Den yderste udkant

by Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

her vi vaager alle Mand

Af Nicolai Dybdal Møller

Midt i Tøndermarsken ligger den lille by Nørremølle. Fåreavleren Peter Johannsen har boet her hele sit liv. Han voksede op i dette tyndtbefolkede område, hvor man lever med og mod naturen. Livet i det flade landskab er barskt og blæsende, men sammen modstår marskfolket stormene.

Midt i marsken

Jorden i Tøndermarsken er klæg og klumpet. Den består af gammel havbund. Når man går over markerne, synker gummistøvlerne ned i jorden. Om sommeren bliver jorden tør, og leret slår revner, der er lige så brede som gummisålerne på støvlerne. Der er næsten ingen trævækst, og intet står imod de kraftige vinde, der bevæger sig over de store vidder og fylder kroppen med ilt. Marsken er flad og synes todimensionel. Herude siger man, landskabet er så fladt, at du kan se, hvem der kommer på besøg næste onsdag.

Tøndermarsken strækker sig over et areal på 85 km2. I dette grænseland mødes ikke blot Danmark og Tyskland, men også mennesker og natur, fortid og nutid. Peter Johannsen bor helt ude i udkanten af Danmark. Som en af de eneste byer i landet, er Nørremølle bygget på et dige. Den ligger som en ø i Tøndermarsken og har før i tiden været omringet af vand.

Ude på de omkringliggende marker bræger fårene, hønsene galer oppe fra diget og lyden af små vandløb risler i vejkanten. Tagene på husene består af siv, som med tiden er groet til med mos. Under et af de stråtækte tage, kom Peter til verden d. 18. november i 1955. Tre dage senere blev Jens født i huset overfor. Sammen har de levet et helt liv i den lille by, hvor man er tæt på naturen, men endnu tættere på sine nærmeste.

Som små purke fordrev Peter og Jens dagene i Tøndermarsken, hvor fantasien fik frit spil under den høje himmel. Med pinde optegnede de skellene mellem markerne. De hentede sten ude på grusvejene, som skulle være får i deres leg. Drengene kunne sidde længe og lege at de var fårehyrder. Indtil solen hang lavt over diget og lyste fårene op, så de lignede små skyer.

Inden jorden blev sort af natten, fløj de to drenge over det grønne lærred hjem til Nørremølle. Sammen løb de imellem fårene, der flygtede i sidste øjeblik, når drengene kom for tæt på. Vinden i ryggen fik dem til at løbe så hurtigt, at fødderne under dem næsten ikke kunne følge med.

Den der ikke vil dige må vige

I voldsomme storme blev menneskene i marsken evakueret. Engang overnattede Peter og Jens på deres skole, hvor de fik serveret varm suppe, de kunne lune sig på i de kolde lokaler, imens de voksne sad og frygtede for at digerne langs kysten ville briste.

I marsken har man altid kæmpet med vandet. Siden folk bosatte sig herude i 1100-tallet, har livet været truet af saltvand fra vest og ferskvand fra øst. Marsken er udsat for alle naturens kræfter og bærer derfor præg af marskfolkets nødvendige kontrol af et landskab, som ellers ville være ubeboeligt.

Marskfolket byggede diger, der beskyttede dem imod stormfloderne. For at afvande området begyndte de at grave grøblerender og kanaler – Igennem et årtusinde, udviklede marsklandet sig til, at blive et af de største kulturlandskaber i verden.

Tøndermarsken har med tiden udviklet sig til et landskab, der er designet ned til mindste detalje. Klimaforandringer og hyppige storme truer stadig livet på disse kanter.

De nærmeste

Peter og Jens har holdt sammen i lyst og nød. I dag er de 68 år gamle, og barndommens fantasier er skiftet ud med voksenlivets realiteter. Jens har fået en hjerneskade og kan ikke længere regne eller skrive – men hans kærlighed for dyr har ikke forandret sig. Han er gangbesværet og kan ikke tage vare på sig selv, så det gør Peter.

Inde i Peters stue, står et billede af Jens’ lillesøster Ante. Hun er iført hvid brudekjole og et langt slør skjuler hendes kulsorte hår. I hænderne klamrer hun sig til en farverig brudebuket. Billederammen er støvet, og står som et minde fra fortiden. For skønt hun er bror til Jens, deler hun efternavn med Peter. De har nemlig været gift. Selvom ægteskabet ikke holdte, bliver billedet stående på sin faste plads.I dag bor de alle tre under det samme stråtag i Nørremølle, hvor de passer på hinanden og Peters 450 får.

