Page 1

LIVSHISTORIER - 44 fortĂŚllinger fra de aarhusianske plejehjem


FORORD

Foto: Simone Kamp Hansen

Deltagende plejehjem: Hørgården Plejeboligerne Vidtskuevej Sifsgård Aarhus Friplejehjem Plejehjemmet Sct. Olaf Havkær plejeboliger Plejeboligerne Borgvold Sønderskovhus Koltgården Thorsgården Vejlbygade Plejeboligerne Næshøj Fuglebakken

S

amarbejdet mellem Sundhed og Omsorg og Danmarks Medie- og Journailsthøjskole er udsprunget af et ønske om at sætte livshistorierne endnu mere på dagsordnen på de aarhusianske plejehjem. Samtidig inviteres de studerende ind i et, for mange, ukendt miljø med et helt specielt kildegrundlag. Det er der i første omgang kommet 44 meget forskellige fortællinger ud af, som afspejler 44 unikke møder mellem mennesker. God læselyst!

D

u vil ikke kunne læse historierne i dette magasin uden at blive rørt. Jeg blev i hvert fald. I livshistorier fortæller vi om de store ting i livet – kærlighed, traumer, succes, sygdom og død. Når vi danner livshistorier, sammenbinder vi begivenheder og forklarer, hvordan livet har udviklet sig. Vi fortolker, hvordan vi er blevet den, vi er, og fletter de store følelser sammen med erindringsbilleder af vore kære. Vi danner vores identitet. I psykologien har man i flere år forsket i livshistorier, og der er bred enighed om, at det at fortælle livshistorier er vigtigt for vores trivsel. Nogle går endda så vidt, at de siger ”stories can heal” – historier kan helbrede. Det at fortælle sin historie kan være et redskab til indsigt og accept. Fortællingen af en historie kan også være en gave til lytteren og vække empati og fornemmelse af samhørighed. Og vi husker andres historier og bærer dem med os – ofte knyttes de sammen med vores egne historier. Med lidt stærke ord kan man sige, at vi er en del af et historiefællesskab. Nogle gange kan en konkret ting være et godt udgangspunkt for en historie: Et foto, en porcelænsfigur, en tv-udsendelse – de sanselige aspekter af vores verden kan hjælpe erindringer på vej. Men historier skal også hjælpes på vej af ægte interesse og tålmodige ører – noget der kan være svært at finde tid til i en travl hverdag. Forhåbentligt viser historierne i magasinet, at det er en investering, som kommer både fortæller og lytter til gode.

Tekst og foto: Studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles 1. semester hold 2 - F16 v/Lektor Mette Mørk

Dorthe Kirkegaard Thomsen

Redigerende:

Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Professor

Mette Mørk Sisse Dupont Liv Høybye Foto: Laura Kirkebæk-Johansson

Layout: Sisse Dupont Liv Høybye Forsidebillede: Cecilie Thusing Nielsen Foto: Liv Høybye

MERE

2 ∕ LIVSHISTORIER 2016

3 Foto: Eva Eriksen


INDHOLD 06  Nærværets medicin af Andreas Haubjerg

28

"At mødes og skilles - det er livets gang"

08  Kaja, døtrene og Danmarkshistorien

Tilbage står det gulnede bryllypsbillede

af Eva Eriksen

af Niels Møller Kjemtrup

30

10

Man kan ikke vinde hver gang

32

Kirsten hjalp bare

af Sofie Skødt Mortensen

af Henrik Dyhr Hansen

34

Egon føler sig ungdommelig

af Louise Boe Weis Jensen

36

Ellen blev voksen som 11-årig

af Jonas Bengtson

af Emil Kaas-Hansen Foto: Nicklas Degn

12  Emma vil altid leve med sorgen, men livet går videre

af Kasper Gangelhoff Hansen

14  Elise Jakobsen kæmper for retfærdighed og blomsterbede af Clara Søgaard Krohn 16 18

Hverdag er en fin dag af Bjørg Glad

Karen Magrethe har haft hjemme i hele verden af Z. Natacha Petersen

20

Et nyt liv med æ, ø og å

af Vibeke Volder

22

Glæden er stærkest, når man glæder andre

af Thomas Schønning

24 26

En hverdag i skjult krig for Danmark

38  Koret hjalp Ninna gennem sorgen af Manon Buch 40  At holde i hånd i 70 år af Simone Kamp Hansen

44  Prostatakræft tog Toves mænd af Andreas Reinholt Ricardo Hansen 46  Hjemmehjælperen, der fik brug for hjemmehjælp af Rasmus Henriksen

af Marie Lagoni

Der er intet, der holder Esther her

48  Klara kan selv af Matilde Bøjlund Andersen

af Joshua Ursin Hollingdale

Foto: Louise Boe Weis Jensen

4 ∕ LIVSHISTORIER 2016

50  Livets udfordringer bør håndteres i fællesskab af Peter Høyer

72  Vinteren slutter med en tur i haven af Jesper Elkjær Jensen

52  Nu er det Parkinson han kæmper mod af Kristoffer Øxenholt

74  Kugler og kærlighed

af Anne Bæk

54  Kærlighed og klassiske kønsroller af Mark Hede

76

"Jeg er bange for, hun glemmer mig"

af Torben Agersnap

56  "Jeg havde endelig fundet en rigtig kvinde"

78

" Selvom man er handicappet, behøver man ikke være afskåret fra verden"

af Katrine Rosenbæk

80

Skizofrenien tog næsten livet af Birger Sørensen

af Christian Fomsgaard Jensen

42  "Jeg vil mene, vores liv var almindeligt, men det var det nok ikke" af Pia Egeberg

Foto: Kristoffer Øxenholt

af Helena Holmenlund Christensen

58  Frederik gik fra 'hjorddreng' til akademiker

af Cecilie Thusing Nielsen

60  Minderne hjalp Per igennem sorgen

af Anne-Katrine Thormann

82  Annas uønskede ønskebarn

af Simon Kvist Sandemand

62

 et var kun et spørgsmål om tid før sygdommen D indtraf

84

"Det er en rigdom at kunne føle sig tryg"

af Mathias Fredslund Hansen

af Laura Kirkebæk-Johansson

64

Det velkendte ansigt i bybilledet

86  Kærlighed og savn af Martin Rask

66

 rethe har altid værdsat livet, men ville bestemme G selv

af Eskild Bang Heinemeier

68

"Det ville være røvkedeligt, hvis ikke Preben var her"

70

Et alvorligt barn med diagnosen i skoletasken

af Emma Ahlgreen Haa

af Mads Illum Dalsgaard

af Amalie Schroll Munk

88  Trygheden er vigtig, når tomheden tager over af Nick Østergaard Hansen 90

Venner for livet

92

Arne har glemt at blive gammel

af Nicklas Degn

af Tinne Wulf Nielsen

Foto: Pia Egeberg

5


Den sorte lænestol er hovedsædet for TV-serier på Charlie, flyvske tanker om fortiden og fremtiden. Kaffe og kage eller en hyggelig samtale med besøgsvennen.

Nærværets medicin For tre år siden mistede Eli Verner Rasmussen pludseligt sin søn. En unaturlig træthed viste sig, og appetitten blev mindre. Beslutningen om, at han nu skulle på plejehjem ændrede hans liv fuldstændigt – Eli blev sig selv igen.

Tekst og foto af Andreas Haubjerg

”Far, du skal altså på plejehjem nu”, sådan lød ordene fra Elis datter, Dorte, for snart to år siden. Tabet af sønnen, Søren, havde sat alt i stå for Eli. Han var blevet unaturlig træt, mistet appetitten og magtede ikke at passe sit hus længere. Selv hans udseende begyndt at skræmme ham, da han kunne tælle sine ribben og knap genkende sin egne lemmer. Eli var blevet ensom. Hans første reaktion på Dortes konstatering var tvetydig. Det sidste møde, som han havde haft med et plejehjem var, da Karen blev

6 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Eli spekulerer ofte på livet efter døden. På universet, ja hele tilværelsen generelt. Både for ham selv og hans medmennesker.

syg. Karen var Elis kone igennem syvoghalvtreds år. Da hun måtte på plejehjem var forholdene betydeligt anderledes, end dem Eli nu har på Vidtskuevej 6. En negativ oplevelse, men erkendelsen af, at han ikke havde det godt og behøvede hjælp overskyggede. Med det samme Eli så plejehjemmet på Vidtskuevej 6, var han ikke i tvivl. Her skulle hans nye hjem være. ”Hvis jeg ikke var kommet på plejehjem, så var jeg død af ensomhed”. Eli læner sig tilbage i stolen og kigger ud af vinduet alt mens han roligt aer sin mave i en rolig bevægelse. ”Jeg har sgu taget tyve kilo på, siden jeg kom herud for halvandet år siden”. Langsomt er glæden til livet kommet tilbage. Allerede halvanden måned efter indflytningen sad Eli i sin sorte lænestol og mærkede efter. Trætheden var forsvundet, appetitten genvundet og ensomheden væk. ”Jeg var blevet et andet menneske – jeg var blevet mig selv”.

livet er levet, men glæden beholdt. Eli er i dag otteogfirs år gammel, men hans hukommelse er skarp og minderne fremtoner sig, mens ventilatoren brummer roligt i baggrunden. Minderne om et ægteskab, hvor der var rummelighed til hinanden og andre. Karen og Eli troede på kærligheden og bestred den sammen. En kærlighed, der var større end forelskelsen, som Eli beskriver det.

”Du må ikke lade solen gå ned over din vrede”

Nærværets værd

Centralt placeret i sin plejehjemsbolig sidder han troligt og drømmer sig tilbage til sin kones milde væsen, en af hans utallige rejser eller sønnen, Søren, der pludseligt døde for tre år siden. Eli drømmer sig tilbage til kærlighed og tab, venskaber og fjender, tilgivelse og foragt, ungdom og alderdom, men alting i en alderdoms perspektiv, hvor

Nu synger Elis liv på sidste vers, hvor han langsomt har måtte acceptere, at alderdommens spor på kroppen har sat en helt naturlig grænse for, hvad han kan gøre. En nedslidt ryg efter tres års arbejde som bygningsmaler, kan end ikke fysioterapien ændre på. Nu er turen op til centeret for at drikke sin formiddagskaffe eller øl højt

Han mindes en aften, hvor de havde haft en diskussion. Hvad den handlede om, aner han ikke, men Karens ord står ham klart: ”Du må ikke lade solen gå ned over din vrede. Du ved ikke hvad morgendagen bringer”. De havde efterfølgende kigget på hinanden og Eli kunne ikke holde sig tilbage. Karen fik et stort knus, for deres diskussion havde ikke været den gode stemning værd. Det er nu tretten år siden, at han mistede hende, men minderne står levende og klart for Eli.

værdsat, men turen ud i verdenen må foregå igennem fjernsynet eller minderne. Eli sætter pris på sine omgivelser og roser ”sine piger” til skyerne. Pigerne er det venlige personale, der møder ham hver dag. Med værdighed og respekt mødes de ældre på Vidtskuevej 6. Smukt opdækkede borde til middagene, blomster, kram og venlige smil. Det er de små ting, der tæller, men det betyder alt for en generation, som har mistet mange af deres nærmeste. ”Vi skal have nærværet tilbage – det betyder mere end medicin og piller” fortæller Eli og fortsætter, ”Det har jeg mærket på egen krop”. Eli ser Vidtskuevej 6 som sit hjem – ikke en institution, hvilket giver ham ro til at drømme sig tilbage til da sommerdagenes fuglefløjt lød i takt med hans penselstrøg. Til Karen. Til Søren. Tilbage sidder Eli. Lykkelig igen og med en ny tro på livet. Et liv, hvor hvert besøg af familien giver endnu en energi til den tro og den nye tilværelse. I lænestolen lader Eli ofte tankerne svæve rundt om spørgsmålet: Hvad sker efter døden? Når han drømmer sig ud i universet, så er han sikker på, at der venter ham noget, når han en dag ikke er her mere. Men døden skræmmer ham ikke. For som Eli siger, så kommer døden ”Om vi vil det eller ej”.

7


Kaja, døtrene og Danmarkshistorien

flaget. En mobil vaskemaskine blev indkøbt og kørt rundt mellem husstandene, og da Ejnar, som boede tæt på, fik fjernsyn som en af de første, tog folk hen til ham når der blev sendt noget særligt. I 1971 døde Henry, men Kaja blev i brugsen og i huset de havde købt i Ryomgård, med den nye brugsuddeler som nabo. Der skete meget ude i verden, men det meste betød ikke så meget i Ryomgård. Kaja besøgte USA og Afrika, hendes børn fik børn. Kort før 2016 flyttede Kaja på plejehjem, hvor døtrene har tid til at besøge hende dagligt. ”Jeg kunne tale i mange dage,” siger Kaja fra stolen og søger efter

den skelsættende begivenhed. Kaja oplevede Kennedys død i 63 og månelandingen i 69. Hun var en af de første charterturister, har gennemlevet den kolde krig, oliekrise, kartoffelkur og jordskredsvalg. Hele den moderne Danmarkshistorie. ”Jeg er ikke helt sikker på, jeg kan komme på det, der gjaldt for noget,” siger Kaja eftertænksomt fra stolen. Ved siden af sidder Ellen, på den samme plads Hanne sidder, når det er hende, der er på besøg. For Kaja sidder ikke alene på plejehjemmet, hun har sine døtre ved sig.

Kaja Dolmer er kommet på plejehjem. Hun har levet alene siden 1971, men er nu blevet for syg til at bo alene i et stort hus. Til gengæld ser hun igen sine døtre på daglig basis. Hun har oplevet over 90 års historie, men det er døtrene der fylder mest i hendes liv.

Tekst og foto af Niels Møller Kjemtrup

I dag er det Ellen der er her, mor og datter, begge pensionister. Efter Kaja kom på plejehjem skiftes hendes to døtre til at sidde ved hende, og Kaja har ikke brugt mange dage alene i den lyse lejlighed på plejehjemmet ved Vejlbygade. Hanne og Ellen er født i 1946 og 1949 og har siden selv fået børn og børnebørn. Kaja Dolmer blev født ved Skanderborg, d. 14. februar i 1921. Dengang man havde langt hår, sat som frikadeller bag ørerne og gik flere kilometer til skole. Efter syv års skolegang kom Kaja ud at tjene, først to år på faderens gård ved Hovedgård, dernæst tjente hun som pige for en seminarielærer ved Gedved, senere ved en Guldsmed, ved en cigarfabrikant, og som kokkeelev på Missionshotellet i Horsens. ”Der var nok at lave,” husker Kaja. Det var også den tid man begyndte at gå til bal.

Man mødtes til bal Man kunne begynde at gå til bal når man blev 16 og skulle selvfølgelig have lov hjemmefra. Der var nogle som drak øl udenfor, og blev skøre i hovedet, men oftest drak man sodavand og dansede. Piger og fyre sad på hver deres række, på hver deres side af dansegulvet. ”Når musikken begyndte, for de over gulvet og fandt en et danse med,” smiler Kaja. Men pigerne bød ikke op, det var hårdt hvis man sad tilbage som bænkevarmer. Det var til bal Kaja og Henry fandt hinanden. ”Henry var en stor mand, og vi tøser var lidt skræmte ved ham, for han havde så store hænder,” husker Kaja, om Henry Dolmer. Han havde stilling som kommis ved brugsforeningen i Kattrup. Henry var fra 1909 og kom fra Søvind. Han blev Kommis i 1933, og siden har Kaja kendt til ham. Han var vellidt og dygtig, og brugsuddeleren har stolet på ham, for da krigen kom, blev det ikke holdt hemmeligt for ham, at brugsuddeleren var involveret i frihedskampen, selvom Henry ikke deltog. ”Men ved det bal der var nytårsaften 1941, slap hans held op, og så måtte han jo komme med hjem,” smiler Kaja. De blev gift i maj

8 ∕ LIVSHISTORIER 2016

1943, og samme år fik Henry stillingen som brugsuddeler i Marie Magdalene brugsforening ved Ryomgård. Der fulgte bolig med til brugsuddeleren og dermed kom Kaja til Ryomgård.

Krigen kommer til Danmark ”Krigen var en underlig tid, man kan ikke mere forestille sig det,” sukker Kaja. Faderen gemte frihedskæmpere på sin gård ved Møballe, og nogle få kilometer fra brugsforeningen i Ryomgård hentede Hvidsten gruppen våben og folk, som blev nedkastet over Mustard Point af englænderne. Flyveblade og breve fra modstandsbevægelsen gik fra hånd til hånd, og man var i vanskeligheder, hvis man blev taget med et, ”Vi læste om koncentrationslejrene i sådan et brev, men vi troede ikke på det, det kunne ikke passe at nogen kunne være så onde,” fortæller Kaja. ”Men det var de”. Brugsforeningen var tvunget til at handle med besættelsesmagten, og en tysk officer okkuperede også et værelse, men ellers havde Kaja og Henry ikke meget at gøre med dem. ”Henry fik en enkelt gang gule ærter af tyskerne, han gav dem til hønsene, men de kunne nu godt spise dem”, siger Kaja smilende. Parret ventede med at få børn til efter krigens afslutning. ”Det var ikke en verden at bringe børn ind i,” siger Kaja om krigen. Plejehjemmet på Vejlbygade er nyt, lyst og rummeligt, men man kan se at det er Kaja der bor i den lille lejlighed, for alt herinde er hendes og har været det længe. Billederne af oldebørnene, af det store hus i Ryomgård, stolene og det lille bord hun får sin mad ved. Alt passer på Kaja, undtagen kørestolen, den er nyere, men nødvendig. ”Jeg er faldet sammen, jeg skal have hjælp til at komme rundt og op,” siger Kaja nøgternt fra sin stol. ”Det er ikke så sjovt”.

Livet i Ryomgård Kort efter krigen fik parret deres første datter, Hanne, som blev født i 1946. ”Under krigen gav det ikke mening at få børn i sådan en verden, men bagefter kom der mange,” beretter Kaja. I Ryomgård var der meget sammenhold, og som brugsuddeler var man en vigtig del af byen. Når man blev budt til kaffe måtte man komme forbi og vise

Lejligheden er møbleret med ting fra Kajas hjem i Ryomgård. Fra stolen nyder Kaja, at følge med i fuglenes liv, på den store græsplæne omkring plejehjemmet.

9


Man kan ikke vinde hver gang Inger Marie Sørensen er 82 år. Hun har været syg de sidste ti af dem. For fem måneder siden flyttede hun til Aarhus på grund af sin Parkinsons. Selvom hun har måttet forlade sit hjem og sine venner i Lynge på Sjælland, har hun bevaret et optimistisk sind. En lang svømmekarriere har nemlig lært hende, at man ikke altid kan vinde. Heller ikke i livet.

Inger Marie Sørensen i sit hjem i Åbyhøj i Aarhus.

Inger Marie Sørensen med den store Frederiksberg-pokal, som hun vandt i 1954.

”Det var selvfølgelig ærgerligt og en skuffelse, at jeg ikke vandt, men på den anden side havde jeg trods alt vundet i 400 meter crawl dagen før. Og så var det jo ikke liv eller død, det drejede sig om,” siger Inger. I dag er det 60 år siden, at Inger kom på fjerdepladsen i Aalborg, men hun tænker stadigvæk tilbage på den episode og de mange oplevelser i sin svømmekarriere, som et eksempel på at livet ikke altid går som planlagt. ”Livet er ikke en stor vinderbuket. Der er både tab og gevinster i livet, og man må lære at begå sig. Det er det, det drejer sig om. Det er det, svømningen har lært mig. At man ikke altid kan vinde,” siger Inger. Modgangen til de danske meterskaber i 1956 er ikke det eneste, Inger har oplevet i sit liv. Da Inger var syv år gammel, mistede hun sin far. Hendes mand døde for tyve år siden af tuberkulose, og Inger blev selv syg for ti år siden.

Tekst og foto af Sofie Skødt Mortensen

En ny tilværelse Det er en kold augustdag i 1956. De danske mesterskaber i svømning bliver afholdt i Aalborg. Limfjorden er kun 11 grader varm. Inger er nervøs, men selvsikker. Hun er i sin bedste form. Den første disciplin er 400 meter crawl, og Inger vinder. Ovenpå den første sejr er hun favorit til at vinde medajler i disciplinerne rygcrawl og 100 meter crawl. Sådan går det ikke. Mod alle odds ender Inger på en fjerdeplads.

Inger Marie Sørensen sidder med det mindebæger, hun fik, da hun vandt Frederiksberg-pokalen den 12. december 1954. Det er det eneste håndgribelige minde, hun har tilbage fra svømmekarrieren i sit hjem i Aarhus.

10 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Inger begyndte først at svømme, da hun var 14 år. Hun havde ligget i blød indtil da, fortæller hun smilende. Inger kom på svømmelandsholdet i 1954, og har været ven og konkurrent til mange af 1930’ernes berømte svømmepiger, blandt andet Ragnhild Hveger og Karen Margrethe Harup. Hendes ungdom gik med at svømme og træne i Frederiksberg Svømmehal i København. Hun svømmede både morgen og aften. Armtag, bentag, bevægelser, vendinger. Det var det, der fyldte i hendes tanker. Selv når hun var derhjemme eller på arbejde. 62 år senere sidder Inger i en lænestol i sin plejebolig i Aarhus. De samme hænder, som Inger tog armtag med, da hun var ung, ryster nu en smule. Det samme gør hendes venstre ben. Så holder det op for en stund for så at begynde igen. Inger har Parkinsons. En kronisk hjernesygdom, der langsomt hæmmer bevægelsesevnen. Hun fik det konstateret i 2006. Inger har klaret sig selv i sit hus i Lynge i ni år med diagnosen, men en sommerdag sidste år, blev tilværelsen vendt på hovedet. Inger faldt ud af sin seng og lå der i halvandet døgn, før hendes søn fandt hende. Efter den episode besluttede hun i samråd med sin familie at flytte tættere på dem i Aarhus. 321 kilometer fra Lynge. Den sjællandske forstad lidt uden for Allerød har været Ingers hjemstavn, siden hun var 22 år, men beslutningen om at flytte til Jylland var ikke svær at træffe. Heller ikke selvom alle venner og minder gennem 60 år måtte efterlades i Lynge. For Inger betyder det mere at være tæt på familien. Selvom der kan være ensomme timer, og de fleste relationer er tilbage på Sjælland, er der stadig en ophøjet optimisme i den lille lejlighed. Det er bedre end alternativet, og så er vennerne heldigvis kun et telefonopkald væk, siger Inger.

