Rundt om folk
Ny muslimsk efterskole forhåndsgodkendt Til august slår en ny efterskole dørene op i de bygninger, der tidligere husede Hindholm Efterskole. Den ny efterskole, der får navnet Mina Hindholm Efterskole, hviler som den første i landet på et muslimsk livs- og menneskesyn. Efterskolen er netop blevet forhåndsgodkendt. På skolens hjemmeside kan man læse, at skolen gerne vil gøre en målrettet forskel, således at et større antal unge med anden etnisk baggrund bliver præsenteret for efterskoleformen, og vælger den til med ønsket om at være en del af et fællesskab.
Vinterferie på efterskolen Rejsby Europæiske Efterskole blev i vinterferien indtaget af 13 – 15 årige unge, som brugte en uge på en sprogcamp. Eleverne fik en uges ”rejse” gennem seks europæiske lande. Al undervisning foregik på engelsk og alle 46 pladser havde ifølge Skærbæk Avis været besat i lang tid. Sprogcamp-eleverne kom fra hele landet, og i ugens løb fik de indblik i sprog, kultur og samfundsopbygning i England, Spanien, Tyskland, Tjekkiet, Italien og Frankrig. Desuden får de unge en smagsprøve på efterskolelivet.
Bedsteforældre på efterskole Try efterskole havde en søndag i begyndelsen af februar inviteret elevernes bedsteforældre til at komme og se, hvordan deres børnebørn lever på efterskolen. Dagen blev lidt af et tilløbsstykke, hvor omkring 60 bedsteforældre mødte op og deltog i en række workshops. Sprog var temaet for dagens arbejde, og dagen bød desuden på kaffe og rundvisning på efterskolen.
Der bliver kampvalg om pladserne i Efterskoleforeningens styrelse på årsmødet 1. marts. Fem kandidater stiller op til de tre pladser, som er i spil i år. Se kandidaterne og deres præsentationer i årsmødehæftet, som udkommer sammen med dette blad.
Søren Møllgaard Kristensen, 40, bliver ny forstander på Eriksminde Efterskole, når Per Slyngborg stopper til sommer. Søren Møllgaard Kristensen har været lærer på Eriksminde Efterskole siden 2004, kun afbrudt af et år som kulturformidler og integrationsansvarlig på Sygehus Thy-Mors. Han har virket som tillidsrepræsentant og var i efteråret 2012 konstitueret som forstander. Han udnævnes officielt på en ekstraordinær generalformsaling 25. februar.
SKALs Efterskoles bestyrelse har netop besluttet at fastansætte de to konstituerede afdelingsledere, Lars Mouritzen og Kirsten Benner Gerbek, som siden sommerferien har været konstitueret som henholdsvis pædagogisk afdelingsleder og administrativ afdelingsleder, efter at skolens daværende viceforstander ønskede at forlade sin stilling. Lars Mouritzen er desuden udpeget som souschef.
Vostrup Efterskole - Skole for Musik og Teater skal i gang med at ansætte en ny forstander til det kommende skoleår. Forstander Kresten Høier, der har været i efterskoleverdenen i mere end 35 år ønsker at træde tilbage. De sidste 25 år har han været i Vostrup. Først et år som iværksætter med etablering af skolen og derefter 24 år som forstander
Bestyrelsen for Adventure Efterskolen på Broagerland har med 49-årige Steen Emgren valgt en lokalt forankret person som ny forstander på skolen. Steen Emgren er født i Sønderborg og bor nu i Dybbøl. Hans seneste job var som dagtilbudsleder i Sønderborg Kommune. Han er uddannet lærer og har arbejdet som sådan på to efterskoler dels Sang-og Musikefterskolen i Ollerup og dels Haslev Idrætsefterskole. Senere har han været souschef og konstitueret forstander på både Gerlev Idrætshøjskole og Idrætshøjskolen i Sønderborg.
Forstander Charlotte Borchorst Faurschou på Orkester Efterskolen er blev tildelt prisen som årets ildsjæl af DR’s P2. Hun får prisen for at have skabt en efterskole med udgangspunkt i den klassiske musik. Foto: Agnete Schlichtkrull.
41-årige Jane Bodholt Svendsen er på ferie i Mexico med sin mand og yngste søn, da hun får sit livs værste besked: En dragebåd fra Lundby Efterskole er kæntret ved Præstø Fjord. Hendes ældste søn, Kristoffer, var ombord. En helikopter har reddet ham op af det kun to grader varme vand, men for sent. Han er heldigvis blevet genoplivet og fløjet til Rigshospitalet, hvor han ligger i koma. Sådan præsenterer forlaget LinjeH bogen “Kæntring”, hvor Jane Bodholt Svendsen beskriver, hvordan det har været for familien at tackle den krise, den gennemlevede efter ulykken. Bogen udkom på tre års dagen for ulykken.
Rundt om folk Navnenyt sendes i mail til redaktionen@magasinhuset.dk
Efterskolen · 20. februar 2014
7