Munkebo

Munkebo Drømme 1

T

o ud af halvtreds i Munkebo drømmer om, at deres børn får et godt liv. Tre drømmer om damer. En drømmer om, at A.P. Møller siger, “Det er løgn, det hele. Værftet består.” En drømmer slet ikke.

To ud af halvtreds drømmer om at komme til at gå igen.

En drømmer de forfærdeligste ting. En vil bare gerne have et arbejde. Og en drømmer om at få sine børn tilbage.

Der er mange drømme i Munkebo, den lille fjordby på nordøstfyn. Mange af dem opstod, da et af Danmarks største værfter flyttede til byen, og mange af dem brast, da det blev annonceret, at det skulle lukke.

Velkommen til Munkebo.

2

3

6

MLTV

12

Skovgården

20

en munkebo-knægts drømme

27

Tospændere

32

Det sidste suk

36

Mit arbejde er min stolthed

40 Egon Lillesøes drømme 46

De fyrede

56 Fri af fortiden 62 Hvad drømmer du om?

4

Journalisthøjskolen maj 2010 Omslag. Foto af Jens Wognsen Leder. Foto af Dennis Lehmann Indhold. Foto af Mie Brinkmann 5

MLTV Hvor de fleste tv-stationer har hektiske arbejdsdage med deadlines, indslag, der skal klippes inden klokken otte, og et skarpt øje på seertallene, så har de på Munkebo Lokal-tv stort set tid til det hele. Det haster ikke mere end det jager. Nyhederne bevæger sig ikke så hurtigt i Munkebo. Klipningen behøves ikke at være lineal-lige, og seerne - ja, de fleste af dem bor på Munkebo plejehjem

Tekst og foto af Aziza Malu Gravgaard

6

7

”Folk må godt kalde os amatører,” smiler Poul Erik Christoffersen, mens han putter et VHS-bånd i maskinen, og gårsdagens optagelser fra Boels Bro toner frem i redigeringsprogrammet. Og der er nok for Poul Erik at redigere, for manden der er sat i fokus på skærmen, har tydeligvis svært ved at stoppe hyggesnakkeriet og komme til sagen. Men sådan er det, når det er lokalt.

Alle kender alle.

Poul Erik plejer at sidde derhjemme, når indslagene til Munkebo Lokal-tv skal redigeres, men i dag bruger han stationens in-

8

terne udstyr.

Poul Erik er efterlønner og 61 år. Han fungerer som tekniker, studievært, programleder, kameramand og formand i Munkebo Lokal-tv’s bestyrelse. Og så er han også daglig leder, ikke mindst.

“Lyd, lyd, lyd! Lyd betyder alt!”

Han har været på stationen siden 1998 uden nogensinde at have fået betaling. Alt arbejde udføres af frivillige. Primært efter-

lønnere. Interessen driver på alle måder værket.

Poul Erik har dog ikke altid lavet tv. Han har også været VVS’er, vicevært og sågar smed. Han har dog altid haft et eller andet for medier, så da han igennem en bekendt fik muligheden for at arbejde på stationen, var han ikke i tvivl og takkede derfor straks ja. Selvom Poul Erik ikke har noget imod at blive kaldt amatør, så vil han også gerne tale om stationens mere professionelle opgaver. Eksempelvis har samarbejdet med TV2-Fyn betydet, at indslag fra Munkebo

Lokal-tv har nået et større publikum og er med til at give blod på tanden for stationens i alt ti medarbejdere.

Indsatsen fra de frivillige har gjort, at drømmen om de store produktioner er blevet realiseret i form af det nærtstående Kerteminde Boat Challenge. En stor begivenhed, som stationen er glad for, at kunne dække. Og så endda live. Men det kræver udstyr, som stationen ikke er i besiddelse af. Derfor har de til lejligheden lånt en OBvogn, en specialvogn til at producere tv i marken. Poul Erik får et helt specielt lys i

øjnene, da hans tanker falder på dette. Stod det til ham, var der ikke tvivl om, at Munkebo Lokal-tv også skulle have en af slagsen.

”Jeg hader reality-programmer.

Det er totalt tidsspilde” Poul Eriks arbejde på Munkebo Lokal-tv har også ført til, at han tidligere er blevet kåret som Årets Borger i Kerteminde kommune. Og selvom det på mange måder kan ses som en ringe betaling for al den tid. Poul Erik har lagt i interviews, kameraføring,

kaffebrygning og speak-indtaling, så er han alligevel godt tilfreds. ”Det er et skulderklap til hele stationen,” siger han og smiler stolt. Han får lov til at udleve sin lidenskab uden indblanding fra udefrakommende, og opgaverne varierer.

Men ikke altid nok, ifølge Poul Erik. For mens arbejdet på stationen spænder vidt, så sætter niveauet og pengekassen i høj grad grænser. Noget der på mange måder irriterer Poul Erik. ”Vi producerer alt lige fra byrådsmøder og sport til modeopvisninger på plejehjem-

9

met. Men vi kunne godt tænke os at lave nogle debatprogrammer, hvis vi havde nogle bedre studier. Eller nogle koncertoptagelser. Men så skal vi have bedre lydudstyr. Lyd, lyd, lyd! Lyd betyder alt!”.

Udsigterne til det er dog ikke alt for gode.

Stationens budget er for nyligt blevet skåret ned med to tredjedele, hvilket også har ført til, at antallet af timer på programfladen er blevet mindre. Faktisk består to ud af de tre ugentlige sendetimer af genudsendelser.

