Page 1

Kapitel 9

MONTREAL

Mariannes kufferter var nærmest pakkede og klar, da Leonard telegraferede og spurgte, om hun og Lille-Axel ville komme. Hun havde ventet på dette og var spændt, da hun satte sig på flyet sammen med sin halvandet år gamle søn. Hun og Leonard havde ikke set hinanden i mange måneder, da hun landede i Montreal med to kufferter og en lille dreng, som netop havde sagt farvel til sin mormor. Leonard husker tydeligt, da han så Marianne i pelsfrakke og med en kuffert i hver hånd. Han måtte ikke gå ind i ankomsthallen, men så hende gennem glasset og vinkede til hende. Hun havde hænderne fulde og vinkede til ham med foden, og forelsket og med bankende hjerte satte hun kursen ud mod ham. Mens Marianne havde været i Oslo, havde han fundet en bolig til dem i et gammelt herskabshus i centrum af Montreal. Husets facade mod gaden var delt af en stor buegang i midten, hvorfra herskabet i gamle dage kunne køre ud og ind med hest og vogn. Inde i gårdrummet lå den gamle stald, som nu var bygget om til lejligheder, og der havde Leonard lejet sig ind på den øverste etage. Leonards ven, Robert Hershorn, der var en af Montreals rigeste unge mænd, boede i selve hovedhuset, og det var gennem vennen, han havde fået fat i lejligheden. Marianne, Lille-Axel og Leonard gik op ad trappen på ydersiden

131


af huset til tredje etage og kom ind i en åben og solrig stue med udsigt over byen og floden Saint Lawrence. Marianne og barnet først, derefter Leonard med kufferterne. Efter næsten et helt år var drømmen blevet til virkelighed. Marianne stod på stuegulvet og nød de solstråler, der kom ind gennem vinduerne, og tænkte, at nu havde livet igen fået god mening. Leonard kom fra en konservativ, jødisk familie, men Marianne og Lille-Axel blev alligevel hurtigt introduceret for hans mor, Masha. Faderen var død, da Leonard kun var ni år gammel, og Masha boede alene i et stort hus i villakvarteret Westmount i den mere velhavende del af Montreal. Masha var af russisk oprindelse, excentrisk og smuk. Marianne følte, at hendes nye ’svigermor’ tog imod hende som en datter af huset. Den første gang hun var på besøg i huset i Westmount, tog Leonard hende med op på sit gamle værelse på førstesalen. Han åbnede en af skufferne i sit skrivebord og tog en lille æske op, som han lagde i sin ene håndflade, mens han tog låget af. I æsken lå en lille guldballerina med strutskørt og en lille guldnøgle. Begge var lavet til at hænge i en kæde, og han havde fået nøglen, da han var færdig med gymnasiet. Leonard købte en guldlænke til Marianne og hængte den med ballerina og nøgle om halsen på hende. Senere fandt hun ud af, at det var en almindelig skik at give nøglen til den første, man blev forelsket i.

* Marianne følte sig straks hjemme i Montreal. Hun kunne sproget og syntes, at byen mindede om Oslo, selv om Montreal var en millionby med mange forskellige kulturer. Men det var alligevel en brat overgang at komme til storbyen med et lille barn uden at have pasning til ham eller et job. På Hydra løb mødre og børn rundt til hinandens huse, børnene legede frit, og livsstilen var helt anderledes. Her var der kun hende, Leonard og barnet. I midten af lejlighedens stue stod en stor seng fuld af puder. Da Marianne fik influenza, flyttede hun ind i den seng, for ikke at

