4 minute read

Magnus forsker i lys

Dronning Ingrids Kollegieboliger

Af Anne Meldgaard, redaktør

Advertisement

Måske bliver Magnus´ forskning til gavn for dig en dag: En biopsi uden vævsprøve og med mulighed for hurtigere diagnosticering og igangsætning af behandling. Herfra hepper vi på Magnus og hans forskerkollegaer i London.

Magnus Jensen bor og uddanner sig for tiden i London. Han er fra Midtjylland, og da han var dreng, drømte han om at blive opfinder. Men lige nu sker tingene altså langt fra Hornsyld.

Den 27-årige civilingeniør i fysik og teknologi tager del i et større europæisk projekt, der handler om ”optisk biopsi”. Hvad det betyder, vender vi tilbage til.

Det er 3. år, at Magnus bor i det, han kalder en fantastisk by at forske i. Han fortæller: ”I slutningen af min ingeniøruddannelse fik jeg muligheden for at komme til London og bruge mine færdigheder og interesse indenfor lys og optik til at løse et problem, der kan have stor betydning for mange mennesker. Det kunne jeg kun takke ja til.

Her er et kæmpe forskningsmiljø med nogle af de bedste forskere fra alle grene af videnskaben samlet tæt på hinanden. Det betyder fx, at vi kan arbejde med udstyr, der er svært – hvis ikke nærmest umuligt – at finde andre steder.”

Til efteråret afslutter Magnus sin ph.d. og vender hjem til Danmark. Men lige nu er det udvikling af det, der kaldes optisk biopsi, de vågne timer går med. Han forklarer: ”Vi arbejder på at udvikle et værktøj, der kan lave biopsi uden at fjerne væv. Ved at lyse en laserstråle på vævet, kan vi tolke på det lys, der kommer tilbage. Min forskning fokuserer på, hvordan vi, med kunstig intelligens, kan oversætte det til information om vævet, fx om der er kræft eller ej.”

Forskningen har, iflg. Magnus, stort potentiale, for optisk biopsi vil kunne løse mange problemer indenfor diagnosticering. Med traditionel biopsi kan det være svært at være sikker på, at man har taget præcist det væv, man vil undersøge. Med optisk biopsi vil man kunne lave adskillige målinger forskellige steder, så sandsynlighed for fejldiagnosticering mindskes. Optisk biopsi vil også kunne reducere tiden mellem biopsien og diagnosticering drastisk, da diagnosticering sker samtidig med biopsien. Og som allerede nævnt kan det altså ske uden at fjerne væv fra patienten.

Magnus bor i én af ti kollegielejligheder, som unge danskere på videregående uddannelser har mulighed for at blive tildelt og leje på gunstige vilkår. Dronning Ingrids Kollegieboliger hedder de, og det er dem, der giver os forbindelsen til denne fortælling.

”Det, at jeg har fået boligen, har givet mig mere ro på økonomien, da man jo skal betale uddannelsesafgift på mange tusind kroner om året her i England. Kollegieboligen ligger fantastisk i forhold til undergrundsbanen, og så er jeg også superheldig at have fået en lejlighed, der ligger i et stille kvarter på øverste etage og med vindue mod haverne.”

Dronning Ingrids Kollegieboliger er skabt gennem hårdt arbejde og fundraising ved danskere bosat i London. Gode folk, som har deres gang og frivillige virke hos Dansk KFUK i London. Et dansk hostel, der er organiseret hos Danske Sømands- og Udlandskirker og i daglig tale blot omtales som ”K”. Der eksisterer en nær forbindelse mellem Den Danske Kirke i London, ”K” og Danske Sømands- og Udlandskirker på Frederiksberg.

Magnus benytter sig også af ”K”. Han fortæller: ”De tilbyder et fantastisk dansk miljø i midten af London. Jeg snakker jævnligt med nogen derfra. Jeg har også lært flere beboere i kollegieboligerne at kende igennem de begivenheder, ”K” afholder. Og vi har selvfølgelig også været en tur på pub sammen.

For mig har det været vigtigt at have nogle at snakke med om dét at være dansk studerende i England. Det har jeg kunnet med de studerende, jeg møder til begivenhederne. Folk hos Dansk KFUK er nogle fantastisk søde mennesker. Man føler sig aldrig alene i den store by.

Udover det sociale er der selvfølgelig det økonomiske. Det er meget dyrt at studere i England, både i form af uddannelsesafgifter, men også husleje. Her hjælper kollegieboligerne utrolig meget med at holde huslejen på et fornuftigt niveau. Samtidig giver det tryghed at vide, at udlejer er til at stole på. Jeg vil helt sikkert anbefale andre, der ønsker at studere i London, at henvende sig til ”K”, hvis de er interesserede i at søge en kollegiebolig.”

Magnus glæder sig til at komme hjem til kæresten og familien i Danmark, som har bakket ham op hele vejen, også når corona gjorde det besværligt. Han siger slutteligt:

”Jeg har fået en masse ud af at forske på et højt plan i London og glæder mig til at kunne bringe den erfaring til Danmark.”

This article is from: