USAGT (vol 2) - Døden

USAGT

Tidsskrift for luftning af Regensånden

og jeg tænkte på

DØDEN

USAGT –

Tidsskrift for luftning af Regensånden USAGT Grundlagt i 2019 af Nathalie Belling Sørensen, Drude Morthorst Rasmussen & Beate Le Marie Madsen 2/2020 2. nummer Ansvarshavende redaktør: Nathalie Belling Sørensen Fagredaktør og grafisk fremstiller: Drude Morthorst Rasmussen Trykkeri: Ligbærerrummet Store Kannikestræde 2, 1169 København K Abonnement: Mindst en gang per semester som beboer på Regensen af status Regensianer, Gris eller Fremlejer.

DØDE DEKONSTRUKTION Hasim Tekin (2018-) død døde dødede døder hvad mon dette bette ord betyder? jeg dør, du dør, de dør ligeså kan vi mon dø, noget vi må? hvad er død og hvem er død hvorfor død på mit skød? hvad betyder dette ord der er så kort men dødestor? at dø og at døde, dødens røst når døden den kommer, ej ingen trøst dødegilde dødsbo, dødedisko den døde mands død og hans døde sko samfund dødt, der ingenting sker er der ingen drivkraft i døde mer’? døde embedsmænd især i år lige så døde som en kirkegård planter dør og også dyr de døde ting vi spiser her dødemad og dødeøl døde får og døde føl vær lidt hidsig, dødeskab se lidt tv, dødens gab dødedage og dødenætter en død nabo, en død fætter tiden går, vi forgår altid død tilbage står min tur er nu, men døden er tom for jeg dør ej ikke, jeg dejser om!

LEDER En dag skal vi alle dø. Vi træder ind gennem den tunge port, benovede og begærlige, under Frk. Linds dynamiske løv, vi slæber vores habengut og vores forventninger hen ad gårdens betrådte sten, klar til at blive levende ved slid og slæb og sprut, klar til at synge, tale og skabe, at blive regensianer med hud og hår - men er vi også klar til at dø?

Man kan fristes til at erklære, at Regensen har skabt en dødsverden. I disse ældgamle røde bygninger er der dødegilder, dødsdruk, traditionsophør, legender, genopstandelse, relikviemord, destruktion, spøgelser. Der er muligheden for det regensielle selvmord, som person eller som forening, muligheden for glemsel og forsvinden.

Der er tilværelsen som død, tilværelsen som døende og tilværelsen før levende, måske endda en tilværelse som levende død? Selv den for nyligt udgivne Regensens Visebog toner af mørke og bortgang med viser om død og begravelse. Regensianeren finder en dødsangst og en dødsdrift side om side, der får Tom Kristensens berømte linjer til at klinge i øret:

Men som alle kategorier får døden kun næring af dikotomien; døden er på gården fordi Regensen er så fuld af liv. Øllen åbnes i p-vagten og skummet bruser ud. Stegepanden med æggerester og fedt står på komfuret. Gulvet klistrer i Lillesal. De levende regensianere er synlige alle steder på gården, og når vi samles - syngende, diskuterende, sladrende - mærkes livskraften.

Regensen gemmer på en evighed, en lille evighed i duften af friskbrygget kaffe; i stemmen, der synger Regensen er Havet for os.

Endnu engang ønsker USAGT som en rottefænger at lokke det usynlige og præsente frem. På loft og i kælder gemmer rotterne sig, dødsvarslerne, der minder den virile regensianer om, at en dag må de dø. Vi har hivet disse skadedyr frem i lyset, for at undersøge og udspørge, måske for at berolige eller forurolige. Andet nummer af USAGT er fyldt af levende og døde regensianeres viden, mening og erfaring. En indsigt i livet efter døden kan findes i artiklen ”Døden – beroligende ord fra et gammelt røvhul” af Lise Bech Olsen og i Drude Rasmussens interview med Simon Langkjær. Læseren får adgang til fortrolige foreningshemmeligheder, når Anton Juul problematiserer dødsfrygten i Ping i ”For evigt ung og Men min angst må forløses i længsel / og i døende” og Elias Gilling Borgmann syner af rædsel og nød. / Jeg har længtes mod fortæller - i højtidelige vendinger - om skibskatastrofer / og mod hærværk og plud- den evigt potente død i Gamle i skriftet ”Dødens dualitet og didaktik. I klumselig død. men ”Det spøger…” udtrykkes en fortvivlelse over den besværlige balance

mellem tunge traditioner og trangen til fornyelse. Ønskes et afbræk i det regensielle navlepilleri kan læseren kaste sig over Troels Angelos tekst om døden fra et molekylærbiologisk perspekti, eller artiklen ”Dø døden” af Nathalie Belling Sørensen for et filosofisk perspektiv. Af kunstneriske indslag fremstilles Hasim Tekins digteriske dekonstruktion af døden og Mikkel Roosevelt Hertzs betragtning af døden i den levende. Sidst i bladet befinder nekrologerne sig, og læseren kan bruge en stund på at mindes det, som er dødt.

I gennemtærelsen af dette tidsskrift forestiller vi os, at noget af dødens uudsigelighed vil stå frem. Som beboer på Regensen er døden evigt nærværende, og skal endelig ikke undvige refleksion. For med kun fem år at leve i, må vi regensianere sætte vores lid til Kaj Munks forjættende ord: ”Man snakker allerbedst, naar man ved, at man skal gaa om 5 Minutter.” nath

Dødens dualitet og didaktik

Af Elias Gilling Borgmann (2017-, Gamle)

”Vi kunne godt tænke os et bidrag fra Som ganske ung grisling i stien fik jeg Gamle, fordi døden på en måde har lov til at opleve førstnævnte fænomen: en særlig plads hos jer.”

Dødegildet.

Med dette muntre opdrag som rygvind, kære læser, vil jeg i det følgende forsøge at gå balancegangen mellem det, der må forblive usagt og det der skal blive til Usagt. Jeg mener i denne anledning ikke, at jeg kan udtale mig på vegne af, eller omfattende dække, totaloplevelsen i Vækkerforeningen af 1832. Dels er 185 års liv foregået før mig, dels er min egen død lykkeligvis ikke indtruffet. Hvad der følger er derfor ikke baseret på en Simon Langkjærsk semantisk viden, eller endsige en Tóki Erenbjergsk imponerende, episodisk hukommelse. I stedet håber jeg, det vil være tydeligt for læseren, at selv denne forfatters fattige erfaringer, tågede som de er af vin og tobak, kan danne grobund for et skriv om døden i Gamle.

For det er naturligvis sandt, at døden har en særlig plads blandt Gåræ ældste. Vi ”fejrer” dødegilder (jo, de findes endnu), får dræbt relikvier (hvil i fred Bowle I, Horn og nu også Bowle II), og må sågar selv tage livtag med traditionens magt, når det hidtil sagte dømmes usigeligt. Kort sagt: Gamle både ærer og frygter døden.

Forinden havde mine møder med Gamle indebåret en eskalerende kurtisering gennem kåde kælderfester. Til Julebal kulminerede det så i en livgivende kakofoni af stemmer, der i porten kappedes om højest at kunne skråle:

”Når glas og flasker klinger, så det spørges i vor by, så er GAMLE, så er GAMLE ung på ny” da mit, Bjarke og Lars’ (RIP) optag i de ældstes rækker skulle bekendtgøres til Gåræ øvrighed. Jeg havde således kun stiftet bekendtskab med livet, vitaliteten og fornyelsen, og var endnu ubekendt med disses naturlige følgesvend og uundgåelige betingelse: døden.

