Issuu on Google+

Engleprocessen


Niels Frederik Westberg

Engleprocessen


Engleprocessen Af Niels Frederik Westberg © Dansk udgave 2011 ~ EC Edition og Niels Frederik Westberg Redaktion: Birgitte Møller Balladone Grafisk tilrettelæggelse og sats: Per H. Jacobsen Omslag: Anne-Lone Krog Møller ISBN 978-87-91392-39-9 1. udgave, 1. oplag Trykt hos Scandinavian Book 2011

Forlaget EC Edition Høegh-Guldbergs Gade 101, 3. 8000 Århus C

www.ec-edition.dk


1. Heling

Jeg er absolut ikke nogen engel – men man kan vel hævde, at jeg i en vis forstand ser frem til at blive det. At det jo netop var derfor, jeg besluttede at bryde op hjemmefra, erklære min tilværelse i Danmark konkurs og i al hast gøre boet op, fysisk og mentalt – det vil sige, sælge alt mit habengut, de fleste af Ellens sager, bøgerne, det fælles indbo og til sidst selve huset, kuldslået og grimet af sorg. For straks efter at rejse hertil. Her til baskerlandet, hvor jeg nu forsøger at bosætte mig. Ikke for altid, selvsagt, men så længe det er nødvendigt for at overleve og formå at få et nyt liv til at spire. Det var planen. Nej, det er planen. Jeg nægter at vakle i troen, og jeg slår hårdt ned på selv det mindste tegn på frygt og bæven. Tvivlen er en fjende, der uden tøven skal jages væk, som var den en rasende og inficeret køter. Desuden har jeg heller ingen alternativer ved hånden, ingen plan B, ingen kalkulerede udveje. Og jeg klynker heller ikke. Det er ikke min stil. Harry V. Kyhn hører ikke til iblandt klynkernes epidemiske skarer. På sjette uge sidder jeg altså her i det franske baskerland i dette lille stenhus, som jeg har lejet i udkanten af landsbyen Sare, på baskisk Sara, og må temmelig uventet se i øjnene, at mit projekt allerede nu kan løbe af sporet og strande i utide.

<  7  >


Skal jeg være ærlig, må jeg nok også indrømme, at der ganske utilsigtet har lagt sig et skær af farce over det hele. Og at der tilmed er dukket en række uønskede og uforudsete faremomenter op i horisonten. Men alligevel tager jeg det roligt, kan jeg mærke. Sporer ingen tegn på hverken fortrydelse eller snigende panik. For så vidt er jeg da nået et stykke vej på de få uger. Et godt stykke vej i processen mod udsoning og helbredelse. Engleprocessen, skal jeg vel skrive for nu at fastholde dette pseudohellige toneleje. Jeg kom altså hertil for at blive ren som en engel. Ikke overnaturlig som de her anæmiske skabninger med svanevinger, der formodes at stå Gud nær – men renset og lutret i sjælen og med tiden også helbredt for kræften i kroppen. Det var meningen med det hele. Og det er stadig meningen, insisterer jeg. Det er en tosporet slagplan. Men i forening fører begge spor mod det samme mål, renselse og helbredelse. Et analytisk hoved vil sikkert påpege, at det ene spor drejer sig om fysisk helbredelse, mens det andet spor handler om åndelige sager. Men jeg hader det ord, åndelig. Det stinker af klosterpis. Og desuden er analysen helt forkert. Kernen i min overbevisning huser jo akkurat den stik modsatte indsigt. De to spor er én og samme proces. Jeg nægter at skelne mellem fysisk helbredelse og sjælelig renselse. Ondet, som jeg skal til livs, er lige så meget en kræfttilstand i sjælen som i lymfesystemet – lige så meget en fordærvet vrede som en svulst i hjernens væv og cel-

<  8  >


ler. Der findes en umådelig dimension, virkelighedens homøostatiske dimension, hvor råb og tanke, håb, kød og erindring forstøves til ukendelighed og pulserer sammen i symbioser ligesom uendelige spiraler af navnløse nanopartikler. Jeg rødmer ikke og holder mig ikke tilbage fra at bruge store ord her. For stort er det jo. Jeg er vel en slags buddhist, filosofisk set, men altså uden hellighedens ådselstank af røgelse. Jeg tror på den definitive forening af blod og kød og sjæl. Amen. Og så har jeg tænkt mig at bruge denne min tro, der jo nok snarere er en vision, på at blive ren og rask, helbredt for kræften og befriet for forbandelsen. Bogen, som jeg skriver på, og som for min skyld gerne må blive en bestseller, skal modtage og rumme al min forbitrelse, al min foragt over for verdens ondskab, grådighed og smålighed – og meditationerne, som jeg kalder mine ture her i det milde bjerglandskab, skal indoptage naturens immanente lægekræfter og dræbe cancerens misvækst. Men det er som sagt den samme proces. Engleprocessen, vejen til helbredelse. Når jeg skriver, sidder jeg med den bærbare computer placeret på et lille træbord foran husets sydvendte vindue. Herfra har jeg udsigt over de bløde bakkefald ned til dalen, der breder sig ud med sin overvældende ro for foden af det begyndende bjergmassiv. Symbolikken i min position er nærmest umulig at overse, for her ved landsbyens udkant ender den asfalte-

<  9  >


rede vej brat, og kun en grusvej fører ned i dalen – hvorfra nogle æselstier og et stenet hjulspor borer sig videre op og ind i bjergets vilde og uvejsomme slugter. Mit hus ligger helt ude i spidsen af min vært, Monsieur Aranzadis grund, og det består blot af denne sydvendte stue samt et trangt sovekammer i den modsatte ende. Her rummer huset også et spartansk køkken med gasblus. Fra de to vinduer mod nord kan jeg se op på José Aranzadis hvidkalkede baskerhus med det traditionelle, okseblodrøde bindingsværk. Mellem os står hans velplejede kirsebærtræer i snorlige rækker helt op til husets frodigt overgroede terrasse et halvt hundrede meter væk. Monsieur Aranzadi er enkemand lige som jeg, skønt en lille snes år ældre, måske 70, men i modsætning til mig, må man sige, har han styr på sin baghave. Hver morgen tænder jeg computeren og sætter mig ved bordet, men jeg tvinger ikke mig selv til at skrive noget. Nogle dage skriver jeg blot ideer, tanker og udkast ind på skærmen, mens jeg andre dage får nedfældet hele handlingsforløb. Jeg har købt en miniprinter i Biarritz og printer alt ud, rub og stub, og kasserer først, når jeg har gransket teksten på papiret. Faktisk kasserer jeg straks de fleste udkast, men jeg fornemmer klart, at det kun er et spørgsmål om tid og lidt mere rutine, før jeg får fat, kommer på plads og føler mig hjemme i fortællerrollen. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hvor svært kan det være? I årenes løb har jeg jo læst i hundredvis af kriminalromaner, og som hårdt prøvet politiadvokat er min egen

<  10  >


hukommelse formeligt proppet med groteske, blodige og oprivende historier om virkelige forbrydelser af enhver art og afart, lige fra de forfinede til de makabre. Jeg kan nærmest efter forgodtbefindende spadsere rundt i min erindrings korridorer og sale som i et livagtigt vokskabinet med forbrydere af alle støbninger, fra udspekulerede giftmordere til afstumpede dræberbørn eller teenagere forrået af svig og blandingsmisbrug. Det er morderne, jeg kredser om. Det er i deres rækker, jeg støver rundt og søger i håb om at aflokke en eller flere af dem den rigtige historie, som formår at udæske mig. Udæske og provokere mit intellekt, mine følelser og mine instinkter til at udskille al den bitre foragt, hadet og sortsynet, som gennem tiden har hobet sig op og forgiftet mig. Mærket mig som et udtæret og hjælpeløst offer for voodoo, der desperat leder efter midlet til at ophæve forbandelsen, men kun magter at forbande præsten, som har forhekset ham. Mit vitale system er blevet inficeret, mærker jeg – besmittet på samme måde, som elmesygen forkrøbler træets vedceller og derved lammer fotosyntesens livsstrømme. Og i dette opgør på liv og død er tiden en joker, som ikke bør tages i ed med strålekanoner og kemosprøjter. Det er et narrespil, en illusorisk besværgelse, som jeg definitivt har nægtet at lade mig indfange af og deltage i. Men når jeg en af dagene som en anden Strindbergalkymist har fundet min egen formel og aktiverer den – når jeg så at sige får fat om nosserne på min historie, så vil arbejdet dag for dag tappe giften ud af mit blod,

<  11  >


og kræften vil lagre sig mellem linjerne i fortællingen som en abstrakt metafor eller et usynligt vandmærke i papiret. Drømmer jeg? Taler jeg sort? Nej. Jeg trækker ikke et ord tilbage. Svagpisseri er heller ikke min stil. Det er i den samme stridbare ånd, jeg har besluttet, at jeg ikke vil lade mig distrahere eller anfægte af den uro og de tåbeligheder, som en vis persons uventede optræden på scenen med usvigelig sikkerhed vil medføre. På dette særlige felt, altså fornemmelsen for ulykkesfugle, tager min politinæse aldrig fejl. Jeg tænker naturligvis på den ynkelige og latterlige figur Frederik Lehmann. Direktør Lehmann, chef for sin svigerfars bugnende familiefond. Bosat i Biarritz og desuden formand for den lokale dansk-baskiske kulturklub, hvor maleren Kurt Trampedach ganske vist aldrig viser sig, men alligevel indtager en emblematisk rolle som en slags mantra for det påståede kulturvenskab mellem den baskiske enklave her nede i det sydvestlige Frankrig og det lille land oppe i Norden. Noget i den retning. Og det er netop på grund af Trampedach, at Lehmanns og mine veje nu krydses. Jeg skal forklare hvorfor. Den danske maler bor og arbejder i sit brandhærgede, men nu genopbyggede hus på en bjergside ganske få kilometer fra landsbyen her. Første gang, jeg besøgte det franske baskerland og landsbyen Sara, var for ti år siden, da jeg ledsagede min afdøde kone på en arbejdsrejse hertil. Ellen var selv maler, men også kunsthistoriker og nærede

<  12  >


en særlig interesse for de billedkunstnere, hun kaldte de passionerede, og som altid dømmes ude i forhold til avantgardens arrogante kanonisering af godt og skidt. Kurt Trampedach var i hendes optik sådan en passioneret excentriker. En maler, der ikke lader sit maleri diktere af kunstmodens strømninger – og da hun på et tidspunkt planlagde at skrive en bog om ham, havde de to aftalt, at hun i ord og billeder skulle dokumentere kunstnerens liv og arbejde i huset i Sara og samtidig interviewe ham om passionens veje og vildveje. Vi boede en uges tid i Biarritz og efterfølgende i Sara. Hver dag kørte Ellen ud til det store kampestenshus på bjergsiden for at arbejde med den ensomme maler – mens jeg selv tilbragte dagene med at læse bøger, vandre rundt i bjergene og lytte til de mærkelige baskere med deres uudgrundelige tungemål og mytologiske fortidsrødder. I min erindring kom egnen siden hen til at fremstå nærmest paradisisk smuk og hypnotisk fredfyldt. Det var navnlig i tiden lige efter Ellens død, at disse erindringsbilleder begyndte at komme til mig med stor styrke, både i søvne og i lysvågen tilstand. Igen og igen så jeg de grønne bjergkamme og vide dalstrøg for mit indre blik og hørte i stilheden den sagte lyd fra køernes og fårenes klokker langt borte. Først tolkede jeg mine forestillinger som banale og forventelige dødstanker i tomrummet efter Ellen – men efterhånden som den fordømte kræftsatan tog mere og mere magt over mit liv, ændrede billedernes indvirkning karakter og fik nu denne lægende, håbefulde indflydelse

<  13  >


på mig. En oplevelse, som jo også skulle blive til virkelighed, da jeg endelig kom hertil igen. Ti år senere, uden Ellen. Og jordslået som en ruineret bedemand. Min egen sygdom var brudt frem i den choktilstand, jeg befandt mig i på grund af Ellens onde og pludselige død. Efter blot tre uger i koma og med en hjerne som en strandet amøbe uden mindste livstegn gav overlægen i Hillerød sit ord på, at det var omsonst at holde liv i hende længere. Jeg nikkede bare, stum og lamslået, og forlod rummet på rystende ben – hvorpå de må have slukket for alle apparaterne og fjernet slangerne til hendes årer og organer. Da jeg ankom til hospitalet næste dag, havde de allerede tildækket hende med et hvidt lagen og lagt hende i en aflang skuffe i det monstrøse køleskab, hvor også andre døde lå udstrakt i hver sin nummererede skuffe. Liget forekom mig fuldstændig upersonligt, og jeg kunne knap nok genkende kroppen som Ellens. Ellen Fallaci, af romersk slægt, men født, døbt og opvokset i Danmark. I tre uger havde jeg siddet hos hende på intensivafdelingen og holdt om hendes allerede døde hånd, der var perforeret af stik fra dropkanyler, skamferet af blåsorte blodudtrækninger og livløs som en vingeskudt solsort. Jeg havde gransket hvert træk i hendes stadigvæk smukke, men nu udtryksløse og mærkeligt objektive ansigt. Det virkede, som om det ikke længere var hendes egen person, der var til stede i ansigtet, men de italienske forfædre. Som om hun allerede var vendt hjem til slægten og havde forvandlet sig til en ane i dens historie, et enkelt

<  14  >


ord i en lang fortælling. Jeg elskede Ellen inderligt, og det gjorde ondt at se hende fjerne sig fra mig, blive til en fremmed dag for dag, uden at jeg på noget tidspunkt i forløbet fik kontakt til hende. Ikke fordi jeg havde noget bestemt, jeg skulle have sagt, men det troede jeg måske. Til sidst mumlede jeg blot nogle tryglende ord om, at hun ikke måtte dø, fordi jeg ikke ville kunne bære det. I et årti havde vi levet sammen som mand og kone, selv om vi ikke var gift. Måske var vi blevet det, hvis vi havde fået børn, men det kom aldrig på tale. Ellen var fyrre år og havde lagt trangen til at blive mor bag sig, da vi et efterår mødtes til en sammenkomst hos en af mine daværende kolleger, Ejler Brahmsen. Han var dengang kriminalinspektør og desuden formand for Trampedachforeningen i Hillerød, hvor den eksilerede maler stammer fra. Ellen hjalp foreningen med foredrag og rådgivning og var blevet personlig ven med Brahmsen på grund af den fælles fascination af den særegne kunstmaler. Derfor var hun også med til denne sammenkomst, vist nok en rund fødselsdag, som for Ellens og mit vedkommende blev begyndelsen til tolv års moden, udramatisk og tillidsfuld kærlighed. Nogle vil protestere over denne beskrivelse og hævde, at vi i lange perioder levede som hund og kat, men det passer ikke. Endnu en løgn fra selvretfærdighedens sump. Det var et kærlighedsforhold båret af en gensidig følelse af dyb samhørighed. En slags skæbnefællesskab, som ganske vist aldrig blev fuldbyrdet.

<  15  >


Pludselig en aften midt i marts indtraf ulykken. Ellen var på vej hjem på cykel fra et møde i Trampedach-kredsen i Hillerød, hvor vi boede, da hun enten blev strejfet af en bil bagfra eller blot kom for tæt på kantstenen med forhjulet. Hun styrtede forover, slog hovedet hårdt mod den skarpe stenkant og pådrog sig et åbent kraniebrud. Først timer senere blev hun fundet bevidstløs i en blodpøl på det øde fortov langs skoven. Herefter vågnede hun aldrig op af sin koma. Da Ellen var død og blevet begravet, kunne jeg ikke komme ud af chokket. Ud på natten for ulykken havde det ramt mig som et lydløst granatnedslag, og det lammende ekko fortsatte gennem dagene og ugerne derefter. Jeg sad i de tavse, rugende stuer i vores hus som en drænet zombie tappet for tanker og livslyst – og jeg bevægede mig kun ud efter mørkets frembrud for at købe en pizza eller en grillkylling, som jeg snarere af pligt end af sult forsøgte at sætte til livs i vores mere og mere kaotiske og uhumske spisekøkken. Hele dette tidlige forår levede jeg som en lyssky person, der frygter at blive eksponeret, fordi solens nådesløse lys vil forvandle ham til et lemlæstet monster. De seneste fire år forud for ulykken havde jeg været ansat som politiadvokat i København, men jeg kunne ikke mere passe mit arbejde og måtte melde mig syg med lægeerklæring i to måneder frem. Først én måned, så én til. For det var i dette tidsrum, at kræften brød frem og begyndte at æde mine sunde celler. Det startede med kvalme, svimmelhed og vægttab og

<  16  >


kunne derpå aflæses i talrige blodprøver og skanninger. Fortæringen ville sprede sig i hele lymfesystemet og udpine kirtlerne, eller forbandelsen kunne indkapsle sig som en djævelsk svulst i hjernen, leveren, nyrerne eller maven – og derfra diktere sin dødsdom i smertefulde doser. Dette var lægernes enstemmige prognose. Og af ren og skær skræk begik jeg den fejl at acceptere akut strålebehandling og kemoterapi. Men jeg stoppede i tide – det vil sige, før jeg blev så nedbrudt, at jeg ikke længere ville være i stand til at protestere. År tilbage havde jeg i forbindelse med en straffesag læst en del om terapi med hypnose, og jeg huskede stadigvæk de forbløffende beretninger om mennesker, der gennem hypnosen havde helbredt sig selv, ikke blot for psykiske, men også alvorlige fysiske sygdomme og skavanker. Det havde virket overbevisende på mig dengang, og i den kritiske situation, jeg befandt mig i lige nu, virkede det endnu mere indlysende. Det stemte fuldstændig overens med min grundlæggende erkendelsesteori. Den siger, at for mennesket kan der kun være én virkelighed, ikke to, ikke både en åndelig og en materiel. Distinktionen er en illusion, som må opløses, så sandheden kan komme til syne. Men dette formår naturvidenskaben ikke, hverken biologien eller lægevidenskaben. Den kan ikke og vil heller ikke forklare, hvordan en biokemisk proces forvandler sig og bliver til en tanke eller en følelse. Området er tabu – unævneligt. Forbudt og strafbart at berøre i henhold til uskreven lov om konsensus.

<  17  >


Og alligevel må videnskaben jo indrømme, at denne forvandling finder sted, eftersom disse biokemiske robotter, som vi kalder mennesker, minsandten både tænker og føler og undres og sørger – tilmed uden den fjerneste bismag af kemi i munden. Den logiske skandale er med andre ord åbenlys. Men altså tabu. Det var på denne baggrund, der ganske vist var abstrakt, men som nu blev akut konkretiseret i min egen sygdom, at jeg besluttede at skippe al videre behandling hos de bestyrtede læger. Ja, bestyrtede. De truede mig med bål og brand, og havde de haft magt, som de havde agt, var jeg blevet lagt i håndjern som en desperat selvmordskandidat og interneret i en celle med indbygget strålekanon og kemosprinkler. Men jeg holdt fast ved mit – uden i øvrigt at forklare mig over for dem. Og da billederne fra Sara og baskerlandet samtidig begyndte at vise sig med stadig større fylde og hyppighed i mine erindringer om Ellen, tog jeg det som et tegn. Jeg skulle rejse hertil og helbrede mig selv, rense mig for giften, blive ren og pur som en anden ubesmittet engel. Jeg sagde mit job op, tvunget af omstændighederne, men også af egen vilje. Livsviljen, om man vil. Og på grund af den såkaldt kritiske kræftsygdom kunne jeg som statsansat opnå en vis pension i en alder af blot 55 år. Derpå satte jeg huset i Hillerød til salg. Fik det solgt på et par uger, fordi jeg gik betragteligt ned i pris, og brød så op. Ellens malerier, fotografier, tegninger, manuskripter og breve fik jeg gemt forsvarligt væk i et depot, mens alt

<  18  >


andet indbo blev solgt eller skrottet. Status var bragt i nul. Et blankpoleret nul som i et vellykket konkursbo, hvor fallenten må være glad og tilfreds med blot at bevare skindet på næsen. Før jeg rejste, var jeg til et par møder med Brahmsen, nu pensioneret kriminalchef, men stadigvæk formand for Trampedach-klubben – og det var på et af disse møder, at kimen til mine lidt vildtvoksende problemer blev sået. Møderne drejede sig om, at foreningen ville arrangere en udstilling med Ellens egne malerier og de billeder, især tegninger og skitser, som hun havde fået af Trampedach i årenes løb. Desuden skulle udstillingen rumme Ellens fotos og tegninger af kunstneren i hans atelier i Pyrenæerne samt båndoptagelser af samtaler mellem de to. Brahmsen ville have mig til at hjælpe, fordi Ellens materiale jo var i min varetægt, testamenteret til mig mange år før dødsulykken – som en kærlighedsgave, havde Ellen sagt. Distræt og flegmatisk gav jeg Brahmsen tilsagn om at bistå, nok især fordi udstillingen lå så tilpas langt ude i fremtiden, at jeg slet ikke følte, sagen vedkom mig nu og her. Men så var det, han bad om hjælp til endnu en sag. Nemlig den private efterforskning, som han selv og et par andre stadigvæk holdt i live efter den påsatte brand i Kurt Trampedachs hus og atelier i baskerlandet i september 2002, hvor gerningsmændene ifølge Brahmsen stjal værker for flere millioner kroner. ’Fem millioner, siger man. Officielt, altså. Men jeg er

<  19  >


nu sikker på, at beløbet er langt større’, sagde den ældre mand og så på mig med snedige øjne, mens han fremviste avisudklip om pyromanbranden i Sara. ’Politiet, altså fransk politi, påstår, at en lang række værker brændte op i huset. Men det er løgn. De blev fjernet, før tyvene antændte ilden. Nogle få af dem er siden hen blevet set i omløb på det illegale marked. Resten er sporløst forsvundet’. Brahmsen foldede de gamle avisklip sirligt sammen og puttede dem ned i et chartek. Så fortsatte han. ’Blot en måned efter branden i Frankrig stak en ukendt gerningsmand ild til Trampedachs atelier i København. Et baghus på Østerbro. Alt brændte ud. Igen – officielt. Færdige og ufærdige værker for millioner af kroner gik angiveligt op i flammer’. ’Både i Frankrig og i Danmark gik efterforskningen i stå. Helt i stå – i to år. Først i efteråret 2004 tiltalte fransk politi en marokkaner for brandattentatet i Sara. Og fik ham dømt. Men de forsøgte at holde dommen hemmelig. Og fyrens motiver forblev mildt sagt tågede’. ’I dag har de definitivt lukket sagen. Hermetisk lukket. De er hverken til at hugge eller stikke i’. Ejler Brahmsen holdt en kort pause. Sukkede, strøg en leverplettet hånd hen over sin skaldede isse og så igen på mig hen over kanten af sine halvbriller med dette indforståede blik, der signalerede, at jeg jo nok kunne regne ud, hvad hans konklusion gik ud på. Alligevel følte han åbenbart trang til at iklæde den ord. ’Jeg er sikker på, at det her foruden grovkornet kunstrø-

<  20  >


veri også handler om både justitsmord, magtmisbrug, korruption og andet fordækt uvæsen’. Allerede nu anede jeg ret tydeligt, hvor det bar hen. Jeg rystede afvisende på hovedet, himlede med øjnene. Det forekom mig absurd og lettere komisk, hvis jeg skulle til at snuse rundt nede i det sydvestlige Frankrig som udsendt detektiv for en kriminalinspektør på otium – støve omkring i sporene af korrupte politifolk og forsvundne malerier i en kriminel gråzone, der var lige så fremmed for mig som abegrotten for en gammel narkosporhund. Desuden var mit eget projekt i baskerlandet jo af en ganske anden karakter og ville kræve al min tid. ’Det går ikke, Brahmsen. Jeg vil ikke. Jeg kan sgu ikke påtage mig at være detektiv for dig. Jeg er en syg mand. Husk på det’. Men den gamle kriminalchef gav ikke op så let. Han insisterede på, at jeg som politiadvokat, om end en fratrådt én af slagsen, ville være perfekt egnet til dette detektivarbejde, når jeg nu alligevel havde valgt at bosætte mig på de egne. ’Betragt det som en hobby. En meningsfuld hobby til forskel fra så meget andet’, foreslog han smilende og imiterede i slowmotion et slag med en golfkølle, åbenbart uvidende om, at jeg hader golf af hjertet og absolut ikke havde tænkt mig at bruge tid på golf under mit eksil. ’Glem det’, sagde jeg blot, viftede med en pegefinger og forsøgte at gøre det klart for ham, at samtalen var slut. Også dette prellede dog af på den stædige eksstrømer. I stedet for at opgive sit forehavende fortalte han

<  21  >


nu, at den marokkanske mand, der var blevet dømt for branden i Sara, for længst havde udstået sin straf på blot otte måneders fængsel, og at fyren på fri fod ret sikkert kunne presses for interessante oplysninger – hvis man vel at mærke opsøgte ham og gik til ham på den barske måde. Eller måske med penge i hånden. Det var i den forbindelse, altså pengene, at Brahmsen nævnte velhaveren Frederik Lehmann, formanden for den dansk-baskiske klub i Biarritz. Lehmann var i forvejen involveret i Brahmsens fantasifulde efterforskning, forstod jeg, og havde længe været på jagt efter den nu løsladte brandstifter. ’Du kan vel tage en snak med ham. Med ham Lehmann, ikke? Uforpligtende, forstås. Bare til orientering’, sluttede han sin redegørelse og var allerede i gang med at skrive mandens navn, adresse og telefonnummer ned på et stykke papir. ’Måske’, mumlede jeg tvært og modvilligt – men tog dog imod sedlen, som han rakte mig. Det var den første dumhed, jeg begik. Den bøder jeg for nu, to måneder efter. For den første dumhed førte direkte til den næste. Nemlig, at jeg lod mig besnakke af denne Lehmann i Biarritz – eller rettere, lokke af hans løfter om penge. Ikke for at efterforske det grimme brandattentat mod Trampedach, men for at hjælpe ham med urene hænder i en helt anden beskidt og lumpen affære.

<  22  >


2. Millionen

Frederik Lehmann tilbød mig en million. Og det var udsigten til økonomisk tryghed mange år frem, som fik mig til at gå ind på hans forskruede idé. Gemen grådighed, intet andet. Selvfølgelig har jeg fortrudt det, skønt det allerede er for sent, men jeg har svoret for mig selv, at mit engagement med den mand ikke må sløre mit blik eller på noget tidspunkt få mig til at miste fokus på mit eget projekt – engleprocessen, som jeg altså nu, helt uhøjtideligt, har døbt det. Der går ikke en dag, uden at jeg genbekræfter denne ed med sammenbidt viljestyrke. Fanden tage Frederik Lehmann og al hans væsen. Jeg havde kun boet i Sara i et par uger, da jeg første gang modtog et brev fra manden i Biarritz, som blot ligger en times kørsel herfra ude ved kysten. Kunne jeg møde ham næste mandag klokken 12 på havnecafeen La Marée i Port Vieux? Jeg besvarede slet ikke brevet – men allerede få dage efter kom der et nyt. Jeg ville fortryde det, sådan rent økonomisk, hvis jeg ikke kom, meddelte han med en af sine karakteristisk forblommede vendinger, som jeg meget snart skulle få mere end nok af. Mandag formiddag sprang jeg på rutebilen fra Sara

<  23  >


til Biarritz, og mens bussen i rolig fart gled gennem det blødt kuperede og nærmest overdådigt klorofylgrønne septemberlandskab, prøvede jeg at ruste mig med trods mod min egen beslutning om at træffe Lehmann på caféen i den gamle fiskerihavn. Fra bagsædet i den halvtomme rutebil lod jeg mig opsluge af rytmen i de storladne dalstrøg, som vi passerede, og mens rutebilen rullede videre forbi lunde fyldt med egnens berømte kirsebær, lod jeg mine tanker indoptage træernes livscyklus. Jeg visualiserede fotosyntesens mirakel. Processen, der starter nede i jorden, hvor røddernes fine tråde suger fugt og salte til sig, hvorefter stammens vedkar fører væden videre op og ud i grenværkets lys – og som senere munder ud i træets eksplosive blomstring med tusindvis af hvide og lyserøde kronblade. For at fuldendes, når bærfrugten langsomt tager form, saften siver ud i frugtkødets celler, og det enkelte bær til sidst sidder blodrødt og bristefærdigt i en tung klynge på grenen. Jeg forestillede mig, hvordan sollys og ilt og vilje i fællesskab udvirkede det samme naturmirakel i mit eget legeme – hvordan disse basale kræfter med triumf fordrev kræftcellerne fra mit blod og mine organer. Jeg havde trænet mig selv i den form for meditation. Og her i rutebilen på vej til Biarritz følte jeg mig ekstra inspireret. På grund af min trodsighed, som sagt. Jeg havde forbudt mig selv at forberede mig til mødet med Lehmann, nægtet at gøre mig overvejelser om mandens tågede udmelding om økonomisk gevinst – eller tab,

<  24  >


rettere sagt, hvis jeg ikke dukkede op. Dog var det naturligvis lige præcis denne pirrende pointe, der havde fristet mig. Men den gjorde mig også nervøs og ærgerlig. Anfægtet er ordet. Anfægtet som en katolsk kordreng, der i god tro har forvildet sig ind til en pornomesse. Min næse sagde mig jo, at den person, Lehmann, var ensbetydende med bøvl og problemer, vel at mærke af en langt mere jordnær slags end kordrengens. For eksempel kunne jeg slet ikke få øje på, hvordan fyrens udspil hang sammen med Trampedach-affæren. I hvert fald ikke ud fra det, som Brahmsen havde lagt frem for mig. Men dette var måske heller ikke hele sandheden? Klokken var næsten 12, da jeg stod af rutebilen på Clemenceau-pladsen og til fods begav mig direkte til den gamle fiskerihavn mellem klipperne ude på byens nordlige pynt. Kajerne myldrede med folk, turister, handlende og fiskere under de vrælende måger, og i den lune middagssol var fortovscaféerne fyldt op. La Marée var en af den slags ældre caféer med zinkbar, jugendlampetter og farvet glasloft, som var gået hen og blevet mondæn i takt med, at en international flåde af lystbåde havde fordrevet prammene og fiskerbådene fra de fleste kajpladser. Nu om dage serverede caféen dyre skaldyrsretter og var befolket af velbeslåede, midaldrende lystsejlere med 20 år yngre koner i udfordrende modetøj og unge mænd med smarte frisurer, som utilsløret spillede op til de samme koner – samt naturligvis alle

<  25  >


turisterne, der labbede sceneriet i sig og følte misundelse over, at det ikke var deres egne borde, som bugnede med skaldyrsfade og duggede champagnespande. Ved et tomandsbord i udkanten af denne kitschede scene sad Frederik Lehmann med et halvt glas fadøl foran sig og forsiden af avisen holdt demonstrativt op i brysthøjde. Jeg kunne ikke være i tvivl om, at det var ham. I sit brev havde han meddelt, at han ville sidde uden for caféen iført en beige stråhat med bred puld og læse i avisen France Soir. Ingen andre prydede sig med disse attributter, så vidt jeg kunne se. Han bar desuden sorte solbriller, og i sin dueblå letvægtshabit tilsat et sølvlaméslips lignede han en mellemting mellem en siciliansk mafioso og en belgisk dørsælger. Det er muligt, at både hatten, habitten og sølvlamérædslet var kostbare mærkevarer, men i mine øjne så han iøjnefaldende latterlig ud. Og selv om jeg her under vores første møde naturligvis ikke kritiserede hans påklædning, så gjorde jeg det nogle dage senere, da vi mødtes for tredje gang i løbet af ugen, og han igen troppede op i det beskrevne kostume. Han burde skifte signaler, mente jeg. Han skiltede med sig selv på samme måde som en børnelokker, påstod jeg syrligt. Virkede med andre ord fordækt, men på en ufrivillig måde, som kom af, at han på uheldig vis forsøgte at skjule det. Sådan havde tonen mellem os udviklet sig allerede efter få dage. Jeg mobbede ham, som det passede mig. Men han tog det nu pænt.

<  26  >


Det er mærkeligt med Frederik Lehmann – foruroligende, men også lidt nydelsesfuldt. Han fremelsker en ondskabsfuldhed i mig, ja, måske ligefrem en sadistisk lyst, som jeg skal helt tilbage i min barndom for at genfinde. Det fordækte ved fyren var nu ikke det første, der slog mig, da jeg her om mandagen nærmede mig hans bord på havnepromenaden. Men indtrykket meldte sig hurtigt, må jeg sige – som en naturlig følge af mandens indre rod. Lige nu og her, da jeg stod over for ham og rømmede mig i min slidte, flaskegrønne fløjlsjakke, sprang det mig straks i øjnene, at figuren Lehmann og personen Lehmann slet ikke hængte sammen, men på mange måder stred imod hinanden. Han kunne minde om en skizofren patient forklædt som sin egen psykiater. For eksempel virkede det påfaldende, at en mand i hans alder og med hans status, cirka 50 år og forvalter af en kæmpeformue, åbenbart forsøgte at optræde inkognito midt i Biarritz, hans egen hjemby. Og så i den mundering. Men i det hele taget forekom selve hans fysiognomi uforenelig med sig selv. Kinderne så kvabsede ud, maven og overkroppen nærmest fedladen, mens halsen var gribbeagtig tynd og afpillet, lige som hans arme og formentlig også benene, som jeg dog ikke kunne se under bordet, syntes alt for lange og magre. Trods sin volumen virkede han knoklet. Og midt i ansigtet stak en helt forkert næse frem, skarp i ryggen og kroget som et høstsegl. En fysik,

<  27  >


der så at sige nægtede at gå op i en højere enhed. Jeg havde solen i ryggen, og min skygge faldt ned over hans bord. ’Privatdetektiv Kyhn?’ sagde han nervøst, tog solbrillerne af og så op på mig med vandblå, men rødsprængte øjne, som om han havde problemer med blodtrykket eller havde drukket for meget natten før. ’Bare Kyhn, tak. Harry Kyhn. Det andet er en tilsnigelse’, oplyste jeg kort og satte mig. ’En tilsnigelse? Nåja, selvfølgelig. Jeg forstår. Diskretion, naturligvis. Først af alt. Jeg er jo blevet grundigt informeret af vores fælles bekendt og allierede hjemme i Hillerød’. Jeg sukkede dybt indvendig, men resignerede, undlod at protestere over Brahmsens falske varebetegnelse på mig. Spørg mig ikke hvorfor. På dette tidspunkt var millionen jo endnu ikke blevet nævnt med et ord. Lehmann smilede hemmelighedsfuldt, greb en pakke rød Dunhill, der lå på bordet, og bød mig en cigaret, som jeg afslog. Så tændte han selv én med en papirtynd guldlighter fra jakkelommen, tilkaldte en tjener og bestilte med min accept en espresso og et glas cognac til hver. Hans franske var forbilledligt, selvsikkert på en måde, der stemte langt bedre overens med hans sociale position end hans fastelavnsagtige fremtoning. Så snart vi havde skålet, lænede Lehmann sig ind over bordet, så jeg kunne lugte hans svagt brækholdige ånde, og begyndte med dæmpet stemme at skitsere sit forehavende. Klogt nok startede han med pengene. Ellers havde jeg nok forladt bordet uden at bunde den første cognac.

<  28  >


Nu blev det til yderligere tre glas til hver, før jeg nogenlunde havde fattet, hvad han ville have mig til. Og havde indvilliget. Ikke formelt, men de facto. Lehmann oplyste, at der allerede var indsat en million på en konto i Crédit Biarritz i mit navn. På et tidspunkt ville jeg få fri adgang til pengene, som jeg i og for sig så bare kunne snuppe og stikke af med i utide, hvis jeg havde lyst. Men det ville han nu fraråde. Han uddybede ikke hvorfor, og jeg spurgte heller ikke. Indtil tingene lå mere fast, havde han vel ret til en vis portion blændværk og forblommede ytringer. ’Forstår vi hinanden?’ spurgte han med sin lidt pibende stemme, der på dansk slet ikke rimede med hans skråsikkerhed og autoritet på fransk. ’Fortsæt,’ sagde jeg bare og registrerede til min egen forundring, at jeg vist forsøgte at foregive en slags faglig professionalisme, privatdetektivens lidt arrogante nysgerrighed. Frederik Lehmann placerede nu en lille kikkert på cafébordet foran mig. ’Find den største motorsejler med kajplads ved det yderste bolværk. Navnet er Golfo II. Russisk flag’. Jeg satte mine briller op i panden og tog Lehmanns kikkert for øjnene. Båden, han havde beskrevet, var let at få øje på mellem alle de andre lystbåde, fordi det var den eneste med russisk flag. Den så imponerende ud, højglanspoleret hvid, stor som en lille færge og potent udstyret med radar, satellitskærme og en skov af antenner på masten og på taget af styrehuset.

<  29  >


Set skråt bagfra så man ind på et bredt soldæk med bardisk og tre-fire flugtstole i samme mørkeblå farve som markisen. Et par mørklødede matroser i hvide sejleruniformer, nordafrikanske typer, gik rundt og ordnede grej på båden – og i en af flugtstolene lå en skaldet, bredskuldret og meget solbrændt mand med en tyk måtte af sort hår på brystet. Han bladrede i nogle papirer med den ene hånd og røg energisk på en cigaret med den anden. ’Boris Hadirov. Såkaldt oligark. Kriminel, rådden og et særdeles dumt svin’. Lehmann udtalte de sidste ord hæst og heftigt, så det var umuligt at overhøre hadet i hans stemme. Jeg forestillede mig det værste. Ville han købe mig som lejemorder? ’Han er ude på at ruinere mig. Flå og ribbe mig til skindet. Så jeg er nødt til at forsvare mig – ellers er jeg færdig’, kom det med en uskøn blanding af klynk og raseri fra den plagede dansker, der uden blusel var i gang med at hyre mig for et honorar på en svimlende million. Og det var alene på grund af den, millionen på den løfterige konto i Crédit Biarritz, at jeg lige nu holdt gode miner til slet spil. Sank mit spyt og endnu en gang bad Lehmann gå videre – vel vidende, at jo mere jeg lod ham afsløre, jo mere befæstede jeg vores engagement. Lidt ligesom en læge, der forsøger at stille en diagnose på en hypokonder og til sidst føler sig smittet af tossens lidelser. Mens Lehmann bestilte en ny omgang cognac, betragtede jeg en flok hvinende og uregerlige måger omkring bolværket. De hakkede ud efter hinandens godbidder, fløj

<  30  >


så pludseligt op og slog sig lige så pludseligt ned igen. Jeg tænkte, at mågeflokken nok var et passende billede på det opbrud, som allerede gærede under min ellers strengt disciplinerede livsførelse. Da tjeneren var kommet med glassene, skyllede min vært indholdet ned i en enkelt slurk, tændte endnu en Dunhill med den blærede lighter og gav sig til at forklare, hvorfor Boris Hadirov var både rådden og et dumt svin. Russeren havde i sin tid, det vil sige for omkring ti år siden, lavet forretninger med Lehmanns svigerfar, den stenrige handelsmand og spekulant Børge Ohm, stifteren af Ohmega Fonden, som svigersønnen var direktør for. De to mænds forretninger havde drejet sig om russisk gas og olie og antikke ikoner. Et klassisk handelsmønster efter koldkrigstiden og Sovjetunionens sammenbrud, da storkrejlere af Hadirovs type ganske uhindret tiltuskede sig milliardværdier for en slik. Foruden guldrandede aktier og fast ejendom på fuldfede jorder investerede både Ohm og Hadirov i kunst, ny såvel som gammel – bare det kunne sælges igen for mere end indkøbsprisen. Alt dette havde Lehmann dog absolut intet haft med at gøre, bedyrede han. Men langt senere havde Hadirov taget kontakt til ham her i Biarritz, hvor russerens skibe, først Golfo I, nu Golfo II, hørte hjemme og lå i havn om vinteren. Lehmann havde taget venligt imod ham, mente han selv. Inviteret ham hjem til middag hos fru Lehmann og datteren i parrets villa på klippen over byen, hjulpet rus-

<  31  >


seren med et par investeringer i nyere billedkunst, sejlet en tur med ham ud i Biscaya-bugten og i det hele taget udvist god vilje. Ikke mindst af hensyn til svigerfar, som boede i Monaco og ganske vist var momentvis truet af senilitet, men dog klar i pæren det meste af tiden. ’Stupidt. Forbandet naivt’, snerrede Lehmann ad sig selv – for jo nærmere han efterhånden var kommet på Hadirov, jo tydeligere blev det, at russeren var kriminel og komplet utilregnelig, ja, måske ligefrem psykopatisk. ’Hvad laver han da? Kriminelt set, altså?’ afbrød jeg for at springe psykologien over og få noget mere konkret på bordet. Lehmann sænkede stemmen og skævede nervøst ud mod havnebassinet, hvor Golfo II dog lå et par hundrede meter væk i sikker afstand uden for hørevidde. ’Det første, jeg opdagede, var røveriet hos Kurt Trampedach i huset i Sara. Hadirov stod bag det hele. Og senere også mordbranden i København’. ’Mordbranden i København?’ Min vært lænede sig yderligere forover og nærmest hviskede, hvorved han tvang mig tættere på sin sursøde ånde. ’Hør her. Branden i Sara var et rent skalkeskjul. Huset blev kun brændt ned for at slette alle spor. Forinden havde Hadirovs lakajer stjålet malerier, skitser, dagbøger og andet for op mod ti millioner kroner. Det er et faktum’. Lehmann bankede en pegefinger ned i bordpladen for at slå sin pointe fast. Så kom den næste. ’Men Trampedach var jo ikke fysisk til stede under

<  32  >


branden i Sara – han var i København. Arbejdede i sit atelier på Østerbro. Og her skulle han slås ihjel. Brændes inde. Ved en mordbrand, der var kamufleret og skjult som en ulykke. Så ville malerierne, skitserne og dagbøgerne stige enormt i værdi. Fra den ene dag til den anden’. Et blegt smil krusede danskerens læber, som om han i al hemmelighed nærede en vis beundring for russerens morderiske plan. Så fortsatte han. ’Den døde maler risikerede oven i købet at blive beskyldt for selv at have påsat brandene i de to huse. Branden i København skete jo kun en måned efter branden i Sara. Som om der var tale om et desperat selvmord, en iscenesat selvdestruktion. Faktisk var Trampedach jo også kun sekunder fra at omkomme i flammerne’. Lehmann holdt inde, smilede syrligt og afventede min reaktion. Jeg mærkede, hvordan politianklageren kom op i mig og greb så fat i den første løse ende. ’Hvordan ved du, at malerierne blev stjålet forud for branden i Sara?’ ’Det er et faktum’, gentog Lehmann. ’Trampedach havde omkring 20 store lærreder hængende. Men politiets tekniker fastslog, at der ikke var det mindste mærke eller brandspor efter nogen af disse billeder på væggene. Hvilket der med sikkerhed ville have været, hvis de var brændt. Altså blev de fjernet forud for ildspåsættelsen’. ’Lyder logisk’, medgav jeg og fortsatte. ’Og hvordan kan du vide, at Hadirov stod bag?’ ’Af flere grunde’, begyndte Lehmann, der i denne fase