132


smitte de andre. Leonard kunne mærke, at hun havde brug for noget afveksling fra at ligge og stirre tomt ud i luften, så han gik ud og købte en stor gul skriveblok med lysegrønne linjer til hende. Marianne begyndte at skrive. Hun skrev og skrev, om mormor og livet i det store hus ved stranden i Larkollen. Skrev som en syvårig med store bogstaver og drømte sig tilbage, til dengang hun var en lille pige. Uden på den gule blok skrev hun ”My Grandmothers House”. Leonard læste det, hun havde skrevet, og tog det med til sin forlægger i New York, som tog kontakt til Marianne og spurgte, om hun var interesseret i at skrive en bog. I så fald skulle hun bare gå i gang og skrive sit manuskript på skrivemaskine. Men da Marianne forsøgte, tørrede floden af ord simpelthen ud. Hun var fuld af idéer i hovedet, men bogstaverne ville ikke ned på papiret. Manuskriptet lå bare der og kom ingen vegne. Marianne havde en drøm om at studere kunst og litteratur på McGill-universitetet, hvor Leonard havde gået, men hun havde ikke fået den nødvendige eksamen i Norge. Leonard arbejdede som sædvanligt intenst med sine projekter. Han havde netop udgivet sin anden roman The Spice-Box of Earth, og den havde gjort ham endnu mere kendt i Montreals litterære cirkler. Han var i gang med at skrive et manuskript for canadisk tv og var begyndt at arbejde på en dokumentarfilm sammen med venner fra kunstmiljøet. Den lille familie var ofte sammen med Leonards gamle venner, Irving Layton og Morton Rosengarten. Irving Layton var Leonards underviser fra McGill-universitetet og havde også besøgt dem på Hydra. Han var revolutionær digter og filosof og en mentor for den 20 år yngre Leonard. Morton Rosengarten var kunstner og en gammel studiekammerat. Han havde spillet i country- og westernorkestret The Buckskin Boys sammen med Leonard og var flyttet ind i et stort træhus i Way’s Mill, der lå ude på landet. Marianne, Axel Joachim og Leonard besøgte ham ofte der. Bussen fra centrum af Montreal stoppede lige uden for hans dør. Marianne så for første gang i sit liv de knaldrøde løvtræer af arten løn, da

133


hun steg af bussen foran hans hus. De lavede mad sammen, læste digte og snakkede om kunst og politik til langt ud på morgenen. De arbejdede på en film sammen med instruktøren Derek May, som var ansat på det canadiske filminstitut. De klædte sig ud i gamle kniplingskjoler og andet gammelt tøj, som de fandt i store kufferter på Mortons loft, og improviserede foran kameraet. Senere gik de ned til floden og badede nøgne. Marianne og Leonard gik i Chinatown og spiste. Eller på Le bistro chez Lulu på Mountain Street, og hvis de havde barnepige, gik de på The Dancehall og drak øl og dansede. Marianne så den romantiske film Dr. Zhivago tre gange i biografen, og hun græd lige meget, hver gang hun så den. Den sidste gang sad Leonard og Axel Joachim hjemme i badekarret og forsøgte at bruge skrivemaskinen under vand. Det eksperiment endte dårligt. Det var første og sidste gang, maskinen brød sammen i løbet af de år, Leonard havde den. Marianne var nu 27 år gammel. Leonard var 28. Han havde givet Marianne et lille lommespejl i sølv og sagde til hende, at aldrig havde et menneskes ansigt givet ham så stor glæde. De gik hånd i hånd nedad den græske gade i Montreal. Med alle de små tavernaer og bouzouki-musikken mindede stemningen dem om dagene på Hydra.

* Leonard syntes ikke, han fik ro nok i Montreal til at skrive – der var lidt for mange fester med stoffer og alkohol. De begyndte begge at længes tilbage til det frie, rene liv under den græske sol. Da Leonard fik et nyt arbejdslegat, havde de endelig nok penge til at tage tilbage til Hydra og genoptage deres liv der. Leonard var ivrig efter at komme af sted, så han kunne koncentrere sig om at skrive, og for Marianne var livet på Hydra bare mere enkelt. Der havde hun og Axel Joachim allerede et netværk, og det var meget billigere at bo på en græsk ø frem for i Montreal.

134


Kapitel 10

FAMILIELIV PÅ HYDRA

Da Marianne, Lille-Axel og Leonard kom tilbage til Hydra, var det halvandet år siden, hun sidst havde været der. Der var stadig kun nogle få caféer og en enkelt bar ved havnefronten. The Johnstons og andre gamle kendinge var der, og nye kunstnerpar og eventyrere er kommet til. Marianne og Lille-Axel boede en kort periode i det gamle hus i Kala Pigadia, som havde været udlejet og givet Marianne lidt indtægter, mens hun havde været borte. Det var underligt igen at være i det hjem, hvor hun og Axel havde boet sammen. Der hang fotos med gamle minder på væggene, Axels bøger stod der, der var de små solgule blomster på terrassen og udsigten ned til det hus, Göran Tunström havde boet i, mens han opholdt sig på øen. Marianne nænnede ikke at fjerne det fine støvlag, der dækkede relikvierne fra fortiden. Det varede ikke længe, før Marianne solgte huset og flyttede over til Leonard. Hun tog det mørkebrune skrivebord med, som Axel havde fået snedkeren Francisco til at lave, og nu blev det Leonards tur til at skrive sine sange og digte ved den glatte græske bordplade. Den gamle kabeltromle, som var drevet i land i en storm, tog hun også med, såvel som en gammel udskåren vugge, et lille, sort bord og den smukke stol med den udskårne ryg og det flettede sæde. Leonard havde sans for de fine detaljer og fik øje på et gammelt legelokomotiv i farvet træ, som han tog under armen,

135


da de lukkede døren bag sig i Kala Pigadia. Marianne og Lille-Axel flyttede ind hos Leonard, og huset fik hurtigt præg af en kvindehånd. Op mod den hvidkalkede væg stod den flettede gyngestol, som de havde vugget den lille i søvn med i Kala Pigadia. Nu var han en stor dreng på to og et halvt år, der løb rundt i huset. I entréen hængte de det store spejl op, som hun og Leonard ofte stod og spejlede sig i sammen. Præsten havde været inde og velsigne huset, da Leonard købte det, og over dørkarmen i entréen var der tegnet et lille sort kors, som beskyttede mod alt ondt. Kort efter at den lille familie var ankommet til Hydra, kom der brev fra Axel, som sad ensom i Athen. Han var bortvist fra øen og længtes efter sin søn. Axel syntes, det var underligt og smerteligt, at de ikke kunne se hinanden, men: … tror du ikke, det er bedst for ham, at jeg holder mig i baggrunden, indtil han er i stand til selv at tage en beslutning? Sådanne små fyre tænker meget mere, end man kan huske, at man selv gjorde, og på sin måde tager de deres problemer lige så højtideligt, som vi gør. Nu er han vel blevet vant til Leonard, til at der er en mand i huset, og der skal ikke megen fantasi til for at forestille sig den forvirring og usikkerhed, min person i egenskab af ’far’ kan give ham oven i rejserne, sprogvanskeligheder, tilpasning til et nyt sted og et nyt klima, etc. Jeg har jo heller ikke hørt eller set noget til jer, siden I ankom til Grækenland, så jeg kan vel gå ud fra, at I deler min opfattelse. Hvordan drengen vil forholde sig til det i fremtiden, kan ingen svare på. Dømt bliver vi jo under alle omstændigheder. Jeg må også vænne mig til tanken om, at han får den ublide skæbne at se sin far gennem sin mors øjne – og sin egen fantasi. Man kan ikke forlange et objektivt billede under de omstændigheder. Som du ved, rejser jeg nordpå nu. Det er som om, alting går i stykker for mig hernede. Måske hænger det sammen med, at jeg omsider er blevet tredive år, at man ligesom slangen kaster hammen af sig og vil videre. I begyndelsen af august er jeg på vej til England. Jeg har

136


en bog, som jeg tror på, men som jeg ikke har fred til at skrive her. Jeg har ikke set noget til Patricia. Det er underligt, hvordan ens hjerte kan åbne og lukke sig. Som en musling. Som en skildpadde. Jeg føler, jeg kan skrive det her til dig som en gammel ven og fortrolig, som jeg engang har delt noget af livet med … Hils Leonard. Jeg har aldrig lagt skjul på min beundring for ham og ønsker ham alle gode ting med bogen. Hvad Leonard angår, så har han jo den evne, at han kan få folk til at idolisere sig, og udelukkende af den grund vil jeg holde mig lidt i baggrunden. Det ville være alt for ydmygende, hvis jeg også skulle finde mig i at være offer for hans aldrig svigtende overbærenhed. Hils! Axel

Leonard gik i gang med at skrive, så snart han var tilbage i sit hus. Han stod som sædvanligt op klokken syv om morgenen og skrev frem til frokost. Marianne kunne høre, hvordan fingrene fór hen over tastaturet og tænkte på den første gang, hun havde set hans hænder. De mindede om hendes fars buttede hænder. Men Leonard skrev meget hurtigt. Leonard foretrak, at der var ro omkring ham, når han skrev, og han tog sjældent sine manuskripter ud af sit arbejdsværelse – i modsætning til Axel, der havde sit arbejde med overalt. Det at skrive tog meget af Leonards tid og opmærksomhed, og hans indre stemme sagde: ”Skab noget! Noget smukt eller vigtigt eller uvigtigt – bare skab noget! Sådan havde det altid været for Leonard. Men han delte ikke meget af det, han skrev, før det var færdigt, og Marianne var heller ikke god nok til engelsk til, at hun kunne vurdere teksterne eller forstå dem fuldt ud. Kyria Sophia og duften af lykke Ikke længe efter de var kommet tilbage til Hydra, hyrede de nabokonen Kyria Sophia til at hjælpe dem i huset. Sophia var en