Den 27. januar 2018 forandrede dette sig. I sædvanlige omgivelser men under usædvanlige omstændigheder var Gamle således samlet for at døde. Dette lidt usædvanlige verbum afslører vel egentlig en del om vores forhold til akten: Der er ikke tale om et banalt mord eller drab, hvor livet uceremonielt fratages et modvilligt offer. Ej heller er det

tilfældet, at en fraflyttet Gamling pas- vende Gamlinges struber: sivt går hen og dør. I stedet er det en aktiv og højt ritualiseret handling, der ”Sig nærmer tiden, da jeg må repræsenterer en symbolsk overgang væk, fra død til levende. En Gamling dør altså ikke som en stakkel, men dødes med jeg hører vinterens stemme; et brag. thi også jeg er kun her på træk Dette indebærer, som altid når Gamle samles, et orgie af kulinariske, vinøse og røgfyldte indtryk. Excessen stopper altså, måske især, ikke når døden indtræffer. Det særlige ved dødegildet er dog, at gæsterne ikke, som vanligt ved Gamles gilder, er indflyttere og venner af Vækkerforeningen. I stedet er det et gensyn med Gamle gespenster, man som purung Gamling kun kender gennem regenshukommelsens til tider mytologiserende, men ikke altid flatterende, skær.

Så dér sad jeg. Stadig våd bag ørerne og fuld af lyst til at leve det levende regensliv. I stedet var der død på menuen. Mellem skåle og sange lød taler til de, der måtte dødes, og mellem levende og døde lød livlig diskussion. Det var, i mange henseender, et pædagogisk og opdragende moment. De døde fik mulighed for at stifte bekendtskab med det levende foreningsliv, og vi, der endnu ikke var plaget af ormegnav, fik en grundig indføring i traditionen og ritualet Gamle, som kun det nostalgiske genfærd kan give den.

og haver andensteds hjemme.”

Under denne messen gik optoget op fra kælderen (også RIP) mod et mindre brandbelastet område af Gården, hvor selve akten udførtes. I flammers skær og fællessangs vold skete det: skjorter blev til aske, og liv blev til død.

Og dette, kære læser, er pointen: regenslivet byder på mange indtryk, forventninger og glæder. Det kan være fristende at kaste sig hovedkulds ud i dem, hvilket jeg da også hjerteligt vil anbefale. Imidlertid fungerer påmindelsen om og ritualiseringen af døden i Gamle som det perspektiv, der giver de regensielle eskapader mening og form. Døden giver for os Gamlinge en anledning til at huske og ære det, der har været, og lade det møde og forenes med det, der er og skal blive.

Som læseren forhåbentlig kan konstatere, er den ritualiserede form, dette sker igennem, ligesom mange andre af Gamles særheder, blevet tradition. En tradition, der samtidig medvirker til en fastholdelse og reproduktion af såvel sig selv som andre af Gamles traditioner. For mødet med døden og de døde Endelig skete det så. Til Oluf Rings er også et møde med en hukommelse melodi lød St. St. Blichers melankolske og indlært adfærd, der rækker udover, digt klingende fra døde, døende og le-

hvad der på ethvert givent tidspunkt Der er sjældent konsensus vedrørende kan findes i en nulevende regensianer, disse spørgsmål, og jeg ved ærligt talt endsige Gamling. ikke helt, hvordan en beslutning nås.

Skulle jeg spekulere, som mit opdrag Det er i dette lys, man må forstå stædig- dikterer, har jeg dog et bud. For Gamle heden i Gamle. For os er det at begrave er (modsat hvad man kunne fristes til et relikvie eller tie en sang til evig tavs- at tro) ikke sjælløse. Når vores anakrohed ikke blot et spørgsmål om, hvad nistiske traditionsunivers således lejder er mest passende, progressivt eller lighedsvis opfattes som uretfærdigt, endsige fornuftigt. For formålet med uvederhæftigt eller decideret ondtraditionen har for ingen levende eller skabsfuldt, starter det en intens diskusdøde Gamlinge, jeg har mødt, været at sion i vores forening. Er vi gået over ekskludere, reducere eller marginali- stregen? Er det i så fald, fordi stregen sere. For mig, og antageligt for mange, har flyttet sig? Eller fordi vi, blændet af hvis ikke alle, Gamlinge, er totaliteten røgtåger, overså den? af traditionerne i Gamle jo netop det, der gør én til Gamling. Det er ved at En sådan diskussion er ikke let at have lære traditionen at kende, at jeg kender som forening, men ét forhold gør den mig selv som Gamling. Det er ved at til at leve med i Gamle: Vi tillader os at praktisere den, at jeg bliver kendt som have den i god tro. Når Gamling X såGamling i Gamle. Også af de døde til ledes mener, at ansigtsmaling og revy dødegildet. Og så er det ikke mindst er et blændende match, kan Gamling ved traditionen, at jeg af Regensen ken- Y godt være uenig, uden dermed at des som Gamling. mene, at X må være enten et fjols eller fremmedfjendsk. På denne måde kan Når den omkringliggende verdens ud- Gamle være uenige, men enige om, vikling, som den har for vane at gøre, hvordan man er det. Dermed bliver det trænger sig på hos Gamle, sker det muligt at fortsætte debatten i utallige imidlertid også en gang imellem, at iterative processer, indtil der, gennem den trænger ind. I en sådan situation retorik, anekdoter eller empirisk grungennemgås en egentlig identitetskrise dighed, er opnået en afklaring. Alter– for hvis traditionen dør, dør også en nativt fortsætter debatten så længe, at del af det, der gør, at vi kan kende og selv de døde til dødegildet har glemt, kendes som Gamlinge. På den anden hvordan den oprindelige tradition side er det et etisk og moralsk problem, egentlig skulle udføres, og så er den når traditionen er kilde til ulykke, og vist, ligesom de Gamle der praktiseredet kan derfor blive nødvendigt at ste- de den, død. de traditionen til hvile.

Derfor, kære læser, lad mig (omsider) afrunde ved at vende tilbage til min

indledende pointe: Døden har en særlig plads i Gamle, netop fordi vi både ærer og frygter den. Vi ærer dens samlende, opdragende og konstituerende potentiale, og frygter det endelige men nødvendige opgør, den kan markere.

Så kære Regens: Kom! Fest, drik og ryg med os, når døden skal fejres, men giv os jeres gode tro og tålmod, når vi i frygt og bæven kontemplerer den. Ærbødigst, Elias Gilling Borgmann

”En sådan diskussion er ikke let at have som forening, men ét forhold gør den til at leve med i Gamle: Vi tillader os at have den i god tro.”

DØD ELLER - Døden fra et molekylæ Af Troels Angelo (2019-, Uglen)

Død er hos os, mennesket, og andre dyr defineret ud fra fire tilstande: legemets afkøling, optræden af ligpletter, dødsstivhed samt forrådnelse. Denne definition kan virker lidt vag, men det kan faktisk være svært at afgøre hvornår et væsen er dødt. Engang var der installeret klokker ved kirkegårdene, så den ’døde’ kunne ringe i tilfælde af at personen alligevel ikke var død.

