Gud skabte havet, friserne kysten

Den tyske vadehavskyst gemmer på et minde. Mellem kog, marsk og ebbe flyder fortællingen om et folk, der hellere ville underkaste sig den barske natur end tidens magthavere. De er et folk med fælles sprog, historie og kultur - men intet fælles land. Nordfriserne.

af Sigrid Ellesøe & Isabella Køhler Andersen

I landsbyen Oldsum på den nordfrisiske ø Föhr voksede Ellin op. Det var på netop denne ø, hun stiftede bekendtskab med naturen. Det var her, hun lærte Vadehavets luner at kende.

“Jeg har meget ærefrygt og respekt for Vadehavet. Det er et svært vand. Når man vokser op ved Vadehavet, har man et naturligt forhold til det; tidevandet går ind og ud. Man finder ud af, at Vadehavet kan være meget farligt, så man lærer, at man skal være meget forsigtig. Man kan drukne og forsvinde i det.”

Som barn hjalp hun i marsken, passede sine yngre søskende og legede med sine jævnaldrende inde i landsbyen.

I skolen kiggede de tyske børn skævt til Ellin. De drillede hende med det sprog, de ikke selv kunne forstå. Men det rykkede ikke ved de nordfrisiske rødder, der fra barnsben var blevet plantet i hende. Om noget, gjorde det kun hendes rødder stærkere.

“Den nordfrisiske identitet har også noget at gøre med at kigge tilbage; Hvad var der her? Hvad var i dette hus? Hvad var der i familien? Hvad er historien? Nordfrisisk er lidt et hemmeligt sprog. Det er meget intimt. Det er det sprog jeg hører, når jeg tænker på min barndom. Det er lyden af at være hjemme, selv hvis du ikke er hjemme.”

På en strækning, der går hele vejen fra det nordligste Holland til Sønderjylland, har friserne levet siden middelalderen. Gennem tiden har de levet på tidevandets præmisser og forsøgt at skabe et liv i samspil med havet. De opdyrkede den frugtbare marskjord og formede kysten herefter. De byggede diger, som dag efter dag lod dem fragte sand og sten mellem land og hav.

Moderne tider har trukket flere og flere frisere væk fra kysten og fra den tradition, de havde skabt. I dag taler kun 10.000 mennesker nordfrisisk. Sproget står i dag nærmest alene tilbage som den sidste tråd, der fortsat forbinder nutidens nordfrisere med datidens. I grænselandet mellem

Danmark og Tyskland insisterer nordfriserne nu på deres nationalitet ligesom andre mindretal, hvis rødder rækker dybere, end hvad grænser kan nå.

Vadehavskysten har aldrig én dag været den samme. Vandet finder nye stier og veje i landskabet, som tvinges til at give plads. En kendsgerning, der altid har dannet rammen for nordfrisernes plads i landskabet. De kendte alle de farer, havet bragte med sig, og de lærte at tilpasse sig.

Havet var både en kilde til tragedie og rigdom. Til tider lod det hele byer og liv forsvinde i bølgerne. Andre gange bragte det rav, salt, fisk og den våde frugtbare marskjord. Kostbare ressourcer, der i perioder gjorde nordfriserne til et af de største handelsfolk i Nordeuropa.

I den rige jord voksede kvæg og får sig tykke, mens afgrøderne spirede i fuld flor. Fra opgravet tørv udvandt de det salt, der gennem tiden havde ophobet sig op i det våde jord. Salt, der blev solgt og spredt over hele det saltfattige Skandinavien.

Selvom rigdommen voksede, lurede tragedien altid lige om hjørnet. For tidevandet og stormfloders trussel, satte nordfriserne i evigt beredskab. Med et hav, der konstant forsøgte at tage marsken tilbage, forsøgte nordfriserne på alle måder at sikre den jord, der var blevet deres hjem. Med diger af sand og sten satte de grænser for tidevandet. Husene stod dybt banket i jorden, indrettet til at havet kunne strømme igennem, hvis digerne gav efter.

Det var først da Marie startede i den tyske skole, at det ramte hende. Den nordfrisiske kultur, der for hende var en selvfølge, var ved at forsvinde. I hendes skoletid blev den nordfrisiske del af befolkningen ikke italesat en eneste gang.

Hele hendes barndom havde hun leget i den østtyske marsk, samlet på tidevandets efterladenskaber og observeret digebyggernes lange dage. Det var hendes rødder, stolthed, hendes verden, der nu stod usagt hen. Det tændte en glød i hende, der med tiden blev til drømmen om at skabe et sted, hvor nordfrisiske børn kunne lære om deres fælles fortid.

Drømmen blev en realitet, da Marie i slutningen af sine tredivere skabte den første nordfrisiske skole, Risum Skole. Med nordfrisisk og dansk som de bærende elementer danner skolen stadig rammerne for en blanding af børn fra det danske og nordfrisiske mindretal.

Marie er nu 98 år og kærligheden til marsken er stadig ligeså stærk, som dengang hun var barn. Den lever i Maries malerier, der fylder stuens vægge med minder.

Flere og flere nordfrisere har kun sproget tilbage. Et sprog, der følger med nordfriserne, hvorend de går. Et sprog, der er blevet til synonym med hjem. Lyden af nordfrisisk er blevet til følelsen af at høre til. Ikke til et land. Men til et folk.

Ingen folkefærd er blevet skånet for verdens udvikling, heller ikke nordfriserne, der gennem årtusinder har levet et afskåret liv, hvor man måtte tilpasse sig naturens vilkår.

Nu må nordfriserne tilpasse sig verdens forandring. De unge flytter til storbyerne, mens den globale handel udkonkurrerer det nordfrisiske landbrug. For ikke at blive glemt i det store hele lægger nordfriserne en stor dyd i at tale nordfrisisk med hinanden. Det er i deres modersmål, de skal huskes.

Der er kommet en grænse mellem nordfrisere og marsk. En grænse, der er markeret af de træstolper og ståltråd, den tyske stat har sat. Store dele af den forladte marsk er nu blevet nationalpark. Nu er det kun efterladenskaber i marsken, der kan vidne om de nordfrisiske liv, der blev levet engang. Træstolperne, sanddigerne, vandhullerne, broerne.

Mens marsken står stille hen, lever den nordfriske identitet videre i den nye generation af nordfrisere. I Flensborg bor Miie, der som den eneste nordfrisisk talende i sin vennegruppe, er vant til at forklare sit nordfrisiske ophav. “Jeg har en følelse af, at mine forældre er vokset op i en tid, hvor der var meget mere frisisk - de har haft flere venner, der taler frisisk. Ingen af mine venner taler frisisk. De fleste ved ikke engang hvad frisisk er”

Selvom Miie ikke taler nordfrisisk med sine venner, blomstrer modersmålet, når familien er samlet i barndomshjemmet. Her flyder det nordfrisiske sprog gennem stuen mellem generationer. Selvom hendes far ikke taler det, er det blevet en nødvendighed for ham at forstå det. En nødvendighed, da Miie, hendes mor og to søskende insisterer på at tale nordfrisisk til hinanden.

Ligesom sproget i årevis er blevet overført fra generation til generation, er Miie fast besluttet på at gøre det samme. Det er her, hendes nordfrisiske identitet er forankret, og det er her, den fortsat kan leve generationer frem.

For ligesom verden er i konstant forandring, er nordfriserne det også. De tilpassede sig havet, nu tilpasser de sig tiden. Et mindretal med et håb om at huske, hvad der var engang.