Poul Erik er færdig med at redigere. De ugentlige tre timers tv er klar til at rulle hen over skærmen hos beboerne i Kerteminde kommune, så snart redigeringsprogrammet har gengivet og gemt programmet som en fil. En proces Poul Erik nok godt kunne undvære. ”Hvad skal man lave i mellemtiden, når computeren arbejder?” Når redigeringsarbejdet foregår indenfor Poul Eriks egne fire vægge, er det også tv der dominerer – Poul Erik er hverken gift eller har børn, så noget af hans tid er også her dedikeret til flimmerkassen. National Geographic og Discovery Channel er favoritterne, mens TV3 ikke trækker voldsomt i Poul Erik ”Jeg hader reality-programmer. Det er totalt tidsspilde”.

10

11

Foto og tekst af Gorm Olesen

12

Skovg책rden 13

Når man står på bakken mellem Munkebo og Boels Bro, er udsigten helt unik. På en klar dag kan man se til Samsø. Det er svært at få øjnene fra horisonten, og de fleste vil nok også overse den lille grusvej på højre hånd. For enden af den kuperede sidevej, lige i svinget, ligger Skovgården. Den er indhyllet i store træer, og dens alder fremtræder klart, når man ser på de skæve mure og de grønne bindingsværksstolper. Græsset er grønt. Pludselig bliver man klar over, man ikke kan høre andet end vinden og fuglene. Her bor Jacob Skovgård Hansen.

Toilettet virker ikke Første dør til venstre, når man kommer ind i Skovgården, leder ind i stuen. Oven på tv-

et står en stueantenne. Den er plantet i et tykt lag støv, og dens lange arme strækker sig mod lyset fra vinduerne. Man behøver ikke at tage skoene af, der står allerede et par træsko ved siden af lænestolen.

På toilettet står en gammel mælkejunge fyldt med vand. Det er flere år siden rørene rustede til, og siden er der blevet skyllet ud ved at hælde en spand vand i toilettet. Det fungerer, og badet tages på værftet. ”Jeg ved ikke, hvor jeg skal gå i bad nu, hvor jeg er fyret, men det bliver nok i svømmebadet.”

Det betyder ikke så meget for Jacob Skovgård Hansen, hvordan det ser ud indenfor.

Spindelvævene får lov til at vokse frem. Det holder også fluer væk. ”Jeg har ikke tid til det hele. Når jeg har gået i marken og samlet sten eller noget andet sjovt, så har jeg ikke tid til vinduerne.”

Jacob Skovgård Hansen har stor respekt for omgivelserne og naturen. Han samler hellere affald på stranden, end han griber støvsugeren i hjemmet.

På Skovgården har alt en historie, om det er stenene i gærdet, musikken i samlingen, mapperne med udklip om værftet eller håndskrevne lister over de film, der er blevet set livet igennem. Jacob Skovgård Hansen er samler. Derfor er Skovgårdens bygninger i dag fyldt med landsbrugsmaskiner og effekter. Det er et helt museum. ”Jeg har set tingene brugt, og at de var nødvendige. De ting var livsgrundlaget i min barndom.”

Den gamle gård har fået et nyt liv. Før fik maskinerne hverdagen til at fungere, nu giver de et indblik i, hvordan livet på landet blev levet gennem de sidste århundreder.

Ud af plovfuren Det gamle karlekammerskab på kontoret er lavet om til bogreol. Man bliver overrumplet af mængden af mapper, der tynger hylderne. I fotomapper kan man se en dreng, der leger og ler på Skovgården. Ét i en snehule, ét med hjemmelavet bue og pil og ét med en sæbekassebil i fuld fart. Drengen er stolt, og man er ikke i tvivl om, at han er glad.

I 1982 blev Jacob Skovgård Hansen far til Fredrik. Moren var flyttet væk inden fødslen. Det fungerede ikke med kemien. Jacob Skovgård Hansen fik delt forældremyndighed og havde Fredrik hver anden weekend. ”Det var vigtigt for mig at være far på en anden måde, end min egen far var. Han legede aldrig med mig, jeg har altid leget med min knægt.”

Nu bor Fredrik i Kolding. De har talt om muligheden for, at han kan overtage gården en dag, men Jacob Skovgård Hansen ved ikke, om det nogensinde sker.

Skovgården er en slægtsgård, og familien har boet der i mindst otte generationer. Ved sin dåb gav faren Jacob navnet, Skovgård, der skulle knytte ham til stedet resten af livet. I en tidlig alder kom Jacob Skovgård Hansen ud at tjene. Men han ville gerne uddanne sig, og det lå også i tiden, at man skulle have noget mere uddannelse. ”Som bondekarl var det en stræben efter at være en del af det pulserende liv, det var en måde at komme ud af plovfuren.”

På HF i København fik Jacob Skovgård Hansen taget livtag med sin nysgerrighed på tilværelsen. Men det lå hele tiden i baghovedet, at han skulle tilbage til den

fædrene muld. ”Det lå bare i min opfattelse, det var noget jeg skulle, også fordi jeg gerne ville.”

I starten boede Jacob Skovgård Hansens mor stadig på gården hos ham. Landbruget kunne dog ikke gå rundt økonomisk, og han fik arbejde på værftet. 34 år senere er han fyret. ”Jeg har brugt mine kreative evner her på gården, og det sociale har jeg haft på værftet med mine venner der.”

Jacob Skovgård Hansen ved, han kommer til at savne kollegaerne på værftet, men på gården har han muligheden for at udfolde sig. ”Jeg vil gerne bevare gården æstetisk, som den har været. Den er en meget stor del af min identitet. Gården betyder alt for mig.”

“Jeg vil gerne stå for noget vedholdende og noget ægte.”

14

15

16

17

En Munkebo-knÌgts drømme Tekst og foto af Bjarke Bo Olsen

18

19

Efter endnu en tur til Odense står den orange scooter igen på sin plads i skuret. En tur den kører fem gange om ugen. Femten kilometer ud, og femten kilometer hjem, i regn og i sol. Hvis det bliver for koldt, er bus nummer 150 det eneste alternativ. Vejen er flad og ligner mange andre landeveje på Fyn eller Sjælland. Den forbinder Odense med Kerteminde. Men for scooteren og dens ejer stopper turen før Kerteminde.Den stopper i Munkebo. Efter nogle flade kilometer med Radio Energy og de nyeste hits i ørene, er Morten Vibe hjemme.

