var Frontløberne dermed først og fremmest en projektvugge. Samtidig var de begge drevet af et ønske om at vende en folkestemning. Ungdomsarbejdsløsheden var høj. Medierne var fulde af historier om unge, der hverken gad arbejde eller uddanne sig. Og kommunale beskæftigelsesprojekter slog alt for ofte fejl. I dette klima var det, med Jennie Nielsens ord, “fantastisk at se, at hvis man støttede med et skrivebord, en telefon og noget vejledning, så kunne de unge så meget selv.”

Learning by doing Systemtænkning var dengang som nu et fremmedord på Frontløberne. Derimod var der fokus på det, der med Gitte Madsens ord karakteriseres som “Jeg lærer fordi.” Hun uddyber: “Man siger fuck, jeg vil bare gerne have en skatingrampe, og uden at lægge mærke til det, får man 126

Hvor Gitte Madsen og Jennie Nielsen begge, dengang som nu, anerkender Frontløberne som katalysator for et forfriskende anderledes menneskesyn, husker de imidlertid også frustrationerne over manglende midler og manglende anerkendelse. På trods af at man på Frontløberne kunne dokumentere, at man havde medvirket til at skabe nye og yderst tiltrængte arbejdspladser, var mistro og modstand en fast ingrediens i hverdagen. Så meget, at det indimellem var nødvendigt at distancere sig: “Frontløberne kunne hurtigt blive en livsstil, der bare kunne æde en op,” forklarer Jennie Nielsen. “Men jeg havde altså et behov for at beskytte mig selv ved at sige, at jeg var ansat, og at Frontløberne var mit arbejde.” Samtidig blev behovet for at forklare og forsvare Frontløbernes aktiviteter også en hæmsko, der blokerede for kreativiteten og de nye initiativer. ”Man gik i fortiden”, som Gitte Madsen udtrykker det. ”I stedet for at udvikle stedet, blev det meget til, at vi fortalte om, hvad vi havde gjort.” Og netop her ligger for dem begge Frontløbernes største udfordring: At følge med tiden og dens unge. At holde fast i de skæve projekter og de alternative samarbejdsrelationer. Og at genfortælle og fortsætte historien om, hvad der sker, når spontanitet, frivillighed og fællesskab får lov at være den drivende kraft.

Gitte Madsen: Født den 23. april 1966. Uddannelse: European Diploma in Cultural Management ‘92 -’93 og Frontløberne. Har arbejdet som underholdningschef på TV 2 siden 2006. Jennie Nielsen: Født 25. marts 1957. Uddannelse: learning by doing. Læste fra 79-82 dramaturgi på Århus Uni, men stoppede efter bifag og kom aldrig tilbage. Har siden taget konsulentuddannelse hos Udviklingskonsulenterne i Århus samt gennem årene diverse kurser indenfor teater- og konsulentfeltet. Har de seneste 8½ år været i fast fuldtidsstilling som konsulent og skuespiller i Dacapo Teatret – et 13 år gammelt konsulenthus i Odense.

127

128

129

130

131

132

Cafe Kølbert: Serveringsteater v. Frk. Svennevig med bla. Lars Hjortshøj og Bob Anders. 133

Kulturkaravanen 1989: 150 unge turnerer Norden og Rusland. Koncerter, foto, journalister, film, teater m.m. Slutter en mĂĽned fĂ¸r murens fald. 134

135

Kulturkaravanen 1989: Billedet ovenfor ses fra venstre: Lydmand 1, Lars Hjortshøj, Bob Anders, Uffe Elbæk foran Thorkild Simonsen og lydmand 2, klar til afrejse. Modsatte side øverst: Kulturkaravanens planlægningsmøde på Entréscenen. Modsatte side nederst: Tissepause på vejen. På billedet ses Henrik Kalsbøll (Cafe kølbert) og andre tissetrængende. 136

137

Et hjertebarn bliver dĂ¸bt, den 22 april 1989. 138

139

Skabelsesberetningen

Uffe Elbæk og Hans Backe, initiativtagere 1982-1991 Af Anne Bruus

De første spæde skridt til det, der i dag er Frontløberne, blev taget allerede i starten af 80érne. Tiden var præget af høj ungdomsarbejdsløshed, af adgangsbegrænsninger på universiteterne og en rimelig liberal sociallovgivning. Når de unge ikke kunne komme ind på deres ønskestudie eller få et job, var alternativet at modtage understøttelse eller socialhjælp. Det betød, at en større gruppe talentfulde unge i Århus fik mulighed for at etablere et alternativt dynamisk miljø, hvor de kunne udvikle kreative og begavede ideer – langt væk fra den etablerede uddannelsesverden. Set i bagklogskabens klare lys viser det, hvor vigtigt det er, at civilsamfundet giver plads og rum til de lidt skæve tanker og eksistenser, plads til at tænke på kryds og tværs af de traditionelle systemer i samfundet.

De Flyvende Pisbønner Selvom Frontløberne først fik sit officielle stempel – et CVR-nr. – den første januar 1989, har Frontløberne historiske rødder helt tilbage til 1982. Her blev den arbejdsløse socialpædagog Uffe Elbæk nemlig ansat i Århus Kommunes social- og sundhedsforvaltning som støttepædagog 15 timer om ugen. Støttepædagogtimerne skulle bruges til et integrationsprojekt for en lille gruppe ressourcesvage 14-16-årige unge i det lokale miljø. De unge havde igennem længere tid lavet ballade og skabt uro i de lokale ungdomsklubber, og kommunen ønskede med ansættelsen af en støttepædagog at ...undersøge de unges behov samt iværksætte/ koordinere fritidsforanstaltninger og evt. erhvervsaktiviteter.1 Forholdsvis hurtigt blev der ansat endnu en støttepædagog til projektet, Hans Backe. Sammen gik Elbæk og Backe i gang med at træne akrobatik og gøgl med de unge i det lokale beboerhus i Sølystgade og dannede gøgler- og akrobatikgruppen De Flyvende Pisbønner, og nærmest på rekordtid blev pisbønnerne en socialpolitisk succeshistorie. De unge havde fået en ny identitet – fra at være en belastet gruppe unge til at være dem, der kunne noget. Succesen blev skabt med baggrund i de to ansattes engagerede, men også anderledes, holdning til socialt arbejde. I en tid hvor der blev snakket om vigtigheden af at have en social arbejderbevidsthed, knoklede Elbæk og Backe med deres pisbønner i døgndrift. Meget sigende var et af de slogans, der blev udviklet i denne tid: Hvis du kun knokler for sagen 23 timer i døgnet, kan du godt arbejde hårdere. 140

Større flottere og sjovere Drivkraften i arbejdet var dog ikke så meget det sociale aspekt, men mere at have det sjovt. Elbæk siger i et interview i 1989, at han og Backe ikke bevidst gik ud for at lave socialt arbejde og hjælpe andre. De var socialt bevidste, men ikke behandlere. Pisbønnerne pissede bare på det hele, overskred grænser, både udenfor og på scenen, skabte kultur …der ikke lå under for Clausen og Pedersen i fantasi og flabethed.2 Når historien om De Flyvende Pisbønner er væsentlig at fremhæve i forhold til Frontløberne, er det, fordi det er startskuddet til de sociale og kulturelle projekter, som makkerparret Elbæk og Backe i de kommende år søsætter. Efter Pisbønnerne fulgte Rottefestivalen i 1984, Den Rullende Rottefestival i 1985, og Historiebilleder i 1986. De forskellige projekters succes var med til at øge projektmagernes ambitioner. Hvert nyt projekt skulle være “større, flottere, sjovere“ end det gamle.3 Et motto, som derfor ofte blev brugt i disse år, var den bedste socialpolitik er en aktiv kulturpolitik.

Politisk medvind Frontløberne var fra starten meget politiske i deres måde at arbejde på. De tog kontakt til de mest magtfulde politikere og embedsmænd, når det var nødvendigt at involvere kommunen. Derved blev der gennem årene oparbejdet et netværk af værdifulde kontakter indenfor murene – et netværk, der blev udvidet efterhånden som projekterne blev større og flyttede udenbys. Ifølge Elbæk skyldtes kommunens velvillighed, at Frontløberne selv … løb pengene hjem til projekterne. Projekternes succeskriterier lå langt ud over, hvad man kunne forvente i forhold til de ressourcer, som kommunen skød ind i projekterne. Det gav større frihed og råderum for projektmagerne og færre muligheder for kommunen til at udøve kontrol og stille krav til projektets indhold. Derudover var projektmagerne utrolig dygtige til at aflæse de politiske signaler og den samfundsmæssige udvikling. De social- og kulturpolitiske tendenser sendte signaler om, at det forebyggende sociale arbejde skulle opprioriteres gennem en bevidst satsning på det lokale kulturliv. Kulturlivet 4 skulle være underholdende og rekreativt, men også fuld af overraskelser. Der blev altså fra politisk side også åbnet op for en langt mere frigørende og bevidstgørende kulturpolitik.