Når man spørger, hvad døden er på cellulært plan, vil man oftest løbe ind i problemet med at forklare, hvad liv er, og hvornår noget bare er kemi, og hvornår det er ’levende’. Vores celler begår selvmord, hvis man tager dem ud og prøver at få dem til at leve selvstændigt, da de efter så mange års evolution kun er i stand til at overleve i kollektive miljøer med andre celler.

I løbet af livet kan man jo risikere at dø ved forskellige hændelser: sygdom, ulykker, drab osv. Langt de fleste mennesker dør på sådan vis, men hvad sker hvis man lever helt til sine gamle dage, men for eksempel ikke bliver syg? ”Han døde af alderdom” er ofte noget man hører, men hvad betyder alderdom, og hvorfor bliver vi ældre?

Figur 1 Patentet på en kistealarm. Den skulle bruges i tilfælde af at man blev begravet levende, hvilket har været et velkendt problem tidligere.

Lad os først afklare, hvad vores celler er, og hvad deres rolle er i kroppen.

Estimaterne varier lidt, men rammer omkring 40 billioner celler i kroppen.

Alle celler i kroppen har forskellige jobs, som bliver reguleret ved udtryk af forskellige gener. DNA’et i alle celler er ens, men hvor meget forskellige dele bliver udtrykt varierer meget fra celle til celle og er med til at definere deres

LEVENDE? æ rbiologisk perspektiv. rolle i kroppen. De fleste celler bliver fornyet løbende og vil typisk dele sig en gang i døgnet. Dette gælder dog ikke for alle celler, da nogle celler har en delingstid, der er meget højere, eller stopper med at dele sig efter man er færdig med vokse. Det sker somme tider, at denne vækst-regulering går i stykker på grund af mutationer. Det kan betyde uhæmmet vækst og celledeling, hvilket, hvis ikke stoppet af immunsystemet, vil lede til cancer.

stændig kopiering af DNA’et, da vores DNA-printer, DNA-polymerase, kun kan arbejde i en retning på DNA’et.

Det leder til at der på den ene DNAstreng bliver arbejdet fragmenteret i såkaldte okazaki-fragmenter. Okazaki-fragmenterne kan ikke begynde kopieringen fra enden af DNA-strengen, og dermed vil et lille stykke af strengen ikke blive kopieret og kromosomet vil blive lidt kortere. For at undgå at vitale gener rammes i denne proces, findes telomerer og telomerase.

I 2009 fik Elizabeth Blackburn, Carol Telomerer er en repeteret DNA-seGreider og Jack Szostak nobelprisen i kvens, som ikke koder for noget spefysiologi og medicin for deres arbejde cifikt. Disse findes i spidserne af kromed telomere og enzymet telomerase.

DNA er som sagt det, der udgør dataet for, hvordan cellen skal se ud. DNA består er fire baser (cytosine [C], guanine [G], adenine [A] or thymine [T]), der altid parres C-G og A-T. Dette data opbevares hos eukaryote celler, celler med en cellekerne, i kromosomer. Hos mennesker er der 23 kromosompar, et fra moren og et fra faren. Kromosomerne er altså en måde for cellen at op- Figur 2 Figuren her giver en meget simpel forklabevare alt informationen på, i en mere ring på hvornår der opstår et behov for telomerer.

DNA-polymerasen kan kun bevæge sin i en retning komprimeret udgave. på DNA, hvilket fører til en leading strand(rød), som I kromosomerne er menneskers DNA lineært, hvilket betyder, at der under celledeling ikke kan foretages en fuld-

kan blive replikeret fra den ene ende til den anden uden problemer. Lagging strand(grøn), kan dog ikke dette, da polymerasen bliver nødt til at arbejde i modsat retning, hvilket leder til de såkaldt okazaki fragmenter. Det vil altid give et hul ved starten af 3’ enden, som ikke kan udfyldes af polymerasen og her vil der være behov telomerer og telomeraser.

-somerne hos mennesker og andre dyr. Telomererne bliver ’spist op’ under celledeling, men bliver delvist genopbygget af enzymet telomerase. Herved undgår mennesker og andre celler med lineært DNA at miste vitale dele af sit DNA under replikation af cellerne. En del forskning peger dog imod at telomerase ikke altid lykkedes med at reparere telomererne, og en gang imellem går der derfor et lille stykke tabt.

Hvis vi ganger dette op med en menneskealder, begynder det at have alvorlige konsekvenser for cellers evne til at dele sig korrekt. Således peger en del forskning på at ’gamle mennesker’ kan genkendes på deres mangel på telomerer. Og investorer som Elon Musk har kastet sig over projekter inden for telomerforlængelse, i kampen for det uendelige liv.

Det betyder, at virus ikke ville kunne eksistere uden deres vært. Men er denne tilværelse defineret som liv? En række virusser, som for eksempel retrovirussen Herpes, er i stand til at gå i dvaletilstand. Det sker, når en virus, efter at have integreret sig selv i en celles DNA, venter på de rette forhold til at genoptage replikation og videre infektion. Disse dvaletilstande kan vare flere år, hvor virussen ikke er andet end et stykke DNA integreret i værten. Men er virussen så et selvstændigt liv eller en bare en del værten? Faktisk består op mod otte procent af vores DNA af retrovirus-DNA fra tidligere infektioner, som er vandret med gennem evolutionen i stilhed. Meget tyder på at disse gamle virusfragmenter egentligt er baggrunden for en lang række kræftformer - hvilket giver håb for avancerede kræftvacciner inden for Når man bevæger sig væk fra dyreri- den nærmeste fremtid. get, begynder begrebet dødelighed straks at blive lidt mere komplekst. Liv og død er begreber der fungerer For eksempel kan en plante vokse op godt for mennesker, fordi vores celler fra hvilket som vævs materiale, svaren- er kollektive i deres eksistens og derfor de til at man tog en hudcelle og lagde vil stoppe med at leve, hvis vitale dele den under de rigtige forhold og vup- af vores krop stopper med at fungere. ti, man havde en klon af sig selv. Hvis Men liv og død er ikke gode begreber, man bevæger sig videre ned til virus- når man snakker encellede organismer ser begynder begrebet om dødelighed og andre ting som består af DNA. Og for alvor at blive interessant. Virusser allerede, når vi snakker om planter indeholder stadig DNA eller RNA og og svampe begynder begrebet at bliudvikler sig stadig efter evolutionens ve svært at bruge, da disse kongeriger spilleregler. Til forskel fra en cellulær i lige så høj grad bruger kloning, som organisme er virusser dog ikke i stand seksuel reproduktion, til at videreføre til at replicere sig selv, de har brug for generationerne. Og er man død, hvis en værtsorganisme. man har fem kopier af sig selv til at vokse ved siden af en?

Dø døden

Søren Kierkegaards tanker om dødsangst domstegn og eksplosiv død, hvad formår en så grotekst opsætning at forI Peter Adolphsens roman Rynkek- midle til sin læser? Lidt om dødsangst neppesygen følger vi den fordærvelige tror jeg. spredning af en mikrobe fra det ydre rum. ”Ofu” hedder det mikroskopiske Dødsangst betegnes som en irrationel fremmedlegeme, og ved dets kontakt frygt for døden. Irrationel i den formed og formering på menneskelig hud stand, at frygten for ens (og næres) fremkaldes en sygdom, rynkekneppe- død er helt overvældende: alle oplevelsygen, der gør den ramte eksponentielt ser og tilfældigheder bliver anset som mere og mere liderlig og mere og mere udtryk for dødeligheden, måske endda rynket indtil den syge afslutningsvis for ens nærtstående død. Symptomereksploderer. ne på dødsangst er somatiske, og de Romanen fremstiller et antal menne- oplevede tegn på dødelighed er således sker, ramt af rynkekneppesygen, og aldeles virkelige for den lidende. Den deres håndtering af den ukendte syg- eksistentielle dødsangst er dog mere dom, hvilket mere eller mindre bliver tvetydig og kompleks. Den er ikke blot en fremstilling af deres heftige kneppe- en frygt for døden (hvad end irratiori (og smittespredning) til døden. En nel eller rationel) for dette er en alt for af personerne Winnie forholder sig på konkret manifestering. følgende måde til sin intense sexlyst: Angst er ifølge den danske filosof Søren Kierkegaard et menneskeligt ”Hun følte ikke sin ’adfærd’ som grundvilkår, ikke en kurerbar sygdom. ’tvangsmæssig’ eller noget som hun Angst er ikke angst for det ukontrollérskulle ’opnå frihed’ fra. Hun ønskede bare, alle livets tilfældigheder, som er ikke at holde med at ’udleve’ noget som umulige for det enkelte menneske at helst. Hun var blevet mere liderlig på kontrollere, men derimod angsten for det seneste: og hvad så. Uanset om det det mulige. I værket Sygdommen til døden var kvindekamp eller frihedskamp, så skriver Kierkegaard: var det simpelthen bare dejligt.” ”at der ikke lever eet eneste Menneske, Ekstrem liderlighed, frygtelige alder- uden han jo dog er lidt fortvivlet, uden Af Nathalie Belling Sørensen (2017-, Uglen)

at der dog inderst inde boer en Uro, en Ufred, en Disharmoni, en Angest for et ubjekendt Noget, eller for et Noget han end ikke tør stifte Bekjendtskab med, en Angest for en Tilværelsens Mulighed eller en Angest for sig selv” Der er en iboende angst i ethvert menneske, denne angst er flertydig, objektløs; en angst for intet, ikke en frygt for døden. Angsten - hvis den har et objekt – kan være angst for det ukendte eller noget, som mennesket selv projicerer som truende. Men det virkelig interessante i citatet, er det, Kierkegaard kalder angst for en ”tilværelses mulighed”, hvilket er knyttet til ideen om angst for sig selv. Hvad kan Kierkegaard dog mene med denne formulering?

For at forstå hvad tilværelsens mulighed er for Kierkegaard, må den menneskelige tilværelse afklares. Om dette skriver Kierkegaard: ”Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed”. Mennesket er et splittet væsen, der er lidt af det foranderlige og endelige i os og lidt af det evige og uendelige. Et dualistisk menneskesyn, som formentlig afspejler Kierkegaards religiøse overbevisning. Men det er ikke nødvendigt at tilskrive sig denne dualisme ontologisk, for at betragte den som et menneskeligt vilkår. Mennesket kan opleve sig selv som en syntese af det uendelige og endelige uden at dette er en værensbestemmelse.

Den blotte syntese skaber dog ikke et menneske, for mennesket er først og fremmest ånd eller et ”selv” i Kierkegaards formulering. Menneskets ”selv” eller særlige ånd adskiller det netop fra dyrene. Men mennesket er ikke et selv, det må blive et selv. Mennesket bliver et selv ved at forholde sig til sig selv; forholde sig til syntesen af uendelighed og timelighed - det, der udgør et menneske. Tilværelsens mulighed er således at blive et selv ved at forholde sig til sit eget forhold, og denne mulighed er den højeste fordring for et menneske.

”Ekstrem

liderlighed, frygtelige alderdomstegn og eksplosiv død, hvad formår en så grotekst opsætning at formidle til sin læser? Lidt om dødsangst tror jeg.”

Hvorfor er mennesket angst for dette?

For muligheden at blive et selv - eller sagt på anden vis, angst for at være sig selv? Fordi, postulerer Kierkegaard, der mangler ligevægt. De to størrelser, uendelighed og endeligheden er i et misforhold, og det skaber uro. Specielt skaber det fortvivlelse, fordi mennesket selv har ansvaret for dette forhold;

for at et menenske kan blive et selv skal det forholde sig til denne uligevægt.

Fortvivlelsen over misforholdet kalder Kierkegaard ”sygdommen til døden”, men modsat en fysiologisk sygdom, kan fortvivlelsen (og angsten) ikke kureres, faktisk kan den aldrig ende – end ikke ved døden. ”Sygdommen til Døden, denne qvalfulde Modsigelse, denne sygdom i Selvet, evig at døe, at døe og dog ikke at døe, at døe Døden.”

Det, som virkelig skaber fortvivlelsen i mennesket, er ikke at kunne dø. Hvis mennesket blot (om end ontologisk eller fænomenologisk) var endelighed, så kunne det dø. Men mennesket er ånd, det har det evige i sig (som forestilling eller væren), og som kniven ikke kan dræbe tanker, således kan mennesket ikke dø døden. Uanset hvor meget fortvivlelsen fortærer, forsøger at tilintetgøre tilværelsens mulighed, kan den ikke dø.

I Rynkeknepperen joker Winnie med sin kæreste om de mange rynker, som de begge er begyndt at få: ”Måske al den kærlighed gør os for tidligt gamle?”

Selvom det er en joke, er det ligesom det tidligere citat et udtryk for Winnies ånd, hun forholder sig til sig selv. Men fortvivlelsen er forsvundet. Rynkekneppesygen er en fysiologisk sygdom, og Winnie kan dø. Den overvældende og ukontrollerede sexlyst fører netop til tidlig død, og Winnie kan roligt kneppe til hun dør. Åndens fortvivlelse kan ikke dø. Det er svært at leve, når man ikke kan dø.

”Sygdommen til Døden, denne qvalfulde Modsigelse, denne sygdom i Selvet, evig at døe, at døe og dog ikke at døe, at døe Døden.”

- Søren Kierkegaard

UBAGT (2019-2019)

UDFLYTTERSENTIMENTALITET (Kaj Munk) Jeg har noget at sige dig, gamle Regens og maaske kan jeg sige det nu, da min Kærligheds Haabløshed staar mig saa klart, for nu kommer de til mig – og de nænner det, du, og du selv staar alvorlig og taus – - vi forstaar dets Nødvendighed – oh, men hvor haardt! – for nu kommer de til mig og siger mig kort, jeg skal rejse – skal skilles fra dig.

De vil lukke mig ude, du gamle Regens, i Dagliglivets Graavejr og Pligt de vil gi’ mig et embed – betale mig med en tre Tusinde Penge pr. Aar. Men din klangrene Latter, dit sejrrige Smil, dit hvert Hensyn forglemmende Skæmt, din fortrolige Pludren, strengt søgende Flid, uregerlige Lune, fornøjende Strid er for mig nu forbi, kun forbi.

For du er mig saa ung jo, du gamle Regens, saa ung som den fejreste Mø og jeg er som en Bejler, for blufærdig og sky til at røbe dig Tanke og Traa.

Dog gad jeg mig nærme en stjerneblank Nat, naar jeg vidste for Vidner mig fri, din i Mindernes Fjernhed fordybede Lind og dêr med Ærbødigheds Andagt i Sind blot kysse en skælvende Kvist.

