28
kronik
hvad har reality-tv egentlig med virkeligheden at gøre? af: Trine Vendelboe Juul, forfatter og journalist
Selv om de unge har erfaringer med mobning, fuldskab, brudte løfter og kærestesorger, så er meget af det, der foregår i de populære reality-programmer mere et perverteret freak-show, end det er mainstream virkelighed
D
efterskolen · no. 14 · april 2012
er er langt fra dokumentarserien ”Kæft, trit og flere knus”, som går tæt på døgninstitutionen Schuberts Minde og dets pædagogiske metoder til TV3’s nyeste reality-program ”Fristet – hvor langt vil du gå”, hvor sex for åben skærm er det store nummer, der skal lokke de unge seere til. Men virkeligheden overgår jo som bekendt også fantasien, så der er stort set frit slag på alle hylder, når det gælder reality-tv. Alligevel synes flertallet af de reality-programmer, som falbydes de unge, ikke blot at overgå fantasien, men også at overhale virkeligheden indenom i et forsøg på at køre den ud på et ekstremt sidespor. I mit arbejde med bogen ”Den halvnøgne sandhed – Paradise Hotel og andre opskrifter på virkeligheden” talte jeg med to grupper af folkeskoleelever fra 8. og 9. klasse, og der var bred enighed om, at netop det meget populære Paradise Hotel og andre lignende reality-shows ikke har meget med
de unges egen virkelighed at gøre. En af drengene udtalte det således: ”Paradise Hotel giver et helt urealistisk billede af sex. Jeg tror ikke, at der er mange, der drikker så meget, som de gør i Paradise Hotel og bare dyrker sex med den første den bedste. Mine venner og jeg taler stille og roligt om sex, ligesom vi taler om alt muligt andet. Det er helt naturligt”. Nu er det jo ikke en vedtaget præmis, at reality-tv alene skal bedømmes ud fra et identifikationskriterium. Reality-show genren lover, når det kommer til stykket, ikke så meget mere end at ville underholde. I det omfang, de unge identificerer sig med indholdet i denne programtype, er det i vid udstrækning i en negativ forstand forstået som en bevidst ikke-identifikation, hvor de tager afstand fra programmernes karakterer og deres handlinger, hvilket ovennævnte citat også er et udtryk for. På den måde kan man dog sige, at pro-
Er det ikke muligt at lave realityprogrammer, som i højere grad tager afsæt i en virkelighed, som de fleste unge kan identificere sig positivt med og blive positivt inspireret af?
grammerne i sidste ende alligevel er med til at få de unge til at reflektere over identitetsmæssige og identifikatoriske spørgsmål. Men samtidig peger denne afstandtagen på et centralt paradoks ved de unges storforbrug af reality-tv og af reality-shows i særdeleshed. Hvorfor bruge op til 15 timer om ugen på reality-serier, – hvilket flere af de folkeskoleelever, jeg talte med gør – hvis der er så meget i programmerne, som man i bund og grund tager afstand fra? Elevcitatet ”Amalie tror, det er hendes eget liv, der er interessant, men det er bare for at se, hvor dum hun er”, udstiller meget præcist dette paradoks. Man behøver selvfølgelig ikke være psykolog for at ’regne ud’, hvad de unge dog i himlens navn får ud af at se på ”dumme” mennesker, der opfører sig tåbeligt og bliver til grin for gud og hver mand. Det er selvforskyldt og hæmningsløs mobning for åben skærm, og som seer kan man tage del i løjerne uden at skulle føle sig skyldig. Hvad med at satse på det gode? Desværre er underholdningsværdien ikke helt så ren og uskyldig, som den umiddelbart kan synes. Der findes masser af eksempler ude på skolerne på mobning, lege og opførsel, der spejler meget af det, der foregår i de populære reality-shows. Isterningeleg, Pandoras Æske, hadesider og nøgenbilleder af hinanden, der bliver offentliggjort på Facebook efter et skænderi, viser, at selv om de unge ikke giver udtryk for, at de identificerer sig med eller ser op til de karakterer,