137


kvinde i tresserne og nåede kun Marianne til skuldrene. Hun gik i grå- og hvidternet forklædekjole og havde et tørklæde bundet stramt om håret. Den ældre kvinde blev næsten som en mor i huset. Hun var der, længe før de vågnede om morgenen, og tog sig hengivent af dem. Marianne klarede Lille-Axel og de daglige gøremål, mens Leonard skrev. En morgen så de, at udsigten fra deres vinduer var blevet ødelagt af nye el-ledninger, der var monteret lige foran deres hus. Leonard var kommet til Hydra med en idé om, at han havde forladt den moderne verden og nu levede et mere autentisk liv. Han plejede at kigge ud på et smukt mandeltræ, derfra hvor han sad og skrev. Nu strakte el-ledningerne sig på kryds og tværs som et symbol på, at moderniteten også var nået til Hydra. Men så opdagede de, at små fugle landede på ledningerne, og det var sådan, inspirationen til de første linjer i sangen Bird On The Wire opstod. Ved frokosttid gik Marianne ned til havnen sammen med Leonard og Axel Joachim, som løb af sted med solbrun krop og kridhvidt hår. Marianne havde sin kurv under armen og gik hen til Katsikas for købe grøntsager og madvarer. Udenfor sad allerede flere af dem, de kendte, ved de små skæve borde. To gange om dagen lagde færgen til på vej til og fra Athen. Den første båd kom ved 12-tiden, og alle de fastboende udlændinge var samlet uden for Katsikas, mens de ventede på, at posten blev sorteret. De, som havde mave til det, drak dagens første glas retsina, og ved et-tiden skyndte alle sig op til postkontoret i håb om, at der var noget til dem. Brev fra en bror eller en veninde. Fra en mor eller far. Eller en forlægger. Måske en check som betød, at der fortsat en tid var mulighed for tag over hovedet og en arbejdsbase på Hydra. Leonard modtog checks fra Canada på 12 dollars og 50 cent. Marianne havde arvet nogle aktier fra sin bedstefar, og når hun én gang om året modtog en check på 1400 kroner, følte de sig som millionærer, og de kunne indløse kreditten hos Katsikas. Leonard havde små notesbøger, hvori han noterede, hvor meget de havde købt for på kredit, og han holdt orden på regnskaberne. De brugte

138


kun få penge. Marianne syede sine egne bukser og arvede tøj fra andre på øen, så der var kun få ting, hun behøvede at købe. Lille-Axel arvede tøj fra andre børn, og børnetøj gik på omgang, indtil det var slidt op. Når posten var uddelt, gik alle hver til sit – opløftede eller nedtrykte. Marianne, Leonard og Lille-Axel gik op ad en gade, de kaldte for Donkey Shit Lane, forbi Four Corners og den lille kirke, til de kom til den gråmalede trædør i deres hus. Den lille familie spiste frokost og holdt siesta, mens solen var på sit højeste. Efter siestaen gik Leonard ind på sit arbejdsværelse, lukkede døren og arbejdede, til skumringen lagde sig over huset med et gråmalet skær. Senere stod de i tusmørket foran det smukke guldspejl i entréen og undrede sig over, hvem de var lige på denne dag. Marianne med rundt ansigt og solbleget hår. Tynd og med små bryster. Leonard havde cirka samme højde, også tynd og med sort hår. Ingen af dem syntes, de havde udseendet med sig, og Marianne skrev et lille digt i sin dagbog: When I know who I am I know what to wear Till even that becomes irrelevant

Det var tørt på Hydra – der faldt næsten ingen regn mellem forår og efterår. Marianne og Leonard samlede enhver regndråbe, der faldt, i en cisterne, som de lokale og brugte nøjsomt vandet til madlavning og vask. Kyria Sophia rensede med mellemrum vandet i cisternen for bakterier ved at sænke en spandfuld lime ned i nogle timer. Drikkevand var de afhængige af at købe. En gang om ugen kom vandmanden traskende med sit æsel, der bar to enorme firkantede vandbeholdere. Den ældre mand gik rundt fra morgen til aften; og for nogle håndører fyldte han keramikkrukkerne i de forskellige husstande. Den lille hjulbenede og vejrbidte mand