At tage en dag ad gangen Det banker på døren i lejligheden. En medarbejder på plejehjemmet gør Inger opmærksom på, at der er stolegymnastik kl. 12. Hun kan

ikke deltage i dag, men hun plejer at gå til træning flere gange om ugen på plejehjemmet. Svømningen har givet Inger et stort kendskab til sin krop, hvilket hjælper hende i dag. Hun har altid været aktiv og i bevægelse. Det er hun stadigvæk, men Ingers Parkinsons gør dog hverdagen lidt mere besværlig. Hun beklager sig ikke en eneste gang. ”Man skal ikke give op. Jeg siger aldrig »det kan jeg ikke.« Jeg skal altid prøve. Det har fulgt mig, siden jeg var barn. Men selvfølgelig må jeg kende mine begrænsninger,” siger Inger. Inger står selv op, hun går selv i bad og hun tager med, når plejehjemmet har arrangeret udflugter. Hun vil og kan stadig selv. Hun tager ikke sorgerne på forskud. Selvom hun ved, at hun formentlig skal dø af følgesygdommene ved sin Parkinsons en dag, vil hun ikke bruge tid på at tænke over det i hverdagen. I stedet prøver hun at se fremad: ”Jeg tager tingene i den rækkefølge, som de kommer. Det hjælper jo ingenting at sætte sig ned for at tude og gå rundt og være bange. Det bliver det i hvert fald ikke bedre af. Det kan tværtimod gøre det værre,” siger hun. Døden skræmmer ikke Inger. Hun har oplevet mange tab i løbet af sit liv, og der er allerede beboere, der er gået bort på plejehjemmet på den korte tid, hun har boet der. Selvom det kommer tættere på her, er hun meget afklaret: ”Nu får vi at se, hvordan enden bliver. Som jeg siger, plejehjemmet er min endestation, men jeg ved ikke, hvornår jeg ender.”

11


Emma vil altid leve med sorgen, men livet går videre I starten af 70’erne bliver Emma Nielsen udsat for to dødsfald i den nære familie. Først dør hendes søn som ung af muskelsvind, og et år efter falder hendes mand om i haven. Sorgen over tabet ulmer stadig i baghovedet, men livet må gå videre. Af Kasper Gangelhoff Hansen

Emma er født i 1925 i Tulstrup, en lille by tæt på Skanderborg. Som 25-årig bliver hun gift med Jens. Sammen flytter de på en gård, hvor Jens skulle arbejde som fodermester i en kostald. Her hjalp Emma til med blandt andet at fodre kalvene og malke køerne. I dag har Emma boet på plejehjemmet Sønderskovhus i seks år. I det sekund man træder ind i hendes lejlighed, ser man, at Emma har levet et langt liv. Væggene er prydret med fotos af de steder, hvor hun har brugt sit liv, men mest af alt bærer hendes hjem præg af familien, der hænger på væggene omkring hende. Da jeg møder Emma, sidder hun i sin lænestol for enden af lejligheden og kigger ud ad vinduet. Med et glas rød saftevand er det her foran TV’et, hun bruger sin tid, når hun ikke er til gymnastik, sang eller foredrag.

Tragedierne i 70’erne I 1952 og 1954 bliver Emma og Jens’ liv beriget med to sønner, Poul Verner og Jørgen. Og sammen med de to nye medlemmer af familien rykker de i 1967 teltpælene op og flytter til Elsted, lidt nord for Lystrup i Aarhus. Men i starten af halvfjerdserne sker der noget forfærdeligt for den lille familie. Deres ene søn Jørgen mister livet i 1973. Han har fra fødslen kæmpet med muskelsvind, og dør desværre efter at have pådraget sig en lungebetændelse. Selvom de godt vidste, at han med sit handicap ikke ville få et langt liv, var det stadig svært: ”Det er jo noget man ligesom pakker væk,”

12 ∕ LIVSHISTORIER 2016

siger Emma om Jørgens tidlige død. Blot et år efter tabet af sønnen Jørgen oplever Emma og resten af familien endnu en tragedie. Hendes mand Jens har længe haft et dårligt hjerte, og en dag i 1974 falder han pludseligt om i haven. Jørgens død et år tidligere, havde ifølge Emma fremskyndt blodproppen. Det var selvfølgelig hårdt, men det hele gik så hurtigt. Det var meget hårdere at miste min søn, siger Emma. ”Ens børn er det værste. De skal ikke dø før en selv.” Men man bliver jo nødt til at overleve. Og det gjorde Emma.

Livet går videre Deres anden søn Poul Verner flyttede sammen med sin kone tilbage til Aarhus for at hjælpe sin mor med sorgen. Han sagde sit job op i København og blev ansat på hovedbiblioteket i Aarhus. Selvom sorgen lagde sig tungt over Emma for næsten halvtreds år siden, så påvirker det hende den dag i dag. Hun fortæller, at hun tænker på dem næsten hver dag, og når snakken falder på sønnens død, sænker hun hovedet, og begynder nervøst at lege med sine fingre. I øjenkrogen kan man ane de første dråber på vej, men hun holder dem stædigt tilbage. For seks år siden døde Poul Verner. Efter Poul Verners død er forholdet til hans kone blomstret. Svigerdatteren besøger hende stadigvæk regelmæssigt sammen med oldebørnene. Hun passer Emmas have, og sammen har de hjulpet hinanden med at komme videre.

13


andre ikke gider tage, men hvis de siger noget, går det bare ind af det ene øre og ud af det andet”. Elise kommer ud af en familie, hvor skilsmisse ikke var en mulighed. Skilt blev hun nu alligevel. Sådan har det været med det meste. Mens de andre piger prøvede brudekjoler med ekstra plads til en voksende mave, rejste Elise til Tyskland, England og Skotland. På den måde kunne hun slippe for de uendelige mængder af vasketøj og madlavning, som hun havde ansvaret for hjemme i Sønderjylland.

Elises dør giver et bud på mennesket, der bor bag den.

Ingen påklædningsdukke

Elise Jakobsen kæmper for retfærdighed og blomsterbede

Da Elise var ung, så man gerne, at man som kvinde blev gift, fik børn og blev hjemmegående husmor. Elise havde et andet ideal. Hun blev gift og fik en søn, men hun hadede at lave mad. I stedet beholdt hun sit arbejde og fortsatte sin uddannelse. Elises ideal var at forblive uafhængig og bestemme over sit eget liv. For som Elise siger, ”så er mænd altså mærkelige, og man skal i øvrigt ikke finde sig i noget”. Elise fortæller, at hendes mand elskede at klæde hende ud i alskens kjoler, som var hun en påklædningsdukke. Problemet var bare, at når de var ude og danse, ville han hellere danse med alle de andre piger. Da han gik ud for at købe hostesaft til deres 2-årige søn og blev forsinket, fordi han havde travlt med at kysse på apotekerpigen, blev

det for meget for Elise. ”Hvis han ikke selv var flyttet ud, så havde jeg sørget for det. Da han kom tilbage 3 måneder senere, fik jeg hurtigt fat i dørkarmen og hamrede døren i. Vi havde jo ikke en aftale den dag”.

Alenemor med slag i Derfra var Elise alene med hendes søn. Det betød, at hun måtte slås med kommunen, for også at have råd til mad. Hun måtte forlange, at pædagogerne i sønnens børnehave, mødte tidligt ind sådan, at hun selv kunne passe sit arbejde. Alligevel havde Elise ikke noget imod at være alene. ”Et eller andet sted har jeg altid været alene, men det har jeg det helt fint med. Jeg kan bare synge mig selv i godt humør, hvis jeg er ensom”, siger Elise. Hele livet har Elise brudt mønstrene og gået sine egne veje, hvis den gængse vej blev for uretfærdig, enten for hende selv eller for andre. For Elise er det ikke en mulighed at trække på skuldrene af problemer. Det er derimod en mulighed at trække på skuldrene af dem, der synes hun er besværlig. ”Selvom jeg blander mig engang imellem, så kommer der som regel noget godt ud af det”, siger Elise og griner stille.

Hele sit liv har Elise taget kampen op og gået sine egne veje. Engang var det manden og kommunen. Nu skal der kæmpes for blomsterbedene på Vejlby plejecenter. Tekst og foto af Clara Søgaard Krohn

Det er tirsdag morgen, og Elise på 74 år er ved at stå op. Hun er i godt humør og synger med på popfænomenet Justin Biebers seneste hit, der strømmer ud af radioen, ”Is it too late now to say sorry?” nynner Elise, mens hun rydder bordet, så der er plads til kaffen. For Justin Bieber er det nok at sige undskyld og komme videre, men sådan har Elise det ikke. Hvis noget er uretfærdigt, så må der gøres noget ved det. Om det så gælder kommunen, mænd eller blomsterbede. Kampen tages op og kæmpes til ende. Senere på dagen skal Elise til beboermøde på det plejehjem, hvor hun har boet de sidste par år. Denne gang har Elise et punkt på dagsordenen angående indretningen af hjemmets gårdhave. Der skal slås et slag for de blomsterbede, som Elise til daglig passer. Hun er den eneste af hjemmets beboere, der deltager i møderne.

14 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Resten af de deltagende er enten fra kommunen, ledelsen eller pårørende til nogle af beboerne. ”Min kusine kommer og hjælper mig. Jeg har bedt hende om lige at klappe mig diskret på benet, hvis jeg bliver for hidsig,” forklarer Elise. ”Jeg ryger hurtigt op i det røde felt, hvis jeg ikke føler, at de lytter til, hvad jeg har at sige – men jeg plejede også at være rødhåret”, siger Elise og smiler.

Ung pige med udlængsel Som barn flyttede Elise til Sønderjylland. Hun var den eneste i klassen, der ikke snakkede sønderjysk. Hér prøvede Elise for første gang, hvad det vil sige at føle sig anderledes. ”Jeg plejer i stedet at sige, at jeg er én éner. Der er nok mange, der ikke synes om mig, fordi jeg blander mig og tager de kampe, som

Elise finder styrke i sin tro på Jesus, og så elsker hun fælleskabet i frikirken, Saralystkirken. 15


Gerda Baj Pedersen i sin lejlighed med nylakerede negle. I baggrunden står en stol, hun selv har broderet.

Hverdag er en fin dag Gerda Baj Pedersen bor på plejehjem og følger den samme rutine dag efter dag. Uge efter uge. Der sker ikke så meget, men hun holder af roen og af at være alene.

der bliver serveret klokken 12. Sådan er det hver dag. ”Nu overhaler vi dig, Jan!” kalder hjælperen spøgefuldt til en mand i kørestol længere fremme. Han holder midt på gangen, og er gået i tomgang. ”Af banen, af banen, her kommer bananen,” griner hjælperen til ham, idet hun roligt skubber Gerda forbi ham.

Tekst og foto af Bjørg Glad

Madro

På Hedevej 50 ligger en bygning, der til forveksling kunne lige et moderne lejlighedskompleks. Det er det ikke. I lejlighed nummer 19 bor Gerda Baj Pedersen, og har gjort det i to år. Siden Gerdas mand døde for otte år siden, har hun brugt det meste af sin tid for sig selv. En gang om ugen får hun besøg af sin datter. De får sig en snak, og hun hjælper Gerda med papirer og regninger. Klokken kvart i 12 knuger Gerda tilkaldeknappen, hun har hængende om halsen, i sin hånd. Hun skal på toilettet, men ingen kommer. Lidt efter lyder det fra et højtalersystem: ”Du kalder, Gerda?” ”Jeg skulle gerne skylles,” råber Gerda tilbage fra sin kørestol midt i rummet. ”Jeg kommer nu,” lyder svaret ”Du skal gerne skynde dig,” tilskynder Gerda, men systemet er slået fra. Fire minutter senere kommer en sosuhjælper og hjælper Gerda på toilettet. Da hjælperen er færdig, skubber hun Gerda ned til frokoststuen, hvor

I frokoststuen bliver Gerda sat ved siden af en kvinde, den eneste anden ved bordet. Gerda spørger, om hun har fået ryddet op i sin lejlighed, om hun er helt færdig med at flytte. De snakker om, at man skal have sine vigtige papirer med. ”Det skal man,” siger Gerda. ”Ja, det skal man,” svarer kvinden. ”Det skal man… Det skal man altså,” ekkoer Gerda stille. To andre kvinder slutter sig til bordet. Der bliver serveret spaghetti carbonara. Der opstår en madro, som pludselig brydes af en mand med seler, der kommer ind i rummet. Han slår i døren og råber højt og hurtigt. Han vil have en ske til at spise sin salat med. En hjælper rækker ham en ske, tager ham ved armen og følger ham tilbage til den anden stue. ”Han skræmmer alle de andre, når han slår i tingene og råber sådan,” siger en ansat ude i køkkenet. Hjælperen spørger en anden kvinde ved bordet, om hun vil have mere at drikke. Hun løfter sit glas, drejer det i hånden, og svarer ”Jeg har drukket det hele.” Der er stille igen.

16 ∕ LIVSHISTORIER 2016

I sin kalender gemmer Gerda et billede af sin afdøde mand.

En time er gået siden Gerda blev kørt til frokost. Gerda går de 100 meter tilbage til sin lejlighed med en rollator, hjælperen skubber en kørestol lige bag hende. På vejen kan man se ind i den anden spisestue. Manden med selerne sidder stadig og spiser sin salat. Med en gaffel. Da de når døren, er Gerda træt i benene og må sætte sig tilbage i kørestolen.

Halbal i Grenå og Parkinson i Aarhus Da Gerda var 66 år, fik hun konstateret Parkinson. Hun har smerter en gang imellem, og hukommelsen er også udfordret. Men det var da hun begyndte at falde, at hun ikke længere kunne bo alene i sin lejlighed. Nu sidder hun i kørestol for ikke at falde. Sygdommen er skyld i faldene. Tror hun nok. Gerda er født og opvokset i Grenå, samme sted som hun mødte sin mand Arne til et halbal, da hun var 16 år. Det mener hun i hvert fald, ”Det var vist sådan jeg traf ham, det var jo sådan man mødte hinanden dengang.” De blev ringforlovet. Gerda var 19, da hun blev viet med sin Arne, der var otte år ældre. Han døde i 2008. Inden hun gik på pension arbejdede Gerda 42 år ved Jydsk Telefon, hvor hun blev ansat som 19-årig. Centralen i Grenå blev automatiseret, og hun fik tilbudt at arbejde i Aarhus. Arne arbejdede som udrykningsleder hos Falck, og kunne også flytte sit job. Efter et par år i Grenå flyttede hun og Arne sammen til Televej i Aarhus.

”Jeg er godt tilfreds” Parret fik datteren, som bor i Hasle og besøger Gerda en gang om ugen. I denne weekend skulle et af datterens egne børn flytte, og derfor nåede hun ikke forbi. Gerda er ikke ked af, at besøget i weekenden blev udskudt, ”Hun har travlt, og det er hendes hverdag, der skal passes. Det er vigtigst.” I hendes egen hverdag er Gerda en del alene, men det gør hende ikke noget. Hun kan godt lide at være alene, og fortæller, at hun aldrig føler sig ensom eller ked af det. Denne tirsdag formiddag kom der en negletekniker forbi lejlighed nummer 19. Gerda fik en manicure, og viste stolt de røde negle frem til frokost. Hun havde selv sørget for at fjerne lakken fra sidste omgang, ”Det er så fornemt. Det vi får det gratis hver tredje uge.” Efter frokost er der ”fri leg”. Gerda ser som regel fjernsyn eller læser ugeblade. I hendes lille lejlighed står to stole med blomsterbroderi, som Gerda selv har broderet. På reolen står bowlingtrofæer, hun har vundet sammen med Arne. I lænestolen i hjørnet sidder en stor bamse, som hendes datter har foræret hende for at holde hende med selskab. ”Jeg er godt tilfreds, jeg har haft et godt liv. Jeg har set de steder, jeg ville,” siger Gerda.

17


Karen Magrethe har haft hjem i hele verden Som hustru til en udstationeret soldat har Karen Magrethe Rasmussen været rundt i mange dele af verden. Nu sidder hun som 86-årig på plejehjem med en indsigt i, hvad livet kan byde på, hvis man tager livet, som det kommer. Tekst og foto af Z. Natacha Petersen

Ding. En sporvogn glider forbi Rådhuspladsen og fortsætter hen ad de brostensbelagte gader. Hånd i hånd sætter Karen Magrethe sig tilrette sammen med John skråt overfor to højlydte damer, der straks sender blikke til hinanden. Karen Magrethe kigger forelsket på John og rører forsigtigt hans skulder, som er smykket med små sølvstjerner. Kraven på hans blå jakke bærer bogstaverne US, og på hans venstre bryst hviler en badge af en sølvørn. De to damer stirrer målløst og begynder at snakke om, hvordan de unge piger nyder godt af de amerikanske soldaters privilegier som bananer, chokolade og nylonstrømper.

Men for Karen Magrethe, der trykker sig lidt længere mod sin amerikanske soldat, er de eksotiske goder langtfra grunden til, at hun dagen før tog på rådhuset med sin udkårne. ”For mig var det bare kærlighed. Fra første gang jeg så ham i Tivoli. Ja, det er jo for godt 60 år siden nu,” mindes hun.

Da John var en Jørgen Jørgen Rasmussen, også kaldt ’John’, immigrerede som ung til Amerika med sin fynske familie. Senere kom han i det amerikanske luftvåben, hvor han som menig opholdte sig i Danmark i en kort periode. Her faldt han for den unge Karen Magrethe, som var intetanende om Johns danske rødder: ”Han lod mig snakke på mit dårlige skoleengelsk i et godt stykke tid inden, han pludselig afslørede, at han selv var pæredansk,” fortæller Karen Magrethe grinende. 66 år er gået siden de først mødtes, og hun har stadig billedet af sin afdøde mand i pungen. Når hun snakker om ham, bliver hun anspændt og tætner grebet om tæppet, der ligger over hendes ben. ”Vi levede et spændende og oplevelsesrigt liv,” siger hun og kigger eftertænksomt ud af vinduet. Karen Magrethe fulgte med John på mange af hans udstationeringer.

Karen Magrethe er stadig amerikansk statsborger, men ønsker ikke at vende tilbage til Amerika: ”Jeg savner det ikke mere, jeg har det udmærket her,” siger hun.

Hun har set amerikanske militærfly lette fra deres base i Tyskland og boet i den texanske ørken. Hun har stået på Golden Gate Bridge i San Francisco og haft Dronning Elizabeths kokkepige som nabo. Hun har set hele verden med John ved sin side.

Med rejse kommer dannelse Ægteparrets adresse skiftede med et par års mellemrum. Det samme gjorde sproget, kulturen og nabokonerne. Karen Magrethe har taget en lille del med for hver gang, hendes navn blev fjernet fra postkassen. ”For hvert land har jeg lært deres folkefærds særlige skikke og lært at tilpasse mig dem,” fortæller Karen Magrethe. Nye kulturer og anderledes skikke gav aldrig Karen Magrethe grund til bekymringer, når de flyttede på tværs af landegrænser. Heller ikke da hun fik børn. ”Det er jo noget, man vænner sig til. Jeg tror, det handler om at være velforberedt på det, man kan, og det man ikke kan, må man jo tilpasse sig til,” siger hun. Ikke mange kan prale af at have set så meget af verden som Karen Magrethe. Hun vil dog ikke betegne sig selv som eventyrlysten, globetrotter eller en dame med det store overblik. ”Man må jo tage livet, som det kommer,” slår hun fast.

Sukkerkrummer i hele ansigtet Karen Magrethe erindrer sin tid i San Francisco gennem billeder, souvenirs og nipsgenstande.

18 ∕ LIVSHISTORIER 2016

I sin tid rundt i verden blev Karen Magrethe især glad for San Francisco. Her mindes hun sine daglige indkøbsture, hvor hun slentrede op og ned ad de berømte bakker.

Den californiske by husede også hendes svigerfamilie, hvor hun kunne besøge familiens bageri og få stillet sit savn til Danmark i form af et stykke velduftende, dansk wienerbrød. ”Jeg husker altid min datter, som sad der på trappetrinnet ned til bageriet med sukkerkrummer ud over det hele,” siger Karen Magrethe. I San Fransisco på de syv bakker slog hun rødder. Men det er oplevelserne i alle de lande, hun har besøgt, som har gjort, at Karen Magrethe som 86-årig ved at forståelse, respekt og viljen til at tilpasse sig, er afgørende for at udvide sit perspektiv: ”Jeg har lært, at alle folkefærd er forskellige, og det synes jeg også, at de skal være. Men vi skal respektere hinanden. Det er det vigtigste,” siger Karen Magrethe.

Lad livet føre Da sporvognen kørte rundt i de københavnske gader, hvor hun sad og knugede Johns skulder, havde hun aldrig gjort sig tanker om at rejse. Nu, da hun sidder på plejehjem i Kolt, er det netop rejserne, som hun har de kæreste erindringer fra. Antallet af alle Karen Magrethes minder kunne hurtigt fylde hyldevis af fotoalbum, men det er ikke det vigtige, når man sidder som gammel på plejehjem. Det er tværtimod summen af alle ens minder og oplevelser, der gør én fuldendt: ”Livet kan ikke beskrives. Det skal leves!” slår hun fast med et nik med hovedet og sætter streg under, at man skal lade livet føre én og ikke omvendt.

19


Et nyt liv med æ, ø og å I 1958, da danskere tog til USA for at prøve lykken, rejste amerikanske Connie Carstens den modsatte vej. Selvom sproget gav mange udfordringer, er Danmark nu hendes hjemland.

Tekst og foto af Vibeke Volder

Han taler ikke et ord engelsk. Det var, hvad 15-årige Connie og hendes veninder fik at vide, da de blev introduceret til Jørgen. ”Så sad vi piger der og sagde: ’Er han ikke smuk?’ og ‘ham vil jeg gerne i byen med’, mens Jørgen må have moret sig gevaldigt,” fortæller Connie. For Jørgen kunne både forstå og tale engelsk, selvom han var dansker og kun på besøg i den amerikanske stat Utah, hvor Connie boede. Dér blev han dog på forlænget ophold, for det viste sig hurtigt, at det ikke kun var Connie, der gerne ville i byen med Jørgen. Følelsen var gengældt. “Jeg var ret beæret over, at han gerne ville mig,” husker hun. Han

77-årige Connie Carstens har boet de seneste 58 år af sit liv i Danmark

var syv år ældre end hende og slet ikke som drengene i skolen; ”De ville hellere spille fodbold end tage en pige med i biografen.” Han kom og besøgte hende oftere og oftere under sit ophold i Utah, og derfra gik det stærkt. Selvom det ikke var planlagt, så blev hun hurtigt gravid med deres første barn, en søn. De blev gift, og sidenhen kom søn nummer to. Efter godt fire år i USA blev det tid til, at Jørgen skulle hjem til Danmark for at overtage familievirksomheden, et bogbinderi i Aarhus. ”Da han kom til USA, vidste han godt, at han skulle tilbage. Og da han begyndte at vise interesse for mig, så vidste jeg godt, at jeg ville med,” fortæller Connie. En beslutning, der betød, at hun som 19-årig forlod venner og familie uden at vide, hvornår hun skulle se dem igen. ”Jeg tror ikke, at jeg tænkte så meget over det. Jeg var bare forelsket.”

Det, at Jørgen tog Connie og drengene med hjem fra USA, var en nyhedshistorie i den lokale presse. Da Connie havde boet her i 50 år, blev der lavet en opfølgende artikel.

Annettevej 22 Jørgen gjorde det klart for Connie, at det var vigtigt for ham, at hun gav Danmark en chance og ikke rejste tilbage til USA lige med det samme, hvis hun havde svært ved at falde til. Der skulle gå år, ikke uger eller måneder. Mens Jørgen talte både dansk og engelsk, var det begrænset, hvad Connie kunne fremstamme på Jørgens modersmål. Hendes adresse var noget af det første, hun lærte. ”'Annettevej 22' og ’jeg elsker dig’ var de eneste to ting, jeg kunne sige, da jeg kom herover, men det gik fint,” fortæller hun. De fik sig hurtigt en hverdag i det danske. Jørgen gik på arbejde i bogbinderiet, hvor Connie også hjalp til. De fik endnu en søn, og årene gik. Selvom alt så godt ud på overfladen, så havde hun svært ved at føle sig helt hjemme. Sproget drillede, og derfor længtes hun tilbage til USA. Hun fik lyst til at rejse derover igen i en længere periode. ”Det er ikke særlig morsomt at skulle lede efter alle de ord, man ønsker at sige. Men det var selvfølgelig noget, der kostede penge og en del overvejelser,” fortæller Connie. Da Jørgen senere solgte et patent på en maskine, fik de dét overskud på kontoen, der gjorde det muligt for hende at realisere rejsen.

Tilbage til USA

Tre sønner, tre svigerdøtre og seks børnebørn. På billedet i Connies hænder, der nu er nogle år gammelt, er de alle samlet omkring hende.

20 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Connie havde holdt kontakten med sin mor ved at sende breve frem og tilbage mellem Brabrand og USA – og det var netop moren, hun nu ville over for at besøge. Drengene blev fritaget for skolen i tre måneder, og sammen med dem rejste Connie afsted, mens Jørgen blev tilbage. De nåede dog ikke at være væk særlig længe, før hun var klar til at hoppe ombord på flyet mod Danmark igen. Besværet med sproget havde fyldt så meget, at det havde overskygget de andre ting, hun var så glad for ved Danmark. Der havde hun sin mand, sit hus og mange rigtig gode venner. Venner, der var blevet en stor del af hendes liv, og som hun ikke havde lyst til at undvære. Oplevelsen blev et vendepunkt for Connie og hendes tilhørsforhold til Danmark. “Jeg sagde til min mor, at jeg ville hjem. ‘Det er du allerede’, sagde hun så. Men nej, det var jeg ikke,” siger Connie.

Billetterne blev ændret, og de rejste tilbage godt halvanden måned før tid. Mens hun selv glædede sig til at vende hjem, så var begejstringen ikke at spore hos sønnerne. “De var sure, for nu skulle de hjem og gå i skole igen. De syntes, at jeg var dum,” siger hun med et smil. Men hjem, det kom de.

Farvel til USA Siden dengang har hun opgivet sit amerikanske statsborgerskab til fordel for det danske, så hun var sikker på at være berettiget til folkepensionen efter at have betalt skat i Danmark hele sit liv. Dog var det ikke nogen svær beslutning. ”På den amerikanske ambassade i København troede de, at jeg var tosset, og de kunne ikke forstå, hvordan jeg bare kunne opgive det,” husker hun. Hun synes selv, at hun stadig bøvler med de tre ekstra bogstaver i det danske sprog, men det er ikke til at høre, medmindre man ved det. Når hun skal forklare, hvorfor hun valgte at rejse hele vejen over Atlanten til et land, hun ikke kendte noget til, er der særligt én afgørende faktor. ”Det var ham. Det, der var specielt ved ham, var, at han gav mig selvværd. Det er noget, jeg aldrig har haft særligt meget af. Han fik mig til at tro, at jeg kunne noget,” afslutter Connie. Jørgen døde efter 38 års ægteskab, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange Connie har været tilbage i USA, siden hun forlod landet som 19-årig. ”Man skal kun rejse, når man er ung,” siger hun, og glæder sig stadig over, at hun valgte at rejse med Jørgen til Danmark.

21


Emma og Peder Henriksen har bestyret to plejehjem igennem tre årtier. Her sidder de og snakker om deres tid på plejehjemmet i Holsted.

Beboerne på Holsted Plejehjem skænkede i 1988 et fotoalbum til Peder og Emma. Her har en af beboerne skrevet et takkebrev.

Glæden er stærkest, når man glæder andre

ned i 100-år.’ Det gjorde lidt ondt,” siger Emma. Hun mener alligevel, at et liv sammen med de ældre, som børnene kaldte 100-år, har lært dem at vise mere hensyn. Alligevel var de som en familie; Emma og Peder, børnene og de ældre. Alle højtider blev holdt sammen, om det var jul eller nytår var ligegyldigt. Det, at bo sammen med de ældre, var en fantastisk ting. ”Et plejehjem var mere et hjem dengang, end det er nu,” siger Peder. Det indtryk får man også, når parret viser billeder og fortæller historier fra et fotoalbum, plejehjemmet i Holsted skænkede dem til en afskedsfest, da de stoppede som bestyrere.

Bussen Emma og alliken Børge Tekst og foto af Thomas Schønning

Emma og Peder Henriksen har dedikeret deres liv til at hjælpe andre. Gennem ledelse af to plejehjem har de stået op tre gange hver nat, lavet mad til 100 mennesker hver dag og samtidig opfostret deres egne børn under samme tag som de ældre. Jul, påske og nytår. Alle højtider blev holdt sammen – som én stor familie.

22 ∕ LIVSHISTORIER 2016

”Vær god mod andre, så er de også gode mod dig” Eller i ét enkelt ord: Næstekærlighed. Vi kender alle sammen ordet. Hvis ikke vi har lært det i skolen, så har vi lært det derhjemme som en del af opdragelsen. Vi skal være gode mod andre – så bliver det ofte gengældt. Det har Emma og Peder Henriksens liv i den grad handlet om. Emma og Peder bestyrede i over tre årtier to plejehjem: Først et på Mors, og så et i Holsted. Parret boede med de ældre, og de var hele tiden på arbejde. Alarmen ringede tre gange om natten, og samtidig havde de deres børn, Edith, Agnes, Hans Jørgen og Niels Peter, at se til. Det var ikke altid lige let. Hverken for børnene eller parret. ”Børnene kunne nogle gange finde på at sige til mig: ’Mor, gå ikke

Historier er der nok af, nogle mere mærkværdige end andre. De havde for eksempel en tam allike, de kaldte Børge, som Peder havde fundet til deres yngste søn Niels Peter. Den fløj hen til folk, når man kaldte. ”De fleste ældre kunne lide den. De fleste!” griner Peder. De havde også en rød bus, de ældre beboere på Holsted Plejehjem havde navngivet ’Emma’ – efter Emma. Den gav mulighed for at komme uden for plejehjemmet. ”Vi kørte tit ud til der, hvor de ældre havde boet. Så kunne de fortælle om markerne og afgrøderne. Det var så godt,” siger Emma med salige ansigtstræk. Alliken Børge og bussen Emma var, ligesom mange andre ting, bindeled mellem Emma og Peter, deres børn og de ældre. Tankerne ledes hen på smil, latter og glæde blandt den store familie, når parret fortæller deres små historier, mens de smådiskuterer, hvornår

det nu lige var, Børge snuppede en frikadelle fra en af de ældre ved middagsbordet.

Næstekærligheden er størst ”Før vi havde elevator på plejehjemmet i Holsted, bar vi de ældre op og ned ad trappen i sådan en der,” siger Emma og peger ud på en plastichavestol ude på altanen. ”Det var jo os der bar dem, Peder og mig. Vi kunne jo ikke byde vores tjenestepiger sådan noget.” Nogle af tjenestepigerne besøger stadigvæk Emma og Peder på Aarhus Friplejehjem. Nogle af dem har hængt ved i over 20 år. Da Emma og Peder stoppede lederskabet på plejehjemmet i Holsted i 1988, blev der holdt en stor fest. Parret vidste ingenting om det. Det var en følelsesladet dag for dem. En familie blev brudt, men de ældre var glade for den omsorg, parret havde givet dem. Som gave havde beboerne lavet det fotoalbum, som Emma og Peder stolt fortæller deres historier ud fra. Mens Emma og Peder sidder og snakker ud fra et af billederne, siger Emma, som hun har sagt flere gange før under interviewet: ”Ja, vi har haft sådan et godt liv.” Ja. Emma og Peder Henriksen har haft et godt liv. Det kan man se. Det kan man føle. De har elsket at gøre andre mennesker glade, på trods af hårdt slid og slæb. Peder fortsætter, hvor Emma slap: ”Der var engang en fra min højskole, der havde skrevet i min gæstebog: Husk, glæden er stærkest, når man glæder andre – og det tror jeg faktisk gælder endnu.”

23


En hverdag i skjult krig for Danmark Niels Høyer bor i dag på Sifsgård i Åbyhøj

Da Danmark blev befriet fra tysk besættelse i 1945, var krigen slut, og for den århusianske modstandsmand Niels Høyer blev tiden lagt på hylden. En tid med stikkerlikvideringer, jernbanesprængninger og andet modstandsarbejde var forbi. Niels mindes tiden med stolthed – eller i hvert fald det meste af den.

livet som indsats. ”Vi var nødt til at spille spillet. Vi fortsatte bare vores almindelige liv. Jeg på Arbejdsformidlingen – de andre på deres jobs. Vores hverdag fortsatte fuldstændig normalt,” siger han. Planlægning og udførelse af jernbanesprængninger, fabrikssabotager og stikkerlikvideringer blev hverdag med ugentlige møder i en bolig oppe under taget på Sønder Ringgade. De kæmpede som en del af modstandsbevægelsen for et frit land. ”Vi sloges for Danmark i et had til tyskerne. Et had til den tyske facon,” siger Niels Høyer.

"

Vi sloges for Danmark i et had til tyskerne. Et had til den tyske facon"

En stakkels tysk soldat Tekst og foto af Marie Lagoni

”Når jeg gik op og ned ad Strøget, holdt jeg øje med, hvem der gik bagved og ved siden af mig. Så jeg vidste, om det var nogen, der var ude på at skyde mig,” siger Niels Høyer. Historierne om allierede, der var havnet med sørgelige skæbner i tyskernes varetægt, var ikke enkeltstående, og som modstandsmand var han udmærket klar over, hvilken risiko han løb. Frygten levede de med. Det kunne ikke nytte noget, at man hang sig for meget i den, og udadtil var der ingen uro at spore. Den i dag 97-årige Niels Høyer kæmpede som en del af den aarhusianske sabotagegruppe ”5. Kolonne” en skjult krig for Danmark. Samtidig passede han et job på Arbejdsformidlingen. Det var et liv med to parallelle virkeligheder, hvoraf den ene udspillede sig med

24 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Kampen var mod den tyske enhed og deres angreb på landet og friheden, men ikke mod den enkelte tyske soldat. ”Vi var klar over deres vanskelige situation, fordi de var kommanderet til det. Det var vi jo ikke. Vi var gået frivilligt ind i det, og vi kunne gå ud i samme minut, som vi tog en beslutning om det. Det kunne den tyske soldat ikke – han måtte blive i det hele tiden. Vi gik så meget til tyskerne som vi kunne, men vi respekterede den enkelte tyske soldat,” siger Niels. Han kunne godt have ondt af en tysk soldat, der nok var fra et frit land, men langt fra var en fri person. Da besættelsen blev en realitet befandt Niels sig på kasernen i Fredericia, hvor han var dansk soldat. Han kigger op fra lænestolen med et indtrængende blik. ”Jeg var dansk soldat i uniform og med 89-riflen”, siger han. Da besættelsen indtraf blev soldaterne hjemsendt, og efter en tid

tilbage i Aarhus begyndte oprøret så småt. Niels Høyers tid som modstandsmand startede over et stykke wienerbrød og en kop kaffe i foråret 1941. Her drøftede en gruppe af unge mænd utilfredsheden for danskernes situation, og grundlaget for en sabotagegruppe var skabt.

Første aktion Hans første aktion blev den mest skelsættende. Den krævede nøje planlægning og forarbejde, så intet kunne gå galt. Første fejltagelse kunne nemt blive den eneste, og det var han fuldstændig klar over. Niels Høyers første aktion var en såkaldt stikkerlikvidering. ”Når jeg kan huske det indtil i dag, så siger det noget om, at det har

anfægtet mig. Jeg har betragtet det som en nødvendig foretagelse. Det var nødvendigt at gøre, vi skulle af med de mennesker, der meldte os andre,” siger han. Niels Høyer var lokkemaden. Udgivet for at være en anden lokkede han stikkeren i et bagholdsangreb. Ned ad Strandvejen slentrede de side om side. Kun Niels vidste, at de begge gik der med livet som indsats. Efter endt proces forlod de stedet i fuld kontrol. Niels ændrede sit alibi. Frakken, han havde på, blev skiftet ud med en anden. De gik hjem og på arbejde næste dag. Én stikkerlikvidering var nok for Niels. Efterfølgende deltog han udelukkende i andre former for sabotagearbejde. ”Jeg var ikke glad for stikkerlikvideringen. Det var jeg ikke. Jeg deltog ikke ret meget i den slags efter. Stikkerlikvideringer ville jeg ikke have noget med at gøre mere. Det accepterede man selvfølgelig. Jeg havde jo lavet min ting,” siger han. En hændelse som den her snakkede man ikke om. Det var en nødvendighed udført i det had, der levede fra det skelsættende øjeblik tyskerne besatte Danmark for 76 år siden. For landets skyld levede Niels med frygten. Den boede i ham til d. 5. maj 1945, hvor hans militærtid var slut. Andre fortsatte i militæret, mens Niels forfulgte en drøm om at blive akademiker med en uddannelse i økonomi fra universitetet. ”Jeg gik fra med det samme. Nu ville jeg ikke mere – jeg synes, det havde været nok. Da befrielsen kom, gik vi hver til vores.”

25


Der er intet, der holder Esther her Livet er levet, og Esther Due på 84, sidder nu alene og venter på dets afslutning. Hun har ingen pårørende tilbage, ingen at blive i denne verden for.

Tekst og foto af Joshua Ursin Hollingdale

”Dengang var der så mange gode minder,” siger Esther Due, mens hun lægger et billede fra sig, og samler et nyt op. Billedet forestiller en samlet familie – de er til påskefrokost og er opstillet foran Esther og ægtemanden Georgs villa i Næstved på Sjælland. Billedet er taget for 32 år siden. Knap to år før Esthers lykkelige tilværelse blev revet itu. Esther mødte Georg på restaurant Den Røde Pimpernel på Vestergade i København klokken halv to om natten. Hun blev straks draget af hans lyse sind og muntre fremtoning, og derfor fulgte hun trop, da hele selskabet besluttede at takke ja til Georgs forslag om at fortsætte festen hjemme hos ham. Da natten endelig sluttede, lovede han, at han ville ringe Esther op. Det troede hun ”ikke et sekund på”. 14 dage senere ringede telefonen.

”Vi var i biografen, og jeg kan stadig huske, hvad vi så – Alt om Eva, hed den. Og så var det sket. Vi blev forelskede i hinanden,” siger Esther. I næsten tredive år bestyrede ægteparret Georgs konfektionsforretning i Næstved. De var glade, og Georgs lyse sind forlod ham aldrig. Indtil en lys solskinseftermiddag en weekend i 1986, hvor parret havde spist frokost i haven. Esther stod i køkkenet og vaskede op, og Georg blev ved at sige, at hun skulle komme ud og nyde det gode vejr, mens det stadig var der. Så det gjorde hun, og ægteparret nåede at sidde og tale sammen i et kvarter, før Georg sank sammen i stolen. Han havde fået en blodprop efter et helt liv med dårligt hjerte. Og så var han væk. 30 år senere kan Esther kun beskrive Georg med tre ord. ”Jeg savner ham,” siger hun, og uddyber, hvordan sorgen har ændret sig gennem tre årtier. I starten kunne hun mærke ham som en hånd,

Alene med udsigt til den smukke natur bor Esther Due på Aarhus Friplejehjem.

der pustede kold luft i hendes nakke. Nu er han langt væk fra hende, og i Esthers spirituelle sind synes det klart, at hun håber at se ham, når hendes eget liv endelig slutter.

Hjerteveninden

Til Esthers (første fra venstre) 75 års fødelsdag var “hjerteveninden” Kirsten (anden fra venstre) til stede. Tabet af Kirsten var for Esther næsten så hårdt som at miste Georg.

26 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Esther ser på fotografiet i hendes hånd. Øjnene lyser op. Så ser hun på et andet og ler hjerteligt, før ansigtet igen falder i tunge, betænksomme folder. På billedet i hendes hånd ses 4 kvinder: Esthers to søstre, Esther selv og veninden Kirsten. Billedet blev taget for ni år siden til Esthers 75-års fødselsdag. Før Esther flyttede ind på Friplejehjemmet, hjalp Kirsten med det meste – hun købte ind, hjalp til med madlavning og var en støtte, når Esther var allermest syg. Hun blev ofte natten over, når kroppen havde det værst, og Esther havde brug for en at holde i hånden. ”Hun var min hjerteveninde. Og en dag skulle hun ned til mig og spise frokost. Jeg ringede til hende klokken 10:30 og sagde, at jeg glædede mig til at hun kom herned til frokost. Hun glædede sig også, sagde hun. 10 minutter efter var hun væk. Jeg har aldrig set hende siden.” Det var næsten så hårdt som at miste Georg, siger Esther, som er ked af, at det blev Kirsten, og ikke hende selv, der døde den dag. ”Hun var ikke mere end 72 år. Det var mig, der skulle herfra, ikke hende. Jeg havde jo levet mit liv. Jeg havde ikke noget til gode.”

Ensom og ventende Esther føler, at livet er levet. Hun føler sig ”træt af dage”, og med en kviksølvforgiftet lever, der næsten ikke kan mere, er dagene nu gået hen og blevet meget lange. ”Det er jo ikke sjovt at blive konfronteret med sine begrænsninger hele tiden,” siger hun. Kroppen kan snart ikke mere, sindet er helt mæt, og uden nogen at være til for, sidder Esther i de smukke omgivelser på Friplejehjemmet og venter på, at naturen går sin gang. ”Jeg har jo ingen pårørende. Ingen, der holder mig her,” siger hun. Den eneste, hun har tilbage er sin søster Inga på 89, som bor på plejehjem i Randers. På Dagmargården, hvor Esther boede, før hun kom på Friplejehjemmet, kunne hun blive kørt på visit hos søsteren. Nu har hun ikke set hende i over et år. Og selvom de ringer sammen og sludrer et par gangen om ugen, føler Esther sig alene – ensom og ventende. Men det er naturligt, mener hun. Før Esther kom på Friplejehjemmet, skrev hun sin sidste vilje og sit testamente. Hun underskrev også et såkaldt livstestamente, som gør det klart, at hun ikke vil modtage genoplivende behandling, når hendes hjerte en dag stopper. Hun er klar. ”Alting hører jo op her i livet. Men det gør ikke noget, synes jeg. Jeg er ikke bange for at dø.”

27


”At mødes og skilles – det er livets gang” Ellen Margrethe Christensen mistede sin mand en måned efter, de var flyttet på plejehjem. De havde kendt hinanden i 70 år. Savnet er utroligt stort, men Ellen er taknemmelig for det liv, hun fik med Henning – og for det liv hun stadig har. Tekst og foto af Eva Eriksen

Midt i Ellen Margrethe Christensens stue på Lokalcenter Næshøj står et brunt sofabord med løvefødder. På sofabordet ligger en hæklet hvid pyntedug, hvorpå der står et ur og tikker. Ved siden af står en lænestol. Her sidder Ellen tit og tænker tilbage på alt det, hun har oplevet, for når dagen kan virke trist, så bringer minderne smilet frem. ”Når jeg sidder og tænker på alt det skæg, vi har haft – jeg tror da, jeg griner højt en gang imellem; og det gør da ikke noget, om der er nogen, der hører det,” siger Ellen, der kniber øjnene sammen, imens

hun griner hjerteligt. ”Jeg har haft et godt liv, og jeg har det godt her,” siger Ellen. ”Skal man så sidde og være sur?” Ellen synes, at det er vigtigt at huske på at være glad for hver dag, man vågner – og taknemlig for hver dag, man har, selvom det nogle dage kan være svært. D. 10. april 2015 mistede Ellen sin mand. Henning var syg og havde været det i en længere periode. ”Den aften, da han døde, vågnede jeg ved, at han ledte efter min hånd under dynen. Da jeg fik fat i hans hånd, gav han mig et tryk. Så vidste jeg, at jeg skulle komme op til ham. Jeg prøvede at snakke med ham, men det kunne jeg ikke. Da så jeg, at han var dårlig, så jeg spurgte: Skal jeg ringe? Han nikkede. Så vidste jeg, at jeg skulle ringe. ” Henning havde KOL og havde fået indopereret trakeostomi i halsen, hvilket gjorde det vanskeligt for ham at tale. Ellen er svagtseende og kan derfor ikke mundaflæse, og hørelsen er også blevet svagere med årene, fortæller hun. Derfor havde de svært ved at kommunikere til sidst, men som Ellen siger: efter 70 år sammen kender man hinanden godt.

Ellen og Henning blev gift i 1947. Dengang var det ikke muligt at få en hvid brudekjole, fortæller Ellen.

”Man bliver mere knyttet til hinanden, end man regner med – man ligesom gror ind i hinanden, ” siger Ellen.

Man må arbejde for føden Ellen mødte Henning, mens hun arbejdede som husbestyrinde i en seks-værelses lejlighed hos en doktor i Aarhus. Hvad det helt præcist var ved Henning, hun faldt for, kan Ellen ikke forklare, men hans trofasthed var i hvert fald en del af det. ”Hvis han havde sagt noget, så blev det sådan. Så jeg tænkte, at han var til at stole på - og han har aldrig nogensinde sagt, at han kom, hvis ikke han gjorde det; - Jo, det passer ikke,” udbryder Ellen, ”han faldt i søvn en gang!” Selvom dette vækker en latter, er der også en mere alvorlig grund til, at Henning var faldet i søvn. Han arbejdede på et jernstøberi, hvilket var hårdt og skadeligt arbejde, men det var under krigen, og dengang måtte man tage det arbejde, man kunne få – ellers kom der ikke mad på bordet. Selv havde Ellen også nok at se til hos doktorens, hvor hun både stod for madlavning, rengøring og husholdning. Hun arbejdede fra klokken 07.00 om morgenen til 20:30 om aftenen. Den tillid og ærlighed, som Ellen fandt hos Henning, er hun og hendes søskende opdraget til at værne om. Ellen fortæller, at hendes far altid sagde til dem, at man skal sige sandheden, for så kommer man længst. Samtidig sagde han dog også, at man ikke kan regne med, at alle, man møder, er lige så ærlige som én selv. Det er vigtigt at lære at gennemskue folk. Dette har Ellen taget til sig.

