SKATERLAND
Genialt! Jeg tror aldrig, jeg har stået så godt. Nej, jeg ved, jeg aldrig har stået så godt! Suveræn ollie ud over kantstenen og ind på parkeringspladsen bag supermarkedet. Skiltet, hvor gangstien slutter, suser forbi i en tåge, men jeg ved, hvad der står: PAS PÅ INDKØBSVOGNEN. PARKERINGSPLADSEN ER SKRÅ. Netop. Det er derfor, jeg er her. For at få fart på. Men for bilerne er det ikke så godt. Folk gi’r slip på indkøbsvognen, når de fisker bilnøglen op ad lommen, og imens triller vognen hen og ridser nabobilen. Nogle skynder sig bare at køre. Andre gange ser dem i den anden bil det, og så har vi balladen. Det er det sjoveste. Momo og mig har set det mange gange, når vi skater rundt oppe på gangbroen efter skole. Men på skateboard er det genialt. Det går så stærkt, at mit ene øje løber i vand. Så. Vågen nu. Bilrække længere fremme. Jeg ved ikke, hvad der sker for mig. Normalt ville jeg aldrig turde det her. I dag kunne jeg ikke drømme om at stoppe og køre udenom. Koncentreret nu. Godt ned i knæ, vægten forover og ind i hullet mellem en grøn Toyota et-eller-andet og en sort varevogn. Bakspejlet suser forbi ti
1
centimeter fra mit øre. Jeg misser med øjnene, men jeg slingrer ikke. Boardet kører lige som en pil. Jeg kører regular, så jeg har venstre arm strakt ud foran mig som sigtekorn. Skuldrene vender parallelt med boardet. Højre hånd peger skråt nedad, som om jeg skal til at lave et tailgrab. Hovedet er drejet, så jeg kigger lige frem. Perfekt stil. Ud i en tom p-bås, videre i et stort højresving, så er jeg ude af parkeringspladsen og ude på fortovet. Et hurtigt kig til siderne, uden om en dame med en lille pige i hånden og over kørebanen. Det er helt vildt som boardet klæber til mine fødder. Jeg sparker op over kantstenen på det modsatte fortov, og ollien sidder der bare. Som om jeg har lim på sålerne. Hvor er det bare genialt. Det er så genialt, at jeg næsten ikke ærgrer mig over, at Momo ikke ser det. For jeg ved, at jeg kan gøre det igen, og jeg er på vej hen for at møde ham. Nogle gange har man det bare sådan, at man ved, at alting lykkes. Sådan en dag har jeg i dag. Jeg får øje på hans sorte hår under den grønne kasket i samme øjeblik, jeg svinger ind på pladsen foran centret. Han venter henne ved det nye cykelstativ. – Hey, Momo, råber jeg. – Vent, så skal du bare se. Jeg kan godt sige dig, jeg er så kørende i dag! Han sidder på den lave mur med sit board under armen. Han drejer hovedet en halv omgang og ser på mig. Så løfter han hagen en halv centimeter i en slags hilsen og drejer dovent hovedet væk igen.
2
Jeg går i stå halvvejs henne ved ham. Først nu får jeg øje på ham, han taler med. Jeg ved godt, hvem det er. En af hans storebrors venner. Noller eller Nuggi eller noget. I hvert fald noget med N. En af bmx’erne. Momo griner højt og en lille smule anstrengt, fordi den anden lige har sagt et eller andet morsomt. Jeg kører boardet frem og tilbage under fodsålen og går derhen. Egentlig har jeg ikke lyst, men det river i mig for at vise Momo, hvor godt det ruller for mig. – Hvad, øh, kommer du? De ser begge to på mig. Jeg kan mærke, jeg begynder at blive rød i hovedet. – Vi har jo aftalt, vi sku’ skate, siger jeg og får lyst til at slå mig selv hårdt oven i hovedet. Hvor lam har man lov til at lyde? Jeg kunne lige så godt spørge, om han kunne lege. – Er det en af dine venner? spørger fyren. – Det er Kristoffer, mumler Momo og spiller cool uden at se på mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg bliver skuffet over, at han siger mit rigtige navn i stedet for at kalde mig Krissy. Krissy lyder sejere, men det er kun, når vi skater sammen, at vi bruger det. Så er jeg Krissy B., og Mehmet er Momo. Fyren glor på mig. – Ved du hvad, makker, siger han, – du må vente til en anden dag med at trille på dit lille bræt sammen med Mehmet. Han har ikke tid. Han skal holde øje med min cykel, mens jeg ordner noget inde i centret.
3
Han slår ud med armen mod en gul bmx med sort forgaffel og alt det fede udstyr. – Nu sørger du for, at ingen piller ved den, siger han og ser hårdt på Momo. Momo nikker. – Klart nok, Nuggi. Jeg skal nok passe på den. Nå, ja. Nuggi. Det er det, han hedder. Nuggi ser på Momo en sidste gang. – Jeg mener det. Jeg smadrer dig, hvis der sker noget med den. Så forsvinder han ind i centret. Mig og Momo ser på hinanden. Jeg holder vejret, fordi jeg ikke ved, om han har tænkt sig at blive ved med at spille kold. Så trækker han på skuldrene med et grin, og knuden i min mave snører sig op igen. Jeg sagde jo, det var sådan en dag, hvor ingenting kunne gå galt. – Tjek det lige, siger jeg og triller hen til cykelstativet. – Det er færdigt. De har været hundrede år om at skifte de gamle stativer ud. Det var sådan nogle gammeldags nogen med en hel masse bøjletingester, som man satte ned over styret. De duede ikke til andet end cykler. Men det nye stativ … Det nye stativ er perfekt. Det ligner en kæmpetyk fjeder, hvor man stikker forhjulet ind i et af mellemrummene, så det bliver holdt i spænd. Men det er forsiden af stativet. Den er jeg ligeglad med. Den kan jeg ikke bruge til noget. Det er bagsiden, der er perfekt: To tykke stålrør i hele stativets længde, det ene ti centimeter over jorden, det andet lidt højere.
4
Det var selvfølgelig Momo, der først så, hvad det kunne bruges til. – Er du sindssyg et fedt rail, sagde han, lige så snart han så det, selvom stativet stadig var pakket ind i tyk plastic, og fliserne var pillet op, så man ikke kunne komme til med sit tilløb. – Nåh, ja, havde jeg skyndt mig at sige, for det kunne jeg selvfølgelig godt se, nu han sagde det. – Her kan vi lave grinds og slides og alt muligt. Og det kan man nu. Plasticen er taget af, og der ligger nylagte fliser rundt om stativet. Det er endda allerede taget i brug: Nuggis superpimpede, gule bmx holder nede i den anden ende, og ved siden af den står en lyseblå damecykel med kurv. Jeg går hen og mærker på rørene. De er skinnende glatte. Jeg ser mig omkring. Pludselig kommer jeg i tvivl. Det er næsten for perfekt. Skal jeg gøre det? Det er Momo, der har vist mig tricket. På et jernrør, som vi satte i spænd mellem to bænke på stien bag biblioteket. Momo er for syg. Vi begyndte at skate samtidigt, og jeg er faktisk okay god, når jeg selv skal sige det, men der er et eller andet særligt ved Momo. Jeg ved ikke, hvordan han gør, men han kan bare alt på et board. Han viste mig tricket tre-fire gange. Det er ret svært, til gengæld ligner man en rigtig pro fra X Games, hvis det lykkes. Backside noseslide.
5
Jeg var rigtig tæt på, at lykkes med det et par gange. Og siden den dag har jeg nok set det halvtreds gange på YouTube med Ryan Gallant, selvom han kører goofy. – Hvad så? Bli’r det til noget? Jeg kigger hen på Momo. Han har rejst sig op og står og tripper med boardet under armen. – Hvorfor det? spørger jeg. – Har du måske noget, du skal nå? Det er ikke meningen, at jeg skal lyde så sur. Jeg bliver helt forskrækket over at høre mig selv. Det kommer også bag på Momo. – Nej, nej, skynder han sig at sige, – det er okay. Måske kan han se, at det kun er fordi jeg er nervøs, for nu smiler han til mig. – Kom nu, siger han og slår ud med armen. – Du kan godt. Så gi’r han slip på boardet og lader det dumpe ned. Lige inden det rammer jorden, bøjer han benet, griber det på foden og sætter det ned på asfalten uden en lyd. Alt sammen i én glidende bevægelse. Jeg hader, når han gør sådan. Først prøver han at opmuntre mig, og straks bagefter viser han mig, hvor god han er. Men jeg bliver ikke sur. Jeg tror ikke engang, han gør det med vilje. Jeg ved jeg godt, at Momo er meget bedre end mig. Jeg tror aldrig, jeg bliver så god som ham, og det er også okay. Desuden er han min ven. – Kom nu, siger han igen. – Du skal ikke tænke så meget, du skal bare gøre det.
