En helt unik fortælling Af Anne Meldgaard, redaktør
Har du set filmen Hvidstengruppen fra 2012? Om de gæve modstandsfolk, der mistede livet under Anden Verdenskrig. Til jul kommer endnu en film om Hvidstenfolkene. Den handler blandt andet om de to døtre til kroejerparret Gudrun og Marius Fiil, Tulle og Gerda. De to unge piger, som blev skånet for henrettelse og fængslet i stedet i Tyskland. Og hvorfor beskæftiger vi os med det her i NYT? Jo, det gør vi, fordi Dansk Kirke i Fremmede Havne i årene 19431948 blandt andre havde en præst udsendt til tjeneste i Hamborg. Sophus Boas hed han, og hans historie fra de år er helt unik. Hans person og rolle for de danske i tyske fængsler er en del af Hvidstengruppen II: De efterladte, som får premiere juledag i år. På www.filmz.dk kan man se den første trailer til filmen, som er produceret af Regner Grasten Film og instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis. Tilbage til Sophus Boas og hans helt uvurderlige indsats, som startede i begyndelsen af 1944. Medlemmer af optrevlede modstandsgrupper og andre fjender af Hitlers rige blev henrettet eller sendt til Tyskland - flest i koncentrationslejre, andre til tugthuse. Boas fandt hurtigt en opgave i at rejse mellem tugthusene og besøge så mange danske, som han kunne opspore og få tilladelse til at aflægge visit hos.
18 HISTORISK
Sophus Boas præst i Hamborg 1943-1948.
I bogen Hjælpepræsten, som fås på e-bog, fortæller han om hele sin udsendelse til Hamborg og specifikt om tugthusbesøgene. Det er fængslende læsning om en mørk tid, men også med en vis humor, som forfatteren uden tvivl har haft stærkt brug for i de svære år. Boas rejste tusindvis af kilometer med tog og bil og fik hen ad vejen sin gang i 25 forskellige tugthuse spredt over det meste af landet. Hans snilde og kendskab til systemerne, både i Tyskland og i Danmark, blev omsat bedst muligt til gavn for fangerne. Selve besøget og samtalen var naturligvis højt skattet, men lige så vigtigt – hvis ikke mere – blev Boas mellemmand mellem fængslede danskere og deres familier i Danmark, således også Tulle og Gerda og deres mor hjemme på Hvidsten Kro. Sophus Boas førte nøje optegnelser over hvor, de enkelte fanger blev holdt
fængslet, hvor de blev flyttet til, og hvordan de havde det. Han fortæller: ”Fangerne måtte skrive hjem efter seks måneder. De måtte modtage breve straks, men da de pårørende i Danmark jo ikke kunne vide, hvor de var, betød den tilladelse ikke så meget, hvis jeg ikke havde skrevet hjem og opgivet adressen.” I kufferten havde præsten al den kontrabande (smuglervarer), han kunne få fingre i og havde plads til. Blandt andet Røde Kors hjalp med at få fornødenheder som brød, levertran, vitaminer og tobak til Boas. Han vidste, at fængselsinspektører og fangevogtere skulle have en bid af kagen for at vende det døve øre eller blinde øje til hans besøg i cellerne. For en fange kunne to ruller skråtobak være lig med 42 dagsrationer af brød på fængslets sortbørs.