<  33  >


af vores samtale overraskede mig med sin logiske sans. Det var en kendsgerning, fortalte han, at Boris Hadirov i samme døgn, som branden fandt sted, havde boet på hotellet i Sara, Hotel Arraya. Og at han var blevet set i hotellets parkeringsgård i samtale med en marokkansk mand og en yngre europæer, der kørte i en blå kassevogn. Det vidste Lehmann fra sin ven André Renault, hotelværten i Sara. I al fortrolighed, naturligvis. ’Husk på, at det jo var en marokkaner, en sindsforvirret marokkaner, der i 2004 tilstod og blev dømt for brandattentatet i Sara’, indskød Lehmann som en parentes og gik videre med sin mistænkeliggørelse af russeren. Mest belastende for Hadirov var dog, at han ganske utilsløret havde tilbudt Lehmann at sælge ham et maleri af Kurt Trampedach – vel at mærke et af de billeder, som angiveligt var gået til i branden i Sara. Et maleri af bjerget Itxassou med samme titel. ’Hvor idiotisk’, bemærkede jeg tvivlende. ’Ja, men Hadirov vidste jo ikke, hvad jeg vidste om billedet. Han påstod, at han havde erhvervet det i New York et halvt år før branden i Sara. Altså ren og skær løgn’, lød det fra min mere og mere ivrige arbejdsgiver, der igen havde fået tone i stemmen. ’Sagde du det til ham?’ ’Hvad?’ ’At billedet var stjålet i Sara’. Lehmann så på mig med åbenlys forbløffelse. Påtaget, forekom det mig. ’Det ville have været som at underskrive min egen

<  34  >


dødsdom’, mente han og kørte en pegefinger hen over sit strubehoved – hvorpå han straks tog hul på endnu et belastende indicium mod Hadirov. Ikke blot i Sara havde Hadirov boet på hotel dagen før branden. Samme billede gentog sig en måned senere i København. Mere end påfaldende, ikke sandt? Endog mere end mistænkeligt, mente Lehmann. Russeren havde indlogeret sig på Hotel Østerbro dagen før mordforsøget på Trampedach – og forladt hotellet igen dagen efter branden i atelieret. Det havde Lehmann fået bekræftet hos en kilde i dansk politi. ’Brahmsen?’ gættede jeg. ’Måske’. ’Ja eller nej?’ ’Det ville være naturligt, ikke?’ kom det smørret fra Lehmann, der i stedet for at uddybe sit svar gav sig til at fægte i luften efter tjeneren for at bestille endnu en cognac til bordet. ’Stop, Lehmann. Lyt lige her’, sagde jeg brysk, før tjeneren kom tilbage med glassene. ’Hvis jeg skal gøre noget for dig, altså arbejde for dig, så skal jeg have entydige svar på mine spørgsmål. Og sande svar, ikke halve løgne’. ’Det er klart’, svarede han bare, lidt henkastet og åbenlyst fraværende, som om han netop havde passeret en svær hurdle og nu kunne tillade sig at slappe af. Så kom han tilbage, kikkede mig i øjnene, greb sit glas og holdt det op til en skål. ’Men faktisk arbejder du jo allerede for mig?’ sagde

<  35  >


han spørgende og prøvede at smile. Det så ikke godt ud. Et eller andet ved hans mund eller læber fik mig til at tænke på hareskår, selv om der ikke var noget synligt ar. Ordet judaskys dukkede pludselig op som en uvelkommen association. Jeg slog det hen, gav cognacen skylden. ’Men sig mig, hvad vil du egentlig have mig til?’ ’Få ram på Hadirov’. ’Hvorfor ikke bare melde ham til politiet?’ ’Går ikke. Det er alt for farligt. Og desuden har de lukket den sag én gang for alle’. ’Men hvad så? Hvad vil du have, jeg skal gøre?’ ’Du skal stoppe ham, stoppe hans afpresning. Få ham til at holde inde. Han skal føle sig truet. Truet med politiet, ja, med offentlig skandalisering, udvisning af landet, hvad ved jeg. Både på grund af brandene og røveriet – men også noget andet’. ’Hvad andet?’ spurgte jeg og følte mig igen fanget ind, bare fordi jeg havde spurgt. På ny dæmpede Lehmann stemmen og stak sin grumme næse tættere hen imod mig. ’Han smugler børn ind til prostitution’, hvislede han som en anden sladrekælling. ’Hold nu op, Lehmann. Du fantaserer. For meget cognac, tror jeg’. Et øjeblik sad han helt tavs og stiv og kikkede på mig med et skuffet blik som en utro ægtemand, der prøver at bedyre sin uskyld over for konen. Falsk, men intens. Sådan opfattede jeg ham i hvert fald lige nu og her. ’Tro mig. Du så jo selv hans besætning på båden –

<  36  >


marokkanere, ikke sandt?’ Jeg nikkede. ’Et par gange om året sejler Golfo II til Tanger i Marokko, og når den kommer tilbage, er der nogle gange et par drenge eller småpiger med. Officielt er de børn af mændene i besætningen. Men de forsvinder, børnene, bliver solgt til prostitution og pornografi. Tro mig’, gentog han og lænede nu hele sin uharmoniske krop ind over cafébordet. Stadig med lav stemme fortalte han så, hvordan Hadirov hvert år i oktober bragte to eller tre børn, oftest drenge, til Biarritz, når den stenrige, saudi-arabiske prins Aziz, Ibn-al-Aziz, lejede sig ind med sit følge på flere etager af det eksklusive Hotel du Palais, kejser Napoleons gamle sommerresidens. Prinsen og hans mere eller mindre fyrstelige følge af mænd var berygtede for deres brogede og perverterede udskejelser. Skønt jeg før havde hørt disse rygter, lød Lehmanns historie alligevel en tand for fantasifuld. Som en af den slags vandrehistorier, der lige får tilføjet et ekstra lille løft i fantasiens himmelflugt for hver ny fortæller. Men Lehmann insisterede. ’Selv politiet ved, hvad der sker på hotellet i de uger, prinsen bor der. Men man vender det blinde øje til og holder kæft. Det handler både om penge, omdømme og politik’. ’Kender politiet også til Hadirovs rolle?’ ’Nej’. ’Så derfor kan det bruges som en trussel imod ham, mener du? For at stoppe ham, få ram på ham, som du

<  37  >


udtrykker det?’ ’Ja’. ’Men hvorfra ved du selv alt det her?’ Lehmann tøvede, sukkede, fingererede nervøst på sit tomme glas. ’Fra Yasmin. Det hedder hun. En ung prostitueret. Hun kom selv til Biarritz på den måde, 12 år gammel. Hun er lillesøster til den dømte marokkaner, Mahmoud, der tilstod branden hos Trampedach i Sara’. Lehmann holdt brat inde og så ud, som om han helst ville æde sine egne ord igen. Det var farlig viden, han havde lukket ud. Også hvis det var løgn, så at sige. Jeg stirrede undersøgende på ham. Han så væk. Virkede skræmt og ynkelig som han sad dér og klamrede sig til et tømt cognacglas og følte utilpashed i sit postulat af et kostume. Men alligevel tog jeg ham alvorligt nu. Hans påstande kunne jo efterprøves, så han ville næppe bare fylde mig med løgn. Som han selv havde sagt, kunne jeg jo blot snuppe millionen og stikke af, hvis han prøvede at fuppe mig. Jeg rømmede mig højlydt i den ladede tavshed. Det forekom mig, som om en psykisk labil mand havde ført mig rundt på et strejftog i et ellers fredeligt landskab, mens han lidt løsagtigt hen ad vejen havde afsikret en stribe seriøse faremomenter. Faldgruber, snubletråde og minefelter. Jeg havde brug for at resumere og få overblik. Starte forfra. Det sagde jeg så.

<  38  >


’Hør her, Lehmann. Lad os prøve at starte helt forfra. Du sagde, du ville have mig til at stoppe Hadirov, fordi han truer og afpresser dig. Forklar det for mig. Hvad ligger der i det?’ Min nyslåede arbejdsgiver sukkede opgivende. ’Forklare hvad? Truslerne? Afpresningen?’ ’Ja, for fanden. Indtil nu har du ikke fortalt en hujende fis. Hvordan kan Hadirov for eksempel ribbe og flå dig, som du siger?’ ’Chateau Ohm’, mumlede Lehmann stille og gav sig nu med rolig stemmeføring til at udrede sin kattepine. Mere end et kvart århundrede, det vil sige fra et tidspunkt, længe før Lehmann kom ind i familiebilledet, havde svigerfar Ohm ejet et lille vinslot i den dyre del af Bordeaux, Cantanac i distriktet Margaux. Og da Ohmega Fonden blev stiftet, overgik Chateau Ohm til fondens eje. Men slottets økonomi skrantede og blev år efter år mere elendig. Igen og igen havde Lehmann, der nu var blevet direktør for fonden, insisteret på, at slottet skulle sælges fra, men forgæves. Svigerfar i Monaco havde stivnakket sat sig imod – lige indtil for syv år siden, da den gamle mand i et anfald af præsenil stædighed pludselig havde forlangt, at chateauet straks blev solgt. Jordpriserne i Margauxdistriktet var på dette tidspunkt på vej op i rasende fart, men på trods af det holdt den gamle mand fast i at sælge. Altså i utide – før priserne toppede. ’Det gjorde vi så, altså fonden. Solgte slottet. I utide, som sagt. Men køberen var mig’, tilføjede Lehmann og så

<  39  >


snu ud, som om han i sit indre genoplevede det fordækte kup for syv år siden. Ganske vist var der ikke kommet til at stå Frederik Lehmann på skødet som ny slotsejer – men derimod navnet på et nystiftet selskab ejet af ham alene og bosiddende i en postboks med skattely på øen Jersey. ’Aha’, afbrød jeg spydigt og konstaterede fornøjet, hvordan hånen ramte Lehmann med både irritation og synlig rødmen. ’Og denne lille omvej over Jersey og den anonyme postboks – den opdagede Hadirov med andre ord på et eller andet tidspunkt?’ ’Ja. Fanden tage ham. Spørg mig ikke hvordan, men det gjorde han. Den slags er jo hans spidskompetence. Hans egen hjemmebane. Og nu misbruger han sin viden på det groveste’. ’Til afpresning, siger du. Men afpresning til hvad?’ ’Til at få fat i slottet. Han kræver at få lov til at købe vinslottet til langt under prisen. 10 millioner i stedet for 25. Det er grovkornet åger. Nej, omvendt åger. Svineri, i hvert fald. Han truer med at afsløre mig. Gå til Ohm og fortælle alt. Han er et svin’, snerrede den hjemsøgte mand. ’Du kan vel bare sælge slottet til ham? Så slipper du ud af kattepinen. Du taber penge, ja, men bliver vel ikke ruineret?’ Lehmann så bebrejdende på mig, som om jeg var komplet idiot. ’Ejendommen er jo belånt, ikke sandt? Tror du bare,

<  40  >


man lader sådan en guldgrube stå uden at belåne den? Den kostede mig 13 millioner og er belånt for yderligere seks. Det vil sige 19 i alt. Kan du så forstå regnestykket? Facit er fallit. Total fallit’, jamrede Lehmann. Jeg så faktisk situationen krystalklart for mig. Enten gik fyren fallit, hvilket han ikke havde en jordisk chance for at forklare sin omverden med blot en flig af troværdighed i behold – eller også blev han afsløret og skandaliseret over for sin svigerfar. Fyret, smidt væk fra direktørstolen i fonden, måske helt ud af familien. Og risikerede tilmed at blive slæbt i retten og kastet i fængsel for sit selskabsretlige dobbeltspil. Men midt i denne pinagtige misere, som staklens egen gesjæftighed havde bragt ham ud i, meldte sig nu en ny lille mistanke i min skeptiske hjerne. ’Lehmann, sig mig lige’, begyndte jeg og kunne ikke skjule en undertone af skadefryd. ’Pengene til at købe slottet for, de 13 millioner – hvor fik du egentlig dem fra?’ Spørgsmålet ramte ham som en knytnæve i maveregionens bløddele, og jeg indså med det samme, at jeg havde ret i min mistanke. De 13 millioner var ikke Lehmanns egne penge – og heller ikke penge, han havde lånt i banken. Manden havde købt vinslottet til sig selv for svigerfars betroede fondsmidler. Fonden havde både solgt og betalt for sit eget slot. Gement tyveri, men teknisk set vel nok mandatsvig i den grove ende. Lehmann var tavs og så temmelig forskrækket ud, som om det kom bag på ham, at han måske havde dummet

<  41  >


sig og været alt for åbenmundet over for mig. Det sidste spørgsmål ville han tydeligvis helst have undværet. ’Svar mig, Frederik Lehmann’, borede jeg videre, idet jeg imiterede min gamle rolle som politianklager. ’Jeg har allerede fortalt dig for meget’, sagde han tonløst. ’Ah, kom nu ud af busken, mand. Vi har jo en aftale’. Jeg korrigerede hurtigt mig selv. ’Vi har en aftale om at sige sandheden, ikke?’ Lehmanns blik flakkede uden at kunne finde et fokuspunkt. Så stak jeg kniven ind. ’Du tog pengene ud af fonden. Korrekt?’ Han rystede vegt og opgivende på hovedet. ’Okay. Ja. Men det var jo kun et lån. Når jeg engang havde solgt ejendommen i Bordeaux, ville jeg tilbageføre pengene til fonden. Det var tænkt som et lån i nogle år’. Jeg tog hans ord som en tilståelse. Og havde ikke brug for at vide mere, ingen tekniske detaljer. Vi tav nu begge to. Lod mågernes vræl, tjenernes klirren med servicet og cafégæsternes småsnak og abrupte latterudbrud udfylde stilheden, mens vi hver især tyggede på situationen og fordøjede substansen. Jeg forstod fuldt ud, hvilken forbandet knibe Lehmann befandt sig i, og hvorfor han var parat til at satse så meget for at stoppe Hadirovs grove afpresning i form af det latterlige købstilbud på slottet i Bordeaux. Manden i Ohmega Fondens direktørstol stod i åbenlys fare for at

<  42  >


få trukket tæppet væk under hele sin tilværelse og havde i sandhed brug for hjælp. Jeg følte dog ingen medlidenhed med fyren, for hans ulykke var helt igennem selvforskyldt, og han var tillige både ussel og æreløs som svindler. Jeg havde jo set en del af dem passere igennem systemet i min tid, svindlere og bedragere, og de fleste af dem havde ved gud haft mere rygrad som forbrydere end ham her. Millionen i Crédit Biarritz havde imidlertid gjort dybt indtryk på mit følsomme sind, og alle nullerne havde fået tid til at bundfælde sig som en lun følelse i maven. Jeg så mig omkring i det brogede sceneri dér på havnefronten og mærkede, at jeg allerede havde truffet en beslutning. Jeg ville påtage mig jobbet – hvis man da kunne kalde det et job. Men jeg undlod at sige det med rene ord. Det var nok klogt at holde fast i et vist forbehold. En passende distance til mandens svinestreger. ’Jeg tror, jeg har hørt tilstrækkeligt, Lehmann. I hvert fald indtil videre. Du står rigtig nok i lort til halsen. Stakkels dig’, sagde jeg og nød at bore kniven lidt rundt i såret. Men terningen skulle jo kastes. Og det gjorde jeg. ’Lad mig tænke over det nogle dage. Hvornår skal vi mødes igen?’

<  43  >


3. Løgnehistorier

Disse dage i september er både lunere og klarere i luften – mere vidunderlige end normalt, siger de lokale. Jeg er sikker på, at de har ret. Nede i dalen og på stierne for foden af bjergmassivet oplever jeg stunder af åndeløs stilhed, som om et mirakel er under udfoldelse i naturen. Træer, buske og blomster står spændte til det yderste forud for vinterhalvåret og ligesom holder vejret i tavs triumf og forundring over pragten. Stilheden inde i alting er virkelighedens homøostatiske dimension. Den sætning står skrevet med kursiv i mine notater på skærmen. Det er et billede, naturligvis – for den virkelighed ordene omtaler, er i sig selv ubegribelig for sproget. Er det mon i dette grænseland, at alverdens digtere henter deres billeder? Her, hvor sproget må tie? Jeg printer billedet ud. På papiret bliver ordene mere sande. Dette er måske en illusion, men det betyder ingenting. For mig har illusioner også gyldighed, bare de er frugtbare for min meditation. Min helbredelse er jo selve processen, ikke et magisk trick, ikke et spring fra én tilstand til en anden. Jeg har slået mit sydvendte vindue op på vid gab ud mod dalstrøget, som nedenfor ligger badet i middagssol

<  45  >


og åbner alle sine porer for lyset. De eneste lyde er brisens sagte susen og de spæde klemt af klokker fra en flok får eller køer på græsgangene oppe ad bjerget. Dyrene må være fem-seks kilometer eller mere herfra. På højde med mig selv ude i luftrummet over dalen kan jeg se en stor rovfugl, måske en ørn, cirkle i forskudte spiraler i et langsomt glid over mod bjergmassivet. I øjeblikke som dette føler jeg mig rask og befriet – lykkelig måske, hvis det ord kan gradbøjes i retning af håbefuld. Jeg tilstræber at indoptage alt med sanserne uden at tænke og samtidig lagre det i sindet som en slags legering. Det er både fordybelse og deltagelse, forsvinden og tilblivelse. Metaforisk talt forsøger jeg at opøve mit sind og mine organer til at reagere fotosyntetisk på strømmene af skønhed og stilhed fra lyset, vindene eller fra ørnens instinktive ro i glideflugtens spiraler. Mine celler suger intuitivt af naturens lægende hemmeligheder. Jeg har taget mig selv i ed og svoret på, at Lehmanns affærer ikke må forstyrre mine egne cirkler – selv om jeg jo ikke er blind, men klart kan indse, at jeg kommer til at bruge tid, dyrebar tid, på at leve op til hans forventninger. Og dermed sikre mig millionen i Crédit Biarritz. Det sidste er selvsagt det afgørende. Jeg deler mig derfor i to, kan man sige. Privatdetektiven, der udfører opgaven for Lehmann – og så ham, der sidder her. For at tydeliggøre eller symbolisere delingen, fortæller jeg mig selv, at Harry V. Kyhn fra nu af er Harry Kyhn i

<  46  >


noget af tiden og Valdemar Kyhn i sin egen tid. En personlighedsspaltning, der på ingen måde falder mig unaturlig, eftersom mine to uforenelige døbenavne skyldes et klodset og uharmonisk kompromis mellem mine forældre – min prosaiske mor, jordemor fra Nordjylland, der holdt fast på, at jeg skulle hedde Harry, og min stærkt nationalsindede far fra Sønderjylland, senere dommer i Thisted, som insisterede på det noget mere prætentiøse Valdemar. Som barn, enebarn i Thisted, hadede jeg inderligt begge navne. I mine ører skreg de til hinanden. Og hen ad vejen forligte jeg mig kun nødtvungent med Harry, det jordbundne pligtmenneske, mens jeg søgte at skjule Valdemar, den romantiske kriger, bag reduktionen til et V. Nu åbner jeg altså dette V, folder det ud og lader det leve sit eget liv side om side med Harry. Også nødtvungent, kan man sige, men dog som udtryk for en slags heling, en voksen mands forlig med sig selv. Og under alle omstændigheder som et godt værn, et mentalhygiejnisk værn, mod smittefaren fra Lehmanns befængte gråzoneverden. Valdemars verden er med andre ord forbudt område for Lehmann og hans snuskede affærer. Det er snart tre uger siden, jeg første gang mødte Frederik Lehmann på caféen i Vieux Port. Det var en mandag, og allerede om onsdagen sås vi igen. Samme sted – og for hans vedkommende også i samme stilforvirrede kostume. Denne gang ankom jeg til caféen fem minutter før

<  47  >


ham, og da jeg så ham komme stolpende på sine tynde ben hen ad kajen med hånden på stråhatten, fordi det blæste, slog det mig, at han virkede højere, end jeg første gang fik indtryk af. Lidt skrutrygget og duknakket på den måde, som høje personer er tilbøjelige til at føre sig frem på, hvis de føler sig utilpasse ved at rage op. Holdningen fremhævede også det knoklede ved manden. Før mødet havde jeg været inde i banken, Crédit Biarritz, for at tjekke, om der nu også rent faktisk stod en million på en konto i mit navn. Det gjorde der. Jeg så det på tryk. Men Lehmanns navn stod også på kontoen. Vi havde begge to prokura til at hæve pengene. Han kunne gøre det alene – jeg derimod kun, hvis han var indforstået. Men blot i en måned fra nu. Så bortfaldt hans rettighed helt, mens min blev alene tilbage. Et arrangement, som det ikke krævede en universitetsgrad for at forstå pointen i. Ganske vist havde Lehmann fortiet dette vilkår over for mig, men det var måske også rimeligt nok, tænkte jeg. Fyren havde vel ret til at bevare en slags klemme på mig, indtil han havde set, at jeg seriøst engagerede mig i sagen – og ikke kun på skrømt. Jeg følte mig såmænd allerede rig, skønt også lidt flosset og løs i kødet som en gammel bokser, der har snydt på vægten for at få en let modstander i sin sidste mesterskabskamp. Sagt med andre ord, så forekom det mig, at jeg måske ville komme lidt for let til mine penge. Og på lidt løsagtige præmisser. Privatdetektiv? Jeg havde jo ikke for alvor benægtet denne titel over for Lehmann, skønt jeg

<  48  >


på ingen måde havde belæg for at skilte med den. Under mit andet møde om onsdagen med den anløbne fondsdirektør fik jeg dog fastere grund under fødderne. Og desuden blev dette møde heldigvis kortere end det første. Formålet var jo også blot, at jeg klart og uforbeholdent skulle bekræfte, at jeg faktisk påtog mig opgaven. Hvilket jeg gjorde. Med tallet på bankkontoen i dugfrisk erindring. Endnu havde Lehmann dog ikke afsløret for mig, hvordan sagen skulle gribes an praktisk og taktisk – og uden, vel at mærke, at jeg udsatte mig selv for større fare, end mit honorar kunne bære. Alt dette kom nu på bordet. ’Mit prægtige liv er mere værd end en million’, pointerede jeg over for Lehmann med en passende blanding af afmålt arrogance og iskold ironi. Det forstod han, sagde han. Men jeg følte mig nu ikke overbevist om, at han også mente det, efterhånden som han fik oprullet sin fantasifulde plan for mit virke som både falsk og ægte privatdetektiv. Falsk i forhold til Boris Hadirov. Men såmænd ægte nok i forhold til Lehmanns eget behov. Nemlig at få trængt russeren så langt op i en krog, at man kunne slå en handel af med ham – det vil sige, få ham til at opgive sit ublu og skæbnesvangre krav på vinslottet i Bordeaux. ’Du er sandelig ikke ked af det, Lehmann’, indskød jeg skarpt og skeptisk, da han var kommet godt i gang og i sin iver havde afsondret en halvstørknet klat spyt i hver mundvig. Det faldt mig ind, at manden var på piller. Speed,

<  49  >


amfetamin eller måske for mange lykkepiller. Spyttet var et velkendt symptom. Jeg iagttog hans pupiller. Små som knappenålshoveder – indikation for speed. ’Hør engang, Kyhn. Jeg vover jo også min egen pels’, forsvarede han sig og uddybede hvordan. ’Lige så snart du har været på besøg første gang hos Hadirov, kontakter jeg ham selv. Jeg fortæller, at også jeg er blevet opsøgt af denne detektiv fra forsikringsselskabet – og at jeg også er blevet konfronteret med stribevis af kritiske og nærgående spørgsmål om de forsvundne Trampedach-malerier. Hvordan skal vi, Hadirov og jeg, tackle den her ubehagelige situation? Hvordan skal vi få detektiven jaget hjem igen? Det spørger jeg ham om – altså som om vi har et fælles problem her’. Lehmann slog ud med hænderne og spillede komedie. Det virkede mildt sagt ikke overbevisende på mig. Så fortsatte han. ’På den måde bestyrker jeg din historie, ikke? Gør den troværdig. Og fjerner hans mistanke, hvis han har én – om at du, altså Lloyd’s, er ude efter ham alene. Kan du se det?’ Jeg forstod nu hans synspunkt lidt bedre. Nikkede tøvende. Prøvede at forestille mig den umage rolle, som fyren havde tiltænkt mig. Måske var det trods alt ikke så dårligt tænkt. Planen gik altså ud på, at jeg skulle komme ind på livet af Hadirov ved at udgive mig for at være detektiv udsendt af Lloyd’s i London. Forsikringsselskabet, som angiveligt både i brandsagen og i røverisagen dækkede

<  50  >


Kurt Trampedachs gallerister i København, Stockholm, Helsinki og New York. Og den falske melodi, som jeg skulle synge for Hadirov, lød sådan her. Selskabet havde mindst 10 millioner kroner ude at svømme i erstatning og tab og havde derfor besluttet, at man på egen hånd måtte efterforske det mystiske kunstrøveri, nu da politiet åbenbart havde lukket sagen ned for altid. Hvem stod bag branden og røveriet i Sara og derefter i København? Hvor var de stjålne billeder henne? Og kunne de købes tilbage for rimelige priser – fuldt ud diskret, naturligvis, uden at involvere nogen myndigheder? Over for Boris Hadirov skulle jeg klart lade skinne igennem, at selskabet var overbevist om russerens skyld som bagmand til såvel brandattentatet og røveriet i Sara som mordbrandsforsøget en måned senere på Østerbro i København. Indicierne kendte jeg jo. Nemlig Hadirovs mere end mistænkelige hotelophold i både Sara og København på begge gerningstidspunkter – samt hans forsøg på at sælge de stjålne Trampedach-malerier til forskellige købere på det illegale marked. For eksempel maleriet af bjerget Itxassou. Men også en del andre oplysninger pegede på russeren. Jeg skulle sørge for, at dette kom til at stå helt klart for ham. Blandt andet vidneudsagn fra en ny afhøring, som Lloyd’s selv havde foretaget, af den dømte marokkaner, fyren, der i sin tid tilstod branden i Sara. Oplysninger, som i høj grad belastede Hadirov.

<  51  >


’Men det er jo løgn’, indvendte jeg. ’Det er ikke sikkert. Slet ikke’, hævdede Lehmann på sin forblommede facon og betonede på ny over for mig, at jeg for alt i verden ikke måtte fremføre direkte og konkrete anklager mod Hadirov, der i så fald ville blive rasende og kræve beviser – men kun insinuere, antyde, lade skinne igennem og underforstå, at Lloyd’s lå inde med et helt arsenal af kompromitterende materiale mod ham. Også russerens involvering i børneprostitution, turene til Tanger, pigen Yasmin, som dog absolut ikke måtte nævnes ved navn, samt bekendtskabet med saudi-prinsen på Hotel du Palais kunne komme i spil på denne ufine måde, mente Lehmann. Ikke fordi det havde noget som helst med Trampedach-sagen at gøre, men som ren og skær intimidering. ’Det er helt op til dig selv at gå frem over for ham på den taktisk rigtige måde og dosere giften i effektive portioner’, som han udtrykte det, overraskende elegant, må man sige. I mit stille sind måtte jeg tage hatten af for ham. Men det viste jeg naturligvis ikke udadtil. Indgav jeg ham for høje tanker om sig selv, ville hans krav til mig bare stige tilsvarende. Ros kunne ramme mig selv som en boomerang. Skepsis og hån var det rette værktøj til at holde en type som Lehmann på plads og på afstand. ’Fandens til rævekage, du har bagt. Man skulle tro, du havde prøvet det før. Det er en mester værdigt’, sagde jeg spydigt, selv om jeg faktisk mente, at hans plan var yderst snedig.

<  52  >


Det smarte ved komedien var jo, at store, verdensomspændende Lloyd’s så at sige blev ført ind på scenen som stedfortræder for lille Lehmann. Det var nu mægtige Lloyd’s i London og ikke afmægtige Lehmann i Biarritz, der truede og pressede russeren for at gøre ham mør. Danskeren kunne foreløbig blive stående i kulissen og se på. Og jeg for min part var den nyttige idiot, der satte hele spillet i gang. ’Men du lader mig i stikken, Lehmann. Hvad nu, hvis Hadirov tjekker min identitet hos Lloyd’s? Så er jeg pludselig temmelig meget på røven, ikke sandt?’ ’Det har han ikke en jordisk chance for. I den slags følsomme efterforskninger lukker et selskab som Lloyd’s totalt af for oplysninger. Tro mig. Jeg har afprøvet det’, forsikrede han og lod mig forstå, at Lloyd’s rent faktisk havde været inde i billedet tidligere i Trampedach-sagen. ’Altså i den virkelige verden?’ ’Hvad mener du?’ spurgte han usikkert. ’Glem det’, sagde jeg med et afværgende smil og drejede samtalen tilbage på sporet, det imaginære spor. ’Du siger selv, at russeren er en farlig mand – men hvad nu, hvis han ser sig ond på mig? Hvis han beslutter at fjerne sit problem ved selv at skaffe detektiven fra Lloyd’s af vejen? Så ender jeg vel traditionen tro på bunden af havnebassinet iført et par tunge betonsko. Det har jeg hverken tid eller lyst til, Lehmann’. ’Så dum er Hadirov ikke. Du er agent for Lloyd’s, sendt i byen fra højere sted – og den viden, som du har, er

<  53  >


der flere i Lloyd’s, der har. Det ved Hadirov kun alt for godt. Derfor opnår han intet ved at skade dig personligt. Tværtimod. Det ville jo bare styrke mistanken imod ham. Dum, det er han i hvert fald ikke’. Igen måtte jeg medgive, at Lehmann så sandelig havde tænkt sig grundigt om. På tegnebrættet virkede planen snu og snedig, det vil sige fornuftig – selv om udførelsen naturligvis stadig kunne byde på uventede og ubehagelige risici. Intet i livet er så sikkert som på tegnebrættet. Det vidste jeg, en eksanklager for politiet, alt om. Det var jo netop diskrepansen mellem de perfekte planer på brættet og så deres skæbne ude i virkelighedens verden, der igen og igen skaffede straffesystemet kunder i butikken. Lige nu var det dog mere en anden løs ende i Lehmanns plan, som nagede mig. For hvad skulle hele komedien egentlig nytte? Hvad skulle komediespillet munde ud i? Jeg så på manden over for mig. Han tørrede sig om munden med et lommetørklæde med broderet monogram, FL i snørklet skrift, og tændte så den fjerde eller femte røde Dunhill med sin blaserte guldlighter. Jeg kunne bestemt ikke lide ham, men var fyren mon tillige splintrende gal? Eller var han bare ekstremt udspekuleret, intelligent som en psykopat? Jeg følte mig absolut ikke sikker, ikke på noget som helst, og måtte derfor spørge direkte ind til intrigens kerne, selve omdrejningspunktet i komplottet. ’Okay. Lad os forudsætte, at det lykkes os at skræmme bukserne af Hadirov. Han er nu rystende bange for at

<  54  >


blive afsløret, både for det ene og det andet. Men hvad så? Hvordan kommer du så ind på scenen og slår en handel af med ham – altså en handel, der kan få denne russer til at opgive sin drøm om det søde liv på Margauxslottet?’ Lehmann tog et dybt drøn af cigaretten, pustede røgen ud med overlegen mine. ’Det er ret simpelt’, begyndte han selvsikkert. ’Når tiden er moden, opsøger jeg på ny Hadirov. Denne gang med et tilbud, han ikke kan sige nej til. Jeg tilbyder simpelthen at løse hans akutte problem med Lloyd’s én gang for alle. Og som modydelse skal han blot lade mig være i fred – altså opgive sit krav på ejendommen i Bordeaux. Det vil han med garanti sige ja til. For mere end noget andet, så afskyr den mand nysgerrige blikke’. ’Og hvordan vil du så løse hans problem med Lloyd’s, hvis jeg må spørge?’ ’Påtage mig skylden, ganske enkelt. Ikke for brandene naturligvis, men for videresalg af de stjålne kunstværker. Jeg tilbyder Lloyd’s at skaffe værkerne tilbage, mod at selskabet til gengæld blander politiet helt udenom. Hvilket jeg er sikker på, at de gladeligt ville gå med til. Det er med andre ord realistisk. Det ved Hadirov også. Og dermed er hans problem ude af verden’. Nu rystede fyren mig virkelig. Kendte han ikke længere forskel på fantasi og virkelighed? ’Stop en halv, Lehmann. Slå lige antennen ud. Det dér er absurd snak. Har du pludselig glemt, at Lloyd’s er vores helt eget påfund? En fiktion, et luftkastel?’

<  55  >


Lehmann smilede som en mæt ræv. ’Men det ved Hadirov jo ikke noget om, vel? Han tror på, at Lloyd’s er ude efter ham. Han tror på dig, Lloyd’sdetektiven, ikke sandt?’ Igen havde han ret. Forudsat, vel at mærke, at illusionen var skudsikker hele vejen rundt. Jeg var bestemt ikke overbevist. ’Men så skal Hadirov jo også tro på, at du virkelig er i stand til at skaffe disse kunstværker til veje for Lloyd’s. Hvordan kan han tro på det?’ ’Fordi han ved, at jeg ved, hvor de er’. ’Hvad for noget? Ved du, hvor værkerne er henne?’ Jeg var lige ved at tabe tråden. Måtte spørge igen. ’Hvordan kan du vide, hvor Trampedachs billeder er henne?’ ’Fordi vi har købt malerierne. Alle sammen. Af Hadirov’. ’Vi? Hvem er vi?’ ’Jeg tog min svigerfar med på råd. Ohm i Monaco. Fonden, om du vil, købte de stjålne værker af Hadirov. Han tror ganske vist, at jeg har solgt dem videre for ham – men det gjorde jeg ikke. De står et sikkert sted’. Lehmanns oplysninger tog pusten og livsglæden fra mig, og jeg følte mig temmelig groggy. Jeg havde ikke kalkuleret med, at jeg så let ville lade mig føre bag lyset. Var jeg måske ikke i fuld gang med at gøre mig selv til medskyldig i hæleri af stjålne malerier? Svaret var vist bekræftende. ’Hvorfor fanden fortalte du mig ikke alt det her fra

<  56  >


starten?’ sagde jeg vredt og så anklagende på den forkvaklede person over for mig. ’Fordi du ikke var parat til at høre det. Du havde jo ikke sagt ja til jobbet’, lød svaret, der desværre også rummede den ubehagelige, indbyggede logik, at jeg nu rent faktisk havde påtaget mig jobbet, og at jeg så også måtte være parat til at gå planken ud. Dette ville jeg dog ikke indrømme, hverken over for ham eller over for mig selv. Og det var kun mindet om millionen på min nye bankkonto, der afholdt mig fra at skride fra det hele på stedet med et rasende og forurettet udbrud som en bedsteborger, der er blevet bondefanget af en flok sigøjnere. Jeg beherskede mig. Måtte i det mindste have styr på så meget som muligt. ’Løgnehistorien om Itxassou-maleriet, som Hadirov tilbød dig – hvad skulle den historie så til for?’ Lehmann sukkede. ’Det er ikke en løgnehistorie. Det hele begyndte faktisk med Itxassou-billedet. Hadirov tilbød mig det, og jeg købte. Nogen tid efter kom resten af de stjålne værker på banen. Nu foreslog han, at jeg kunne sælge dem videre for ham og selv tjene penge på salget. Det var her, jeg tog Ohm med på råd. Vi sagde ja tak til Hadirov, modtog nogle få billeder ad gangen, når jeg angiveligt havde købere – men ingen af dem blev solgt videre, som sagt. Vi har dem stadig. Men det ved Hadirov naturligvis intet som helst om’. Han holdt en kort pause, skoddede en cigaret i aske-

<  57  >


bægeret, smilede falsk med sine gule nikotintænder. ’Forstår du? Hadirov vil tro, at jeg er parat til at stikke mine købere, hælerne, så Lloyd’s kan opspore de forsvundne værker. Jeg påtager mig skylden som førstehæler og angiver de andre hælere. Det er min del af handelen. Hans del er bare at opgive købet af mit slot i Bordeaux. Så er alle problemer ude af verden. For Lloyd’s. For ham. Og for mig’. Smart igen, tænkte jeg, uden dog at sige det højt. For ifølge Lehmanns plan var det kun Hadirov, der kom til at betale noget i denne illusoriske handel. Lehmann selv slap gratis fra det hele – bortset fra honoraret til mig. De stjålne værker blev jo, hvor de var. Alt dette betød dog, at rigmanden Børge Ohm i Monaco og hans flossede svigersøn i Biarritz var et par regulære kunsttyve. Eller i hvert fald storhælere. ’Sig mig, Lehmann, hvorfor gik I egentlig ikke bare til politiet, dengang Hadirov afslørede sig selv og tilbød jer de stjålne malerier?’ ’Det ville Ohm ikke være med til. Han modsatte sig meget bestemt’. ’Hvorfor?’ ’Det var noget i fortiden. Han stod i gæld til russeren, mente han. Jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, det har noget at gøre med ikonerne. Altså de russiske ikoner, som Ohm i sin tid købte af Hadirov. Det var jo ulovligt at handle med de gamle ikoner, og det var især ulovligt at udføre dem fra Rusland. Ohm sagde dog kun til mig, at han skyldte Hadirov en hel del. Og derfor kunne vi ikke

<  58  >


melde russeren til politiet. Det var totalt udelukket’. ’Med andre ord, så har russeren altså en grim klemme på Ohm?’ Lehmann tøvede nogle sekunder, blikket flakkede. ’Sikkert’, sagde han så bare – lige med ét fraværende og ufokuseret, som om han var kommet i tanker om noget, der var vigtigere end at sidde her og tale med mig. ’Desværre. Jeg må gå. Vi må mødes i morgen. Samme tid’, fortsatte han nervøst og stresset, lagde febrilsk nogle sedler fra sig på bordet og rejste sig for at give mig hånden. ’Lehmann, for fanden. Du kan da ikke bare gå’. ’Det bliver jeg nødt til. Vi kan ikke ses sammen nu’, meddelte han kort, trak stråhatten ned i panden, som om han ville skjule sit ansigt, og hastede bort mellem bordene, før jeg nåede at protestere yderligere. På få sekunder var han forsvundet i det brogede mylder på havnekajen. Og der skulle gå næsten to uger efter dette bratte opbrud fra vores møde, før det gik op for mig, hvad der så pludseligt havde skræmt ham væk den dag. Næppe havde Lehmann nemlig gjort sig usynlig, før jeg fik øje på en anden mand, der med en bredskygget cowboyhat på hovedet banede sig vej ind mellem bordene på cafeen og satte sig tungt til rette i en stol få meter fra mig. Trods den lidt kølige blæst var fyren iført safarishorts og en spraglet hawaiiskjorte, og da han drejede ansigtet i min retning, så jeg et gammelt ar, hvidt i kødet og dårligt syet, der startede i panden, krydsede ned over hans højre øje og sluttede på kinden. Jeg havde set den person før

<  59  >


i bar overkrop og på lang afstand i en kikkert, men den dag genkendte jeg ham ikke tæt på. Først da jeg nogen tid efter mødtes ansigt til ansigt med Boris Hadirov, huskede jeg manden med arret, der denne onsdag var kommet ind på fortovscafeen i selskab med en arabisk udseende person, og som i en brovtende tone havde givet sig til at kommandere med tjeneren. Lehmann måtte have fået øje på russeren, allerede mens han nærmede sig på kajen. Dagen efter, altså om torsdagen, da jeg for tredje gang den uge mødtes med danskeren, sagde han dog ikke en lyd om, at det var Hadirov, der med sin uventede ankomst til cafeen havde jaget ham væk dagen før. Jeg spørger mig selv hvorfor? Er Lehmann bange for, at jeg skal indse, hvor skrøbelig og risikofyldt hele hans plan i virkeligheden er? Det tror jeg desværre. Bare et enkelt lille uheld, så falder alt til jorden. Så vender billedet – og på sekunder kan situationen blive yderst giftig og farlig for os begge.

<  60  >


4. Overdosis

Det er stadigvæk tidlig morgen. Lyset lejrer sig fjerlet i den milde luft, og nattens skygger har kun efterladt en sart og mælket hinde af dis ude over den tyste dal. End ikke en brise i græsset høres i stilheden. Der er flere timer til, før byen vågner. Jeg er lige kommet tilbage og sidder med et krus kaffe foran mit åbne sydvindue. Mursvalerne stryger lydløst rundt i luftrummet og brillerer med dristige volter og kåde saltomortaler. Jeg føler mig rolig igen, udmattet, men i balance. På gulvet bag mig ligger kugler af sammenkrøllet papir. Det er mislykkede udkast, som jeg printede ud i nat og kasserede igen, så snart jeg havde læst ordene på papir. Forsøg på at gendigte og analysere det mareridt, der havde vækket mig kort efter midnat, og som senere, da jeg opgav at skrive mere, drev mig ud at vandre i natten i en fortsat choklignende tilstand med de pinefulde drømmebilleder lysende i bevidstheden. Drømmen havde rystet mig, fordi jeg lige dér i den bratte opvågnings sårbare sekunder så den som et dramatisk tilbagefald og et utvetydigt varsel om død. Jeg havde drømt om pigen Yasmin og om kræften i ét langt forløb, utåleligt forvrænget og fysisk smertefuldt. I drømmen havde Frederik Lehmann i skikkelse af en slags oldgammelt fugleskræmsel ført mig ned ad en

<  61  >


snæver korridor og lukket mig ind på et fugtskjoldet kammer, hvor Yasmin sad på kanten af en metalseng. Hun var forklædt som lille pige med marokkansk blondekjole og en billig plastikblomst i håret. ’Ohmega Fonden vil slet ikke gøre dig noget ondt’, havde jeg beroligende sagt på et barnligt fransk, så snart døren var blevet lukket bag mig, og jeg var alene med pigen. Uden et ord og med et indladende smil, der slet ikke passede til en pige på 12 år, lagde Yasmin nu en perlebroderet taske fra sig på sengetæppet og kom hen til mig. Med et greb i livremmen trak hun mig tilbage til sengen, hvor hun igen satte sig på kanten og begyndte at åbne mine bukser. Hun trak mit slappe lem ud og puttede det i munden som et bolsje, mens hun så op på mig med den voksne Yasmins øjne. Lemmet blev stift med det samme, og efter få sekunder sprøjtede jeg sæd ud i pigens ansigt. Grebet af panik styrtede jeg ud af kammeret, mens jeg febrilsk lynede mine bukser op og spændte livremmen. For enden af korridoren fandt jeg en dør til en udvendig brandtrappe, løb ned og stod nu forpustet i en tæt tilgroet gårdhave med høje træer, der lukkede sollyset ude. Tykke slyngplanter løb hen over fliserne og snoede sig op ad træernes stammer som i en urskov. Pludselig kunne jeg ikke bevæge mig. Det startede i benene, der var som lammede og groet fast til jorden. Så mærkede jeg en sort, træagtig gevækst skyde langsomt op fra fødderne, passere knæene og ligesom gro sammen

<  62  >


ved hofterne, hvorfra et kraftigt grenværk bredte sig op i bugen og brystet og ud i armene. Hele min krop på nær halsen og hovedet var nu massivt træ, begsort, stivnet og fuldstændig følelsesløs. Jeg så med rædsel, at mine hænder, arme, bryst og ben var dækket af et furet lag bark i stedet for hud og tøj. Jeg prøvede at bevæge mig, men kunne slet ikke påvirke mine lemmer. ’Det er ikke en drøm’, råbte jeg grådkvalt – hvorpå jeg stakåndet vågnede op ved lyden af min egen stemme, drivvåd af sved. Jeg gik ud på badeværelset, plaskede koldt vand i ansigtet, vaskede den endnu våde sæd af lemmet og maveskindet, men de pinagtige billeder og følelser fra drømmen ville ikke forlade mig. Det var, som om de nidkært og rethaverisk krævede mig til regnskab. Men hvordan – hvordan skulle jeg så at sige bøde for det? Og bøde for hvad? Sammenkrøbet på en stol i mørket mindedes jeg ugerne i det kuldslåede hus i Hillerød, hvor jeg på samme måde havde siddet i hjørnestolen og ruget i den øde tid efter Ellens død. Og på ny følte jeg mig ramt af denne håbløshed, der svøbte sig omkring mig ligesom den isnende gus ude fra fjorden derhjemme. Sådan sad jeg i lang tid, før jeg tændte computeren og begyndte at skrive. Udbrud, stikord, afskedsord og længere forløb, hvori jeg plagede mig selv med de smertelige detaljer i et forsøg på at mane dem til jorden. Men det hjalp ingenting. I samme øjeblik, jeg læste ordene på

<  63  >


tryk, virkede de hule og patetiske. Så besluttede jeg at gå ud, fandt en tyk trøje og en lommelygte og forlod huset i retning ned mod dalen. Det var stjerneklart og nymåne, og et svagt skær som af hvid røntgen tonede nattemørket mellem bakkerne. Ligesom en blind med sin stok måtte jeg lyse frem for mig for at holde kursen på stierne. Af og til ramte lyskeglen en hare eller en grævling, der i samme sekund tog flugten ind i de sorte skygger mellem buskene. På et tidspunkt strejfede lysstrålen to personer, en ung mand og en ung kvinde, et stykke borte inde mellem træerne i en lille lund – og selv om de var forsvundet igen øjeblikket efter, mente jeg at have genkendt den ene som Miguel, min vært, Monsieur Aranzadis yngste søn. Synet af de to unge til stævnemøde på dette tidspunkt undrede mig, især fordi Miguel, som jeg kun havde set en enkelt gang for længe siden i faderens hus, i mellemtiden var blevet illegal og nu levede under jorden i Spanien som eftersøgt ETA-mand. Men måske tog jeg fejl, forvekslede Miguel med en anden? Jeg slog det hen og fortsatte min søgende gang med lommelygten ad fårehyrdernes stier ned i dalen. Et par timer gik jeg rundt på de smalle gangstier i det bakkede dalstrøg, op ad bjergsiden og ned igen, og jeg blev ved med at gå i et højt tempo for at blive så fysisk træt som muligt, før jeg til sidst gav mig selv lov til hvile på nogle nedfaldne klippestykker for foden af Rhune-bjerget. Jeg slukkede lommelygten, kikkede op i stjernehvælvet,

<  64  >


som blev dybere og dybere. Lukkede så øjnene og lod mørket og stilheden opsluge mig, som om jeg overgav mig selv til naturens navnløse uendelighed. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad dér på klippestykket, og om jeg ind imellem faldt i søvn, men da jeg endelig slog øjnene op, var det så småt begyndt at lysne. Himlen blev farvet grålig, stjernerne blegnede og blev væk – og kort efter ramte de første næsten blodrøde solstråler toppen af Rhune, hvor maleren Trampedach bor i sit stenhus lidt længere nede ad bjergsiden. Jeg rejste mig og begav mig hjemad. Allerede på vejen op ad stierne og grusvejen til Sara kunne jeg mærke viljen vende tilbage som ny ilt i blodet. Og lige nu, mens jeg sidder her ved det åbne vindue og ser solen brænde disen bort, føler jeg mig igen opladet, stærk i mellemgulvet, som om selve nattens ilt har læget min fortvivlelse og på ny skabt rum for beslutsomhed. Tvivl og veghed er mine værste fjender, kræftens psykiske medier. De virker som en sult, der begynder at gnave og nage, hvis jeg lader stå til, og forsvinder kun, når jeg tillidsfuldt åbner mig for at lade mig nære og hele af naturens usynlige vitalkræfter. Jeg ved det. Dette er jo også målet for min meditation. Men jeg forglemmer mig tit, mister fokus. Og det har jeg kun mig selv at takke for. Det er Lehmanns forkvaklede affærer, der i disse dage udvikler sig med en sladrekællings gesjæftighed og hurtigt kommer til at fylde alt for meget i min dagligdag. Fanden tage Lehmann og al hans væsen, gentager jeg.

<  65  >


Mit natlige mareridt med pigen Yasmin kan jeg dog ikke bebrejde ham for. Det var helt og holdent min egen idé at opsøge både hende og derpå hendes bror, Mahmoud, i håb om at få lidt fastere grund under fødderne og blive bedre klædt på, før jeg konfronterer Boris Hadirov med giftige insinuationer og slørede anklager. Hvis det var sandt, som Lehmann jo havde påstået, at russeren havde importeret Yasmin fra Marokko til Frankrig som lille pige for at udnytte hende til prostitution eller pornografi, så ville jeg høre vidneudsagnet fra hendes egen mund. Faktisk havde jeg ind imellem været usikker på, om Yasmin overhovedet eksisterede. Hun kunne jo være et fantasiprodukt, som Lehmann havde opfundet i sin kringlede hjerne for at sværte Hadirov til. Mahmouds eksistens kunne derimod ikke betvivles. Og på samme måde som med søsteren måtte jeg forsøge at få vidnet selv, altså Mahmoud, syndebukken som i sin tid tilstod branden hos Trampedach i Sara, til at afsløre ansigt til ansigt, hvem der havde sat ham på opgaven og hvorfor. Under retssagen i 2004 kunne den sindsforstyrrede mand ganske vist intet oplyse om sine motiver, men hans dom på otte måneders fængsel indbefattede psykiatrisk behandling. Så mon ikke fyren i løbet af de år, der var gået, havde opnået en smule klarhed i sit delirium? Under vores sidste møde havde Lehmann udstyret mig med falske visitkort, der oplyste, at jeg repræsenterede Lloyd’s som særlig efterforsker. Og desuden havde han stukket mig en pæn stak eurosedler. Driftsmidler, kaldte

<  66  >


han det. Jeg kunne for eksempel leje en lille bil, foreslog han, så jeg hurtigere kunne komme til og fra Biarritz eller andre steder hen. Hvilket jeg har gjort, lejet en gul Fiat. Endelig sørgede han også for, at jeg kom til at møde Yasmin – når jeg nu insisterede, som han spidst bemærkede, og tilsyneladende ikke havde tillid til, hvad han, Lehmann, allerede selv havde fortalt mig om hende. ’Sådan spiller klaveret nu ikke. Jeg er gammel politimand. En slags, i hvert fald. Husk det’, sagde jeg bare iskoldt og nød bag facaden at udstille min mistro til ham. Ifølge Lehmanns anvisning kunne jeg finde Yasmin i Biarritz ved at henvende mig i barbersalonen Rabat, opkaldt efter Marokkos hovedstad, i Rue Menthe, en lille sidegade nær de gamle markedshaller midt i den oprindelige bykerne. Lehmann ville informere ejeren, barberen Yussef, der åbenbart også var ruffer eller alfons. Yussefs salon var kun dimensioneret til én barber og en enkelt barberstol, men stod alligevel gabende tom, da jeg troppede op tidligt på formiddagen. En radio spillede arabisk musik i baglokalet. Jeg rømmede mig, og en fedladen mand stak nu sit kuglerunde hoved med blankpoleret isse ud af åbningen i et forhæng. Han sagde ingenting, hævede blot sine overdådige øjenbryn, så panden foldede som et vaskebræt, og gloede spørgende på mig. Jeg undlod at præsentere mig, men nævnte Lehmanns navn og derpå Yasmin. ’Åhja’, sukkede fyren, der måtte være Yussef, og tøede kendeligt op, idet han trådte ud gennem forhænget

<  67  >


og kom frem i fuld figur som en lille Buddha på tykke dværgben under den azurblå frisørkittel. ’Hundrede euro’, sagde han indsmigrende, vædede undersiden af sin moustache med tungen og stak en buttet hånd frem mod mig. Jeg gav ham pengene og fik så besked på at gå ud på gaden, dreje til højre ind i den første port, op ad et par trapper og banke på i stuen. Der var intet navneskilt på den ormædte dør, men ordet Rabat stod sirligt malet i øjenhøjde med en slags arabisk-latinske bogstaver. Jeg bankede på – og i løbet af den næste time fik jeg bekræftet Yasmins groteske og ydmygende historie. Frederik Lehmann havde hverken løjet, fantaseret eller overspillet sit kort. Naturligvis kunne historien stadigvæk være pure opspind, men hvorfor? I mine ører talte Yasmin sandt. Hun havde ingen motiver til at lyve, og desuden udviste hun en så ægte mangel på lyst til at tale om sig selv, at jeg med det samme troede på hende. Det er min professionelle erfaring, at mennesker, der vil fortælle en løgnehistorie, som regel er meget åbenmundede og insisterende. Yasmin derimod måtte jeg trække alting ud af, sætning for sætning, som en læge der piller glassplinter ud af et åbent sår. Når jeg i det følgende gengiver pigens grumme historie, er fremstillingen altså ganske misvisende i forhold til, hvordan afhøringen fandt sted dér i det dunkle, skaktlignende kammer, hvor hun betjente sine kunder. Ingen havde åbnet, da jeg bankede på døren ud til

<  68  >


trappeopgangen, men den var ulåst, og jeg var derfor bare gået indenfor i den mørke korridor. Kun en enkelt nøgen pære hang ned fra loftet som en glemt rekvisit fra et teaterstykke, der for længst var taget af plakaten. Firefem døre vendte ud til korridoren, og små navneskilte af fugtkrummet pap fortalte, hvor Leila, Simone og Yasmin boede. Et lille bordel, åbenbart. Jeg bankede på hos Yasmin, men det varede lidt, før jeg hørte skridt inde i kammeret, og da pigen åbnede døren, troede jeg et kort øjeblik, at jeg trods navnet på papskiltet var gået forkert. Yasmin skulle være omkring 20 år, men den lille og radmagre skikkelse, der nu stod i døråbningen iført en alt for stor kimono af nordafrikansk tilsnit og så op på mig med en blanding af skyhed og fjendtlighed i de sorte øjne, lignede mere en anorektisk teenager på 13-14 år. Hendes kraftige, let krusede hår så ud som en alt for stor paryk påsat en mannequindukke, og jeg noterede med et lille gys, at det meste af hendes underarm over venstre hånd, der holdt kimonoen sammen foran, var oversået med et stribet fletværk af tynde ar efter snitsår med en skalpel eller en fin kniv. Selvmordsforsøg – eller bare selvpinsel? ’Yasmin?’ spurgte jeg vantro, og da hun ikke svarede, men blot vendte ryggen til og luntede ind i kammeret, fulgte jeg efter og lukkede døren bag mig. Stadig uden at mæle et ord havde hun sat sig på kanten af en uredt jernseng med tremmegærde i hver ende og var allerede i gang med at løsne kimonoens bælte.

<  69  >


Jeg greb fat i hendes benede håndled for at stoppe hende, men nåede dog at se, at hun var helt nøgen under den falmede klædedragt. Idet jeg undgik at kikke på hendes bryster, som nogle sekunder var blottede i den halvt åbne kimono, trak jeg hurtigt et af mine nye visitkort op af lommen, pegede på teksten og gik i gang med at forklare mig. ’Jeg er altså ikke politi eller nogen anden fransk myndighed. Og alt, hvad du siger, forbliver fortroligt mellem os. Du skal ikke være bange’, begyndte jeg. ’Jeg undersøger russeren Boris Hadirov. Fordi han er kriminel og har snydt min arbejdsgiver for penge. Selskabet Lloyd’s i London, som du kan se. Han har også snydt dig – stjålet dig. Fra dit land og din familie. Det er den danske forretningsmand Frederik Lehmann, der har sendt mig hen til dig’. Det sidste skulle jeg øjensynligt ikke have sagt, for da jeg nævnte Lehmanns navn, drejede Yasmin i et ryk ansigtet op mod mig og så mig for første gang direkte i øjnene med et blik, hvor skyheden lige med ét var forsvundet, og kun en skarp fjendtlighed var tilbage. ’Jeg er ikke hans ven. Slet ikke. Jeg har bare afhørt ham. Om Hadirov’, skyndte jeg mig at sige og rystede energisk på hovedet som for at understrege, at jeg på ingen måde stod i ledtog med Lehmann, og at hun bare skulle glemme, at jeg overhovedet havde nævnt hans navn. Det så ud til at virke. Måske fordi jeg samtidig trak endnu en hundredseddel op af lommen og lagde den på skødet af pigen.

<  70  >


’Ingen sex. Kun snak’, smilede jeg så ægte, jeg formåede. Yasmin tog sedlen til sig, åbnede en skuffe i kommoden ved siden af sengen og smed pengene i den, hvorpå hun fiskede en krøllet pakke cigaretter op og halede en smøg ud med to skelettynde fingre. Hun tændte, inhalerede dybt og pustede roligt røgen ud, mens den hårde maske i hendes ansigt slappedes. Jeg valgte at læse dette som tegn på, at hun i det mindste accepterede situationen. Cigaretten syntes fra det ene øjeblik til det andet at have forvandlet Yasmin fra lille pige til kvinde, og jeg så i et glimt, hvordan livet som luder langsomt havde suget sødmen ud hendes krop og nu år for år forgræmmede den naturlige skønhed i trækkene – som en bitter kulde, der med tiden ville slukke gløden i pigens ansigt. Jeg så mig omkring i rummet, hvor kun et sparsomt sollys slap ind i åbningen mellem de tunge vinduesforhæng til gården, og tog så forsigtigt hul på afhøringen. Som politianklager har jeg førhen afhørt seksuelt misbrugte børn og unge i retten, så jeg var forberedt på, at emnet var sårbart, og at ofret kunne finde på at klappe helt i for at beskytte sig selv mod alt for brutale erindringer. Men det her var jo ikke en retssag og krævede derfor heller ikke en udførlig forklaring fra ofret. Faktisk skulle jeg jo bare have Yasmin til at vedgå den historie, som jeg i grove træk kendte i forvejen. Jeg tænkte, at jeg straks måtte tydeliggøre dette for hende og udnytte det, så afhøringen ikke blev en kamp,

<  71  >


men snarere et forløb, hvor pigen blot bekræftede mine påstande. ’Hvor gammel var du, da du sejlede med Hadirov på hans båd fra Marokko til Frankrig?’ Yasmin skoddede cigaretten, rejste sig og trak forhænget til side, så dagslys trængte ind og afslørede fugtskjolderne på væggenes rå puds. Hendes stemme var mere hæs, end jeg havde forventet. ’12 år, tror jeg. Min mor var død af dårlige lunger, og min far, den svækling, lod familien sejle sin egen sø. Han og min storebror Mahmoud fandt i fællesskab på det dér med Hadirov’. Yasmin bekræftede, at hendes familie dengang havde boet i Tanger, og at Mahmoud var ansat på russerens båd, Golfo I, hvis mandskab i øvrigt var rent marokkansk. Hun havde ikke tænkt over, hvorfor hun skulle med på båden – ud over, at hun skulle arbejde for Hadirov, som det blev sagt, og i øvrigt slap væk fra sin far, som hun frygtede og hadede. Hun huskede, at der også havde været en dreng på hendes egen alder med på turen fra Marokko til Frankrig. ’En trækkerdreng. Han dansede for mænd i Tanger. Han var også Hadirovs dreng’, lød det med et sarkastisk smil fra Yasmin, der skuttede sig i den løse kimono og tændte endnu en cigaret fra den krøllede pakke. Sejlturen var endt i Biarritz, hvor Yasmin et stykke tid blev boende sammen med sin bror og det øvrige mandskab på båden. Hun fik nyt tøj, gik lidt til hånde på båden, serverede

<  72  >


kaffe og drinks og dansede af og til sammen med drengen på dækket om aftenen, når Hadirov havde drukket vodka og var blevet fuld. Ingen på russerens båd tog sig særligt af hende eller gjorde hende fortræd. Men snart begyndte der at komme fremmede mænd på besøg, som klædte hende af i en kahyt og rørte ved hende alle vegne, mens de onanerede – og på et senere tidspunkt dukkede der også fotografer op, som igen og igen tog billeder af hende nøgen, eller mens hun masturberede på mændene eller slikkede dem. Havde Frederik Lehmann mon også været én af disse fremmede mænd? Tanken mere end strejfede mig, men jeg spurgte ikke. Faktisk ville jeg jo helst ikke vide det. Yasmin fortsatte. ’Både Hadirov og Mahmoud slog mig, hvis jeg ikke ville. Jeg kastede op, men vænnede mig efterhånden til, at det var ulækkert. Til gengæld fik jeg gaver. Jeg lærte mig selv at være ligeglad. Det kan man jo, ikke sandt – føle ingenting?’ Jeg nikkede, som om jeg fuldt ud forstod, hvad hun mente, men gik hurtigt videre til mere faktuelle forhold. Det her var en afhøring, og jeg måtte undgå blokerende, følelsesmæssige huller og faldgruber. Det ville føre alt for vidt, hvis hun begyndte at opfatte mig som en slags skriftefader eller terapeut. Vidste hun, hvem der tog billeder af hende og hvorfor? Hvad var Mahmouds rolle i den beskidte forretning? Og hvor længe blev hun boende på Hadirovs båd? Yasmin svarede ikke direkte og konkret på nogle af

<  73  >


mine spørgsmål og foretog i den følgende beretning nogle store og tilsyneladende tilfældige spring frem og tilbage i kronologien. Hun huskede, at Mahmoud og en anden mand i en bil havde kørt hende og dansedrengen et eller andet sted hen. På ferie, blev det sagt. Hun huskede dog ikke hvorhen, men sådan kom hun væk fra Hadirov – og vendte altså aldrig tilbage fra den såkaldte ferie. På et tidspunkt, da jeg havde spurgt om noget helt andet, fortalte hun pludselig, men sammenhængende, om et ophold i et hus i den nordfranske by Lille, hvor hun i en alder af 14-15 år første gang var blevet sendt på gaden for at trække og betjene lastbilchauffører på en rasteplads i byens udkant. Men forud for tiden i Lille havde hun øjensynligt boet hos forskellige mænd i både Belgien og Spanien, Antwerpen og Barcelona. Denne del af beretningen måtte jeg helt opgive at få detaljer fra. Hun var i talrige tilfælde blevet lånt eller rettere lejet ud til sex, og alle steder var hun blevet fotograferet og filmet. Mønstret havde altid været det samme – mændene havde tvunget, truet og slået hende og ind imellem givet hende gaver. Et enkelt sted var hun blevet sendt i skole, en nonneskole nær den sydfranske by Rodez, og på et senere tidspunkt, forstod jeg, havde hun i et helt år været anbragt på en institution i Lyon, fordi politiet havde optrævlet et pædofilt netværk, hvori hun og andre børn optrådte. Politiet havde nu taget hånd om hende – samtidig

<  74  >


med, at man forsøgte at få hende til at udpege de skyldige bagmænd og kunder. Hun havde fortalt noget, men ikke alt, fordi hun var bange for straf. Og i øvrigt var hun en nat forud for en retssag, hvor hun skulle vidne for politiet, stukket af fra institutionen sammen med en anden pige. Ad omveje, som det var umuligt at finde hoved og hale i, var hun så kommet tilbage til Biarritz. Her havde hun genfundet sin bror Mahmoud i stærkt forhutlet og nedbrudt tilstand, åbenlyst afhængig af narko og mentalt forstyrret. ’Han kunne ingenting, pjokket. Færdig. Sked bare på mig, selvom det hele jo var hans skyld’, lød det hæst og forbitret fra den spinkle pige, som nu for tredje eller fjerde gang greb ud efter sin cigaretpakke. Var det Mahmoud, der siden hen havde fået hende installeret her hos Yussef i Rue Menthe? Yasmin nikkede blot, mens hun fik ild på smøgen. ’Var han dengang ikke længere ansat hos Hadirov?’ spurgte jeg, idet jeg antog, at det tidspunkt, vi talte om, måtte være nogenlunde sammenfaldende med branden og røveriet hos Kurt Trampedach. ’Han var ikke længere med på båden. Sejlede ikke, men lavede noget andet for svinet. For russeren, altså. Hadirov havde fyret ham på grund af narko, men brugte ham til et eller andet. Jeg ved ikke hvad. Er også ligeglad. Han er ikke længere min bror’, kom det med en knækket stemme, der for første gang afslørede andet end kold foragt og forurettelse.

<  75  >


Et par sekunder så Yasmin mig i øjnene, og det slog mig, at hendes på én gang sårede, sky og fjendtlige blik også tryglede om gengældelse – om hjælp til gengældelse, hævn, oprejsning. Jeg mærkede en spirende vrede forplante sig fra pigens blik til min egen pande. Men måske fejlfortolkede jeg hendes følelser? Det gjorde jeg, sagde jeg bestemt til mig selv. Jeg kunne umuligt sætte mig i hendes sted, og jeg skulle heller ikke forsøge på det som en anden følelsesfuld helgen. Det lå langt uden for mit ærinde at tage del i denne piges forkvaklede skæbne. Jeg havde jo kun opsøgt hende for at få slået fast, at Lehmanns vidtløftige anklager mod Hadirov holdt vand. Hvilket nu måtte siges at være på plads. Andet og mere havde jeg vel ikke at gøre her? Jo, huskede jeg – Yasmins bror, Mahmoud. Også ham ville jeg opspore. ’Hvor er han nu, Mahmoud? Hvor kan jeg finde ham?’ spurgte jeg hurtigt i håb om at udnytte øjeblikket. ’Han er her i byen. Har været i fængsel, men er ude igen’, svarede Yasmin, der muligvis antog, at jeg på en eller anden måde ville stille Mahmoud til regnskab for hans synder, hvis jeg opsøgte ham. Jeg stak hende en kuglepen og et stykke papir og bad hende skrive hans adresse ned, hvilket hun beredvilligt gjorde, skønt med usikker hånd og klodsede, ubehjælpsomme blokbogstaver som en analfabet. ’Du må ikke fortælle ham, vi har talt sammen’, sagde hun nervøst, idet hun gav mig pennen og papiret tilbage.

<  76  >


’Jeg fortæller ingen, hvad du har sagt. Det lover jeg. Ham Yussef, barberen, tror jo også, at jeg er her for noget andet’, påpegede jeg og forsøgte et skævt smil. Jeg rejste mig for at gå. Gav hende hånden. ’Tak’. ’Kommer du igen?’ Spørgsmålet kom helt bag på mig. Gjorde jeg? ’Ja’, svarede jeg og noterede med en let gysen i underlivet, hvad der nok lå skjult i mit svar. Så forlod jeg hurtigt Yasmins kammer og stod igen, lidt desorienteret, men professionelt tilfreds, i den snævre Rue Menthe. Middagssolen ramte nu den ene side af kørebanen, og gadelivet var i mellemtiden blomstret op med handlende på vej til og fra markedshallerne. Det var omkring frokosttid, og snakken mellem folk på gaden var højlydt præget af oprømt pausestemning. Jeg fandt min gule Fiat, som jeg havde parkeret i nærheden af barbersalonen, og kørte væk gennem mylderet i retning mod Avenue Victor Hugo. Fra Place Clemenceau skulle jeg bare dreje til højre og holde kursen, så ville jeg ende ude i de sydlige forstæder, hvor jeg nok måtte spørge om vej for at finde frem til den noget upræcise adresse på Mahmoud, som Yasmin havde griflet ned. Quai Routiere F. Det lød som et lagerområde eller en slags depotplads. På vej ud af byen forsøgte jeg at koncentrere mig om, hvordan jeg kunne bruge Yasmins historie imod Hadirov. Når jeg om kort tid konfronterede russeren, kom

<  77  >


jeg i rollen som privatdetektiv fra Lloyd’s i London, der mistænkte manden for at stå bag kunstrøveriet i Kurt Trampedachs hus – og umiddelbart havde dette jo intet som helst med Yasmins historie at gøre. Men min viden om Yasmin var dybt kompromitterende for russeren. Det havde Lehmann ret i. Hadirov havde ifølge Lehmann aldrig været sigtet eller mistænkt af politiet for seksuel udnyttelse af børn, så det ville uden tvivl gøre ham nervøs, hvis jeg mere end antydede, at jeg var fuldt ud vidende om den årelange trafik med piger og drenge fra Marokko. Det ville højst sandsynligt skræmme ham – og måske i sidste ende også gøre ham så tilpas føjelig, at Lehmann kunne slå sin handel af med ham. Ikke fordi den beskidte forretning med børn i sig selv hang sammen med danskerens egne rodede affærer, men fordi intrigante Lehmann vel var i stand til at få det til at se sådan ud. Især da hvis jeg over for Hadirov tillige kunne afsløre et grundigt og ubehageligt kendskab til, at Mahmoud, den eneste domfældte i Trampedach-sagen, i sin tid faktisk var blevet sendt i byen som betalt pyroman og tyv af den selv samme russer. Så hang alle fire personer, Yasmin, Mahmoud, Hadirov og Lehmann, pludselig sammen i en meget uskøn intrige, som russeren sikkert hellere end gerne ville slippe ud af i en fart. Det var ganske rigtigt et risikofyldt job med mange ubekendte faktorer, jeg havde rodet mig ud i. Men her i Fiaten på vej ud af byen følte jeg trods alt en slags tilfredshed med mig selv. Jeg var faktisk på sporet af en

<  78  >


realistisk slagplan. På sporet, først og fremmest, af min million i banken. Og alligevel pinte Yasmins historie mig på en måde, som jeg slet ikke havde brug for lige nu. Jeg fornemmede en form for sorg og samtidig en stor medlidenhed med den nedgjorte og misbrugte pige. Jeg så hendes magre og plagede krop for mig. Burde alt dette ikke straffes og hævnes? Glem det, tænkte jeg strengt. Fokusér på det, du skal. Få det overstået. Glem resten. Du har vigtigere ting for – din egen overlevelse. Husk det. Engleprocessen. Jeg bandede indvendig nogle gange, og det hjalp. Til syvende og sidst skulle jeg jo kun stå til regnskab over for mig selv – og det regnskab handlede ikke om samvittighed, men om vilje og biologi. For enden af Avenue de Verdun fortsatte jeg ud ad D910, indtil byen sluttede og blev afløst af et landskab i den velkendte klondykestil med engroslagre, garager, skrotpladser og lastbilterminaler. Jeg stoppede bilen og spurgte en ældre mand med en endnu ældre hund om vej. Han pegede i retning af en grusvej ind til højre og mumlede noget, muligvis på baskisk, der kunne forstås som camping. Det fik mig igen til at tænke på mit franske. Indtil nu havde jeg klaret mig godt nok med det fransk, jeg i sin tid havde lært i Aix-en-Provence, hvor jeg i sidste fase af jurastudiet opholdt mig et halvt år på et EF-legat. Jeg skrev på en afhandling om det særlige franske anklagesystem med en undersøgelsesdommer som leder af efterforskningen

<  79  >


i straffesager. Sært nok var hele det juridiske ordforråd, jeg dengang havde tilegnet mig, forvitret til grus under tidens tand, mens talesproget, som jeg havde samlet op på gader og cafeer, stadig var intakt. Men kunne jeg nu også forstå et forvrænget marokkansk-fransk, som den mentalt forstyrrede Mahmoud måske ville diske op med? Jeg havde skimmet retsbogen fra processen mod Mahmoud, som Lehmann havde givet mig en kopi af, og der var slet ingen tvivl om, at manden i hvert fald dengang, da retssagen kørte, havde været plukkemoden til indespærring på et psykiatrisk hospital. I et sprog, hvis syntaks mildt sagt forekom fremmedartet for den franske dommer, havde fyren ganske vist tilstået ildspåsættelsen hos Trampedach uden forbehold – men fyrens udredning af motivet og omstændighederne omkring branden var slet og ret volapyk. Retsbogen indeholdt flere noter om mandens sproglige uformåenhed. Mens Trampedach havde været bortrejst i sensommeren 2002, var Mahmoud brudt ind i malerens hus på bjergsiden og havde boet der nogle dage i intensivt druk, før han en nat overhældte det hele med benzin og satte fut til det. Efter nogen tid på brandstedet, som han ikke kunne gøre rede for, var han stukket af med et par støvler støbt i bronze under armen, men dem havde han tabt på vej ned af bjerget – hvor han blev mødt og anholdt af politiet. Han både benægtede, kunne ikke huske og afviste blankt at svare på, om andre havde fået ham til at sætte ild

<  80  >


på huset, og om han havde fået penge for det. Boris Hadirov var ikke blevet nævnt med et ord under retssagen. Og min bekymring lige nu var, at hverken Mahmouds syntaks eller hukommelse havde forbedret sig synderligt i de mellemliggende år. Et par hundrede meter nede ad grusvejen fortalte et rustent og havareret skilt, at jeg var nået frem til adressen Quai Routiere F. F’et var i virkeligheden den sidste rest af et ord, som var forsvundet sammen med malingen og lakeringen på skiltet, og området, der var på størrelse med en fodboldbane, flød med skrammel, gamle bilsæder og dæk, råddent tømmer, kasserede lokummer og andet vraggods af ubestemmelig oprindelse. Spredt rundt på arealet stod et dusin udrangerede campingvogne uden hjul og nogle skure, hvori der tydeligvis boede mennesker. I hvert fald hængte der klude eller tøj til tørre på nogle stolper ved et par af vognene, og der gik hunde rundt, som om de hørte til på bopladsen. Jeg parkerede bilen ved det miserable skilt og gik ind på området, hvor jeg hurtigt blev omringet af fire-fem lusede køtere, der nervøst snusede til mine ben, som om de mistænkte mig for at være en kommunal hundefænger forklædt som civilist. Jeg bankede på døren til den første campingvogn på den stampede jordsti, der førte gennem området, og en midaldrende kvinde med rødsprængte alkoholøjne og en alt for tyk overfrakke til årstiden skubbede døren op på vid gab.

<  81  >


Hun skræppede straks op om et eller andet, som jeg ikke forstod et kvæk af, ud over at det lød stærkt forurettet. ’Mahmoud?’ spurgte jeg og slog ud med armene for at signalere, at jeg søgte efter sådan en person på pladsen. Kvinden kæftede igen op, lo hæst med skrattende bronkier og pegede mod den fjerneste ende af arealet. Jeg takkede, på ny bekymret over mine franskkundskaber. Den sidste affældige campingvogn på stien var bevogtet af en ubarmhjertig krydsning mellem en kamphund og en orne, en fed og pelsløs tamp med store kæber og et ondsindet blik. Da jeg nærmede mig døren, knurrede den som en nedslidt gearkasse, men gad åbenbart ikke at rejse sig for at gøre alvor af truslen. Jeg bankede forsigtigt på for ikke at ophidse monstret, men ingen åbnede. Så tog jeg fat i dørhåndtaget, skævede til kræet, som dog stadig forholdt sig passiv i sine fedtpuder, og åbnede døren. En skarp stank af pis, ekskrementer og råddenskab vældede ud i hovedet på mig inde fra mørket i vognen. I den udelikate hørm kunne jeg også skelne den sødlige lugt af død, som jeg huskede fra gerningssteder, hvor lugten var blevet hængende, længe efter at ofret var fjernet. Jeg trådte ind i vognen, rev et laset gardin for vinduet til side for at få lys ind og så nu liget. Det sad ovre i hjørnet i en hullet lænestol med hovedet kastet tilbage over stolens ryglæn. Skikkelsen af en mørklødet mand, der jo måtte være Mahmoud, var stivnet i dødsøjeblikket med et krampagtigt grin om munden og himmelvendte øjne. Det lignede mere en grotesk dødsmaske end et ansigt, vrængende i en

<  82  >


form for smertelig vellyst. Huden var blåsort og iskold, mærkede jeg, og på indersiden af venstre underarm sad en kanyle stadig fast i blodåren med den tomme sprøjte dinglende mod håndleddet. Pis og afføring var løbet ud af den dødes bukseben og ned over hans nøgne fødder. På gulvet lå en lille plasticpose, som havde indeholdt det hvide pulver, og ved ligets fødder stod narkomanens kogegrej til at gøre heroinen flydende. Jeg havde set denne scene før og var ikke et sekund i tvivl om, at Mahmoud var død af en overdosis, enten af ufortyndet eller forgiftet heroin. Synet og stanken fik min mave til at vende sig, og jeg nåede kun lige akkurat at stikke hovedet ud af døren, før væmmelsen stod i en kaskade ud af munden på mig. Heldigvis ramte jeg ikke hunden. Jeg trak frisk luft ned i lungerne og vendte tilbage til liget, selv om alle mine instinkter sagde mig, at jeg skulle se at komme væk hurtigst muligt. Men i Mahmouds højre hånd, som lå knyttet på en underlig forkrøblet måde i hans skød, havde jeg fået øje på en genstand, som jeg ikke umiddelbart kunne se, hvad var. Nu brækkede jeg hans stive fingre op og så, at der i håndfladen lå en lille kassettebåndoptager og en stump sammenkrøllet papir. Båndet var løbet helt ud, så jeg spolede tilbage. Trykkede på start. Efter et minuts skramlen og tom susen på båndet hørtes en grødet mandestemme, først mumlende, så klarere i mælet. Stemmen talte korrekt fransk, men tydeligvis påtaget korrekt. ’Dette er Mahmoud. Jeg vil gøre rent bord. Jeg angrer,

<  83  >


hvad jeg har gjort ved Yasmin, og beder om tilgivelse. Jeg angrer og undskylder også branden og tyveriet hos maleren på bjerget. Begge dele blev jeg lokket til og tvunget til at gøre. Russeren Boris Hadirov fik mig til det. Jeg giver ham hele skylden og ønsker tilgivelse for mine handlinger. Allah er stor. Tak’. Derpå hørtes igen en tids stille susen, så lidt støj fra tøj og hænder, der strejfede mikrofonen – og endelig et dybt suk og en nydelsesfuld rallen, da manden pumpede heroinen ind i blodåren. De næste tre-fire minutter kom der ingen lyde fra båndet, bortset fra at man en enkelt gang hørte en hund gø et sted i baggrunden. Jeg slukkede og startede forfra. Et eller andet forekom mig helt forkert ved situationen. Det her skulle jo forestille en mand, som begår selvmord med en overdosis heroin, og som sekunderne før sin død indtaler en afsked med en bøn om tilgivelse på sin båndoptager. Men både Mahmouds handlemåde og hans stemme, der lød kunstig, virkede instrueret, iscenesat af en fremmed hånd. En ussel, desperat, ulykkelig og tilmed forrykt narkoman ville ikke bekymre sig en døjt om sit eftermæle, tænkte jeg, men tværtimod ønske at dø så upåagtet og anonymt som muligt. Da jeg lagde båndoptageren fra mig og åbnede den krøllede papirlap, som Mahmoud også havde haft i hånden, blev min mistanke bekræftet. På sedlen stod manuskriptet, så at sige. Den nøjagtige ordlyd af det, fyren havde indtalt på båndet – skrevet med en nydelig og sikker håndskrift, som næppe var Mahmouds egen.

<  84  >


Jeg stak begge dele i lommen, båndoptageren og sedlen, og sprang hurtigt ud af den stinkende campingvogn. Med foden skrabede jeg lidt jord hen over min brækklat for at slette sporet. Hybridhunden, der nu var blevet herreløs, lå stadig og gryntede eller knurrede på sin utilfredse facon og gloede på mig med et olmt blik, da jeg løb forbi på vej tilbage mod bilen i udkanten af den skramlede boplads. Jeg kørte helt tilbage til Biarritz for at være sikker på, at jeg kunne finde den kendte landevej hjem til Sara – og mens jeg kørte, groede en mistanke i mig. På vej opad i bugtningerne gennem det bløde bakkeland for foden af Pyrenæernes klippemassiv, voksede mistanken til noget nær vished. Jeg satte farten op, utålmodig og spændt, men også aggressiv. Hvis det forholdt sig, som jeg troede, var det intrigespil, som jeg deltog i, langt ondere end forventet – og jeg risikerede nu tilmed at blive gjort medskyldig i mord. Indicierne lå i min lomme. I Sara kørte jeg hurtigt gennem byen og smed bilen i græsrabatten uden for mit stenhus i stedet for at parkere den i Monsieur Aranzadis indkørsel. Jeg hilste kort for hovedet på min vært, der som sædvanlig her ud på eftermiddagen inspicerede sine kirsebærtræer, og hastede ind i huset. I papirbunken på mit arbejdsbord fandt jeg brevet fra Frederik Lehmann. Det brev, han havde sendt for at indkalde mig til vores første møde på havnecafeen. Selve brevet var ganske vist skrevet på computer, men

<  85  >


mit navn og adressen på konvolutten stod prentet med mandens personlige håndskrift. Samme nydelige og sikre skrift som på sedlen i Mahmouds knyttede hånd. Jeg lagde sedlen og konvolutten tæt ved siden af hinanden og sammenlignede de enkelte bogstaver. Der var ikke skyggen af tvivl. Lehmann havde skrevet Mahmouds afskedsord. Men hvordan havde han fået ham til at sige dem? Hvordan havde han lokket eller tvunget ham til at læse ordene op? Ophidselsen pressede blodet op i mit hoved og slørede et øjeblik mit klarsyn. Men pludselig forstod jeg. Strengt taget var ordlyden på sedlen jo slet ikke en selvmorders afskedsbrev, men blot en tilståelse og en bøn om tilgivelse. Mahmoud havde ikke anet, at de ord, han læste op, skulle blive hans sidste. Lehmann havde lokket eller købt ham til at læse teksten op. Prisen var et skud heroin – og måske et løfte om mere heroin senere. Mahmoud måtte have været desperat, siden han løb risikoen ved at stikke russeren. Desperat i sin narkohunger eller bare blind i sin årelange galskab. Men at sprøjten indeholdt en dødbringende overdosis, det nåede marokkaneren efter alt at dømme aldrig at forstå. Derimod vidste Lehmann, at jeg, hans betalte snushane, netop i dag eller i morgen ville opsøge både Yasmin og hendes bror. Og han havde således sørget for, at jeg det sidste sted ville finde en død mand, en selvmorder, i besiddelse af lige præcis de anklager mod Boris Hadirov,

<  86  >


som jeg havde brug for – indtalt som et afskedsbrev på en båndoptager i skødet på liget. Dette ræsonnement gjorde Frederik Lehmann til morder. Men en sjusket morder. For han havde glemt eller overset den sammenkrøllede lap papir i Mahmouds hånd. Ganske vist ville den nok hverken have fået politiet eller andre myndigheder eller kumpanerne på bopladsen til at studse – ikke andre end mig. Jeg gøs indvendig. Men hvorfor overhovedet slå marokkaneren ihjel? Hvad var Lehmanns motiv? Der fandtes kun ét svar på det spørgsmål. Han ville slette sporene, slette sine spor ved at gøre vidnet tavst. Frederiks Lehmanns egne grimme spor i røveriet mod Trampedach og i misbruget af den lille pige, Yasmin, mens hun var i Hadirovs varetægt. Jeg kunne ikke få øje på nogen anden forklaring. Og på ny mærkede jeg et isnende gys skyde op i brystet nede fra maven. For faktum var, at hvis jeg ikke ved et held havde spottet det lille stykke papir skjult i Mahmouds hånd, så ville Lehmann have opnået at føre mig totalt bag lyset. Med bravur oven i købet – fuldstændig ligesom en djævleblændt tryllekunstner, der får beskueren til at tro, at illusionen er virkelighed. Hvis jeg uden videre var hoppet på historien om narkomanens selvmord, så ville jeg jo aldrig have bemærket, at Lehmann overhovedet havde tryllet.

<  87  >


5. Kikker

Mordet på Mahmoud har rystet mig. Det erkender jeg. Det skal jeg erkende. For min egen skyld. Så jeg ikke skal bilde mig selv ind, at jeg er blevet usårlig her i mit selvvalgte eksil uden for normal menneskelighed. Måske er jeg ikke så tykhudet, som jeg føler mig. Det er jeg åbenbart ikke. Den seneste uge har jeg derfor isoleret mig, passet mig selv og fokuseret på at komme i balance igen. Det vil sige, ladet Lehmanns affærer ligge. I virkeligheden er det nok mere mandens uhyggelige kynisme, der skræmmer mig – mere end selve brutaliteten i at begå et koldblodigt drab. Det tror jeg. For mens brutalitet er, hvad det er, rå afstumpethed, så er den iskolde kynisme ildevarslende som en umedicineret psykopat på krigsstien i en kolonihaveforening. Billedet er personligt møntet på Frederik Lehmann. Allerede dagen efter at jeg havde fundet Mahmoud død, kørte jeg ud til Biarritz og forlangte et møde med min utilregnelige arbejdsgiver. Jeg ville berette om liget i campingvognen og præsentere ham for kassettebåndet, som om jeg ikke havde gennemskuet iscenesættelsen, men virkelig troede på historien om narkomanens selvmord. Papirlappen med Lehmanns egen håndskrift ville jeg holde skjult i baghånden som en trumf indtil et vist

<  89  >


punkt. Jeg ønskede at se ham sprælle afklædt i fælden, når jeg afslørede ham. Måske kunne dette bagholdsangreb tilmed få ham til at tilstå endnu mere. Nemlig det dybere motiv til at dræbe Mahmoud, ønsket om at lukke munden på ham én gang for alle og dermed slippe af med frygten for, at marokkaneren pludselig skulle buse ud med oplysninger om Lehmanns egen rolle i misbruget af lillesøster Yasmin. Jeg var efterhånden parat til at høre det. Men sådan skulle det nu ikke gå. Så let klæder man ikke Frederik Lehmann af til skindet. Fyrens uforlignelige kynisme beskytter ham åbenbart mod den slags banale nederlag. Da vi ikke havde aftalt noget møde, kørte jeg direkte ud til hans hus på klipperne over havet i den nordlige del af byen og fandt ham heldigvis alene hjemme. Jeg var på ingen måde i humør til at møde hans familie, konen og en teenagedatter, og være tvunget til at spille høflig komedie. Lehmann-familiens hus er uden tvivl en arkitektonisk perle, en slags moderne funkis med en masse glas og børstet stål mod de hvidkalkede stenmure, et hus, der udstråler stil og rigdom på positionen øverst på klippen med udsigt over havet. Jeg besluttede dog, at jeg ikke med en eneste stavelse ville rose ham for hans smag, men forblive kold og afvisende. En mørklødet stuepige, sandsynligvis marokkaner, havde åbnet hoveddøren af massivt egetræ, da jeg ringede på klokken, men benægtede nu, at Monsieur Lehmann

<  90  >


overhovedet var til stede i huset. Det var åbenlyst løgn. Jeg havde jo lige set en rød Rover stå parkeret i carporten og huskede, hvordan hendes fine Monsieur på et tidspunkt havde beskrevet sin klassiske Rover for mig, som om der var tale om en ædel årgang Bourgogne. ’Det er løgn’, sagde jeg vredt og begyndte at råbe hans navn ind gennem den åbne dør. Kort efter stod Lehmann da også i døråbningen iført en bordeauxfarvet silkeslåbrok og skubbede irriteret stuepigen til side, idet han beklagede hendes opførsel. ’Du kunne bare have ringet i forvejen, Kyhn. Hvad er så påtrængende?’ spurgte han og gik foran mig gennem husets hall og ind til højre på et kontor udstyret med danske designmøbler og PH-lamper. ’Det her’, sagde jeg og smed det lille kassettebånd på skrivebordet. Han samlede minikassetten op med to fingre, fiskede et par uindfattede læsebriller op af slåbroklommen og kikkede på tingen, som om det var en giftig bille, jeg havde bragt ind i hans hus. ’Spil det’, kommanderede jeg og pegede på hans telefonsvarer, der øjensynligt kørte med samme båndstørrelse. Lehmann satte båndet i, og straks hørtes Mahmouds grødede stemme aflire det angrende budskab og anklagen mod Boris Hadirov. Lehmann så vildt benovet og overrasket ud – foregav det i hvert fald, og lyste så op i et stort smil.