Fra knokleri på landet til bestræbelser i byen Ellen voksede op på en gård på Mors som den næstyngste i en søskendeflok på otte. Som 13-årig kom hun ud at tjene på en gård, hvor hun hurtigt lærte at få bestilt noget. Henning og Ellen var enige om, at de ikke ville bo på landet, for som Ellen siger: ”Det var knokkel.” Henning og Ellen blev gift i 1947. Ellen sagde efterfølgende op hos

Ellen fik spejlet og en sammenhørende børste i konfirmationsgave.

doktoren, og det nygifte par flyttede ind på et lille værelse. Ellen tog ud at gøre rent hos folk, men der var nogle, der var rarere at komme hos end andre. Én af damerne var så mistroisk, så Henning sagde til sin kone: ”Det kan godt være, du mister en dagsløn på det, men jeg synes ikke, du skal blive ved dernede, for hun er da ikke værd at arbejde for.” Ellen har været særligt glad for, at Henning og hun altid har kunnet snakke om tingene. ”Det er det, jeg savner nu. At kunne diskutere og snakke om tingene med den man er gift med. Man kan jo snakke med sine børn – det ved jeg, men det er ikke det samme som at snakke med sin ægtefælle, ” siger Ellen.

”Man må se realiteterne i øjnene” I dag er Ellen 94 år. Hun har to børn, fire børnebørn og 11 oldebørn. Ellen og Henning har altid taget beslutninger om børnene sammen, og selvom de ikke altid var enige om alting, så blev de aldrig uvenner. Ellen blev senere dagplejemor, og hun har den dag i dag endnu kontakt til nogle af de børn, hun passede. De var også med til hendes 90-års fødselsdag, som blev fejret i hendes ældste datters have på en dejlig sommerdag. ”Oldebørnene siger: Det bliver dejligt oldemor, når du bliver 100 år, for så skal vi dælme have fest,” griner Ellen. Hun er den sidste tilbage i søskendeflokken, men det nytter ikke at sidde og beklage sig. Man må tage en dag ad gangen. ”Jeg har haft mørke timer, efter Henning døde, fordi jeg savner ham utrolig meget. Men det kan ikke hjælpe noget. Man må se realiteterne i øjnene. At mødes og skilles – det er livets gang. Når vi har den alder, som vi har, så er man nødt til at tage det som en naturlig ting, men det er svært. Det vil jeg indrømme. Men det er man altså nødt til,” siger Ellen.

Ellen sidder ofte i yndlingsstolen her på Lokalcenter Næshøj og tænker på de mange minder. 28 ∕ LIVSHISTORIER 2016

29


om 10 minutter. Men hun får ikke lov at slippe ud igen, før hun også har bekræftet Rasmus’ lune blik. Man får næsten et indtryk af, at alle har hørt om hende og Rasmus’ oplevelsesrige liv. Erindringerne fra deres lange liv var, hvad der holdte dem sammen til sidst. Når de ikke kunne rejse verden rundt, kunne de mindes dengang, de gjorde. Det er måske også derfor, at når man spørger Elva om hendes ægteskab, er det ikke tiden med Rasmus som invalid, der står tilbage. Men minderne.

Det er omkring fem år siden, Elva mistede sin mand, Rasmus.

Jalousien udfordrede ægteskabet Det var ikke altid let for de to, især når Rasmus til tider blev bitter over hverdagens uretfærdigheder. En bitterhed der viste sig ved, at han til tider blev meget jaloux. Elva fortæller om episoder, hvor hun læste avis, og Rasmus spurgte, om hun holdte mere af avisen end af ham. Det var ikke nemt for de to at håndtere Rasmus’ lidelse, men for Elva var der ingen anden udvej end at blive ved Rasmus side til det sidste. ”Jeg kunne ikke nænne at gå fra ham, det var jo ikke hans skyld,” siger Elva om tiden efter Rasmus’ blodprop. Det var også derfor, han først kom plejehjem, da den allersidste tid nærmede sig. Men Elva sad stadig ved ham hver dag på plejehjemmet. Da personalet på plejehjemmet foreslog at hjælpe Rasmus på

vej, var Elva også klar i spyttet om, hvad der skulle ske med hendes mand. ”Jeg vil ikke stå og lade Rasmus dø!” sagde hun til plejepersonalet, da de kom med et sådan forslag. For Elva var det ikke slut endnu.

Minderne er der stadig I dag sidder Elva på plejehjemmet Koltgården, og det er længe siden, hun måtte sige endeligt farvel til sin Rasmus. Havde han levet en måned længere, kunne de have fejret guldbryllup. Det er måske også derfor, at Elva føler sig lidt ensom. Før i tiden kunne Elva vende tilbage til de mange oplevelser gennem Rasmus’ lune blik, men det kan hun ikke i dag. En fra personalet banker på med Elvas frokost og fortæller hende, at de skal se ”Mit Afrika” senere i dag. Det minder Elva om dengang, hende og Rasmus var nede og besøge hendes svoger, der ledede en kaffeplantage hos Karen Blixen. Selvom hun så filmen forleden dag, vil hun nu godt se den igen. Måske får hun chancen for at fortælle historier fra dengang, de var dernede i Kenya. Elva sætter sig til rette ved bordet med sin frokost foran sig, ved siden af står det gulnede bryllupsbillede af de to eventyrlystne ægtefæller.

Tilbage står det gulnede bryllupsbillede Elva og Rasmus levede et eventyrlystent liv sammen, men en dag fik Rasmus en blodprop. De sidste ni år af hans liv sad Elva ved hans side, selvom han ikke kunne bevæge kroppen. Tekst og foto af Emil Kaas-Hansen

Kaffen er hældt op, og stakke af billeder står stablet på bordet, mens Elva Irene Nielsen leder efter sit bryllupsbillede. To unge mennesker, der ville se hele verden sammen, står side om side på det gulnede fotopapir. Men da Rasmus fik en blodprop for omkring 14 år siden slukkes drømmen om at se alting sammen. I den sidste tid af Rasmus’ liv havde de to kun minderne tilbage. ”Vi var et kønt par, synes jeg,” siger Elva og sætter billedet på bordet,

30 ∕ LIVSHISTORIER 2016

der i forvejen prydes af fotografier med familiemedlemmer, venner og rejser. Enkelte er særligt udvalgt og lagt frem på bordet, blandt andet et billede fra dengang de kørte rundt i Australien med Elvas bror. En tur Elva stadig snakker passioneret om. Det var især Elva, der ville opleve hele verden, og selvom Rasmus ikke altid kunne følge med, gjorde han et ihærdigt forsøg. Men blodproppen satte en stopper for drømmene, da han blev lam i kroppen og var lænket til en kørestol. Alligevel blev de to sammen i de sidste ni år af Rasmus’ liv. For selvom Elva ville se hele verden, skulle det ikke være uden Rasmus.

”Han havde sådan et lunt blik” Bryllupsbilledet står på bordet og pynter, og Elva er ikke tvivl om, hvad det var, hun faldt for ved Rasmus. ”Jamen, han havde sådan et lunt blik. Det kan man jo også se på billedet,” siger hun og peger på fotoet. Mens Elva beundrer bryllupsbilledet, træder en af de ansatte på plejehjemmet ind i hendes lejlighed og informerer om, at der er frokost

Elva og Rasmus var gift i tæt på 50 år.

31


Kirsten hjalp bare "

Jeg kunne mærke på dem, at der stod noget på højkant. Så jeg lukkede dem ind med det samme."

En aften i 1942 kort før spærretid bankede et jødisk ægtepar på døren. 16-årige Kirsten Seidelin Nørgaard var alene i huset. Det blev en oplevelse, hun ikke har kunnet glemme.

Men det har også været svært indimellem. Det tidligste eksempel på det overgik hende allerede i en ung alder, hvor hun stod i en situation, der har brændt sig ind i hukommelsen. ”Det var svært allerede som 16-årig at blive sat over for noget, man ikke vidste, hvad indebar,” fortæller Kirsten. På trods af tydelige smerter vil hun gerne fortælle sin historie. Fordi den har betydet noget for hende. Fordi hun husker netop dén historie, når der er så mange andre historier, hun har glemt.

En jødisk familie skjules

Kirsten bruger meget tid i sin lille lejlighed, hvor hun kan kigge ud på området.

Tekst og foto af Henrik Dyhr Hansen

Kirsten Seidelin Nørgaard bor alene i sin plejebolig i Risskov. Her har hun boet i et år. Hun befinder sig godt, men kunne godt tænke sig, at der skete lidt mere. Men sådan er det jo, når man bliver for gammel til at bo i egen bolig, som hun udtrykker det. Så nu sidder hun i sin gamle rokkestol og plejer en brækket underarm efter et nyligt fald.

32 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Hun er en lille, spinkel kvinde, der runder de 90 til sommer. Men skindet bedrager. Hun har store historier at fortælle, som kan få os alle til at reflektere over livets genvordigheder og glæder. Og på trods af sin høje alder har hun stadig masser af livsgnist tilbage. Kirsten er født i 1926, og hun synes selv, at hun har haft et godt liv.

Dengang, da tyskerne havde besat Danmark. Dengang, moderen var taget til København for at besøge hendes bror, der var indsat i Horserød Statsfængsel, fordi han havde trykt og omdelt illegale blade. Dengang, da det bankede på døren et kvarter i otte om aftenen. Udenfor stod der en mand og en kvinde. En læge og hans hustru. De stod og trippede med hver sin lille kuffert i hånden. De ville gerne indenfor, inden spærretiden trådte i kraft. Men hun vidste ikke, hvad det handlede om. Så manden måtte fortælle hende, at de var jøder, og at de gerne ville have lov til at overnatte i huset et kort stykke tid. ”Jeg kunne mærke på dem, at der stod noget på højkant. Så jeg lukkede dem ind med det samme,” fortæller Kirsten. ”Jeg kan ikke huske, hvor mange nætter de blev, for de var jo på vej til Sverige.” Og det var en situation, som hun i dag ikke helt forstår, hvordan hun klarede. Måske skyldes det, at hun bare gjorde, som det jødiske ægtepar sagde, hun skulle? Måske er det et karaktertræk ved hende, at hun hjælper uden at tænke på sig selv? Men hun kan huske, at det var en svær tid for hende. Som purung var hun uden varsel blevet ansvarlig for to voksne menneskers liv.

Påpasselighed er påkrævet I det daglige skulle Kirsten hele tiden være forsigtig. Hun måtte lægge sine indkøbsvaner om, så omverdenen ikke blev opmærksom på, at hun begyndte at købe mere ind. Så hun måtte styrte hele byen rundt for at handle i forskellige forretninger hver dag. ”Det eneste gode ved det var, at jeg slap for at lave mad, for det klarede konen, så længe de var der,” siger Kirsten efterfulgt af en karakteristisk latter. Hun skulle også være påpasselig med, hvad hun sagde. Angsten for at blive taget af tyskerne og afhørt, var med ét blevet meget nærværende. En angst, hun ikke havde følt før, selvom familien var indblandet i illegal virksomhed. For det var hun ikke alene om. Hun kunne ikke sige så meget, når hendes mor ringede for at høre til hende. Hun var bange for aflytning. Og den jødiske mand og hustru stod tæt omkring hende og gestikulerede nervøst. ”De kunne ikke fortælle mig, hvor de skulle hen. De var jo bange for, at jeg ville blive afhørt af tyskerne.” Efter besættelsen mødte hun familien igen. Og hun er glad for det venskab, der blev skabt. Fordi hun kunne fordøje oplevelsen igen i trygge rammer. Og nu sidder hun så her i sin rokkestol og kigger ud på det gryende forår. 74 år ældre og klogere. Hun husker tilbage på et langt samliv med sin afdøde mand, Hans Peter Nørgaard, der døde i en alt for ung alder. Sammen fik de 2 adoptivbørn, Birte og Klaus. Hun er ikke ensom, selvom hun godt kunne tænke sig flere fællesaktivitet på plejehjemmet, for børnene er flinke til at komme på besøg. Og hun glæder sig til det næste sociale arrangement, der udbydes på plejehjemmet. For som hun siger: ”Der er lidt langt mellem de engelske bøffer herude.”

33


Et fotografi af Egon og konen Inger. Inger var et meget kreativt menneske, og hun strikkede og hæklede selv sit tøj.

Egon Andersen sidder og kigger på sine frimærker med musikmotiv, som han efterhånden har flere tusinde af.

Egon føler sig ungdommelig 87-årige Egon Andersen sørger for at holde sig i gang, for livet skal ikke gå i stå, selvom han er alene efter sin kones død.

34 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Tekst og foto af Louise Boe Weis Jensen

Egon Andersen har lige spist frokost og sidder nu foran sin bærbare computer. Han har netop fået et tip om, at der skulle være lagt nogle gamle billeder af Aarhus ind på internettet. Egon bor på anden sal i Plejehjemmet Fuglebakken i Aarhus Vest. Der har han boet, siden han flyttede ind med sin kone Inger i 2013. Inger var i skidt forfatning efter et længerevarende sygdomsforløb med meningitis og en efterfølgende blodprop i hjernen, som gav hende demens. Det var hjemmehjælpen, der i sin tid rådede Inger til at flytte på plejehjem, da de ikke længere kunne tage ansvar for

hende. Derfor solgte Inger og Egon deres store hus og flyttede 500 meter op ad gaden til plejehjemmet. De startede med at dele værelse, men efter nogle måneder besluttede personalet, at det var bedst, at Inger fik sit eget værelse. Flere gange dagligt gik Egon op og besøgte Inger, for at se, hvordan hun havde det. Natten til den 24. december sidste år kom nattevagten ind og vækkede Egon med beskeden om, at Inger var død. ”Så var det sket. Det var ligesom at få en spand koldt vand i hovedet. Vi var da godt klar over, at hun ikke havde lang tid igen. Men at det lige skulle ske der, det var der ikke nogen af os, der havde regnet med,” fortæller Egon.

Hobbyerne aktiverer Det er snart fire måneder siden Inger døde. Det eneste familie Egon har tilbage, er hans kræftsyge bror i Vejle. Men ham ser han ikke, da helbredet ikke kan holde til rejseriet. Nu går Egons tid med at dyrke sine forskellige hobbyer. ”Jeg har så mange ting, jeg interesserer mig for. Jeg har mine musikmærker, jeg læser en hel del og så er der også computeren at sætte sig ind i og lære finesserne der. Så går tiden med det,” siger Egon. På reoler rundtomkring i den lille lejlighed står der mapper med Egons mange frimærker med musikmotiver. For Egon er det essentielt at have en hobby, som han går op i og kan holde sig i gang med. Han gider ikke at bruge sin tid på at sidde og trille tommelfingre, som han ser nogen gøre, når de kommer på plejehjem. ”Hobbyerne gør, at jeg får holdt hjernevindingerne ved lige, og at jeg ikke går hen og går i stå. Der er hele tiden noget, jeg skal få til at gå op,” fortæller Egon.

Ovenpå bogreolen ligger bogen Den Første Sten, som Egon er i gang med at læse. Handlingen udspiller sig i Afghanistan, så for at kunne følge med i geografien, har Egon fundet et kort på Google og printet det ud. Ifølge Egon er det vigtigt at hjælpe hinanden. Derfor har han bedt om lov til at købe snaps til plejehjemmet. Der er nemlig tradition for, at beboerne hygger med en sildemad og to snaps om søndagen, men snapsebeholdningen er løbet tør. ”Når jeg får svar fra kassereren i beboerrådet, så går jeg hen i brugsen og køber flaskerne,” siger Egon.

Holder sig i gang På trods af at Egon har rigeligt at beskæftige sig med, savner han at kunne komme ud at gå eller cykle en tur, hvilket han ofte gjorde førhen. ”Men det kan jeg ikke med det her bentøj,” siger han og slår sig let på låret. Egon har problemer med sine hofter og ryg og går derfor med krykker. Problemerne med fysikken stopper ikke Egon i at holde sig i gang. Han går til træning i plejehjemmets motionscenter to gange om ugen og henter selv sin morgenavis i postkassen, fordi han synes, det gik lidt for langsomt, da personalet skulle hente den for ham. På trods af fysikken er han tip top taget sine 87 år i betragtning. En af plejehjemmets nye kvindelige beboere troede ikke på Egon, da han fortalte hende, at han er 87 år. Hun troede, at han var væsentligt yngre. ”Så måtte jeg vise hende mit sygesikringsbevis, og der står der altså 1928.”

35


Ellen blev voksen som 11-årig

det betød, at børnene selv måtte stå op og gå i skole. Forholdet til sine børn har været rigtig vigtigt for Ellen. Når hun for eksempel selv måtte sy børnenes tøj, fordi der ikke var penge til nyt, skulle børnene aldrig tvivle på Ellens kærlighed til dem. ”Jeg kunne da aldrig finde på at forlade mine børn,” siger Ellen. Ellen vil gerne anerkende, at hun har levet et hårdt liv, men hun har altid kunnet finde en stolthed i at kunne klare sig selv. For Ellen har det aldrig været et spørgsmål om, at nogle problemer er for store. Det har blot handlet om at finde en måde at løse sine problemer på.

En nødvendig forsvarsmekanisme ”Jeg tror selv, at der er meget, jeg har fortrængt,” siger Ellen. Hvorfor ved hun ikke, men hun har en klar idé om, at det har været

en forsvarsmekanisme for hende. Hun føler, at hun har været nødt til at gemme oplevelser væk i sit indre for at kunne kapere den næste dag og den næste dag. Som barn pådrog Ellen sig en vane med at kravle under dynen og tage den helt op til hagen. I denne positur kunne hun tænke dagen igennem, og her følte hun sig tryg. Hun havde brug for et sted at være tryg, fordi hun følte sig svigtet. Vanen med at finde tryghed under dynen er stadig en del af Ellens hverdag. Den hænger fast. Ellen har levet et liv, der har budt på store udfordringer. Forældrenes skilsmisse og skilsmissen fra sin egen mand står som to af de mest toneangivende. Ellen har altid gjort sit ypperste for at klare udfordringerne selv. Nu, da hun er kommet på plejehjem, har hun det bedre end nogensinde.

Ellen har tre børn, der alle er gode til at besøge hende på plejehjemmet.

Da Ellen Margrethe Poulsen var 11 år, forlod hendes mor hjemmet under aftensmaden uden at sige farvel. Ellen var tvunget til at blive voksen og lære at klare sig selv.

Tekst og foto af Jonas Bengtson

Ellen Margrethe Poulsen var 11 år, da det ringede på døren efter aftensmaden. Hvem, der ringede på, ved hun ikke. Hun ved dog, at hendes mor forsvandt ud af døren for at forsvinde ud af familien. Den nu 82-årige Ellen fik ikke så meget som et farvel fra sin mor. ”Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan sætte børn i verden og så bare ignorere dem,” siger Ellen. Uden en mor i hjemmet til at tage sig af det huslige stod Ellen pludselig i en situation, hvor hun var nødt til at overtage ansvaret for husholdningen. I starten kunne hun ikke finde ud af at lave mad. Der var dog ikke andre alternativer end at lære det. ”Hvordan kunne de gøre det over for et barn?” spørger Ellen med henvisning til sin enorme arbejdsbyrde i hjemmet. Hun gik stadig i skole, som om intet var forandret. Men det var det. Når hun var færdig i skolen, kunne hun bruge sin tid på at gøre rent eller vaske tøj. Ellen var ikke det ældste barn, og når hun tænker tilbage, er hun faktisk ikke klar over, hvorfor det var hende, der måtte overtage moderens opgaver i hjemmet. Hun husker dog meget tydeligt, at faderen heller ikke var meget hjemme. Han var mekaniker og havde egen virksomhed, hvorfor Ellen måtte stå for bl.a. indkøb af mad. Pengene til det lagde fade-

36 ∕ LIVSHISTORIER 2016

ren på bordet, inden han tog på arbejde, og herefter måtte Ellen ordne resten.

Truende, alkoholiseret mand Senere i livet måtte Ellen indse, at hun var nødt til at forlade sin mand, med hvem hun havde fået tre børn. Manden var alkoholiker og gjorde et stærkt indhug i parrets økonomi med sine våde vaner. ”Jeg var bange for ham til sidst,” siger Ellen. Han lagde aldrig en hånd på hende, men truende adfærd gjorde hende nærmest paralyseret. Da hun endelig fik taget sig sammen til at beordre manden ud af døren, kunne hun mærke en kæmpe sten falde fra brystet. Igen kunne hun mærke sig selv. Nu stod hun og skulle brødføde tre børn uden et velbetalt job. Men for Ellen var det, og er det, vigtigt at kunne klare sig selv, så hun tog problemerne i stiv arm. En indstilling hun tillærte sig i barndommen, hvor hun også blev nødt til at lære at klare sig selv. Da manden ikke længe efter tog livet af sig selv, følte Ellen en klar skyld. Hun havde dog ikke meget tid til at bearbejde skyldfølelsen. Hun skulle stå op hver dag klokken 4 for at møde på arbejde klokken 5 på bryggeriet Ceres, hvor hun skulle gøre rent. Det værste for hende i denne sammenhæng var ikke at møde klokken 5. Det værste var, at

37


Koret er samlet. Ninna står i blå skjorte og sort nederdel nummer 4 fra venstre.

Ninna Ruth Caspersen brugte koret til at komme over sin mands død.

Koret fik Ninna gennem sorgen "

Det handler om kammeratskab, og det er altså uundværligt."

Da Ninnas mand dør ved en fejloperation efter 40 års ægteskab, står hun tilbage med en følelse af tomhed. Hun finder alligevel et nyt fællesskab i Brabrandkoret og kan igen glæde sig over livet.

Tekst og foto af Manon Buch

Atten kvinder smiler fra den sorte ramme. De er tæt klynget sammen, nogle med armene om hinandens lænd, andre støttende skulder-mod-skulder. De gør det, både fordi pladsen er trang, men også fordi de holder af hinanden. De blanke perlekæder og det farvestrålende tøj samt vinglassene i hånden vidner om en dejlig dag for ikke så længe siden. I dag er vinen drukket, tøjet hængt i skabet og de atten kvinder hænger på Ninna Ruth Caspersens væg på plejehjemmet Sct. Olaf i Brabrand. Det er efterhånden et par år siden, at hun har set de andre sytten kvinder på billedet. ”Vi er gledet fra hinanden. Det har nok noget med alderen at gøre,” siger den nu 95-årige Ninna. ”Når man først bliver svagtseende eller hørende, er det bare sværere at få det til at fungere sammen. Man skal have et vist overskud.”