Drømmen om mere fart Morten Vibe er født og opvokset i Munkebo, en by mange blot kører igennem på vej til Kertemindes strande. Men selvom byen med sine små 6000 indbyggere er en beskeden plet på danmarkskortet, så er Morten Vibe stadig glad for at bo i Munkebo. ”Jeg er født og opvokset her, og jeg kan lide byen. Det er et godt samfund at vokse op i, og jeg er stolt over at komme herfra,” siger Morten med et smil, og man opdager de lyse dun på overlæben.

Som barn og ung er der mange fordele ved at bo i Munkebo. Du har alting tæt på dig. Arbejde, fodbold, træningscenter.

Fester og piger bliver der mest brugt kræfter på i weekenden. Til festerne i Munkebo kender alle de unge hinanden. Derfor lokker fredagsbarene i Odense også. Der kan man møde nye mennesker og se nye ansigter.

I hverdagene flyver tiden af sted med skole og sport. Både fodbold og styrketræning fylder meget. Som barn var en karriere som fodboldspiller drømmen, men som årene gik, blev Morten Vibe mere realistisk.

Sammen med en kammerat træner han ofte i fitnesscenteret på Lindøværftet.

Her skratter dance-rytmerne ud af de 20

slidte højtalere. Svedlugten hænger i luften, mens mænd i alle aldre løfter vægte, cykler på motionscykler og sveder. Nogle er unge med store overarme og tatoveringer, nogle er over 50 og i cykelshorts.

Morten Vibes overarme er store, men ikke på den vulgære måde. Six-packen er veltrimmet, og på en god dag kan han snige sig op på 90 kilo i bænkpres. Det er vigtigt for ham at holde sig i god fysisk form, hans store drøm kræver det. Drømmen er at blive jægerpilot og flyve en F-16, men lige nu er fokus ikke så meget på karriere og job.

Morten Vibe lægger mere fokus på at være ung og nyde det, og så kan man tillade sig at drømme i det små.

Den første drøm, der bliver realiseret, er, at få scooteren byttet ud med en motorcykel. Det sker snart. Når Morten Vibe fylder 18, vil han tage et kørekort og købe en, for han elsker fart.

Fremtidsjobbet er svært at definere. Som mange andre 17-årige er Morten Vibe endnu i tvivl. Hvis han ikke længere vil være pilot, når han har været i militæret, er der ikke en anden drøm til at tage pladsen. Måske vil han studere til ingeniør, måske noget med at udvikle nye teknologier. Det tager han, som det kommer. For det skal nok komme.

Og måske kommer der også et par sabbatår, måske ikke. Der er mange ubekendte i den store ligning, der kaldes livet.

De samme mennesker, de samme piger Scooteren kører 30 kilometer frem og tilbage hver dag, fordi Munkebo er for lille.

Ikke bare for Morten Vibe, men for de fleste unge, der vil mere i livet end at arbejde på den lokale fiskefabrik. I Munkebo stopper uddannelsesmulighederne ved en læreplads i et håndværk eller ved den lokale 10. klasse. For Morten Vibe, som i sommers startede på Teknisk gymnasium i Odense, var det en naturlig overgang fra 10. klasse, som også blev taget i Odense.

Alle kender alle i Munkebo. Scooter-rødderne ved bycenteret er de samme hver dag, pigerne er de samme, og der flytter sjældent nye unge til byen.

Derfor var Morten Vibe også flyttet til en større by, hvis ikke det var fordi, han gik på gymnasiet. I øjeblikket har han ikke råd, men han ser frem til den dag, hvor han kan få sin egen lejlighed, gerne i Odense. ”Det er meget centralt at bo i Odense, hvis man skal studere videre. Jeg vil ikke sige, at det er bedre end Munkebo, men 21

mere spændende. Nye mennesker, fremmede mennesker. Der er en anden frihed. Man kan gøre, hvad man vil.

Det er enhver teenagedrengs drøm. Så kan jeg holde fester og kun rydde op, når jeg vil,” men Morten Vibes tanker om at flytte hjemmefra er dog præget af et par tvivlsspørgsmål. ”Selvfølgelig vil man komme til at savne, at vasketøjet bliver ordnet, maden, der står klar og alt det der. Men det lærer man nok, selvom det bliver hårdt. Det med at flytte væk fra sine forældre bliver underligt. Men jeg er sikker på, at jeg kan vænne mig til det.”

Egen lejlighed er dog stadig langt ude i fremtiden, for under gymnasietiden får han hverken tid eller råd til det.

Dog kan han sagtens forestille sig at vende tilbage til Munkebo, når han engang er blevet ældre og måske skal stifte familie. For byen ligger smukt, og han føler ikke, at den er ved at dø.

22

Tværtimod føler han, at den vil være et godt og trygt sted for hans børn at vokse op.

Snart er den orange scooter fortid, og næste år er det en motorcykel, der drøner fra Munkebo til Odense.

En dag kan det være, at Morten Vibe flyver over Munkebo som pilot og tænker tilbage på alle de kørte kilometer på landevejen, tilbage på de unge år i Munkebo, hvor der blev spillet fodbold, kigget på piger og drømt.

23

Foto af Aziza Malu Gravgaard 25 24

TospĂŚndere Tekst og foto af Anita Graversen

26

27

Ved et busstoppested i Munkebo står en 19-årig pige og venter på bussen. En ung mand ser hende og tilbyder hende et lift til Odense, hvor de begge er i lære. Han som mekaniker, hun som kontorelev. Det ene lift blev til flere. Køreturene til kærlighed og bryllup, hus og børn. Og nu børnebørn og efterløn Det er weekend, og hverdagens havregryn er erstattet af rundstykker og Fernet Branca.

Fyns Stiftstidende ligger udfoldet på bordet.

Den er også en del af weekendritualet. Annie Pedersen sidder i en hvid morgenkåbe.

Det store ærme får et ekstra løft, idet hun langer første sektion over til sin mand. Hun åbner selv anden sektion. Peder Pedersen er længe færdig med morgenmaden, før avisen er læst. Annie kommenterer en artikel om Kerteminde kommune, og Peder kigger op. Han er selv kommet til bilsektionen, og en ny bil sniger sig ind i samtalen. Annie vil gerne have en mindre bil, der kan køre langt på literen. Men hun ved, at hun er inde på Peders terræn og viger pladsen for hans ønske om en med hestekræfter, uden kamp.

LUGTER LIDT AF FERRARI Den står endnu ikke i garagen, men hænger på opslagstavlen i køkkenet. For Peder og Annie er Alfa Romeo Spider 2.0 drømmebilen. Den skal være mindst 35 år gammel.

Annie henter fotografiet. Det er falmet lidt i farverne og hjørnerne buer. Ved siden af den røde sportsvogn står en smilende Annie. For Peder er farven vigtig. ”Jeg har altid interesseret mig meget for biler, og idéen om netop denne veteranbil er blomstret igennem rigtigt mange år. Den skal helst være rød. Eventuelt hvid, men rød lugter lidt af Ferrari.” Og Annie er helt med.

Hun glæder sig til en dag at køre langs Vesterhavet i åben sportsvogn.

Annie og Peder rejser sig fra morgenbordet. Hun går i bad, mens han rydder op. De skal til Johannes Larsens Museet i Kerteminde, hvor de har årskort.

HOLDER AF HVERDAGEN Peder er født og opvokset i Munkebo, og Annie kom dertil med sin familie, da hun var 13 år. Det er her ved fjorden, at de altid har haft deres fundament og hverdag. Og det er her, de ønsker at blive gamle sammen. For Peder er hverdagen det vigtigste, og han kan bedre lide den nu. ”Det har givet ro og harmoni, at Annie også er gået på efterløn. Hverdagen hænger mere sammen. Der er mere struktur, og jeg får gjort de ting, som jeg også burde have gjort før.” Annie har heller ikke fortrudt, at hun er stoppet med at arbejde. Hun nyder, 28

at hun og Peder har tid til at gøre det, de har lyst til. ”Det er mig, der laver aftaler for os, og en gang imellem skal Peder have et skub for at komme ud af huset. Han kan godt lide at være hjemme. Vi er fælles om at planlægge rejser, og han vil helst, at vi er afsted alene, for så kan vi selv bestemme tempoet. Men engang imellem er det også hyggeligt at være afsted sammen med venner.”

Annie og Peder har en nær relation til deres familie. Annies forældre bor også i Munkebo, og deres to døtre bor ikke langt derfra. For Annie og Peder er familien omdrejningspunket, og de bekymrer sig om, hvordan deres nærmeste har det. Peder kunne ikke forstille sig et liv uden Annie og ønsker det samme for sine børn. ”Det er vigtigt, at vi har et godt helbred, og at det går vores nærmeste godt. Bare børnene nu også er lykkelige. Unge mennesker i dag finder jo på så mange ting. Har de det nu også godt med deres børn, men det tror jeg da, at de har. ” Børn, zoologisk have, 70 års fødselsdag, tur til København. Ugens aftaler står skrevet med blåt på white boardet bag køkkendøren. Hvis Annie vil i teateret, må hun finde en veninde, der vil med. Det gider Peder ikke, men ellers er der ikke meget, de ikke er sammen om. ”Vi har altid haft mange fælles interesser og drømme. Vi har lyst til at være sammen.

Vi er ikke enspændere, men tospændere.”

Annie smiler. De har været gift i 38 år, og ifølge hende er det umuligt at skændes med Peder. ”Det passer nok ikke, hvis jeg siger, at vi aldrig har skændtes, men det er mange år siden. Peder er stille og rolig, og jeg tror på, at han er en meget speciel mand. Han er en beskytter. Jeg er i hvert fald aldrig bange, når han er der. Han betyder alt. Jeg kunne slet ikke undvære ham.”

60-årige Annie Pedersen synes stadig, at der skal være forskel på hverdag og weekend.

“Når vi begynder, at kunne genkende en kunstner bag et værk, bliver det rigtig spændende.” På Johannes Larsens Museet.

Hjemmet i Munkebo blev bygget i 1973.

Annie Pedersen nyder, at hun har fået mere tid til børnebørnene. Hun har taget dem med i zoologiske have.

“Fjorden er en del af mig.”

29

”Vi kan tale sammen og er kærlige over for hinanden.

Vi ser ens på det meste og har altid være fælles om tingene. Vi værdsætter vores liv og hinanden på en anden måde nu. Det har ligesom vokset sig større og større gennem årene.”

30

31

Det sidste suk Tekst og foto af Jens Wognsen

32

33

I 2012 bliver den sidste nybygning leveret fra Lindøværftet. Krisen har ramt Danmarks største værft nord for Odense

I 1986 indtraf den værste krise i værftets historie. Op til havde værftet været travlt beskæftiget med at bygge skibe og boreplatforme for Mærsk. Der var ingen redere, der havde råd til at få bygget skibe, så det endte med, at regeringen vedtog værftspakken, der kunne holde liv i værftet. Det var i sidste øjeblik, pakken blev vedtaget. Dengang var værftet kun 37 dage fra en lukning.