<  91  >


’Fantastisk. Det er jo præcis, hvad du har brug for. Hvad kan vi ønske os mere? Men hvordan i alverden fik du ham til at sige det?’ Jeg svarede ikke, smilede bare ondt og så fyren direkte i øjnene som for at advare ham om, at komedien meget snart ville få en brat ende. ’Hvad er der?’ udbrød han med forstilt forvirring og slog spørgende ud med armene. ’Jeg fandt Mahmouds lig i campingvognen. Han døde med båndoptageren i hånden. Overdosis’. ’Åh, gud. Altså selvmord. Stakkels mand’. Lehmann tog brillerne af og kørte en benet hånd hen over panden, gned øjnene og klemte sig om næseroden som for at klare tankerne oven på den voldsomme nyhed. Patetisk, men latterligt i al sin falskhed. ’Nå, men det er da vores held, at det var dig og ikke politiet, der fandt ham og fik fingre i båndet. Har jeg ret? Det er jo ikke vores ansvar, at hans liv var et helvede, vel?’ bemærkede han og fik ild på en af sine pralecigaretter med den snobbede guldlighter. ’Jeg fandt også det her i Mahmouds hånd’. Jeg placerede nu papirlappen med den døde mands afskedsord på designskrivebordet og glattede sedlen ud. ’Læs det’, sagde jeg brysk og hev fat i Lehmanns ærme for at tvinge ham til at bøje sig ned mod papiret. Han læste, men tydeligvis utilpas ved situationen. ’Jamen, det er jo de samme ord. Altså det samme, som han siger på båndet. Han skrev det ned på forhånd’, lød det nu forbløffet fra løgneren i silkeslåbrokken.

<  92  >


’Ikke han. Mahmoud skrev ikke noget ned. Det gjorde du. Du skrev det ned på forhånd. Det er din håndskrift. Du slog ham ihjel’. Jeg nærmest snerrede ordene ud i hårde stød og lod dem stå i luften som piskesmæld. Lehmann så dog ikke særlig ramt ud, hverken chokeret eller skyldbetynget. Han fortrak ikke en mine, men da jeg indfangede hans blik, så jeg en mørk skygge glide over de vandblå øjne. Han vidste, at han var gennemskuet. ’Kom nu, Lehmann. Stop komediespillet. Jeg hopper ikke på det. Jeg ved jo, hvad der foregik dér ude i campingvognen’. Stadig uden at mæle et ord tog han nu papirlappen op fra bordpladen, holdt den et stykke ud i luften i venstre hånd – og før jeg nåede at opfatte, hvad han var i gang med, havde han med en slanges hurtighed snuppet guldlighteren op af lommen, ført den hen til papiret og sat ild til det. På et par sekunder var sedlen krøllet sammen til sort aske. Jeg måtte snappe efter vejret. ’For satan, Lehmann. Hvad har du gjort? Du er da helt utrolig. Du er virkelig for viderekomne’, stammede jeg. Måske følte han sig ligefrem beæret over mine ord, for pludselig brød han ud i et bredt smil, nærmest vennesælt – vel vidende, at beviset på hans skyld i Mahmouds død med ét var pist væk, bogstaveligt talt forsvundet sporløst op i luften. Med rolig hånd dryssede han asken i et askebæger, stak lighteren i slåbroklommen.

<  93  >


’Så er vi tilbage igen, ikke? Tilbage ved den situation, hvor Mahmoud har begået selvmord med en overdosis’, sagde han stille. ’Det er det, vi går ud fra. Har jeg ikke ret?’ lød det imødekommende, måske oven i købet overbærende fra den knoklede dansker, der endnu en gang havde taget fusen på mig med knivskarp og kynisk snedighed. For Frederik Lehmann havde jo ret. Objektivt set var min viden om hans rolle i Mahmouds død intet bevendt uden papiret med håndskriften. Mordanklagen var med ét reduceret til en udokumenterbar påstand. Selv om vi begge kendte sandheden, kunne jeg ikke bruge den imod ham – og i det hele taget havde sandheden vel heller ingen nytteværdi for vores fælles forehavende. Det var hans pointe, facit efter den lille papirbrand. Jeg forbandede mig selv, fordi jeg ikke havde taget en fotokopi af teksten på sedlen, men tanken, om at han blot med et snuptag ville brænde papirlappen af for næsen af mig, havde ikke strejfet mig et splitsekund. Fyrens koldblodighed var beundringsværdig. Vi var ganske rigtigt tilbage ved det scenarium, som Lehmann havde sat op. Narkomanen Mahmoud havde fuld af anger taget sit eget liv og efterladt sig en fældende dom over Boris Hadirov, klart og utvetydigt indtalt på bånd. Og dette var i høj grad brugbar viden for mig, privatdetektiven fra Lloyd’s, i mine kommende bestræbelser på at klemme russeren og trænge ham op i en krog, så han blev moden til den planlagte byttehandel med Lehmann.

<  94  >


’Men hvorfor overhovedet slå manden ihjel?’ hørte jeg nu mig selv spørge – nøgternt og rationelt, som om jeg blot ville bebrejde min partner, at han havde begået en mindre, men unødvendig, teknisk fejl. Frederik Lehmann krummede sit gespenstlignende legeme sammen og satte sig til rette i hjørnet af en Børge Mogensen lædersofa. Lagde de nøgne stankelben, der stak ud fra slåbrokken, over kors og sukkede resigneret. ’Det var sandelig heller ikke meningen. Det var ikke meningen, at han skulle dø. Jeg tilbød ham noget heroin – ja, og mere til, hvis han ville angive Hadirov på båndet. Men jeg havde ingen anelse om, at det var en dødbringende dosis, han sprøjtede ind’. Han sukkede igen. Påtaget, tænkte jeg og genvandt straks noget af min spydige foragt for manden. ’Det var rigtig nok uheldigt, Lehmann. Forbandet uheldigt’, begyndte jeg. ’Men så var det til gengæld enormt heldigt, at du på forhånd lige fik nedskrevet hans afskedsord, ikke sandt? Jeg mener, når fyren nu pludselig og helt uventet gik hen og døde, ikke?’ Lehmann lod sig dog ikke anfægte. Ingen kunne være i tvivl om, at Mahmouds ord på båndet var ment som afskedsord, og den logiske brist i Lehmanns påstande burde derfor være indlysende. Alligevel holdt han fast i sin bortforklaring. ’Det var Mahmoud selv, der bad mig om at skrive teksten ned. Fordi hans franske var så dårligt. Han prøvede først uden tekst, men det gik slet ikke. Så skrev jeg ordene

<  95  >


ned for ham, og så gik det bedre – men da han lige med ét begyndte at få kramper, blev jeg vildt forskrækket og stak af fra stedet. Jeg havde faktisk glemt alt om den seddel. Så jo, det var virkelig højst uheldigt’. Lehmann smilede blegt og beklagende, men jeg troede ikke et sekund på ham. Derimod følte jeg mig pludselig meget træt, kørt flad. Kampgejsten sivede ud af mig som luften af et punkteret bildæk. Jeg havde rendt panden mod en mur. En mur af løgn og frossen kynisme, og jeg kunne tydeligvis ikke komme nogen vegne med dette kamæleonagtige væsen, hvis virkelighedsopfattelse forekom mig mere og mere labil. Kun tanken om millionen, der ventede på mig i banken, afholdt mig fra at fyre mig selv på stedet med et par velvalgte eder. Jeg smed resigneret den lille båndoptager på skrivebordet og gjorde tegn til at gå. ’Vi stopper her, Lehmann. Du vinder runden. Men jeg har brug for en pause. En uges tid’. ’Okay’, sagde han bare og rejste sig for at følge mig ud. Vi aftalte et nyt møde før konfrontationen med Hadirov – men jeg kørte tilbage til Sara med en ubehagelig forestilling om, at alle de løse ender, jeg efterlod mig, med tiden kunne filtre sig sammen til en slags organisk morads, vokse sig stort af egen kraft og til sidst kaste sig over mig som et kvælende blækspruttemonster. Det er som sagt en uge siden nu. Og i dagene efter mit forgæves forsøg på at klynge Lehmann op som drabs-

<  96  >


mand har jeg målrettet og med succes fortrængt alle nedbrydende tanker og koncentreret mig om min egen heling. Engleprocessen, som bekendt – skønt begrebet lige nu synes at antage et lidt sarkastisk skær. Nat efter nat er jeg vendt tilbage til det sted for foden af bjerget Rhune, hvor jeg forleden havde søgt tilflugt og fundet ro og styrke, da mareridt og sortsyn truede med at tage viljen fra mig. Stedet ligger hævet en halv snes meter over dalbunden. Det er et mindre plateau med lidt tjørn og andre nøjsomme gevækster. Et par kæmpesten har lagt sig til rette og blokerer for nedfaldne klippestykker, og med tiden har de hobet sig op og dannet platformen. Disse nætter på plateauet er helt skyfri, og over mig er det meste af stjernehimlen synlig. Jeg sidder i mørket på den samme sten, en enorm granitblok, som jeg har døbt englestenen – og efter nogen tid, mens jeg kun lytter til mit eget åndedræt i stilheden, kan jeg næsten fysisk føle fusionen fra granittens molekylære indre. Som om min krops celler åbner sig og tilegner sig et hidtil ukendt slægtskab med stenens essens. Oversat til visuelt sprog er dette, stenens essens, en struktur spændt til bristepunktet, kraft imploderet til sorthed og bittesmå perler af ild, som siver ind i mit blod og opsuges i organerne. Men i denne virkeligheds eget univers, den homøostatiske realitet, er alting selvsagt navnløst og kan kun begribes i stum accept. Jeg påstår ikke, at mit natlige sted og granitblokken rummer magi eller opsøges af overnaturlige kræfter, der

<  97  >


strømmer til og heler mig som en anden strålepatient. Snarere omvendt. Magien er jo netop iboende i homøostasen, som er naturkræfternes grundlov. Jeg påstår heller ikke, at disse udsagn rummer en ophøjet religiøsitet eller dybsindig filosofi. Min erfaring siger mig tværtimod, at udsagnets enkle og indlysende sandhed hverken er noget, man skal indvies i eller kan tænke sig til – men derimod må åbne sig for. Jeg vandrer ud til englestenen omkring midnatstid eller lige efter. Det har jeg gjort seks nætter i træk. Ikke fordi jeg sværmer for nattens mystik eller lignende romantisk ævl, men fordi min meditation får så rig næring af den altfavnende ro, der hersker, når dyr og mennesker sover, og af den vældige stilhed ude i det rugende himmelhvælv. Som regel går jeg hjem lige før solopgang. Men her til morgen ventede jeg lidt længere, indtil strålerne kammede over oppe på bjergryggen, og det røde lys begyndte at smyge sig ned ad Rhune-bjergets side. Trods den lange afstand kunne jeg let få øje på maleren, der kom ud af sit stenhus højere oppe på bjerget og satte sig i den første sol. Jeg kunne dog ikke se, at han tændte en cigaret og sad dér og røg i solen med udsyn ud over dalen, men jeg huskede, at Ellen havde fortalt mig om dette enkle solritual, som Trampedach dyrker hver morgen i selskab med nogle gæs og en slags hyrdehund. Det faldt mig ind, at malerens meditation sikkert har det samme mål som mine – forsvinden og tilblivelse. Måske skulle jeg gå op til ham en af disse morgener. Dele synet med ham og fortælle, hvad jeg foretager mig

<  98  >


her på hans enemærker – skønt det nu nok måtte blive en meget broget og sær fortælling, tænker jeg, fuld af fortielser og blinde pletter. En af de blinde pletter ville være min oplevelse for nogle nætter siden, den tredje nat, da jeg var på vej ud til stenen. Mens jeg gik på stien, der afløser grusvejen oppe fra Sara og fører ned i dalen, fik jeg igen øje på det unge par, som jeg også forleden nat havde overrasket sammen i en lund inde mellem træerne. Selv om jeg dengang kun havde fået et kort glimt af de to, havde jeg bildt mig ind, at der var tale om et stævnemøde, og det indtryk blev nu mere end bekræftet. De stod på samme sted som første gang, men opdagede mig ikke, da jeg stoppede op på stien, sikkert fordi jeg ikke havde lys i lommelygten. Det var igen skyfrit, næsten fuldmåne og så lyst, at man kunne have læst en bog i måneskinnet. De to unge var kun 15-20 meter fra mig og stod i en tæt og tavs omfavnelse, som om de enten lige var mødtes eller var ved at tage afsked. Efter nogle minutter blev det dog tydeligt, at stævnemødet på ingen måde var slut. Et øjeblik slap de hinandens favntag for at lægge sig i græsset, og da der faldt lys på deres ansigter, gik det op for mig, hvem pigen, eller rettere kvinden var. Den anden nat havde jeg genkendt den unge mand som min husvært, Monsieur Aranzadis søn Miguel, den eftersøgte ETA-terrorist – men nu så jeg, at hans elskede er den kønne Mari-Rose, hotelejeren Monsieur Renaults yngste datter.

<  99  >


Jeg har truffet hende på Hotel Arraya, når jeg en sjælden gang er kommet for at spise, og desuden har jeg set hende ude ved Saras forhistoriske grotter, hvor hun har studenterjob som turistguide. Hun studerer baskisk historie på universitetet i Bayonne, ved jeg. Men de to unge er i sandhed et uheldssvangert par, der selvfølgelig må skjule deres kærlighed. Baskeren Aranzadi, en usleben nationalist af guds nåde, og den ærkefrankofile Renault fra Paris er kendt i byen som hadefulde, politiske fjender, og et kæresteforhold mellem deres børn er uhørt. Spørg mig ikke hvorfor, men i stedet for nu straks at gå uset videre på stien og lade de unge passe deres forbudte elskov i fred, så satte jeg mig ned på hug i den mørke skygge af en busk og gav mig til at belure dem. Ikke længe, men længe nok til at se dem ligge nøgne i skovbunden – Mari-Rose spændt op i en bue med Miguels hoved mellem sine lår. Ikke en vind rørte sig, og i stilheden kunne jeg høre hendes svage klynken og stønnende suk af nydelse. Først da jeg så Mari-Rose bøje sig ned over Miguels udstrakte krop og tage hans lem i munden, meldte skammen sig hos mig. Sad jeg ikke her som en ussel og æreløs tyv og stjal en lyst, som absolut ikke tilhørte mig? Som heller ikke tilkom mig, og som tilmed var de to unges helt egen og farlige hemmelighed? Jeg havde fået en voldsom rejsning og blev pludselig nervøs for at komme til at give lyd fra mig, hvis jeg fik orgasme. Forsigtigt krøb jeg derfor ud af skyggen og videre ad stien, indtil jeg var uden for synsvidde fra lunden inde mellem træerne.

<  100  >


Synet af Mari-Roses nøgne og lystfulde krop ville dog ikke slippe mig, men tonede frem i en mere og mere skamløs udgave, hver gang jeg de følgende dage satte mig til computeren for at skrive, sad bag rattet i Fiat’en, eller når jeg lagde mig til at sove. Jeg følte mig som en vantro sigøjner, der har ranet et relikvie fra en kirke, men er fløjtende ligeglad med dets sakrale værdi og kun ude på at få det omsat til kolde kontanter. Min eneste undskyldning er det faktum, at jeg lige siden tabet af Ellen i det tidlige forår havde været en seksuelt død mand. Udslukt, kan man sige, hvis man ser bort fra nogle få forkrøblede ejakulationer i dyb søvn. Jeg havde ikke rørt ved en kvinde, og ingen kvinde havde rørt ved mig. Jeg har heller ikke haft lysten til det. Måske heller ikke evnen, tror jeg – men det vidste jeg ikke. Ikke før jeg så Mari-Rose i månelyset den nat. For to dage siden, altså i fredags, bed jeg hovedet af skammen og gav efter for min trang. Jeg skal gøre det kort. Men det hører med i billedet. Det er hverken særligt prangende eller smagfuldt, snarere lidt pinligt. I hvert fald var det alt for uoverlagt, og jeg frygter, at jeg vil komme til at fortryde det. Præcis hvorfor, ved jeg dog ikke. Også dét hører med i billedet. Som et skær af gryende paranoia, om man vil. Tidligt på formiddagen kørte jeg ud til Biarritz i den gule Fiat med baskisk folkemusik på bilradioen og parkerede nær de gamle markedshaller i Rue Menthe. Samme sted som første gang. Barberen Yussef genkendte mig straks. ’Yasmin?’

<  101  >


Jeg nikkede og stak ham pengene. ’De kender jo vejen, monsieur’, smiskede han ubehageligt og holdt døren for mig. Ganske vist havde jeg en vigtig besked til Yasmin, men jeg forsøgte ikke at lyve for mig selv. Meddelelsen om hendes brors død var så at sige kun et påskud for at få lusket mit lem ind i værelset. ’Du behøver ikke at fortælle. Jeg ved det godt’, afbrød hun mig koldt, da jeg gik i gang med at berette om mit besøg i Mahmouds campingvogn. Hun tændte en cigaret og så mig trodsigt i øjnene som for at signalere, at broderens død ikke rørte hende mere end dagens vejrmelding for lystsejlere på radioens turistkanal. ’Hvem har fortalt det?’ spurgte jeg, fordi jeg var nysgerrig efter at høre, om Lehmanns navn mon ville dukke op her. ’Yussef’, sagde hun bare og lod mig selv gætte, hvorfra barberen havde fået kendskab til Mahmouds død – fra danskeren, snakken i byen eller måske fra en notits i avisen? ’Aner det ikke. Er også ligeglad’, fastslog hun. Jeg lod emnet ligge. Og i den korte tavshed, som nu opstod, indså jeg, at jeg umuligt kunne gennemføre et samleje med den spinkle og anæmiske pige, der sad foran mig på sengekanten med sin patetiske plastikblomst i håret. Jeg vejede vel det dobbelte af Yasmin, og det forekom mig, at jeg som en anden behåret grobrian nærmest ville knuse hendes knogler, hvis jeg kastede

<  102  >


mig over hende. ’Hvad så?’ spurgte hun nu, som om hun allerede havde læst mine tanker og givet mig medhold. Derpå skoddede hun resolut cigaretten i det overfyldte askebæger på sengebordet – og uden at sætte ord på vores tavse overenskomst greb jeg ned i min lomme, hvor jeg havde hundrede euro parat. Lagde sedlen i hendes kimonoskød. ’Du kan jo klæde dig af. Røre ved dig selv’, sagde jeg og prøvede at smile. Hun var nøgen under kimonoen, og jeg så, at hun havde barberet sine kønshår væk. Det kom fuldstændig bag på mig, tog vejret fra mig – og som et slag i baghovedet blev jeg ramt af en erindring fra min barndom. Et kort øjeblik sortnede det for øjnene, og i et glimt så jeg mig selv i en situation, der må have været min første seksuelle oplevelse som dreng. En håndfuld knægte havde enten lokket eller tvunget en pige fra nabolaget ned til fjorden i Thisted og betalt hende nogle håndører for at klæde sig af foran os. Det var øjensynlig sket før, men det var første gang, jeg var med til det. Nu lå pigen nøgen i tangen på strandbredden, og drengene, der sikkert var lidt ældre end mig, gloede fnisende på hendes hårløse køn. En knibende smerte i min pung forvandlede sig lynhurtigt til en kildrende smerte, og før jeg anede, hvad der var ved at ske, fik jeg sædafgang i bukserne. Det svimlede for mig, og jeg måtte synke ned på knæ for ikke at falde. Nu og her i det klemte kammer i Rue Menthe stod

<  103  >


det straks klart for mig, at situationen fra dengang så at sige ville gentage sig. Og da Yasmin i samme øjeblik begyndte at køre en langfinger ind og ud af sin blottede skedeåbning, fik jeg straks fuld rejsning og havde nær fået udløsning på stedet. Yasmin så det, afbrød sin tillærte forestilling og fiskede mit lem ud af gylpen. Jeg gispede nærmest af forskrækkelse, men sekunder efter havde hun fisket et kondom op af skuffen i natbordet, rullet det på og puttet mig i munden. Jeg kom med det samme. Med lukkede øjne. Og mellem gnisterne i alt det røde på indersiden af øjenlågene så jeg nu igen et glimt af mig selv som dreng nede på knæ dér på fjordbredden i Thisted. Som en bedende, slog det mig – i bøn om en ny begyndelse? ’Okay?’ Yasmin trak kondomet af og smed det i en papirkurv. ’Tak’, pustede jeg stakåndet, usikker på, om hun havde spurgt til mit helbred eller forhørt sig om kvaliteten af den rudimentære akt. Yasmin tændte sit skod og betragtede mig med skepsis, mens jeg stod dér og prøvede at trække vejret normalt. Mindede jeg hende om noget? Jeg prøvede igen at smile, glatte ud, forsikre hende om, at alt rigtignok var okay. Men pludselig blev der banket hårdt på døren, og febrilsk skyndte jeg mig nu at lukke bukserne, som om jeg var en pubertetsdreng grebet på fersk gerning foran et kikhul ind til kvindernes badeanstalt. Lehmann, faldt det mig ind. Det er Lehmann, der

<  104  >


står udenfor. Ikke særlig logisk tænkt, men instinktivt. Paranoia, som sagt. Jeg slog det dog straks hen igen. Hvis manden havde været med til at misbruge Yasmin som lille, skulle man vel tro, at han siden hen ville holde sig langt væk – altså ikke komme rendende og rode op i såret. Eller tog jeg fejl? Forholdt det sig i virkeligheden lige omvendt? ’Jeg går’, sagde jeg fattet, opsat på at komme væk og utilpas ved tanken om Frederik Lehmann – som om hans skyld smittede af på mig og gjorde os til sammensvorne også på dette område. Ude i den dunkle korridor med den enlige pære i loftet var der dog ikke en sjæl at se. Uanset hvem der havde banket på, var vedkommende hurtigt forduftet. Jeg gik ud til Fiat’en og kørte derfra. Bortset fra den sidste lille detalje med Lehmann, der var dukket op som spøgelse, og bortset fra min egen lidet flatterende præstation som tyr, så følte jeg mig tilfreds og opstemt. Jeg havde trods alt fået potensen tilbage. Lysten og trangen og evnen til at få erektion. Det var hermed bevist, at min biologi var ved at få sit tabte liv tilbage. Jeg tændte for bilradioen og gav den baskiske folkemusik en ny chance. På vej ned ad den brede Rue Gambetta stoppede jeg ved fransk Telecom og købte en mobiltelefon. Det havde jeg lovet Lehmann, men endnu ikke fået gjort. Det bundt eurosedler, han i sin tid havde stukket mig som såkaldte driftsmidler, skulle jo blandt andet bruges til leje af bil og køb af en mobiltelefon.

<  105  >


Ude på fortovet prøvede jeg at ringe Lehmann op, dog uden at få svar. Men minuttet efter ringede jeg op igen, tilskyndet af hans telefonsvarer. Jeg indtalte to spørgsmål, mere for at signalere, at jeg nu var blevet ejer af en mobiltelefon, end fordi jeg havde behov for svar. Det første spørgsmål var en ren og skær ondskabsfuldhed. Var det ikke hans personlige pligt at fortælle Yasmin, at hendes bror på et afskedsbånd havde angret over for hende og bedt om tilgivelse for fortiden? Det andet spørgsmål opstod som en pludselig indskydelse ud af det blå og var egentlig ment som en perfiditet – men det var en fejl, og jeg fortrød med det samme, at jeg havde stillet det. Var han klar over, at datteren af hans gode ven, den respekterede hotelejer André Renault, holdt hemmelige møder med en eftersøgt ETA-mand? I baghovedet havde jeg haft en løs idé om, at jeg muligvis selv kunne udnytte min viden om Miguel og Mari-Rose til at presse Renault og få ham til at fortælle mere om Hadirovs hotelbesøg i Sara i forbindelse med branden hos Trampedach, måske oven i købet få ham til at afsløre noget om Lehmanns rolle i samme forbindelse. Men jeg havde jo opgivet at forfølge den idé for flere dage siden – netop fordi jeg ikke havde spor lyst til at sladre om de to unge, hvilket jeg uvilkårligt ville risikere, hvis jeg gik videre med den. Hvorfor dukkede tanken nu lige pludselig op igen? Jeg var blank, havde intet svar. Måske skyldtes det en slags Lehmann-effekt – noget i familie med en virus?

<  106  >


Det er muligt. Men i hvert fald var det dumt, hjernedødt, overflødigt. For tredje gang ringede jeg derfor op til danskerens telefonsvarer og meddelte, at han skulle se bort fra det sidste spørgsmål. Det var helt uden betydning. Desuden var det fortroligt, tilføjede jeg – men fortrød også den bemærkning. Til sidst lovede jeg ham en uddybende forklaring, hvis han til gengæld svor absolut tavshed. Heller ikke dét var selvsagt videre begavet. Jeg var på nippet til at kyle den forræderiske mobiltelefon direkte i rendestenen. Det ærgrede mig, at jeg kunne være så idiotisk åbenmundet over for en type som Lehmann. Jeg bandede højlydt over mine svipsere, men fandt dog trøst i, at jeg trods alt intet konkret havde afsløret og fremover bare kunne holde kæften tæt lukket. Da jeg nåede tilbage til Sara og parkerede Fiat’en i Aranzadis indkørsel, ankom den æggegule bil fra La Poste i samme øjeblik. Postbudet, en gigtplaget, men stolt og stædig veteran i faget, kom mig storsmilende i møde, fordi der en sjælden gang var post til mig. Ikke blot ét, men hele to breve. Han overrakte mig de to konvolutter, som om det var en ære for ham. Det ene brev var fra Ejler Brahmsen, som mindede mig om, at jeg havde lovet at hjælpe ham med at få en udstilling med Ellens efterladte materiale om maleren i stand. Som formand for Trampedach-kredsen i Hillerød var det Brahmsens ansvar at få arrangementet på plads. Selvfølgelig husker jeg, at jeg sagde ja til at hjælpe

<  107  >


ham, kort før jeg rejste – men i mellemtiden havde jeg glemt alt om det. Nu skrev Brahmsen, at udstillingen var planlagt til den første uge af december og frem til jul. Han ville få brug for min hjælp for at få adgang til materialet, som jeg jo havde opmagasineret. Og måske kunne jeg også give en hånd med i udvælgelsen af tegninger, fotos, interviewbånd og andet? Faktisk havde han allerede købt en flybillet til mig. Retur naturligvis, men hvis datoen ikke passede, kunne jeg bare lave den om. Han havde fået min adresse af Frederik Lehmann, skrev han, og bad mig hilse. Han så også frem til at høre nyt om vores fælles detektivarbejde. Jeg har besluttet at svare Brahmsen, at jeg kommer. Jeg tror på, at det vil styrke mig at rejse hjem og blive i Danmark et par dage. Da jeg læste hans brev, dukkede billederne fra min verden i Hillerød op i erindringen. Og jeg mærkede tydeligt, at jeg for alvor har frigjort mig fra mit gamle jeg og både fysisk og mentalt har rigeligt med overskud til at gense det, jeg har forladt. Alt det, jeg dengang forlod i en tilstand af kuldslået forbitrelse som en dødsmærket straffefange, der nådigt løslades fra sin celle før tid og får endnu et par chancer for at se solen gå ned i horisonten. Det er bestemt ikke den samme sølle figur, der nu kommer på besøg i Hillerød. Det andet brev var fra Hillerød Sygehus. Det var åbenbart omadresseret fra min gamle adresse, først tilbage til sygehuset og dernæst ud i verden igen – hvorpå det så har

<  108  >


været undervejs et par uger på grund af for lidt porto. Jeg er indkaldt til kontrolskanning, hvilket jeg ikke fatter en brik af. Det må være en fejl, bureaukratisk koks. Jeg har jo klart og utvetydigt meldt mig ud af deres kemocirkus, frasagt mig deres strålekure, endda med store bogstaver og til overlægens udtalte forskrækkelse. Hvordan kan jeg så lige pludselig figurere på en liste over rutinemæssige kontroltjek? Mærkeligt nok falder den dato, jeg er indkaldt til, dog fint sammen med datoerne på Brahmsens flybillet – så hvorfor ikke? Det er om små to uger, de sidste dage i oktober. Det giver mig lejlighed til at hovere og få cementeret mine påstande. Til den tid vil jeg desuden være en million rigere, skal jeg lige tilføje.

<  109  >


6. Nosser

Jeg er begyndt at kassere næsten alt, hvad jeg skriver. Det tåler bogstavelig talt ikke dagens lys. Når jeg printer et stykke tekst ud på papir og læser det på tryk, ryger det straks ud. Skraldespanden er snart fyldt med sammenkrøllede papirkugler. Mine sætninger er for omstændelige og fulde af tåbelige forbehold. Mine skildringer er alt for indforståede, for uklare og ufortolkede. Mine iagttagelser og overvejelser er upræcise og tøvende. Jeg ved det, læser det med egne øjne og formaner mig selv om at stramme op på stilen. Situationen kræver det, kan man sige. Jeg må tvinge mig selv til at være langt mere direkte og konkret og udtrykke mig med langt større enkelthed. Skønt jeg nødigt indrømmer det, kan jeg takke Frederik Lehmann for denne erkendelse. ’Du skal bruge mange flere nosser’, som han formulerede det – ikke som en kritik af, hvad jeg skriver, for det aner han ingenting om, men som en irettesættelse, fordi mit første møde med Boris Hadirov fik så magert et udbytte. Nu ligner det jo ikke Monsieur Lehmann at bruge vulgære gloser, heller ikke selv om han tænker dem, men netop derfor fik hans ord mig til at studse – og da jeg om aftenen efter mødet med russeren og dernæst med

<  111  >


Lehmann kom hjem til Sara og sad foran computeren, gik det op for mig, at manden havde ret. Skønt på en langt mere gennemgribende måde, end han selv vidste. Måske var det bare selve stilbruddet i hans lidt platte formulering, der gjorde udslaget, men i hvert fald satte hans ord for alvor gang i min selvkritik. I dage og halve nætter har jeg skrevet og kasseret, skrevet og kasseret og bestræbt mig på at få udtrykket skærpet, teksten gjort mere streng og enkel. Hele situationen kræver det som nævnt. Vi er ude i en krise. Sært nok tager jeg det dog ikke så tungt, ikke så tungt som Lehmann. Men krise er det. Lehmann er utilfreds, alvorligt bekymret og pirrelig og har insisteret på at få klausulen på bankkontoen i Crédit Biarritz forlænget med endnu en måned – det vil sige, udskyde fristen for, hvornår jeg opnår eneret til at disponere over pengene. Det bliver vel så i starten af december. Strengt taget har jeg ikke noget valg. Bortset fra, at jeg selvfølgelig kan melde mig helt ud af komplottet. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor lige nu? Så alvorlig er krisen jo slet ikke set med mine øjne. Altså har jeg givet ham fuldmagt til at ændre datoen. Lehmann hævder, at jeg ikke går hårdt nok til russeren for at klemme ham. Ikke bruger nosser nok, som sagt. Måske har han ret. Men denne russer er nu heller ikke en type, man lige straks konfronterer med et brovtende praleri om sine egne nosser. To gange har jeg opsøgt og truffet Hadirov på hans båd, Golfo II. Første gang, hvilket nu er en uge siden,

<  112  >


var ganske rigtigt en lunken fiasko. Russeren er ikke blot en forbryder, men en rig og selvtilfreds én af slagsen. En led type, men udstyret med en form for hårdkogt humor, der bluffer og gør ham utilnærmelig. Jeg havde parkeret Fiat’en på kajen ud for Golfo II og var kun lige nået halvvejs hen over landgangsbroen, da jeg resolut blev stoppet. En velvoksen fyr af marokkansk oprindelse og iført hvid søuniform udspurgte mig på gebrokkent fransk om mit ærinde, udbad sig et visitkort og beordrede mig til at vente nede på kajen. Lidt efter vinkede han mig op og førte mig bagud til bådens soldæk, hvor jeg huskede, at jeg for nogen tid siden havde set Hadirovs store korpus henslængt i en dækstol gennem Lehmanns kikkert fra cafébordet. Nu var her tomt, dækket nyskuret. Jeg satte mig i skyggen under en markise og begyndte i tankerne at skimme min angrebsplan. Intet gik dog efter planen. Kort efter kom Hadirov buldrende ned ad trappen oppe fra kommandobroen, fægtende med sine behårede arme og skrydende på et kopiengelsk med italiensk accent, som åbenlyst skulle efterabe en mafiajargon fra amerikanske film. ’Noble Lloyd’s. Noble og glorværdige Lloyd’s of London. Hellige Moder. Har jeg penge til gode? Så udskriv en check med det samme. Gysser kan altid få min mund på gled’, bralrede han og stak mig en næve, der føltes som et jerngreb. Han slog sig ned i en stol midt i solen over for mig,

<  113  >


knappede den blomstrede skjorte op, så hans hårfagre mave kom til syne, og lod et ironisk smil brede sig i det kødfulde ansigt, sundt og solbagt, bortset fra arret, der trak en hvid stribe fra panden og ned over højre øje til kindbenet. ’Jeg har nu ikke penge med, Sir’, begyndte jeg høfligt og gav mig straks til at forklare min opgave for Lloyd’s, der jo havde lidt endog store tab i erstatning til internationale gallerier efter røverierne hos den danske maler Kurt Trampedach – men som nu øjnede et realistisk håb om at opspore de stjålne malerier og få dækket disse tab. Det var indledningen. Heldigvis huskede Hadirov tydeligt den ulyksalige brand i malerens atelier i Sara, så jeg behøvede ikke gå i detaljer, bemærkede han – øjensynlig naiv og forsvarsløs i forhold til de anklager, jeg lurepassede med. Jeg holdt en lille pause og begyndte så at væve rundt i en udredning om, at mit selskab af forskellige grunde helst undgik at indblande politiet i delikate sager som denne. At vi i hvert fald bestræbte os på at udskyde politiets indblanding så længe som muligt, fordi det naturligvis havde højere prioritet for os at opnå et økonomisk resultat end at få nogen domfældt i retten. Det sidste var jo ikke nødvendigvis økonomisk fordelagtigt for os. ’Ja, ja, ja. Stop bare retorikken her’, afbrød Hadirov, fiskede en pakke cigaretter op af skjortelommen og fortsatte. ’I vil hellere slå en handel af i porten og få kontanter i hånden – hellere end at gå den kedelige vej igennem

<  114  >


retssystemet. Det fatter jeg. Det er sund fornuft i min verden. Men hvorfor fortæller De mig egentlig alt dette, Mister Lloyd?’ Det gik alt for hurtigt, slog det mig. Allerede nu var samtalen jo kommet tæt på sagens følsomme kerne. Jeg måtte vinde tid, skabe lidt rum for mine andre giftigheder, før jeg fyrede en direkte anklage af sted mod ham. Mit job var at gøre ham mør, ikke at fremprovokere trods eller fjendtlighed. Men jeg var blevet fanget på det forkerte ben, og mit næste skridt blev derfor temmelig hovedkulds, på samme måde som når man tror, man er nået helt ned ad en trappe og overser, at der er et trin til. ’Ja, korrekt. Vi er rede til at slå en handel af i porten, som De udtrykker det. Og ja, holde politiet helt ude. Det er det, jeg vil sige’, begyndte jeg og snublede videre med en ret så formynderisk påstand om, at fuld diskretion jo nok var det bedste for begge parter, både ham og os. Et sekund sad han helt tavs og måbede forstenet som en figur af den siddende Buddha. Så brød han ud i en gungrende latter, der desværre lød hjerteligt ægte. Han klaskede sig demonstrativt på maven. ’Kæreste Mister Lloyd, det er kosteligt det her. De er gud døde mig en spøjs fætter. I vil holde politiet ude, slå en deal af i porten og bla-bla-bla og så videre – men De giver mig jo ikke en kinamands chance for at gætte, hvad vi egentlig handler med. Madonnas kussehår, diamanter fra Congo, hemmeligheder fra Kreml?’ Jeg lod hans latter klinge af, bevarede masken stram og

<  115  >


forretningsmæssig, men bag facaden måtte jeg naturligvis medgive, at han havde en pointe. Han vidste jo ikke, hvad vi, altså Lloyd’s, vidste. Jeg lod, som om hans hånlige tone stødte min ære og skar så hårdt igennem. ’Hør lige her, Hadirov. Vi har kopier af Deres hotelregninger fra både Hotel Arraya i Sara og Hotel Østerport i København. Den første er dateret 21. august 2002 – den anden 24. september samme år. Ingen af disse regninger er dog kendt af politiet. Forstår De, hvor jeg vil hen?’ spurgte jeg spidst. Igen slog Boris Hadirov en højrøstet hånlatter op – men måske en kende mindre selvsikker. ’Nej, overhovedet ikke. Så hjælpe mig vor Nådige Jomfru og den pikslikkende pave. Jeg fatter ikke en brik. Er det kriminelt at bo på hotel disse steder?’ ’Datoerne, Hadirov. Det ved De jo godt. Røveriet og branden hos Trampedach i Sara – og derpå mordbranden i malerens atelier i København. Samme datoer, ikke sandt? Lad være med at undervurdere os. Vi er bestemt ikke idioter. Vi har faktisk dannet os et ganske godt billede af, hvor værkerne siden hen er havnet. Og hvordan de er havnet dér. Så lad os droppe attituderne og snakke business’. Det lød overbevisende, syntes jeg selv. Ganske vist gik det stadigvæk alt for hurtigt, og jeg havde endnu ikke fået lejlighed til at lufte mine øvrige sigtelser mod russeren, men det forekom mig trods alt, at jeg nu havde fat i fyren. Et par havmåger dykkede skrigende ned over soldækket,

<  116  >


men fortrød straks og fløj væk igen, som om de fornemmede, at luftrummet over os var ved at blive usundt for naturvæsener. Boris Hadirov så ondt efter dem med sine sorte øjne under pandebrasken. Jeg besluttede at klemme lidt mere til. ’Desuden har vi et dugfrisk vidneudsagn fra Deres tidligere matros, Mahmoud. Oplysninger, som heller aldrig har nået politiets ører. Helt nye og overraskende udtalelser, før vidnet døde’. ’Er Mahmoud død?’ ’Ja. Selvmord. En overdosis’. Hadirov smilede. ’Mon så ikke hans vidnesbyrd er lige så dødt som manden selv – og begravet med ham?’ ’Vi har alt på bånd. Mahmoud fortalte det hele til en båndoptager, før han tog sit eget liv’. Det hvide ar i Hadirovs ansigt antog en lyserød farve, så jeg, hvilket jeg tolkede som udtryk for, at hans blodtryk steg. Jeg havde med andre ord ramt ham. Det var nu, der skulle bores i såret. Men i det samme ringede hans mobiltelefon, der lå og blinkede på bordet. Han tog den, irriteret over at blive forstyrret, snerrede på russisk – men skiftede så pludselig tone og talte indladende, nærmest opløftet med den ukendte person i røret, som om det var gået op for ham, at han kunne udnytte afbrydelsen til egen fordel. Han lagde på. ’Desværre, Mister Lloyd. Business. Jeg må bede Dem gå’. Hadirov pegede på mobilen, smilede venligt, men

<  117  >


falsk. Jeg gengældte ikke hans smil. ’Hvornår kan jeg komme igen? I morgen?’ Jeg forsøgte at lyde truende, men det prellede tilsyneladende af på ham. Den imposante russer havde genvundet dagsformen, kom adræt på benene og slog mig jovialt på skulderen, som om han netop havde blanket mig af i poker, men trods alt ville vise respekt for min kampånd. ’Lloyd’s er altid velkommen. I gentlemen er min livret. Som dessert’. ’I morgen? Samme tid?’ ’I morgen eller en anden dag. Farvel og nyd dagen’. Uden at jeg havde set Hadirov give tegn til det, kom søuniformen fra før og ledsagede mig tilbage til landgangsbroen. Nede fra kajen så jeg russeren gå hastigt frem og tilbage oppe på soldækket, mens han tastede et nummer ind på mobiltelefonen. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg havde formået at gøre Boris Hadirov nervøs, men bestemt heller ikke mere. Og over for Lehmann, som jeg mødte samme eftermiddagen, lagde jeg ikke skjul på, at detektiven fra Lloyd’s endnu kun havde opnået at pirke til russeren, men langtfra gjort ham mør. Heraf Lehmanns frustration, hans udtalelse om mine nosser og hans krav om forlængelse af klausulen i banken. Yderst beklageligt – begge dele. Jeg protesterede dog ikke, overraskende nok, men forsikrede ham om, at situationen i forhold til Hadirov kunne ændre sig radikalt allerede i morgen eller i overmorgen.

<  118  >


Jeg ville berolige Lehmann, dels fordi jeg jo måtte beskytte min million i banken, dels fordi jeg faktisk var begyndt at tro på planen. Hadirovs reaktion tydede på, at taktikken var rigtig og kunne virke efter hensigten. Lehmann nikkede tavs. Vi sad på en fin café fra først i 1900-tallet på Place Clemenceau og så nok lidt slukørede ud som to aldrende bøsser, der har været nødt til at aflive deres skødehund på grund af bylder i endetarmen. Lidt fortabte, med andre ord. Jeg noterede, at Lehmann åbenbart havde lyttet til mit råd og udskiftet sit latterlige mafiosokostume med et ikke mindre komisk, men dog mere tilforladeligt golfkostume. Lyse knickers og kasket, ulden pullover og knæstrømper i samme engelske tern. ’Jeg hader golf’, bemærkede jeg. ’Hm, jaså’, mumlede han blot med fjernt blik og tankerne et helt andet sted. Så vendte han tilbage, tændte en Dunhill, pustede røgen ud. ’Jeg ved godt, hvad du mente med dit spørgsmål om Renaults datter, Mari-Rose’, sagde han pludselig og fortsatte. ’Det er ikke så svært at regne ud. Hun var kæreste med Miguel, Aranzadis søn, allerede da de var børn. Og det er hun altså stadigvæk – eller er blevet igen. Kærester, ikke sandt? Du har set de to sammen?’ Lehmann så på mig med et snedigt smil. Eller var det ondskabsfuldt? Jeg svarede ham ikke.

<  119  >


’Det er ikke så godt. Men du vil helst ikke snakke om det?’ ’Nej. Og det skulle du heller ikke’, fik jeg sagt – hvilket i hans ører desværre kom til at lyde, som om jeg bekræftede at have set de to unge sammen, men nægtede at tale om det. ’Det er kun et par uger siden, at Miguel havde sit billede i avisen som eftersøgt ETA-terrorist. Vidste du det?’ ’Nej’, sagde jeg, men fortrød svaret – for hvis jeg ikke havde set hans foto i avisen, hvordan kunne jeg så genkende ham? Lehmann så eftertænksom ud, men borede ikke dybere i emnet. Lod det ligge og modnes i et eller andet gustent hjørne af sit usunde sind, tænkte jeg. Lidt efter gik vi hver til sit. Aftalte, at vi sås igen, når jeg på ny havde opsøgt Boris Hadirov. Det skete allerede næste dag, onsdag. Og med betydeligt større succes end første gang. Det var et gennembrud, vil jeg sige, skønt jeg jo ikke kan vide, om vi til sidst opnår det ønskede resultat. Jeg kan stadig have mine tvivl, men dog mindre end før. Ligesom om tirsdagen blev jeg holdt tilbage på landgangsbroen af kraftkarlen i den kridhvide søuniform, men til forskel fra dagen før blev jeg nu straks ført op til skibets salon. En slags rygesalon med bardisk i bagenden af Golfo II. Med det samme, jeg kom ind i det kølige og kostbart udstyrede lokale med orientalske tæpper, en gigantisk tv-fladskærm og Cobra-kunst på væggene, fik jeg øje på drengen.