Operationen der gik galt Ninnas kærlighed til koret starter med hendes mand Allan. Hun møder ham i starten af tyverne, og sammen får de to børn:

38 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Anne-Grethe og Niels. ”Det var den bedste tid i mit liv. Han var en mand fuld af humør og altid vittig,” siger Ninna. ”Han var altid glad, og det var jo det, der var så sørgeligt til sidst. Han blev så træt”. Da Ninnas mand skulle have en by-pass operation for 30 år siden, var der ingen, der kunne have forudset konsekvenserne. En tabt clips i hjertesækken og en re-operation førte til at Ninnas mand gik bort et lille år efter. ”Lægen ringede og forklarede om fejloperationen. Han sagde, at han havde skældt sygeplejersken ud. Det var som om, at han ville lægge fejlen over på hende. Det synes jeg var usmageligt. Det var jo en menneskelig fejl, og dem kan vi alle begå,” siger Ninna. Sådan slutter 40 års ægteskab og efterlader Ninna med sorgen og den gabende tomhed efter en mand, der har været hendes et og alt hele hendes voksne liv. Tilbage er kun spørgsmålet: Hvad gør jeg nu?

Det handler om kammeratskab Selvom familien og specielt barnebarnet Anne-Sophie betyder en

del for Ninnas nye tomrum, er der én speciel ting, der får hende igennem sorgen. ”Det vigtigste var, at jeg meldte mig ind i sangkoret,” siger Ninna. ”Det hjalp mig videre i mit liv gennem sangen og de gode venner.” Ninna begyndte i Brabrand Sangkor et par år efter mandens død og stoppede ikke før, dirigenten gav op. Hun nåede at være med i nogle og tyve år. Sangkoret blev hendes fællesskab. De tog på ture rundt i landet, gik på højskolekursus og blev hinandens bedste venner. ”Da min mand var i live, gik han meget op i at gå i loge. Dengang kunne jeg ikke forstå, at han gad bruge så meget tid på det, da han også arbejdede en del. Men efterhånden, som jeg fortsatte i sangkoret, forstod jeg, hvad det hele handlede om. Det handler om kammeratskab, og det er altså uundværligt.”

”Jeg savner koret hver eneste dag. Man bliver bare nødt til at acceptere, at når man bliver 90 år, kan man godt stå af, for der lyder stemmen ikke længere særlig godt,” siger Ninna. ”Jeg er god til at være realistisk. Det har altid været vigtigt for mig at være dygtig, og alderen giver bare en del skavanker.” Det er 4 år siden, at Nina stoppede i koret. Sangen holder hun dog stadig i live. Hver anden fredag på Plejehjemmet Sct. Olaf synges der sange fra Højskolesangbogen. Derudover er der gudstjenester samt et par arrangementer om måneden, hvor Ninna synger med. Enhver synger med sit næb Koret turnerede landet rundt og sang mange forskellige steder. Stan- ”Jeg er jo en realist. Stemmen er ikke den samme mere, når man darden var høj, og derfor gik alderen til sidst ind og satte en stopper når en hvis alder. Jeg prøver da at synge med. Alle synger med deres næb, så godt som de nu kan.” for sangen.

39


At holde i hånd i 70 år Grethe savner Erhardt, når han ikke er der. Hun synes, at deres liv har været ganske godt, og der er ikke meget negativt at finde, når hun søger i hukommelsen. Men Erhardts hukommelse står skarpere. På trods af utroskab har han fastholdt Grethes hånd i de 70 år, der er gået. Tekst og foto af Simone Kamp Hansen

Jernbryllup og brev fra H.M.

Det er torsdag eftermiddag. Grethe sidder alene i lejligheden, og det er helt uvant, for hendes mand Erhardt plejer at være der også. De har boet mange steder sammen, og nu er de på Plejecenter Sønderskovhus i Lystrup. Men i dag er Erhardt i Herning. Han skal have skiftet sin pacemaker. Grethe mærker efter sit ur på håndleddet. Synet er ikke til megen hjælp, så efter lidt søgen finder fingrene den lille knap på siden, og hun løfter i samme øjeblik uret op til øret. ”Klokken er: 14:39” siger en stemme. ”Åh. Så er de nok snart på vej,” sukker Grethe. Grethe og Erhardt mødte hinanden den dag, hvor politiet blev taget af tyskerne under krigen. Det husker de begge tydeligt. De boede i Aarhus, og det var Grethes veninde Edith, der kendte Erhardt. Grethe var 17 år, og Erhardt var 18 år. Pludselig stod de tilfældigt over for hinanden ude på badeværelset. Så kyssede Grethe Erhardt. Eller også var det Erhardt, der kyssede Grethe. Det kan de ikke blive enige om.

Da Erhardt fortalte sin mor, at Grethe var blevet gravid, sagde hun til ham: ”Du ved godt, at hvad du har gjort beskidt, må du også gøre rent igen”. I starten forstod Erhardt ikke, hvad hun mente, men det fandt han hurtigt ud af. Så Grethe og Erhardt blev gift i februar, og to måneder senere kom Bente til verden. De flyttede i lejlighed på hjørnet af Paludan Müllers Vej og Ringgaden. En lejlighed, som kommunen stillede til rådighed for dem. Senere flyttede de til Randersvej, hvor sønnen Jan blev født. Og da pladsen blev for trang, rykkede de til Hjortshøj i hus, hvor de boede i 30 år, indtil tiden var kommet til plejehjem. Til at starte med kunne de ikke få en plejehjemsbolig, hvor de kunne bo sammen. Det ville de ikke acceptere. Så de måtte vente på et bedre tilbud, og lidt senere blev lejligheden på Sønderskovhus ledig. Her har de nu boet i fem år. Da de havde været gift i 70 år, fejrede de deres jernbryllup og modtog et lykønskningsbrev fra Hendes Majestæt Dronningen. Men ægteskabet har ikke altid været lykkeligt og problemfrit.

Ventetid

Kampen om at være den bedste mand

Et par dage senere er alt igen tilbage ved det normale i Lystrup. Erhardt sidder i sin stol og bladrer i dagens udgave af Århus Stiftstidende, mens han lytter til det, Grethe fortæller. På et tidspunkt rejser han sig og går med sin rollator ud af lejligheden. ”Hvad er den af - går han nu?” spørger Grethe. Som ung og forelsket cyklede Grethe næsten hver dag fra Åbyhøj og ind til Bruunsgade, hvor Erhardt boede. Grethes mor ville ikke have det. Hver gang hun opdagede, at Grethe var på vej af sted, så gav hun hende et rap over nakken med karkluden. Hun måtte ikke sådan rende ud hele tiden. Men hun gjorde det alligevel, og det var hårdt for moderen. Grethes familie havde lidt et stort tab, dengang lillebror Hugo brændte inde i faderens værksted i Søgade i det centrale Aarhus. Faderen havde blot været væk et øjeblik. Hugo var ganske lille, måske fire-fem år. Grethe husker, at hun sad på faderens skød, og at stemningen ikke var rar. Så da moderen opdager, at Grethe pludselig er blevet gravid som 17-årig, bliver hun vred. ”Så var det, at min mor kom ind til mig med min dukke og sagde: Vil du nu også gøre mig den sorg?” fortæller Grethe. Det var hårdt nok at miste Hugo. Dukken symboliserede det ufødte barn, som moderen havde gennemskuet, at Grethe bar rundt på. Og en datter, der blev gravid uden for ægteskab, var blot endnu en sorg til samlingen.

Det var Erhardt, der opdagede det. I begyndelsen troede han, at det måske var en misforståelse. Han kunne ikke forestille sig, at Grethe havde været ham utro. Men det viste sig at være sandt. ”Det var svært, da Grethe lige pludselig syntes, at der var en bedre mand end mig. Det kunne jeg ikke rigtig acceptere. Så det blev der

Grethe og Erhardt Ovesen har været gift i over 70 år. De er 88 og 90 år gamle.

Grethe er højgravid, så datteren Bente har ofte fået at vide, at hun også er med på billedet. Bare inde i maven.

meget ballade ud af,” mindes Erhardt. Han sagde til hende, at hun kunne blive på én betingelse; at hun ville passe børnene. Og Erhardt lod hende blive. Hun havde jo ikke andre steder at være, forklarer han. Men han følte alligevel, at meget blev ændret: ”Vores ægteskab, det var sgu forbi dengang. Og det blev aldrig optaget på den samme måde, som det skulle have været,” siger Erhardt. Grethe kan ikke huske, hvordan hun reagerede dengang. Men hun ved, at de fandt ud af det sammen, hende og Erhardt. Ligesom de også har fundet ud af at dele andre oplevelser, når livet og alderen satte udfordringer. I de senere år har de trods nedsat syn, hørelse og fysisk kunnen fundet en særlig fælles interesse: læsning.

Pølsemageren og kontorassistenten Grethe har altid været en læsehest, siger hun selv. Hun har elsket

40 ∕ LIVSHISTORIER 2016

sprog og det at skrive, og derfor passede hun også flittigt sit job på kontoret hos Trykluftfirmaet Atlas Copco. Men efter hun har mistet synet, har hun været nødt til at gå over til lydbøger. Bedst synes hun om krimierne. De er så spændende. Siden Erhardt er stoppet i sit job som pølsemager, har han kastet sig over Grethes mange bøger. Papirudgaverne altså. Så når hun sidder med høretelefoner på, og Erhardt siger noget til hende om en bog, så hører hun det ikke. Og Erhardts pacemaker er skiftet, så han ”kan holde fem år endnu”. De er stadig sammen, pølsemageren og kontorassistenten, i lejligheden på Sønderskovhus. Der er mange ting, som Grethe og Erhardt ikke kan blive helt enige om længere. Tiden har trukket sine spor i hukommelsen. Og der er også ting, som de aldrig nogensinde har været enige om. Men det er også lige meget, fortæller Erhardt: ”Der kom jo et godt resultat ud af det.”

41


”Jeg ville mene, vores liv var almindeligt, men det var det nok ikke” 88-årige Inger Anne-Lise Post sidder i dag på plejehjem i Viby. Hun har igennem hele sit liv skulle passe sin syge mor og efterfølgende syge mand Åge. Dog fortryder hun ingenting i dag, og mener, at hun har haft et meget normalt liv. På fingeren sidder vielsesringen, hun fik, da hun blev gift. Det er 31 år siden, at Åge gik bort, og hun var der for ham og sin mor, lige indtil de døde.

Tekst og foto af Pia Egeberg

Ingers yndlingsplads på plejehjemmet i Viby. Her har hun frit udsyn til hjemmets fælleshave.

19. september 1944. Inger står i haven ude foran huset i Hasselager. Huset er det første hus på venstre hånd over viadukten. Kort forinden havde hun overhørt, at politiet var blevet taget af tyskerne. Hun ser Åge komme cyklende og undrer sig, for de havde ikke aftalt at mødes nu. Det går op for Inger, at Åge skal væk. De siger farvel til hinanden, og Åge begiver sig væk fra byen – ud til en bondemand, hvor han det næste lange stykke tid skal i skjul. Inger og Åge havde mødt hinanden cyklende på vej til og fra arbejde. De var kun overfladiske kærester grundet en aldersforskel på femten år. Inger arbejdede på fabrik, og Åge var politibetjent. Åge var allerede et aktivt medlem af modstandsbevægelsen, da han mødte Inger. Et bijob som aldrig har generet hende, tværtimod. På trods af at nogle af Åges kollegaer var blevet sendt til koncentrationslejre, hjalp Inger til, i det omfang hun kunne med mad, tøj og advarsler ”Det var næsten ligesom at lege put bare farligere, ” siger Inger.

havde Sklerose. Hende og hendes brødre var nødt til at tage over i husholdningen. ”Min mors sygdom havde hjulpet min bror. Da han mødte sin kone, var han en bedre kok end hende, ” siger hun. Inger blev ved med at passe sin mor indtil hendes død. Der var nogle perioder, hvor Inger var træt af dagligdagen og havde et ønske om at løbe fra alt ansvaret. Men det var en almindelighed på den tid, at tilpasse sig normen, og gøre hvad der var nødvendigt. ”Jeg fortryder ingenting i dag, det var ikke tvang, men en nødvendighed, og det kunne ikke gøres på andre måder, men der har ikke været solskin hver dag, ” siger hun.

Inger skulle knageme til bal

Endnu en sygdom kom til

Det blev sværere for Åge og Inger at mødes efter den 19. september. Selvom situationen i Danmark var tilspidset, var noget af det vigtigste for Inger at komme til bal. ”Jeg var bange, men vi gik også til bal efter den 19. september. Vi skulle knageme til bal, det var det gode på det tidspunkt. Men man skulle slet ikke være sammen med en tysker, eller dem der hjalp tyskerne, det var ikke pænt af en pige, så dem dansede vi ikke med,” siger Inger. Ingers hverdag fortsatte efter Åges skjul. Hver dag måtte hun arbejde på fabrikken fra klokken ca. 08.00 til 16.00 og derefter hjem til huset og passe sin syge mor. Samtidig med krigen og forelskelsen i Åge, måtte Inger også hjælpe til derhjemme, for Ingers mor

Efter krigen stoppede Inger på fabrikken for at blive hjemmegående husmor. På et tidspunkt stødte familien ind i efterkrigsproblemer, da Åge blev alvorligt psykisk syg. ”Jeg var ikke klar over, hvilke ting Åge var stødt ind i under modstandsarbejdet, og derfor var det nogle gange svært at forstå hinanden. Jeg ville sige, at vores liv var almindeligt, men det har det nok ikke været, ” siger Inger. Selvom Åge var syg, havde de også mange gode perioder som familie, på trods af at forståelsen for hinanden til tider udeblev. ”Roen forsvandt. Man kan ikke gøre noget imod psykiske sygdomme, og det smitter selvfølgelig af. Jeg kan godt forstå, at man nogle

42 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Selv 31 år efter Åges død sidder vielsesringen trofast på Inger Anne-Lise Posts finger.

gange får lyst til at slå til Søren. Men det var som et ægteskab skulle være, ” siger Inger og påpeger, at hun har forståelse for, hvor svært det har været for Åge, aldrig at vide hvornår en revolver kunne ramme hans pande. ”Men vi snakkede om tingene – og diskuterede. Nogle gange til det blev lyst, ” siger Inger.

Åge døde i 1985 I stuen i Viby sidder Inger med hænderne knyttet omkring den vielsesring, hun fik sammen med Åge. Selvom det er 31 år siden, at Åge gik bort, sidder ringen stadig som næsten ny på fingeren. Inger var økonomisk sikret efter Åges død, hvilket også resulterede i, at hun blev boende alene i deres fælles hus i omkring 10 år. ”Det føltes som 100 år, inden jeg flyttede i rækkehus. Det var et stort savn at miste Åge, vi har altid været to, det er som et stort hul, der næsten ikke er til at forklare, ” siger Inger. Efter hele sit liv at have haft en Skleroseramt mor og en psykisk syg mand skal Inger nu kun tage sig af sig selv på plejehjemmet i Viby. Hun er dog ikke ensom. Venner og familie overrasker hende tit med besøg og udflugter. ”Jeg er blevet vant til at bo alene, jeg har folk omkring mig hele tiden, så jeg har aldrig følt mig alene, ” siger Inger med et stort smil, og påpeger, at hun aldrig har følt sig anderledes, og ifølge hende kan hendes liv beskrives ganske simpelt: ”Ikke noget stort eller småt bare jævnt almindeligt. ”

43


Prostatakræft tog Toves mænd Tove sidder fastspændt til sin kørestol, så hun ikke risikerer at falde ud. Parkinsons forværrer hendes balanceevne, til gengæld fungerer syn og hørelse helt optimalt

"

Jeg har haft et godt liv. Særligt er jeg glad for mine børn og børnebørn. Jeg glæder mig over, at jeg trives her, hvor jeg er i dag."

Tove kender livets skyggeside, men forholder sig bedst til lykkesiden. Kunsten er at komme helskindet gennem opture og nedture – begge bliver dog bedst gemt i glemmebogen.

Tekst og foto af Andreas Reinholt Ricardo Hansen

Tove sidder i plejehjemmets spisesal, spændt fast og placeret solidt i den knap så æstetiske kørestol der assisterer hende, når hun ellers ikke ligger i sin seng. Her underholder hun sig over stuens nok mest humoristiske indslag på en grå forårsdag; slyngveninderne Birgit og Else. Alt imens kæmper hun med at føre frugtsalat og kaffe fra bord til mund. Toves krop vil ikke altid, som hun selv gerne vil. Hendes drøm var at blive sygeplejerske. Den drøm kom til Tove allerede dengang hun var en helt ung pige i Vester Velling lidt udenfor Bjerringbro. Her voksede hun op hos sine bedsteforældre under trygge omgivelser. Nyt liv kort efter hendes konfirmation satte dog en brat stopper for fremtidsplanen: "Jeg blev gravid med min datter som 14-årig. Det tog man slet ikke hensyn til på uddannelserne dengang. Derfor kunne jeg ikke blive sygeplejerske." Aage, faderen til barnet, var otte år ældre end Tove og arbejdede som konduktør i DSB. Det betød, at parret, som kort før fødslen blev mand og hustru, fik et hus stillet til rådighed, hvori den lille nyetablerede familie boede sammen de næste mange år.

Kræften satte ind Hun kom ud og tjente i forskellige jobs indenfor husholdning, indtil hun som 18-årig igen blev gravid og familien forøget med et dren-

44 ∕ LIVSHISTORIER 2016

gebarn. Derfor måtte den unge mor endnu engang vige arbejdet og drømmen om en uddannelse til fordel for jobbet som hjemmegående husmor. Opgaven passede hun indtil den yngste af børnene blev konfirmationsmoden. "Aage tjente nok til, at jeg kunne gå hjemme med børnene. Jeg blev aldrig sygeplejerske, men endte med at uddanne mig til sygehjælper senere hen i livet, da børnene blev store. Det var jeg rigtig glad for, også selvom det ikke var min drøm." I dag sidder Tove tilbage som enke. Hun har ikke bare mistet én ægtemand, men hele tre. Alle til samme sygdom; prostatakræft. Selv begriber Tove ikke, at man kan være så uheldig, og dødsfaldende har taget hårdt på hende: "Havde det så bare været en anden sygdom en af dem døde af, ville det være til at forstå. Alle dødsfald var svære og jeg savner mine mænd. Men jeg må erkende, at jeg trods alt har haft tre mænd, der har været dejlige og kærlige over for mig. Hver og en af dem har behandlet mig særdeles godt." Kort efter, at Aage og Tove havde fejret sølvbryllup, blev Aages prostatakræft kraftigt forværret og der gik ikke lang tid før sygdommen blev hans skæbne. Når Tove tænker tilbage på sit liv - tiden med Aage og de efterfølgende mænd hun delte kærlighed med - må hun ofte holde lange tænkepauser. Ikke altid kommer det hun vil sige planmæssigt afsted og enkelte ord bliver uklare. Tove lider af Parkinsons, hvilket svækker hendes fysik og hendes hukommelse. "Når folk diskuterer Parkinsons, kan jeg godt lide at være med. På den måde bliver alle klogere. Det driller med kommunikationen mellem hjerne og krop, men mine øjne og ører fejler heldigvis intet."

Kræfterne satte ud Sygdommen fik hun konstateret for syv år siden, men inden da havde det været under optræk og kroppen blev svagere: "Der var ingen der kunne se det i lang tid. En dag begyndte jeg pludselig at slæbe meget på mine ben og med tiden snublede jeg

også. Der vidste min familie, at der var noget galt og jeg kunne ikke længere skjule det." De seneste syv år har Tove været afhængig af hjælp fra personale og har derfor boet på plejehjem, først i Hadsten, og det seneste år på Vejlbygade 9 i Riskov, Aarhus : "Det er dejligt at bo her. Jeg har et godt forhold til alle. Både personalet og de fleste af beboerne er rare. Dog samler nogle af de andre sig lidt i grupper og er en smule sære, synes jeg." Godt nok er det underholdende venindepar i spisesalen demente i en sådan grad, at det er svært for dem at genkende personale og huske medbeboernes navne. Kvindernes selvironiske distance til livets umiddelbare bagside er både ærlig og reflekterende: "Man ved aldrig, hvad der venter bag det næste hjørne", udbryder Birgit, alt imens Else trækker på smilebåndet og følger op:

"Hvad er det for et hjørne du fabler om? Der er syv timer til vi skal i seng, så det må gerne være tæt på." Tove synes de to veninder er yderst morsomme, men selv bidrager hun ikke meget til den muntre samtale. Hun har det bedst med bare at observere og grine med, når de to kvinder igen er ude på spilopper. Bliver det for meget, trækker en medarbejder hende tilbage på værelset. Selvom fremtidsudsigten er kortere end nogensinde før, er der ikke tegn på frygt eller tristhed i Toves ansigt. Tværtimod. Falder snakken på fortiden mindes hun de lyse glimt, omhandler emnet fremtiden glemmes den lige så hurtigt igen. Hendes lune latter lader ingen tvivl hen: "Jeg har haft et godt liv. Særligt er jeg glad for mine børn og børnebørn. Jeg glæder mig over, at jeg trives her, hvor jeg er i dag."

45


Hjemmehjælperen, der fik brug for hjemmehjælp Henny Byskou er slidt op efter et hårdt arbejdsliv som hjemmehjælper. De fysiske skavanker hun har samlet op undervejs har tvunget hende på plejehjem. Nu bliver hun passet af et personale, som kunne være hendes tidligere kollegaer. Tekst og foto af Rasmus Henriksen.

For halvandet år siden kom nu 76-årige Henny Byskou på plejehjem. Efter mange år på arbejdsmarkedet er kroppen begyndt at give efter. ”Jeg var hjemmehjælper i 20 år. Det slider på en, det er derfor, at jeg i dag sidder i en kørestol. Jeg er blevet opereret for en dårlig ryg, jeg har slid i armene, slid i skuldrene og slid i hænderne,” siger Henny Byskou. At være hjemmehjælper er ikke bare et hyggejob, hvor man sidder og drikker kaffe med de ældre og snakker om børnebørnene og blomsterne ude i haven. Det er et fysisk hårdt job med en stressende hverdag. Der er travlt, og der skal holdes mange bolde i luften. ”Jeg passede på et tidspunkt en ældre herre, der havde fået sit ene ben amputeret på grund af sukkersyge, og som senere fik fjernet det andet. Om morgenen skulle jeg så vende ham, og han var en tung mand på over 100kg. Jeg stod helt alene med det, og derfor måtte jeg efterfølgende sygemeldes i 14 dage, da jeg fik ondt i mine håndled,” siger Henny. Selvom jobbet som hjemmehjælper var hårdt, så var der også en masse gode stunder. Det var ikke lønnen, som ifølge Henny burde være højere, der var den største belønning. Det var derimod glæden ved at gøre noget godt for andre. Netop det at hjælpe og gøre en anden person glad, gjorde at jobbet som hjemmehjælper endte med at strække sig over to årtier. ”Jeg passede også en ældre dame, som boede for sig selv. Hun behandlede mig så utroligt godt, det samme gjorde hendes søn, når

han var på besøg. Jeg spiste fast sammen med dem en gang om ugen, og om sommeren når de kørte ture til skoven, så var jeg også med,” siger Henny. Efter et hårdt arbejdsliv, var det ikke længe, at der blev tid til at nyde livet som pensionist i egen bolig. Hendes skader begynde at volde problemer, og motorikken begyndte at svigte. Efter at være faldet flere gange, så fik hendes tre sønner overtalt hende til at tage på plejehjem. ”Jeg havde ellers altid sagt, at jeg aldrig skulle på plejehjem. Men på den anden side, så gik det andet jo ikke længere. Men det var hårdt i starten. Da mine børn kørte fra mig, og jeg sad alene tilbage, så græd jeg, fordi jeg savnede dem,” siger Henny. På trods af at være afhængig af en kørestol for at komme rundt og at have måttet sige farvel til sit hus, så er det positive syn på livet stadig intakt. Der er ingen selvmedlidenhed her, og liver bliver set gennem positive briller En plejer kommer ind ad døren og siger hej. ”Hvad vil du?” spørger Henny. ”Jeg skal lige se, om du opfører dig ordentligt”, svarer plejeren. ”Det gør jeg, og nu skal jeg til at ryge mig en smøg,” svarer Henny. ”Gu’ skal du da ej”, svarer plejeren med et smil på læben. ”Hold din kæft, du ryger selv”, svarer Henny kækt tilbage, hvorefter de begge griner.