139


løftede en vandbeholder af æslet og satte den på hoften på et bredt læderforklæde, som han havde bundet rundt om sig. Han bar den tunge beholder ind i deres hus, bøjede knæ og ryg og hældte vand i en enorm keramikkrukke, som nåede Marianne til livet. Sophia, som havde været der siden morgengry, lavede en kop græsk kaffe til den gamle mand. Hun havde allerede taget opvasken og pudset olielampens glas. Fyldt petroleum på og fejet gulvet i arbejdsværelset, i køkkenet og på terrassen. Klokken halv elleve om formiddagen sagde hun farvel til Marianne og Leonard og gik rundt om hjørnet til sit eget hus for at lave frokost til sin familie. Af og til kom hun tilbage og satte en tallerken med horta – grøntsager stegt med olie og citron – på deres køkkenbord. Hun vaskede deres tøj på et vaskebræt i marmorvasken i kælderen. Senere fyldte hun det gamle strygejern med varme kul og strøg det nyvaskede tøj med jævne og rolige bevægelser. Duften af klorin og det varme nystrøgede tøj bredte sig op gennem huset og føltes nærmest som en duft af lykke. Sophias beskedne løn svarede til cirka hundrede kroner om måneden, og det var nok til, at hun kunne forsørge sin egen familie. Livet var fuld af disse daglige rutiner. Hver morgen kom de unge nonner forbi med fire æsler for at købe mad ind til klostret oppe på bjerget. Den elskværdige papas – præsten – kom forbi i den sorte præstekjole, som var flosset i kanten. Ungerne drillede ham og trak ham i skægget, mens de voksne kom hen og kyssede hans hånd. Sophia hentede isblokke, som ankom med kaiki-båd fra fastlandet. Hun lagde isblokken i en sæk, bandt et tov omkring den og bar den op til huset. Hjemme lagde hun isblokken i en trækasse, hvorfra hun tappede iskoldt vand. Isklumpen varede et par døgn og kostede et par drachmer. Waiting for Marianne I have lost a telephone with your smell in it

140


I am living beside the radio all the stations at once but I pick out a Polish lullaby I pick it out of the static it fades I wait I keep the beat it comes back almost asleep did you take the telephone knowing I’d sniff it immoderately maybe heat up the plastic to get all the crumbs of your breath and if you won’t come back how will you phone to say you wont come back so that I could at least argue Oslo, 18. maj, 1962 (Ikke tidligere publiceret digt af Leonard Cohen)

Marianne tog mange af de gamle skikke på Hydra til sig og fik langsomt mere og mere indsigt i den lokale kultur. Hun så, at øboerne piskede på deres æsler, men opdagede også, at de samtidig tog sig godt af dem. Dyrene var et transportmiddel og blev godt vedligeholdt som en bil, man holder af. Da Marianne og Leonard skulle have anlagt ny terrasse, kom håndværkerne og arbejdede i den ubarmhjertige sol og varme. Marianne serverede koldt vand og bød på hjemmebagt brød. Til sidst holdt de næsten op med at arbejde. Hendes gamle ven George rystede på hovedet over hendes naivitet og sagde: ”Det der duer ikke. Du er nødt til at holde dem til ilden og være over dem, til de er færdige med arbejdet. Først der kan du byde dem på en ouzo”. Marianne fandt ud af, at hun måtte opføre sig mere som en græker, hvis hun skulle overleve på øen. I juli og august kom den stærke meltemi-vind blæsende fra nord.

141


Den varme vind blæste fra en skyfri himmel fire til fem dage i træk, døde ved solnedgang og begyndte igen, når solen stod op. Meltemi-vinden gav fart i sejlene, og man kunne tilbagelægge store afstande over havet, med mindre man skulle nordpå. Om efteråret kom scirocco-vinden sydfra med fint sandstøv, der var hvirvlet op i Sahara. Marianne og Leonard boltede døre og vinduer til, men den fugtige sand krøb alligevel ind overalt. Når det var værst, blev de hvide vægge rosa. Bagefter fandt Marianne spand og kost frem og kalkede husets mure hvide igen, som hun havde set de græske kvinder gøre. Derefter fejede hun sandet væk uden for deres hus. Om vinteren blæste det gennem hele huset, og både vind og regn trængte ind gennem de gamle vinduer. Marianne og Leonard lukkede de gråmalede skodder uden for vinduerne, og Sophia satte et metalkar fuld af glødende kul ind i huset, som opvarmede den nederste etage. Senere fik de en gasvarmer på hjul med hønsenet foran varmelegemerne. Marianne sad ofte foran den og så, hvordan skygger og lys dansede rundt i rummet, mens hun drømte sig bort. Livet under et forstørrelsesglas ”På søndag tager vi til Bisti!”, sagde de udenlandske kvinder til hinanden, fyldte picnickurvene og samlede ungerne sammen. Sømanden Mikalis sejlede dem over til den smukke strand lige ud for øen Spétses. Der indrettede de sig med puder og tæpper. Ungerne legede på stranden. De voksne drak kolde øl, lidt retsina og spiste den medbragte mad. De badede og holdt siesta i skyggen af et træ. Mikalis havde sin søn med, og han kastede sig altid over bord sammen med rebet, som båden skulle fortøjes med. Mikalis smilte stolt af sin dreng. Da han blev voksen, blev sønnen sømand som sin far. Men skæbnen ville, at han en dag blev viklet ind i ankerkæden og druknede. Mikalis blev en skygge af sig selv og kom sig aldrig over tabet af sønnen. Marianne og Leonard hørte

142


ham ofte synge med sorgfuld stemme, når han sent om aftenen vaklede hjem fra havnen.

* Der var kommet flere og flere udlændinge til Hydra i løbet af de fire år, som var gået, siden Marianne og Axel gik i havn for første gang. The Johnstons og George Lialios havde bosat sig permanent, men de fleste opholdt sig i kortere perioder, før de drog videre til Indien eller andre nye steder, der skulle udforskes. Fra New York ankom kunstnere, der var optaget af det enkle liv. Et ægtepar ville drive økologisk jordbrug på Hydra, men opdagede hurtigt, at jorden var så stenet, at den knapt var dyrkbar. The Johnstons, som havde boet længst tid på øen, var et naturligt socialt midtpunkt for udlændingene, som samledes i havnen om aftenen. Charmian Johnston havde fået sit tredje barn på øen, og parrets ægteskabelige problemer blev forstærket, da George fik tuberkulose. Charmian var smuk og talentfuld og nød opmærksomheden fra andre mænd. Hendes ægtemand var syg og impotent, og der var ofte en ny affære og trusler om skilsmisse. Marianne og Leonard havde ikke tal på, hvor mange skænderier de mere eller mindre ufrivilligt havde lagt ører til. Da den engelske kunstmaler Anthony Kingsmill kom til øen, kastede han straks sit blik i retning af Charmian. Han blev så betaget af den mørkhårede kvinde, at han bad hende sidde model for sig og bestemte sig for, at han ville have hende. Anthony og Charmian indledte et åbenlyst forhold, og George gik ind i rollen som den jaloux ægtemand. Både han og Charmian drak, og det endte som regel med, at de næsten måtte bæres hjem. Leonard og hans græske ven Demetri gik ofte et ærinde ned i havnen om aftenen for at tjekke, om George og Charmian var i stand til selv at gå hjem. Det lille slæng samledes foran ildstedet hos George Lialios. Marianne lå på gulvet sammen med de andre og røg pot og lyttede til Mahler. George havde øens største stereoanlæg, og Mahler

143


kombineret med pot gav hende den mest intense musikoplevelse, hun nogen sinde havde haft, Folk begyndte at drikke om aftenen, når solen gik ned. Der var et lille bord på havnen, hvor de samledes omkring Johnstons. Ved deres bord var der altid mange mennesker, de fleste var forfattere og kunstnere. Det var fantastiske samtaler, megen alkohol og megen dans. Alle var på udkig efter noget romantik. Par forsvandt sammen, par gik fra hinanden, par fandt sammen igen. Udlændingene på Hydra følte sig meget frie. De blev tolereret af de fastboende og var på en måde også en slags underholdning for dem. Livet på øen var som at se alt gennem et forstørrelsesglas. Alle drifter og sociale mekanismer blev forstærkede, og der var ingen steder, man kunne gemme sig. Hvis nogen havde udenomsægteskabelige affærer, vidste alle det, og alle blev involverede, uanset om de havde lyst eller ej. Hvis nogen drak for meget, var de andre vidner til det. ”When you’ve lived on Hydra, you can’t live anywhere else, including Hydra,” sagde man til hinanden.