<  120  >


Han var iført en lyseblå kjortel og lå henslængt på silkesofaen i hjørnet med en nøgen fod vippende i takt til den dæmpede, arabiske musik, der strømmede ud i rummet fra usynlige højttalere. Jeg sendte ham et kort nik som hilsen – men næppe havde jeg slået mig ned i en stol i den modsatte ende af lokalet, før knægten lod sig glide ned fra lejet og kom smygende hen imod mig i en slags dansende gang over det tykke gulvtæppe. Han var omkring ti år gammel, men smilede indladende som en voksen kvinde, slog det mig. ’Goddag, monsieur. Og velkommen om bord’, læspede den lille fyr på fransk og klatrede graciøst op på mit knæ. Det kom mildt sagt bag på mig. Og i et langt øjeblik sad jeg benovet og stum, fordi jeg hverken vidste, hvad jeg skulle sige til drengen, eller hvor jeg skulle anbringe mine hænder. Det naturlige ville jo være at lægge armen om ryggen på et barn, der springer op på ens skød, men det undlod jeg. Jeg skulle absolut ikke godtage drengens tilnærmelser, tænkte jeg og holdt begge arme stift ud i luften som en pingvin på landjorden. ’Drink?’ smiskede knægten – og jeg indså nu, at jeg mere resolut måtte se at få stoppet legen i tide. Jeg skubbede fyren ned fra mit knæ og rejste mig i fuld højde, mens jeg så strengt ned på ham. ’Nej, tak. Kan du kalde på din chef, Boris Hadirov’, kommanderede jeg. I samme sekund kom russeren ind i rummet med en brysk mine i sit bryderfjæs, knipsede med fingrene som

<  121  >


signal til knægten om at fordufte og slog sig ned på en høj stol ved bardisken. Optrinnet med drengen havde kun varet et par minutter fra det øjeblik, jeg trådte ind i salonen, og til Hadirov brat afbrød seancen. Men det gjorde mig urolig. Min intuition sagde mig et eller andet. Nu gav russeren sig til at blande en Pernod med vand, tilbød også mig én, som jeg accepterede, og løste så op i et smil. ’Khalil. Det kalder vi purken. Han er ustyrlig. Beklager’, undskyldte han, som om skibshunden i kådhed var sprunget op ad mig og havde savlet på mine pæne bukser. Jeg tænkte mit. Overvejede kort at udnytte episoden til at komme ind på hans lyssky relationer til saudi-prinsen, som netop var ankommet til luksushotellet Hotel du Palais med sit feriefølge – men besluttede så at gemme emnet lidt endnu. Påstanden om, at russeren skaffede børn til prinsens seksuelle udskejelser på hotellet, var trods alt en af de svagest underbyggede sigtelser, jeg havde mod Hadirov. Yasmin havde for eksempel intet nævnt om den sag. I stedet tog jeg fat, hvor vi sidst var blevet afbrudt. Mahmouds afsløringer på kassettebåndet. Jeg havde en kopi med, som Lehmann havde fået lavet, samt en udskrift af båndoptagelsen i tilfælde af, at Hadirov ikke ejede en båndafspiller til minibånd. Lehmann havde skam tænkt sig om. Jeg lagde nu begge dele på bardisken foran russeren.

<  122  >


’Mahmouds bekendelser. Hør dem eller læs dem’. Boris Hadirov skævede til båndet, men lod det ligge. Greb i stedet udskriften og gav sig til at læse i tavshed, mens cigaretten i hans højre hånd fik lov til at brænde, uden at han røg på den. Så lagde han papiret fra sig og iagttog mig med sammenknebne øjne, men sagde stadig intet. Jeg rømmede mig, gjorde stemmen rolig, talte langsomt. ’Hør på mig og forstå mig ret. Vi er ikke ude på at ødelægge Dem. Men vi er heller ikke blødsødne. Vi har en forbandet pligt til at søge dækning for de tab, vi har lidt. Og den mulighed har vi nu. Den lader vi bestemt ikke gå fra os’. Jeg tog en lille tår af min Pernod og fortsatte. ’Både De og vi ved, at Mahmoud taler sandt. Og vi har yderligere beviser mod Dem, som sagt. Både i forhold til røveriet og udnyttelsen af Mahmouds søster, Yasmin, og andre børn. Yasmins egen vidneberetning er bare ét eksempel af mange. Og hvad angår de stjålne kunstværker, malerierne og skulpturerne, så har vi også på dét punkt flere vidneudsagn, som entydigt peger på Dem. Jeg prøver ikke at true Dem, men fremlægger blot fakta’. Russeren var langsomt, ord for ord, blevet helt opkogt i ansigtet. ’Hvilke vidner?’ spruttede han rasende. Jeg slog ud med armene, beklagende. ’Konfidentielt. Af hensyn til vidnernes personlige sikkerhed’.

<  123  >


’Det er den satans olding i Monaco, Ohm. Og hans sleske svindler af en svigersøn. Har jeg ret?’ Manden var tydeligvis akut ramt og i åbenlys affekt. Han hoppede ned fra barstolen og trampede rundt som et såret dyr, mens han arrigt udspyede eder mod sine formodede banemænd. ’Fanden tage dem. Jeg maser dem, tværer dem ud. Det er et komplot, et beskidt komplot’, hvæsede han og sparkede til barstolen. Jeg havde tydeligvis ramt ham i solar plexus og jublede indvendig. Men udadtil gjorde jeg min stemme ekstra rolig. Satte tilmed trumf på med en lille perfid parentes. ’Lyt nu til mig, Hadirov. Intet af alt det her, heller ikke Deres forretning i relation til Hotel du Palais, har politiet noget som helst kendskab til. Og får det heller ikke. Såfremt, altså’. ’Såfremt hvad?’ ’Såfremt vi får samtlige kunstværker tilbage. Det vil sige navne og adresser på alle købere af de stjålne værker. Listen med værkerne har vi selv – den anden har De. Vi garanterer tilmed fuld diskretion til køberne, eller rettere hælerne, dersom de udleverer, hvad de uretmæssigt har købt. Politiet vil absolut intet få at vide om affæren’. Jeg var færdig. Havde afleveret mit budskab klart og tydeligt og på det rigtige tidspunkt. Jeg holdt vejret. Hadirov var standset op og stod nu midt på sit dyre persertæppe som en groggy bokser, lyttende efter den nådefulde gong-gong. Men lyden udeblev åbenbart. Så tog han en dyb indånding, og kneb øjnene sammen

<  124  >


som en skytte, der tager sigte. ’Men det er jo blackmail, Mister Lloyd. Regulær afpresning. Det er kriminelt, forstår De? Det er en krigserklæring. Ingen afpresser Boris Hadirov. Forstår De, hvad jeg siger?’ Det kom bag på mig, at russeren ikke bare gav op og lagde sig ned på ryggen på kanvassen, men at han åbenbart fortsat og imod alle odds ville slås – ja, tilmed fremturede med trusler. Men sådan var de vel, disse forbryder-oligarker, der havde lært lektien på den benhårde måde under gangstervældet i kølvandet på Yeltsin, og som nu satsede på, at deres tilranede formuer gav dem overmenneskelig muskelkraft. Burde vi ikke have forudset det? Havde vi, Lehmann og jeg, overhovedet gjort os klart, hvem vi var oppe imod? Jeg følte mig pludselig meget lille og meget skrøbelig. Lloyd’s, tænkte jeg så. Husk på, du er selveste Lloyd’s – mægtige, verdensomspændende Lloyd’s. Jeg mandede mig op, prøvede at virke lige så magtfuld, som jeg påstod at være. ’Det nytter ikke at true, Hadirov. Vi er forbi det punkt. Lloyd’s har sat denne deal op, fordi vi mener det alvorligt. Vi forsøger ikke at blackmaile, men lægger op til en handel. En fair handel synes vi. Ingen af os har gavn af krig, vel?’ Hadirov vendte nu ryggen til – demonstrativt forekom det, men måske var det i virkeligheden for at skjule, hvor anfægtet han var. Under den storblomstrede skjorte kunne jeg se musklerne spændes i hans ryg og nakke.

<  125  >


Han skyllede resten af sin Pernod ned i enkelt slurk. ’De kan gå nu, Mister Lloyd’, sagde han tonløst. ’Jeg må have et svar, før jeg går’, insisterede jeg. ’Rend mig i røven. Det er mit svar’. ’Jeg giver Dem en uge’, bemærkede jeg og prøvede at få det til at lyde som et godt tilbud til en kunde, der ikke selv har indset, at han lige har sagt nej til at score en præmiebonus. Hadirov reagerede imidlertid ikke, blev bare stående tavs med ryggen til – og ligesom første gang, jeg besøgte Golfo II, dukkede den mutte fyr i søuniformen nu atter op helt uden varsel for at eskortere mig ud og ned til den gule Fiat på kajen. For foden af landgangsbroen stod Hadirovs motorcykel og spejlede middagssolen i sine kromskinnende former. En antik Harley-Davidson, som ifølge Lehmann gjorde småvejene usikre i bakkerne omkring Biarritz. Jeg pegede på kræet, smilte til søuniformen. ’Hils bossen og sig god køretur’, sagde jeg muntert til den fåmælte fyr, som dog heller ikke reagerede, måske fordi han ikke forstod mit franske. Derpå kørte jeg direkte til caféen på Place Clemenceau og ringede Lehmann op på mobilen. Jeg var yderst tilfreds med min indsats over for Hadirov. Det havde virket med nosser, tænkte jeg glad. Og da danskeren en halv time senere ankom til caféen, kunne jeg opstemt og uden tøven rapportere, at Boris Hadirov nu var blevet gjort tilpas mør. Spiselig og serveret på et sølvfad til Lehmann.

<  126  >


’Hm. Måske. Måske ikke. Intet er sikkert. Han afslog jo pure at gå med på en handel’, indvendte Lehmann og stak en benet hånd op i luften som for at stoppe mit overmod. ’Jamen, hør nu, Lehmann. Det er jo ikke mig, men dig, der skal handle med ham, ikke sandt? Slottet i Bordeaux og så videre – er det ikke det, der er planen? Din egen plan?’ ’Joh’, kom det tøvende fra den på ny golfklædte mand, der et øjeblik syntes at have glemt sin egen taktiske slagplan. Hans pludselige vægelsind irriterede mig, og jeg følte trang til at minde ham om vores aftale. At mit job udelukkende var at påtage mig rollen og risikoen som Lloyd’sdetektiv for at intimidere russeren, true og skræmme ham med afsløringer og politianmeldelser, så han følte jorden brænde under sig. Hvorpå det så var op til Lehmann selv at komme ilende med en frelsende ildslukker i form af tilbuddet til Hadirov om at påtage sig al skyld samt love bod og bedring over for Lloyd’s – til gengæld for, at russeren definitivt opgav sit krav på Margaux-slottet. Det var planen. Havde Lehmann helt glemt sit eget snedige komplot? ’Næh, nej, da. Selvfølgelig har jeg ingenting glemt’. Han rømmede sig, fumlede efter en cigaret og sin blærelighter. ’Men hvad så? Hvad plager dig? Hvorfor tøver du nu? Svag i knæene?’ Jeg nød at tirre ham og fik yderligere understreget

<  127  >


min pointe ved at påpege, at jeg jo for min part havde sat både nattero og førlighed på spil ved at udfordre den livsfarlige russer. Nu var det hans egen tur til at vise lidt mandsmod. Nosser, ikke sandt? Jeg rejste mig, synligt forurettet håbede jeg. Det måtte være indlysende, at hvis han brød vores aftale nu og droppede planen om at gribe ind som en slags mægler eller fredsstifter mellem Hadirov og Lloyd, så ville russeren gå direkte efter min skalp, detektiven fra Lloyd’s. Jeg kunne se på Lehmann, at han kun alt for godt forstod denne logik. ’Du lader mig ikke i stikken nu, Lehmann’. Det lød desværre mere bønfaldende end truende. ’I stikken? Nej, da. Hvordan?’ kom det påtaget naivt fra min hykleriske partner. ’Udspillet er dit. For min part, så rejser jeg væk en uges tid’, meddelte jeg kort og begyndte at gå. ’Hvorhen? Til Danmark?’ ’Hillerød’, sagde jeg blot, idet jeg gik ud fra, at han kendte formålet med min rejse fra Brahmsen. Så kørte jeg tilbage til Sara med alle de bange anelser, som en type af Lehmanns støbning formår at sætte i gang i en mistroisk sjæl. Var Hadirov, når det kom til stykket, overhovedet hoppet på limpinden? Havde Lehmann ændret sin plan bag min ryg? Kunne han finde på at ofre mig på en eller anden måde – og dermed spare en million? Sådan ligger landet lige nu. De seneste tre-fire dage har jeg ikke hørt en lyd fra Frederik Lehmann, men jeg

<  128  >


har trods alt besluttet at tolke hans tavshed positivt. Jeg kan ikke få øje på, hvilken fordel han kan opnå ved at abortere sin egen plan. Med tilkæmpet ro i sindet har jeg derfor pakket min kuffert, varslet Brahmsen om min ankomst og meddelt Monsieur Aranzadi, at jeg er bortrejst i en uge, så han ikke tror, jeg er faret vild i bjergene. Jeg er bestemt ikke faret vild. Hverken Harry eller Valdemar er faret vild, kan man sige. Tværtimod. Jeg mærker jo helt utvetydigt, at jeg er på rette spor. Rette spor i processen, engleprocessen.

<  129  >


7. Triumf

Jeg har slukket min mobiltelefon og smidt den ned på bunden af kufferten. Lige fra tidligt i morges og dagen igennem har Frederik Lehmann bombarderet mig med opkald og indtalt beskeder på stribe, men jeg har stædigt nægtet at tage telefonen og undladt at aflytte hans meddelelser. Desuden har jeg sagt til hotellets reception, at jeg ikke ønsker telefonopkald stillet om til værelset. Det er min sidste dag her i Hillerød, og jeg vil ikke risikere, at Lehmanns nedrige affærer skal spolere min glæde og triumf. I aften er jeg til middag hos Ejler Brahmsen, hvor også bestyrelsen for kunstklubben er inviteret. De vil takke mig for hjælpen med at få udstillingen om Ellens efterladte Trampedach-materiale op at stå til december. I morgen flyver jeg så tilbage til Biarritz via Paris. Lige nu sidder jeg i skumringen på mit hotelværelse og nyder triumfen sive ud i alle årer og kapillærer. Valdemars triumf, burde jeg nok tilføje. For jeg har delt mig op, som sagt, og overladt Harry til sig selv hjemme i baskerlandet. Det her er Valdemars boldgade. Jeg har taget en lille flaske cognac fra minibaren og nipper til drinken, som om den var nektar fra selve livets urkilder. Jeg har al ret til at være overmodig. I morges

<  131  >


fik jeg taget blodprøver, og op ad formiddagen var jeg til skanning og derpå i konsultation hos overlægen. Manden, som i sin tid gjorde sig stor umage med at stille min diagnose – og i samme åndedrag male fanden på væggen med min livstruende prognose. Jeg kan vist roligt sige, uden at jeg på ny skal hovere, at jeg nød denne samtale med dr. Kræft. ’Jeg må ærligt tilstå, Kyhn, at jeg ikke forstår det her’, lød det fra min desavouerede overlæge af polsk afstamning. Dr. med. Jan Karony skød de gennemsigtige designerbriller et stykke op på sin karseklippede isse og så på mig med et både bekymret og spørgende blik. ’Det er måske heller ikke så ligetil’, smilte jeg underfundigt og spurgte, hvad det mere præcist var, han ikke forstod. ’Tallene’, sagde han bare. ’Ja, altså, tallene sammenholdt indbyrdes – og ligeledes sammenholdt med skanningen. De stemmer sådan set slet ikke’, mente han og fortsatte lidt forpint i dette tvivlrådige spor, der absolut ikke behagede ham. ’Hvordan skal jeg udtrykke det? Det kunne ligne en teknisk fejl, men er det næppe. Næppe, nej’. ’Det er det bestemt ikke’, fastslog jeg selvsikkert, som om jeg havde blot det mindste begreb om hans tal, grafer og skanningsaritmetik – jeg, en gammelsproglig student fra Thisted. Men så meget havde jeg dog forstået allerede ved samtalens start, at der var god grund til selvsikker jubel. Man

<  132  >


måtte nemlig konkludere, at kræftpesten i min krop ikke blot var på tilbagetog, men nærmest på vild flugt væk. Skulle man udstikke en ny prognose lige nu, ville jeg åbenbart snart være fuldt ud helbredt og rask som en reformeret kannibal med vegetardiplom. Hvis man vel at mærke så bort fra de tal og målinger, der angiveligt slet ikke stemte overens. Det vil sige, som ikke matchede overlæge Karonys videnskabslogik. ’Du skal nu ikke bekymre dig, doktor. De tal har ingen betydning’, brovtede jeg. ’Nå, ikke?’ sagde han skeptisk og satte brillerne tilbage på næsen for på ny at granske sine talkolonner på skrivebordet. ’Hen ad vejen vil alle disse målinger tilpasse sig den homøostatiske proces og realitet’, hævdede jeg uden helt at vide, hvad ordene indebar. Lægen kikkede op på mig hen over brillestellet og rynkede brynene. ’Hvad for en proces? Sig mig, du har vel ikke fået en eller anden form for alternativ behandling?’ ’Nej’, sagde jeg bare og følte et øjeblik trang til at fortælle ham hele historien, udbrede mig om min filosofi om den homøostatiske dimension, meditationerne og engleprocessen. Men det ville være rent tidsspilde. Dr. Karony ville ganske enkelt nægte at høre efter og nægte at forstå. ’Det er ikke en behandling, men en proces. Og du ville ikke forstå et jota, hvis jeg fortalte dig om det. Det foregår i en anden verden end din’.

<  133  >


’Jaså. Jota? Hvad er det?’ ’Et græsk bogstav. Det mindste’. ’Ok, godt nok. Men hvad vil du sige med alt det?’ ’Ingenting. Jeg vil jo netop ikke prøve at forklare mig. Du må acceptere det, som det er’. ’Acceptere hvad?’ forsøgte den til stadighed mere rundtossede mand, der ikke blot ikke forstod sine egne tal, men heller ikke fattede en brik af, hvad hans patient fablede om. Jeg gjorde kort proces, hovent og selvretfærdigt. ’Jeg kan ikke gøre for det. Problemet er dit, ikke mit. Dine målinger er ganske enkelt ikke forenelige med virkeligheden’. ’Virkeligheden?’ ’Ja. Virkeligheden’, sagde jeg og lagde tryk på de to første stavelser i ordet – vel nærmest for at understrege, at det var mig, ikke ham, der lå inde med den rette medicin. Så skubbede jeg stolen tilbage, rakte ham hånden hen over skrivebordet med de ulyksalige talkolonner, kurver og grafer. Dr. Kræft måbede, men stak mig dog en hånd. ’Men er du villig til at få lavet en ny skanning? Nye prøver på et senere tidspunkt?’ spurgte han, som om han dermed kunne fastholde mig bare en lille smule i sin egen determination. ’Ja, gerne’, svarede jeg og forsøgte at lyde overbærende, som om jeg kun sagde ja for hans skyld, ikke for min egen. Han gav mig en dato først i december.

<  134  >


Derpå forlod jeg overlægens kontor og gik en lang tur, en tur i triumf, på småvejene og stierne mellem hospitalets grønne områder. Patienter i hvide badekåber sad på bænkene og røg i den disede, men stadig lune efterårssol eller trillede rundt på må og få i deres kørestole. Sørgmuntre aspiranter på vej over i spøgelsesriget, tænkte jeg. Og mens jeg nu sidder her i mørkningen på hotellet og skriver, genopliver jeg denne flygtige, mineralske lugt af fugtig jord og dansk efterårsvæde, som jeg så grådigt indsnusede i hospitalets have, og som jeg for altid, tror jeg, vil forbinde med triumf og frihed. Det overrasker mig ikke, slet ikke, at jeg er under helbredelse – men det kom bag på mig, at processen trods alt kan aflæses så tydeligt i lægevidenskabelige tal. Også i den målelige verden kan jeg med andre ord føre bevis for, at jeg er på rette vej. Decimal for decimal udsondrer jeg sindets syge celleslim og skiller mig af med forbandelsen. I samme ånd, kan man sige, har jeg skilt mig af med Ellens efterladte optegnelser om Kurt Trampedach. Alle disse fotos, skitser, bånd og ark med notater, som fyldte hendes arbejdsstue i vores hus. Det var her, jeg som en formørket munk sad og rugede i de kuldslåede uger efter hendes død, mens kræften umærkeligt begyndte at gære i mit blod. Vores hus blev et dødens hus, og Ellens ting knytter mig til de stuer. Derfor har jeg foræret sagerne til Brahmsen og hans Trampedach-klub. Dér hører de hjemme, ikke hos mig. Også hendes malerier har jeg givet dem, skønt kun

<  135  >


til låns på ubestemt tid. Et enkelt lille lærred tager jeg dog med mig i kufferten. Det forestiller bjerget Itxassou, samme motiv som Trampedach har malet, men Ellens billede er meget mere et indre eller psykisk bjerg, og desuden er det personligt tilegnet mig. Det står bag på lærredet. Tilegnet Harry og Valdemar. Konjunktionen er et fint lille drilleri, der selvfølgelig hentyder til mit nærmest medfødte navnekompleks. Ejler Brahmsen havde kørt mig ud til det firma, hvor flyttekasserne med Ellens ting var deponeret, og allerede efter nogle få minutter, da jeg havde låst mig ind i depotrummet og kikket ned i kasserne, besluttede jeg at skille mig af med det hele. Alene den klamme, lidt mugne lugt, som steg op fra kasserne, ramte mig med kulsorte minder. ’Nu går jeg det hele grundigt igennem, og hvis jeg støder på noget, et navn eller andet, som på en eller anden måde kan være til gavn for din efterforskning nede i Frankrig, så siger jeg naturligvis til’, meddelte Ejler Brahmsen, mens vi læssede kasserne op på Volvoens trailer. Den gamle kriminalchef har selvsagt flere gange spurgt ind til den såkaldte Trampedach-efterforskning i Sara. Men jeg har holdt ham hen med løs snak, sunget en sang om det nye spor, som hans ven Frederik Lehmann jo har givet mig, og som éntydigt peger i retning af den navngivne, russiske bagmand til både røveriet i Sara og ildspåsættelsen i København. Alt sammen noget Brahmsen kender lidt til i forvejen. Jeg har også fortalt ham om vidnet Mahmoud, som

<  136  >


nu er lokaliseret i Biarritz – men intet om hans død. Og selvfølgelig har jeg slet ikke omtalt Lehmanns komplot mod Hadirov og min egen rolle i dette fordækte spil. Et emne, der mildt sagt er uegnet for denne lovlydige mands ører. ’Sig mig, ham Lehmann – ja, han er jo strengt taget ikke min ven. Jeg kender ham jo kun som formand for den dansk-baskiske kulturforening i Biarritz, men hvad laver han egentlig?’ spurgte Brahmsen en formiddag, mens vi gik rundt og beså de tomme lokaler i centrum af Hillerød, hvor udstillingen skal holdes, og hvor Brahmsen allerede var gået i gang med at sortere indholdet af flyttekasserne fra depotet, for at jeg siden hen skulle hjælpe ham med at identificere og datere de enkelte elementer, bånd, fotos, skitser, noter og brudstykker af manuskripter. ’Det ved jeg ikke så meget om’, svarede jeg og forsøgte at holde snakken på et formelt plan. ’Han er jo direktør i sin svigerfars familiefond, Ohmega Fonden, og passer velsagtens de løbende forretninger. Investeringer, køb og salg af ejendomme, antikviteter og kunst, går jeg ud fra. Jeg har ikke sat mig ind i det. Men hvorfor spørger du?’ ’Åh, bare nysgerrighed’, sagde den pensionerede kriminalræv, men jeg kunne høre, at der gemte sig noget bestemt bag hans nysgerrighed, og da jeg havde presset ham lidt hårdere, kom det frem, at han var ved at skrive sine erindringer og derfor havde fået adgang til en del gamle kriminalsager i arkiverne – og i papirerne fra en af disse sager var navnet Frederik Lehmann dukket op.

<  137  >


Brahmsen lød lidt beklemt, da han fortalte det. ’Ja, jeg så jo bare navnet i en afhøringsrapport. Lehmann blev aldrig sigtet i sagen, kun afhørt. Mistænkt, ja, måske nok – men på et særdeles løst grundlag. Og det blev aldrig til mere end det’. Jeg tænkte dog mit. Det var en pædofilsag, forstod jeg. To thaibørn, søskende, en dreng og en pige på 11 og 12 år, var så at sige gået på omgang mellem en håndfuld danske mænd fra det højere borgerskab. Heriblandt en byretsdommer, der siden hen blev dømt som en slags hovedmand i kliken. Ejler Brahmsen havde været med til at efterforske sagen, der også handlede om udbredelse af fotos af børnene, og som desuden havde haft flere mistænkte end blot den lille kreds omkring dommeren. Men det var en kollega, ikke Brahmsen selv, der havde afhørt Lehmann, og Brahmsen huskede slet ikke, ikke før nu, da han genså de gamle dokumenter, at Lehmanns navn overhovedet havde været inde i billedet, skønt i periferien, dengang for godt 15 år siden. ’Faktisk optrådte han som vidne mod nogle af de andre i sagen og var altså med til at belaste flere af dem, der senere blev dømt’, forklarede Brahmsen, som tydeligvis havde det dårligt med sin egen indiskretion i forhold til den nu henlagte straffesag. Selv havde jeg ikke den fjerneste erindring om skandalen, men undlod at kradse mere i fortiden. Jeg havde hørt nok. Min mistanke om Frederik Lehmanns pædofile tilbøjeligheder var endnu en gang blevet bestyrket.

<  138  >


Yasmins historie havde fået mistanken til at spire, men ligesom i pigens historie fra Biarritz optrådte Lehmann i arkivsagen fra København åbenbart også kun som en skygge i kulissen. Og på samme måde som i Biarritz havde han også dengang i København forstået at pege væk fra sig selv, belaste andre, så hans egen knoklede skikkelse selv undgik at komme i søgelyset. En undvigelsens mester, ham Lehmann – skyggen Lehmann. Lige nu er det dog mig, der undviger ham. Jeg tænker på hans forgæves mobilopkald i løbet af dagen. Der må jo være sket et eller andet, noget afgørende. Men det må vente, som sagt. Jeg nægter at høre hans stemme, før jeg atter er helt hjemme i Sara, tilbage hos Harry, om man vil. Ingen af de foregående dage, mens jeg har strejfet rundt i Københavns gader og her i Hillerød, har jeg hørt en lyd fra Lehmann, og jeg har i det hele taget været lykkelig fri for overhovedet at tænke på manden og hans knudrede komplotmageri. Vores komplotmageri, burde jeg nok skrive. For endnu en kort tid vil jeg være bundet op som en marionetdukke i hans snorespil. Det vil sige, indtil hans forlig med Hadirov er faldet i hak. Den dag, dette sker, vil jeg lettet og befriet gå ind ad glasdøren til Crédit Biarritz og indløse min million i anonyme kontanter.

<  139  >


8. Ofring

Hele ugen siden i søndags, da jeg kom tilbage fra Danmark, har jeg været plaget af pinagtige mareridt – også i vågen tilstand, vil jeg påstå. Og indtil for et døgn siden havde jeg ikke fået skrevet et eneste brugbart ord. Det begyndte naturligvis med Lehmanns telefonbeskeder, som jeg aflyttede, så snart jeg var nået hjem til Sara. Nej, det startede allerede i lufthavnen i Biarritz. Med liget af den lille dreng, der dagen før, altså lørdag morgen, var blevet fundet på den offentlige badestrand neden for Hotel du Palais. Jeg plejer ikke at købe den lokale avis, Sud-Ouest, men det gjorde jeg den dag i ankomsthallen. Historien stod med store typer hen over hele bladets forside. Renovationsfolk på stranden havde fundet liget af en 10-12 år gammel dreng tidligt om morgenen helt nede i vandkanten. Det døde barn var nøgent uden smykker eller andre kendetegn, stod der. Drengen, som med sikkerhed var af nordafrikansk oprindelse, var antagelig forsøgt kvalt, før han druknede, og havde ifølge retsmedicineren desuden været udsat for et seksuelt overgreb. Indsat i et foto af stranden med luksushotellet i baggrunden var placeret en tegning af barnets ansigt. En portrættegning, som politiet havde udsendt til pressen

<  141  >


i håb om at få liget identificeret. Ingen havde åbenbart meldt en dreng savnet. Synet af tegningen ramte mig som et slangebid mellem øjnene. Det ene sekund var jeg sikker på, at det var Khalil, jeg så på portrættet – men i næste øjeblik lignede det bare enhver anden purk fra Nordafrika. Jeg prøvede at genkalde mig knægtens ansigt fra den dag i salonen på Hadirovs yacht, men ud over smilet, det kunstigt voksne smil, huskede jeg kun tåget hans ansigtstræk. Hele vejen i lufthavnsbussen ind til byen og derefter i rutebilen videre til Sara tog jeg igen og igen avisen frem og studerede tegningen, uden at jeg dog blev mere sikker i min sag. Historien gjorde mig dybt urolig. Mildt sagt. For hvis det forholdt sig, sådan som jeg frygtede, at den dræbte dreng var Khalil, så var det ikke blot en modbydelig tragedie, der lå bag, men den bragte også mig personligt i fare. Først og fremmest, fordi Boris Hadirov jo nok huskede, at jeg havde mødt Khalil på hans båd – og at jeg ved samme lejlighed havde afsløret et kendskab til hans beskidte forretninger med børneprostitution. Også helt konkret i forhold til saudi-prinsen på Hotel du Palais. Hvis Hadirov havde solgt eller udlånt drengen til prinsens seksuelle lyster, og et eller andet var gået frygteligt galt på hotellet, så måtte russeren i høj grad frygte, at jeg nu gik til politiet med min viden. Identificerede Khalil og udpegede Hadirov som bagmand og børnehandler. Det betød, at han for enhver pris måtte forsøge at lukke munden på mig, før det var for sent.

<  142  >


Allerede i lufthavnen blev jeg grebet af paranoia. Kikkede mig nervøst omkring for at spotte mulige håndlangere for Boris Hadirov. Det var nemlig først senere samme dags aften, at jeg forstod, hvordan den udspekulerede russer havde tænkt sig at beskytte sit eget skind. Da rutebilen fra Biarritz stoppede i Sara, var mørket ved at falde på, og jeg følte mig i fare. Jeg kunne jo ikke udelukke, at Hadirov havde fået opsnuset, hvor jeg boede – måske via Lehmann? I tusmørket sneg jeg mig hjem til mit lille stenhus som en tyv i natten og gik først ind i huset, da jeg havde sikret mig, at ingen stod på lur mellem Monsieur Aranzadis kirsebærtræer. Jeg undlod at tænde lys i nogen af rummene. Så tog jeg fat på at aflytte Lehmanns beskeder på mobilen. Seks i alt. Alle indtalt i løbet af lørdagen, før jeg slukkede for telefonen på hotellet i Hillerød. Med stigende bekymring og optræk til desperation i stemmen fortalte Lehmann, hvordan og hvorfor hans møder med Hadirov var slået fejl og løbet af sporet – og i den sidst indtalte besked strejfede han også, uden dog at han selv anede det, tragedien med drengen Khalil. Jeg lyttede det hele igennem to gange, mens jeg sad ved mit sorte sydvindue og prøvede at analysere situationen så nøgternt, som det nu var muligt for mig. Som planlagt havde Lehmann altså opsøgt Hadirov, mens jeg var i Danmark. Han havde fortalt russeren, at også han, Frederik Lehmann, var blevet kontaktet af en privatdetektiv fra Lloyd’s vedrørende Trampedach-sagen.

<  143  >


Også både han og svigerfar Ohm i Monaco var med andre ord under mistanke hos forsikringsselskabet. Ja, mere end det – under anklage på lige fod med Hadirov. Og fuldstændig som planlagt havde danskeren derpå tilbudt Hadirov at redde ham ud af kattepinen én gang for alle. Få Lloyd’s til at slå en streg over ethvert krav til russeren – mod at samme russer til gengæld opgav at få fingre i danskerens Margaux-slot. Lehmann havde efter planen sagt til Hadirov, at han ville påtage sig hele skylden for at have videresolgt de røvede Trampedach-værker, og at han ville forsyne Lloyd’s med en liste over samtlige hælere. Selskabet ville på den måde kunne få alle værkerne tilbage. Som modydelse skulle Lloyd’s blot opgive at forfølge sagen yderligere. Sådan ville Lehmanns generøse tilbud lyde i forhold til Lloyds’s – hvis Hadirov altså gik med på at handle? Men russeren havde stejlet. Først tøvet, så stejlet. Og hen ad vejen også nærmest eksploderet i et ukontrollabelt raseri. Det var det sidste, der havde gjort Lehmann forskrækket og bange lige som en naiv spejderdreng, der vover sig ind i bjørnens hule med en honningmad som godbid og uden forståelse for sin egen dumhed, før det øjeblik dyret blotter tænderne. ’Han tror ikke på mig. Forbandede gangster. Ingen tillid. Han tror, jeg bluffer. At jeg vil snyde ham, gå bag hans ryg. Han truer også – ja, med alt muligt. Om at tage mig til fange, kastrere mig, kidnappe min datter, fortælle Ohm alt muligt om mig. Om slottet og den slags. Han kan ødelægge mig. Han er sindssyg’, jamrede Lehmann på mobilsvareren.

<  144  >


’Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Han smider mig over bord, hvis jeg kommer igen. Det ser håbløst ud. Jeg overvejer sågar at gå til politiet. Jeg kender jo politichefen. Ja – nej, nej, selvfølgelig ikke. Bare rolig. Det gør jeg selvfølgelig ikke. Men kom tilbage hurtigt. Straks. Vi må finde på noget. Satans også’, lød en anden af den nødstedte mands budskaber. Som jeg tolkede kronologien i Lehmanns panikramte beskeder, så havde han opsøgt Hadirov i alt tre gange på yachten i Vieux Port. En af dagene, lørdag, tilmed to gange – og først efter det tredje besøg var der dukket en lille lysning op i forholdet mellem de to fuldt ud lige korrumperede personer. En vej ud af det fælles mørke. En førerhund for to blinde – nemlig mig. ’Hadirov er blødt lidt op. Forhåbentlig’, begyndte Lehmanns sin næstsidste meddelelse, som også fortsatte i et noget roligere stemmeleje end de foregående beskeder. Russeren var åbenbart gået med på et nyt forslag fra den hårdt pressede dansker. Lehmann havde nu tilbudt at overtale Lloyd’s til at give Boris Hadirov en garanti – garanti for fuld immunitet i Trampedach-sagen. Tilmed på skrift. Sådan måtte jeg forstå Lehmanns oplysninger. ’Han stoler ikke på mine ord. Derfor skal vi mødes. Alle tre. Og du skal på vegne af Lloyd’s garantere sort på hvidt, at selskabet ikke vil røre ham med en lillefinger. Altså, at I fremover dropper alle fordringer til ham og afstår fra at blande politiet ind i sagen. Forstår du? Ring, så snart du hører det her’, lød Lehmanns oplivede stemme. Hvis det var sandt, at danskeren var trængt igennem til Hadirov med den idé, så var det ret snedigt, tænkte jeg.

<  145  >


For en garanti fra Lloyd’s var ganske vist intet andet end varm luft – men det faktum, at Hadirov øjensynligt åd ideen, beviste trods alt, at han var hoppet på limpinden og troede på hele den falske konstruktion. Eller var også det her, slog det mig, i virkeligheden en fælde? Ville Hadirov kun mødes i denne treenighed, fordi han ønskede at få fat i mig, true mig eller gøre mig tavs på grund af mit kendskab til Khalil? Nærkontakten med Frederik Lehmann havde efterhånden lært mig, at det er realistisk at være overdrevent mistroisk. Og mandens afsluttende besked på mobilen bekræftede da også denne visdom. ’Beklager, men jeg glemte lige en ting. Hadirov beder mig oplyse, at han har et foto, som forestiller dig og en anden person om bord på Golfo II. Han siger, det kan indgå i forhandlingen. Og at du godt ved hvorfor. Hvad er nu det? Hvorfor ved jeg ikke noget om den sag? Er det vigtigt? Ring’, lød Lehmanns stemme. Jeg følte mig temmelig sikker på, at det omtalte foto måtte forestille drengen Khalil siddende på mit skød, mens jeg ventede på Hadirov i salonen på Golfo II. Et foto, som russeren nok havde taget, fordi det under alle omstændigheder kunne bruges som pression, men som lige nu i den akutte situation fungerede som en trussel, da det i høj grad belastede mig i forhold til drabet – og derfor også kunne beskytte Hadirov selv ved at lukke munden på mig. Hvis billedet da i det hele taget fandtes. Også dét kunne jo være bluff.

<  146  >


Men uanset om fotografiet eksisterede eller ej, så betød russerens melding, at den dræbte dreng på tegningen i avisen næsten med sikkerhed måtte være Khalil. Det var den uhyggelige logik bag dette sidste udspil fra Hadirov. Af en eller anden grund chokerede russerens skaktræk mig nu ikke. Jeg er åbenbart ved at blive hærdet i denne løgnebranche. Tværtimod gav det mig lidt ro på nerverne. Hadirov jagtede mig altså ikke her og nu, men advarede blot, udskød pinen og ville senere hen bruge fotografiet til – nej, jeg kunne umuligt vide hvad. Jeg tændte lyset i huset, bryggede en kop kaffe og ringede Lehmann op. Han svarede ikke. Jeg indtalte en besked om, at jeg ville mødes med ham næste formiddag på Clemenceau-caféen. Så gik jeg i seng og faldt langt om længe hen i en plaget og urolig søvn. Da jeg om mandagen mødte Lehmann på caféen, havde han udskiftet det komiske golfkostume med en anden teaterkliché. En mundering, som i mine øjne fik ham til at ligne en krybskytte forklædt som godsejer fra det skotske højland. ’Hvad er det dér?’ spurgte jeg og pegede op og ned ad ham. ’Hvad mener du?’ ’Forklædningen?’ ’British’, svarede han ironisk på en slags overhusengelsk og virkede ikke det mindste stødt over, at jeg på ny hånede hans stilforvirrede smag i tøj. På cafébordet lå en konvolut uden navn. Før jeg fik sat mig, havde han stukket den hen til mig.

<  147  >


’Fra Hadirov. Kom med posten i morges med besked om, at den er til dig’. Jeg åbnede konvolutten og så, hvad jeg havde forventet og frygtet. Drengen Khalil på mit skød i salonen på Golfo II. Billedet var dog beskåret, så man ikke kunne se omgivelserne. På bagsiden stod drengens navn, intet andet. ’Hvad vil Hadirov? Hvem er det på billedet?’ lød det ivrigt fra Lehmann. ’Bare en joke’, svarede jeg og ville straks stoppe fotografiet i inderlommen. ’Jeg forlanger at se det. Det angår også mig’, insisterede manden, der trods alt var min arbejdsgiver. Jeg lagde konvolutten foran ham, og da han havde fået billedet ud, kikkede han undersøgende på det, vendte og drejede det, som om han havde svært ved at genkende min person i den lidt absurde situation. Han så stærkt bekymret ud. ’Fandens også. Han har fået dig i fedtefadet, Kyhn. Typisk for Hadirov. Intimidering. Det er ren afpresning’, nærmeste hvislede han ud mellem de nikotingule tænder. ’Tag det roligt, Lehmann. Det er ikke, hvad du tror. Der skete ingenting. Han kan ikke bruge det til noget’. Jeg puttede konvolutten i lommen og priste mig lykkelig for, at Lehmann øjensynligt ikke havde forstået det mest alvorlige perspektiv i sagen – nemlig, at drengen på billedet jo var identisk med det ukendte barnelig på stranden neden for Hotel du Palais.

<  148  >


På et tidspunkt ville det nok gå op for ham, men det var dog værd at satse på, at det ikke skete. Jeg havde absolut ingen gavn af at forsyne Lehmann med oplysninger, som han kunne bruge imod mig. Så længe det kun var russeren og mig, der delte denne viden, kunne vi i det mindste holde hinanden i skak med tavshed. For en tid, i hvert fald. ’Glem det. Lad os komme videre’, sagde jeg i et forsøg på at lukke diskussionen om det pinlige foto. ’Det er et fandens beskidt nummer. Og han har lavet det før. Tro mig. Andre før dig er gået i den fælde’, oplyste Lehmann, og jeg gættede på, at han også selv havde været et af de uheldige ofre. Heldigvis kom han ikke tilbage til emnet under resten af vores møde den formiddag. Det blev i det hele taget et kort møde. Lehmann var som ventet kendeligt oplivet ved udsigten til, at Hadirov ville makke ret, hvis han blot fik den omtalte garanti fra Lloyd’s. Og den klemte dansker mente også, at han for sin egen part ville kunne stole på russerens modydelse, et løfte om at opgive det ublu røverkøb af slottet i Bordeaux. ’I modsat fald er vi jo bare tilbage ved nul – det vil sige, det hele kan starte forfra. Og det har Hadirov bestemt ikke lyst til’, mente Lehmann og slog smilende ud med armene i sin mærkelige olieskindsjakke. Jeg havde nu min tvivl. Ikke så meget om logikken i Lehmanns udsagn, men snarere fordi det forekom mig, at tingene på en eller anden måde var faldet på plads alt

<  149  >


for let og hurtigt her på det sidste. Som om Lehmanns forkromede løsning på problemerne havde et skær af usandsynlighed over sig. Og den fornemmelse har jeg stadigvæk. Også efter vores andet møde i ugen, hvor Lehmann lovede at sørge for alt det praktiske. Altså få formuleret garantien til Hadirov og aftale tid og sted for det afgørende tremandsmøde – dette treenige fupforlig, der skulle lukke hele affæren til alles tilfredshed. I mellemtiden er der dog sket noget helt andet, som jeg personligt har mere end svært ved at forlige mig med. Og som jeg foragter Lehmann endnu mere for end alle hans øvrige svinestreger. Nej, måske ikke, men sådan føles det, sikkert fordi det stadig er så tæt på. Det skete torsdag nat. Natten til fredag klokken cirka to. Jeg havde været en kort tur ude ved Rhune-bjerget, ved min sten, englestenen, og var kommet hjem lige efter midnat. En halv times tid havde jeg siddet ved computeren uden at skrive noget og var derpå gået i seng og sov dybt, men uroligt, da jeg pludselig blev vækket af høje råb lige uden for vinduet. Jeg tumlede ud af sengen, slog vinduet op og så nu, at hele haven var spækket med politifolk i kampuniformer og bevæbnet med maskinpistoler. Ophidsede hunde gøede i kor inde mellem kirsebærtræerne. Aranzadis hus lå fuldt oplyst af et par projektører, og råbene kom fra en politimand, der stod fem meter fra mit vindue og skreg i en megafon.

<  150  >


’Miguel Aranzadi! Kom ud nu, hænderne over hovedet! Vi stormer huset! Kom ud nu!’ Fyren gentog råbene med korte mellemrum, men ruderne i Aranzadis hus forblev mørke, og der kom ingen livstegn indefra. Med ét satte alle politifolkene i løb op mod huset, og et eller andet, formentlig en tåregasgranat, knuste en kælderrude og sendte en røgsky ud i det skarpe projektørlys. Flere granater blev udløst, hvorpå gendarmerne med en rambuk smadrede terrassedøren ud til haven og væltede ind i huset. Gennem vinduerne kunne jeg se lyskeglerne fra deres stavlygter strejfe rundt på vægge og lofter. Igen hørte jeg høje kommandoråb, nu fra husets indre, og lyset blev tændt i kælderen og i et værelse på første sal. Så blev alt stille i et minut eller to. Jeg trak et par bukser på og løb i bare tæer ud på vejen, der fører forbi Aranzadis ejendom. Razziaen hos min husvært havde rystet og ophidset mig, så jeg dirrede over hele kroppen. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at dette var Frederik Lehmanns værk. Det måtte være ham, der havde sladret til politiet eller tippet sin ven Renault, hotelejeren, om den efterlyste Miguels tilstedeværelse i landsbyen, om stævnemøderne mellem Miguel og Mari-Rose – og politiet måtte så have overvåget Aranzadis hus, hvor sønnen åbenbart overnattede, sandsynligvis i kælderen. Jeg bed tænderne hårdt sammen i vrede og måtte holde mig selv tilbage fra at råbe op, da jeg i udkanten af projektørlyset fik øje på Monsieur Renault.