6
Jeg lukker øjnene og ta’r et par dybe indåndinger. Bare et par sekunder. Så åbner jeg dem igen og kigger på cykelstativet. Jeg tænker på, hvor godt jeg kørte lige før på p-pladsen. Denne gang er den der. Det ved jeg, jeg kan mærke det. Cyklerne behøver jeg ikke at tænke på. Den gule bmx er nærmest, men den står flere meter væk. Selv Momo kan ikke lave en slide herfra og helt hen til cyklerne. Det er der ingen, der kan. Bortset fra Ryan Gallant. Og så Rune Glifberg, selvfølgelig. Jeg sætter venstre fod op på boardet og sætter af med højre. Griptapen ta’r fat i sålen. Min fod står bomsolidt plantet lige bag den forreste truck. Jeg kicker en gang til og sætter så også højre fod op på boardet, helt nede på tailen, ligesom til en ollie. Jeg nærmer mig. Kører parallelt med cykelstativet og ryggen vendt ind mod det. Farten er god, vinklen helt rigtig. – Kom så, Krissy! råber Momo, mens jeg går ned i knæ, længere ned i knæ, nærmere, nærmere, lidt nærmere, og … og … og … Nu! Jeg popper min ollie perfekt. Får god højde på og begynder at dreje nosen ind mod stativet, som om jeg skal lave en 180’er. Normalt ville jeg tænke på, at dem plejer jeg kun at lykkes med cirka hver anden gang, og at det her nok er ti gange sværere.
7
Men det gør jeg ikke. Jeg flyver bare. Jeg vrider boardet en kvart omgang rundt i luften, rykker den forreste fod frem og flytter hele vægten over på den. Det er det nederste rør, jeg sigter efter. Klank! Det runger i hele cykelstativet, da undersiden af boardet dunker ned på jernrøret, og den forreste truck glider ind og rammer det. Det var her, det gik galt for mig, de par gange jeg prøvede omme bag biblioteket. Jeg havde alt for meget bagvægt og vippede ned på jorden igen med det samme. Det gør jeg ikke nu. Jeg slider. Yes! Jeg slider sgu! Boardet vinkelret på røret, tailen vippet opad, og jeg slider på nosen. Og jeg holder endda farten. Og balancen. Fart og balance, fart og balance … Værsgo! Et styks toptunet backside noseslide! Sådan skal det gøres! Gå hjem og vug, Ryan Gallant! Gå hjem og vug, Rune Gl… Krasj-wonggg! Hvad fa…? Forenden af mit board bremser og står stille, som om jeg er banket ind i en mur. Jeg når lige at kigge ned og se en fed monsterskrue, der stikker op af røret som en stopklods, før bagenden af boardet svinger videre rundt, så siden hakker ind i det snoede spiralrør, og jeg bliver kastet af.
8
Hvordan kan de glemme at skrue sådan en kæmpestor skrue i? Det hele foregår i super slowmotion, og jeg når at tænke hundrede tanker. Hvordan kan man være så dum? Jeg fatter det ikke. De må sgu da have set den, da de samlede cykelstativet? Så speeder farten op igen, og jeg høvler ind i Nuggis gule bmx. Jeg når at tage fra med hånden og undgår lige akkurat at få styret i maven, men min krop fortsætter ind over stativet og river ind i cyklen. Forhjulet ryger ud af stativet, og Nuggis bmx vælter ind i damecyklen med kurven. Med et ordentligt brag ender begge cykler i en bunke på jorden, indfiltret i hinanden og med mig ovenpå. – Krissy, for fanden. Det så for vildt ud. Slog du dig? Jeg kigger op. Momo står og vipper med sit board. Jeg kaster et stjålent blik ned på knæet. Der er ikke gået hul på bukserne. Så er det nok ikke så slemt indenunder. Sikkert kun en hudafskrabning. Selvom det svier ad h til. – He-he, selvfølgelig ikke. Han rækker mig en hånd, og jeg trækker mig op at stå. Jeg vikler mig ud af cyklerne og træder et skridt tilbage. Jeg børster sand og grus af hånden. Det svir. Vi står lidt og kigger ned på cyklerne. Så kommer jeg i tanke om Nuggi og skæver forskrækket hen mod centerindgangen. – Jeg må hellere rejse dem op. Før Nuggi kommer.