* Om morgenen og om aftenen blev landskabet indpakket i en varm glød, og der sænkede sig en fred ned over Marianne. Naboerne hviskede i mørket på terrassen, og en kvinde flyttede nogle potteplanter ned bagerst i haven. Fra sit vindue kunne hun se de røde tulipaner. Blåt, grønt og lilla træværk. Lysende rosa blomster vældede ud over de hvide mure. Hun hørte kirkeklokkerne slå. Hun sov sammen med Leonard under et hvidt myggenet. Elskede under det samme myggenet. Skrev i sin notesbog med de blå linjer: ”Det er godt at være nøgen i sit eget hus”. I lyset fra olielamperne læste Leonard digte for hende ude på terrassen. Hun vidste næsten ikke, hvad der var drøm, og hvad der var virkelighed. Kun at dette var hendes liv, og at det var her, hun ville være. Her, nu. Fri under solen I tresserne var det på Hydra helt utænkeligt, at unge græske mænd

144


og kvinder var kærester, inden de blev gift. Marianne havde flere gange set, at man hængte hvide lagner ud med blodpletter på, så alle kunne se, at en brud havde været jomfru på brudenatten. Det var almindeligt at se to drenge eller to piger gå hånd i hånd, og for mange unge grækere skete de første seksuelle oplevelser med en person af samme køn. Homoseksualiteten havde rødder i den græske antik, hvor man ikke anså det som en perversitet eller noget unormalt; det var socialt accepteret. I tresserne opsøgte mange homoseksuelle Hydra, hvor de kunne leve deres seksualitet ud. Nogle kom som par, og andre mødte unge græske fyre, som de indledte forhold til. Det var ikke usædvanligt at se udenlandske mænd have et åbenlyst forhold til en af øens unge fyre, og Marianne oplevede det aldrig som kontroversielt. Marianne og Leonard var nære venner med det amerikanske par Chuck Husle og Gordon Merrick. De to unge mænd var uadskillelige, og Lille-Axel sagde blot ”ChuckandGordon” uanset hvem af dem, han henvendte sig til. Gordon skrev romaner med homoseksualitet som tema og havde haft stor succes i USA med sin debutroman The Strumpet Wind, der udkom i 1947. Bogen havde selvbiografiske elementer og handlede om en homofil, amerikansk spion i Frankrig under Anden Verdenskrig. Det var almindeligt at dyrke hamp i Grækenland, som blev brugt til fremstilling af tovværk og tekstiler. Frem til militærjuntaen tog magten i 1967, så politiet som regel gennem fingrene med at man dyrkede euforiserende hampeplanter. Der blev røget meget pot, især i havnebyerne, og det var ofte knyttet til den græske folkemusik rembetiki. Det var arbejderklassens musik, som havde eksisteret siden begyndelsen af 1900-tallet, hvor der var stor arbejdsløshed, fattigdom og politisk kaos. Særligt i Piræus var der et farverigt miljø; og på de små barer, hvor der blev røget masser af pot, lyttede folk til musikken og flygtede bort fra virkelighedens problemer. Marianne og Leonard dyrkede hampeplanter i nogle potter ved deres udhus. Planterne indgik også i husholdningen, når Marianne

145


plukkede et topskud og kom det i kødbollerne sammen med hakkede løg. Alle var glade for at blive indbudt til middag, når de kødboller var på menuen. En dag, hvor hushjælpen Sophias datter var på besøg, pegede hun på hampeplanterne og sagde med streng mine: ”Very dangerous!” Marianne og Leonard skjulte planterne mellem andre af havens vækster. Nogle år senere læste Marianne, at bønderne på Kreta ikke længere måtte dyrke hamp. Hun og Leonard høstede deres planter, tørrede dem og kaldte det for ’oregano’. En ganske lille smule af de tørrede topskud på tungen var nok til at få et lille trip. En aften hvor Leonard var høj på pot, skrev han med guldskrift på deres hvidkalkede væg: ”I change, I am the same, I change, I am the same, I change, I am the same …”

* De udenlandske kvinder på Hydra hjalp hinanden med at passe børn. Mange havde små børn, men ikke alle havde en babysitter. Hvis der var skænderier og ægteskabelige problemer hos en anden tilflytterfamilie på øen, kunne børnene komme over og sove en nat eller to, indtil roen havde sænket sig. Flowerpower-menneskene havde ungerne med sig overalt, men Marianne holdt sig til traditionel, norsk børneopdragelse og så helst, at hendes søn lå i sin seng, når det blev mørkt. Uden elektricitet var det et bælgmørkt hus, fordi hun ikke turde have en olielampe tændt, når hun var ude, fordi hvad nu hvis den skulle vælte ... Lille-Axel kunne råbe over til Sophia fra terrassen, hvis han vågnede: ”Ella, Sophia – Kom, Sophia”, men Marianne ville allerhelst have, at der var en babysitter i huset, når hun og Leonard skulle ud. En gruppe veninder samledes ofte i køkkenet hos Marianne for at lave mad fra andre kulturer – oftest Kina eller Indien eller et andet land fra Østen. For mange var Hydra et stop på vejen fra Europa til Indien, og rigtig mange ting var inspireret af det indiske køkken. Kvinderne medbragte forskellige ingredienser og brugte hele dagen