<  151  >


Han stod fuldt påklædt i jægervindjakke og kasket og røg en cigaret i Aranzadis indkørsel, mens han med en overlegen mine fulgte politiaktionen. Ingen andre beboere i landsbyen var kommet til stede. Han måtte altså på forhånd have vidst, hvad der skulle ske. I det samme hørtes støj af døre, der blev smækket op, og jeg så nu gendarmerne komme ud af husets hoveddør i to hold. Det ene med en nøgen Miguel iført håndjern imellem de kampklædte mænd – det andet med den rasende og bandende Monsieur Aranzadi, der nærmest blev båret ud i sin stribede pyjamas med et fast politigreb i begge arme og fødderne dinglende frit i luften. En politihund sprang op ad ham og forsøgte at bide, men han fik sparket ud i tide og ramte den i maven, hvorpå den hylende blev trukket tilbage i snoren. ’Francopoliti! Fascister!’ spyttede den ældre basker – men i samme sekund strejfede hans arrigt flakkende blik Monsieur Renault, hvor det borede sig fast som en brod. ’Stikker!’ råbte han med foragt mod sin genbo. ’Terrorist!’ skreg hotelejeren tilbage og hævede en knyttet næve mod arrestanten. Spørg mig ikke hvordan, men med et voldsomt vrid af overkroppen lykkedes det lige pludselig Aranzadi nærmest at vende vrangen ud på sig selv og slippe fri af politifolkenes greb – for derpå at styrte hovedkulds tilbage mod husets hoveddør. Gendarmerne satte efter ham, men før de nåede døren, havde han smækket den i indefra. Politifolkene prøvede nu at sparke døren op med

<  152  >


deres støvler, men den massive bjælkedør gav sig ikke. Ikke før tre gendarmer kom løbende til og bankede den ind med rambukken. I mellemtiden var Aranzadi dog nået op på første sal i huset, hvor han nu kom til syne som silhuet i et oplyst vindue og med et jagtgevær i hænderne. En projektør blev rettet mod vinduet, men før lysstrålen ramte den desperate mand, havde han affyret sit våben. To skud. Haglene piskede gennem bladene på buske og træer, og blot ti skridt fra mig så jeg Monsieur Renault synke til jorden, mens han med begge hænder tog sig til halsen. Blod piblede ud mellem hans fingre. Et par politifolk kastede sig over ham, hev fat i skuldre og ben og bar ham væk i sikkerhed mellem de tomme mandskabsvogne langs kørebanen. Fra det åbne vindue på første sal hørtes nu vild tumult, høje støn, bump og møbler, der blev væltet, da politifolkene omsider fik overmandet Aranzadi – og kort efter blev han for anden gang ført ud af sin hoveddør. Denne gang med armene låst fast i håndjern på ryggen. Jeg bilder mig ind, at jeg så et lille smil i hans ene mundvig, idet han blev trukket forbi mig og puffet ind ad sidedøren i en mandskabsvogn. I et glimt, før de smækkede døren i, så jeg også Miguel sidde inde i vognen med et tæppe over sig og hovedet bøjet mod gulvet. Aranzadis indkørsel blev afspærret med gule plastikstrimler, og først da hele flåden af politikøretøjer var på vej væk med svirpende sirener og blå blink, begyndte flere beboere fra de nærmeste gader at strømme til.

<  153  >


Jeg gik hurtigt ind til mig selv uden at tale med nogen. Sad på en stol i mørket og forsøgte at få styr på mit åndedræt for at falde til ro. På et tidspunkt må jeg være faldet i søvn i stolen, for jeg husker, at jeg lige pludselig rystede af kulde og gik ind i seng under dynen, mens det stadig var nat. Næste formiddag, fredag, havde jeg fortsat vreden i kroppen, da jeg opsøgte Frederik Lehmann i hans hjem. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente til vores aftalte møde om eftermiddagen, og klokken var kun knap 10, da jeg kørte Fiat’en op foran huset på klippen, bremsede hårdt op i perlegruset og sprang ud. En høj, tynd kvinde og en hvidhåret pige stod foran hoveddøren og talte med en gråsprængt mand, der netop havde lukket bagsmækken på en bil med et lægeskilt i bagruden. ’Farvel, doktor’, hørte jeg kvinden sige på fransk, hvorpå lægen satte sig ind i vognen og kørte. ’Er Lehmann syg?’ spurgte jeg på afstand, idet jeg gik ud fra, at kvinden og pigen var hans kone og datter. ’Næh, det er min datter, der har problemer’, svarede fru Lehmann uden videre, lidt forurettet, forekom det mig, og med en udtale af ordet problemer, som om det skulle forstås i gåseøjne. ’Her i huset er det vist kun hunkønnet, der har brug for lægehjælp’, fortsatte hun i samme snerpede tonefald. Jeg så på dem, mor og datter, og stillede en hurtig diagnose – henholdsvis tyndslidte nerver med tendens til hysteri og spiseforstyrrelse i fuld skala, anoreksi, for

<  154  >


datterens vedkommende. Pigen, der ikke var mere end 12-13 år, var spinkel som et tændstikmenneske, anæmisk og sky. Hendes mor, der nok var et par år oppe i fyrrerne, stramt og elegant klædt og hvidhåret som sin datter, stirrede mig til gengæld direkte i øjnene med et isblåt, plirrende blik. ’Og hvem er De, om jeg må spørge?’ Hun brugte fransk tiltaleform og prøvede at smile høfligt, men formåede ikke at skjule den syrlige krusning på læberne. ’Lloyd’s, frue. Harry Kyhn, Lloyd’s. Er direktør Lehmann hjemme?’ Jeg udtalte ordene med en slags truende sarkasme, men det overhørte hun åbenbart. ’Åh, ja. Han er vel efterhånden stået op. Kom ind’, sagde hun blot og viste mig ind i husets hall, hvor hun gav sig til at kalde på ægtemanden, idet hun koldt og nedladende imiterede min vending fra før. ’Direktør Lehmann, hallo. En herre fra Lloyd’s ønsker at se Dem’. Så tog hun datteren i hånden og skred ud af rummet med et hånligt fnis. Uligevægtig, tænkte jeg. Måske drak hun også i smug. Men det kunne man vel ikke laste hende for, mandens natur taget i betragtning. Billedet af et pestramt ægteskab dukkede uvægerligt op i mit hoved. I det samme rev Lehmann døren op inde fra kontoret, der stødte ud til hallen, og straks jeg så ham, skød vreden på ny op i mig. Jeg puffede ham væk fra døråbningen, trampede ind i kontoret og smækkede døren bag mig.

<  155  >


’Hvad fanden er meningen? Hvorfor kommer du her?’ stønnede den noget paffe direktør Lehmann. Jeg svarede ikke, men gik direkte i kødet på ham. ’Får du en speciel nydelse ud af at skade folk? Morer det dig? Får du udløsning?’ Han sagde ingenting, gloede blot op i loftet. Så fortsatte jeg. ’Jeg bad dig jo holde mund, ikke? Men du kunne ikke dy dig, vel? Du måtte absolut stikke de to unge, Miguel og Mari-Rose, ikke sandt? Det var absolut nødvendigt for dig at forråde dem – men hvorfor, Lehmann? Hvorfor kunne du ikke lade dem have deres kærlighed i fred?’ Jeg var begyndt at råbe, og han forsøgte at tysse på mig med hænderne. ’Tys du bare, men jeg holder ikke kæft med det her. Jeg så det hele. Bagholdet, skyderiet, alt. Det er noget svineri, du har lavet. Og du kommer til at bøde for det’, råbte jeg ind i ansigtet på ham. Døren ud til hallen blev rykket op. Lehmanns kone stod i åbningen. ’Er der noget galt?’ spurgte hun med spagfærdig stemme. ’Overhovedet ikke. Det er business. Ud, tak’, kommanderede Lehmann, skridtede hen til konen og skubbede hende ud. Det gjorde ham åbenbart rolig at kommandere. Som han stod dér i sin prætentiøse silkeslåbrok, virkede han både arrogant og alt for fast i kødet. ’Er du slet ikke klar over, at Miguel er terrorist? ETA-

<  156  >


terrorist, eftersøgt for terrorhandlinger både her og i Spanien? Er du døv og blind? Ved du slet ikke, hvad der foregår? Det er vores pligt, ja, også din pligt, at melde den slags folk’. Lehmann så helt stolt ud, da han nævnte pligten – som om borgerpligt og samfundssind var gyldne normer i hans forkrøblede verden. Jeg lo foragteligt. Ikke et øjeblik var det faldet mig ind at se hans angiveri fra denne vinkel, samfundsvinklen, hvilket naturligvis skyldtes, at kombinationen af Lehmann og ædle motiver forekom at være lige så uforenelige størrelser som en professionel lommetyv på arbejde i en nudistlejr. ’Stop nu, Lehmann, du tror jo ikke engang selv på det bræk. Jeg kender dig. Du har helt andre motiver. Hvilke mon? Skulle du opnå noget hos din ven politichefen? Eller hos din anden ven, Monsieur Rénault? Nu skylder de dig noget, ikke sandt? Du har solgt de to unge og kan se frem til at hæve profitten ved kasse ét. Har jeg ret?’ Et let smil tonede frem på hans læber, og jeg kunne se, at han var parat til at smide masken. ’Okay da. Så lad os anskue det på den måde’, sagde han roligt og fik det til at lyde som en opfordring til, at jeg kunne gå videre. ’Hvordan vidste André Renault, at politiet ville storme huset i går nat?’ spurgte jeg i et mere dæmpet og sagligt tonefald, end jeg brød mig om – som om min vrede med ét var fordampet og afløst af ren og skær nysgerrighed. ’Var Renault indviet i det feje baghold?’ tilføjede jeg

<  157  >


skarpt for at pointere, at faren ikke var drevet over. Stikkeren forblev dog uanfægtet. ’Det kan du sige. Ja, det var han. Det var jo en ufravigelig del af aftalen med politichefen. Datteren, Mari-Rose, skulle skånes. Holdes helt ude. Hun vil ikke blive sigtet for noget som helst. Derfor skulle André holde hende væk fra Miguel hele det døgn. Han låste hende simpelthen inde på et loftsværelse på hotellet’, smålo Lehmann og fiskede sine cigaretter og den latterlige guldlighter op af slåbroklommen. Jeg så plottet for mig og følte mig pludselig afmægtig. Igen. Som om min retfærdige vrede endnu en gang var prellet af mod en mur af overmagt og havde efterladt mig kraftesløs, tømt for yderligere vilje. En overmagt af kold beregning og afstumpet egennytte. Ganske vist var det mig selv, der var kommet til at sladre om de to unge til Lehmann, men jeg havde dog forsøgt at forhindre skaden i at brede sig, så snart jeg indså, at mine oplysninger kunne misbruges. Alligevel havde Lehmann slået til med sin klo. Hugget ned i det bløde kød og flået hjertet ud, som om det var en indiansk offerhandling. En ofring, der dog udelukkende var helliget Lehmanns helt private afguder, den bjærgsomme grådighed og den hykleriske selvgodhed. Ved at forråde Miguel havde han ikke blot gjort både Renault og især politichefen en værdifuld tjeneste. En tjeneste, der ved lejlighed ville vise sig at være sin belønning værd i judaspenge – men oven i hatten havde danskeren tillige opnået at komme til at fremstå som en

<  158  >


sand hædersmand. Alt sammen ganske gratis. Et vaskeægte Lehmann-kup. Jeg havde kvalme og orkede ikke at slås mere med ham. Desuden kunne jeg jo heller ikke påvirke ham, indså jeg, eller på nogen måde gøre bare en del af skaden ugjort. Hvad havde jeg egentlig også tænkt, jeg skulle opnå? Få ham til at fortryde og angre? Måske. Men hvor naiv har man lov til at være? ’Andrés tilstand er stadig kritisk, men han overlever’, afbrød Lehmann min tankegang. ’Godt for ham’, sagde jeg blot og begyndte at gå mod døren – på ny med uforrettet sag over for dette depraverede halvmenneske. Men Lehmann stoppede mig, tog et stykke papir op fra skrivebordet og viftede med det i luften. ’Jeg har garantien til Hadirov klar. Og jeg får også aftalen med ham på plads, før vi ses i eftermiddag’, råbte han opmuntrende efter mig på vej ud af kontoret. ’Og hov, for øvrigt’, tilføjede han så, og alene på tonen kunne jeg høre, at der kom noget ubehageligt. ’Ham drengen på Hadirovs billede – det er da den dræbte dreng, der var omtalt i avisen, ikke sandt?’ Det var slet ikke et spørgsmål, og jeg svarede heller ikke på det. ’Send tid og sted på sms. Vi ses ikke mere i dag’, sagde jeg tvært og forlod mandens hus. Det her skete fredag formiddag, som sagt. Og op ad eftermiddagen indløb så en sms fra Lehmann. Vi skulle mødes med Hadirov mandag klokken 10 – men jeg for

<  159  >


min part skulle først ankomme kvart over 10, et kvarter efter de to andre. Og desuden skulle jeg holde mig usynlig i baggrunden, indtil Lehmann gav tegn. Stedet var et udsigtspunkt med en p-plads oppe i klipperne nord for den gamle fiskerihavn, Esplanade du Rocher de la Vierge. Et ret så øde sted. Uden tilskuere, med andre ord. Også dét gjorde mig urolig. For hvorfor måtte ingen se, at vi tre mødtes? Lehmann havde jo førhen dyrket sit bekendtskab med den rige russer i fuld offentlighed? Og der var vel ikke noget mærkeligt i, at denne russer og hans danske direktørven begge to mødtes med mig, en tredje person, der var helt ukendt i Biarritz? Altså var der nu igen en skjult dagsorden i spil, tænkte jeg og mærkede en ildevarslende rumlen i mellemgulvet. Jeg gik rundt mellem Monsieur Aranzadis kirsebærtræer med en rive for at fjerne de værste spor efter horden af politifolk, der havde trampet rundt og lavet huller i den bløde jord, knækket grene af og efterladt tomme hylstre fra tåregasgranater. Det var en mild, men skyet eftermiddag, og da jeg var næsten færdig med at rive, så jeg, at Aranzadis ældste søn, José-Enrique, ankom i bil og gav sig til at inspicere skaderne på sin fars hus, sætte hængelåse og brædder på de ødelagte døre. Han traskede stille og lidt fortabt rundt om huset med en mørk mine i ansigtet og opdagede ikke, at jeg vinkede til ham. José-Enrique, en smuk og rolig mand på omkring 40

<  160  >


år, er lektor i baskisk sprog på universitetet i Bayonne, og jeg havde mødt både ham og hans lillebror, Miguel, hos deres far i løbet af den weekend, hvor jeg flyttede ind i det lille stenhus i den anden ende af kirsebærhaven. Dengang var Miguel endnu ikke eftersøgt og boede stadig hjemme. Jeg huskede, at især José-Enrique tog sig tid til at fortælle mig om de egensindige baskere og deres sære sprog og forhistorie, som begge dele forbliver gådefulde for forskerne. Sproget er hverken indo-europæisk, kaukasisk eller for den sags skyld etruskisk – men har ligesom folkestammen selv sine helt særegne rødder i et arkaisk univers, der billedligt kommer til syne i de animistiske mytefigurer og ristninger ude i Saras berømte grottehuler. I en stiv time, indtil Monsieur Aranzadi greb ind og afbrød ham, talte José-Enrique til mig om sit fag, og jeg forstod hurtigt, at for denne lektor, som for hele familien Aranzadi, er baskisk langt snarere en passion i blodet end et fagområde. En skæbnesvanger lidenskab, tænkte jeg nu, mens jeg betragtede José-Enrique på åstedet for politiets razzia mod familien. Sært nok havde jeg ikke skænket det en tanke før, men pludselig strejfede det mig, at fyren måske gik rundt med en lille mistanke om, at også jeg havde haft en finger med i spillet omkring Miguels anholdelse. Jeg smed riven fra mig og gik op til huset for at hilse på ham, før han kørte bort igen. José-Enrique kom ud af huset og var på vej hen til sin bil med en rejsetaske i hver hånd, fornødenheder til den

<  161  >


fængslede far og bror, skulle man tro. ’Det gør mig meget ondt det her’, sagde jeg og rakte ham hånden. ’Jeg så jo det hele den nat. Men kunne ingenting gøre’. Han smilede blegt. Men også beroligende, forekom det mig. ’Selvfølgelig ikke’, sagde han bare, slap min hånd og satte sig ind i bilen. ’Hils Monsieur Aranzadi og Miguel’, råbte jeg efter ham. Han vinkede til mig bag bilruden og kørte væk. Jeg var frikendt, tror jeg. Men hvorfor havde jeg egentlig ikke fortalt ham den sande historie om Frederik Lehmanns angiveri? Eller hvorfor fortalte jeg ham ikke om politichefens løfte til Monsieur Renault om at skåne Mari-Rose? Svaret er, at jeg slet ikke overvejede det. Heldigvis. For havde jeg gjort det, altså fortalt José-Enrique sandheden, så ville hans næste spørgsmål jo blive, hvordan jeg kunne vide alt dette? Eller hvordan denne Lehmann mon havde fået viden og indsigt i Miguels færden? Og før jeg havde set mig om, ville pilen uvægerligt svinge tilbage og komme til at pege på mig selv. Nogenlunde tilfreds med min egen åndsnærværelse, instinktiv eller ej, satte jeg riven på plads, gik ned i mit hus og åbnede for computeren. Men jeg skrev ingenting. Sad blot og rugede ligesom en håbefuld autist, der tror, at bare han sidder ganske

<  162  >


stille og gentager det samme mantra igen og igen, så kan han mane alle farer i jorden og holde styr på sin ellers vildtvoksende frygt. Mit mantra var skepsis og mistro. Tro ikke, at noget er, som det ser ud. Min nærkontakt med Frederik Lehmann og al hans væsen havde i sandhed lært mig lektien. Elsk din paranoia, for den beskytter dig. Fanden tage den mand. Næste dag, lørdag, besluttede jeg dog, at jeg havde brug for en dosis helt banal adspredelse. Socialt udsyn på landsbyniveau, hvis jeg skulle styrke min mentale sundhed. Hvilket jeg absolut skulle. Jeg måtte for alt i verden ikke stirre mig blind på mere eller mindre hypotetiske problemer og risikere at løbe sur i intrigernes labyrint, men derimod prøve at bevare det store overblik. Jeg kørte lidt rundt i landskabet fra flække til flække. Drak kaffe og fadøl på torvet i Espelette, betragtede pelotespillet op ad de høje mure i en anden landsby, købte vin, grøntsager og kød og en gul skjorte ved boderne i Ainhoa – og endte omsider i Biarritz inde ved det store lørdagsmarked i de gamle haller. De højloftede rum med ruder i taget var propfyldt med mennesker, og handlen foregik i hastigt tempo med råb og store fagter. Slagterne huggede og skar i blodigt kød, mens de råbte overfriske bemærkninger til kunderne, og fiskehandlerne snittede i struttende og glinsende fisk, pakkede dem ind i avispapir og klaskede dem op på marmordisken med højlydte lovprisninger af havets rigdomme. Jeg misundte dem. Iagttog deres livskraftige kroppe og ivrige ansigter, der ligesom fyldte

<  163  >


huden helt ud med energi. Krejlerenergi ganske vist, men uden falskhed og skjulte rænker. Jeg stillede mig op ved en lille bar midt i virvaret og indsugede det spraglede sceneri, kropsvarmen i mylderet, lydene og de skarpe lugte – taknemmelig som en rekonvalescent, der omsider er blevet pakket ud af sine bandager og sendt på tur ud til det åbne hav. En lille times tid blev jeg stående ved zinkbaren, før jeg mættet og lettere beruset af absint forlod markedet og gik ud i gaderne. Heller ikke denne gang prøvede jeg at lyve for mig selv, men ligesom sidst, jeg besøgte Yasmin i Rue Menthe, havde jeg også nu et påskud for at gå derhen. Et andet ærinde end blot sex. Jeg var kommet i tanker om, at jeg under et af møderne med Boris Hadirov havde nævnt Yasmin som ét ud af flere vidner, der kunne belaste russeren. Ikke fordi jeg havde afsløret detaljer om, hvad hun havde fortalt mig, men navnet var trods alt blevet nævnt, og dét alene kunne måske udsætte hende for fare. Det var en dumhed fra min side, og derfor ville jeg nu advare hende og give hende en sjat penge, så hun i hvert fald en tid kunne tage ud af byen. Jeg havde stadig et rigeligt overskud på de såkaldte driftsmidler, som Lehmann havde forsynet mig med. Yasmin havde imidlertid forandret sig til det værre i løbet af de uger, der var gået, siden jeg sidst så hende i det mørke bordelhummer. Blikket i øjnene var blevet fjernt og livløst, stemmen snøvlende og bevægelserne lade. Klare herointegn.

<  164  >


Jeg tror ikke engang, hun genkendte mig – i hvert fald ikke før jeg begyndte at tale om Boris Hadirov og skibet i Port Vieux. Så dæmrede det, og et kort øjeblik fokuserede hun med bitterhed og vrede. ’Jeg er ligeglad. Helt ligeglad. Svinet kan ikke røre mig mere’, vrissede hun og trak den krøllede kimono tæt sammen om kroppen. ’Gør det nu alligevel’, insisterede jeg og lagde en lille stak pengesedler på hendes natbord. ’Tag dig en lille ferie uden for byen. Bare et par uger’. Yasmin kikkede på seddelbundtet, smilede skævt og glædesløst og drog sin egen konklusion. Uden at sige et ord fiskede hun et kondom op af natbordsskuffen, krængede kimonoen af og kastede sig nøgen bagover på sengen, hvorpå hun begyndte at berøre sig selv i skridtet med en finger. Hele hendes gestik udstrålede en slags vrængen, forekom det mig – men jeg blev dog stående, på samme tid ramt af ubehag, som om hun havde smidt en kop pis efter mig, og alligevel fængslet og ophidset ved synet af hendes nøgne pigekøn. Mit lem svulmede op i bukserne, og jeg nåede kun lige at lyne ned og konstatere, at erektionen allerede havde nået sin fulde styrke, da jeg temmelig klodset og ubehjælpsomt fik udløsning i min egen hånd. Jeg havde måske nok håbet, at jeg ville være i stand til at pynte lidt på min usle præstation fra første gang, jeg havde opsøgt Yasmin i håb om seksuelt udbytte, men sådan gik det altså mildt sagt ikke. Ligesom dengang lod hun dog ikke til at have bemær-

<  165  >


ket min uformåenhed. Puttede blot det ubrugte kondom tilbage i natbordsskuffen og trak sin kimono på igen. Så rakte hun mig en serviet, rutinemæssigt, syntes det. ’Kommer du igen en anden dag?’ spurgte hun – også rutinemæssigt. ’Ja, da. Naturligvis’. Det lød idiotisk, som jeg stod dér og tørrede mig af, fumlende og lidt skamfuld. Havde jeg haft mod til at være ærlig, burde jeg naturligvis have sagt det stik modsatte – nemlig at det nu måtte være slut med disse pinlige episoder, som opstod, hver gang jeg besøgte hende. De var uværdige for os begge. På den anden side var sådan en indrømmelse nok temmelig overflødig. Yasmin befandt sig allerede et sted, tror jeg, hvor hun ikke længere havde brug for værdighed og var komplet ligeglad med undskyldninger. Kort efter gik jeg min vej. Skuffet, men trods alt adspredt, kan man vel sige. Før jeg forlod Yasmins kammer, havde jeg dog nået at gentage min advarsel mod Hadirov og lægge en ekstra hundredseddel på hendes natbord – nærmest for at understrege, at de første penge, jeg havde lagt, faktisk var til at holde ferie for og ikke inkluderede den seksuelle service. Øjensynligt gik dette budskab nu hen over hovedet på hende. Da jeg kom hjem til huset i Sara, tilberedte jeg for en sjælden gang et mindre festmåltid for mig selv med de varer, jeg havde købt på min rundtur i Fiat’en. Lammekød, artiskokker, bondebrød og en flaske baskisk vin, som nu

<  166  >


ikke var noget at prale af. Mæt og fuld besluttede jeg, at hele næste dag, søndag, skulle være helliget til meditation og heling. Fra tidligt om morgenen ville jeg følge æselstierne, baskernes gamle smuglerruter, langt ud i bjergene, forvilde og fortabe mig i vindenes retninger mellem klipperne og først begive mig hjemad med den nedgående sol som pejlemærke. Jeg måtte genfinde roen og balancen. Det omdrejningspunkt i engleprocessen, som ikke blot holder mig i live, men over tid også vil forvandle mig til et udsonet og helbredt menneske. Jeg bruger stadigvæk store ord – og inderligt tak for det. På det overordnede plan har intet lykkeligvis ændret sig. Jeg er stadig min egen herre og frelser. Amen. Og meget snart kan jeg tilmed begynde at tælle timerne, ikke uger og dage, men timerne i døgnet, indtil jeg endegyldigt er ude af Frederik Lehmanns syge verden. For det er her, det endnu kan gå galt, hvis mine instinkter skulle svigte. Hvor langt kan jeg gå? Hvor langt vil jeg gå? Så meget tør jeg dog sige med sikkerhed, føler jeg – at hvis alt slår fejl mandag morgen og formiddag, så vil jeg ikke være med mere. Så må millionen fare.

<  167  >


9. Rocher de la Vierge

Det er blevet mandag aften. Solen er lige gået ned, og dens blodrøde skær i tusmørket toner umærkeligt over i dyb violet som en kødelig kvæstelse, der størkner og siden hen vil lukke sig for at heles i sit eget rugende mørke. Jeg sidder ved mit sydvendte vindue og føler mig på én gang chokeret og umådelig lettet. De to følelser kæmper ikke om overtaget, men forener sig ligesom luftarter til en ny og ukendt rumlighed, en lethed omkring mig, en slags helle eller frirum i tyngdekraften. Jeg er både bange og befriet. Bange for, hvad vi har gjort. Befriet for en omklamrende byrde af frygt. Jeg har været hjemme to-tre timer, men det forekommer mig at være en epoke siden, at jeg her til morgen tog af sted i Fiat’en. Som om det er en anden person, en klemt, anspændt og tvivlrådig mand, der for 10-11 timer siden satte sig ind bag rattet i den trange og kolde bil og med dirrende hænder styrede det lille køretøj gennem trafikken på landevejen ud til Biarritz. Hvilket det jo også var, slår det mig. En anden person. Det var privatdetektiven fra Lloyd’s på vej til den endelige konfrontation, sidste akt i rollen som Frederik Lehmanns falske lakaj. Jeg havde lampefeber, kan man sige, og følte mig særdeles utryg.

<  169  >


Skuespillet var ganske enkelt ved at gå op i limningen. Plottet var for tyndt og gennemskueligt, rollerne for absurde, og vores farceagtige masker truede med at krakelere i de stivnede grimasser, der i bedste fald ramte niveauet i en sølle dilettantkomedie. Det var derfor, jeg var så urolig og nervøs i bilen på vej til Biarritz – altså fordi jeg fornemmede, at komedien ikke ville kunne bære mange timer endnu. Men også fordi jeg anede, at situationen nok heller ikke var, som den så ud. Det vil sige, som Lehmann foregav, at scenen var sat. Måske var den virkelige dagsorden for dette tremandsmøde slet ikke at indgå forlig med Boris Hadirov. Måske var også denne dagsorden rent teater? Teater i teatret? Jeg bandede ud mod forruden, tog hårdere fat om rattet og lovede mig selv at holde alle sanser og instinkter åbne og årvågne. Det var en kølig dag, lidt blæsende med drivende skymasser hen over den stålblå himmel og denne snert af havets kulde i luften, som betyder, at efteråret vil bide sig fast. Jeg var i god tid, men kørte alligevel direkte gennem byen og ud til esplanaden for lige at runde klippepynten og orientere mig om mødestedet på Rocher de la Vierge. Det var ikke en p-plads, snarere to langstrakte vigepladser på hver sin side af vejen. Foran et lavt rækværk på klippekanten ud mod havet var anbragt en kikkertautomat til at komme mønter i. På den anden side af vejen stod et par vindskæve træer omgivet af lidt buskads. Her kunne jeg parkere og observere i skjul, indtil Lehmann gav tegn.

<  170  >


Men foreløbig var der ikke en sjæl at se på det fremskudte udsigtspunkt, så jeg kørte tilbage til byen, ned i havnekvarteret og satte mig til at vente i en sidegade. Tyve minutter efter kørte jeg igen op på klippevejen, og da jeg nærmede mig stedet, kunne jeg allerede på lang afstand se Lehmanns røde Rover stå parkeret på vigepladsen ud mod havet. Til højre for Roveren fik jeg øje på Hadirovs muskelbugnende Harley-Davidson med antenner og sadeltasker. Jeg satte farten ned og trillede i frihjul ind på vigepladsen bag buskadset på den anden side af vejen. Herfra så jeg nu de to mænd stå og ryge helt ude ved rækværket. Hadirov med en fod oppe på tværbjælken og højre arm hvilende på kikkertautomaten – Lehmann med ansigtet vendt mod russeren i en tilsyneladende ivrig og insisterende argumentation. Blæsten bar hans stemme over mod mig, men jeg kunne ikke skelne ordene. I små fem minutter blev de stående på den måde, knipsede deres cigaretskod ud over klippekanten, men rørte sig ellers ikke ud af stedet. Et par sekunder kastede Lehmann et hurtigt blik over mod buskene på den anden side af vejen og fik lige netop øje på mig, da jeg stak en arm i vejret. Så vendte han sig igen mod russeren. Jeg var steget ud af Fiat’en og stod parat bag buskene i forventning om, at Lehmann nu snart ville tilkalde mig. Danskeren var begyndt at gestikulere med begge hænder i luften, som om han formede omridsene af nogle kasser eller rammer – men lige pludselig holdt han inde, klappede irriteret på sine frakkelommer, og da han hev sin

<  171  >


mobil op, kunne jeg tydeligt høre ringetonen. Han tog telefonen til øret og gik nogle skridt tilbage ud mod kørebanen for at besvare opkaldet uden for Hadirovs hørevidde. Russeren havde fået ild på en ny smøg og stod stadig ubevægelig med ryggen til og gloede ud over havet. Det var i disse sekunder, det gik op for mig, hvad Lehmann havde i sinde. Det lyste ud af ham. Stod så at sige skrevet i klartekst i kroppens bevægelsesmønster, som om hans lange og knoklede skikkelse lige med ét havde forvandlet sig til et skrifttegn for død. Han havde igen stukket mobilen i lommen og vendt sig om for at gå tilbage til Hadirov, men stivnede nu midt i bevægelsen. Drejede så ansigtet over mod mig og nikkede. Ikke et kort og skjult nik, men ligesom indforstået, roligt og overvejet. Jeg sprang op, chokeret og forfærdet, tumlede ud på kørebanen og begyndte at spæne over vejen. Prøvede at råbe et eller andet, men ordene sad fast som en pigtrådsknude i halsen. I det samme satte Lehmann i løb. Som en mand på stylter og med begge hænder strakt frem foran sig som en rambuk styrtede han de otte-ti skridt hen mod Hadirov, der stadig stod med ryggen til i sin frynsede Harley-jakke og røg. ’Mord!’ skreg jeg op imod blæsten, skrækslagen over, hvad jeg var vidne til. Måske hørte Hadirov mit råb, for han nåede lige netop at vende hovedet halvt om, da Lehmanns hænder ramte

<  172  >


ham i ryggen. Med et voldsomt stød blev hans kompakte krop sendt igennem rækværket, som splintredes, og videre ud over klippekanten. Et sekund eller to så jeg russeren flyve i luften, fægtende vildt med armene over hovedet, som om de søgte efter noget at gribe fat i. Sekundet efter hørte jeg hans nødskrig på vej ned i afgrunden. Det lød som et ekko i en tom brøndskakt. Da jeg nåede frem til det ødelagte rækværk, stod Lehmann som forstenet med begge arme ud til siden og stirrede ned ad den stejle klippeside. Ingen af os sagde noget. Hundrede meter nede havde Hadirov ramt et udspring og var landet på maven med begge ben krøllet underligt ind under kroppen. Hovedet var kvast, så det ud til, og lå badet i en tyk blodpøl. ’Han er død’, kom det tørt fra Lehmann, idet han vågnede af sin trance, hev et lommetørklæde op af lommen og tørrede sig om panden, munden og så hænderne. ’Stendød’, tilføjede han og så på mig med et opklarende smil i sit magre ansigt. ’Du er sindssyg’, fik jeg fremstammet og veg tilbage fra ham med en afværgende gestus, som om jeg fraskrev mig ethvert ansvar for drabet. ’Men hvorfor? Hvorfor skulle han slås ihjel?’ Jeg hørte fortvivlelse i min egen stemme. Vidste jo, at Lehmann nu ville gøre mig til sin medskyldige. ’Han ville jo ingenting. Intet’, begyndte Lehmann med et strejf af jammer i stemmen.

<  173  >


’Da det kom til stykket, ville han alligevel ingenting. Nægtede at gå med til noget som helst. Han ville oven i købet straffe os. Truede med at afsløre os begge to. Fortælle Ohm alt om mig – ja, og dig havde han jo i saksen med det dér foto. Billedet med drengen, ikke? Han ville give det til politiet, sagde han. Der var ikke andet at gøre’, messede Lehmann og slog ud med armene som for at anskueliggøre, at han ikke havde haft noget valg. ’Jeg er ikke med i det her. Hører du? Du er sindssyg’, gentog jeg – og fortsatte i min anklage med stigende vrede, fordi det sætning for sætning gik op for mig, at jeg havde ret i det hele. ’Men du har vidst det længe, ikke? Du har længe vidst, at Hadirov slet ikke var villig til noget forlig? Og det her møde, det er rent fup, ikke? Du har lokket både Hadirov og mig herud med en løgn. Det var din plan fra starten, ikke sandt? Du ville slå ham ihjel?’ Men Lehmann ænsede mig ikke mere. Kikkede sig nøgternt og sagligt omkring, fik øje på Hadirovs motorcykel og løb hen til den. Han åbnede i en fart sadeltaskerne på begge sider af baghjulet og begyndte at tømme indholdet ud af den ene. Et tykt bundt eurosedler, en Mayland-kalender og et par kartoncylindre til tegninger eller billeder. ’Tag den anden’, kommanderede han og pegede på den anden sadeltaske. Det tågede for mine øjne, og jeg følte mig underligt lammet, ligesom grebet på fersk gerning, men gik nu tøvende hen og så ned i den rummelige lædertaske. Stak

<  174  >


hånden ned i mørket og mærkede et par genstande af koldt metal. Den ene var en pistol, en 9 mm Beretta, som jeg genkendte fra skudsager i Danmark. Den anden var et digitalt videokamera. Jeg lagde begge dele på jorden foran Lehmann. ’Det var satans. Meget interessant. Men vi tager det med os. Vi kan ikke blive her. Kom, hjælp mig’, sagde han, lukkede hurtigt de to sadeltasker og begyndte at bakse med motorcyklen for at få den ned fra støttestativet. ’Hjælp mig, for satan’, snerrede han, fordi jeg bare stod passiv og så til. Mens Lehmann holdt i styret, skubbede jeg bagpå, og sammen fik vi trillet Harley’en hen til hullet i rækværket, hvor Hadirov var røget igennem. Vi talte til tre og vippede det tunge køretøj ud over klippekanten. De første meter holdt motorcyklen sig oprejst, men hvirvlede så rundt i koldbøtter ned ad klippesiden, mens løsdele blev slået af og sprang til alle sider. Til sidst brasede maskinen med et drøn mod en stenblok og blev liggende tyve meter oven over Hadirovs lig. ’Det ser rigtigt ud’, bemærkede Lehmann, idet han med skosålen gav sig til at udviske vores fodspor i gruset tæt på rækværket. ’Det er en ulykke. Slet og ret en ulykke. Og ingenting forbinder os med den’. Han smilede igen. Begyndte at samle tingene fra sadeltaskerne sammen. ’Forkert, Lehmann. Det er mord. Og mindst én ting forbinder dig med drabsstedet’.

<  175  >


Jeg følte mig pludselig iskold og klar i hovedet. Professionel, kan man sige. ’Hvad mener du?’ spurgte Lehmann henkastet, som om han ikke tog mig alvorligt. ’Mobilen. Det opkald, du fik lige før. Det kan lokaliseres meget præcist. Husk det. Tid og sted’. Lehmann stoppede op, overrasket og mundlam, mens han så mistroisk på mig med sine vandblå øjne. En mørk skygge gled gennem blikket. Så skiftede han igen udtryk, smilede forstilt. ’Men hvorfor skulle nogen finde på at stille spørgsmål til min mobil? Hvem skulle gøre det? Ud over mig selv er der jo kun én person, der ved, at jeg har været her i dag, ikke?’ Jeg undlod at svare og vendte demonstrativt ansigtet bort. Gav mig til at stirre stift ud over havet i forventning om, at min tavshed ville få ham til at forstå, at han ikke bare uden videre skulle regne med min loyalitet. At jeg i givet fald var fuldt ud parat til at fælde ham. Det var naturligvis millionen i Crédit Biarritz, jeg havde i tankerne. Ved at gøre ham bange og usikker kunne jeg forhindre, at han lige pludselig stak af fra vores aftale, så mine penge ikke længere stod til rådighed til tiden. Den oprindelige plan med Hadirov var ganske vist ude nu, smidt over bord ud over klippekanten, om man vil – men jeg ville jo stadigvæk gøre krav på mit honorar. Og tilsyneladende forstod Lehmann udmærket, hvor jeg ville hen. ’Glem alt det, Kyhn. Det er overflødige bekymringer.

<  176  >


Kom nu. Vi kan ikke blive her’, råbte han opmuntrende på vej hen mod Roveren med favnen fuld af fundene fra Hadirovs sadeltasker. På ny blev jeg slået af mandens kynisme. Det var umuligt at se og høre på ham, at han for blot få minutter siden havde begået et overlagt drab, skubbet et andet menneske ud over en dyb og dødbringende afgrund og tilmed stået og betragtet det blodige offer med det knuste hoved. Øjensynligt var han slet ikke følelsesmæssigt anfægtet. Han så hverken skræmt ud eller rystet, men virkede beslutsom og handlekraftig, læssede hurtigt tyvekosterne ned i bilens bagagerum og smækkede bagklappen i. ’Fjern dæksporet og følg i halen på mig’, råbte han, idet han satte sig ind i Roveren og startede. Lehmann bakkede ud på vejen, og mens jeg med foden tværede gruset ud, hvor han havde kørt, gik det op for mig, at mordet på russeren åbenbart heller ikke berørte mig mere, end at jeg fuldt ud følte mig i stand til at tænke og handle rationelt. Jeg var sikkert i chok, og adrenalinet pumpede stadig frygt rundt i kroppen, men min samvittighed mærkede ingenting. Ingen nagende skyld eller anger – på trods af, at jeg jo lige nu var godt i gang med at gøre mig til medskyldig i forbrydelsen. Måske havde Lehmann smittet mig med sin kynisme, tænkte jeg. Eller også var Boris Hadirov bare et skadedyr, som det var tilladt at slå ihjel. En rotte, som man kun skulle være tilfreds med omsider at have lokket i en dødsfælde. Var det ikke bare det, Frederik Lehmann lige havde gjort – med mig som forskræmt, men velvillig hjælper?

<  177  >


Jeg skråede over vejen til Fiat’en på vigepladsen på den anden side af kørebanen og gav tegn til Lehmann om, at jeg var parat til at køre. Så vidt jeg huskede, havde ingen biler passeret udsigtspunktet de sidste 15-20 minutter, så vi forlod stedet lige så usete, som vi var ankommet. Lehmann havde ikke sagt, hvor han ville køre hen, og jeg måtte holde mig tæt bag den røde Rover for ikke at miste ham i trafikken, der tog til, efterhånden som vi nærmede os byen. Efter et kvarters tid havde vi sneglet os igennem trafikpropperne i den gamle bydel og var nået ud til den yderste ende af fiskerihavnen, der nu om dage lå øde og ubenyttet hen med forfaldne skure og et par rækker misligholdte garager. Roveren stoppede ud for en af de sidste garageporte i de to parallelle rækker. Lehmann steg ud, åbnede en kraftig hængelås på den afskallede træport og slog den ene fløj op. Jeg var standset lige bag ved ham og så nu, at han straks gav sig til at fiske Hadirovs ting ud af Roverens bagagerum og bære dem ind i garagen. Skønt der ikke var en sjæl at se nogen steder, kastede han nervøse blikke i alle retninger og signalerede, at jeg skulle stige ud af bilen og følge ham. Da jeg kom ind i garagen, havde Lehmann placeret alle tyvekosterne på et stort arbejdsbord midt i rummet og tændt en stærk lampe, der hang ned over bordpladen. Han lukkede garagedøren til med en slå indefra. Bortset fra det skarpe lys over arbejdsbordet var der mørkt i det ret store lokale, og for at orientere mig greb jeg fat i lampeskærmen og rettede lyset ud mod siderne

<  178  >


og bagud i rummet. Ved endevæggen syv-otte meter væk fik jeg øje på stribevis af store lærreder, tredive eller fyrre, pakket ind i gennemsigtigt plastik og monteret som i et magasin på et træstillads i to etager fra gulv til loft. Det var de stjålne værker fra Kurt Trampedachs stenhus, tænkte jeg straks. Malerierne, som Lehmann og hans svigerfar havde købt af Hadirov og derpå foregivet at have solgt videre på det internationale hælermarked. ’Nå, der står de altså, hælervarerne, og samler støv’, bemærkede jeg spydigt – men i det samme rev Lehmann lampeskærmen ud af min hånd. ’Fanden tage dig. Det dér skal du slet ikke interessere dig for’, snerrede han og lagde fundene fra sadeltaskerne frem i lyset på bordet – Beretta-pistolen, Mayland-kalenderen, seddelbundtet, det lille videokamera og de to kartoncylindre med arbejdstegninger, eller hvad der nu var i dem. ’Pengene gemmer vi til senere. Der er mindst 10 tusind i euro. Saudi-prinsens betaling for luderdrengen, formoder jeg. Hvad var det, han hed? Khadidi?’ Lehmann fejede seddelbundtet ned i en skuffe under bordpladen. ’Khalil. Men hvorfor skulle det være saudi-prinsens penge?’ ’Se her’, svarede Lehmann og rakte mig kalenderen, som han havde slået op på dagen i dag, mandag. Hadirov havde skrevet et notat på russisk, altså med kyrilliske bogstaver, men alligevel kunne man tyde navnene Ibn-al-Aziz og Hotel du Palais samt et ottetal, der

<  179  >


sikkert var klokkeslettet for et møde. ’Han spiste morgenmad på hotellet sammen med prinsen, før han mødte os’, konkluderede Lehmann med et tilfreds smil, skønt det var svært at se, hvad den oplysning kunne gavne os. ’Det forklarer nok også dem her’, mente Lehmann og trak forsigtigt indholdet ud af de to kartoncylindre. Det var oldgamle, arabiske tryk, tyndslidte af tidens tand og opklæbet på en slags rispapir, overordentlig sirligt udført med kalligrafiske guldbogstaver og miniaturebilleder af scenerier, der kunne stamme fra koranen. ’Også betaling for et eller andet. Eller måske resultatet af en ulovlig handel med nationale klenodier,’ klukkede Lehmann, der åbenlyst fandt fornøjelse i at kunne afsløre russeren i fusk selv efter hans død – det vil sige, efter selv at have slået ham ihjel. Danskeren rullede omhyggeligt de lidt falmede tryk sammen og puttede dem tilbage i beholderne. Så tog han fat i Beretta’en, snusede til løbet, men kunne åbenbart ikke lugte krudt, hvorpå han uden yderligere kommentarer lagde pistolen ned i bordskuffen til seddelbundtet. For mig at se gjaldt det om at skaffe Hadirovs ting af vejen så hurtigt som muligt, fordi de jo kunne belaste os temmelig alvorligt, hvis politiet skulle finde på at efterforske russerens død som en mordsag. Men jeg sagde ingenting lige nu, følte mig tom og kraftesløs, mens vi stod dér som to ådselgribbe og dissekerede vores udbytte. Hele situationen forekom mig både makaber og uværdig. ’Lehmann, jeg kan ikke klare mere. Jeg kører hjem.

