2 minute read

AC Horsens opprioriterer transitionsdelen

Claus Troelsen er blevet transitionstræner og fungerer som bindeleddet mellem Akademiet og superligatruppen

AC Horsens har som mål at flere unge, lokale spillere skal gennem nåleøjet til superligatruppen, og David Kruse er det indlysende gode eksempel på en spiller, der er gået hele vejen fra U13 til 3F Superligaen.

Transitionsdelen er vigtig for hele klubben, og klubben har valgt at prioritere det ved at tilføre Claus Troelsen som ressource, mens han samtidig løser opgaver i rollen som Head of Coaching.

Det betyder, at overgangen fra Akademi til superligatrup bliver mere gnidningsløs.

- Vi har fornyet setup’et, og det har givet en tættere dialog mellem Akademiet og superligatruppen, for vi har sammen en dialog om, hvem der skal træne med og hvor meget. Der er stor enighed om, hvordan vi får spillere integreret, og planlægningsdelen er blevet bedre på grund af den tættere dialog, fortæller Claus Troelsen.

Rent praktisk betyder det blandt andet, at de unge spillere har én af læne sig opad.

- På træningsbanen får spillerne mere opmærksomhed, fordi jeg er allokeret til akademispillerne med råd og vejledning, og de kan bruge mig som sparringspartner. Vi ser individuel video fra træning og kampe og kigger på udviklingsplaner sammen, fortæller Claus Troelsen.

Det er også ham, akademispillerne kan bruge som stødpude, når de skal tage de svære skridt fra ungdom til senior, for de skal vænne sig til at træne med voksne spillere og jargonen i omklædningsrummet er en anden.

Den vigtige kommunikation

Claus Troelsen, Niels Erik Søndergård, Jens Berthel Askou og Mads S. Lyng holder transitionsmøde en gang om måneden for at diskutere spillerne, og Askou bliver blandt andet bekendt med, hvem der er på vej og på hvilken position samt hvilke kvaliteter og spidskompetencer, spillerne har.

- Når de så er klar til superligatræning, så anbefaler jeg det for Berthel og får dem integreret i træningen. Så skal de med i det rul, hvor det bliver mere og mere, og her spiller kommunikationen mellem mig og superligaholdets trænerteam en vigtig rolle, forklarer Claus Troelsen.

Jens Berthel Askou ser mange kampe med AC Horsens’ U19hold, og han ser også nogle af U17-kampene, så han får et godt kendskab til de spillere, der er på vej. Han giver også feedback til de spillere, han kender og taler med trænerne efter kampene.

Som noget nye har AC Horsens etableret en transitionsgruppe med de bedste spillere fra U15, U17 og U19, og de har efterhånden trænet i et års tid.

- Det fungerer på den måde, at vi tager så mange trænerressourcer med på banen som muligt, så vi er mellem fire og otte trænere hver gang. Gruppen er dynamisk, og hvis man er i en bølgedal, hvilket er helt naturligt for unge spillere, så bliver man taget ud. For nogle af spillerne er det et mål at blive en del af gruppen, og de lærer hurtigt at spille med få touch og med masser af kommunikation. Der er vildt stor forskel på, om man er U15-spiller eller U19-spiller, og vi stiller store krav til U19spillerne om at være på verbalt. U15-spillerne skal turde være der, have stor bevægelighed og få touch på bolden, og vi har rigtig meget individuel fokus, forklarer Claus Troelsen.

I øjeblikket består transitionsgruppen af 23 markspillere og tre målmænd.

This article is from: