Page 1

Af samme forfatter: Dragen Sangeren Helten, 2012 Drengen & dæmonen, 2013

Følg med på: www.jensostergaard.com


Ritualet Jens Ă˜stergaard


1. Klokken 00:00 Thomas Nyland læner sig frem og ser ned i ligets åbne mund. Der er kun en lille stump tilbage af tungen, og som en ø stikker den op af den sø af blod, der har samlet sig bagest i mundhulen. Døde maddiker ligger krøllet sammen i små cirkler i blodet, og en skinnende, grøn spyflue kravler rundt på tænderne. Lucilia sericata. Den letter og sværmer op mod loftet. Forsvinder i stuens mørke. Den døde er en kvinde i begyndelsen af 50’erne. Mona eller Moniqa Larsen, afhængig af om man skal stole på hendes kørekort eller visakort. Hun er bundet til en spinkel stol med plastikstrips omkring håndled og ankler. Hovedet er vredet tilbage i en unaturlig stilling, der tvinger munden til at være åben. Hun er nøgen og opsvulmet. Maven er pustet op som en ballon af de gasser, der dannes i kroppen, når organerne går i forrådnelse. Hele kroppen er dækket af store plamager af indtørret blod, særligt omkring munden, på brystet og på lårene. Pletterne er begyndt at krakelere. Lilla og sorte mærker har bredt sig overalt på kroppen lige under huden. Lige dele forrådnelse og mærker efter slag. Den søde, fede liglugt hænger tungt i den lille stue. Den trænger gennem fibrene i det hvide mundbind, Thomas har for ansigtet, og sætter sig som en fedtet hinde i ganen. Det føles som at indånde margarine. - Er der nogen på vej fra retsmedicinsk? mumler han, og hans ånde flyder varm og våd ud bag mundbindet. Sætter sig som perler på hans skægstubbe. - Friis er kørt, lyder Meilbys stemme bag ham.

7


- Han er her inden for en halv time. Thomas vrister blikket fri fra liget og ser på de tre skikkelser, der har taget opstilling bag ham. To af dem er fra Kriminalteknisk Center, den sidste er Steffen Meilby, sektionsleder i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet og Thomas’ nærmeste overordnede. De er alle klædt i samme udstyr som ham selv – hvid heldragt med hætte, blå overtrækssko, gummihandsker og mundbind – og Thomas må se en ekstra gang på dem for at afgøre, hvilken af de formummede mænd der er Meilby. Den laveste af dem, kommer han frem til. Han lader blikket glide videre rundt i rummet. Det er vel 20 kvadratmeter stort, men en skråvæg i den ene side får det til at syne en hel del mindre. Et firkantet sofabord er trukket helt hen foran liget. Små dråber af blod er spredt ud over hele bordpladen, bortset fra en bar plet på størrelse med en tændstikæske. En anden stol, præcis magen til den liget er bundet fast til, er placeret på den modsatte side af bordet. På stolen ligger en stor køkkensaks, hvis stålklinger og orange plastikgreb er smurt ind i størknet blod. Lige ved siden af saksen har et eller andet afsat en blodig, T-formet plet. På en stigereol med næsten tomme hylder står et lille, kompakt stereoanlæg med to små højttalere. Minimalistisk i designet med et smalt display over en enkelt, stor drejeknap midt på den blanke, sølvgrå frontplade. Anlægget er tændt. “AUX”, står der på displayet. Thomas vender sig og ser ud mod køkkenet. Gennem det smalle køkkenvindue kan han se hen over Englandsvej, der løber forbi lige uden for huset, og på den anden side af vejen ligger en tankstation, hvis mørkeblå og orange halvtag synes at svæve over standerne på en pude af lys. - Alarmcentralen modtog opkaldet fra tanken derovre for halvanden time siden, siger han. - Klokken 22:24.

8


- Hvem ringede? spørger Meilby. - Ekspedienten. Daniel Fristrup. Han fortalte, at en person var stukket af i en bil med et barn på bagsædet. En treårig dreng ved navn Lucas Hvornum. Hans mor, Maiken Hvornum, var kørt ind på stationen for at tanke bilen op og købe mælk. Da hun var færdig med at tanke, efterlod hun sine to børn i bilen for at ... - Vent lidt, afbryder Meilby. - To børn? - Ja, hun havde to børn med sig i bilen. Lucas og storesøsteren Clara. Er der ikke nogen, der har fortalt dig det? - Den centrale vagtleder var lidt sparsom med oplysningerne, da han ringede til mig. Der var vist temmelig megen forvirring herude, da bilen lige var forsvundet. Patruljerne havde svært ved at finde hoved og hale i det, moren og personalet på tankstationen fortalte. - Mm-hm, brummer Thomas. - Men begge børnene sad altså på bagsædet, da Maiken Hvornum gik ind for at købe mælk. Lucas sad og sov, storesøsteren var vågen. Da Maiken kom ud igen, var bilen væk, og hendes datter stod alene tilbage på asfalten lige der, hvor bilen havde stået to minutter tidligere. Ved siden af hende lå en blodig hammer. En kløfthammer, kalder man det vidst. Sådan en, der kan banke søm i med den en side af hovedet og trække dem ud med den anden. - Og den kom herovrefra? - Sandsynligvis. Det er sikkert den, der har efterladt den blodige plet på stolen ved siden af saksen. Og der står en åben værktøjskasse ved foden af trappen. - Så gerningsmanden har ikke selv haft den med? - Det ved vi ikke med sikkerhed. Jeg siger bare, at den kan stamme fra kassen dernede. Meilby nikker. - Hvad skete der, efter den første patrulje var ankommet? siger han så. Selv om han som sektionsleder altid

9


er den første, der bliver vækket, er han ofte den sidste på gerningsstedet. Så snart han har modtaget opkaldet fra den centrale vagtleder, ringer han til en af sine to holdledere, Thomas Nyland eller Ditte Bentzen, og så er det deres opgave at smide, hvad de har i hænderne, og haste ud til gerningsstedet med det samme, mens Meilby selv kan tage den lidt mere med ro. - De efterlyste den forsvundne bil og fik fat i den centrale vagtleder, som kaldte flere patruljer herud, svarer Thomas. De gik i gang med dør-til-dør hos tankstationens naboer for at finde ud af, om nogen havde set noget. Døren til huset her stod åben, så de bankede først på i stuelejligheden, uden at nogen lukkede op. Så gik de herop og opdagede endnu en åben dør. De stak hovedet ind og så liget. Og så blev du vækket af din skønhedssøvn. Meilby fnyser: - Ved vi, hvor underboen er? - Naboerne siger, at han har været i Grønland i flere måneder. Noget med hans arbejde. Naboerne siger også, at det er ham, der ejer huset, og at Mona eller Moniqa har lejet sig ind på førstesalen. - Okay. Vi må prøve at få ham lokaliseret. Meilby retter på sit mundbind. Sætter så hænderne i siderne. - Hvor gammel er Maiken Hvornums datter? spørger han efter en kort tænkepause. - Hun er fem. - Er der nogen, der har snakket med hende? - Den første patrulje på stedet har lavet en indledende afhøring af både hende, moderen Maiken Hvornum og ekspedienten. - Hvad har hun sagt? Pigen, mener jeg. - Ingenting. - Slet ingenting? - Ifølge vores kolleger har hun ikke sagt så meget som et

10


ord. Jeg tror, vi får brug for hjælp til afhøringen af hende. Faktisk har jeg allerede ringet efter hjælp. - En psykolog? - Ja. - Hvem? - Ida Rasmussen. Meilby nikker. Selv i stuens mørke synes Thomas at kunne se erindringens skygge glide ind over sin chefs øjne. - Okay, siger Meilby så. - Det er i orden. Hun hører ikke til i vores kreds, men med vores forhistorie i tankerne er det i orden at involvere hende. Jeg vil gerne have hende med ind over. Og hun er på vej? - Ja. - Fint. Helt fint. Hvad med tankstationens overvågningskameraer? Har de fanget noget? - Det må de have. Bilen stod lige ved siden af en stander, da den blev hugget. Men jeg har ikke set optagelserne endnu. De er ved at finde dem frem derovre. Thomas vender sin opmærksomhed tilbage mod stuen. - Moniqa eller Mona har været død i en uge, siger han. - Måske mere. - Det ser sådan ud, nikker Meilby. - Så hvad er det for et scenarie, vi står over for? Gerningsmanden binder hende til en stol og tæver hende ihjel med en hammer. Klipper hendes tunge over med en køkkensaks. Og så bliver han her i lejligheden sammen med liget i mindst en uge. På trods af det, han lige har gjort. På trods af blodet og forrådnelsen og en stank, der bliver værre og værre for hver dag, der går, bliver han i huset i en uge, før han krydser Englandsvej med hammeren i hånden. Han smider den fra sig derovre og stikker af i en bil med en lille dreng på bagsædet. Og han sætter drengens storesøster af, før han kører. Hvorfor? Thomas holder en pause, mens han forsøger at forstå de