Henny Byskou har for nyelig genoptaget sit strikkeri. Her ses hun med billeder af hendes børn og børnebørn baggrunden.

46 ∕ LIVSHISTORIER 2016

47


siger hun bestemt. I Oslo flyttede hun sammen med 24 andre sygeplejeskestuderende. Her fik Klara venner for livet. Venskaberne er også at se i plejeboligen. På et bord står et lille Norsk flag, som hun fik af sine medstuderende. Klara kan ikke helt huske hvorfor, men har alligevel beholdt det i alle de år. Det betyder noget for hende ligesom venskaberne gør. I dag er de syv tilbage, og holder kontakten med breve og telefonsamtaler.

Den første kærlighed

Klara Hortens Christensen er 83 år gammel og har boet på Plejeboligerne Hedevang i lidt over et år.

Klara kan selv Hun måtte snyde sine forældre for at få sin drømmeuddannelse. Hun flyttede til Danmark for at være sammen med den mand, hun elskede, og hun valgte selv at kvitte bilen og tage på plejehjem. Der er aldrig nogen, der har bestemt over Klara Hortens Christensen, altså ud over hende selv. Tekst og foto af Matilde Bøjlund Andersen.

I en rød stol på et plejehjem i Risskov sidder Klara. Klara med K, pointerer hun. Blandt de grå og hvide korte lokker springer en gul tot i øjnene. For lidt tid siden faldt hun i søvn med krøllejernet i håret. Hun griner, når hun fortæller historien og tilføjer: ”Det jo ikke sådan, når man skal lave flere ting på en gang”. Hun krøller selv sit hår. Ordner selv sit tøj og passer den lille plejebolig. Hun vil helst selv, og hun kan helst selv. Klara har altid taget vare på sit eget liv.

Snød sig til uddannelse Som ung var drømmen at blive sygeplejeske, men det passede ikke hendes far. Klara skulle overtage familiegården lidt nord for Lille-

48 ∕ LIVSHISTORIER 2016

hammer i hjertet af Norge. Men Klara var snedig og havde en plan. For at komme ind på studiet skulle man først et år i huset og derefter arbejde på et hospital. Hendes øjne lyser op, når hun fortæller, hvordan hun snød sig ind. Først bad hun om lov til at passe huset for et af forældrenes vennepar. Det så hendes forældre intet ondt i, og Klara var nu et skridt nærmere sin drøm. Da det var klaret, brugte hun samme fremgangsmåde til at få et job som gangpige på Lillehammer sygehus. Ingen anede uråd. Her blev de hurtigt glade for Klara, og det var sygeplejerskerne i Lillehammer, der indsendte hendes ansøgning til skolen. Pludselig lå der et optagelsesbrev i postkassen. Så blev selv hendes far overtalt. Klara rejste 200 km mod syd for at starte på skolen, men den lange tur hjemmefra så hun ikke som et problem. ”Jeg havde kæmpet for at få uddannelsen, så det var da naturligt”,

I ferierne var Klara hjemme og besøge familien. Et år lånte familiens gård markerne ud til 200 danske spejdere, og om søndagen kom to herrer på besøg i huset. Da de gik, blinkede hendes far drilsk og sagde: ”Ham den lyshåret – ham hører du fra igen.” Det fik han ret i. Men selvom de blev kærester forblev Klara i Norge for at gøre sine studier færdig, mens spejderen tog tilbage til sit dagjob i Danmark. Adskillelsen var ikke et problem, for som Klara så ubesværet siger, så havde de jo aldrig prøvet andet. Kærligheden blev vedligeholdt gennem breve, feriebesøg og gaver. Når de store brune pakke ankom til huset, kunne Klara både fremvise Prince og Cecil til sine nysgerrige medstuderende. ”Men jeg havde jo aldrig røget i mit liv, så jeg gik ud på gangen med en pakke i hver hånd og råbte; Gratis cigaretter! I skulle have set nikotinslaverne,” griner hun. Da Klara havde afsluttet sin uddannelse, flyttede hun til Danmark og blev endelig gift med sin spejder. Her kunne de begynde at skabe deres familie. De fik to børn, en pige og en dreng. Deres liv lignede mange andres, men i en alder af blot 48 år døde hendes spejder og mand.

ramme sådan en. Tænk hvis hun døde!” siger Klara, der i samme øjeblik rev sit kørekort itu. Hun var sikker på, at hun sagtens kunne køre bilen, men det var et ansvar, hun ikke ville have på sig. Ved at fralægge sig ansvar tog hun ansvar. Det samme gjorde sig gældende, da hun syntes tiden var inde til at komme på plejehjem. ”Jeg var begyndt at skrante. Mine børn har så meget andet at se til, og de skal da ikke belemres med mig,” siger Klara, der selv ringede til kommunen og bad om en plads på plejehjemmet. Der har hun boet et års tid. Hun betegner det, som et dødt liv. Hun mindes med glæde de tider, hun kunne tage bilen hen til hendes egne venner, og da hukommelsen virkede, som den skulle. Men selvmedlidenhed er ikke er træk hos den ældende kvinde. ”Jeg savner aldrig noget. Jeg har det godt i nuet.”

Klara og hendes første mand byggede et sommerhus i Norge, som familien ofte besøgte i ferierne.

At komme videre ”Jeg stod der med hus og børn og hund. Heldigvis havde jeg da et arbejde” siger Klara. Hun fik arrangeret nattevagter og sov, når børnene var i skole. På den måde kom det til at køre rundt. Hun havde viljen til at komme videre. ”Der er aldrig noget, der har været hårdt for mig. Jeg har klaret det og ville klare det. Hjælpen er kommet til mig, fordi jeg altid har turde spørger efter den”, siger hun. Livet fortsatte for den lille familie. Børnene blev store, og Klara brugte tiden alene på at udforske sit hjemland. Hun var nysgerrig på nye steder og mennesker. Nysgerrigheden var også det, der bragte hende sammen med sin anden mand. De mødtes gennem et hold venner, og i 1990 stod Klara brud igen. Han delte Klaras lyst til opdagelse, og sammen var de på mange rejser. Det, der betød mest for Klara, var, at han blev som en ny far for hendes børn. ”Han var god en mand” siger Klara. ”Han var lige så god som den første”.

Alene igen For et par år siden blev Klara igen alene. Endnu engang stod hun tilbage med et hus, og hun valgte at blive boende. En dag, da hun skulle ud og køre en tur, for et billede frem for hendes øjne. ”Jeg så en lille pige med tylskørt for mig. Tænk hvis jeg kom til at

49


Livets udfordringer bør håndteres i fællesskab Med 92 år i ryggen har øjnene været vidner til flere oplevelser, end man kan forestille sig. Dette udsagn kan bekræftes af Inger Andersen, der kan se tilbage på livet med både glæde og sorg. For hende har et ganske særligt element været skelsættende – fællesskabet.

Tekst og foto af Peter Høyer

Inger spejder ud af vinduet. Engang var de to. Nu er hun ene. Hendes hjem er fyldt med billeder af familien. En familie, der har støttet hinanden gennem tykt og tyndt. Især Inger og hendes mand ved, hvad det vil sige at være der for hinanden. Inger har altid vægtet håndarbejde højt og synes, det er vigtigt at holde hænderne i gang. Nu er de ikke to længere, så dagene trækkes i langdrag. ”Efter hans død gik jeg i stå med mit håndarbejde. Vi ville have haft jernbryllup d. 25, hvis han stadig var her. Jeg har savn stadigvæk, og det kommer jeg aldrig over,” siger Inger. Hun fortæller om sin mand, Ingvar Andersen. De blev gift d. 25. april 1946 og sammen overtog de Toftgaarden, som ligger mellem Spørring og Grundfør. De havde køer, heste, høns, gæs og ænder og dyrkede korn og roer. De klarede arbejdet sammen og også alt andet for den sags skyld.

Gennem kræft og epilepsi

Inger Andersen i sit hjem

50 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Hvis Ingers mand havde levet i dag, ville hun have fortalt ham, hvor glad hun var for, at de var sammen. Inger er meget taknemmelig over, at de kunne få lov til at være to i så mange år, som de var.

Da Ingvar og Ingers datter, Kirsten Ingelise Andersen, i en alder af 9 år får epilepsi, blev hverdagen pludseligt udfordret markant. Det gjorde dog, at Ingvar og Inger var indstillet på, at de nu skulle holde sammen, endnu stærkere end før. ”Det, at være sammen, betød uendeligt meget. Når Kirsten fik sine anfald, var det vigtigt, at vi var to om det,” siger Inger. ”Jeg ved ikke, om det var minutter eller øjeblikke, men hun var helt væk. Vi var nødt til at stikke en ske i munden på hende, så hun ikke bed sig i tungen, når hun fik kramper.” Selvom et barn med epilepsi var hårdt, måtte hverdagen fortsætte. Med to børn og en gård der skulle passes, vidste Inger og Ingvar at det at stå sammen, var det vigtigste. Men udfordringernes stund var langt fra overstået. I en alder af 30 år overtog sønnen, Knud André Andersen, Toftgaarden, men ikke længe efter overtagelsen blev André erklæret syg med uhelbredelig kræft. ”Vi tog op på gården hver morgen og Ingvar hjalp svigerdatteren i stalden. André havde fået en sygeseng, og lille Thomas på 3 år sad i sengen ved André og legede med sine sager. Jeg sad og snakkede med dem. Det var hårdt at se,” siger Inger og mindes en tid med sorg. ”André og Ingvar havde købt en mejetærsker, og André sagde: ’åh, bare jeg nu får lov til at køre med den.’ Det er noget, jeg aldrig glemmer, for jeg vidste, at det ville han ikke få lov til.” Kræften tog hårdt både på Inger og Ingvar, men også på Andrés

kone, der stod med det store ansvar at holde en gård ved lige. Dog var hjælpen at finde. ”Han havde mange gode kammerater. Der var mange af dem, der kom og besøgte ham. De var med igennem hele forløbet. Det er godt at have sådan nogle venner,” siger Inger.

”Fællesskab er så vigtigt for mennesker” For Inger er det tydeligt, at det, at hun havde sin mand Ingvar som støttepæl, var utroligt vigtigt. Følelsen var da også gensidig. Selvom livet bød på mange udfordringer, havde de altid hinanden. Fællesskabet, der kunne besejre ethvert hårdtslående stød. ”Jeg er tilfreds med mit liv på både godt og ondt, og det var nok også fordi, vi altid var to til at bære byrderne. Vi var sammen i sorger og glæder,” siger Inger. Det ligger da også klart for Inger, at helt afgørende er det at tale sammen om alting og holde sammen. Med et smil på læben understreger hun, at hvis da ikke Ingvar og hende havde talt så godt, som de gjorde, så havde de nok heller ikke holdt i godt 70 år. Ingers blik vendes væk fra vinduets haveudsigt. Hun nulrer en papirserviet mellem fingrene og ser betænksom ud. ”Fællesskab er så vigtigt for mennesker. Uden det er livet ikke helt rigtigt. Det må være svært at stå alene om alting. Så tænk du på det engang.”

51


Nu er det Parkinson han kæmper mod Jørgen Madsen er tidligere landsholdstræner i brydning med medaljer på CV’et. Nu er han bosat i Plejeboligerne Næshøj, hvor han bryder med noget langt mere alvorligt i form af Parkinson.

Af Kristoffer Øxenholt

Ringeklokkens bjælden skærer igennem stilheden på Lokalcenter Næshøj, og Jørgen råber, at døren er åben. Et afdæmpet fjernsyn kaster skarpe blå og gule farver ud i stuen. Et sportsstævne med unge, rørige mennesker er i TV. Jørgen på 73 giver et fast håndtryk, og synker så tilbage i en knirkende lænestol med sort fodskammel. Jørgen er en tæt mand med kraftige hænder og mørke øjenbryn. Stuen prydes med porcelænsfigurer fra Bing & Grøndahl, tegninger fra børnebørnene og fotografier af familien. ”Min fritidsinteresse i dag, det er sgu fjernsynet og det er fordi, jeg

har 5-6 sportskanaler,” siger han. Underarmene vidner om en fortid som brydetræner på national plan, sølvmedaljer til landsmesterskaberne og en dagligdag på plejehjemmet, der ikke kun går med kaffe og kage, men 2 timer i vægtløftesalen flere gange om ugen. Det kan virke underligt, at han bor her. Med sine 73 år er han en unghane i forhold til mange andre beboere. ”Jeg er 73, ikke? Det giver sådan lidt mere liv,” smiler han. Men på hans sofa ligger en stok. Ved siden af står rollatoren. Hvis man læser den tykke mappe, der beskriver de 30 forskellige piller Jørgen skal have hver dag, finder man ud af, at han har Parkinson.

Helvedets sygdom Parkinson er ikke en sygdom i traditionel forstand. Det kan beskrives som en lang række af sygdomme, der gradvist angriber hjernen, og ca. 7300 danskere lider af sygdommen. De tidligste symptomer er ofte gangbesvær, arme der ikke svinger med, når man går, en rastløs hånd der dirrer, og andre motoriske udfordringer. Symptomerne tiltager med årene. ”Sidste år kunne jeg løbe hjem i lejligheden, det kan jeg ikke længere,” fortæller Jørgen, om den lejlighed hans kone, Lone, bor i et par

Jørgen i sin yndlings lænestol foran fjernsynet

52 ∕ LIVSHISTORIER 2016

hundrede meter væk fra lokalcenteret. Det startede for henved seks år siden, da Jørgen ved et rutinecheck pludselig skulle igennem hele møllen. Lægen bemærkede, at armen ikke rigtig fulgtes med benene, og så kom alle undersøgelserne. Men Parkinson er ikke lige sådan at konstatere – du kan ikke bare tage en blodprøve og få endegyldigt svar. Derfor gik der lang tid, inden lægen var sikker på Jørgens sygdom. ”Hun sagde, at det er en helvedets sygdom,” siger Jørgen, med hænderne foldet i skødet. Medicineringen mod alle de følgesygdomme Jørgen slås med, løber op i 30-35 piller om dagen. Og omkostningerne ligger på over 30.000kr om året. Selv for beboerne på plejehjemmet kan det se voldsomt ud: ”Når vi spiser og jeg tager pillerne, puha, de andre er ved at dø når de ser det!” siger han, og griner.

Forberedelser hjælper med afklaring Selvom alle pillerne, fysioterapeuten og vægtløftningen hjælper, så ved Jørgen, at ingen af tingene kan gøre noget mod selve sygdommen: ”Ingen af lægerne kan svare på, hvor lang tid jeg har igen,” siger han. I medicinjournalen ligger en rød A4 side med ordene ”SKAL IKKE GENOPLIVES”. Det vidste Jørgen fra starten var det rigtige valg for ham: ”Da lægen spurgte, sagde jeg ja med det samme, uden at spørge min kone eller noget,” griner han. Helt letsindig var beslutningen dog ikke, og Jørgen diskuterede det senere med sin kone, som var fuldstændig enig med ham. Det er ikke så meget døden, som frygten for de svære handicap, der kan komme, Jørgen gruer for. ”Hvis man har fået en hjerneblødning, så kan du se med det samme, at der er noget galt,” siger han. Da Jørgen fik konstateret Parkinson, begyndte han at forberede sig på et liv med sygdommen, og på et liv for hans kone uden ham selv. De solgte deres hus med en 1000km2 grund, hvor han gik og huggede brænde. Så købte de en lille lejlighed i nærheden af plejehjemmet og investerede pengene, så Lone kunne leve økonomisk forsvarligt efter Jørgen. Processen med de praktiske afviklinger har hjulpet Jørgen med at indstille sig på et liv med sygdommen. At man med rolig hånd gradvist kan ordne nogle konkrete ting, gør at man hen ad vejen kan acceptere den diagnose, man har fået. Dødeligheden er noget Jørgen har haft tæt ind til kroppen: ”I 2000, der fik jeg 3 blodpropper i løbet af et halvt år. Og bare i år er der 5 af mine venner fra brydeklubben, der er gået herfra,” siger han. Han rokker hvileløst i stolen og kigger ud ad vinduet, læner sig forover og fifler med hænderne. Nu hvor han føler sig tryg ved, at han ikke efterlader nogle løse ender,

er det ikke så meget døden, men vejen dertil, der bekymrer ham: ”Det værste ville være en hjerneblødning. Hvis jeg en dag ligger og stirrer op i loftet 8 timer om dagen, så har jeg sagt til min kone, at så skal jeg have en pille,” siger han gravalvorligt.

Hjælpepedel Selvom kroppen kroger sammen og han bliver svimmel af at kigge op i loftet, prøver han at holde sig i gang. I årevis arbejdede han som møbelpolstrer, så nu sysler han med plejehjemmets stole nede i værkstedet: ”Men de må sgu ikke puffe til mig hele tiden, for jeg kan ikke så meget mere,” siger han. Der må indkaldes forstærkninger udefra, hvis polstringen haster, for Jørgen er gangbesværet og musklerne fungerer ikke som de gjorde, dengang han var bryder. Han går langsomt, og har brug for støtte. Han kan godt mærke, at kroppen skranter, men selvom den gamle bryder har været aktiv hele livet, føler han, at han har fundet det rette sted at bo, og at beboerne er blevet til nye venner. Han nikker tilfreds og siger: ”Bliver man 70 år, er det i orden”

53


"

Kærlighed og klassiske kønsroller

Men man skal da passe på med kærlighed. Man risikerer at hænge på den i 70 år."

For Grethe og Preben har en traditionel rollefordeling været en forudsætning for 70 års samliv. Preben har tjent til tilværelsen, og Grethe har stået for børneopdragelsen. For dem har det været helt naturligt.

Tekst og foto af Mark Hede

Det er tirsdag, og klokken er ti minutter i to. Håndtaget på den grønne, mekaniske dør går ned, og stuen i lejlighed nummer elleve kommer langsomt til syne. Preben Gotlieb træder frem mod døråbningen. ”Er du ikke lidt tidligt på den? Jeg troede først, du kom klokken to. Vi lå lige og fik os et hvil.” På Sønderskovhus i Lystrup er de fleste ting sat i system. Og altså også et møde med en journalist, der vil tale om kærlighed på kommando. Lejlighedens brune mahognibord bliver hurtigt dækket af kaffekopper, saftevand og boller med smør. Preben trækker stolen ud for Grethe. For sådan har han altid gjort. ”Der er bare nogle ting, en mand bør gøre.” Preben har altid taget sig af Grethe. Ikke fordi, at hun har haft brug for at blive taget sig af, men fordi det er sådan, det fungerer bedst for dem.

Civilingeniørens nye sekretær Prebens omsorgsfulde og høflige væsen var noget af det første, Grethe lagde mærke til, da hun mødte Preben. Og selv om ikke alt står lige klart, når man er på den tid af livet, hvor bare det at gå er en

54 ∕ LIVSHISTORIER 2016

kunstart, lyser Grethe op, da hun fortæller om sit første møde med Preben. Det var på Dronningborg Maskinfabrik, nord for Randers. Preben var netop blevet ansat som civilingeniør, hvor han blev sat til at lede en afdeling, der skulle modernisere virksomheden. Fra sin plads i bogholderiafdelingen lagde hun hurtigt mærke til den unge københavner. ”Han udstrålede ambitioner og en omhyggelighed, som man ikke kunne undgå at bemærke,” fortæller hun. Grethe holder en pause i talestrømmen og rykker stolen ud fra bordet. Hun bevæger sig ikke helt ubesværet over mod køleskabet. ”Jeg mangler mælk til kaffen. Det man selv kan klare, det skal man selv klare.” Preben tager over og fortæller om den aften, hvor det slog gnister til virksomhedens halvtredsårs jubilæumsfest. Om hvordan han fik hende overtalt til at blive sin sekretær, så de to kunne arbejde tættere sammen. Det var i dette samarbejde, at Preben indså, at Grethe havde nogle kvaliteter, der gjorde hende til mere end bare en kollega. ”Det var gået op for mig, at Grethe nok var den rigtige, og jeg havde en hemmelig forestilling om, at Grethe ville være endnu bedre til at opdrage børn end til at slå på skrivemaskinens tangenter,” siger han. Grethe farver kaffen lysebrun. Hun tager fat om Prebens arm og smiler, mens hun tænker tilbage på de første dage på maskinfabrikken.

Grethe og Preben Gotlieb holder stadig sammen efter 70 års ægteskab.

”I vores samarbejde opbyggede vi et stærkt fundament. Preben viste mig tillid og omsorg, og på den måde fandt jeg ud af, at Preben nok også var den rigtige for mig.”

Hvad fatter gør Grethe og Preben blev gift i Sct. Peders i Randers d. 1. december 1945, og de fejrede for nyligt 70 års ægteskab. Efter brylluppet blev parret forældre, og Grethe stoppede i den forbindelse på arbejdspladsen for at vie sit liv til opdragelsen af de to børn, Anette og Ulla, og for Grethe og Preben har denne beslutning været en af nøglerne til deres stærke sammenhold. ”Grethe har altid accepteret mine ambitioner og mit mod på nye udfordringer, og det har været vigtigt for mig og for familien, at hun var derhjemme og stod for opdragelsen." I dag har kvinder deres eget job, og det er måske derfor, at der er mange, der ikke holder sammen,” siger Preben. For Grethe har pladsen i hjemmet da heller ikke været en begrænsning, men snarere en forudsætning for det lange liv sammen. ”Da vi blev gift, sagde vi ja til at være sammen for altid. I medgang og modgang. Jeg har altid troet på Preben, og Preben har altid troet på mig, så for os var denne rollefordeling helt naturlig.” Nogle vil måske undre sig over den måde, Grethe og Preben har valgt at arrangere deres parforhold, og tankerne ledes hen mod et

farverigt portræt af H. C. Andersen, der hænger i plejehjemmets fællesstue. Og eventyret ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”, hvor konen følger manden i tykt og tyndt. Preben erkender, at der selvfølgelig har været dage, hvor det har været svært at være sammen. Men han er nu alligevel sikker på, at han valgte rigtigt dengang i 1945. ”Vi har været heldige med hinanden. Men man skal da passe på med kærlighed. Man risikerer at hænge på den i 70 år,” siger han med et skævt gavtyvesmil på læben.