I august 2009 blev det besluttet at indstille nybygningen på Lindøværftet i 2012. Krisen havde ramt værftet. Primært på grund af stigende stålpriser og manglende ordrer.

34

35

Mit arbejde er min stolthed

For Ole Christensen har en af de største oplevelser i hans arbejdsliv været hans 25 års jubilæum

“Jeg har haft mange øgenavne på værftet, et af dem var langhårede Ole.”

Det var en speciel dag for Ole, da han havde 25 års jubilæum. Om morgenen blev han hentet af portneren i direktionsvognen, som kørte ham og hans kone ud på Lindøværftet. Det var første gang, han havde sin kone med på arbejde.

“Jeg tænker virkelig over de 25 år, der er gået, og hvorfor jeg er her endnu. Der er rigtig mange minder forbundet med stedet.”

Om fredagen havde Ole fri. Dagen blev brugt på at hilse på direktøren, og bagefter var der arrangeret en fest for ham med nogle af de kollegaer, som han havde arbejdet sammen med igennem tiderne.

Drengedrømmen For Ole var det et tilfælde, at han blev smed.

Under en hyggeaften i fodboldklubben spurgte træneren ham, om han ikke snart skulle i lære. Ole svarede, at han havde en drøm om at blive butiksslagter. Træneren grinede og sagde, at han skulle i lære på Lindøværftet som smed.

“Det første jeg spurgte om var, hvad laver de ude på Lindø? Jeg anede ikke, hvad Lindø var, og jeg havde aldrig hørt om det før,” fortæller Ole grinende.

Ole startede i lære som rørsmed i 1976 i en alder af 17 år. Han havde aldrig prøvet at have et stykke værktøj i hånden. Det første år blev tilbragt på Odense Stålskibsværft, inden han blev sluppet løs på Lindø. Det var en stor omvæltning at komme ud på værftet. Alt var større, og i 1977 blev der bygget supertankere.

“Jeg kunne slet ikke sove om natten. Det 36

var vildt at stå i bunden af en supertanker og bagefter skulle kravle op af lejderen.”

Da Ole blev udlært som rørsmed, var hans store drøm at komme til at arbejde ombord på et skib og opleve verden. Efter et år på havet havde han oplevet delfiner, 28 meter høje bølger i Atlanterhavet og set New York. Han trængte igen til at få fast grund under fødderne, så han søgte tilbage til værftet som smed.

Fra brokkehoved til kontormus Skæbnen for Ole kom, da han brækkede benet i en fodboldkamp. Han skulle have 6-8 ugers pause, hvor han blev tilbudt at lave kontorarbejde. Ole havde aldrig siddet på kontor. Så han tog imod tilbuddet, for han kunne ikke undvære dagligdagen på værftet. Glæden ved kontorjobbet var stor, for han kunne præge, hvordan tingene blev gjort og få de forskellige faggrupper til at samarbejde.

Oprindeligt startede Ole med at være aktiv i nogle af de faglige klubber på værftet.

Det gjorde, at han fik stort kendskab til de andre faggrupper.

I dag er Ole rykket om på den anden side af skrivebordet som funktionær. Igennem de 34 år, han har været ansat, har han opbyggget en stor viden, som han i dag bruger på at få samarbejdet til at fungere og optimere arbejdsgangene.

I al den tid Ole kan huske, har der været kamp mellem de forskellige faggrupper.

Men respekten og sammenholdet har altid været der, især når de var uden for værftet.

“Det produkt vi laver, er vi stolte af. Er vi på kursus, hvor der også er andre faggrupper med fra Lindø, er der stor respekt for de andres arbejde, som vi roser meget,” fortæller han med stolthed i stemmen.

Drømmen der brast Ole håber på, at han kan få lov at være med, helt til værftet lukker og slukker. Han satser på, at et af de nye firmaer i Lindø industripark kan bruge ham. Han kunne godt tænke sig at komme til at arbejde med ledelse eller lave noget helt andet, hvor han skal arbejde med unge.

Det er endnu ikke gået helt op for ham, at værftet skal lukke. Drømmen om at skulle have været på værftet, til han kunne gå på pension, er brast.

“Jeg har været vant til at høre den samme melodi de sidste 34 år, når værftet har været i krise, og det skulle lukke. Men mentalt kan jeg ikke helt forstå det. Det er ikke rigtig gået op for mig endnu.” Det er vemodigt for Ole at skulle sige farvel til kollegaerne, som han har arbejdet sammen med i mange år.

“Det er ligesom, de er døde. Det er frygteligt. En man har mødt i Tutten, kantinen på værftet, er pludselig væk. Du aner ikke, hvor de bor. Du har bare mødt dem. De har været en del af dit liv og din hverdag. Der er noget, der går i stykker i en.”

37

Foto af Gorm Olesen

Foto af Bjarke Bo Olsen

Foto af Soffi Chanchira Larsen 39 38

EGON LILLESØS Tekst og foto af Dennis Lehmann

Egon Lillesø blev født i et stråtækt hus ud til Fjordvejen i Munkebo. Hans far var fisker, ligesom hans farfar havde været det. Og det ville Egon Lillesø også være. I dag bor han fem minutters gang derfra i den fynske by, der gik fra at være en lille fiskerby til en stor arbejderby. Det her er historien om et langt liv i Munkebo. Om drømme, der brast. Og drømme, der gik i opfyldelse

40

41

I læ bag Lindøværftets haller og kraner ligger en hvid båd i vandoverfladen. Solens genskær i fjorden kaster skyggemønstre på båden, som engang tilhørte Svend Edgun Lillesø. I båden sidder hans søn, Egon Lillesø. Han er 78 år og har kraftige, sorte øjenbryn og briller med læsefelt. Han drikker kaffe af et gult plastikkrus og spiser kiks fra kiksedåsen. Han smiler, da en havbrise stille leger med de sidste hvide lokker over hans ører.

Dette er Egon Lillesøs drøm, men sådan

42

har den ikke altid set ud. Da han var lille, ville han være rigtig fisker. Han ville leve af at fange fisk, ligesom fædrene i slægten altid havde gjort det.

Fiskeren Småstenene knitrede under Svend Lillesøs støvler, da han gik over gårdspladsen. Han satte sig på trappestenen og kiggede med et fjernt blik. Solen stod klart på himlen. Der var ingen skygger.

Egon Lillesø var fem år gammel, og han

husker endnu forbavselsen ved lyden af faderens tunge trin. Han skulle ikke have været hjemme før lørdag. Og Egon skulle have siddet i vinduet og spejdet ned af den øde grusvej efter ham. Ligesom han plejede.

Men nu sad faderen dér. Han havde haft et skænderi med skipperen, og fra den dag var han ikke længere fisker. Svend Lillesø blev den sidste erhvervsfisker i familien.

Det er 73 år siden i dag, og det er noget af det første, Egon Lillesø kan huske. Han ryster let på hænderne og må kigge væk.

”Jeg var kun fem år, så jeg husker ikke så meget mere. Jeg var kun fem år,” gentager han for sig selv og kigger ud af vinduet.

I horisonten tårner Lindøværftets enorme kran sig op på nøjagtig samme sted, som Svend Lillesø plejede at fiske fra.

Dengang var der mange fisk i fjorden, men i dag er de forsvundet, og det havde de gamle fiskere havde forudset det. Derfor rådede de Egon Lillesø til at finde på noget andet. Men han drømte stadig om havet og livet til søs.

Sømanden Hos den lokale frisør så Egon Lillesø andet end sig selv i spejlet. Brillantineflaskerne havde billeder af sydhavsøer og palmer, og krystalblåt hav. Omgivet af pomadens parfumerede dampe sejlede Egon Lillesø væk.

Han drømte om en verden langt fra Munkebo, om at se det fremmede hav i virkeligheden. Men det var også tanken om at komme hjem igen, der tiltrak ham. Han havde hørt de gamle fiskeres historier om deres dage til søs. Om havnelivet i de store

købstæder og om fjerne bjergtoppe. Og han havde misundt dem historierne og den opmærksomhed, der fulgte med.

Så da Egon Lillesø blev konfirmeret og skulle finde et arbejde, besluttede han sig for at blive maskinmester. På den måde kunne han komme ud at sejle. Og det kom han.

I Middelhavet og Atlanterhavet, med minelæggere i danske farvande og hvalfangerskibe ved Kap Farvel. Egon Lillesø blev sømand.

43

På Grønland blev han forelsket i en pige, som senere skulle blive hans kone. Sammen flyttede de tilbage til Munkebo, hvor de fik deres første barn. Egon Lillesø fortsatte dog som sømand. Hans drøm var gået i opfyldelse.

Men på den første lange tur væk fra den nybagte familie, begyndte den pludselig at briste. Han savnede konen og sønnen.

Landkrabben Da hvalfangeren Sonja Kaliqtok lagde til kaj på Christianshavn, en kølig oktoberdag 1957, stod Egon Lillesø på dækket og kiggede mod land. Han fik øje på sin kone, og så på den lille dreng, hun holdt i hånden.

Drengen var 14 måneder gammel og havde lige lært at gå. Han havde fået en ny frakke.

Egon Lillesø havde aldrig set sin søn stå på egne ben. Han havde været til søs i ni måneder, og selvom turen havde bragt ham til den nordligst liggende bygd i Grønland, var synet af den lille mand i den nye frakke det vigtigste.

Senere samme dag besluttede Egon Lillesø sig for at blive på land. På et hotel i København gik det op for ham, at sønnen ikke vidste, hvem Egon var. ”Nej, fandme nej,” han husker tydeligt sine tanker. Han kunne godt se det morsomme i, at hans egen søn prøvede at beskytte sin mor. Men da den lille dreng spænede tværs over gulvet for skille forældrene ad, træf Egon Lillesø den endelige beslutning. ”Du skal sgu ikke fortsætte et liv, der indebærer, at dine børn ikke kan kende dig, når du kommer hjem.” Drømmen om livet

44

til søs var væk.

Derfor tog Egon Lillesøs liv en afgørende drejning. Derfor er han i live den dag i dag. Året efter skulle Egon Lillesø have sejlet med Den Kongelige Grønlandske Handels største og nyeste skib, Hans Hedtoft. Skibet forliste uden en eneste overlevende, før det nåede til Grønland. Men Egon Lillesø var ikke på skibet. Han var vendt hjem til Munkebo med en ny drøm.

Drømmen ”Jeg vil være fjordfisker. Jeg er født og opvokset ved Odense Fjord, og der vil jeg også slutte.”

Disse ord sagde Egon Lillesø til et lederseminar for 18 år siden. I dag er han pensioneret, og bor sammen med sin nye kone på Næsset i Munkebo.

Han har stået alene med tre børn efter sin første kones tidlige død. Han har kæmpet sig fra bund til top gennem 37 år på Taarup Maskinfabrik. Han har arbejdet hårdt hele sit liv.

Men i dag sidder han i sin fars hvide båd i Odense Fjord. Solen står klart på himlen og varmer hans vindblæste hud. Duften af havet blander sig med den karakteristiske duft af kaffe fra termokanden. Han spiser kiks fra kiksedåsen, mens han langsomt fortæller sin livshistorie. Hans drøm er gået i opfyldelse.

Og hvis du spørger ham, om der er noget, der mangler, svarer han ”nej,” med et smil på læberne. ”Det skulle da lige være flere fisk i fjorden.”

