Ådselæderne
’Adrr, for satan, hvor er det klamt!’ Benjamin får først øje på det. Vi står oppe i containeren alle tre. Benet stritter lige op i luften. Det er hvidt ogser næsten ud som om det er lavet af marcipan. ’Hold kæft, nogle grimme tæer’ griner Martin. Jeg stirrer på benet. Martin danser rundt om det, som en sindssyg indianer om en blegfed totempæl. Min finger prikker til benet. Det føles stift og mærkeligt. Der er hår på tæerne. Det vælter ned i skraldet. En flue sætter sigpå det røde kød øverst på låret, der hvor det skulle have siddet fast på nogen. Den trykker sin snabel ned i fedtet og bliver helt vild og suger løs. Den stillestående luft i containeren lugter sødt. Noget i min mave vrider sig som en skovsnegl på en pind. ’Hey, vi tager det med!’ Martins øjne stråler. ’Hvad? Det kan vi sgu da ikk’. ’Jo, jo, de andre bliver skide misundelige’ nikker Benjamin. De andre, det er nogle røvhuller fra 8. som vi ikke spilder vores tid på. ’Vi kan sgu da for fanden ikke slæbe rundt på et fucking ben, vel?’ Jeg hiver efter vejret og føler efter inhalatoren i min bukselomme. ’Gu’ kan vi så!’ Martin tager fat omkring læggen med begge hænder og rejser benet op, så den åbne kød-ende vender ned i skraldet. Så læner han skulderen ind mod det, griber fat ved knæet og hiver resolut. Der sker ikke en skid. Benjamin står med hænderne i lommen, mens han betragter Martin kæmpe med benet. ’Kan vi ikke nøjes med at tage nogle billeder?’ Det strammer i brystkassen. ’Slap nu af, ikk, vi tager benet med.’ Han står lænet op af containerens inderside. Han kunne lige så godt have sagt, at vi sku ha’ en margherita med ekstra ost. Martin og Benjamin har ret, de andre bliver syge af misundelse. Og
hvad kan der egentlig også ske ved, at vi tager det? Det er der jo nok ingen, der opdager, vel? Der er næppe nogen der savner det, bortset fra den, det har tilhørt naturligvis. Martin Han ser ikke ud af så meget. Han er faktisk lidt af en splejs. Hans mørke hår hænger ned i hans øjne. Fortænderne er for store til hans mund. Men han er sgu lidt af en ’dark horse’. Helt ligeglad med autoriteter. Vi har aldrig set hans forældre eller hørt ham tale om dem for den sags skyld. Tror han har en storebror et eller andet sted. Han har altid penge og kender alle de rigtige, men det eraltså os, han hænger ud med. En egentlig ven, vil jeg nu alligevel ikke kalde ham. At dømme efter mængden af hår tilhører benet en mand, en fed mørkhåret mand, der har brugt mere tid foran fjerneren med chips og cola, end på at løbe sig en tur. Jeg siger ’har brugt’, for mon ikke det er rimeligt at antage, at manden er død? Da vi skal have det bakset ud af containeren, må vi alle tre give et nap med. Det er mig, der er højest, derfor er det også mig, der springer ned på fortovet for at tage imod. Benet vipper på kanten. Jeg står og holder udkig efter om der kommer nogen. Jeg er stadig ikke helt tryg ved situationen. Næste gang jeg kigger op, ser jeg ind i en klam fodsål. Jeg når akkurat at konstatere. at manden ikke har haft den bedste fodhygiejne, inden jeg bliver væltet omkuld under vægten af det kødfulde ben. Jeg hører kluklatter oppe fra containeren. ’Pis!’ hvæser Benjamin, da vi er nået ind gennem porten. Gårdvagten halser frem mod os. Tænderne i undermunden er blottede og kinderne blafrer i modvinden. ’Hvad har I dér?’ Dråber af spyt flyver gennem luften. Han har de samme fløjlsbukser på som altid. Fodformede Jacosko og oilskinsjakke, selvom det er august måned og svinevarmt. Hans hud er prikket af sortgrå stubbe og hudorme. Han lugter surt af yoghurt.