Thi du har fortalt mig, du gamle Regens, hvad spotsk jeg betvivlede før, at Ungdommen er i sig selv en Værdi af uendelig Skønhed og Lyst at Tanker, der vexles med jævnbyrdigt Vid, kan eje en lægende Kraft, at et Haandtryk kan skænke en sejrssikker Fred, og at en spontan og forvissningsfuld Ed,

I Kammersets Hygge har, gamle Regens, mens Fortid og Fremtid blev eet, du vist. Mig Sekunderts af Evigheds Mund beaandede, duggede Spejl; thi evig var Duften af Kaffen, der blev mig rakt af den skæreste Haand, og evig mig Fryd ved en Stemmes Musik og Anelsens Lyst i det skælmskeste Blik og det lønligste Smil om en Mund. ___ Hvis En i sin elskedes Arm, o Regens, Lyksaligheds Fryd havde lært og blev i sin Elskov med voldelig Haand slæbt bort uden Gensynets Haab, han glemte visst hurtigt sin knejsende Gang, sin Agt for det kække og kry; ved Trælledont trægt for ham Aarene gik, til Døden slog brustent det sløvede Blik og sønder den bøjede Ryg. Og nu skal jeg spændes, du gamle Regens, for Gazafilistrenes Kværn, og mine to Øjne, du lærte at le ved Synet af Friskhed og Liv, dem stikker de ud, og de krummer min Ryg i Mørke bag Slaa under Aag og tvinger mig, skønt de visst ikke vil ondt til Aar efter Aar at gaa rundt og gaa rundt for at male for Kone og Børn.

Men det skal du vide, du gamle Regens, du stolte, du skønne, de fro, min Kærlighed til dig er stærkt som den Vens, der ved sig for Evighed tro, og naar jeg forbenet og nøgtern og graa fortrolig med Vanheld og Savn har hugget en Hæl og har klippet en Taa for Avancementer og Kone at faa, forbliver dog helligt dit Navn.

Vi har spurgt Simon Langkjær, hvorfor han ikke kan komme videre Eller hvorfor de ikke kan komme videre, altså Regensianersamfundet. Den grå masse af gamle røvhuller, der låner vores (og ja, det er vores) lokaler i ét væk for at minde sig selv om, hvor fedt de havde det engang.

Simon Langkjær (2013-2016, Gamle) er bare bestyrelsesmedlem i Regensianersamfundet, redaktør på Regensianerbladet og tidligere medlem af Gamle, og så var han nem at overtale til at komme ind på Regensen. Det er jo bare det, de gerne vil. Ind i varmen igen.

Af Drude Morthorst Rasmussen (2017-, Skrap)

Trods ihærdige forsøg danner Regensianersamfundet blot en vag skygge på vores levende tilværelse på Regensen. Hvad laver I egentlig?

Vi prøver jo at støtte Regensen både for vores egen skyld og for jeres skyld, for de levende og for de døde. Regensianersamfundet laver det som medlemmerne af Regensianersamfundet har lyst til.

Men hvad hvis jeg ikke kan se den mening med det?

Vi kan nok godt gøre noget mere for, at I kan det, men det kommer i små drag.

Det er da meget bedre, end det var for fem år siden.

Nå. Hvordan det?

Der er kommet nogle mere aktive kræfter i bestyrelsen og embedsposter.

Hvordan kommer det mig til gode?

For ti år siden var man kun medlem Du har fået 1000 kr. Dermed kommer af Regensianersamfundet, hvis man det dig rimelig godt til gode. var død. Nu bliver der rent faktisk gjort nogle forsøg på at invitere både Jeg havde bedt om mere, men fint nok. Hvor de unge og de døde og skabe noget meget tid bruger du på det arbejde? rend-sammen. Men vi skal hele tiden Jeg bruger ret meget tid på det. I løbet forbedre det. af de sidste tre måneder har jeg nok brugt fem timer om ugen på det.

Hvorfor kan I ikke bare give slip på Regensen?

Det lyder virkelig kedeligt. Hvorfor gider du Fordi Regensen har mærket os, mens det? vi boede herinde. Det er det samme Fordi jeg synes, det er sjovt. Og fordi spørgsmål som, hvorfor man ikke bare jeg ved, at for at have et fællesskab, skal kan give slip på så mange andre fællesman dyrke det. Bare fordi man er flyt- skaber? tet ud fra et sted, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at man holder op med at For manges vedkommende har det at være en del af det fællesskab. bo herinde været en dyb transformation. Det er måske her, de har fundet Nogen vil sige, at I bare er en flok gamle røv- deres allerbedste venner. Det er her, de huller, der ikke kan give slip. har ændret på deres udsyn eller deres Det er jo den evige kritik. Der er aldrig holdninger. Det er her, de har fundet rigtig nogen, som møder op og forsø- deres kæreste eller ægtefælle. ger at forandre det. Kom til generalforsamling! Kræv jeres ret! Vi vil gerne Når man først har mærket det fælleshave, at I skal deltage i Regensianer- skab, så vil man for det første gerne samfundet. Det burde give mening for holde det ved lige. Og for det andet, så jer at støtte det sted, I bor. For Regen- under man også andre, at de skal opdasen er ikke bare et almindeligt kollegi- ge det fællesskab. um, det er så meget mere.

Regensen vil noget med dig. Det vil rigtig for mig, da jeg oplevede den. vide, hvem du er. Det vil udfordre dig.

Det vil være din ven.

Jeg synes, at Regensen er blevet mindre grænseoverskridende end da jeg flytHvordan har Regensen så udfordret dig? tede herind. Og fra mit synspunkt er Jeg tror, at jeg både er blevet mere kon- der en masse ved overskridelser, som servativ og mere liberal. Mere kon- er godt; som flytter på dig og minder servativ i den forstand, at jeg har fået dig selv om, hvor du står. Det er såindblik i, at stærke traditioner og insti- dan, man vokser. Jeg ville bare gerne tutioner er vigtige for det stærke fæl- unde andre at have den der ekstreme lesskab. Så tror jeg også, at jeg er blevet wow-oplevelse, hvor de bliver rystet ud mere liberal i den forstand, at jeg skal af deres egne sikre overbevisninger. udfordre mig selv i, at alting ikke bare kan blive ved. Da jeg flyttede ind, var Et fællesskab er ikke ensbetydende fællesskabet én ting. Det var det, jeg med, at alle har det godt med hinanblev introduceret til og opflasket med. den hele tiden, eller at alle er enige hele Det var for sindssygt, ikke? Men så går tiden. Hvis man bor tæt, er det svært der fem år og alting ændrer sig, og så at komme hinanden ved, hvis man tror man, at det er en undergang. Men ikke overtræder nogen grænser. Det er i virkeligheden er det en overgang. der kommet mindre af. Men der er en Mens den her forandring sker, bliver hårdfin linje, hvor overskridelse bliver man mere konservativ. Men man er til en form for misbrug, og hvor det har også nødt til hele tiden at udfordre sig en form for opdragende hensigt. Det selv og måske komme til den erkendel- kan være svært at skelne de to fra hinse af, at forandring ikke nødvendigvis anden. er til det bedre – men at forandring heller ikke altid er til det værre.

Var der så ikke også flere af de dårlige overskridelser, da du boede her?

Jeg tror ikke, at jeg ville have haft sam- Jo. Da jeg var indflytter, skulle man me liv, hvis jeg ikke havde været sam- bare holde sin kæft og gøre det, man men med en masse andre ekstremt blev bedt om. Det var en blandet bedygtige og ekstremt ambitiøse menne- sked: Man skulle tage del i alt det, som sker. Uden at lyde som en jubelidiot, så de gamle serverede for én og kaste sig er positiv energi jo ret smittende. ud i det, sige sin mening og at være med til at skabe Regensen. Men samtiNu taler du om forandring, og det er jo fint dig var der også et klart budskab om, at at lire den smøre af. Men var Regensen ikke Regensen var noget, som du skal lære. bedre i gamle dage?

Ideen var: Du er analfabet, når du flytAltid. Hvis du spørger mig, så var den ter ind, og derfor må du også respektejo bedre i gamle dage, fordi den var re, at der er nogen som ved bedre eller i

hvert fald skal introducere dig til nogle koncepter, som du ikke ved, hvad er eller hvordan du skal håndtere. Du skal tro nok på os; at det er til dit bedste at følge de her regler eller skikke. Du bliver bygget op, hvor du skal bygges op, og pillet ned, hvor du skal pilles ned.

”Et fællesskab

er ikke ensbetydende med, at Er det så Regensianersamfundets hemmeli- alle har det godt ge mission at få det ’gamle’ Regensen tilbage igen? hinanden Nej nej. Regensen er sig selv og har sit med daglige liv. Det skal Regensianersamfundet ikke have en direkte indflydelse hele tiden.” på forstået på den måde, at vi ikke skal gribe ind i det. Vi skal forsøge så godt, vi kan, at støtte op under og give rum til, at regensianerne selv kan gøre, som de lyster. Alt andet lige ville vi også få et klart signal om, at vi skulle holde vores kæft.

Det er det værste, hvis man får at vide på sine ældre år, hvad man skal gøre.

Især når det er fra de døde, som har forladt det daglige fællesskab.

- Simon Langkjær

ændrer sig; at måden, du gør tingene på, ikke nødvendigvis er sådan, de skal være.

Vi kan give dem en forståelse for, at Regensen er i udvikling, og at de selv kan bestemme, hvad de vil gøre med Regensen. Men Regensen er forpligtende. Det er nok det underliggende Men det virker som om, at en del af jeres fæl- budskab. Den er ekstremt forpligtende. lesskab er en dyrkelse af jeres separate ideer For os har Regensen været ekstremt vigtig, og derfor vil vi gerne have, at I om, hvad det ’rigtige’ Regensen er. bærer den videre.

Ja, det er da klart.

Diskuterer I så det?

Ja, man diskuterer altid, hvordan tingene var, når man møder en gammel regensianer. Men man vender altid tilbage til det at have en stærk, fælles historie. Man kan jo godt som gammel regensianer blive ved med at insistere på at fortælle sin historie, bare for at give de yngre en idé om, at tingene

Jeg har hørt mange fra Regensianersamfundet sige, at de gerne vil ”give tilbage”. Vil I gerne det, eller er det bare noget I siger?

Ja, det vil vi gerne, er du sindssyg. Og det er der, folk der klart gør. Business Networket er et ret håndgribeligt forsøg på at bygge bro mellem de yngre og ældre generationer med stærkt fokus på, hvordan vi kan dyrke vores net-

værk og hjælpe nye regensianere med knapper, der findes nu, er sindssygt at få et godt job eller få nogle indsigter, grimme. som de ellers ikke vil have.

Har vi manchetknapper?

Jeg tror der er nogen regensianere, som ser Ja ja. Den kongelige juveler i Store lidt kritisk på jeres Business Network. Er det Kongensgade har det. ikke en lidt out-dated idé, at en loge af gamle Hvorfor? Til hvad? regensianere skal hjælpe os gennem livet?

Det kan du mene, og jeg kan da også Det ved jeg sgu ikke. Det har de bare godt forstå, at det kan opleves som an- haft i rigtig lang tid. Man kan gå ned massende eller uvedkommende. Men at købe dem. Men de er bare virkelig det er jo forhelvede en udstrakt arm og grimme. Så står der CDR i sådan nogle en hjælp. Så lad vær med at dukke op tykke, ubehjælpelige, kluntede versaler med en krone over. Det ser ikke godt eller lav noget andet. ud. Det kunne godt gøres med fikst. De Hvad er så din opfordring til os levende ser ud som om, at de er blevet lavet af en eller anden amatør i 50’erne. Og det regensianere?

I skal melde jer ind i Regensianersam- er de sikkert også. Måske kunne man fundet og så skal I fucking komme til lave det i tin i stedet for i sølv. Det er den der generalforsamling. Og hvis I også billigere. Så kunne man starte en ikke har tænkt jer at komme til den, form for masseproduktion af jubilæså skal I komme til den der fest efter umsudgaver, og så ser det smart ud. middagen. Og så tror jeg, at I skal hjælpe dem, der er ældre, med at finde den Så det er simpelthen det, du gerne vil have af rette balance for, hvor energien skal os: manchetknapper? lægges. Regensianersamfundet opbyg- Jeg synes, I skal tage at tage imod det, ger langsomt flere og flere medlemmer Regensianersamfundet tilbyder jer. Og og mere og mere kapital, og lige om så skal I bare tage del i det. Det er grunlidt skal vi finde ud af, hvad fanden vi den til, at der er en overflod af gamle rotter i Regensianersamfundet, fordi skal bruge alt det til. det er deres måde stadigvæk at have kontakt til det fede fællesskab, og så vil JUBILÆET! de hjertens gerne hjælpe nulevende på Ikke direkte, men også jubilæet. den måde, de kan.

Jeg troede, det var det eneste, I gik op i?

Nej, for mit vedkommende går jeg kun Det er en svær balancegang og det er op i, at det bliver et brag af en fest, og at ikke altid nemt at finde den rigtige der kommer mange gamle regensiane- måde, men hvis vores håndsrækninger re med. Og at vi får en jubilæumsnål, bare bliver afvist med en form for ligefordi at den slipsenål og de manchet- gyldighed eller skuldertræk, så rykker

vi os heller ikke ud af stedet.

Sidste spørgsmål, Simon. Er det trist at være død?

Ja, det er det. Det er det altid. Der er et ordsprog, der siger, at man aldrig ved, hvad man har, før man har mistet det. Og det er jo sandt. Det er en almenmenneskelig erfaring, men det er især sandt her, hvis man altså har holdt af Regensen. Der er jo nogen for hvem Regensen er blevet for meget, for intenst og med for mange gale ideer.

Men for mig var Regensen en oplevelse af det smukke ved fællesskabet; at opleve det uventede og det, der måske heller ikke helt giver mening. Jeg kunne ikke helt se meningen, da jeg gik ind i det, og jeg kunne nok heller ikke helt sætte fingeren på det bagefter. Men jeg vidste bare, at det var betydningsfuldt.

At det var for sindssygt. Det var en oplevelse, jeg aldrig vil være foruden.

Når man er død, finder man bare ud af, at man er blevet afskåret. Så kan man ikke vende tilbage. Det er trist.