9
Momo ser sig over skulderen. Så trækker han på skuldrene. – Det er lige meget. Nuggi er en idiot. – Ja, men du lovede at holde øje med hans cykel. – Hvis han er så øm over den, skulle han ta’ og parkere den et andet sted. – Helt ærligt. Han sagde, han ville smadre dig? – Han siger så meget. Det gør de begge to, min storebror og ham. – Jamen, alligevel. Jeg ta’r fat i den gule bmx og prøver at trække den fri af damecyklen. Styret sidder fast i kurven, og den ene pedal sidder fast mellem to eger i baghjulet. Jeg får styret vristet fri, men pedalen sidder stadig fast. Jeg kigger på Momo. Så skæver jeg på ny til centerindgangen. Det kan godt være, at Momo ikke er bange, men jeg har ikke lyst til at stå med to væltede cykler, hvis Nuggi pludselig kommer ud. – Gi’ lige en hånd. Jeg tror, den slipper, hvis vi løfter den lidt, før vi rejser den op. Jeg bukker mig og ta’r fat i forgaflen. – Kom nu, Momo. Så løfter vi på tre. Momo trækker på skuldrene og ta’r fat i bmx’ens baghjul. Jeg ser på ham og tæller – Én, to, tre! Damecyklen følger med op. Pedalen sidder stadig fast. Vi prøver at ryste med den. Momo ser på mig. Så flækker han i et kæmpe grin. – Krissy B.! Du er for syg, mand. Backside noseslide. Jeg vidste, du ku’!
10
Det kilder i maven, da han siger det. – Ja, det var for vildt. Så du den monsterskrue? Det var som at køre ind i en lygtepæl. Vi rusker løs i hver sin ende af Nuggis bmx, og pludselig giver cyklerne slip på hinanden. Det larmer helt enormt, da damecyklen ryger ned på fliserne igen. I det samme lyder der et råb henne fra centeret. – Hey! Hvad sker der? Hvad fanden laver I? Vi ser på hinanden. Momo gi’r slip på baghjulet. – Smid den! hvæser han. – Jam… – Slip den nu! Smid den! Jeg gør som han siger, og han sparker til pedalen, så den igen ryger ind mellem egerne i damecyklens hjul. Nuggi står ude foran indgangen. Heldigvis er han for sej til at løbe. – Mehmet, din lille lort! råber han. – Du er død, hvis den har fået så meget som en skramme! Jeg kigger ned. Den ser okay ud, men jeg kan ikke se, om der er ridser på den anden side. – Kom, vi stikker. Momo har allerede en fod på boardet. Jeg begynder at løbe, men så kommer jeg i tanke om mit eget board. Hvad skete der med det, da jeg fløj ind over stativet? Det bruser i tindingerne, og hjertet dunker helt oppe i halsen, som om jeg har slugt et bolsje, der er lidt for stort.
11
Jeg vender mig om og kigger efter det. Hvor blev det af? Jeg kan ikke se det. Jeg er nødt til at finde det. Der er helt nye trucks og hjul på. Fra Venture. Jeg kan til gengæld se Nuggi. Og nu er han ikke længere for sej til at løbe. Heldigvis er hans bukser vildt store. Han hanker op i siden og vralter som en and. Alligevel hænger de nærmest under balderne på ham. I det samme får jeg øje på mit board. På en eller anden måde er det endt inde under cyklerne. Ikke bare under Nuggis, men allernederst, inde under damecyklen. – Krissy, kom nu! Han nakker dig! Jeg ser mig tilbage. Momo er allerede ude på fortovet. Jeg kigger på boardet igen. Mine nye trucks. Jeg har brugt næsten alle mine fødselsdagspenge på dem. De er ikke mere end en uge gamle. Så ser jeg på Nuggi igen. Jeg kan godt nå det. Jeg skal ned på alle fire for at få fat i boardet. Først glider det fint ud, men så sidder det fast. Som om der er modhager på. Jeg trækker, men der sker ikke noget. Det ene hjul sidder fast i bagagebæreren. Jeg rusker, hjulet slipper, og jeg trækker boardet til mig. Så kigger jeg op igen. Nuggi er alt for tæt på. Med en synkende fornemmelse i maven går det op for mig, at jeg ikke når at slippe væk. Nuggi rækker ud efter mig. Han er to skridt borte. – I kommer til at betale for det, hvis… – Krissy! Ræk mig din hånd!
12
Jeg rækker ud uden at kigge og mærker Momos hånd lukke sig om mine fingre. I næste sekund er jeg på benene, og Nuggis hånd griber fat om den tomme luft. Jeg kaster boardet og hopper op, og Momo gi’r mig et skub. Ude på fortovet drejer vi hver sin vej. Vi er væk, før Nuggi får sin cykel fri og kommer efter os. – Vi ses! råber jeg. – Yes, vi ses, siger Momo. – Og Krissy? Jeg vender mig om. – Det sygeste trick! Jeg smiler hele vejen hjem. Det sygeste trick.
13