Guddommelig. Selv på en dårlig hårdag Kaffekopperne er ved at være tomme, og Preben læner sig stille tilbage i stolen. Han vender sig mod Grethe. ”Grethe, journalisten skal jo bruge et billede.” Grethe er ikke meget for at blive fotograferet. Hun har ikke gjort noget særligt ud af sit hår i dag. Hun fører hånden igennem de grå, bølgede lokker, og Preben kigger længe på hende. Hans stadige fascination er til at få øje på. ”Jeg ser ikke særligt godt længere, men jeg er sikker på, at du ser guddommelig ud,” siger han. Grethe rødmer stadig, når Preben taler sådan til hende. Og hun lader sig overtale.

55


”Jeg havde endelig fundet en rigtig kvinde” Nogle oplever følelsen af sorg og magtesløshed, når de mister noget af det mest grundlæggende i deres liv. Den sorg kender Aage Gudmann Povlsen om nogen til.

Tekst og foto af Helena Holmenlund Christensen

Aage går gennem dagligstuen. De andre beboere på Plejehjemmet Thorsgaarden spiser en ostemad og diskuterer vejret. ”Solen skinner, men regnen er på vej”, siger den ene. Aage bevæger sig mod sit værelse. Nede af gangen stopper han ved en dør. På ydersiden hænger et farvestrålende skilt med ordene ”Aage Povlsen”. Bag døren kører fjernsynet på fulde drøn, og Aage går med forsigtige skridt mod den nærmeste lænestol. Her bor Aage alene. Ulla er her ikke til at bede ham om at skrue ned eller give ham et kærligt klap. Deres liv sammen er ovre, og det er svært for Aage at vænne sig til efter 49 år sammen. Aage og Ullas kærlighedshistorie er ikke unik. Det er ikke en fortælling om umulig kærlighed, eller kærlighed på trods. Det er en fortælling, som så mange andre, om unge der mødes, forelsker sig, bliver gift, får børn og den ene efterlades tilbage. Og så alligevel; for Aage var den unik. Han glemmer aldrig den dag, da han mødte Ulla hos sin onkel: ”Lige pludselig kom hun ind, og så gik jeg bare agurk. Jeg havde endelig fundet en rigtig kvinde. Der var ikke noget at diskutere. Det var hende, det skulle være”. Fra det øjeblik var Aage og Ulla uadskillelige. Da Aage senere fik skaffet en lejlighed, var Ulla ikke i tvivl. Når nu han havde fået en lejlighed, så ville hun giftes, og det blev de. De arbejdede på hver sin side af gaden, og hver morgen fulgtes de ad. Sammen fik Aage og Ulla to børn, Mikael og Charlotte, og senere kom tre børnebørn til.

Parrets prøvelse Aage og Ulla levede et stille og roligt liv sammen, men en dag i 2011 indtraf parrets hårdeste prøvelse. Ulla havde døjet med ondt i ryggen og tog derfor på Skejby sygehus. Aage tog med. Svaret var ikke som ventet, for Ulla havde ikke blot rygproblemer, men havde gået så længe med livmoderhalskræft, at det havde spredt sig, og der intet var at gøre. Aage forsøgte at gøre den sidste tid så behagelig for sin hustru som muligt, men han kæmpede selv en kamp. Han havde svært ved at

56 ∕ LIVSHISTORIER 2016

forlige sig med tanken om snart at skulle være enkemand. Efter tre års sygdom døde Ulla. Det var en sorg, der var ubeskrivelig smertefuld for Aage, og som han nu to år efter endnu ikke er ovre: ”Når din kone dør, så mangler du lige pludselig halvdelen af dig selv”.

Hverdagens småting Aage kigger hen i vindueskarmen, der er fyldt med små dekorerede ko-figurer. ”Hun samlede på dem. Jeg burde nok smide dem væk, men de er et minde om hende”, siger han, imens han kigger eftertænksomt på de små figurer, der fylder begge vindueskarme. Aage måtte efter en hjerneblødning i december flytte på plejehjem. Selv på plejehjemmet er Ulla der stadig; i de små figurer i vinduet, i portrætterne på hylden og i billederne af børnebørnene. Selv i hverdagstingene, hvor Aage især mangler hende: ”Det, jeg savner mest, er, at hun ikke er her. Jeg har flere gange siddet og set noget i fjernsynet og så gået hen og spurgt hende, om ikke vi skal tage at slukke, selvom hun ikke er her mere”. Minderne om Ulla er der, men de er nogle gange svære for Aage at tænke tilbage på: ”Jeg savner det, vi havde sammen. Man prøver på at glemme det, for jeg synes jo, det er strid. Der er ingen grund til at rippe op i det”.

Ensomhed Aage savner Ulla, og livet uden hende er svært, men han har efterhånden lært at klare tingene, for som han siger, så kan han jo ikke gøre noget, for at få hende igen. Men tiden efter Ullas død har været ensom. Selvom Aages børn og børnebørn har været gode til at besøge ham, så er der tomt. Der er et hul i Aages liv, som ikke kan fyldes ud, og ensomheden overrumpler ham stadig af og til. Efter 49 år sammen, er det svært at være alene. Aage kigger på bryllupsbilledet af Ulla. Hun sidder i en mørkegrøn kjole, har opsat hår og en buket med lyserøde blomster. Hendes smil er stort. Med et lille, skævt smil på læben siger Aage: ”Ulla var jordens dejligste menneske”.

Aage med det 50 år gamle bryllupsbillede af Ulla.

57


Frederik gik fra ’hjorddreng’ til akademiker

trolassistent og deltaget i Bertel Haarders barnedåb på Rønshoved Højskole, hvor han havde lært 'at blive et menneske.' Til trods for en fast stilling var det nu tid til at vende hjem til Kolind. Frederik havde som den yngste endnu ikke stiftet familie i modsætning til sine søskende. Han så det derfor som naturligt, at han tog hjem til barndomshjemmet og hjalp moren med at passe huset. Det er tydeligt at mærke på Frederik, at han altid har været meget omstillingsparat. Han er en handlingens mand. Blot to år efter at Frederik var hjemvendt, fandt han en tidlig morgen moderen død. "Det var frygteligt," fortæller Frederik. Endnu engang skulle han begrave en forælder. Midt i denne sorg som Frederik stadig nævner, var noget af det hårdeste, han nogensinde har skullet igennem, valgte søsteren Inger at flytte ind hos Frederik. "Hun følte sig forpligtet," husker Frederik, mens han vrængende lægger tryk på 'forpligtet' og efterligner søsterens måde at tale på.

Nu skulle det være Morens død tog hårdt på Frederik, men det var også indirekte medvirkende til at give ham et skub i den rigtige retning. Frederik vidste med sig selv, at han var nødt til at tage affære, hvis han ikke skulle ende med at bo med søster Inger resten af sine dage. de seneste 58 år af sit liv i Danmark

Vendepunktet for Frederik var, da Inger en dag fortalte ham, at han ikke skulle glemme, at bare fordi han købte barndomshjemmet, var det stadigvæk hendes hjem. Med dette mente Inger selvfølgelig, at hun også skulle blive boende i hjemmet. Og det fik Frederik til at tænke over fremtiden. ”Det ville fandeme være et langt liv, at skulle have med hende.” Når Frederik i dag husker tilbage, er det netop Ingers bemærkning, der gav ham det sidste skub. Han ville ikke ende hjemme i Kolind med Inger. Denne beslutning mente han nu nok, var en af de store beslutninger, så han overvejede det grundigt i nogle måneder. Han fandt dog til sidst frem til, at han var nødt til at flytte. Destinationen hed Tune, her kunne han tage et forberedende kursus til Landbohøjskolen. Nu var planen endnu engang ændret - Frederik ville være agronom.

Historien om Frederik Andersen starter for lidt over 91 år siden i en mindre ejendom på Kolind Mark - 6. april 1925. Ingen vidste dengang, at Frederik senere ville blive familiens akademiske stolthed.

Frederik måtte tilpasse sine drømme til forholdene Kandidaten i agronomi skulle være hans vej til at blive landbrugslærer, det havde han besluttet sig for allerede inden han gik i gang. Han blev da også lærer i to sæsoner på Tune Landbrugsskole, men grundet manglende interesse for landbruget, dalede efterspørgslen på landbrugslærere. ”Jeg blev så klar over, det ikke lige var der, jeg skulle være.” Frederik kunne dog ikke helt slippe drømmen om at undervise, så da muligheden bød sig for at undervise unge fåreholdere på Grønland, greb han den. ”Jeg kom som den første, der var ingen, der sagde, hvad jeg skulle gøre. Det måtte jeg selv hitte ud af. Det var jo spændende.” Frederik synes at være draget af det ukendte og udfordrende. Det er beundringsværdigt den måde, han gennem hele livet har rykket rødderne op gang på gang for jobbet. Man kan undre sig over, hvor dette mod kommer fra, men som Frederik selv siger det: ”Mit hjem var jo opløst.” Grønlandsturen står som et lyspunkt i Frederiks liv. Ikke fordi han fagligt blev meget klogere, men mødet med en anden kultur sammen med sin Lilly, gjorde stort indtryk. Og man er ikke i tvivl om, at Grønland i dag har en stor plads i Frederiks hjerte.

Når man kun har minderne tilbage I 1983 valgte Frederik at sætte det sidste punktum i kapitlet som agronom. Det stod klart, da hans liv endnu engang tog en uventet drejning. Frederik blev afskediget fra jobbet som Landskonsulent og valgte herefter at gå på efterløn. Når 91-årige Frederik Andersen i dag sidder i lænestolen og tænker tilbage på sit lange og begivenhedsrige liv, så er det oftest arbejdslivet, der trækker mundvigen i nordgående retning. ”Mit livs højdepunkt var, da jeg blev Landbrugskandidat.” Hustruen gennem 59 år, Lilly, rømmer sig bemærkelsesværdigt højt ovre fra den anden stol. ”Og så selvfølgelig også min bryllupsdag,” griner Frederik.

Tekst og fotot af Cecilie Thusing Nielsen

Lokalcenter Næshøj danner rammen om Frederik og hustruen gennem 59 års, Lillys, hjem. Her har de boet sammen i to år. Beslutningen om at flytte fra den store ejendom og ind i en toværelses-lejlighed blev taget uden lange overvejelser. Frederik skulle have en ny hofte, der stod en lejlighed fri - de tog den! Sådan har det altid været for Frederik. Hans liv har været præget af impulser, rodløshed og eventyr. Og de har fået ham vidt omkring. Han har boet på Djursland, i Sønderjylland, på Fyn, i Brøndby Strand og på Grønland. Og så er han uddannet cand. agro eller Landbrugskandidat, som det hed i 1955.

Kom ud at tjene som 10-årig At Frederik skulle ende som Landbrugskandidat, har dog ikke altid ligget i kortene. Den akademiske verden lå langt fra den verden, Frederik voksede op i. Da hans første runde fødselsdag nærmede sig, blev han ved et tilfælde "hjorddreng" på en gård ved Ebdrup, 4 kilometer fra hjemmet i Kolind. ”Når jeg i mine unge dage kom ud til landet og så en knægt på 10-år,

58 ∕ LIVSHISTORIER 2016

tænkte jeg: ”Gud fader bevar mig vel, jeg var jo ikke ældre end ham, da jeg først kom ud.” Men det gik jo bare. Jeg spekulerede ikke på, at jeg var noget særligt dengang. Det var først senere det slog mig.” Frederik flyttede derfor til Ebdrup for sommeren. Her gik dagen med at trække kvæg, slå tidsler og to formiddage om ugen var han at finde i den lokale skole. Det gik hverken værre eller bedre, at scenariet gentog sig yderligere to somre. Mange vil nok tænke, at det må være hårdt at skulle undvære sin familie og komme ud at tjene som 10-årig, men for Frederik kom det naturligt at takke ja til jobbet. Det var nyt og spændende. Han var nødt til at prøve det af.

Tilbagesætning Denne lyst til at opleve og lære har været gennemgående for Frederiks liv. Han forlod skolen efter sin konfirmation og tog ud at tjene. Han kunne godt have taget en realeksamen, men det blev det ikke lige til. Frederik ville hellere ud at arbejde, også selvom arbejdet bestod i at være tredje karl på en lokal gård. Da Frederik mistede sin far i 1948, havde han allerede været vidt omkring. Han havde tjent på lokale gårde, uddannet sig til kon-

Dagene på Lokalcenter Næshøj går med gåture i den nærliggende plantage, gennemgang af dagens Jyllands Posten, samtaler med Lilly, men også stille stunder, hvor han tænker tilbage på det, der var engang.

59


Minderne hjalp Per igennem sorgen

"

Hun gav altid min hånd et klem om natten. Bare så jeg vidste, hun var der"

Efter at Pers kone, Benthe, var blevet opereret for en godartet kræftsvulst, besluttede de sig for at sælge alt og rejse jorden rundt. Det hjalp ham gennem sorgen, da hun døde.

Tekst og foto af Anne-Katrine Thormann

Rejserne har altid fyldt meget i Benthe og Pers ægteskab. De mødte hinanden på en tur til Harzen, han var 21 og hun var endnu ikke fyldt 18. De faldt i snak, og de var sammen lige siden. Rejser har de været på mange af siden dengang. Allerede i 70’erne var de i Amerika, sammen med nogle de havde gået til folkedans med. Og det fik de smag for. For samme år som Benthe fik diagnosticeret kræft i livmoderen, solgte de sommerhus og lejlighed, og i løbet af 00’erne rejste de verden rundt. Både Kina, Kenya, New Zealand, Australien og Ukraine blev aflagt visit.

Søgte at skabe minder Men det var ikke blot for turens skyld, at de tog afsted. Efter Benthe var blevet opereret for den første svulst, var det vigtigt for dem at skabe minder, som de kunne have, når den ene ikke var mere. Og det blev endnu vigtigere for dem, da Benthe gentagne gange måtte igennem behandling for kræft. Per fortæller om rejserne med entusiasme: ”Rejserne gav os gode minder, som vi kunne tænke tilbage på, den dag en af os ikke ville være her mere. De knyttede os også tættere sammen,” siger han med et smil. Og glæden ved de mange rejser mærker man stadig hos Per. Og minderne fik han i 2013 brug for: Benthe blev indlagt med KOL

60 ∕ LIVSHISTORIER 2016

på Skejby Sygehus efter i flere år at have gået med iltflaske, og denne gang kom hun ikke hjem. Benthe sov ind med Per ved sin side. Selvom Per havde vidst, denne dag ville komme, og havde forberedt sig på den, ramte det alligevel. Især ramte det, da han kom hjem til den lejlighed på Aabenraagade, de havde delt i mange år.

Tosomhed blev til tomhed ”Det var tomt. Meget tomt. Og det var mærkeligt ikke at have nogen at snakke med, at dele oplevelser med. Hvis man så noget sjovt, var det som om, det var lidt lige meget, fordi man ikke kunne dele det med nogen,” fortæller Per. Og trøsten finder Per i minderne. I de mange gamle fotoalbum, med sirligt markerede klistermærker, med beskrivelser af hvor de er taget. Billederne fra alle deres rejser, der nu tjener deres formål: At genskabe glade tider. Dog var en ting var hårdere end andre: Den tomme seng ved siden af ham. Sengen var for Benthe og Per et fælles samlingssted, og tanken om, at Benthe ikke var på den tomme plads ved siden af ham i sengen, var ubærlig. Derfor var noget af det første, Per gjorde efter tabet af Benthe, også at købe en ny, mindre seng. Og i dag, 3 år efter, savner han hende stadig ved siden af sig. ”Hun gav altid min hånd et klem om natten. Bare så jeg vidste, hun var der,” siger Per.

Per med et billede af Benthe fra deres guldbryllup.

61


Det var kun et spørgsmål om tid før sygdommen indtraf

Et helt liv nåede Else Aabye Nielsen at leve, før sygdommen, der hele tiden har ligget i hendes genmateriale gav sig til kende. Nu sidder hun på plejehjemmet Borgvold 12. Hun er ikke lykkelig for situationen, men har lært at leve med den.

Tekst og foto af Mathias Fredslund Hansen

Som 60-årig blev Else Aabye Nielsen, for ni år siden, diagnosticeret med Huntingtons Chorea. Det er en en sygdom som både hendes far og bror var diagnosticeret med og sluttelig døde af. Selvom sygdommen kun er i sit andet af tre stadier, har det betydet at hun kom på plejehjem relativt tidligt, kun nogle få måneder tilbage. Når hun sidder i sin lejlighed, er det svært at få øje på de rystelser, der indikerer at sygdommen faktisk er allestedsværende. Sygdommen rammer hjernen, og kendetegnes ved fysiske, psykiske og kognitive forstyrrelser. I starten kan det være svært for at personen selv, at se symptomerne på sygdommen, der kendetegnes ved svage ufrivillige bevægelser, og eventuelle humørsvingninger. Når anden fase af sygdommen indtræffer er det store bevægelser i musklerne af arme, ben, ansigt og krop. Der kan desuden ske større personlighedsforvrængninger som apati, hukommelsessvigt, angst og vredesudbrud, som Else Aabye Nielsen dog ikke er blevet ramt af. Sygdommen, som er en genmutation i hjernen, rammer som regel folk i en noget tidligere alder, end den gjorde i Elses tilfælde, og trods at den er arvelig og flere fra Elses familie har haft den, blev hun først diagnosticereret meget sent. Slutteligt, i sidste fase af sygdommen, sker der muskelsammentrækninger, hvor kroppen bliver stiv.

Afskeden er vigtig Med få, søgte og hvad der ser ud til ukontrollerbare skridt får hun kæmpet sig fra spisebordet og ned i den sorte lænestol ovre ved vinduet. Det er stort rum uden særlig mange møbler. Her bliver meget af dagen brugt i selskab med cigaretter og udsigten ud til parken. Et tydeligt rødt og hvidt armbånd omkranser hendes tynde håndled. En konstant risiko for at vælte var skyld i, at hun til sidst måtte flytte på plejehjem. I dag kalder hun på hjælp med det armbånd, hver gang det sker. Elses barndom foregik med Risskov, Aarhus som tomt lærred. 7 år i folkeskolen og 3 år i Realskolen blev efterfulgt af et job som ekspedient i forretning. Hun fandt en mand, og fik en søn. Jobbet som kasseekspedient blev droppet, til fordel for et job som kontorassistent. Efter et langt ægteskab, døde hendes mand pludselig i en alder 52 år. Uden nogen form for forberedelse, satte et uforudsigelig hjertestop en ende på et samliv. Det er mange år siden, men det lægger hende stadig på stærkt på sinde ”Jeg foretrækker en sygdom, hvor man kan nå at sige farvel”.

Med sygdomme som målestok Da hun skal til at fortælle hvad hun efterfølgende lavede, lyser hendes ansigt op. Et år ved Landsbyen Sølund, blev efterfulgt som besøgsven, som hun først stoppede med for et par år siden, da beboeren døde, har tydeligvis gjort et stort indtryk. Så stort et indtryk, at da vi kommer ind på om gen-sortering, både i forhold til hende selv, og de handicappede på Landsbyen Sølund, ville være en mulighed, er det afgjort ikke. Med respekt for alle mennesker, handicappet og syge eller ej, skal alle have en mulighed. ”Så ville jeg jo ikke være til” nævner hun slutteligt som argument Der er mange grunde til at man kunne have ondt i livet, og Else er selvfølgelig ikke glad for at have fået sygdommen, men ikke desto mindre ser hun ret positivt på situationen. Det er med en afvejningen til andre sygdomme, at hun gør målestok for at hendes eget liv ”Jeg vil hellere have det jeg har, end en form for demens”, siger hun.

62 ∕ LIVSHISTORIER 2016

63


voksenliv. Først med familien i en villa i Skåde, senere i en lejlighed i Emiliehøj og nu på plejehjemmet i Højbjerg. Ole er født og opvokset i Aarhus. Hans far havde en købmandsbutik i Jægergårdsgade, hvor Oles mor fik job som ekspedient. Sammen fik de to børn: Ole og en ti år yngre lillesøster. Forældrene var ofte i butikken, så efter skole kørte Ole rundt med lillesøsteren i barnevognen. ”Det har vi moret os meget over,” griner han. Dengang var der ikke mange der vidste hvem han var, men det skulle senere ændre sig.

Headhuntet til stillingen Ole er kontoruddannet fra Danish Machine Company i 1961. Efter endt læretid og et halvt år som kontorassistent samme sted kom Ole først på kontoret hos Aarhus Kommunale Værker og derefter i en kontorstilling nede ved havnen. Sideløbende var han frivillig hos idrætsforeningen AIA. ”Hos AIA synes man, at jeg havde gjort det så godt, så nu skulle jeg føres frem,” fortæller han med et smil på læben. Den daværende rådmand, der sad i bestyrelsen hos Aarhus Idrætspark, mente at de kunne bruge en type som Ole til stillingen som kontorassistent ude på stadion. ”Man kan jo sige, at jeg blev headhuntet. Rådmanden sagde til den daværende chef på stadion, at han skulle bruge mig, og så var der ikke så meget at rafle om.” Efter en årrække blev Ole forfremmet til stillingen som direktør. Han

har i kraft af direktørstillingen været ankermand for blandt andet koncerter, boksekampe og store fodboldkampe på stadion. Og også her, var Ole det velkendte ansigt som de mange gæster mødte, og han var også den, der tog imod udenlandske sportsudøvere, ledere og pressefolk. Han var kendt for altid at have tid til lidt omsorg og en snak. En direktør, man kunne regne med.

Hjælper til hvor han kan For godt halvandet år siden blev Ole ramt af en fysisk sygdom, der gjorde at han var nødt til at flytte på plejehjem. Også her er han et velkendt ansigt for beboerne. I kraft af hans job som plejehjemmets ”postbud” møder han mange af beboerne når han deler plejehjemmets magasin ud, og de fleste ved, hvem han er. Han har indrettet sig hyggeligt. I et hjørne står en sofa, og overfor er slumrestolen, hvori han ofte sidder og ser sport. På væggen hænger et billede af to af hans børnebørn. I en skuffe har han gemt avisudklip og billeder. Han har været i medierne mange gange, men det er langt fra det hele, som er gemt. ”Det har jeg jo slet ikke plads til,” forklarer han. Følelsen af, at skulle gøre gavn, sidder stadig fast i Ole. ”Jeg prøver at gå og gøre lidt gavn hist og pist,” fortæller han. Det gør det lidt sjovere for ham og giver afveksling til dagligdagen, som ellers godt kan være lidt kedsommelig for Ole. ”Plejehjemslederen er også flink til at komme og bede om hjælp, men det er også fint.”