2
’Ja, hvad tror du?’ spørger Martin hånligt, som om manden virkelig er lige så dum, som han ser ud. ’Skal du være næsvis? Han stirrer vredt på Martin med løftet pegefinger. Martin kigger bare på ham med store øjne og et forsigtigt smil. Benjamin og jeg prøver at dække over benet, så meget vi kan. Jeg sveder helt vildt ved tanken om at blive opdaget. Hvis bare Martin ikke altid var så kæk. Gårdvagten ser undrende på benet. Han har ikke fattet en bjælde. Han står foran et vaskeægte afskåret menneskeben med hud, hår, nedgroede negle, fodvorter og hele svineriet. Alligevel råber han bare: ’Få så den tingest tilbage, hvor I har fundet den. NU!’ Vi gør som om, vi vil bakke ud gennem porten, mens vi hele tiden holder øje med ham. Han storker tilbage over skolegården, buksebenene flagrer om hans ankler. Han forsvinder ned i sit skjul i kælderskakten. Lige så snart han er ude af syne, lister vi frem igen og skynder os ind ad den første, den bedste dør. Benjamin Han er min bedste ven. Han er ikke oprørsk som Martin, bare lidt skør. Han har en storesøster i 8. og så er han skide skarp, selvom man aldrig ser ham læse eller noget. Han bliver aldrig vred eller hidser sig op. Min mor siger, det er fordi han dyrker yoga og mediterer. Lærerne kan heller aldrig skælde ham ud. Han står og lytter og nikker, mens de snakker. Han siger dem aldrig imod, han lader det bare skylle henover sig. Nogle gange ender det sgu med, at læreren står og undskylder. Som om det lige pludselig er deres skyld, at han har piftet en eller andens cykel. I frikvarteret stimler klassen sammen om os. Det er en sindssyg fed fornemmelse. Nu er det os, der er midtpunkt. Man sku’ næsten tro, vi havde vundet X-faktor. Pigerne hviner bare ikke fordi de synes vi er lækre, men fordi benet er skideklamt. Stine er den eneste, der ikke laver bræk-lyde. Hun er også den eneste, der synes benet er interessant. Hun kigger i hvert fald undersøgende på det. Vi er 3
naturligvis helt cool med det. Jeg har styr på skovsneglen. Røvhullerne står og træder sig selv over tæerne. De har ikke noget klamt, de kan vise frem. Der er ingen ovre ved dem. Det er så fryd! De fleste af drengene tager billeder med deres mobiler. Det er der også et par af pigerne, der gør. Støjen dør ud, skrig og larm forsvinder. De andre fra klassen begynder at gå. Tilbage er rungende stilhed, der afbrydes af klokken. Vi kigger rundt på hinanden. Stine ser på mig. ’Ok, men øh…’ Hun slår ud med hånden, vender sig og går uden at se sig tilbage. Øv. Vi ser ned på benet, der ligger blegt og nærmest gennemsigtigt på den grå asfalt. Martin sætter skateboardet på jorden og den ene fod på det. ’Hvad gør vi med det?’ Han trækker på skulderen. ’Ses’ og så triller han sgu sin vej. Benjamin og jeg ser måbende på hinanden. I et kort, klamt øjeblik ser jeg mig selv oppefra stå alene med benet midt i den store skolegård. Mit hjerte banker hårdt, og jeg tager et sug på inhalatoren. Benjamin ville bare aldrig skride.Han ville helt sikkert aldrig lade mig i stikken. ’KYLLING!’ råber Benjamin så pludselig uden at se efter Martin. Han ser på mig i stedet. Skateboardet stopper. Martin ser frem for sig og sukker. Så triller han tilbage imod os. ’Det var bare for sjov’ prøver han uden at se på nogen af os. Benjamin skuler til ham, men vi glider begge to af på hans kommentar. Helt sikkert bedst at lade det ligge for nu. Det er bare overhovedet ikke tidspunktet at begynde at skændes. ’Hvad fanden gør vi med det skide ben?’ Spørgsmålet udløser en længere diskussion om benet kan være i et af vores skabe. Martins skab kan ikke engang åbnes uden, at der falder noget ud. Tandbørste, kanelgifler, lighter og så videre. Det er ikke engang værd at prøve. Jeg har også alt muligt lort i mit, alt for meget til, at der nogensinde ku’ blive plads til et helt ben. Det er Benjamin,
