Julestemningen af Peter Andreas Munk-Nielsen
En grå himmel, der ikke ser ud som om den nogensinde har været blå. Tværtimod. Den sædvanlige overgang til en kun mørkere himmel kl. 16 er i fuld gang. Det danske vejr, der er så kedeligt at det ikke engang kan mande sig op til at levere en ordentlig omgang regnvejr. Kun en vag støvregn kan det mønstre, det forbandede, matte, farveløse skydække. Udtryksløsheden og kedsomheden rammer mig som en hammer, mens jeg sidder og prøver at koncenterere mig om mine studier. Igen. Stilheden er larmende. Ensomheden føles pludselig som min eneste trofaste følgesvend. Hvis der virkelig er en december måned med julefest under opsejling, kan jeg ikke mærke det…
Nårh ja, og så var der jo også lige den dér Coronapandemi. Den har vist heller ikke ligefrem gjort det hele lettere. Foreningsdanmark er nærmest lukket ned. DUK har næsten kun online-møder. Aflyste lejre. Annullerede arrangementer. Begrænsede omgangskredse. Mundbind og albuer og forsamlingsforbud. Jeg synes egentlig at det danske efterårsvejr gjorde det meget godt i forvejen, det dér med humørreguleringen. Glemte vi at sætte pris på alt det vi havde, mens vi havde det? Og hvorfor er det først, når man mister noget, at man forstår hvad man havde? Nu mangler vi bare at internettet bryder sammen, så har vi det perfekte post-apokalyptiske setup. Zombierne har digitaliseringen sikkert også sørget for.
8