Nathalie, du spurgte om jeg kunne skrive et digt om døden til jeres magasin og jeg sagde ja men overalt så jeg de livlige gule blade hvordan de faldt ned på gårdens brosten det var så smukt at stå stille på den måde foran vinduet jeg sprudlede gik ud på køkkenet for at lave en stempelkande nød den rumlende lyd når vandet kogte det lille klik jeg kogte to æg i kasserollen pillede dem så det brændte på mine fingerspidser det gjorde ingenting jeg pressede kniven gennem den ene blommen flød ud smilende levende æggene dampede og jeg skar og skar og tyggede mens jeg så ud af de franske døre ud i Grotten og jeg tænkte jeg kan ikke skrive om døden og jeg vil ikke livet var overalt omkring mig

digt o

som kirsebærrets kød om dens sten

men så læste jeg en mail en klokkermail og jeg tænkte på døden eller jeg tænkte ikke på den jeg så den og forstod den at du var død og Peter kom ind mens jeg sad der og alle Bunditterne kom ind vi sad rundt om bordet sagde ingenting så rejste Peter sig tog sin ost ud af køleskabet fjernede nænsomt klædet af bivoks satte den på bordet huden var glat den duftede syrligt og god men på den ene side voksede en lille plet af mug og vi sagde det ikke til hinanden Nathalie men vi tænkte det alle at osten var din sjæl at den stadig kunne reddes

o m døden Admi skæres af med en urtekniv

Mikkel Hertz (2018-, Uglen)

For evigt ung og døende Anton Juul (2017-, PiNG)

Jeg kan huske, at jeg tit blev forskrækket, når jeg hørte ordet død eller døende udtalt sammen med en regensianers navn. Det tog – og tager – mig altid et par sekunder at forstå, hvad der egentligt menes.

Når vi i PiNG rejser os og brøler ”livskraft uden slinger” og ”livets klare flod skal flyde”, kan man rigtignok beskylde os for at være dødsfornægtende. Man kan beskylde os for at samles på en ønske-ø, hvor livet er evigungt, hvor vi så at sige fornægter voksenlivets dødsgreb.

Døden. Den er måske i virkelighe- Man kan beskylde os for at være naive den en fin metafor for det, der sker, og barnlige. når man flytter fra gården herinde i indre by: En brat afslutning på et liv, I PiNG holder vi ikke dødegilder – vi der bedst kan beskrives som leven- bærer bare udflytterens flyttekasser ned de. Men metaforen tilslører også det i flyttebilen og ønsker dem god vind og regensielle efterliv, så det kan virke masser af kærlighed på rejsen, og håber, skræmmende, mørkt og koldt derude at de kommer forbi til madklub snart. på den anden side af murene – i hvert På den måde kan man sige, at vi ikke fald på mig, der skriver speciale og for rigtig dør i PiNG. hvem døden synes at komme faretruende tæt på. Og det kan vitterligt syHvad nu hvis hyldesten nes som om, at folk forsvinder ud på til ”livets klare flod” i virden anden side, forsvinder ud i kar- keligheden er en hyldest rierer, ud i lejligheder, ud i glemsel, til det forgængelige? mens livet på den røde gård synes at fortsætte brutalt og ufortrødent.

Men det har jeg nu aldrig forstået som en ungdommelig, naiv tro på udødeligHos mig er der i hvert fald en hed. Hvad nu hvis hyldesten til ”livets dødsangst, som er ved at melde sig. klare flod” i virkeligheden er en hyldest Hvad skal der blive af mig, når studiet til det forgængelige? Hvad nu hvis vi render ud og kollegielivet får en ende? ikke fornægter døden, men accepterer Hvad hvis jeg ikke er klar til efterlivet? den som et grundvilkår? Hvad nu hvis vi i PiNG faktisk godt ved, at vi skal dø Her er der altid en stemme i mit hoog derfor insisterer på ikke at tage den ved, der siger, at jeg skal tage mig så højtideligt, men klæde den ud i glimsammen, blive voksen. Det er ikke så mer og kostume? ligetil for en PiNGer. I PiNG gider vi ikke tage os sammen og blive voksne, Måske døden lægger sig som tyndt lag vi vil gerne klæde os ud, danse hele støv over vores kroppe, når vi skal hernatten og løfte hinanden op på låger fra. Måske. Måske er det slet ikke så alog bunde mokaï og breezers. vorligt. Jeg tror, jeg satser på det sidste.

”

”

– beroligende ord fra et gammelt røvhul

Døden

Af Lise Bech Olsen (2012-2017, Uglen) ”Time waits for no one” var titlen på vinen, der blev serveret til dette års Regensianersamfunds festmiddag. Jeg er gammel og død nok til at deltage, men dog så relativt nyligt afdød, at jeg stadig kommer snigende ind en halv time før mødet slutter lige i tid til, at middagen, snakken og drikkeriet med andre relativt nyligt afdøde, gamle regensianere kan begynde. Placeret ved de velkendte langborde i Store Sal i snak med mennesker, jeg har delt køkkener, foreningen Uglen eller blot mange gode år på gården med (5 år, 3 måneder og 2 uger for mit vedkommende for at være præcis) var jeg tættest på at indfange den magi, der var over tiden bag de røde mure. En tid, det var lidt vemodigt at sige farvel til, men som vinflaskens etikette mindede mig om, så kommer døden, ligegyldigt om du er klar eller ej.

Og selvom livet på den anden side af døden slet ikke er så farligt eller trist, som det kan synes inde fra gården, så vil savnet efter tiden på Regensen og de mennesker, du var vant til at have i dit liv onsdag formiddag til kaffe på køkkenet, til madklub eller på Lille Sals klistrede dansegulv klokken tre lørdag nat, uvægerligt melde sig (når der ikke er nogen at vende små og store ting med i morgenbadet, når det er naboens grædende baby og ikke fægtestuens insisterende bas, der holder dig vågen, eller der ikke altid er tid og veloplagte folk at spille Seven Wonders med).

Et savn, der kan få et ellers fint liv som voksen deltager i livet efter studierne til at blegne en smule og vække drømmen om at være tilbage på gården og fortsætte regenslivet.

Den græske filosof Heraklits berømte fragment: “Man kan ikke bade to gange i den samme flod” viser i al sin enkelhed dog det umulige ved dette savn.

Flodens evige strøm betyder, at det ikke vil være den samme flod, og du vil heller ikke være det samme menneske.

Det, der for mig altid vil være ”den rigtige Regens”, er et smukt og forunderligt fænomen, der er opstået i krydsfeltet mellem gårdens rammer i præcis den tid (som i gårdens tidsregning placerer sig lige i starten af køkkenrenovering og køkkentårn, men før det nuværende stigestrengsprojekt), præcis de mennesker, som jeg var heldig at dele livet med, og præcis det menneske, jeg var i den tid. Det kan godt være, at vores gipsafstøbte kropsdele er blevet degraderet af nye patter på gangen, og at Prollen ikke længere holder fester til tonerne af Lonely Island, men i min hukommelse findes et parallelunivers, hvor mine og mine naboers gipsbry- gården, et unikt stykke i en stor mosaster stadig pryder væggen ... ik, der for evigt udvikler sig, og dog altid vil være fælles. Et sted, der er trygt, Min Regens er en flygtig udgave af velkendt og længelsvækkende, hvor Regensen, som aldrig vil kunne gen- der kan forekomme et lille stik i hjerskabes eller gentages af andre. Vi har tet, når du kigger op på det gyldne ur alle en helt unik Regens, som vi selv i gården, der trofast og evindeligt udhar været med til at skabe. Når vi gam- måler regenstiden i kvarterslag med en le røvhuller mødes over vinen på bor- fast rytme, der er ligeglad med, om du det til regensianersamfundets middag, ser døden i øjnene med afklaret ro eller så sidder vi hver især med et stykke af panisk fortrængning.

Det spøger…

KLUMME af Nathalie Belling Sørensen (2017-, Uglen)

I vintermørket suser en tudende vind gennem de tomme korridorer og lyset blafrer i vinduet. Regensianerne krøller sig sammen på de opvarmede værelser, puster til den dampende kaffe. Fra væggene, fra rørene, lyder der banken, knirken, dunk. Døre smækker i med høje brag, det pusler uventet uden for døren, uplacerbare klavertoner klinger i ørene og en uvelkommen røglugt præsenterer sig pludselig ved næseborene. Der er tegn nok på, at gården hjemsøges. Men hvad der kan anses som tilstedeværelse af for længst døde og begravede, er egentligt også tegn på, at gården lever og ånder. Stemningen er i en vekselvirkning mellem hygge og uhygge; hvad jeg kalder den regensielle dobbeltbevægelse.

Denne dobbeltbevægelse indeholder både fraværet og nærværet af fortiden - som en gentagelse af traditioner, som omgivelser af historiske artefakter og overleveret tankegang – og fraværet og nærværet af det nulevende, regensianerne, med deres tilstedeværelse, deres idéer og deres stemmer. For selvom Regensen kan forekomme så fuld af liv, af sang, af fest, af diskussioner, er gården også fuld af tomme gange, øde lofter og mørke vinduer. Og der findes nogle steder på denne gård, der bare aldrig kan opvarmes. Måske fordi et genfærd har taget ophold der?

Om det spørger på Regensen, er ikke et spørgsmål. Et sted, hvor så mange regensianere igennem tiden har levet og døet bort, må utvivlsomt afsted-

komme et væsentligt antal spøgelser.

En særlig type, som især hjemsøger vores gård, er gengangerne. En genganger er en person, der i al evighed er tvunget til at gentage samme handling, samme rutine eller at genopleve noget, der engang er sket. Overtro og tradition fortæller, at en mulig årsag til, at et spøgelse går igen, kan være dyb kærlighed til et sted eller et hjem. Dermed ønsker de at hænge ved dette sted i døden og vogte over besiddelserne. Besiddelserne kan være arv, traditioner, normer og praksis – ting, som Regensen flyder med.

Et særligt hjemsøgt sted på gården, er da også Admiralitetet, hvor Regensens dybe historie uundgåeligt mærkes. Hængende på de hvide og gule vægge er falmende fotografier af døde regensianere. Et hvidt skelet smiler mefistofelisk fra sit opholdssted i hjørnet. Omkring bordet i køkkenet er der sjældent plads, da årevis af tidligere beboere slænger sig ufortrødent i stolene.

Rummet er trykket, presset af tilstedeværelse; det kræver for meget bare at trække vejret for regensånd, regensånder... Regensånder, hvis bedrifter er dunkle og mytiske, men desto mere legendariske. Og overalt på gården findes disse ånder, de dødes kontinuerte tilstedeværelse: i statutterne, i begreberne, i fortællingerne, i sangene, i ceremonierne, på billeder og på skrift.

Deres arv er en byrde på skuldrene for enhver regensianer og i deres nærvær kan man føle sig som Nietzsches æsel: i fare for at gå til grunde under en last,

der hverken kan bæres eller kastes af.

Så må man bekrige disse ånder, der er blevet for inderlige, men hvordan?

En mulig metode ifølge overleveringen til bekæmpelse af spøgelser, er at bede ”ufødte” personer om hjælp. Disse ”ufødte” blev anset som besiddende specielle evner, der gjorde dem i stand til at bekæmpe uvæsen, såsom genfærd og spøgelser Engang henviste dette til personer født ved kejsersnit, men på Regensen får begrebet ”ufødt” en helt anden betydning. Gården huser til alle tider et antal personer, der endnu ikke er ”levende”, og dermed kan anses som ”ufødte”, nemlig indflytterne. Som uindviet, f.eks. i Regensens historie og normer, har en indflytter et sikkert våben ved hånden mod spøgelserne: glemsel.

Men det ønsker vi ikke. Indflytterne lever i timeligheden, mens en regensianer også må forsøge at leve i uendeligheden. Og jeg tror vi har en anden mulighed. Vi må depotensere de tidligere regensianere, tage ironien til våben mod deres intellektuelle arv, sjofle deres normer og traditioner, alt imens de opretholdes i en dionysisk ekstase til Lindefrokost og Julebal. Vi må leve og ånde sammen med historien, således griber vi dialektikken!

For vi må erkende Regensens modsætningsforhold, mellem den uforanderlige død, som gårdens blodrøde mursten og det levende, udspringende Lindetræ. Trods det potentielt patologiske

resultat af en sådan metode er det den eneste for dem, hvor det betyder noget.

”Deres arv er en byrde på skuldrene for enhver regensianer og i deres nærvær kan man føle sig som Nietzsches æsel: i fare for at gå til grunde under en last, der hverken kan bæres eller kastes af.”

Lad mig ikke være absolut og påstå gyldighed på vegne af alle regensianere. Der findes de frimodige og misundelsesværdige; dem, der ufortrødent kan spankulere ind og ud ad gårdens porte uden at mærke tyngden af murværket over deres hoved. Men for os, der dyrker det inderlige og åndelige som svulstige gevækster, er transcendens uundgåeligt og det eneste, vi kan forsøge, er at leve dialektisk. For hver dyd, hvert ritual og hvert spøgelse må der være et opgør, en tilblivelse og en levende; for hver ofring til bjørnen. må der være en friluftsbiograf i grotten og for hver urinvanding af Lindetræet må der være såning af en hampeplante. Således ånder både levende og døde på Regensen.

Lindetræet

Sioux

Indflyttervanding

Plantet af provst A.C. Hviid i begejstring over sin søns fødsel som et symbol på vitalitet. Døde i 1954 efter et hul på en gasledning dræbte træets rødder.

Frk. Lind var af den særlige art Tilia cordata erecta fredensborgensis.

Regensforening stiftet i 1951.

Medlemmerne kaldte sig siouxialister. Efter flere forsvindinger og genopståelser måtte foreningen afgå ved døden. Indtil videre.

Vanding, under bruser eller i det fri, af nye indflyttere. Ofte suppleret af en mundtlig overhøring af indflytterens akademiske evner.

Spermritualet

Karleinpector

Potensen

Ritual, hvor man til Lindefrokost kaster toiletruller ud fra toppen af Rundetårn, i denne henseende betragtet som Kong Christian den fjerdes fallos. Før blev der kastet vand. Nu, ingenting.

Engang den fornemmeste embedspost en regensianer kunne varetage. Tilsynshavende for gårdes karlene, som stod for opfyring i kakkelovnene på værelser.

Den regensielle ånd, der magter viden, kultur og fællesskab, der griber det potente og det døde på gården, skubber og sætter grænser. Potensen er mulig i enhver regensianer.

Allemailen

?

1785 – 1954

2004 – 2010’erne

Klokkerprotokollen

1951- 1990’erne

1820’erne - 1930

1865 - 2000’erne

1990’erne - 2010’erne

En fysisk bog, tidl. ”Kirkebogen” placeret i postrummet, hvori skriftlig kommunikation mellem regensianerne kan foretages.

Dræbt, langsomt og pinefuldt, af allemailen.

Emailgruppe, placeret i cyberspace, hvori skriftlig kommunikation mellem regensianerne kan foretages.

Dræbt, hurtigt og sikkert, af Facebook.

? - 1960’erne

1623 - 2019

Det næste, der må dø.

og jeg tænkte på

LIVET