141

Nyt navn Efter Historiebilleder blev medarbejderne i foråret 1987 enige om, at gruppen skulle have et nyt navn. Frontløberne blev vedtaget, fordi det signalerede, … mennesker der er i front, prøver grænser af, finder nye veje og stier.5 Perioden 1988-1989 kan i det hele taget karakteriseres som et frontløb af nye projekter. Det betød nye personer, nye relationer, nye muligheder og nye erfaringer. Projekterne kom til at hedde Picassos Mor, Banegårdsdrømme, Band Exchange, Aktive Modbilleder, Ajour, Click, Café Kølbert, Klub Kronstadt, Kronstadt 21, Substans og Saft. Flere af projekterne fik desuden også en tilknytning til det næste store fællesprojekt, Kulturkaravanen, Frontløbernes bidrag til Next Stop Sovjet.

Projektvuggen For en udefrakommende person kunne de forskellige projekter virke temmelig kaotiske og ustrukturerede – uden noget fast holdepunkt. Alligevel mindede arbejdsformen på mange måder om et almindeligt projektarbejde. Der var som udgangspunkt altid en forholdsvis gennemtænkt struktur og ramme med en tidsplan, en beskrivelse af projektet og et mål. Det, der fik projekterne til at virke kaotiske, var selve projektfasen, som var ustruktureret og ad hoc-præget. Med baggrund i de tidligste Frontløberes erfaringer med at lave kontrakter, med at projektlede og networke blev projektvuggen født. Tidligere projekter blev dokumenteret, evalueret og brugt til at sætte nye mål. Der var altså mange konkrete erfaringer at dele ud af. “Her kunne folk, der havde gode ideer, komme ind og få vejledning og rådgivning. Og det, kan man jo sige, er den bærende idé for Frontløberne i dag“ fortæller Elbæk. Udover disse projekter var der specielt én projektidé, som blev diskuteret sideløbende med alle de andre. Denne projektidé kørte under navnet Kulturdynamoen. I 1991 blev denne drøm om at skabe en alternativ uddannelse i projektledelse realiseret under navnet Kaospiloterne med Elbæk som rektor. Af samme årsag gik Elbæk af som leder for Frontløberne efter mere end otte år som inspirator og energikilde.

Frontløber-identiteten Det var en livsstil at være Frontløber. Hvert nyt projekt fik eget navn og egen projektleder men med samme efternavn, Frontløberne. “Så det betød, at vi alle var en del af den samme familie”, som Elbæk siger. “Vi brugte fa142

milietankegangen, fordi det var en måde at skabe en fælles historie, en fælles samhørighed på”. I et interview fra 1989 formuleres det på følgende måde: “Frontløberne er en familie. Der er kærester, kusiner, brødre og søstre på kryds og tværs. Nogle kender nogle inden for systemet, der hører om nogle, og så er du bare pludselig med. Det er en familie, der holder sammen. Så kommer stoltheden, der er ikke nogen, der skal sige noget dårligt om Frontløberne.6”

Noter 1-3: Langager 1990 4: Frit efter Århus Kommunes Kulturplan og Langager 1990 5: Sølling Møller m.fl. 1989 6: Langager 1990

Kilder Interview med Uffe Elbæk d. 30.1.2008 og d. 11.4. 2008 Søren Langager: Frontløberne I: Ejler Johansen og Benny Lihme (red.): Kultur og socialt arbejde, Tidsskrift for social analyse & debat, nr. 7 marts 1990 Sølling Møller m.fl: Frontløberne 88/89, 1988

Uffe Elbæk: Født den 15 juni 1954. Uddannet Socialpædagog og overbygningskursus på Journalisthøjskolen. Stifter af uddannelsen Kaospiloterne og i dag administrerende direktør for World Outgames 2009. 143

