KRONIK
Psykologi
Et mislykket skole- eller uddannelsesforløb kan starte en nedadgående spiral, der forværrer den unges situation.
Jens Wilbrandt er psykolog og har specialiseret sig i spændingsfeltet mellem neuropsykiatri, psykologi, læring, organisation og pædagogisk psykologi.
Per Straarup Søndergaard er fagbogsforfatter og har udgivet en lang række bøger om psykisk mistrivsel blandt unge. Den seneste er ’Hvad nu hvis … - om unge med OCD”, Turbine 2014.
32
Efterskolen · 18. juni 2015
med modsatrettede krav. Der er fokus på faglighed og på at optimere elevers og studerendes præstationer. Ellers kan vi ikke klare os i den internationale konkurrence. Samtidig er der et krav om inklusion og om at få alle med. Skal det sidste lykkes, er der brug for nogle ændringer. For eksempel bør der være et korps af specialister og rådgivere, som der kan trækkes på i bestræbelserne på at hjælpe unge med diagnoser godt igennem et skole- eller uddannelsesforløb. Det er ikke ensbetydende med, at den enkelte underviser skal have en psykolog siddende på skulderen i klasselokalet. Men underviseren skal nemt kunne opsøge professionel viden om elevernes særlige udfordringer, ligesom der i pædagogiske valg også bør medtænkes psykologisk og behandlingsmæssig viden. Det er der mange undervisere, der allerede gør. Det er bare ikke sikkert, at de ved det. Et eksempel: En lærer har en meget tilbageholdende pige på sit hold. Hun er meget ked af, at hun ikke kommer ud med det, hun ved. Derfor laver lærer og elev i fællesskab en plan. Første trin er, at pigen begynder at sige noget i gruppearbejde, fordi hun der føler sig mest tryg. Næste trin er, at pigen begynder at sige noget på sit hold, når hun er helt sikker på svarets rigtighed. Og sådan fortsætter de to med at sætte mål for pigens adfærd. En plan og et forløb som dette ligner en kognitiv angstbehandling, hvor den unge gradvist eksponeres og udsættes for større og større udfordringer. Den slags foregår der meget af på
forskellige uddannelsesinstitutioner, og det sker over for unge både med og uden diagnoser. Mange lærere vil ikke tænke på psykologien i det, men tage det som et led i arbejdet med den personlige udvikling. Og i eksemplet med pigen kunne det være ud fra en tanke om, at det er godt at kunne tage ordet og at komme ud med det, man har på hjerte. Tæt på eleven Skoler og uddannelser har traditionelt serveret en færdig pakke med faste krav og forventninger. Kunne eleven ikke leve op til dem, var han eller hun ikke landet på den rigtige hylde. Den måde at tænke skole- og uddannelsestilbud på er under opbrud, og der er en bevægelse i gang i retning mod det mere individuelle. Groft sagt tilpasser uddannelsesinstitutionerne sig til eleverne i stedet for omvendt. Og der bliver stillet spørgsmål som: Hvad skal der til for, at du kan klare den her uddannelse? Men en ting er det formelle. Noget andet er holdningen og indstillingen til at arbejde med unge. Generelt er der brug for, at skoler går et skridt tættere på de unge, når de starter. Gør man det, kan man nemlig ret hurtigt få afdækket, hvem der har brug for støtteforanstaltninger og få dem sat i værk. På nogle skoler tager den proces for lang tid, og nogle gange er eleverne allerede røget af sporet, inden det sker. Der er også brug for en forståelse for, at unge med diagnoser ikke er særlige væsener. I forhold til andre elever har de bare nogle særlige udfordringer. •