Forstandsviden og fysisk erfaring alene afgrænser vores viden i forhold til den faktisk, foreliggende verden; mens grunderfaringen i form af sensitiv indsigt og meningsfylde viser os, at verden træder frem for os som af merbetydning, en åndelig dimension.
Guds fremkaldelse af mennesket – til en ny værdighed Dorthe Jørgensen, der er filosof og idéhistoriker og professor ved Aarhus Universitet, har inden for de senere år gjort sig nogle spændende tanker om kald(et), hvor hun peger på det opbyggelige i, at kaldet eller kaldsforståelsen er erfaringsbaseret. Dorthe Jørgensen fremhæver kald(et) som en grunderfaring, en fornemmelse af tro og forståelse. Erfaringen er en tildragelse, noget givet, en vederfarelse som kommer til os udefra, Guds fremkaldelse af mennesket til væren, som vi ikke mindst i vores videnssamfund har brug for at gøre erfaring med. Overalt lyder der kalden og svar. Kaldene kalder på os. Kaldene kalder det skønne frem i os. Det er ikke fordi de er skønne, de kalder; men fordi de kalder, er de skønne; idet de kalder noget frem i os, en efterklang, et skønt svar. Ikke blot noget skønt og smukt, men også noget grumt og grusomt, fordi kaldet kommer fra det uendelige og overvælder det endelige, mennesket, og det fornemmes, føles og anes.
Foto: Modelfoto Scanpix – saxo-photo Troen som sådan er forladen sig på, tillid, som (kan) omsættes i tro på Gud. I tanken om livet som værende livfuldt, forlader vi os på nåden i fornemmelse. Det fornemmede grundaspekt hjælper troen til transcendens i det immanente. For bønnen danner skole, en sensitivitet til at tage legemligt imod det guddommelige.
For kroppen er en fysisk ting. Legemet er sensitive opmærksomhedszoner, der gør, at hele vort ’jeg’ hænger sammen. Øjet lytter, stemmen ser, fordi de har fælles grund i følesansen, der gør, at vi erfarer kaldet. Det, at vi overhovedet lytter, er i sig selv et svar på, hvordan kaldet kan genlyde gennem hele vor substans og alle vore sanser. For at blive berørt af Gud, er at lytte med hele sin væren, krop og sjæl, uden at der er noget i os, som ikke bliver hørt.
Forstandens dominans og kroppens kompensation forhindrer os i at se os selv som værende andet og mere end krop. Derfor skal vi have legemligheden med. For Gud er der, når vi beder. Guds tilstedeværelse er en kendsgerning. Ikke i videnskabens røntgenbillede, men for den bedende, der kalder Gud frem. For bønnen er en formativ kraft som et åndedræt. Bønnen gør ikke noget ved Gud men ved den bedende. Bønnen forfiner og gør, at vi lever og ikke blot overlever. Kaldet er uendeligt; mens bønnens svar møder kaldet og dannes i bønnens dannelse. I Guds fremkaldelse af mennesket iklædes det en ny værdighed.
Den trefoldige grunderfaring af fornemmelse (æstetisk erfaring, kunst og æstetik), tro (religiøs erfaring, religion og teologi) og forståelse (filosofisk og videnskabelig erfaring, tænkning) samles i en erfaring af sensitiv indsigt og meningsfylde under alle de partikulære erfaringer.
Bjarne Abildtrup Madsen
13