144

145

146

147

Opmærksomhed! Andrea Rose projektmager på Frontløberne i start 90érne

Yndlingshistorie om Frontløberne: De er alle sammen yndlingshistorier! Yndlingsirritation ved Frontløberne: I begyndelsen var det utrolig belastende at være en del af et så stort åbent landskab, hvilket virkelig satte koncentrationsevnen på prøve. Så mange aktive og engagerede unge mennesker, højtflyvende hormoner og utallige forskellige projekter under samme tag som bl.a. Kronstad, Frontløberne, Café Kølbert, regnskabspersonale og mange andre, der lige skulle hilse på og meget andet. Igennem årerne er jeg dog blevet så glad for den form for læring – og vil helst arbejde mens musikken spiller Hvilken rolle har Frontløberne spillet for dig: Frontløberne udsatte mig for en helt ny verden indenfor projektarbejde, samarbejde og arrangementskunst. Som lærling og fremmedarbejder blev jeg budt indenfor i starten af 90’erne til et uoverskueligt miljø, hvor alle var lige, og vores idéer, tanker og entreprenørskab fik frit løb til videreudvikling i det store fællesskab. I løbet af de sidste sytten år har jeg været med til at kreere og afvikle over 100 arrangementer i kulturens tjeneste takket være Frontløberne, der uden tvivl har bidraget stort til fundamentet i min projektledertilværelse. Projekter, jeg drømmer om i dag: Som projektleder for Ren By-kampagnen i Århus Kommune fylder projektidéer en hel del i mit hoved. Mulighederne er ubegrænsede, da borgere i alle aldre kan lege med, og skraldet er noget, alle ved hvad er! For at nævne nogle friske drømme: Askebægre på alle butiksfacader på Strøget – flere tyggegummitræer i byen – én eller flere Skodskulpturer – en skraldelabyrint for børn og deres forældre i Festugen næste år, og jeg kunne bare blive ved… Mine ønsker for fremtidens frontløbere: For mig ville det være ønskeligt, at Frontløberne forbliver det sted, hvor byens engagerede, talentfulde og idérige unge fortsætter med at vise initiativer og frækhed ud over det sædvanlige. Hvor modsætninger mødes, og hvor sød musik opstår i form af skæve, anderledes og sjove indslag i det århusianske! En hemmelighed: Kosmopolitan i Århus-Hallen var en succeshistorie ud over det sædvanlige! Jeg fik den opgave at hente Islandske Bjørk og band fra Hotel Royal og køre dem til Hallen. 148

På grund af de mange biler sad jeg fast i trafikken. Jeg besluttede at bakke bilen og køre en omvej, da vi var ved at komme for sent. Og så bakkede jeg lige ind i bilen bagved, mens alle sad og så på! Vildt pinligt, skal jeg hilse og sige! Det viste sig, at chaufføren af den forulempede bil havde arbejdet for Frontløberne, og med et stort smil og en fribillet kørte han efter os op til Hallen.

Historiebilleder 1986: Unge arbejdsløse maler vægmaleri på Telefontorvet. Vægmaleriet blev først fjernet under renoveringen i 2005. 149

150

Den Rullende Rottefestival 1985: 150 unge, gĂ¸gl og cirkus. Turne i Ă&#x2026;rhus Amt. 151

152

De Flyvende Pisbønner 1982-84: Balladmagere blev til gøglerstjerner. Turne i Århus. 153

Tak til: Anders Krøyer for udlån af kultvideoer, dokumentet fra Frontløbernes stiftende generalforsamling og IT-førstehjælp. Andrea Rose for lån af alle hendes fantastiske scrapbøger, Frontløber-outfits og sprut. Anne Bruus for en flot bearbejdet artikel. Anne Dyhr for en artikel med flere knuder og for et par skæve tegninger. Christian B for hans fotografiske falkeblik, historisk detektivarbejde og tålmodighed med digitalisering af analogt materiale. Ditte Maria Bangsund-Pedersen for den visionære og legende artikel. Ditte Svane for et meget stort korrekturarbejde og kreative artikler. Helle Braae Christoffersen for at reagere på vores artikel og komme forbi med materiale til bogen. Jan Kristian Rømer for kaffe, røverhistorier og materiale til bogen. Kamma Overgaard Hansen for en flot sammensat artikel. Kristian Bay Kirk for hans smukke tegninger, der illustrerer projekthåndbogen. Kristoffer Thurøe for hjerne- og skrivearbejde til projekthåndbogen. Matilde Holdhus for hovedkulds, engageret og effektivt forarbejde. Jens Pedersen for en flot artikel med teoretiske vinger. Ove Kjaer Christensen for økonomisk sparring og visdom. Ole Hein Pedersen for lån af hans fantastiske fotografier fra Frontløbernes spæde start. Piotr Bromblik for hans aldrig svigtende kritiske røst og hans store hjælp med at huske forgangne Frontløberprojekter. Pressen for gode vinkler og historier – og for artiklerne vi har brugt i bogen. Rikke Luna Filipsen for fotografisk benarbejde. Sine Bang Nielsen for at være handlekraftig og skarp til kritisk design og layout-strategi. Trine Vendelboe for en artikel med overraskelser. Og tak til alle jer der har, har haft eller vil få Front løberne op under neglene og ind under huden! Det er jeres skyld, at vi er her endnu.

154

Digt af Tim Munk Der findes få som dem ved Fronten. Det er sjæle med en ild for noget der er større end dem selv. En ild der ikke brænder nu og her, men en ild der altid vil brænde. Skyggerne der kastes af disse mennesker vil bane vejen for nye tanker. I en verden som denne har vi brug for mennesker der med noget for øje træder et skridt frem og skiller sig ud. Frontløberne er og blir dem der skaber.