45

De

fyrede Tekst og foto af Mie Brinkmann Det lukker snart. Lindøværftet. En formiddag i august besluttede værftets bestyrelse, at der ikke skulle bygges flere skibe, når de sidste er afleveret i 2012. Fyringsrunderne begyndte umiddelbart efter, og i november 2010 skal tre ud af fire medarbejdere være afskediget. Læs historierne om vand, værft og vemod, som de fyrede oplevede dem.

Lennart Mønster er 54 år og lagermedarbejder Han blev fyret fra Lindøværftet 13/4 2010 46

47

Skygge og lys

Abdul Arsbigi er 42 år og kantinemedarbejder Han blev fyret fra Lindøværftet 31/12 2009

Abdul Arsbigi kan ikke forestille sig, hvordan hans fremtid kommer til at se ud.

Men han tænker meget over det.

“Man drømmer ikke på samme måde, når man har oplevet, hvad jeg har oplevet. Man er hele tiden bange for, at katastrofen skal tage ens drømme fra en.”

“Vågn til kamp af jer dvale, til den allersidste dyst; og internationale, slår bro fra kyst til kyst,” lyder det i forsamlingshuset i Munkebo. Abdul Arsbigi forsøger at følge med i sangen. Ikke en fold er der at finde på hans hvide skjorte, ikke en dråbe Fernet Branca i hans glas. For ham handler 1. maj ikke om arbejderkamp, men om kampen for et arbejde.

“Fyringen var svær for mig. Jeg var meget glad på Lindø. Jeg savner mine kollegaer og livet derude.”

DRØMME OG KATASTROFER En håndfuld plastikroser står i hjørnet og taber farve. Forårsolen opsluges af gardinerne og når ikke ned til det orientalske tæppe, der dækker parketgulvet.

48

Abdul Arsbigi har boet i lejligheden, siden han fik opholdstilladelse i Danmark. Før boede han i Sandholm. Og endnu før det i Afghanistan på grænsen til Uzbekistan.

Hans far, mor og bror blev slået ihjel af Taleban. Hans kone døde i et raketangreb.

I 2003 flygtede han til Danmark for at redde sit liv.

Femten lyse dage Abdul Arsbigi søger mindst tre nye jobs hver uge. Tålmodigt forklarer han kantineledere og rengøringschefer, hvor flittigt han arbejder, og hvor lidt han har lyst til at modtage bistandshjælp.

“I Afghanistan har vi en talemåde. Den handler om månen. Vi siger, at efter femten mørke dage, kommer femten lyse. Man kan godt sige, at jeg venter på de lyse.”

49

Stille

timer Birgit Clemmesen er 64 år og teknisk tegner Hun blev fyret fra Lindøværftet 12/3 2007

I tegnestuen i Havnegade måler de med små stållinialer. Millimeter for millimeter eksamineres røde, gule og grønne rør, der snor sig rundt om hinanden som snørebånd. Nøjagtig tre måneder efter har skibsbyggerne ganget målene med femten og bøjet identiske former i kobber og stål, så de udgør maskinrummet på et af verdens største containerskibe.

Sådan startede Birgit Clemmesen sine 28 år som teknisk tegner. Sammen med tegnestuen flyttede hun i 1978 fra havnen i Odense og ud på Lindøværftet i Munkebo.

På køreturen mellem Odense og Munkebo hang dengang plakater på lygtepælene, som værftarbejdere havde sat op. “Skal vi lukke?” og “Hvad siger A.P. Møller?”, stod der med larmende bogstaver.

50

Birgit Clemmesen blev midt i firserne flyttet over i produktionen som administrativ medarbejder. Hun undgik med nød og næppe den tids fyringsrunder.

gen, så hun ikke skulle blive der sommeren ud.

“De sagde, at A.P. Møller havde bestemt, at der skulle fyres 140 funktionærer det forår. Vi var for mange i forhold til produktionen.”

Kl. 11.00 kom Birgit Clemmesens kollegaer med en købmandskurv så stor, at hun var nødt til at køre bilen helt hen til indgangen. Og hun satte sig med det samme og skrev en takkehilsen, som hun tapede op.

“Da jeg kom hjem, var jeg alene. Det var ikke sådan, at jeg brød sammen, men det var meget ensomt. Jeg har aldrig haft en veninde - måske fordi jeg har arbejdet i en mandeverden - så der var pludselig mange stille timer.”

SIDSTE DAG I frokoststuen stod marcipanbrød og Quality Street. Hun havde også taget rundstykker med til morgenkaffen. På sit kontor ventede hun på, at klokken blev 13.00, så hun kunne tage sin taske og sin jakke og køre hjem.

Hun havde ordnet det hele med fagforenin51

Hav i

sigte Henning Jul er 59 år og skibsbygger Han blev fyret fra Lindøværftet 13/4 2010

Firkantede flyttekasser, lysegule murstenshuse og et mylder af forskellige kulturer.

Der var plads og arbejde til alle i Munkebo, da Henning Jul og hans kone flyttede til Lindøbyen i 1973. De fik deres første søn det år og den næste to år efter. Selvom husene var identiske, havde de alle deres særheder. På et tidspunkt var der over 50 nationaliteter der.

“Det var et meget let sted at falde til. Her var mange tilflyttere uden netværk, så alle var accepteret.” Alt gik strygende indtil firserne. Værftet fik ikke så mange ordrer hjem,

og man begyndte at dele fyresdler ud. Henning Jul havde konen, huset og de to små, så han sagde op, før han fik en fyreseddel stukket i hånden. Fra 1980 til 1990 sejlede han derfor med Storebæltsfarten.

“Da jeg kom tilbage efter 10 år, var der ikke sket noget. De byggede stadigvæk bare skibe. Det var bare at hoppe ind igen og fortsætte.”

hvor skibene normalt bliver malet lyseblå.

Der var ingen, der klappede. Ikke en eneste af de 1500 medarbejdere, der var til stede.