4
der har mest orden. Og orden er måske endda så meget sagt. Han har aldrig noget med, hverken bøger eller madpakke eller regntøj eller noget som helst. I virkeligheden er der ikke rigtig nogen grund til, at han har et skab. Så vi prøver at proppe det ind i hans skab, men selv et skrigende tomt skab er ikke stort nok. Benet er alt for stort og fedt. Vi prøver at bukke det ved knæet. Efter at vi har aset og maset sådan et stykke tid, må vi give op. Til sidst foreslår Martin, at vi deler det i to. Så kan Benjamin og jeg have en del hver i vores skabe. Jeg er ikke meget for det, men hvis jeg rydder op i mit skab, er der nok plads til et underben. Lærerne har en elektrisk kødkniv, som de kun bruger til julefrokosten og nogle af de andre drukfester, de holder. Typisk voksne, ikk? Alle de seje ting holder de for sig selv. Af sted til hjemkundskab, tre mand høj med kødbenet på nakken. Martin finder kniven med det samme. Han sætter den lige under knæet. Det er ikke nogen specielt god kniv, så da den har snurret ti minutters tid, er kniven nået omkring en centimeter ned i kødet. Mens vi står og glor opgivende på benet og vores nye livstidsprojekt, er der en af os, der får en rigtig god idé. Skolen har et af de her kæmpestore industrikøleskabe, sådan ét man kan gå ind i. Vi gemmer da bare benet dér. Smart, ikk? Vi opgiver med det samme kødkniv-operationen og finder hurtigt et fint sted bagerst i køleskabet. Benjamin smækker døren efter os. Martin børster noget usynligt skidt af hænderne og ser svært tilfreds ud. ’Så er den ged barberet!’ Noget tid senere skal vi have hjemkundskab. ’I dag skal vi lave ål i gelé’, siger Fritze og løfter hagerne, mens hun skuer ud over lokalet. Helt ned til os på bagerste række. Hun har en forkærlighed for de gamle danske retter og må dele dellerne ved håndleddet med to fingre, for at se hvad klokken er. Hun taler videre
5
om fiskehandleren og de levende ål hun har købt til os. ’Kan man virkelig æde den slags?’ Martin ser tvivlende på Benjamin. Han spiser ellers hvad som helst. Vi griner, men pludselig er det kun Martin og mig, der griner. Benjamin ser vild ud i øjnene. Der er noget, der dæmrer. Vi har lige haft om ålen i biologi. Han er som sædvanlig lidt foran i tankerækken. Jeg hører Fritze fortælle noget om husblas og krydderurter. Martin tjatter til en af pigerne med et sammenrulletviskestykke. Der er tydeligvis ingen klokker, der ringer i hans hoved. Benjamins halvåbne mund forsøger at formulere et ord. Han følger Fritze med øjnene, hun er på vej over mod køleskabet. Der kommer bare et ’arhfuuuck’ og så lidt luft. I det hun sætter hånden på dørhåndtaget, vender Benjamin det hvide ud af øjnene og besvimer. For en gangs skyld er det ikke mig, der flipper. En af pigerne skriger og Fritze kommer løbende, så hurtigt hun kan på sine gamle, tykke ben. Benjamin er gået i gulvet. Jeg hiver Martin i ærmet. ’Hvad laver du?’ Det eneste jeg kan få fremstammet er: ’ådselædere – din idiot!’ Der går et øjeblik, før jeg kan se i hans øjne at han har fattet betydningen af det. Vi må ud i køleskabet og helst uden at blive set. Det åndssvage ben skal væk. Langt væk. Helt væk. Pist væk. Fritze er travlt optaget af at arrangere en ambulance til Benjamin og få styr på klassen, der er gået i kollektivt selvsving. Stine bliver sendt ned til inspektøren for at give besked om at ringe til Benjamins forældre. Inden hun går, vender hun sig kort i døren og ser på mig. Martin og jeg går lige så stille hen mod gruppen, der er forsamlet omkring Benjamin. Vi holder os i udkanten. Alle er optaget af patienten, så vi trisser ind i køleskabet. Ålene vrider sig ud og ind af benet, som står oprejst i spanden. Jeg går helt hen til den og kan se, at de grimme behårede tæer næsten er væk. En ål stikker hovedet op af låret, og jeg mister den sidste rest kontrol og brækker mig i lårtykke stråler ud over gulvet. Martin står
6
ved siden af med hænderne i siden og ryster på hovedet. ’Hold kæft, hvor er du ynkelig!’ og så går han. Ud af køleskabet. Ud til de andre. Jeg lægger panden mod de hårde kolde fliser på væggen. ’Røvhul!’ Mavesyren brænder i min hals, næsen løber og øjnene svier. Der hænger en kittel på en krog bag døren. Jeg kaster den over benet. Så lukker jeg øjnene og tager en dyb indånding. Griber om benet med begge arme. Det er tungt, men slet ikke som da vi slæbte det herhen. Ålene har haft en fest. Jeg går hen til døren og for at se om der er fri bane. Fritze er i fuld gang med at trøste og få ro i klassen. Benjamin er ved bevidsthed igen, men sidder på gulvet og ser bleg og forvirret ud. Jeg starter langsomt, for at se hvor langt jeg kan nå, før opmærksomheden bliver rettet på mig. Jeg når til katederet og så tør jeg ikke vente længere. Jeg tonser ud af døren. Hamrer ned af trapperne. Gennem glasdøren på første, får jeg i et splitsekund øjenkontakt med Stine, der sidder og venter foran inspektørens kontor. Flere trappetrin. Der er tomt og stille bortset fra mit åndedrag. Og så gummiskoene, der hamrer på trappen bag mig. I mit hoved er der en stemme, der skriger ’fuckfuckfuckfuckfuck’ og ’hvad fanden skal jeg gøre med det fucking ben?’ ’Hey!’ Stine kommer springende ned af trappen. Vi løber ved siden af hinanden. Pruster. Ned ad gaden. Benet stinker forfærdeligt, det er begyndt at rådne. Jeg er nødt til at holde det tæt ind til mig. Det er heller ikke længere stift, men blødt og svampet. Vi løber længe. Vi ender i et kvarter, jeg ikke kender. Jeg får åndenød, så vi stopper. Jeg ser på Stine, hun har fregner under øjnene. Vil gerne virke cool, men vil egentlig også gerne bare af med det ben. Vi står og puster lidt. Jeg er ikke sikker på, hvad fanden jeg skal sige. Stines øjne lyser op, hun smiler og nikker mod noget bag mig. Kirkegården. Vi går imellem de lave buske. Der lugter friskt af fyrrenåle. Vi læser navne og årstal på gravene. Her er dejligt stille. 7
Selvfølgelig er der en åben grav. Vi standser og kigger ned i den. Der står en kiste dernede. Vi ser på hinanden og nikker. Så er det nu! Vi kaster benet ned i graven. Det lander på kisten med en hul lyd. Foden brækker af, da det rammer kisten. Vi ser os omkring. Graveren må være til frokost. Vi begynder at skovle jord ned i graven. Han bliver nok ikke ked af, at vi laver lidt af hans arbejde.
8