<  180  >


Jeg har brug for at tænke’, sagde jeg mat og tonløst, men indkasserede kun et måbende og spørgende blik som reaktion. ’Vent nu lidt. Du kan ikke bare gå’, mente Lehmann, idet han greb ud efter det lille videokamera og begyndte at pille ved knapperne for at få det i gang. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op – gå i vrede og frustration eller blande mig i dette groteske efterspil? Jeg følte ingen tilskyndelse til nogen af delene, for uanset hvordan jeg vendte og drejede det, havde jeg allerede begge ben dybt begravet i uføret. Jeg blev derfor bare stående og betragtede Lehmann, mens han rodede videre med kameraet. Pludselig kom der lys og billeder på displayet. ’Nej, da. Se nu bare her’, udbrød han begejstret og holdt den lille skærm op, så vi begge kunne følge med. Det var to korte klip af hver et minuts varighed eller måske lidt under – men de beviste begge to, at Lehmann havde haft ret i sine anklager mod russeren. Den første sekvens viste drengen Khalil, der dansede rundt på bare fødder i salonen på Golfo II iført en lang, sølvfarvet kjortel og med en lille turban på hovedet – præcis på samme måde, som jeg selv havde set ham svanse hen over det tykke gulvtæppe under mit sidste besøg på russerens skib. ’Det var satans’, mumlede jeg overvældet, fordi bevisværdien af disse billeder, der klart afslørede Hadirovs salon som scene for optagelsen, jo var fuldstændig utvetydig. Drengen, der blev fundet dræbt på stranden, kom

<  181  >


bevisligt fra den russiske rigmands skib. ’Ja, fantastisk. Men der er mere. Se nu’, jublede Lehmann med blikket stift rettet mod skærmen. På optagelsen, der fulgte, så man ikke blot Khalil iført samme dansekostume som før, men også tre voksne mænd af arabisk herkomst, som smilende og iklædt nøjagtig ens hvide gevandter, hovedklæde og kjortel, stod og klappede i takt til drengens dans. Der var ingen lyd på optagelsen, og scenen var nu en kostbar suite med antikke luksusmøbler, et interiør, som udmærket kunne være en suite på Hotel du Palais. ’En af dem, ham i midten, er prins Ibn-al-Aziz’, påpegede Lehmann med hæs stemme, tydeligvis ophidset over at beviskæden nu var intakt – især fordi optagelserne var nøjagtigt dateret med små, digitale tal på displayet. Khalil sås ikke bare danse i salonen på Hadirovs skib, men to dage efter den første optagelse var drengen desuden blevet filmet i saudi-prinsens suite. Tilmed på dagen, tidligt om aftenen, før han næste morgen blev fundet død i strandkanten. ’Fældende bevis’, triumferede Lehmann og slog ud med armene, som om han indbød mig i sin favn, hvilket heldigvis ikke var hensigten. ’Fældende bevis mod både Hadirov og Aziz. Det er guld værd for os’, jublede den benede dansker, der stadig var iført sit nye efterårskostume, lys cottoncoat og en nistret sixpence, som fik ham til at ligne en udtjent kliché fra en britisk galopbane. ’Politiet skal have de optagelser’, fastslog jeg, men

<  182  >


indså straks, at den bemærkning mildt sagt ikke faldt i god jord. ’Det ville da være mere end idiotisk’, bed Lehmann mig af. ’For det første kaster vi mistanke på os selv, hvis vi tropper op hos politiet med Hadirovs optagelser. Hvordan har vi mon fået fingre i dem? For det andet er Hadirov død, stendød, og kan ikke dømmes. Og for det tredje er prinsen beskyttet af diplomatisk immunitet og kan slet ikke retsforfølges. Hvor vil du hen? Hvorfor smide guld ud af vinduet?’ ’Men de optagelser kan jo opklare drabet på Khalil. Vi kan aflevere dem anonymt’. ’Stop det pjat. Det er alt for risikabelt. Og for dumt. Glem det’, snerrede Lehmann, der uden tvivl allerede tumlede med planer om, hvordan han kunne presse penge ud af saudi-prinsen med disse videoklip – optagelser, som han var kommet i besiddelse af gennem et mord. Igen følte jeg mig stum og lam, lamslået over den nærmest surrealistiske situation, som begivenhedernes groteske rækkefølge havde bragt mig i. Her stod jeg, en forhenværende politiadvokat, der på falske præmisser udgav sig for at være privatdetektiv, og som nu var dybt infiltreret i flere alvorlige forbrydelser. To mord, drabene på Mahmoud og Khalil, som jeg var fuldt ud vidende om, men intet gjorde for at få opklaret – og dertil mordet på Hadirov, som jeg teknisk og strafferetligt set var direkte medvirkende til. Det var ikke bare en tvivlsom gråzone, jeg befandt mig i, men et buldrende

<  183  >


mørke som i Rhune-bjergets dybeste grotter. Kun et enkelt lille og lysende faktum gav min handlemåde mening – millionen på kontoen i Crédit Biarritz. Griskhed, med andre ord. En griskhed, som jeg lige nu måtte vedkende mig i al dens rå grimhed. Og som jeg også måtte bøje mig for, svag og ydmyg over for dens overbevisende magt. ’Okay, Lehmann. Jeg giver op. Kan ikke bære mere lige nu. Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Du må styre det. Gør, hvad du vil. Men snyd mig ikke. Jeg advarer dig’. ’Rolig nu. Ikke den tone. Vi står jo sammen om det her’, smiskede han og præsterede et uægte forretningssmil, som om han var i gang med at sælge mig en falsk lotteriseddel på en allerede udtrukket gevinst. ’Du får dine penge, Kyhn. Det skal du ikke være nervøs for. Overhovedet ikke. Men du skal til gengæld holde din kæft. Det må ikke gå galt det her, vel? Så lad mig køre løbet. Bare hold mund. Okay?’ Jeg nikkede, sank mit spyt og så mig selv række ud efter hans fremstrakte hånd. En morderpagt, tænkte jeg og hørte ligesom på lang afstand Lehmann besegle pagten med en hyklerisk fortrolighed, der i stedet for at berolige mig gav mig bange anelser om hans skjulte hensigter. ’Nu gemmer vi det hele af vejen et stykke tid. Lader det ligge her i garagen. Ser, hvad der sker, ikke? Så beslutter vi os senere hen. Vi har guld mellem hænderne. Men farligt guld. Saudierne er nogle sataner’. Lehmann grinte nervøst og begyndte at samle tyvekosterne sammen. Fandt en tom papkasse under bordet og

<  184  >


placerede omhyggeligt tingene i den, styk for styk, som om der vitterlig var tale om genstande fra en kostbar guldskat – Beretta-pistolen, Hadirovs kalender, de to kartoncylindre og det lille videokamera. Han rystede svagt på hænderne, noterede jeg. Pengene lod han ligge i skuffen under bordet. Uden at sige mere forlod jeg ham alene i garagen, satte mig ind i Fiat’en og kørte væk. Men jeg kørte ikke helt væk, blot rundt om rækken af garager og tilbage til den anden ende. Her stoppede jeg bilen, steg ud og spejdede i skjul rundt om hjørnet for at afvente, at Lehmann kørte fra stedet. Jeg ville sikre mig, at han nu også holdt ord og ikke tog papkassen med sig derfra. Seddelbundtet og pistolen kunne han måske have puttet i frakkelommerne, men papkassen med resten af tingene kunne han ikke skjule. Ti minutter senere så jeg ham komme ud uden noget i hænderne, låse porten med hængelåsen og køre bort i den røde Rover. Derpå begav jeg mig selv på vej ud af byen mod Sara. Lidt over middag trillede jeg ind i landsbyen og stillede Fiat’en fra mig foran mit hus, men uden at gå ind. Det er snart otte timer siden nu. Hele eftermiddagen har jeg vandret rundt på må og få nede i dalstrøget, kastet lange blikke op ad bjergsiden, hvor maleren bor, og overvejet at klatre hele vejen derop for at fortælle ham sandheden om hans forsvundne billeder. Jeg har også tænkt på Ellen, naturligvis. Fornemmet

<  185  >


sorgen tone frem igen som et tusmørke for øjnene og glide frem foran mig som en skygge på stien – og måske har jeg også følt en skam, tror jeg, fordi Ellen og hele hendes verden trods alt forekommer mig så uendelig fjern og så fremmed, at min erindring om de år, vi havde sammen, efterhånden rummer et skær af skrøbelig og labil sentimentalitet. Følelser, som jeg bestemt ikke vil søge tilflugt til nu, da jeg omsider har brudt alle moralske bånd, smidt illusionerne og blottet mig selv som en dødens grådige håndlanger. Det er ikke nu, jeg skal henfalde til selvbebrejdelse og tilbageskuende sentimentalitet, men derimod holde mig selv fast i nådesløsheden. Jeg kan tåle den og mærker ingen anger. Sådan har jeg igen og igen, mumlende og hviskende, repeteret dette mantra – holdt mig selv fast i nådesløshed. Og mens eftermiddagen gik på hæld, og de første spæde banker af tågedis sneg sig frem oppe mellem bjergsiderne, hvor solens stråler ikke længere nåede ind, følte jeg mig mere og mere afklaret, renset for skrupler og stærk i mellemgulvet. Jeg var våd af sved, og mine ben var begyndt at syre til, da jeg endelig kom op fra dalen og satte mig på Aranzadis havebænk for at puste ud mellem hans kirsebærtræer – men jeg følte mig rustet nu, omsider kampklar til det sidste opgør. Det er naturligvis opgøret med Lehmann, jeg tænker på. Det vil komme. Det er jeg overbevist om. Som jeg sidder her ved mit mørke sydvindue, har jeg

<  186  >


ikke nogen konkret idé om, hvordan han vil bruge eller rettere misbruge de stjålne trofæer fra Hadirovs sadeltasker. Og jeg er også ligeglad. Jeg vil ikke rodes ind i flere af hans affærer. Det er slut. Så meget er sikkert. Men det er heller ikke det, der er problemet – ikke hvad jeg for min part vil med Lehmann, men hvad han vil med mig. Problemet er, at Frederik Lehmann afgjort ikke vil lade mig være i fred. Jeg anstrenger mig for at tænke klart og logisk, prøver at se bort fra min paranoia og når alligevel frem til denne konklusion. Han vil jage mig, fordi jeg udgør en fare for ham. Med mordet på Hadirov er vi begge to blevet befriet for en alvorlig trussel. Men vi er ikke kvit. For mit eget vedkommende betyder russerens død to ting. For det første er jeg sluppet af med frygten for, at fotografiet af mig og drengen Khalil kommer til politiets kendskab. Jeg risikerer ikke længere en sigtelse for pædofili eller drab. Og for det andet, men slet ikke mindst, er døren til min million i banken nu slået op på vid gab. For Lehmanns vedkommende er Hadirovs død en lige så stor befrielse, fordi han jo nu omsider har reddet sit skind og undgår økonomisk og social déroute. På de få sekunder, det havde taget at skubbe Hadirov ud over klippekanten, var han sluppet ud af hele den misere, som det opstyltede, men fejlslagne komplot mod russeren skulle have befriet ham for. Ikke blot slipper han nu for at sælge slottet i Bordeaux til en katastrofal underpris og gå fallit, men han undgår også at blive afsløret som

<  187  >


bedrager over for sin svigerfar i Monaco og ryge i fængsel for groft underslæb. Men alligevel er vi ikke kvit, Lehmann og jeg. I min hånd sidder en trumf, han ikke kan stikke. Ganske vist har han på snedig vis gjort mig til medskyldig i mord i den hensigt at lukke munden på mig, men regnestykket går stadig ikke op. For Lehmann ved, at han er sårbar, og at jeg kan fælde ham. Det er mobiltelefonen, jeg tænker på. Opkaldet, som han besvarede ude på gerningsstedet. Med et anonymt tip til politiet om dette opkald er Frederik Lehmann en færdig mand. Mistænkt for drab og genstand for en intens efterforskning, der vil blotlægge alle hans rådne affærer. Bedrageri, hæleri, drab – og mere til, skulle man tro. Selv når han har frigjort mine penge i Crédit Biarritz, vil han ikke have købt sig fred i sindet. Jeg kender ham efterhånden. Lehmann er perfektionist og desuden skånselsløs. Derfor vil han jage mig. Ser jeg spøgelser? Er jeg alligevel blevet ført på vildspor af min egen paranoia? Måske. Men hellere dét end at ende som blindt og naivt offer for Lehmanns galskab.

<  188  >


10. Englestenen

Det er ved at blive morgen igen. Søndag, tror jeg. Jeg er træt, fysisk og psykisk. Er lige kommet tilbage fra en af de natlige ture nede i dalen. I fem dage har jeg intet hørt fra Lehmann, og jeg har brugt tiden på at genfinde visionen under mine meditationer på den store granitblok, englestenen, for foden af Rhune-bjerget. Skal jeg overveje at stryge disse navne, englestenen, engleprocessen? Virker de efterhånden ikke en tand for opstyltede, uægte måske – hele min situation taget i betragtning? Eller det modsatte – for barnagtige? Nej, jeg vil ikke fortryde. Trækker ingenting tilbage. Store ord og barnagtigheder hører med i billedet. Og desuden er metaforen gyldig nok, englemetaforen. Det drejer sig til stadighed om renselse og udsoning. Jeg er stadig på vej mod en tilstand af renhed, hvor kræften, ondskaben og forbitrelsen er blevet udskilt af mit liv. Og helbredelsen er naturligvis stadigvæk latent til stede i den homøostatiske dimension, naturens virkelige væren, som også nærer mine egne celler. Hvad skulle få mig til at tvivle og vakle nu? Absolut ingenting. Tværtimod har jeg jo ikke haft svært ved at genfinde

<  189  >


visionen. Kontakten er hver gang opstået efter en kort tid, når jeg har siddet ubevægelig i mørket, har åbnet mig for granittens indre struktur og lyttet mig ind til bjergets stilhed. Det er her, jeg finder kimen til visualiseringen, kernen i visionen. Og snart efter får jeg disse billeder, der samtidig også er mærkbare sansninger, og som åbenbarer den homøostatiske virkelighed. Denne dimension af verden, hvor naturens kræfter, de organiske, de uorganiske og de sjælelige, alle er gjort af det samme navnløse grundstof, der ligesom endeløse, lysende spiraler udvider sig og krystalliseres i en fuldstændig gennemsigtig og åndeløs rumlighed. Dette er naturligvis igen blot ordbilleder, nye illusoriske metaforer – skønt jeg jo sanser disse kræfter som et fysisk nærvær, føler min krop gennemsives af bølger af helende molekyler, der trænger ind i cellerne og opfylder mit sind med stum jubel. Jeg skriver altså det her i trods. Trods tvivlen om ordenes gyldighed. Men jeg er ikke gal. Måske træt og optændt, men ikke gal. Og alligevel må jeg stoppe. Om lidt vil ordene smuldre og sætningerne krampe, som om der var gået muskelsvind i betydningen og skørhed i leddene. Er det mon sådan, buddhistmunkene har det? Er det derfor, de sværger til isolation og hylder tavsheden?

<  190  >


11. Spejlinger

Mordet på Boris Hadirov ligger efterhånden over en uge tilbage, men først for tre dage siden blev mandens radbrækkede lig spottet af en politipatrulje på esplanaden og derpå bjærget op nede fra klippesiden på Rocher de la Vierge. Jeg læste om det i den lokale avis, Sud-Ouest, som jeg er begyndt at købe dagligt hos købmanden på torvet. Jeg kikker efter nyheder om drengen Khalil, om Monsieur Aranzadi og hans søn Miguel – og altså nu også om Boris Hadirov. Jeg registrerer alt med krystalklar hjerne og med den form for årvågenhed, som er typisk for en person, der iagttager sin omverden i hemmelighed. Den dræbte dreng har der intet som helst stået om, siden det anonyme barnelig blev fundet på stranden. Åbenbart har ingen reageret på tegningen af Khalil, som politiet jo offentliggjorde i avisen. Hvilket der selvfølgelig ikke er noget mærkeligt i. Men det betyder vel, at efterforskningen stadig er på bar bund og altså har stået stille lige siden det uhyggelige ligfund. I mellemtiden har Ibn-al-Aziz og hans følge afsluttet det årlige besøg i Biarritz og forladt landet. Sagen synes med andre ord at skulle dø i tavshed. Modsat har familien Aranzadi fået fyldig omtale i avisen. I hvert fald de første dage efter razziaen og ar-

<  191  >


restationen i Sara. Både far og søn er varetægtsfængslet, begge i isolation, og mens de konkrete sigtelser for terroraktiviteter mod Miguel er blevet oplæst bag lukkede døre i retten og derfor stadig er ukendte, så står Monsieur Aranzadi blot sigtet for at have skjult den eftersøgte søn i nogle få dage, nemlig de dage, politiets overvågning af hans hus stod på. Andet og mere har man ikke bevis for mod manden. Hvilket næppe kan føre til en årelang straf. Dertil kommer dog så skudsagen. Skudsalven fra jagtgeværet, som Aranzadi i vildskab affyrede fra sit vindue på første sal, og som ramte Monsieur Renault i halsen og skulderen. Men også her slipper han let, fordi politiet af al magt forsøger at lægge låg på sagen, så vidt jeg kan se. Af hensyn til den aftale, politichefen har indgået med Lehmann, er Renaults datter jo fredet – og derfor må også hendes far i størst mulig udstrækning holdes ude af affæren. Altså kan man ikke sigte Aranzadi for overlagt drabsforsøg på Renault. Det ville jo medføre, at Aranzadis motiv og dermed hele intrigen risikerede at blive rullet op i fuld offentlighed i retten – kærestehistorien med de to unge, Lehmanns stikkeri og aftalen med politichefen og Renault forud for aktionen mod Aranzadis hus. Som jeg forstår det, slipper Aranzadi derfor med en tiltale for uansvarlig omgang med skydevåben, ansvarsløst skyderi i frustration, hvorved en tilfældig borger uheldigvis blev overfladisk såret af de vildtflyvende hagl. En forbrydelse, der selvfølgelig koster straf, bøde måske, skønt den vel knap nok kan give varetægtsfængsel.

<  192  >


Men hans hus står tomt, og kun en enkelt gang har jeg set den ældste søn, José-Enrique, komme forbi for at samle post op og tjekke hængelåsene på de smadrede døre. Jeg har ikke kontaktet ham, og han har heller ikke forsøgt at komme i kontakte mig, tror jeg. Den skudsårede hotelvært, André Renault, er til gengæld tilbage igen og i fuld vigør, om end hans venstre arm og skulder er indsvøbt i en svulmende gipsbandage og ophængt i en slynge eller skinne. Datteren Mari-Rose er ifølge snakken i landsbyen flygtet hjemmefra oven på et indædt opgør med sin far. Jeg tænker mit. Mon ikke hun i vrede og opfyldt af hævnfølelse er gået under jorden i det illegale ETA? Hvad angår Hadirov, så konstaterede avisen allerede den første dag, da sagen blev omtalt som nyhed på forsiden, at den stenrige russer efter alt at dømme var omkommet i en såkaldt soloulykke på sin motorcykel. Årsagen var uvis, stod der, men ulykken kunne meget vel skyldes et ildebefindende, eller at køretøjet havde haft defekte bremser. Det sidste var politiets teknikere dog ikke i stand til at fastslå med sikkerhed, da motorcyklen var slemt beskadiget efter styrtet ned ad klippen. Dagen efter bragte avisen en nyfigen, men tandløs baggrundsartikel om oligarken Boris Hadirov og hans prangende luksusyacht i Vieux Port, Golfo II. Selvfølgelig ingenting om mandens kriminelle ballast. Og samme dag som avisen første gang skrev om ulykken, ringede Lehmann. Det var tidlig formiddag, og jeg havde planlagt at køre en tur op til landsbyen Itxassou

<  193  >


for at se det gådefulde bjerg, som både Ellen og Trampedach havde været så betagede af, og som de jo begge havde malet. Efter de sidste nætter med intens meditation følte jeg mig igen helt ovenpå. Ja, mere end det – stærkere, raskere og mere kampklar end på noget tidspunkt i flere måneder. Jeg forestillede mig allerede med fryd dr. Kræfts forbløffede ansigt, når han om kort tid ville få lejlighed til at nærlæse mine nyeste tal og studere de helt friske skanninger. Jeg havde været henne hos købmanden, købt lidt proviant til turen og dagens avis, Sud-Ouest, som jeg netop havde læst. I det samme kimede mobilen. ’Hvad sagde jeg? Nå? Sagde jeg det ikke nok?’ Lehmann nærmest råbte ind i telefonen og henviste hoverende til artiklen i Sud-Ouest. ’En soloulykke. Sikke et udtryk. Ingen andre indblandet. Bravo. Lad champagnen springe. Vi burde fejre det, Kyhn’. Han virkede kåd og havde måske allerede fået et glas eller to. Jeg sagde ingenting, prøvede at lodde en skjult undertone i hans begejstring. ’Hallo. Er du der?’ ’Ja. Jeg lytter’. ’Er du slet ikke lettet? Tilfreds? Alt lykkes jo for os’. Nu kunne jeg høre den, undertonen. Han ville berolige mig, have mig til at slappe af, få mig til at slække på min vagtsomhed. ’Hvad vil du egentlig, Lehmann?’

<  194  >


Jeg gjorde min stemme iskold og nøgtern, idet jeg fortsatte. ’Vores kontrakt er opfyldt. Mission accomplished, som det hedder. Vi er færdige. Jeg synes, du skal give mig mine penge så hurtigt som muligt – og lad os så glemme hinanden. Forstår du, hvad jeg siger?’ ’Nej, ikke et jota’. ’Hvad?’ ’Jota. Græsk bogstav, det mindste. Nej, jeg fatter ikke en tøddel’. Jeg studsede. Hvor i alverden havde Lehmann fået det udtryk fra? Havde jeg hørt ham bruge det før? ’Hør her. Vi står med guld i hænderne’, insisterede han. ’Jeg har sagt det før. Siger det gerne igen. Det er en formue værd. De to videoklip, pengene, kalenderen, de arabiske tryk – alt sammen peger direkte og utvetydigt på Ibn-al-Aziz. En guldgrube’. ’Nej, siger jeg. Jeg står af her. Det er slut. Giv mig mine penge, så kan du gøre, hvad du har lyst til – med dit guld’. Der blev stille i den anden ende. Jeg kunne høre vinden suse i røret. Så kom han tilbage. Skuffet, lød det til, og mere afmålt forretningsmæssig end før, som om jeg havde afvist en kammeratlig julegave og såret hans finere følelser. ’Okay, som du vil. Du er en fri mand. Og faktisk, så har jeg allerede ordnet det hele i banken. Alt er på plads. Du vil modtage et brev fra dem i morgen. Pengene er

<  195  >


til disposition. De er dine’. ’Fint’. ’Men du vil fortryde. Bitterligt. Tænk dig nu om, Kyhn. Vi må absolut tale sammen’, begyndte han forfra – men jeg lukkede hurtigt ned for linjen og hørte ikke mere. Minuttet efter ringede Lehmann dog op igen. Jeg så hans nummer på displayet, men lod den ringe ud. Han indtalte en besked, fremgik det. Jeg så på uret. Klokken var kun 10, og jeg kunne snildt nå et smut ud til Biarritz, før jeg kørte til Itxassou. Jeg stolede ikke en døjt på mandens ord og havde besluttet, at jeg personligt ville tjekke hans påstand om pengene i banken. Før jeg satte mig ind i Fiat’en, aflyttede jeg Lehmanns besked. Han fortsatte, hvor han lige havde sluppet. Insisterede på, at jeg skulle ringe ham op, fordi vi absolut måtte tale sammen, lægge en plan, i det mindste indgå en aftale. Men bag hans ord, helt i baggrunden af lydbilledet, hørte jeg nu en lyd, en klang, som fik mig til at stivne. Jeg afspillede beskeden igen. Det var en kirkeklokke, der faldt i slag, ti slag – og jeg genkendte lyden. Jeg havde stort set hørt den hver eneste dag. Tilmed selv fremkaldt denne klang ved at slå med knoen på den massive jernmalm. Det var den velkendte klokke i Saint Martin-kirken her i Sara, en klokke fra 1600-tallet, berømt for sin rige udsmykning. På opfordring af Monsieur Aranzadi havde jeg besøgt kirken, hvor en af fædrene til den baskiske nationalisme,

<  196  >


José-Miguel Barandiaran, havde været præst i en årrække, og under rundturen i de historiske kirkerum var jeg også blevet vist op i tårnet for at se klokken. Jeg kunne ikke være i tvivl. Lehmann befandt sig lige nu i Sara. For få minutter siden havde han stået i nærheden af Saint Martin-kirken og ringet mig op. Han var til stede i landsbyen for at rekognoscere, overvåge mig, skygge mig – lægge en plan for, hvor og hvordan han skulle slå til. Var han ude på at gentage succesen med Hadirov? Kopiere metoden, den tragiske ulykke, endnu en soloulykke med fatale følger? Stadig med mobilen for øret stod jeg som naglet til asfalten ved siden af Fiat’en i Aranzadis indkørsel. Kunne Lehmann i dette øjeblik se mig fra et eller andet gemmested i nærheden? Nej, det var umuligt. Buskene og platantræerne skjulte det meste af indkørslen. Så sprang jeg ind i bilen. Bakkede ud, gassede op og krydsede i høj fart det lille torv, fik et glimt af en rød bil, drejede ned til venstre og nåede hurtigt ud på landevejen. Ingen biler var synlige i bakspejlet. Heller ikke på resten af turen ud til Biarritz så jeg noget til Lehmanns røde Rover. Den høje fart og min hasarderede kørsel måtte have rystet ham af. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Så ham for mig bag rattet i den antikverede vogn, sammenbidt og irriteret, fordi han ikke kunne følge med, og iklædt et af sine latterlige kostumer, for eksempel alpehue, grøn tweedjakke i stil med en forstmand og ditto knæbukser – noget i retning

<  197  >


af, hvad en germansk ornitolog på rekognoscering kunne formodes at iføre sig. Ikke ligefrem en type, der kaster sig ud i biljagter. Jeg havde parkeret Fiat’en lige uden for Crédit Biarritz, og inde i banken havde jeg trukket et nummer som erhvervskunde. En ung mand med kronraget isse blev tilkaldt for at betjene mig. Han præsenterede sig som Sérazin, Bruno, kunderådgiver. Da jeg var i banken første gang, havde jeg talt med en venlig og pædagogisk kvinde, men ham her forekom knap så sympatisk indstillet. Snarere tvær og misfornøjet med sit job, i hvert fald lige nu. Kikkede op og ned ad mig og virkede svært utilfreds med min krøllede fløjlsjakke og de efterhånden blankslidte lærredsbukser. Jeg forstod ham. Jeg lignede givetvis ikke hans andre erhvervskunder og måtte da også indrømme for mig selv, at jeg nok havde negligeret mit udseende lidt på det sidste. Jeg var jo heller ikke ligefrem nyklippet, endsige nybarberet. Lugtede jeg mon? ’Jeg har jo skrevet til Dem, Monsieur Kyhn. De får brevet vedrørende arrangementet med posten i morgen’. Unge Sérazin, Bruno, smilede professionelt imødekommende. Men i realiteten bad han mig om at skrubbe hjem igen og vente på mit brev. ’Arrangementet?’ ’Som beskrevet i brevet’. Fyren havde øjensynlig hentet det omtalte arrangement frem på en skærm, der stod foran ham på skranken, for jeg kunne se på hans øjne, at han nu skimmede teksten.

<  198  >


’Vil det sige, at pengene er til disposition?’ ’Ja. Om to dage – i to dage’. Sérazin havde skudt den franske sætning af meget hurtigt, og grammatisk havde jeg ikke helt fanget pointen. Jeg bad ham gentage. Han sukkede anstrengt og satte en mine op, som om han havde glemt kundemanualens første bud om venlighed. Han lignede en skarpretter til børnefødselsdag. ’Om to dage. I to dage’. Med en finger tegnede han forløbet i luften, en bue fra punkt til punkt – og derpå en streg fra punkt til punkt. Nu forstod jeg. Men ikke hvorfor. ’Hvad er meningen med det?’ ’Det er slet ikke ualmindeligt. Det er en kontanthandel, men med et tidsbegrænset tilbud. Jeg går ud fra, at Monsieur Lehmann ønsker en hurtig handel. Kunst eller antikviteter, formoder jeg?’ ’Åh, ja’, skyndte jeg mig at sige. ’Og hvis jeg ikke slår til i løbet af de to dage, hvad så?’ Tydeligt irriteret konsulterede Sérazin igen sin skærm. ’Så går pengene naturligvis tilbage til den konto, de er overført fra’. ’Det vil sige, arrangementet annulleres?’ ’Ja. Selvsagt. Annulleres’. Han smilede spydigt, som om han for længst havde spået, at dette arrangement selvfølgelig ville blive annulleret, hvorpå han lukkede skærmbilledet ned.

<  199  >


Jeg takkede ham høfligt og forlod banken. Betydeligt klogere, end da jeg kom. Lehmanns lille fælde stod helt klart for mig. Brevet fra banken, som jeg ville modtage i morgen, skulle gøre mig tryg og rolig – og samtidig give Lehmann selv to dages frist og arbejdsro til at sætte mig ud af spillet. Og dersom dette ikke skulle lykkes fuldt ud i første omgang, så ville han have endnu to dage til rådighed, hvor han blot skulle holde mig væk fra banken. Herefter var pengene hans igen. Arrangementet annulleret. Fanden tage ham. Jeg bandede videre, mens jeg satte mig ind i Fiat’en og kørte væk. Der var ingen ende på Lehmanns intrigante numre. Men på den anden side følte jeg mig nu også selv ret snu. Og heldig. Jeg smilede et stille smil. For en gangs skyld var jeg jo på forkant med mandens giftige planer. Takket være kirkeklokken havde jeg opdaget hans overvågning – og takket være min mistro havde jeg nu også afsløret hans reelle hensigt med kontoen i Crédit Biarritz. Tilmed et helt døgn før han kunne forvente, at jeg nok ville begynde at studse over det særegne arrangement og beklage mig. Måske havde Lehmann engang for længe siden haft en idé om, at jeg rent faktisk fortjente hele den forkromede million i honorar. Men sådan var det ikke mere. Nu var situationen en ganske anden. Nu udgjorde jeg en fare for ham. Nu var det ham eller mig. Altså ham, set fra hans synspunkt. Vi kunne ikke længere begge to have vores gang på jorden. Og hvorfor så miste en million til ingen

<  200  >


verdens nytte? Bogstavelig talt bare kaste ned den i en grav sammen med dens ejermand? Jeg kørte ud af byen med det ene øje på kørebanen og det andet i bakspejlet. Hvert minut ventede jeg at se den røde Rover dukke op bag mig, om ikke før, så når jeg kom ud på de mindre landeveje sydover. Hvis Lehmann var klog, havde han på forhånd opgivet at lede efter mig inde i byen og i stedet sat sig til at vente på, at jeg kom kørende tilbage ad den samme rute ud af byen. Og ganske rigtigt. Næppe var trafikken ud af Biarritz tyndet ud og landevejen så småt begyndt at stige i de bløde bakker, før Roveren kom til syne godt hundrede meter bag mig. Igen kunne jeg ikke lade være med at smile. Han måtte jo tro, at jeg var på vej hjem til Sara. Det var igen mig, der havde fordelen, ikke ham. Mens jeg fortsatte i normalt marchtempo, fiskede jeg et vejkort ud af handskerummet og slog det op foran mig på rattet. Syv-otte kilometer forude delte vejen sig i to grene. Til højre mod Sara, til venstre mod Ainhoa og Itxassou. Her kunne jeg ryste ham af. Jeg speedede op og så Roveren glide hastigt bagud i bakspejlet. Efter et par kurver kunne jeg ikke se den længere. Jeg satte farten yderligere op, og da vejen delte sig, kørte jeg til venstre, fortsatte et halvt hundrede meter og holdt så ind til siden. Jeg sprang ud og løb tilbage til vejforgreningen, hvor jeg skjulte mig bag en forhøjning i græsrabatten. Kort efter kom Roveren susende i høj fart ind i den lange kurve til højre mod Sara. Bag rattet kunne jeg se

<  201  >


Lehmann sidde anspændt og bister og med blikket stift fokuseret fremad på vejbanen. Endnu en gang tvang denne galning et smil frem på mine læber. For ganske vist var han ikke iført alpehue, som jeg havde forestillet mig, men en grøn filthat med smal skygge, en slags tyrolerhat. Eller snarere en jægerhat, slog det mig – og i så fald var jægeren lige nu blevet snydt, så det drev, og ført håbløst på vildspor af sit bytte. Jeg gik roligt tilbage til bilen og kørte videre mod Itxassou. Resten af dagen kunne jeg føle mig fri for min skygge. Jeg ville se bjerget som planlagt og desuden bruge tiden på at lægge en strategi og en taktik i forhold til truslen fra Frederik Lehmann. Selv om jeg ikke kunne læse hans tanker, måtte jeg gå ud fra det værst tænkelige scenario – at han efterstræbte mig på livet. Min erfaring med den mand gjorde det i høj grad tilrådeligt at nære tillid til sin egen paranoia. Det var vel også Lehmanns egen leveregel. Og man må spejle sig i sin fjende for at kunne besejre ham, tænkte jeg. To gange havde manden begået mord, Mahmoud og Hadirov – så hvorfor skulle han ikke være i stand til at gøre det en gang til? Efter en halv time nåede jeg frem til Itxassou, kørte igennem landsbyen og parkerede ved kirken, hvor vejen endte, og hvorfra kun nogle gangstier førte videre ind i den langstrakte dal neden for bjergmassivet. En af stierne, Roland-stien, var opkaldt efter heltefiguren Roland, læste jeg på en planche. Ifølge Roland-kvadet fra

<  202  >


år 1000 havde helten kæmpet under Karl den Store i et håbløst krigstogt mod Spanien, og på vejen havde han åbenbart krydset Pyrenæerne lige her. Jeg valgte Rolands sti for at komme så tæt på bjerget, som jeg kunne forestille mig, at både Trampedach og Ellen havde været for at male det. Men jeg kom i tvivl, for ingen af de bjergkamme, der var afbildet på planchen, hed Itxassou. Det var landsbyens navn, altså ikke bjergets. Jeg huskede, at Ellen engang havde forsøgt at slå ordet Itxassou op i en engelsk-baskisk ordbog, men ikke fundet det. Det nærmeste var et baskisk ord for håb. Eller var det hav? Måske begge dele, hvilket slet ikke var umuligt med dette mærkelige sprog. Jeg besluttede, at det bjerg, de to havde malet, i stedet måtte være det højeste på stedet, bjerget Artzamendi. Så begav jeg mig på vej ned i dalen. Det var en overvældende smuk efterårsdag, lidt fugtig og jordduftende, fuldstændig vindstille og glitrende oplyst af et krystallinsk solskin, som fyldte det høje luftrum. Himlen var dybt blå uden en eneste sky og med månen, fuldmånen, gennemsigtigt aftegnet halvt oppe som et vandmærke i papir. Det virkede, som om det var nat ved fuldt dagslys, som om dagen spejlede natten. Før Artzamendi-bjerget for alvor begyndte at rejse sig, slog jeg mig ned i græsset mellem nogle klippeblokke med udsigt op ad bjergsiden helt op til toppen. En times tid sad jeg tilbagelænet med ryggen mod en sten og forsøgte at tømme hovedet for konkrete tanker, mens jeg betragtede mastodonten.

<  203  >


Jeg havde længe haft en bestemt forventning til at besøge dette Itxassou-bjerg, men nu da jeg omsider var her, forekom det mig meget uklart, hvad jeg egentlig havde set frem til. Som jeg huskede de to malerier, Ellens og Trampedachs, lignede ingen af dem det bjerg, jeg nu så foran mig. Og hvad skulle jeg egentlig også bruge genkendelsen til? Men pludselig kom jeg på det. Det var Ellens billede, ikke Trampedachs, der havde vækket en genkendelse i mig. Det havde dengang slået mig, at maleriet lignede en slags sjæleligt portræt af mig selv, og Ellen havde da også bekræftet den iagttagelse. Jeg huskede hendes ord. Hun havde malet et mørkt og vildt bjerg i strid med sig selv, sagde hun. En mand, hun kendte, havde hun tilføjet med et lille smil. Og nu da jeg helt tæt på betragtede Artzamendi-bjerget og de sorte kløfter og slugter, der skar sig ind i dets sider, kunne jeg genkalde mig denne oplevelse af hendes billede. Mærke smerten i bjerget, om man vil, både i det malede og i det virkelige. Men det forblev en erindring. Jeg var ikke mere den samme person, som i Ellens øjne havde været en lidende sjæl i indre strid og uforenelig med sig selv. Det var ikke længere sandt. Og måske havde det i virkeligheden også været den plagede maler, Trampedach, som billedet passede på – snarere end mig? Havde Ellen med sit billede af bjerget villet male et portræt af Trampedach, som også jeg dengang kunne spejle mig i? Måske havde hun forudset hele den smertelige proces, fortvivlelsen, sorgen og sygdommen,

<  204  >


som jeg skulle igennem, før jeg kunne sidde her og føle mig befriet? Havde hun været så klog, min Ellen? I endnu en time eller længere blev jeg siddende i græsset, mens spørgsmål og tanker affødte og afløste hinanden i hurtige strømme, der lige som forårets smeltevand ned ad bjergsiden ustandseligt krydsedes eller løb sammen i tilfældige forløb – og uden anden konklusion, end at det alt sammen var fortid. Bjergets arrede, smertefulde mørke var overstået fortid. Et ansigt i spejlet, som jeg nok kunne genkende, men ikke længere vedkende mig. Da jeg omsider rejste mig og strakte de stive lemmer, var jeg fuldstændig afklaret. Lyset var faldet, og skarpheden i skæret havde aflejret sig som en glødende dybde i den sene eftermiddags lune blødhed. Jeg begav mig på vej tilbage ad Roland-stien, og skønt jeg på intet tidspunkt de sidste par timer havde skænket Frederik Lehmann og al hans råddenskab en tanke, så var jeg ikke i tvivl om, hvilke valg, beslutninger og handlinger, der lå og kaldte lige foran mig. Jeg mærkede denne fasthed i mellemgulvet, som altid gjorde mig tryg ved min egen handlekraft. På vejen hjem fyldte jeg benzin på Fiat’en og købte en ny lommelygte, et brækjern og to ruller gaffertape på den samme tankstation. Så trillede jeg sindigt og ad mange omveje tilbage mod Sara. Tusmørket var begyndt at sænke sig, da jeg kørte ind på torvet og parkerede foran apoteket. I skyggen langs husmurene sneg jeg mig bagom torvet og hen til bag-

<  205  >


siden af Aranzadis ejendom, hvorfra jeg havde udsyn til mit eget hus og til vejen, der løb forbi. Der var intet mistænkeligt at se. Jeg hentede Fiat’en, stillede den i Aranzadis indkørsel – men ombestemte mig. Kørte tilbage til torvet og lod bilen stå foran købmandsbutikken, hvorpå jeg til fods vendte tilbage til huset. Der var ingen grund til at skilte med, at jeg som den eneste var hjemme på bopælen. Jeg låste mig ind af fordøren, men undlod at tænde lys. Jeg ville trække alle gardinerne for og sætte mig til at skrive ved computeren, men da jeg på min vej rundt i huset kom ud i det lille køkken, registrerede jeg med det samme den mættede lugt af gas. Nogen havde været inde i huset og åbnet for en gashane. Dysen stod lige så stille og lukkede død ud med en sagte hvislen. Med febrilske fingre fik jeg lukket for hanen. Hvis jeg havde strøget en tændstik, var rummet eksploderet. Blodet brusede op i mit hoved, og jeg måtte stå stille et øjeblik og ånde roligt ud for at få kontrol over forskrækkelsen. Kunne jeg selv have glemt at lukke for gashanen, før jeg kørte til Biarritz op ad formiddagen? Nej, jeg havde ikke brugt gas, siden jeg lavede kaffe tidligt i morges. Jeg havde med andre ord haft rigelig tid, to-tre timer, til at opdage udsivningen. Jeg ville helt sikkert have lugtet det. Og desuden var det aldrig før sket, at jeg havde sjusket med gassen. Kun én konklusion var mulig. Lehmann havde været

<  206  >


herinde og anrette sin dødsfælde. Jeg mærkede en gysen risle op ad armene og om i nakken, og da jeg tjekkede bagdøren, der fra køkkenet fører ud til kirsebærhaven, stod den da også åben. Lukket til, men ulåst. Det er sjældent, jeg bruger bagdøren, og jeg huskede ikke, at jeg nogensinde havde glemt at låse den. Men selvfølgelig kunne det da være sket. Jeg hænger altid nøglen op på et søm i det nærmeste kirsebærtræ, når jeg går ud den vej. Jeg løb derfor ud i haven for at se efter i træet. Nøglen var på sin plads. Altså kunne jeg selv have glemt at låse på et eller andet tidspunkt. Eller også havde Lehmann fundet nøglen på sømmet, låst sig ind og hængt den tilbage på plads, men uden at låse døren efter sig, da han gik – netop for at det skulle se ud, som om jeg selv havde glemt at låse. Det var muligt. Begge dele var muligt. Lige som det også var muligt, at Lehmann bare havde været helt ligeglad. Kun en rygende ruin ville jo stå tilbage, når hytten var røget i luften med et brag. Jeg satte mig ind i den mørke stue og forsøgte at samle tankerne. Tvang mig selv til at undertrykke vreden og handle koldblodigt. Det lykkedes nogenlunde. Efter en tid følte jeg mig igen i kontrol. Så gik jeg videre efter planen. Ringede Lehmann op på mobilen. Han svarede med det samme. Ivrig, men også overrasket – som om han havde ventet en helt anden opringning. Hvilken mon? Meddelelsen om min pludselige død?

<  207  >


’Hvor er du? Hjemme?’ Stemmen virkede både forbavset og anspændt, og jeg forstod kun alt for godt hans nysgerrighed. ’Hvor er du henne?’ gentog han. Limbo, kunne jeg have svaret for at stikke til ham, men jeg gjorde det ikke. ’Bayonne. Jeg er i Bayonne. Jeg har et ærinde her et døgns tid’. Jeg havde forberedt denne løgn i håb om at skaffe mig selv en frist til at handle frit uden Lehmanns ånde i nakken. ’Aha, Bayonne’, sagde han bare, men jeg bildte mig ind, at jeg kunne høre skuffelsen og ærgrelsen i hans tonefald. ’Men vi skal mødes’, fortsatte jeg alvorligt. Og straks livede han op. Troede åbenbart, at jeg trods alt var kommet til fornuft i løbet af dagen. ’Lige mine ord. Det har jeg jo prøvet at fortælle dig siden i morges. Vi må lave en aftale. Det er vigtigt’. ’Det er noget helt andet’, skar jeg igennem. ’Noget andet end hvad?’ ’Det er Yasmin. Jeg så hende i dag i Rue Menthe. Talte meget længe med hende’. ’Nå. Hm. Og så?’ Han var ved at bide på, forekom det mig. Lød tøvende og lidt usikker. ’Jeg har et bånd, du skal høre. Hun taler om dig’. Her blev han tavs, måtte velsagtens nøje overveje og vægte sine ord. Så kom han tilbage.