Familiefædrene blev så blege som deres hvide hjelme. Ligeledes de forgældede parcelhusejere. Det var slut med at bygge lyseblå skibe på værftet i Munkebo.

I tankerne sejlede Henning Jul allerede op ad Gøthakanalen mellem Danmark og Norge i sin lystbåd. Han ville alligevel gerne på efterløn.

“Det var ikke en overraskelse, da jeg fik min fyreseddel. Det var en lettelse.”

Gøthakanalen Det var lige over middag sidste år i august.

Alle medarbejdere var samlet i den hal, 52

53

Foto af Anita Graversen 55 54

Fri af

fortiden

Foto og tekst af Soffi Chanchira Larsen Som 10-årig fik det liv, Marianne Petersen hidtil havde kendt en brat slutning, da hun blev fjernet fra hjemmet og kom i familiepleje. De syv år af hendes liv, ser hun helst ikke tilbage på, og den opdragelse hun fik, vil hun ikke give videre til sit barn.

anne Petersen og kigger på mobiltelefonen.

Kort efter står en lille, tynd kvinde med så dybe alderstegn i ansigtet, at man ikke kan se, at det er mor og datter der står over for hinanden. I dag skal Marianne Petersen have hjælp til at farve det rødbrune hår.

Hun tager i håndtaget og skubber døren frem. Den giver sig ikke. ”Hun plejer at låse op, når hun ved, jeg kommer, ” siger Mari-

I barndomshjemmet trænger en lille solstråle igennem det eneste vindue, hvor gardinerne er trukket fra.

56

Da Marianne Petersen var ti år, fik hendes mor et psykisk sammenbrud. Marianne Petersen blev fjernet og kom i plejefamilie. ”Det var en stor omvæltning. Det var nyt og utrygt, og jeg ville hjem til min mor. Jeg måtte kun besøge hende på faste tidspunkter og under overvågning, og når jeg så var hos hende, var jeg ked af, at jeg skulle tilbage.”

Hos plejefamilien var tiden til leg og snak skiftet ud med faste rammer og husarbejde. ”Jeg fik ikke meget tid med mine venner.

Hver fredag skulle jeg aflevere en stil til min plejemor, og så havde jeg pligter hver dag.”

Marianne Petersen er 21 år. Hun er født og opvokset i Munkebo på Nordfyn. Hun bor i et lille rækkehus sammen med sønnen Oliver på knap to år, og kæresten gennem

fem år. Hun valgte at blive mor som ung, for hun ville gerne vokse op sammen med sine børn. ”Efter man er fyldt 30, er man for gammel.”

Sønnens opdragelse ligger langt fra den hun fik hos plejefamilien. ”Oliver skal ikke have så strenge regler, som jeg havde, for det får man slet ikke noget ud af. Børn skal have lov til at være børn og tid til at lege.”

Hurtig voksen Ved stuebordet venter Marianne Petersen på, at hårfarven skal gøre sin virkning. I stedet for småkager til kaffen, beder hun, med en påtaget charme, om ”dem med kattene”. Med en pose fuld af ’Kit Kats’ kommer hendes mor tilbage fra køkkenet.

Hos plejefamilien blev stemningen med årene mere anspændt og Marianne Petersen mere utilpas.

57

Venstre. Marianne Petersen besøgte ofte sin mor i smug, da hun boede hos plejefamilien.

Højre. I starten var Marianne Petersen bange for, at Oliver ville blive fjernet, fordi hun var en ung mor.

”Jeg blev ikke hørt og gik med problemerne selv, så bliver man hurtig voksen.

Jeg satte mig ned og tænkte: Hvad er det, du gerne vil? Jeg ville bare væk og være fri.”

På kærestens opfordring tog Marianne Petersen kontakt til samme kommune, der fjernede hende. Inden hun var blevet myndig, havde hun fået sin egen lejlighed.

Marianne Petersens familie består, for 58

uden Oliver og kæreste, også af to hunde og en kat. Hun havde kæledyr som barn så det falder helt naturligt, at de altid vil være en del af hendes familie. Omsorgen for familien giver hendes dage mening. De bliver dog ofte meget lange og uden meget tid til sig selv. Men det vidste hun hørte med til beslutningen om at få et barn. ”Det er dejligt at have nogen, der kræver noget af mig, og som jeg kan være noget for.

Det er min pligt at sørge for deres bedste.

Det kan godt være, at man bliver træt, men det er jo bare ærgerligt, for det har man selv valgt.”

Marianne Petersen har ikke haft kontakt til plejefamilien, siden hun flyttede. Hun vil ikke hænge i fortiden, men vil hellere se fremad. ”Oliver skal opdrages på min måde. Jeg tager noget fra min barndom, og lægger nyt 59

til. Men det vigtigste er min kernefamilie, og at Oliver har begge sine forældre hos sig.”

Uddannelse og flere børn Marianne Petersens hår er ikke blevet mørkt nok, så tålmodigt går hendes mor i gang igen. Bagefter tørrer hun datterens ansigt af for farve, der er ramt ved siden af. ”Sådan, min pige” siger hun med et smil i stemmen, da hun har været hele ansigtet rundt.

Mariannes Petersen vil gerne have to

børn mere og en uddannelse. Det er der ikke råd til nu med en gammel gæld i bagagen. Når den er betalt, og der bliver råd, skal et hus købes. Et hus som hun og kæresten kan blive gamle i.

Venstre. “Hundene er altid med i bad, de er faste badedyr,” Højre. “Når dagene ikke hænger sammen, kommer Oliver med et smil, og det hele er godt igen.”

60

61

Hvad drømmer de om i

Munkebo?

Se det pĂĽ drommeimunkebo.tumblr.com

62

Tekst og foto af Mie Brinkmann og Dennis Lehmann

63

64