Barndomsvennen Jens og ekskonen Ante har hver fået et værelse i Peters hus, som han overtog fra sin mor, efter orkanen Adam i 1999 blæste det i stykker.Taget som Peter var født under, lå spredt ud over marsken.

Da orkanen ramte vestkysten, stod vandstanden

5 meter over det normale. Havde der været højvande, ville vandstanden have været yderligere

1 meter højere, og marsklandet ville ligge under vand. Stormfloder har altid været en risiko, man må forholde sig til i Tøndermarksen.

Hyrden

Hver morgen samles de alle tre i det gule køkken. Inden Ante dækker op til morgenmad, fylder hun hundenes madskåle, ruller gardinerne op og strækker øjnene ud på marken, hvor blikket vandrer fra får til får. I køkkenet damper det fra varme mølle- hjul og sort kaffe. Efter at have indtaget dagens første måltid, fordeler Peter opgaverne imellem dem.

Peters hjem er fuld af brugsspor. Væggene er gule af nikotin og gulvet bærer aftryk fra beskidt fodtøj - for her står døren altid åben. Ude i bryggerset går seks lam rundt og kalder på Peter og Ante, der hver morgen kommer og giver dem mælk på flaske. Peter får ofte besøg, og mange i området samles omkring fåreavleren. Han har hverken kone eller børn, men ikke desto mindre, har han altid selskab.

Nogle hjælper med at passe får, andre får en bajer og en bid brød eller blot en sludder om vind og vejr. Jens og Ante har fast plads i køkkenet, hvor Ante jævnligt bager boller, der altid bliver spist inden de når at køle af. Røremaskinen på køkkenbordet bliver flittigt brugt og er det mest højteknologiske i Peters hjem.

Udover at sørge for mad, hjælper Ante trofast til med fårene, som de to søskende holder øje med fra hver deres vindue. Imens Ante laver mad, sidder Jens og ruller cigaretter med tysk tobak, som Peter henter til ham ved grænsen. Han har altid en kikkert ved hånden, der tager ham tæt på fårene, som han ikke længere kan gå rundt blandt.

En gang imellem bevæger han sig ud, og placerer sig på en havestol foran huset. De hjemmerullede cigaretter der stikker ud igennem hans kraftige skæg, blafrer rundt i blæsten, som en vindmølle. Jens rapporterer fårenes færdsel til Peter, og får han øje på et får, der ligger på ryggen, må Peter ud at vende det 100 kg tunge dyr, som eller ville dø. Fårene kan ikke selv komme om på benene, og slet ikke i læmningssæson, når de bærer lam.

I læmningssæsonen er der særligt travlt. De mange nye lam er under opsyn, inden de kommer ud på markerne, hvor fårene lever året rundt.

Peter har sin faste gang i stalden, hvor han går rundt og tæller får og lam med hænderne på ryggen. Det siges at en mand med hænderne på ryggen ingen penge har. Det får Peter tit at vide. Men han må være en undtagelse, for prisen på lam stiger hvert år. De 450 får er en god indtægtskilde og kan brødføde hele husstanden.

Før i tiden holdt alle mennesker i marsken får. I dag er der få fåreavlere tilbage, som ejer store flokke. På landbrugsskolerne kan man ikke uddanne sig til at blive fåreavler. Det er noget man bliver født ind i –Peter er en af de få, der er tilbage.

De mange får som lever i Tøndermarsken forsyner ikke kun fåreavlerne med penge. De fungerer også som et værktøj til vedligeholdelse af digerne, hvor de tramper jorden fast med klovene.

Marsken sover

Når natten sænker sig, går fårene og marskfolket til ro. Marsklandet synes lige så stor som nattehimlen, hvor månen hænger og lyser fårene op. Siden tidernes morgen har den tiltrukket tidevandet og i fællesskab med mennesker, skabte den det stykke land, vi kender som Tøndermarken.

Hjemme hos Peter er dagens opgaver overstået. Den sidste flaske mælk er givet til lammene ude i hans bryggers. Gummistøvlerne bankes af for det værste mudder og fårelort, inden gardinerne igen bliver rullet ned, og udsynet til fårene forsvinderude i Danmarks yderste udkant.