<  208  >


’Hør lige her, Kyhn. Truer du mig?’ ’Opfat det, som du vil’. ’Du prøver vel ikke at sælge mig noget?’ ’Nej. Du kan få det. Men du skal høre det’. ’Båndet? Skal jeg høre det sammen med dig?’ ’Ja’. Han sukkede. Lo kort og overbærende, men også nervøst. ’Du er vist blevet blød i bolden. Er det nerverne, Kyhn? Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad du vil opnå. Tag en cognac og slap af’. ’Tro mig. Jeg er helt rolig’, sagde jeg dystert og fortsatte. ’Mød mig i morgen aften ved 18-tiden. Nej, præcis 18. Uden for Saint Martin-kirken i Sara. Du kender jo stedet’. ’Hvorfor lige dér? Du er mærkelig. Skal du have penge? Hvor mange vil du have?’ Typisk Lehmann. Han nægtede at tro, at det ikke drejede sig om penge. ’Det må du selv om. Men kom’. Han sukkede igen. Foregav, at han kun modvilligt føjede sig. Men selvfølgelig ville han aldrig lade denne chance gå fra sig. Både for at få fingre i båndet og for at gøre mig tavs. ’Okay. Som du vil, Kyhn. Jeg kommer’. Jeg lagde på. Smilede ondt ud i mørket.

<  209  >


12. Nåde

Jeg var på plads i mit skjul en time før tiden. Men allerede i den røde morgenstund tolv timer tidligere havde jeg været henne på kirkegården ved Saint Martin-kirken for at udse mig skjulestedet. Og resten af dagen var gået med at køre rundt på egnen fra landsby til landsby for at undgå at vise mig i Sara. Lehmann havde med andre ord ikke haft en chance for at genoptage skygningen af mig, hvis han af en eller anden grund ikke troede på, at jeg stadig var i Bayonne, som jeg jo havde bildt ham ind aftenen før. Sidst på eftermiddagen var jeg så kørt ud til Biarritz, havde stillet bilen på en rasteplads ved bygrænsen og taget rutebilen hjem. Nu ventede jeg i mørket. Jeg stod i skjul bag den ene af de tætte tujabuske, der var placeret på hver side af indgangen lige inden for kirkegårdsmuren. Når jeg stak hovedet lidt frem, kunne jeg se det meste af parkeringspladsen udenfor. Der var ingen besøgende på denne tid, og pladsen var kun sparsomt oplyst af en enkelt lygtestander i den fjerne ende. Klokken i tårnet havde slået halvtimeslag og derpå kvarterslag. Ved mine fødder stod en lærredspose med remedierne – lommelygten, gaffertapen, et par handsker, avisen med tegningen af Khalil og en halvliters

<  211  >


Perrier-flaske med en håndfuld af de sovepiller, som jeg i sin tid fik med mig fra sygehuset i Hillerød, opløst i kildevandet. Mine hænder var fugtige af sved. Jeg tørrede dem af i jakken og greb igen fat om brækjernet. Klokken slog hel, og netop som den dybe klang fra det sidste slag døde ud, hørte jeg lyden af bildæk knase i gruset. Jeg kikkede ud og så den røde Rover rulle hen over parkeringspladsen mod indgangen. Mindre end femten meter fra mig stoppede den op. Motoren blev slukket, men Lehmann blev siddende inde i den mørke bil. Jeg kunne ikke se, hvad han foretog sig, men han ventede vel på, at jeg skulle kontakte ham. Efter nogle minutter så jeg et blegt skær lyse kabinen op, og jeg kunne lige skimte hans ansigt, mens han holdt mobiltelefonen op for øret. Han prøvede sikkert at ringe til mig, men jeg havde med fuldt overlæg ladet min mobil blive hjemme. Den skulle hverken spille forstyrrende ind eller afsætte spor senere i forløbet. Endelig blev Roverens fordør åbnet. Lehmann steg ud og kikkede sig nervøst omkring. Han var iført en lys cottoncoat, og jeg så nu, at han stak hånden ned i højre lomme, trak Beretta’en op og afsikrede den, hvorpå han skjulte hånden med pistolen i frakkelommen. Jeg havde forudset dette træk. Det var Hadirovs Beretta, og det passede mig perfekt. Den var altså ladt, og Lehmanns fingeraftryk sad nu allerede på den. Med tøvende skridt begyndte han at gå hen mod indgangen til kirkegården. I stilheden kunne jeg høre hans

<  212  >


lidt stakåndede og nervøse vejrtrækning. Han skubbede jernlågen op og trådte indenfor, holdt igen på lågen, for at den ikke skulle smække. Så tog han endnu et par skridt, og i det samme svingede jeg brækjernets rundede ende mod hans nakke, ramte præcis hvor jeg ville, lige under kraniet og nakkehvirvlerne, og så ham styrte forover med et chokeret gisp. Jeg sprang til, satte mig overskrævs på hans ryg og sikrede mig, at han var besvimet og ikke blødte efter slaget. Hurtigt fik jeg fat i lærredsposen, rev en rulle med gaffertape op, og før han kunne nå at komme til bevidsthed, havde jeg snøret hans hænder sammen på ryggen, viklet tape stramt om anklerne og kneblet hans mund med flere lag omkring underansigtet. For at være sikker på, at han trak vejret, klemte jeg hans næsebor sammen en snes sekunder, slap så og hørte luften presse sig ud i et stød. Et kort øjeblik stod jeg stille og pustede ud. Samlede derpå mine ting sammen og begyndte at slæbe Lehmanns leddeløse legeme ud til bilen på parkeringspladsen. Undervejs vågnede han op, strittede imod, stønnede, knurrede og fnyste ud af næsen, og kun med besvær fik jeg ham stablet halvt siddende, halvt liggende ind på bagsædet. Han havde ladet tændingsnøglen sidde, så jeg tog handskerne på for at undgå fingeraftryk, kravlede ind på førersædet, startede og kørte hurtigt væk. Jeg var lettet og tilfreds. Første fase havde taget under fem minutter. På vejen ud til Biarritz tændte jeg for bilradioen og

<  213  >


skruede højt op for noget musik, så jeg slap for at høre Lehmann jamre og protestere. I starten sparkede han arrigt mod ryglænet på mit sæde, men efter en tid gav han op. Resten af turen hørte jeg ham ikke give en lyd fra sig. I bakspejlet kunne jeg se, at han havde sat sig stift op i sædet og stirrede ud i mørket med rynkede bryn. Han havde forstået, at det var alvor, tænkte jeg. At jeg havde gennemskuet ham og var kommet ham frygteligt i forkøbet. Jeg kørte Roveren direkte ud til Lehmanns garage i den øde udkant af fiskerihavnen. Det var bælgmørkt i hele området, og som forventet var der ikke en sjæl at få øje på her om aftenen. Foran garagen slukkede jeg lyset på bilen, tog lommelygten i munden, så jeg havde begge arme fri, og hev Lehmann ud på asfalten for at gennemrode hans lommer. Heldigvis fandt jeg nøglen til hængelåsen sammen med andre nøgler i hans frakkelomme og behøvede altså ikke bryde porten op med brækjernet. Det havde ellers været et af de svage punkter i min plan. Så slæbte jeg fangen ind i garagen, lukkede porten indefra med slåen og tændte lampen over arbejdsbordet. Alt så ud som første gang, jeg var på stedet. Men for en sikkerheds skyld gik jeg ned i bunden af den dybe garage med lommelygten og forvissede mig om, at Trampedachs lærreder stadig stod opmagasineret på stativet, hvor jeg sidst havde set dem. Derpå åbnede jeg skuffen i arbejdsbordet. Pengene,

<  214  >


bundtet af eurosedler fra Hadirovs saddeltaske, lå der stadig – og som en lille sidegevinst kunne jeg konstatere, at også båndoptageren med Mahmouds afskedsord lå i skuffen. Frederik Lehmann gemte åbenbart alle sine hemmeligheder her i garagen. I papkassen nede under bordet fandt jeg resten af tyvekosterne fra russerens motorcykel, først og fremmest det lille videokamera, men også Mayland-kalenderen og de to kartoncylindre med korantryk. Jeg lagde det hele op i lyset på bordet. Fiskede forsigtigt Beretta’en op af Lehmanns frakkelomme og placerede den ved siden af de andre ting. ’Tiden er kommet, Lehmann. Regnskabets time’, sagde jeg sarkastisk og i en påtaget melodramatisk tone, idet jeg baksede mandens ranglede skikkelse op i siddende stilling på en stol. En sær galgenhumor havde grebet mig, som om det var mig selv og ikke Lehmann, der sad dér i stolen med strikken om halsen. Jeg fornemmede en uventet nydelse ved situationen – også selv om det værste endnu ventede. Jeg følte lyst til at pine staklen og i detaljer pinde ud for ham, hvad disse groteske omstændigheder, som vi nu befandt os i, betød og indebar. Med munden helt tæt på hans blege og fortrukne ansigt begyndte jeg at forklare. Jeg pegede på tingene på bordet foran ham. ’Kan du se det for dig, Lehmann? Kan du? Kan du se, hvordan det hele pludselig hænger så fantastisk smukt og logisk sammen, når politiet på et tidspunkt finder

<  215  >


dig her – omgivet af alle disse beviser?’ Jeg kunne lugte frygten i hans sved og trak ansigtet tilbage. Gik så om på den modsatte side af bordet og stillede mig op som en anden skolelærer bag et kateder. Med lommelygten lyste jeg ned på stativet med malerierne i bunden af garagen. ’Billederne her fortæller selv deres historie, ikke sandt?’ Jeg så på Lehmann, som om jeg forventede, at han skulle nikke bekræftende. Det gjorde han ikke. Så fortsatte jeg. ’Malerierne er jo slet og ret tyvekoster. Dem har du stjålet i sin tid. Måske i ledtog med Hadirov – selv om russerens rolle i røveriet ikke mere har den store betydning. Det er jo dig, der har dem. Alle malerierne. De er skjult i din garage. Her er de. Dukket op ud af mørket. Voila!’ Jeg slog ud med hånden som en tryllekunstner, der afslutter sit nummer. ’Den sag er altså fuldt opklaret. Punktum’. Jeg tilføjede, at jeg selvfølgelig ville underrette vores fælles bekendt i Hillerød, Ejler Brahmsen, om den overraskende, men lykkelige fremkomst af de forsvundne Trampedach-værker. Jeg smilede ironisk. Lehmanns øjne brændte. Dernæst tog jeg én for én fat i genstandene på bordet. Først kameraet. Fra min lærredspose hev jeg avisen op og lagde tegningen af den døde dreng på forsiden frem i lyset. ’Også denne gåde er nu løst’, startede jeg og pegede på tegningen.

<  216  >


’Nu forstår vi alle, herunder også politiet, hvem den døde dreng var. Og hvordan han havnede som skamferet lig på stranden’. For min egen fornøjelses skyld gav jeg mig til at repetere de indlysende relationer. ’Du husker optagelserne af Khalil i Hadirovs salon. Og du husker klippet med drengen, der danser i prinsens hotelsuite. Daterede videoklip, ikke sandt? Først det ene sted – så pludselig det andet sted’. Jeg tog avisen op fra bordet, pegede på tegningen. ’Uanset hvordan barnet kom af dage på hotellet, så er forbindelsen vist tydelig nok, tror du ikke? Også politiet kan lægge to og to sammen. Sådan her nemlig. Khalil på Hadirovs båd – plus Khalil og Ibn-al-Aziz på hotellet. Ubehageligt, men ret ligetil, ikke? Især da, når politiet også aflytter dette bånd. Båndet med Mahmouds afskedsord’. Jeg holdt båndoptageren op for øjnene af Lehmann. ’Som du husker, fortæller Mahmoud ganske udførligt, hvordan han i sin tid bistod Boris Hadirov med at kidnappe Yasmin, hans egen lillesøster, for at russeren kunne sælge pigen til prostitution. Khalil er altså ikke det første og eneste barn, der blev offer for Hadirovs beskidte forretninger’. Med et resigneret, men også spydigt smil rundede jeg affæren af. ’Russeren kan af gode grunde ikke straffes, og muligvis kan prinsen heller ikke – men skændslen og skandalen kan ingen af dem undgå, død eller levende. Og det kan du nok heller ikke, vel?’

<  217  >


Jeg holdt en lille kunstpause. Min bagbundne fange stønnede og vred sig i stolen. ’For hvorfor – vil politiet spørge? Hvorfor mon alle de her ting lige pludselig befinder sig i din varetægt? Politiet vil spørge sig selv – og pressen vil spørge politiet. Mon ikke direktør Lehmann fra Danmark også er Hadirovs medskyldige i denne sag? Medskyldig i børneprostitution og menneskehandel? Mon ikke de to mænd blev dødsfjender på grund af en strid med rødder i disse yderst følsomme forbrydelser?’ Lehmann virrede nu arrigt med hovedet og forsøgte at udstøde nogle lyde, der sikkert skulle forestille at være hånlig latter, men snarere lød som halvkvalt jammer. Jeg fortsatte. Holdt seddelbundtet op foran hans øjne. ’Skulle nogen være i tvivl, så er pengene her vel bevis nok. Politiet vil næppe være i tvivl. Du har delt i porten med Hadirov, fået din andel af betalingen fra prinsen, ikke sandt? Her er den. Sammen med de kostbare korantryk. I har scoret kassen, du og Hadirov. Solgt drengen for ussel mammon. Beskidt, men uomtvisteligt’. Jeg klaskede seddelbundtet hårdt ned i bordet for næsen af mit forpinte offer. Ganske vist havde jeg helt andre planer med disse penge, men det behøvede Lehmann ikke at vide noget om. Han skulle tro, han ville blive fundet med saudi-prinsens blodpenge på sig. Endelig tog jeg Hadirovs sorte kalenderbog op fra bordet. Fortsatte historien – nærmede mig efterhånden slutspillet. ’Men et eller andet gik åbenbart alvorligt i stykker i forholdet mellem de to forbrydere. Noget gik grueligt

<  218  >


galt for dette årelange makkerpar, den danske direktør og den russiske rigmand. Harmonien gik pludselig fløjten, ikke? Idyllen brast – og et dødbringende fjendskab opstod. Den ene havde presset den anden for hårdt. Hvem, der gjorde hvad, er ligegyldigt, men i hvert fald endte forholdet dramatisk. Ja, blodigt, ikke sandt?’ Jeg holdt den sorte kalenderbog op i luften. ’Beviset er her. Måske det mest fældende bevis – Hadirovs private kalender. For hvordan fik danskeren mon fingre i den? Svaret er enkelt. Han tyvstjal den. Han slog russeren ihjel og stjal den fra ham. Ligesom han også stjal en pistol, en Beretta, registreret i Hadirovs navn. Har jeg ret?’ Med fingeren snurrede jeg Beretta’en rundt på bordpladen og var så heldig, at løbet kom til at pege direkte på Lehmann, da pistolen stoppede sin rundtur i rouletten. Han stirrede som hypnotiseret på våbnet, og jeg kunne se, at sveden nu begyndte at perle på hans pande. Han huskede uden tvivl min lille pointe med mobilopkaldet. Eller skulle jeg minde ham om det? ’Mobilen, Lehmann. Du husker mobilopkaldet, som du besvarede den dag ude på Rocher de la Vierge? Det er nu, politiet går i gang med at tjekke din mobil – nu da Hadirovs ejendele pludselig er dukket op i din varetægt. Og hvad finder de ud af? Ja, korrekt. Frederik Lehmann var ganske rigtigt til stede ude på klippen den dag og på det tidspunkt, da Hadirov forulykkede under tvivlsomme omstændigheder på sin motorcykel. Og ikke blot var du til stede, Lehmann – men minsandten om dine fingeraftryk ikke også kan spores på den havarerede Harley? Og

<  219  >


minsandten om ikke også dine Dunhill-skodder med dna-spor stadig kan findes nede på klippesiden side om side med Hadirovs skodder?’ De sidste par ting, fingeraftrykkene og cigaretskodderne, havde jeg ikke tænkt på før. Det kom flyvende til mig i situationen. Lidt fantasifuldt måske, men ikke helt urealistisk. Omsider kunne jeg altså konkludere. ’Summa summarum. Politiet har masser af beviser imod dig. Du er en gemen morder, Lehmann’. Her holdt jeg inde. Jeg stod med begge behandskede hænder hvilende på bordet og stirrede ned i bordpladen. Træets årer syntes at sætte sig i langsom bevægelse, blive levende og løbe sammen som i et delta af celler under et mikroskop. Jeg mærkede en dyne af træthed lægge sig over mig og følte en absurd trang til at sove. En træthed, som jeg huskede tilbage fra sagerne i retten, når jeg havde afsluttet min procedure, tømt mig for ord og lagt afgørelsen op til dom. Men det her var jo ikke blot en procedure – det var også en dom og dens eksekvering. Jeg rettede mig op med et sæt. Så Lehmann ind i øjnene med fornyet foragt. ’Sådan ender det, Lehmann. Du er en morder, ja. Men dit sidste offer har du misset. Han står her. Han gennemskuede dig og kom dig i forkøbet. Han er nu din bøddel’. Det lød unødigt teatralsk, manisk ligefrem, og jeg blev pludselig nervøs for, at den kneblede og sammensnørede mand skulle gå i panik. Hyperventilere, bryde i gråd, tisse

<  220  >


i bukserne eller lignende. Det var trods alt sin dødsdom, han lige havde hørt. Men det skete ikke, intet sammenbrud. Lehmann sad blot stiv og stum ret op og ned i stolen og stirrede på min mund, som om der kom mærkelige gevækster ud af den. Måske var det mig, der var ved at gå i panik? Stod jeg og rablede uforståelige ord af mig med bævende læber af frygt for at skulle udføre bøddelens gerning? Kunne jeg nu også fuldføre det? Et øjeblik måtte jeg vende ryggen til Lehmann og ånde dybt ind. Jo, jeg kunne. Jeg skulle. Havde ikke mere noget valg. Manden havde jo allerede én gang forsøgt at slå mig ihjel. Og han ville forsøge igen. Det burde jeg slet ikke tvivle på, ikke et øjeblik – hvilket jeg jo heller ikke havde gjort. Det her var selvforsvar, en form for udvidet nødværge. Ikke i lovens forstand, rent formelt, men reelt og substantielt. Og desuden følte jeg jo hverken medlidenhed med Lehmann eller mærkede samvittigheden nage. Uden flere ord trak jeg nu Perrier-flasken op af lærredsposen, skruede låget af og stillede flasken frem på bordet foran det svedende offer. Selvfølgelig måtte han være tørstig. ’Du får lov til at drikke, hvis du holder din kæft. Okay?’ Han nikkede. ’Ikke et ord’, gentog jeg, mest fordi jeg frygtede, at han kunne finde på at sige noget, der ville rokke mig i min beslutsomhed. Jeg gik bagom ham og løsnede gaffertapen, så hans

<  221  >


mund blev fri til at drikke. Med venstre hånd holdt jeg hans hoved fast ind mod min mave, og med højre førte jeg derpå flasken op til hans læber. ’Slip mig fri. Du får en million til’, gispede han og spruttede den første mundfuld vand i en kaskade ud i luften. Jeg strammede grebet om hans hoved og pressede flasken langt ind i munden på ham, så han var tvunget til at sluge væsken for ikke at blive kvalt. Heldigvis havde hans ord ikke fået mig til at vakle, snarere tværtimod. Jeg holdt ham i et skruestik og blev ved, indtil han havde tømt flasken. Så snørede jeg hurtigt munden til igen med gaffertapen. Nu skulle jeg bare vente. Pillerne ville virke i løbet af fem minutter, måske før. Jeg tog lommelygten, gik ned i den mørke ende af garagen og begyndte at lyse ind mellem malerierne i stativet. Jeg ledte efter Itxassou-billedet, ikke af nogen bestemt grund, men fordi det var det eneste af Trampedachs værker, jeg kendte titlen på og kunne huske – og desuden havde jeg glemt, hvad der egentlig var sket med billedet efter røveriet. Var det overhovedet blevet stjålet dengang? Lehmann havde fortalt mig et eller andet i den forbindelse, men jeg huskede ikke præcist hvad. Jeg kunne dog ikke finde maleriet og gik tilbage til bordet. Lehmann trak nu vejret tungt ud af næsen, snorkede lidt, men holdt stadig øjnene åbne. Gloede ud i luften med et fjernt blik, som om han ikke længere magtede at fokusere. Øjeblikket ville snart være inde. Jeg gav mig til at arrangere genstandene på bordet,

<  222  >


så det så ud, som om Lehmann havde siddet med dem omkring sig, da han traf sin beslutning. Som om han i stedet for at skrive et afskedsbrev var søgt her ind i garagen med alle de fordækte genstande, indicierne, der tilsammen ligesom brikker i et puslespil ville tegne billedet af en mand, som i fortrydelse og græmmelse havde valgt at dø for egen hånd. Hele dette regi, denne kunstige opsætning, kunne ikke tolkes på anden måde, sagde jeg til mig selv og lod blikket feje hen over scenariet – de stjålne malerier i baggrunden, båndoptageren med Mahmouds beretning, Hadirovs kalender, der ville blive gransket nøje af politiet, samt avisen med tegningen af Khalil og russerens videokamera, som politiet naturligvis ville afspille. Og midt i alt dette den døde mand med mordvåbenet, Hadirovs Beretta, i sin krudtsværtede hånd. Jeg kunne ikke gøre mere, blot afvente øjeblikket. Efter endnu et par minutter begyndte Lehmanns øjenlåg at falde i med kortere og kortere mellemrum. Om lidt ville han være helt bedøvet, ude af stand til at registrere noget som helst. Han ville intet opfatte i de sekunder, det skete. Han burde takke mig, tænkte jeg – og med ét følte jeg mig forfærdelig ensom, efterladt alene med skrækken, nu da jeg ikke længere kunne spejle mig i mit offers øjne. ’Sig tak, for helvede, Lehmann. Fanden tage dig. Sig noget. Bed for dit liv’. Jeg var ved at miste kontrollen. Åndede igen dybt ind, bandede højlydt, slog panikken ned med eder. Så greb jeg fat i pistolen. Den var selvfølgelig stadig afsikret.

<  223  >


Lagde den tilbage på bordet. Gik om bag den bevidstløse mand, rev gaffertapen af hans ansigt og derpå af hans håndled. Hans hoved hængte slapt ned med hagen på brystet. Øjnene var lukkede. Jeg anbragte pistolen i hans højre hånd, bøjede fingrene sammen om skæftet og placerede pegefingeren løst på aftrækkeren. Med begge hænder førte jeg pistolen op til Lehmanns ansigt, stak løbet ind i hans mund og skubbede forsigtigt hans hoved op i lodret stilling. Pulsen dunkede i mine ører, hænderne rystede, og lyden af pistolløbet, der sagte vibrerede mod hans tænder, var lige ved at få mig til at skrige. Intet andet hørte jeg nu end denne klangløse og nedværdigende klapren af tænder mod stål. Lyden var utålelig. Men jeg kunne ikke stoppe den, ikke styre mine hænders skælven. En afmægtig gråd pressede sig op i min hals. Det forekom mig pludselig, at denne lille lyd alene ligesom et spagt bankesignal i universet rummede hele et menneskes ynkelighed og hjælpeløshed over for dødens monstrøse gru. Jeg råbte for at overdøve lyden. ’Stop. Hold op’. Og i samme sekund trykkede jeg af. Skuddet smældede rundt mellem garagens vægge, og idet Lehmanns hoved blev slynget tilbage, slog han øjnene vidt op som i forskrækkelse over vildskaben. Jeg hørte projektilet kvase gennem bagsiden af hans kranium og banke ind i væggens puds et par meter bag ham. En tynd stribe blod og hjernemasse begyndte at løbe ned af den hvide kalk.

<  224  >


Så blev det stille. Åndeløst stille, som om en sjæl var fløjet ud af den dødes mund med et suk og havde efterladt sig en hulhed eller et fortættet fravær i rummet. Jeg holdt vejret. Lyttede. Ingenting – kun denne lydløse t��thed. Men pludselig for jeg sammen. En lille bevægelse, en lille lyd af tøj. Det livløse legeme sank et par centimeter ned i stolen. Pistolen faldt ud af hans hånd og landede på betongulvet ved siden af den højre fod. Jeg lod den ligge, trådte væk fra liget og forbød mig selv at kikke på den døde, der sad med hovedet brækket unaturligt bagover og øjnene stadig vildt opspærrede. Jeg måtte ud. Væk herfra så hurtigt som muligt, mens jeg havde overblik over situationen og styr på mig selv. Med hurtige bevægelser rev jeg det sidste stykke gaffertape af Lehmanns ankler, stoppede alt det sammenkrøllede tape i lærredsposen, smed Perrier-flasken og det tykke bundt eurosedler oveni og løftede slåen for at få garageporten op. Jeg så mig kort tilbage for at tjekke, at scenen tog sig ud, som den skulle, hvorpå jeg trådte ud i mørket. Jeg lod porten stå på klem, så en lysstribe faldt ud på asfalten, og gik hurtigt bort. Det var endnu tidligt på aftenen, og restauranterne i Vieux Port var pænt fyldt op med spisende, selv om højsæsonen for turister for længst var forbi. Også på caféerne og på strøggaderne i denne del af byen var der livlig aktivitet, og ingen så ud til at tage særlig notits af min person, selv om jeg nok gik påfaldende hastigt til og banede mig vej ind og ud mellem de andre fodgængere.

<  225  >


Farten holdt mig fokuseret. Jeg vandrede hele vejen ud af den lange Boulevard du Maréchal Leclerc, videre ad Général de Gaulle-boulevarden, langs strandpromenaden, forbi kasinoet og videre ud, indtil jeg nåede byens udkant og rastepladsen, hvor Fiat’en holdt parkeret. På en vigeplads på landevejen hjem til Sara smed jeg både lærredsposen med gaffertape, Perrier-flasken og for en ordens skyld også handskerne i en skraldecontainer. Den tykke stak eurosedler delte jeg i to og puttede et bundt i hver jakkelomme. Brækjernet vaskede jeg grundigt af i håndvasken på det offentlige toilet – og fortsatte derpå i normalt tempo med adrenalinet og blodtrykket på vej ned, frigjort fra mistænkelige remedier, i hvert fald mistænkelige i mine egne øjne. Kun de mange penge ville jeg få et problem med at forklare, hvis jeg af en eller anden grund blev stoppet af en nysgerrig politipatrulje. Men selvfølgelig var der ingen grund til nervøsitet, sagde jeg til mig selv. Det gav ingen mening, at politiet pludselig skulle finde på at kropsvisitere mig. Min frygt skyldtes blot sund og naturlig paranoia. Jeg stillede bilen i Aranzadis indkørsel, tændte alt lyset i huset, åbnede et vindue på klem og skruede op for radioen. Af hensyn til mit alibi måtte forbipasserende meget gerne lægge mærke til, at jeg var hjemme. På mobilen ringede jeg Ejler Brahmsen op i hans hjem i Hillerød, fik fat i en telefonsvarer og indtalte en besked om, at jeg ville ringe igen snarest. Også dette spor, opkaldet fra mobilen, kunne i givet fald tjene mit alibi. Så stegte jeg nogle grøntsager, et par spejlæg og drak

<  226  >


to glas vin. Holdt mig beskæftiget med praktiske småting og gjorde mig synlig i vinduerne udefra. Jeg ville endnu ikke sætte mig til computeren og skrive. Det var alt sammen stadig for tæt på – mordet, skuddet, blodet og den døde mands øjne. Lidt senere klædte jeg mig varmt på med en ekstra sweater under fløjlsjakken og listede ud af bagdøren. Men jeg lod lyset brænde og radioen være tændt. Jeg gik ned i dalstrøget som så mange gange før om natten. Lyste mig frem med lommelygten i det massive mørke og fandt vej til min klippeblok, englestenen. Jeg sad der en times tid, men uden at meditere, blot for at falde helt til ro og mærke samhørigheden. Den kom inden længe – roen og denne følelse af udfrielse, som er mit endemål. Omsider mærkede jeg, at jeg var tæt på opfyldelsen. Som om al forkrøblet fortid endelig var overstået, forbitrelsen stillet tilfreds, forbandelsen udsonet som betalt bod i en blodig offerhandling og sygdommen besværget. Alt sammen taget i ed i den samme proces, engleprocessen, som nu endegyldigt kunne triumfere. Jeg er nu vendt tilbage til huset og sidder her ved computeren på anden eller tredje time. Jeg printer siderne ud, én for én, og føler mig nærmest euforisk høj. Ja, højtidelig. Og jeg trækker stadigvæk ingen ord tilbage. Heller ikke de store ord, som jeg måske endnu en gang vil fortryde. Nej, jeg kan ikke længere fortryde noget. Også det er overstået. Alt har haft sin berettigelse. Ord og handlinger.

<  227  >


Og i disse timer, mens al min tvivl og tøven bliver gjort til skamme, vil kræftens vandmærke umærkeligt tone frem i papiret. Jeg ser det ske. Jeg er en lykkelig morder, som har opsøgt nåden og fundet den. Det er over midnat, men jeg vil blive oppe hele natten. Jeg bliver siddende her foran mit sydvendte vindue og våger over denne nåde i tavs og tålmodig forventning om at se dagen lysne i dens skær.

<  228  >


13. Pilgrim

Ejler Brahmsen er lige gået. Fra vinduet i mit hotelværelse har jeg set ham gå ud af svingdøren nede i receptionen og skrå over gaden til den blå Volvo på p-pladsen overfor. Med en skraber fjerner han is og løs sne fra forruden og kører så væk i en sky af hvid røg fra udstødningsrøret. Han skal hjem og forberede de sidste ting op til udstillingen med Ellens billeder, bånd og øvrige materiale om Trampedach. Den åbner om en lille uge her i Hillerød. Maleren har lovet selv at være til stede ved ferniseringen, har Brahmsen fortalt. Og kunstneren har desuden udtrykt ønske om, at han ved samme lejlighed gerne vil møde mig. Detektiven, der om ikke ligefrem opklarede den gamle sag om røveriet i Sara og skaffede de stjålne værker tilbage, så dog havde fingeren på pulsen i den sidste fase under optrevlingen. Jeg har sagt ja til at komme, men gør det ikke. Her stopper komedien. I dag ville jeg føle mig lige så ilde tilpas i den figur, privatdetektiv Kyhn, som en dresseret orangutang iført smoking i cirkusmanegen. Og desuden vil jeg være langt væk inden da, over alle bjerge, bogstaveligt talt. Men det ved Brahmsen intet om. Den forhenværende kriminalchef, der på min opfordring har forsynet fransk politi med de hidtil ukendte

<  229  >


oplysninger om Hadirovs hotelophold i Sara og i København samtidig med de to brande hos Trampedach, er stadigvæk tydeligt rystet over sagens chokerende og dramatiske slutning. Da Brahmsen i sin tid bad mig hjælpe Frederik Lehmann med at opklare pyromanbranden og røveriet hos maleren på Rhune-bjerget, havde han naturligvis ikke haft den fjerneste mistanke om Lehmanns rolle og medskyld. Og da det nu har vist sig, at danskeren i Biarritz var dybt kriminelt belastet, ikke blot på grund af kunstrøveriet, men også som formodet drabsmand og medskyldig i børneprostitution, har Brahmsens årelange tro på sit eget kendskab til den menneskelige natur lidt et alvorligt knæk. ’Jeg har en grim fornemmelse af, at jeg vist desværre skal have mine skolepenge tilbage’, bemærkede han forleden med tristhed i stemmen. De klicheágtige adjektiver, chokerende og dramatisk, stammer naturligvis fra pressen. Jeg har oversat alt skriveriet for Brahmsen. På computeren har jeg vist ham avisartiklerne fra Sud-Ouest, der udførligt omtalte Lehmanns selvmord i Vieux Port – og som siden nøje har redegjort for politiets fortsatte efterforskning på grundlag af de mistænkelige fund i mandens garage. Chokerende og dramatisk, som sagt. Fuldstændig som planlagt har fransk kriminalpoliti hen ad vejen draget de rigtige konklusioner ud fra indicierne i garagen. Rigtige i mine øjne, vel at mærke. Selv om man selvfølgelig ikke kan sigte de to døde

<  230  >


mænd, Lehmann og Hadirov, så er de utvetydigt blevet udpeget som kriminelle partnere. Både som skyldige i kunstrøveriet hos Trampedach og som mistænkte bagmænd til misbruget af drengen Khalil, der på ukendt vis blev dræbt, mens han endnu befandt sig hos prins Ibnal-Aziz på Hotel du Palais eller i timerne lige efter. Ifølge avisen har saudi-prinsen imidlertid pure benægtet ethvert kendskab til barnet. Ibn-al-Aziz hævder, at han selv er offer for et nederdrægtigt komplot med falske beviser – det vil sige, forfalskede videobilleder, øjensynligt med det formål at afpresse ham penge. Samt at han i øvrigt slet ikke kan retsforfølges, fordi han er udstyret med diplomatisk immunitet. For mig er det vigtigste dog, at Lehmanns død betragtes som selvmord. Et selvmord begået af en mand, der åbenbart ikke kunne leve videre med, at han af frygt og i panik eller måske i voldsom affekt under et opgør om penge havde myrdet sin partner ved at skubbe ham ud over klippekanten en kølig og blæsende dag på Rocher de la Vierge. En højst sandsynlig motivforklaring på baggrund af alt det andet. Men altså direkte usand. Ingen, heller ikke Lehmanns egen kone, har tilsyneladende rejst den mindste tvivl omkring dette selvmord. Mordvåbnet med Lehmanns egne fingeraftryk blev jo også fundet lige ved siden af liget, og politiet fandt ingen spor efter andre personer i garagen. Desuden lå mandens motiv til at berøve sig selv livet, skyld og samvittighedsnag, som sagt udstillet på bordet foran ham og opstillet på rad og

<  231  >


række i skikkelse af stjålne malerier bagerst i garagen. Og præcis som forudset blev de selv samme indicier, men selvfølgelig især indholdet af Hadirovs sadeltasker, også brugt til at kaste mistanke på Lehmann som Hadirovs formodede drabsmand. Ikke uventet tjekkede politiet tillige danskerens mobiltelefon og sporede den til gerningsstedet på Rocher de la Vierge den skæbnesvangre mandag. Selv skodderne af Lehmanns røde Dunhill-cigaretter fandt efterforskerne frem til nede på klippesiden. Min person og min rolle i sagen er dog på intet tidspunkt blevet så meget som strejfet eller blot antydet i pressens omtale. Og hvorfor skulle den også det? Jeg hører jo slet ikke hjemme i den fortælling. Hele historien om Lloyd’s i London og maleriernes enorme værdi for en international kreds af gallerister var jo pure opspind. Et teaterstykke med en privatdetektiv i nøglerollen, men uden bund i virkeligheden og udelukkende sat i scene for at nå ind på livet af Boris Hadirov. Kun jeg og de to døde mænd, ingen andre, kender den historie. For politiet og offentligheden handlede dramaet ene og alene om de to mænds ondskab og kynisme. Om dette grådighedens opgør, der tog livet af dem begge. ’Du gode gud’, udbrød Brahmsen på sin lidt gammeldags facon, da jeg havde oversat artiklen om forhistorien til Lehmanns spektakulære selvmord. Hvad jeg selvfølgelig ikke fortalte ham noget som helst om, var min egen indblanding og definitive indgriben i Frederik Lehmanns affærer.

<  232  >


Og derfor har han naturligvis heller ingen anelse om, at jeg dagen efter den danske direktørs død gik i banken, Crédit Biarritz, og hævede hele min million i kontanter. Siden har jeg båret rundt på pengene. Og jeg har dem stadig på mig, døgnet rundt, i store eurosedler. Jeg forestiller mig, at jeg sætter dem ind på en række konti i forskellige indiske banker. Tilsvarende har Brahmsen heller ingen viden om, at jeg samme formiddag i Biarritz opsøgte adressen i Rue Menthe, bankede på døren hos Yasmin uden først at have aftalt besøget med barberen Yussef, og gav hende det stjålne bundt eurosedler fra Hadirovs saddeltaske. Jeg havde pakket pengene ind i brunt papir, blev stående på dørtrinnet og gik straks igen uden at forklare mig, før hun nåede at åbne pakken. Det var ikke meningen, at hun skulle takke mig for gaven, slet ikke, for det forekom mig kun logisk og selvfølgeligt, at russerens nu hjemløse profit på børnehandel tilfaldt hende, der jo selv var et af ofrene. Desuden, tænkte jeg, kunne den gavmilde gestus måske også pynte lidt på min egen uklædelige optræden i pigens kammer. Det sidste var nu ikke så vigtigt, for jeg har absolut ingen katolske behov for syndsforladelse. Og endelig er jeg slet ikke sikker på, at Yasmin overhovedet genkendte mig, da jeg endnu en gang stod i hendes dør. Hendes blege ansigt virkede lukket og lige så koldt og afvisende som den tilfrosne sø, der her fra hotellets vindue er synlig ude mellem de nøgne bøgetræer. Det er en af de sjældne isvintre i år, og frosten, der

<  233  >


bider på huden og trænger ind til knoglerne som et memento mori, har for en tid sat hele denne lilleverden på stand by. Selv er jeg dog klar til snart at rejse ud igen. Om to døgn, helt nøjagtig. Kufferten, som indeholder alle mine ejendele, er ny og allerede pakket med nyt tøj til de fremmede himmelstrøg. Hvide gevandter hele vejen igennem. Harry Valdemar Kyhn. Navnet står printet i rødt på min flybillet til New Delhi – og for første gang så langt tilbage, jeg kan huske, fremstår mine navne nu i fuldstændig harmoni med hinanden. Det er ikke indbildning. Jeg læser mit navn med en næsten højtidelig ro i sindet. Harry og Valdemar, den jordbundne sjæl og den sejrrige, har så at sige fundet sammen i en ny dåb foran slægtens altertavle. Og det er som denne nydøbte, at jeg begiver mig ud i verden. Til forskel fra sidst dog nu i triumf. Store ord igen, ja. Men de er så sandelig på sin plads, skulle jeg mene. For blot to dage siden var jeg endnu en gang i konsultation hos dr. Kræft på Hillerød Sygehus. Fik taget blodprøver og blev skannet – og endnu en gang måtte den forbløffede overlæge, dr. med. Jan Karony, uvilligt indrømme, at kræften helt uden hans hjælp med kemogift og strålekanon har sluppet grebet om mine celler og på fortryllende vis er sporløst forduftet op i den blå luft. Det var selvfølgelig ikke de ord, han brugte, men essensen af hans lægevolapyk var den samme. Ganske vist

<  234  >


var tallenes indbyrdes logik stadigvæk gal, mente han, men alligevel tegnede prognosen også på dette punkt et billede af milevidt havblik over morgenens ocean. Igen ikke hans ord, slet ikke da, men klart nok meningen i galskaben. ’Lov mig dog, at du kommer igen om et halvt år’, sagde Karony til afsked – hvilket jeg gjorde, stik imod bedre vidende. For når jeg lander i Delhi, starter et nyt liv. Jeg vil lære at se og høre, tænke og føle som en novice – forfra, hvis man kan sige sådan. Ydmyg over for stilheden inde i alting. Det er mit udgangspunkt, min indgangsbøn. Amen. Og for altid vil jeg have lagt Lehmanns affærer og al hans væsen bag mig. Amen igen. Fanden har sikkert allerede taget ham, skulle man tro. Jeg har også skrevet til Monsieur Aranzadi i fængslet, opsagt lejemålet til hans stenhus og ønsket ham al mulig held. Måske vender jeg tilbage en dag, måske ikke. Lige nu er Sara dog endegyldigt et overstået kapitel. Jeg sigter mod en fjernere horisont, som sagt. Min pension står trygt og yngler i banken i Danmark, og med den nye million i ryggen, diskret placeret på indiske bankkonti, vil jeg mange år frem have al den tid, jeg ønsker, til at udforske buddhismens usigelige virkelighed. Den skjulte visdom, som jeg jo allerede har fået et lykkeblændet glimt af. Min rute hedder Delhi, Nepal, Sikkim, Bhutan og Tibet. Min pilgrimsrute, burde jeg vel skrive.

<  235  >


Forfatterens efterskrift

Harry Valdermar Kyhn fik altså gjort sin bog færdig. Og selv om den mildt sagt ikke blev den bestseller, han havde sat næsen op efter, så opfyldte den sin mission – hvis man da skal tro hans ord. Han blev jo helbredt for sin sygdom, svulsten i hjernen, og renset for sine onder, sortsynet, foragten og den tærende forbitrelse. Som forfatter føler jeg dog pligt til at gribe ind lige præcis på dette punkt, mandens troværdighed. Ikke for at rokke ved gyldigheden af hans historie, slet ikke, men for at yde læseren hjælp til selv at vurdere dens sandfærdighed. Og jeg vil begrænse mig til en enkel, men illustrativ korrektion. Det er usandt, når Kyhn fortæller, at han af egen vilje sagde op og fratrådte som politiadvokat på grund af sygdom i kølvandet på konens pludselige død. Det var hverken frivilligt eller direkte som følge af sygdommen. Derimod blev han tvunget til at gå – altså indirekte fyret, om end på favorable vilkår. Forhistorien er kort fortalt denne. På en international konference i Geneve om seksuelle forbrydelser mod børn havde Kyhn vinteren før sin fratrædelse præsenteret et indlæg, som nogle uger senere nåede pressens ører og skabte voldsom røre i offentligheden. I

<  237  >


første omgang nok især uden for landets grænser, men siden hen også her i landet. Politiadvokaten fra København havde i sit foredrag kastet historisk lys på børns seksuelle rolle i en lang række kulturer verden over. Og hans pointe havde angiveligt været at påvise, dels at straffelovenes seksuelle lavalder mere er kulturelt og historisk bestemt, snarere end objektivt biologisk begrundet – dels at denne lavalder nu om dage i det overvejende kristne Europa er endog meget høj, altså målt med disse kulturhistoriske alen. I pressens udlægning blev dette synspunkt tolket, som om den offentlige anklager fra Danmark forsvarede pædofili, slog til lyd for en drastisk nedsættelse af den seksuelle lavalder og hånede den kristne moralopfattelse. Skandalen var med andre ord åbenlys og pinlig og svær at redde i land. Kyhns foredrag sås og hørtes mellem linjerne som et slet skjult forsøg på at afkriminalisere i tusindvis af seksuelle forbrydelser mod børn. På baggrund af skandalen måtte politiledelsen og rigsadvokaten uvægerligt konkludere, at Kyhn under alle omstændigheder, uanset om kritikken var berettiget eller ej, havde diskvalificeret sig selv som offentlig anklager. Ikke kun i sager om seksuelle overgreb på børn, men generelt. Altså fandt man frem til en mindelig ordning, der gjorde det muligt for Kyhn at fratræde med en vis ære, det vil sige, med en vis pension i behold. Sygdommen, den blomstrende hjernesvulst, blev påskuddet og redningsplanken.

<  238  >


Dette er sandheden. Og skønt den som sagt ikke rokker ved gyldigheden af Kyhns historie, så kaster den et fremmed lys ind i fortællingen. Dette er i hvert fald min egen opfattelse – men naturligvis ikke uden videre rigtigt for læseren, der dog skal have denne mulighed for selv at se. Slutteligt kan jeg tilføje, at ingen, som jeg kender til, har hørt noget som helst fra Harry Valdemar Kyhn, siden han steg på flyveren til Delhi den omtalte dag i december. Så enten er han død af sin kræft, eller også sidder han i et eller andet Buddha-tempel, oplyst og med et saligt smil på læberne, et ukendt sted i Østen. Hvis man har lyst til at være perfid, kan man vel sige, at uanset hvilket af de to udsagn, der er sande, død eller salig, så befinder hovedpersonen sig nu omsider i den homøostatiske virkelighed, som han har fablet om lige fra begyndelsen.

<  239  >



Engleprocessen