11


ord, han netop har ladet svæve ud i stuens mørke. Der er ikke noget af det her, der giver mening, tænker han. Meilby svarer ikke. Sektionslederen er vant til, at mange af Thomas’ spørgsmål og udbrud ikke skal besvares, men bare hænge i luften, mens Thomas selv finder et svar, der tilfredsstiller ham. En proces, der kan tage timer, dage eller uger. - Hvad med den blodfri plet på bordet? siger Meilby i stedet. - Der har stået noget foran liget, der har efterladt den lille, firkantede plet. - En ramme med et billede i? foreslår Thomas. - Et eller andet, hun blev tvunget til at se på? Meilby går et par skridt frem. Sætter sig på knæ bag stoleryggen og ser ud til at studere de hvide plastikstrips, der har holdt offeret fast. - Det her har taget tid. Og hun har kæmpet for at komme fri. Plastikken har gnavet sig ind i træet på stolen. Ind i hendes hud. - Ja. - Hvad med den anden stol? Den tomme stol? - Jeg ved det ikke, siger Thomas. - Gerningsmanden har åbenbart brugt den til at lægge sit værktøj fra sig på. Måske har han også siddet på den. For at hvile sig under ... Han leder efter det rette ord til at beskrive det, der er foregået her i stuen. - ... ritualet, siger han til sidst. Han har ikke tænkt på det før nu, men der er faktisk noget rituelt over opstillingen med bordet og stolene midt i stuen. Den udførlige tortur, kvinden er blevet udsat for. Som om hver eneste centimeter af hendes krop er blevet udsat for slag, før tungen er blevet klippet over og hevet ud af munden på hende. Thomas slipper tanken. Har ikke lyst til at have den hængende i sig.

12


Han træder hen til anlægget. Flytter en forgyldt Buddhafigur med sine handskeklædte hænder, så han kan komme til at vende anlægget rundt og se indgangene på bagsiden. De er alle tomme. - Anlægget står på AUX-kanalen, siger han. - Måske har gerningsmanden haft et eller andet tilsluttet. En telefon eller en musikafspiller af en eller anden art. Han kan have taget både afspilleren og kablet med sig, da han forlod huset. - Eller også er det en fejl, siger Meilby med blikket vendt mod cirklen af blod, der er sunket ned i stuens grove gulvtæppe. - Han har villet slukke for anlægget, og så er han kommet til at skifte fra radio til AUX i stedet. Det er da en mulighed, ikke? Jeg mener, det kan man vel godt komme til? - Jo, det kan ... - Nyland? afbryder Meilby ham: - Se her. Han peger ned i blodet. På noget smalt og aflangt. Thomas går tættere på. Kniber øjnene sammen. En blyant. En tynd, spids blyant af lyst træ. De ser begge to på ligets fastspændte hænder. Samtlige fingre er hævede og stritter ud i luften i unaturlige retninger. - Er det hende, der har holdt den blyant i hånden? siger Meilby. - Og var det før eller efter, hun fik brækket fingrene? følger Thomas op. Han retter sig op. Mærker noget knase mellem skulderbladene. Meilby nikker til de to retsteknikere: - Vi er færdige herinde. I kan bare gå i gang, så går vi en tur rundt i resten af lejligheden. - Så længe I lader være med at røre ved noget. Thomas holder begge hænder i vejret: - Selvfølgelig. Vi holder fingrene for os selv.

13


2. Klokken 00:10 Thomas går ud i køkkenet. Fluerne sværmer over stabler af brugte glas og skåle ved siden af håndvasken. De fleste af skålene er skyllet af, men en enkelt er halvt fyldt med mælk og müsli. Havregrynsflagerne ser stadig friske ud. Gerningsmanden har stået herude og spist, mens Moniqa eller Mona Larsen har siddet død på stolen i rummet ved siden af. Måske har han befundet sig lige her, da Maiken Hvornum drejede ind på tankstationen overfor. Han kan have kigget ud ad vinduet med den halvfyldte skål i hånden. Synet af bilen kan have fået ham til at sætte skålen fra sig, gribe hammeren på stolen og løbe over vejen. Men hvorfor? Mordet på den midaldrende kvinde virker velforberedt. Metodisk. Skulle synet af Maiken Hvornum og hendes to børn have fået denne metodiske morder til at slippe, hvad han havde i hænderne, og reagere på en impuls? Skulle det have fået ham til at efterlade sig et sandt slaraffenland af spyt og fingeraftryk på servicet herude, som teknikerne kan boltre sig med? Thomas står et øjeblik, som gerningsmanden må have gjort, og ser over mod tankstationen. På uniformerede betjente, der går ind og ud ad butikken derovre. På patruljevognene og teknikernes mørkeblå kassevogn. Prøver at forestille sig de tanker, der må være passeret gennem gerningsmandens hoved, mens han har stået her og set Maiken Hvornums bil vippe op over kantstenen på den anden side af gaden og trille ind i lyshavet under tankstationens halvtag. Han ved,

