Tærsklen ind til kirken er lavere i udlandet Interview med Bente Holdgaard, provst i Svendborg Provsti og tidl. udlandspræst i Australien gennem seks år. FORSTOD DU VIGTIGHEDEN AF FÆLLESSKAB MELLEM KIRKER UDE OG HJEMME, FØR DU REJSTE UD? Først og fremmest har årene som udlandspræst givet mig en større forståelse af, hvor meget af ens identitet, der er bundet op i det sprog og de traditioner, vi vokser op med. I den store verden er udlandskirken for mange i høj grad bærer af deres bånd til Danmark og deres identitet som danskere. Nogle gange er udlandskirken såmænd stedet, hvor de selv opdager, at det er tilfældet.
HJEMME IGEN! HVORDAN SER DU PÅ FÆLLESSKABET NU? Det er vores sognebørn, der er derude i verden, og de fleste kommer hjem igen. Derfor skal vi minde hinanden om, at det også er en hjemlig opgave at støtte det store folkekirkelige arbejde, der foregår uden for landets grænser. Der er en vigtig livline og kontinuitet til de mange danskere derude, og Danske Sømands- og Udlandskirker (DSUK) er den livline. Det er vigtigt, ikke bare for menigheder og enkeltpersoner derude, men også for folkekirken herhjemme. Tærsklen ind til kirken er lavere i udlandet, og under et udlandsophold lærer en del danskere derfor kirken bedre at kende, end de gjorde, før de rejste ud. Mange bringer med andre ord en ny, positiv oplevelse af kirke og fællesskab med hjem igen.
06 FÆLLESSKAB
Og omvendt har det betydning for den grundlæggende opfattelse af folkekirken som relevant og væsentlig i det hele taget, at den er til stede, hvor der er brug for én. Derfor er det vigtigt for folkekirken at kunne sige, at der er et kirkeligt, dansk fællesskab at gå til, selvom man er uden for landets grænser i en periode. Mere end én gang har jeg fået mails fra danskere, som vidste, de var på vej ud, og som ville skabe forbindelse til kirken på forhånd, selvom kufferten end ikke var pakket endnu. Den selvfølgelige handlemåde afspejler en tiltro til, hvad folkekirken kan og er, som er meget værd.
HVORDAN OPLEVES FÆLLESSKABET MED FOLKEKIRKEN HJEMME, NÅR MAN ER UDE? Danske kirker rundt om i verden er vidt forskellige i deres historie, og de har vidt forskellige virkeligheder at forholde sig til. Det, der binder alle sammen, ud over DSUK, er at være folkekirkens forlængede arm. Min oplevelse i udlandskirken var, at folk direkte fra Danmark ofte kom med den selvfølgelige forventning, at folkekirken hjemme og udlandskirken er én og samme organisation. Men det er jo ikke korrekt; i hvert fald ikke, hvis man ser på det organisatoriske eller det økonomiske. Men på alle andre måder er udlandskirkerne jo folkekirken i udlandet. Det er den kendte måde at tænke tro og
kristendom på, og den gode Grundtvig er altid i baggrunden. Ritualer, sprog, kultur og traditioner er de samme, både hvad angår det kirkelige, det kulturelle og det sociale. Her er nemlig nogen, der forstår og taler samme sprog som én selv, og som med selvfølgelighed slår til en tønde med katte på, tænder bål med en heks på toppen eller danser om et juletræ. Og danskerne kommer til kirken, fordi de oplever dette fællesskab som kendt og trygt: Om det er tidligere konfirmander, der nu som au-pairs og studerende søger støtte, når det bliver svært med værtsfamilien, eller expats, der fastholder den danske kontinuitet for deres medbragte familie væk fra hjemmet, udvandrede, der finder en erstatningsfamilie gennem kirkens fællesskab, eller søfolk, der har brug for at lette hjertet.
