Portræt
Mennesker i Efterskolen
Vi fik sat en god retning for en proaktiv forening Efterskoleforeningens formand gennem de sidste 12 år, Troels Borring, ser med tilfredshed på foreningens skarpere profil med fokus på de unge og deres muligheder. Til marts går han som formand på foreningens talerstol for sidste gang
Tekst: Torben Elsig-Pedersen, redaktør torben@magasinhuset.dk
30
Efterskolen · 12. december 2018
Da Troels Borring gik på talerstolen lørdag den 3. marts i år var det med vanligt overskud, humør og energi. Han tog den mere end et tusinde mennesker store forsamling med ind i det univers af kærlighed for unge, politik og efterskoler, han brænder for. Weekenden klappede. Formanden var i sit es. Fredagen efter noterede hustruen Anne Mette første gang, at noget var galt. De var i byen sammen og Troels hilste ikke på en, han kender. Han kunne ikke genkende ham og balancen svigtede. Han lod vandhanen løbe. Han så kun to mennesker på tv-skærmen, mens andre så tre. Noget var galt. Anne Mette og Troels tog fredag den 9. marts på skadestuen i Herning, hvor de var på besøg. Men han blev sendt hjem med besked om, at årsmødet og optakten med forberedelser og taleskrivning nok havde gjort ham stresset. Tag hjem, hold dig i ro, så kommer du ovenpå igen, lød beskeden. Da han ugen efter under aftenmåltidet i hjemmet tabte gaflen ud af hånden, var han og Anne Mette klar over, at noget ikke var, som det skulle være. De tog på Odense Universitetshospital, hvor Anne Mette insisterede på, at hendes mand skulle have en ct-scanning.
Derefter startede en udredning og et længere sygdomsforløb. Efter få dage stod det klart, at Troels Borring havde en kræftsvulst i baghovedet. Siden har han været sygemeldt fra sit formandsjob i Efterskoleforeningen og har gennemgået to operationer, strålebehandling og to kemoforløb. Hele vejen igennem har han udadtil holdt den positive og optimistiske tone, alle i skoleformen kender ham for. Hans rastløse gemyt sørgede for, at han arbejdede på at vende tilbage til den formandsgerning, han brænder for. Men hele tiden vendte spørgsmålet tilbage, om han var klar til en ny periode på tre år i spidsen for efterskolerne. Den endelig beslutning traf han for få uger siden og meldte ud til bestyrelsen i begyndelsen af december. Troels Borring stopper som formand ved årsmødet i marts måned. •