146


på at kokkerere. Olivia de Haulleville, som var vokset op hos sin onkel, kultforfatteren Aldous Huxley, havde chokolademousse med pot som sin specialitet. Olivia var gift med grækeren Georgos Kassapidis og havde en datter på alder med Axel Joachim. En dag ankom der en pakke fra Indien. En ven af George havde sendt et legetøjsmuldyr – der hed Jack – og alle stimlede forventningsfulde sammen om pakken, som Georgos pakkede op. Han sprættede muldyret op med en kniv, og inden i lå en klump hash, der var vokset, så der ikke kom lugte fra den. De skar lidt af klumpen og røg en fredspibe, mens de sendte en tak til Tibet. Marianne svævede og følte alle sanser åbne sig. Marianne havde det, som om hun trådte ind i et tempel, når hun kom ind til sin veninde Olivia. Huset var fuld af farverige tæpper og puder fra Indien. Olivia spillede orientalsk musik og introducerede Marianne for buddhismen. De boede tæt på hinanden, og ind imellem sov Olivia i Mariannes seng. En morgen Marianne vågnede, lå der et lille digt på puden og øverst på sedlen, stod der: ”Til min skønne, nordiske trold”. En anden gang forsvandt Olivia uden forvarsel op over bjerget og kom først tilbage to døgn senere. Georgos passede barnet, når Olivia var ude på sine udflugter. Marianne syntes, Olivia var eventyrlig og eksotisk og følte sig ind imellem som en norsk bondepige, når hun var sammen med den excentriske kvinde. Svigermor på besøg I sommeren 1962 kom Leonards mor på besøg, og Marianne flyttede ud, fordi hun ikke ville have, at Masha skulle vide, at hun og Leonard boede sammen uden at være gift. Marianne fandt et andet sted, hvor hun kunne bo, men kun få dage efter Masha var ankommet, bad Leonard hende om at flytte tilbage igen. Hans mor havde det svært med varmen, Leonard kunne ikke koncentrere sig om at skrive, og hele besøget var ved at udvikle sig til en mindre katastrofe. Marianne tog Axel Joachim med tilbage til huset, hvor de alle fire boede sammen den næste uge.

147


Leonards mor fik raserianfald hver anden dag. Enten fordi det var for varmt, eller fordi det var koldt, eller fordi der var noget andet, som ikke passede hende. Hun pakkede sin kufferter, og der blev sendt bud efter et æsel, som skulle fragte hende ned til båden. Men kort efter ombestemte hun sig og ville alligevel blive. Men på trods af det kom Marianne godt ud af det med sin svigermor. Masha tog sig af Axel Joachim, hun legede med ham og gav ham mad og blev som et andet menneske, når hun var sammen med barnet. Marianne blev varm om hjertet, når hun så de to sammen. Det var, som om drengen havde fået en ekstra bedstemor. Leonard takkede Marianne og sagde med et smil, at uden hende ville han nok have slået sin mor ihjel. Marianne snakkede norsk med den lille, og Leonard sagde, at det var vidunderligt at høre dette fremmede sprog, og at det var forunderligt at blive indlemmet i det hvidhårede barns verden; et barn, der kom fra et land med is og sne og et sprog, som han ikke forstod et ord af. Hun var ofte nervøs for, at drengen skulle forstyrre Leonard i sit arbejde, men Leonard sagde, at han var det, han elskede højest ved hende. Han var i stand til at få Axel Joachim til at falde til ro og få ham i seng, når Marianne ikke magtede det. Når han hørte, at hun skændtes med sønnen i køkkenet, åbnede han elegant døren til sit arbejdsværelse og sagde: ”Axel, jeg har brug for din hjælp”. Kort efter lå Axel under skrivebordet og tegnede, mens Leonard skrev. Drengen nød at være sammen med Leonard og kaldte ham bare for ”Cone”. Axel Joachim var der altid, og selv efter hun havde lagt ham i seng om aftenen, havde hun svært ved at slappe af, fordi hun var bange for, at han skulle vågne, mens hun og Leonard elskede eller bare hyggede sig sammen. Det, at Axel Joachim ikke var Leonards barn, og at de levede sammen som ugifte, var vanskeligt, syntes Marianne. Leonard spurgte hende ofte, om hun havde problemer med den måde, de levede sammen på, men hun lo bare og sagde, at alt var fint.

148

Uddrag solong  
Uddrag solong  
Advertisement