Hvad skal der til for at eje en kat?

Peter Sandøe

Professor Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familedyrs Velfærd.

Dette er den 44. i en serie af klummer, hvor Peter Sandøe lægger op til en etisk diskussion af, hvordan vi ser på dyr og dyrebeskyttelse.

En lovændring, som lige er trådt i kraft, betyder, at man kun kan gøre krav på at eje sin kat, hvis den er mærket. Målet med ændringen er at få ejere til at tage større ansvar for deres katte; men det modsatte kan meget vel vise sig at være konsekvensen.

Hvad skal der til, for at man kan siges at eje en kat? I mange sammenhænge er dette tilsyneladende et ret enkelt spørgsmål at besvare. Hvis man selv har opdrættet katten, har købt eller fået den foræret af en person, som har opdrættet den, og hvis man siden har fodret og passet den, så er den vel ens ejendom? Ja, så længe katten bliver hos én, holder det svar formodentlig i retten. Men katte har det jo med at gå deres egne veje.

Ifølge en repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, som jeg var med til at gennemføre i 2015, var det kun en fjerdedel af danske ejerkatte, der levede uden mulighed for at strejfe, fordi de enten levede som indekatte i lejligheder eller levede i huse, hvor de kun havde adgang til lukkede, kattesikre haver.

De resterende tre fjerdedele af kattene havde adgang til at komme ud og kunne selv bestemme kursen. Og de fleste katte kan jo godt lide at se sig omkring. Nogle af disse katte ender med at forvilde sig. Hvor sådanne katte dukker op, vil der ofte være mennesker, som af den ene eller anden grund reagerer – enten fordi de synes, at det er synd for de herreløse katte, eller fordi de er generet af deres tilstedeværelse.

Hvis en forvildet kat er mærket, enten med et halsbånd, en øretatovering eller en mikrochip, vil det være muligt at kontakte kattens ejer og bede vedkommende om at hente den hjem. Det kan dog være lidt besværligt. Hvis der er tale om en kat, der måske er mærket med en mikrochip, skal man forbi en dyrlæge eller et internat for at finde ud af, om der er en chip, og i givet fald få den aflæst. Hvis katten har en øretatovering, kan man aflæse den (selvom det ikke altid er nemt) og søge på hjemmesiderne for de to danske katteregistre. I mange tilfælde kan man dog ikke direkte få oplyst ejerens navn og andre kontaktoplysninger, men skal fremlyse katten på den relevante hjemmeside eller gå via en dyrlæge eller et internat.

Cirka 25 procent af katteejerne havde dog, ifølge vores undersøgelse fra 2015, ikke mærket deres katte. Hvad stiller man så op, når der i ens have eller indkørsel sidder en kat, som ejeren ikke har mærket? Nogle vælger at fodre på katten og lade den flytte ind. I vores undersøgelse var det ikke mindre end 11 procent af katteejerne, som på spørgsmålet om, hvordan de havde fået deres kat, svarede, at den selv var kommet til dem.

En del vil nok forsøge at ignorere katten og håbe på, at den af egen drift søger videre. Andre vil forsøge at komme af med den, for eksempel ved at tage den til et katteinternat for at få den videreformidlet. Endelig vil der være nogle, som på egen hånd forsøger at fremlyse katte via opslag, for eksempel i supermarkeder eller på sociale medier.

Indtil for nylig var det dog ikke ligetil at komme af med en umærket, tam kat, eller for den sags skyld en mærket kat, som ejeren ikke ville vide af. I henhold til lov om mark– og vejfred var der krav om, at katten skulle fremlyses i tre dage, hvis ikke ejeren var kendt. Hvis ejeren var kendt, skulle denne kontaktes inden for 24 timer, og vedkommende havde herefter 24 timer til at afhente sin kat.

Hvis ikke en ejer meldte sig inden for tre dage, eller hvis ikke den fundne ejer henvendte sig inden for et døgn, skulle katten i henhold til loven ”bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst tre dages varsel”. Da der ikke i Danmark afholdes offentlige auktioner over katte, har man dog i praksis henholdt sig til en tillægsparagraf, som åbnede mulighed for, at katten blev overtaget af den, som havde fundet den.

Alt dette er dog blevet enklere efter Folketin-

get i maj, på baggrund af et kraftigt lobbyarbejde fra en række dyreværnsorganisationer, vedtog en ændring af lov om mark- og vejfred, som trådte i kraft 1. juli.

I henhold til denne lovændring behøver man ikke længere at fremlyse en kat, som ikke er mærket. Den, som tager katten til sig, ”optageren”, ejer umiddelbart katten. Det samme gælder, når der er tale om en ejermærket kat, hvis katten ikke afhentes inden for de 24 timer.

I sin fremsættelsestale til lovforslaget sagde fødevareminister Rasmus Prehn, at forslaget til lovændringen skulle tjene to formål. Det første formål var at gøre livet nemmere for internater og andre, som skal tage sig af de mange bortkomne katte. De slipper for besværlige fremlysninger og for at skulle bøvle med ejere, som ikke gider hente deres katte. Nu kan kattene hurtigt komme videre i systemet, og for de flestes vedkommende blive formidlet videre til nye ejere.

Det andet formål var med ministerens ord ”at skabe et øget incitament hos katteejerne til at få mærket deres katte”. Ministeren ville altså gøre det lettere at tage folks katte fra dem for dermed at få dem til at gøre en ekstra indsats for at beholde deres katte ved at mærke og registrere dem. At dette motiv vejede tungt for ministeren fremgår også af, at han i sin fremsættelsestale erklærede det som en hensigt, ”at lovændringen evalueres to år efter, at denne er trådt i kraft. Ved evalueringen vil man lægge vægt på, hvorvidt ændringen har resulteret i en øget mærkning af katte og dermed i den ønskede reduktion af indleveringen af umærkede ejerkatte til internaterne”.

Kattens placering i lov om mark- og vejfred, og tilsvarende love gennem tiden, er et godt billede på dette dyrs stærkt voksende status i Danmark. Flere af bestemmelserne i loven, hvis formål er at regulere tvister om husdyr, der bevæger sig uden for ejerens ejendom, går helt tilbage til Jyske Lov og Danske Lov. Frem til revisionen af loven i 1953 var katte dog ikke at opfatte som husdyr og dermed ikke omfattet af loven. Indtil da kunne en kat, som befandt sig uden for ejerens ejendom, ustraffet dræbes uden nogen form for varsel.

I loven fra 1953 blev dette ændret, så katte kom med i loven, og ”nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde” kun blev tilladt, hvis kattens ejer i forvejen var blevet advaret. Det sidste blev ændret i 2014 under den daværende fødevareminister Dan Jørgensen, hvorefter det ikke længere var tilladt at aflive fremmede tamkatte på ens grund, medmindre de var til direkte fare for mennesker eller andre dyr. Endelig er der så igen i 2021 foretaget den omtalte ændring af loven, hvor hensigten er at få ejere til at mærke og registrere deres katte, så de kan bringes sikkert hjem efter at have været på afveje.

Der er hermed sket en dramatisk drejning af lov om mark- og vejfred væk fra at beskytte mennesker (mod andre folks dyr) til at beskytte dyret selv. Lovens første paragraf lyder dog stadig: ”Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget.” Det tager man tilsyneladende ikke længere så tungt, når det drejer sig om katte. Fokus er nu på at beskytte de strejfende katte og deres ejere, mens der ikke siges så meget om, hvad de, der generes af andres katte, skal gøre. Der er ikke nogen nemme løsninger for den kattehader, hvis have bliver invaderet af omkringboende ejerkatte, så længe kattene er mærkede. Er en kat derimod ikke mærket, vil det være muligt umiddelbart at påberåbe sig ejerskab til den og efterfølgende tage den til dyrlæge og få den aflivet. Den sidste mulighed har den nye lovs støtter tilsyneladende valgt ikke at tale så højt om.

Ministeren og de mange dyrevenner, som har båret lovændringen frem, håber, at det mindretal af ejerne, som hidtil har valgt ikke at mærke deres katte, vil ændre adfærd, og at næsten alle vildfarne katte derfor i fremtiden vil kunne bringes sikkert tilbage til deres ejere. Det håb har jeg stor sympati for. Men jeg kan også frygte, at effekten vil være den modsatte, nemlig at den del af katteejerne, som hidtil ikke har mærket deres katte, ikke vil ændre praksis, men i stedet nu let vil kunne fraskrive sig ansvaret med henvisning til, at når de ikke har mærket deres kat, så tilhører katten i henhold til loven ikke dem.

Den Danske Dyrlægeforening og en række dyreværnsorganisationer med interesse for katte har givet udtryk for, at de i den kommende tid vil forsøge at skabe opmærksomhed på behovet for, at man mærker og registrerer sin kat. Det bliver interessant at følge, i hvilken grad det lykkes at få flere af de mennesker, der lever sammen med en kat, til at komme ud af skabet og få papir på, at de er katteejere. 

En del ejerkatte forvilder sig og havner på et internat. Med ændringen af lov om mark- og vejfred kan internaterne hurtigere og nemmere videreformidle katte, som ikke er mærket. Spørgsmålet er dog, om lovændringen vil få flere ejere til at mærke deres katte. Foto: Janne Jensen / The Voice of Pets.