15


at der må være et mønster i gerningsmandens handlinger. Noget, der skaber en sammenhæng mellem den rituelle tortur og den pludselige indskydelse, der fik ham til at hugge Maiken Hvornums bil og tage Lucas med sig. Men hans fantasi strækker ikke til at se mønsteret. I hvert fald ikke endnu. Han river sig løs fra vinduet og træder et skridt til siden på vej ud mod den smalle entré. Rammer en genstand med foden. En genstand, der har ligget halvt skjult under ovnen, og som han nu har sparket helt ud af syne. Han bukker sig ned og stikker den handskeklædte hånd ind i mørket. Hiver en lyserød mobiltelefon frem. En gammel model. Han trykker på en stor knap lige under skærmen med en handskeklædt finger, så både skærm og tallene på tasterne lyser op. Telefonen er ikke låst. Han kalder en af teknikerne til sig. - Kan du kigge på den her med det samme? Teknikeren tager imod telefonen. - Den er ikke låst, fortsætter Thomas. - Så lad være med ... at slukke den, lyder det bag teknikerens mundbind. - Ja. Tak. - Jeg er ikke komplet idiot, Nyland. Thomas svarer ikke. Efterlader telefonen hos teknikeren, fortsætter ud i entréen og videre ind i lejlighedens soveværelse. Der hænger et ikon over sengen. Et lille billede af Jomfru Maria med Jesusbarnet i favnen. Malet på en træplade. I sengen er dynen slået til side, og lagnet er krøllet. Måske har gerningsmanden sovet i den. Efterladt hår og hud i sengetøjet. Meilby står med ryggen til døren ved et lille klædeskab og bladrer gennem kjolerne, der hænger på bøjler. Thomas

16


bevæger sig langsomt frem langs den ene væg for ikke at svine gerningsstedet mere til end højst nødvendigt. Holder sig uden for de stier, Moniqa eller Mona har slidt ned i luven på sine gulvtæpper efter i flere år at have gået de samme ruter i huset igen og igen. Det er disse ruter, en gerningsmand normalt også vil følge og derfor her, teknikerne først vil lede efter spor efter drabsmanden. På gulvet ved siden af sengen ligger en stak bøger. En roman øverst og nedenunder en håndfuld spirituelle bøger. I modsætning til alt andet i lejligheden ser de alle nye ud: Sjælens kontrakter, Praktisk Feng Shui, Healing med engle, Helbred dit liv og Lev i nuets kraft. Thomas lader dem ligge og vender sig mod et gammelt toilettebord, der står ved siden af vinduet. En skuffe under bordpladen er hevet halvvejs ud, og der ligger en bunke smykker dernede. Ringe, brocher og halskæder filtret ind i hinanden. En fingerring med yin og yang-symbol. En halskæde med et liggende ottetal. Et keltisk kors. Et lille krucifiks. Læderarmbånd med farvestrålende plastikperler i gule, røde og grønne farver. Flere maddiker. - Er der noget, hun ikke har troet på? siger Meilby bag ham. - Hun har enten været meget åben eller meget forvirret, brummer Thomas og lader fingeren flytte lidt rundt på smykkerne. - Der er også noget andet. - Hvad? - Ingen tegn på indbrud. Ingen knuste vinduer eller ødelagte låse. - Så hun har selv inviteret sin morder indenfor? - De kan have haft en aftale. Jeg fandt hendes telefon i køkkenet. Så snart teknikerne er færdige med den, kan vi se, om hun har talt sammen med nogen umiddelbart før sin død. - Det kan også være, at han har overrasket hende nede

17


ved hoveddøren og tvunget hende til at låse sig ind. - Ja, det er ikke ... - Hallo? En stemme lyder nede fra hoveddøren. Den kunne være kommet fra en teenagedrengs strube, men både Thomas og Meilby ved, at den tilhører en kvinde. Thomas ser på sin chef. - Jeg troede ikke, hun skulle komme endnu, brummer han. - Jeg ringede til hende, siger Meilby. - Hvornår? - Lige efter jeg havde ringet til dig. Jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig at møde lidt tidligere. - Sådan cirka otte timer tidligere, brummer Thomas. - Ja. Cirka otte timer tidligere. Og det ville hun gerne. Går du ned og tager imod hende? Thomas går forbi Meilby, ud af lejligheden og videre ned ad trapperne. Kan høre sine knæ knage for hvert trin. De er begyndt at støje så højlydt nu, at kollegerne i Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet indgår væddemål om, hvornår den 120 kilo tunge holdleders bevægeapparat endegyldigt giver efter. Thomas kender til væddemålene, men alligevel er det ikke knæenes knagen, der optager ham mest. Det er en anden knagende lyd, der ligger beslag på hans tanker. En lyd, der kommer dybt indefra. En lyd, han kun selv kan høre. Han ved ikke, præcis hvad årsagen til lyden er, men han gætter på, at det kan være lyden af hans forsvarsværker, der er ved at bryde sammen. Den indre dæmning, der i alle de år, han har været ansat ved politiet, har holdt en syndflod af svigt, afmagt og vold ude. Han har aldrig tidligere været plaget af mareridt, hverken om dagen eller om natten, men de seneste uger har de onde drømme indhentet ham. Han er ikke klar over, hvorfor de

18


pludselig kommer nu, halvandet år efter kollegaen Adam Zahles død og otte måneder efter, at han selv var ved at miste livet. Hvorfor den store forsinkelse? Og hvorfor drømmer han ikke om hjemmelavede spyd, kridhvide ansigter med sorte øjne og handsker med negle af metal? Eller om en bleg og krumbøjet, mørkhåret pige i en papkasse? Som regel er hans mareridt helt udramatiske. Nogle gange drømmer han, at han går rundt i sin lejlighed fra rum til rum. Hører musik. Drikker varm kakao. Alt det, han plejer at lave, når han er alene. Kun små detaljer afslører, at han ikke er vågen: Når han åbner døren til badeværelset, kommer han ind i soveværelset i stedet, og døren til stuen er pludselig så lav og så snæver, at han ikke kan komme igennem den. Ud over de små krøller på virkeligheden er drømmene stort set virkelighedstro, men alligevel vågner han med en urolig fornemmelse i kroppen, og han kan mærke på sine kæbemuskler, at han skærer tænder det meste af natten. Han når ned til hoveddøren, uden at knæene giver fortabt. Udenfor står en høj, ranglet kvinde med kort, krøllet hår. Hun er iført lange, løstsiddende cowboyshorts, en T-shirt med et logo fra et amerikansk universitet og et par slidte basketstøvler. - Møller, siger Thomas. - Skulle du ikke først møde ind i morgen? Rikke Møller ser ned på sin nøgne arm. Som kiggede hun på et ur: - Måske har du ikke opdaget det, men det er i morgen nu. Det har været i morgen i et kvarter. - De fleste mennesker ville nok vælge at møde ind klokken otte på deres første arbejdsdag. - Meilby ringede til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at starte lidt tidligere. - Ja, det sagde han. - Han regnede med, at du havde glemt, at jeg skulle starte

19


i dag, og at du godt kunne bruge et par ekstra hænder herude. - Hænder har vi nok af, men vi kunne godt bruge et ekstra hoved. - Sådan et kan jeg også levere, siger hun. Ser hen over skulderen på ham. Op ad trappen: - Hvordan ser det ud deroppe? - Slemt. Har Meilby fortalt dig, hvad der er sket? - I korte træk. Myrdet kvinde, bortført dreng, ikke? - Jo, noget i den stil, siger han og går et skridt til siden for at lukke en af teknikerne ud af huset. - Hør, jeg er næsten færdig med huset her, og så skal jeg hen at snakke med moren til den bortførte dreng. Hun er hos sin søster. Du kan tage med mig hen til hende, mens Meilby gennemgår liget sammen med retsmedicineren. Så kan vi snakke det hele igennem i bilen på vej derhen. Møller nikker mod Thomas’ heldragt: - Helt fint. Jeg opfylder vist heller ikke dresscoden på det her sted. Thomas smiler skævt bag mundbindet: - Ikke helt. Men det er jo altid svært at vælge det rigtige tøj til den første dag på jobbet.

20

Ritualet teaser  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you