Ole i slumrestolen på Sct. Oluf plejehjem. Her nyder han at sidde og se sport på TV’et.

Det velkendte ansigt i bybilledet Når 75-årige Ole Jean Nielsen færdes i Højbjerg er der mange der genkender ham og gerne vil snakke. De mange frivillige aktiviteter i lokalsamfundet ved siden af sit job som direktør for Aarhus Idrætspark har gjort, at de fleste ved hvem han er. Af Emma Ahlgreen Haa

På plejehjemmet Sct. Olaf i Højbjerg sidder Ole Jean Nielsen i sin slumrestol ved siden af spisebordet og følger med på tv’et, der oftest viser sport. Han har altid interesseret sig for sport og har i perioder spillet fodbold, håndbold og en lille smule tennis.

64 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Herudover har han brugt meget tid på frivilligt arbejde, blandt andet i idrætsforeningen AIA. Han kalder sig selv for en ildsjæl, der har været meget engageret i lokalområdet og dets aktiviteter. Det er blevet til mange timer som frivillig på poster som kasserer, formand og medlem af blandt andet menighedsrådet i Frederikskirken. Alt dette sideløbende med jobbet som direktør hos Aarhus Idrætspark, en post Ole besad i 31 år. Forinden havde han arbejdet syv år som kontorassistent samme sted. At Ole har været involveret i så mange frivillige projekter og organisationer i lokalområdet gør, at han er en velkendt mand. ”Jeg har en kæmpe bekendtskabskreds,” som han selv udtrykker det. Han ligger ikke skjul på at han synes, det er rart at der næsten altid er nogen at snakke med, når han færdes i byen. Ole forklarer de mange tillidsposter i Højbjerg med en stor kærlighed til området. Han har været bosat i området i størstedelen af sit

Ole foran Aarhus Idrætspark (nu NRGI park) dengang han stadig røg pibe. Det stoppede han med i forbindelse med hans sygdom, der også fik ham til at flytte på plejehjem.

65


Grethe har altid værdsat livet, men ville bestemme selv

Et godt liv kan være meget. Fra luksus i Shanghai til et almindeligt landsbyliv i Skagen. Grethe har altid været glad for, hvad hun havde, men også en trang til at kunne tage vare på sig selv. Hun siger selv, at hun har været heldig. Men måske er det hendes tilgang til livet, der har gjort hende heldig.

”Jeg keder mig aldrig. Når jeg keder mig, tænker jeg på alt det, jeg har oplevet, og så tænker jeg, at det har været et dejligt liv,” siger Grethe Gram, som har et 91 år langt liv bag sig.

Tekst og foto af Eskild Bang Heinemeier

Grethe Gram siger selv, at hun er født under en heldig stjerne. Livet har været godt for hende, og hun har været heldig med sine valg. Men hun har også levet efter nogle simple, men afgørende retningslinjer: ”Du skal behandle andre, som du vil have, at de behandler dig. Det har jeg lært hjemmefra,” siger Grethe. Grethe blev født i 1925 i Shanghai, hvor hun tilbragte sin barndom, indtil hun var 12 år gammel. Som barn af en dansk kaptajn, som var ansat i det kinesiske toldvæsen, boede hun og hendes søskende mest sammen med moderen. Men selvom de levede en tryg tilværelse, blev de dagligt konfronteret med fattigdom og konsekvenserne af den krig, der dominerede Østasien på det tidspunkt. På vej til skole kørte Grethe og hendes søster gennem de fattige kvarterer i byen, hvor der lå døde spædbørn i rendestenen. Grethe følte sig dog aldrig utryg, men det har måske været disse oplevelser, der har fået hende

66 ∕ LIVSHISTORIER 2016

til altid at værdsætte det, hun har. Faderen blev syg i 1937 og sendte sin familie hjem til Danmark. Han døde kort efter. Det var et skifte fra luksus i Shanghai til en almindelig tilværelse i Skagen. Grethe havde dog været på ferie der med familien flere gange. ”Så vidste vi, at vi hørte til der, i Skagen. Det var bare vidunderligt, syntes vi. Selvom vi manglede badekar og centralvarme. Og så havde vi lokum i gården også, og det syntes vi var sjovt!”, griner Grethe. ”Og min mor syntes jo, det var rædselsfuldt, for hun var jo vant til den luksus, hun havde i Shanghai. Men så længe børn har andre børn at lege med, så tror jeg ikke, de tænker så meget over det.”

Et ønske om selvstændighed Efter krigen blev Grethe gift med sin forlovede, Peter. Et ægteskab, der varede 31 år. Egentlig et godt ægteskab med børn og gode op-

levelser. Men noget var forkert. Grethe følte sig uselvstændig. Peter var så dygtig, fortæller Grethe, og hun følte, at hun stod i skyggen af ham. Han kunne alt og vidste alt. Grethe følte ikke, at hun havde kontrol over sit eget liv. ”Jeg følte mig umyndiggjort,” fortæller hun. Som børnene blev ældre og kunne klare sig selv, fandt Grethe ud af, at hun ville mere end at gå hjemme. Det harmonerede dog ikke med det ægteskab, hun var i, og Grethe var nødt til at gå sine egne veje. Selvstændigheden følte hun for alvor, da hun fik et arbejde på et plejehjem. At tjene sine egne penge. Selv at kunne råde over sin økonomi og at kunne invitere sine børn på ferie for de penge. Den selvstændighed havde hun ikke oplevet før. Det gode liv handler ikke nødvendigvis om materielle goder og luksus. For Grethe var det ikke det, det kom an på. I sin opvækst havde hun både levet i luksus i Shanghai og et almindelig og, i sammen-

ligning, primitivt liv i Skagen. Luksus havde hun ikke brug for. Hun havde brug for at være sin egen. Bruddet var dog ifølge Grethe ikke dramatisk, og hun og Peter og børnene holdt jul sammen i de næste fem år efter skilsmissen. For der var ingen grund til sure miner. Som hun siger: ”Hvis folk taler normalt over for hinanden, og ikke har noget hemmelighedskræmmeri, så går det nok.” Grethe har levet godt. Hun har været glad, og hun føler sig heldig. Men livet er også, hvad man gør det til. Og en anden simpel livsfilosofi, der har fulgt Grethe, har måske også hjulpet med til, at livet har været godt ved hende: ”Hvis man smiler til verden, så smiler den tilbage til dig, ikke? Og det må jeg have gjort.”

67


Preben og Peter er ved at lave plantekasser, som skal indvies til foråret.

Peter og Preben bruger bl.a. dagen på at gå ture i nærheden af plejehjemmet.

”Det ville være røvkedeligt, hvis ikke Preben var her ”

Preben Jensen og Peter Rasmussen er henholsvis 69 og 71 år og bor på Aarhus Friplejehjem i udkanten af Tranbjerg. De kom begge for et halvt år siden, da stedet åbnede, og har siden da været sammen hver dag.

Peter sipper af kaffen, mens Preben betragter ham bag de tykke brilleglas. De småsnakker lavmælt, men da en af stedets medarbejdere går forbi, stiger temperaturen. Stemningen i lokalet forandrer sig. Nærmest synkront vender de hovedet efter kvinden, som er ved at finde dagens kage frem fra køleskabet i det lille fælleskøkken. Det er ikke kagen, de kigger efter. ”Hun er godt nok en flot pige, men hun er lidt for gammel til mig,” siger Peter med et smil på læben velvidende, at han med 71 år på bagen ikke har mange chancer hos den 30 år yngre medarbejder. Prebens kone døde af kræft for 25 år siden, og Peter og hans kone kommer ikke så godt overens for tiden. De skal nok snart skilles, mener Peter. Ingen af de to mænd har altså en kvinde i deres liv for tiden, og interessen for det modsatte køn er bestemt ikke blevet mindre heraf.

gengældende, men fortæller, at det altså ikke kun er damesnak, som optager de to mænd. Gåture og gymnastik er også en del af hverdagen på Aarhus Friplejehjem, og især motionscyklen har været flittigt brugt, selvom benene ikke længere er unge og friske. ”Når vi er halvvejs, så sætter jeg mig over på stolen, mens Preben knokler videre, ” siger Peter, som altid har været passioneret sportsmand. Nu holder benene ikke til det store, og han må nøjes med motionscyklen og gåture med sin rollator. Og så er der plantekasserne. ”Det er ikke noget særligt, bare fire brædder der skal slås sammen, ” siger Peter, mens han – med en snert af stolthed - fremviser de halvfærdige kasser, som står op ad væggen i plejehjemmets værksted. Det var pedellen Anders, som tog fat i Peter og Preben og satte gang i plantekasseprojektet, og selvom det ifølge Peter ”går meget langsomt fremad”, nyder de at have værktøj i hænderne. Preben fortæller, at han grundet epilepsi ikke længere må køre bil. Sygdommen har dog været på retræte i mange år, og han forudser, at han nok får lov at køre igen til august, hvor en læge skal vurdere, om han skal til en ny køreprøve. Han trækker på smilebåndet ved tanken om at kunne køre bil igen. ”Så skal vi ud og se mit gamle gartneri. Det ligger ikke ret langt herfra”.

Mere end bare damesnak

Intet er tabu

”Vi bruger meget af dagen på at snakke om damer,” siger Preben og rynker på øjenbrynene, mens han nikker til Peter. Peter nikker

De to ældre herrer bor nærmest dør til dør på plejehjemmet, og det var derfor meget naturligt, at de fandt sammen for et halvt år

Tekst og foto af Mads Illum Dalsgaard

68 ∕ LIVSHISTORIER 2016

siden. Derudover deler de samme smag inden for politik og kvinder, ligesom de begge proklamerer, at de har et meget positivt livssyn. Det positive livssyn er vigtigt i en hverdag, hvor sygdom, savn og død fylder meget. De har begge mistet venner, familie og bekendte, og de har således haft døden tæt inde på livet. Derfor skal der også være plads til dybe samtaler, men det er ikke noget, de dyrker. De fokuserer helst på det positive, men Peter understreger, at der ikke er noget, der er tabu for de to at snakke om. Humor og drillerier fylder også meget i deres daglige samtaler – og dem har de mange af. De er nemlig sammen det meste af dagen. ”Vi kan sgu ikke undgå hinanden. Det er en bitter pille at sluge,” siger Peter og griner i kor med Preben, som retter på brillerne. Peter og Preben er efterhånden blevet vigtige for hinanden, og især førstnævnte har svært ved at se, hvordan hverdagen ville se ud, hvis ikke Preben var der til at holde ham med selskab. ”Det betyder rigtig meget for mig at have en ven her. Hvis ikke jeg havde det, var jeg sateme træt og ked af at være her,” siger Peter. Især i perioder med sygdom og dårligt humør hjælper det at have en god ven som nabo. ”Hvis man ikke har en at have det sjovt med, visner man som menneske,” siger Peter.

Tæt venskab kan koste relationer til andre At de to er så meget sammen har betydet, at de ikke har så meget at gøre med stedets andre beboere. Mange er dog så syge eller demente, at det kan være svært at føre meningsfulde samtaler med dem. Der er også andre, der ligesom Preben og Peter er rimelig friske i hovedet, men dem har de heller ikke den store kontakt til. ”Det kan være et handicap, for hvis en af os flytter - så står vi sku alene, ” siger Peter, mens Preben nikker og kigger på ham med en alvorlig mine. Lige netop denne problemstilling kan snart blive en realitet. Peter har solgt sit hus og har bedt sin søn om at kigge efter en lejlighed inde i Aarhus. Ikke fordi, at han vil væk fra Preben, men fordi at han gerne vil bo tættere på sin familie. ”Så er jeg fri for Peter, ” griner Preben, da han bliver konfronteret med, at Peter overvejer at flytte fra plejehjemmet. Preben fortæller, at han heldigvis har gode venner og en dejlig familie uden for hjemmet, som han ofte besøger. Han smiler ved tanken og understreger, at han ikke håber Peter flytter lige foreløbig. Men selv hvis Peter skulle flytte ind til byen, har de aftalt, at de skal ud og køre en lang tur, når Preben må køre bil igen.

69


Et alvorligt barn med diagnosen i skoletasken En til tider benhård barndom blev for Vagn Holst startskuddet til et liv med depressioner. Fra indlæggelser på den lukkede til et nyt liv på plejehjem. Depressive tanker er kommet og gået i over 70 år, men Vagn er aldrig holdt op med at reflektere over årsagen til, at han fra barnsben har kæmpet med et sårbart sind.

Tekst og foto af Amalie Schroll Munk

Vagn Holst var fem år gammel, da han besøgte et hospital for første gang. I fem uger var han indlagt, fordi han fik fjernet mandler og polypper. Sideløbende fik han i alle fem uger daglige lysbehandlinger. Hans mor fortalte ham, at behandlingerne skyldtes, at ”han ikke trivedes”. Selv undrede han sig. I dag mener Vagn, at lysbehandlingerne skulle kurere hans første depression. Episoden for næsten 70 år siden skulle vise sig at være starten på et voksenliv med sygdom helt tæt inde på livet. Som barn havde Vagn mange pligter og et stort ansvar. I familien var han den ældste bror ud af fire og havde hovedansvaret for sine søskende. Han hjalp med huslige opgaver i stedet for at lege med de andre børn på egnen. I skolen søgte Vagn anerkendelse ved at

70 ∕ LIVSHISTORIER 2016

kiske sygdomme. Et emne som Vagn efterhånden er ekspert i. De tidlige lysbehandlinger kunne ikke få bugt med de depressioner, som igennem dele af Vagns liv har spillet hans sind et puds. Når det har været værst, har han i perioder været indlagt i op til flere måneder på psykiatrisk hospital. Selv har Vagn reflekteret meget over, hvad der mon har været skyld i hans depressioner. Ligesom detektiverne og de opdagelsesrejsende i Vagns yndlingsbørnebøger, så har Vagn det bedst, når han kan komme til bunds i sagerne. Refleksioner over årsager til depressionerne fylder derfor meget i tankerne. Om det siger Vagn: ”Man går hen og bliver syg – deprimeret - og så spekulerer man jo næsten konstant. Hvordan er jeg havnet i den her situation? Hvad er der sket og hvorfor?”. Et helt entydigt svar kommer Vagn nok aldrig frem til. Selv deler han sit liv op i to dele – tiden før og tiden efter 1972. I dette år mister Vagn den ene af sine brødre, han dør af leukæmi blot få måneder inden, han skulle have haft sin studenterhue. Det bliver en tragedie, som på mange måder bliver skelsættende for Vagn. Den store sorg har sammen med den hårde barndom været væsentlige årsager til depressionernes eksistens.

En ny diagnose til samlingen I dag er Vagn 72 år, og han havde sin sidste indlæggelse på psykiatrisk hospital for lige omkring et år siden. Efter han blev udskrevet, flyttede han på plejehjem. Grunden til flytningen bunder dog ikke i hans tidligere diagnose, men derimod en ny en af slagsen. I sommeren 2015 blev Vagn diagnosticeret med Alzheimers. For Vagn er der ikke nogen kobling mellem de to diagnoser. Hvor depressionerne er noget psykisk, er Alzheimers noget fysisk. Hjernecellerne nedbrydes ligeså stille. Pludselig giver det ikke mening at finde frem til sygdommens årsag, og det bliver svært for Vagn at komme til bunds i den her sag. Derfor undgår han så vidt muligt at tænke på fremtiden, men fokuserer i stedet på at holde sin hjerne i gang. Intelligensen, der fra barnsben har været Vagns største styrke, forsøger han at bevare ved blandt andet at gætte kryds og tværs på livet løs. ”Min fremtid er jo ikke særlig munter, fordi det går ned ad bakke. De der hjerneceller, de går til grunde. Så jeg forsøger at lade være med at tænke på det, for jeg har det jo godt nok. Jeg har ikke ondt nogle steder”, siger Vagn.

være dygtig til lektierne og skoleopgaverne. Det var svært at blive en del af drengeflokken, og drillerier og ydmygelser blev for Vagn synonymer med det at gå i skole. Socialt kunne han ikke knække koden for, hvordan man skulle begå sig. ”Allerede før jeg startede i skole, havde jeg mere travlt med at passe mine brødre, tynde roer og læsse hø end at lege med jævnaldrende børn. Jeg tror, det har betydet, at jeg aldrig fik indlært de sociale færdigheder, der var nødvendige for at kunne begå sig”, siger Vagn. Vagn var begavet, videbegærlig og glad for bøger. De andre drenge havde sine talenter i gymnastiktimerne og på fodboldbanen. De sportslige aktiviteter var altafgørende for, om man var accepteret. Når der i gymnastiktimerne skulle springes over buk, kunne Vagn ikke komme over. Han blev enten siddende midt på bukken, eller faldt på gulvet med et brag.

Livets bibliotek Da Vagn gik i tredje klasse gjorde han sit livs opdagelse. Han opdagede skolens bibliotek. Han slugte den ene bog efter den anden, dels for at blive suget ind i de fremmede verdner, dels for at flygte fra den verden, han selv levede i. Når Vagn læste bøger om detektiver, opdagelsesrejsende og heltemodige hovedpersoner, så identificerede han sig med dem. Pludselig kunne han få lov til at være helten: ”Ofte kom min mor ind og slukkede lyset på mit værelse, hvor jeg lå og læste til langt ud på aftenen. Hun skældte ud. Både fordi jeg skulle sove, men også fordi jeg skulle spare på lyset”. Interessen for bøger, oplysning og verden omkring ham er ikke til at tage fejl af, når man kaster et blik rundt i Vagns lejlighed. På hylder og borde hober stablerne af gamle artikler, avisudklip og litteratur sig op. En stor del af artiklerne har Vagn selv skrevet. Han har altid holdt af at skrive, og han har givet sig i kast med alt fra lange udredende artikler og læserbreve til små finurlige citater og korte notitser i ugeblade.

En detektiv på arbejde En stor del af skriverierne omhandler psykiatrien og livet med psy-

Vagn kan huske detaljerede episoder helt tilbage fra sine allerførste leveår. Børnefotografiet er taget, før hans tre brødre kom til verden.

71


Vinteren slutter med en tur i haven 36.524 dage er et uoverskueligt antal, 100 år lige så, men for Ruth Nørgaard Poulsen er det lige om hjørnet. Hun har arbejdet, opdraget, oplevet. Kroppen er mærket af årene, men hun har accepteret det. Tekst og foto af Jesper Elkjær Jensen

Det er det samme hvert år. Årstiderne skifter, vinter bliver til forår, alt blomstrer op. Ruth Nørgaard Poulsen har været igennem disse skift flere gange end de fleste. For hendes næste fødselsdag er den store runde. Den hvor tallet går fra to til tre cifre. Den hvor man får brev fra Dronningen. Den alle ønsker at opnå, men ingen ønsker at opleve - sådan føler Ruth det i hvert fald. ”Det er frygteligt. Frygteligt, frygteligt. Det hele er jo lidt svært for en. Men sådan er det, sådan er virkeligheden jo,” siger Ruth om udsigten til at fylde rundt for 10. gang i sit liv til december. Hun vil ikke selv holde en fest i anledning af dagen, men kan alligevel ikke forestille sig andet, end at familien vil planlægge noget for hende, som de har gjort det før. ”Jeg synes ikke, det er noget at fejre, at man bliver gammel. De må meget gerne lade være, men jeg forstår godt, hvorfor de gør det,” siger Ruth med et smil på læben.

Når bladene falder af På væggen hænger et ur, der taktfast tikker minutterne af sted. Det høres tydeligt i den lille lejlighed. Som træerne i skoven ændrer mennesker sig i takt med tiden. Minderne bliver mange, og kroppen bliver slidt. ”Jeg havde ikke nogen vild ungdom, men jeg vil da nok sige, at jeg gik ud og dansede. Jeg elskede det. Det er bevægelserne til musikken, der gør det,” siger Ruth. I dag sidder Ruth i kørestol. Den er sort og uden motor. ”Jeg kan ikke gå, det er et stort besvær. Førhen har jeg sprunget rundt som jeg ved ikke hvad. Jeg synes ikke, det gør livet lettere at blive ældre,” siger hun. Hverdagen bruger Ruth mest i sin lejlighed på Havkær. Her ser hun tv, lytter til musik og rydder op på sit lille skrivebord, der trods størrelsen har plads til en masse. Hun læser også avisen, som regel Jyllands-Posten, som hendes døtre tager med til hende, når de er på besøg. Hun kører sjældent ned i bygningens fællesrum for at være sammen med plejecentrets andre beboere. ”Der er ingen, der snakker sammen. Vi kan sagtens sidde tre-fire stykker, der kigger ud i luften. Men jeg er heller ikke selv stortalende, så det gør mig ikke noget,” siger hun.

72 ∕ LIVSHISTORIER 2016

"Det er jo også gået godt nok” Ruth har haft et langt arbejdsliv. Allerede efter 4. mellem, der svarer til 9. klasse i dag, på Viborg Katedralskole var hun fast besluttet på, at hun ikke ville gå i skole mere. Det fortryder hun i dag, for når hun ser tilbage, vil hun gerne have haft en studentereksamen. I stedet fik hun arbejde på et kontor hos en boghandler. ”Men det er jo gået, som det er gået. Og det er jo også gået godt nok,” siger Ruth. Hele sit arbejdsliv har hun været på et kontor. Det hun husker bedst er, da hun var med fra starten på Ergo- og fysioterapeutskolen i Århus. Det var også gennem arbejdet, hun lærte sin mand at kende. De var gift i 38 år. ”Min mand, han var rar. Han var meget hjemmemenneske, så vi havde ikke nogen stor omgangskreds. Men vi havde det godt da godt på den måde, vi havde det,” siger Ruth om sit ægteskab. Han døde i 1987. Det var hårdt for hende, men det er blevet forår mange gange siden, og Ruth fortæller kun kort om ham. Sammen fik de to døtre, der på skift besøger Ruth i lejligheden, der både har en stue, et soveværelse og en lille have tilknyttet.

Længslen efter at komme ud Sammen med den ældste af sine to døtre har Ruth været ’alle steder’ i Europa, men de rejser, der har betydet mest for hende, var hendes rejser til USA, hvor hun besøgte sin lillebror. Han boede i Chicago og solgte herretøj. ”Det var en stor begivenhed. At have ham i USA var lidt af et savn,” siger Ruth. I datteren havde Ruth fundet den perfekte rejsemakker. Det var hende, der bestemte destinationen og hvad de skulle se. Det passede Ruth ganske fint - for hende var det skønne ved turene, at hun fik dagligdagen på afstand. Ruth lod sig dog ikke så let imponere af oplevelserne i udlandet. ”Jeg var oppe i den allerhøjeste bygning, i Chicago, men det var da ikke noget særligt. Jeg kan ikke engang huske, hvad den hedder mere,” siger hun. Det er i dag ikke en rejse til USA Ruth ser frem til. I stedet glæder hun sig over forårets komme med de spirende grønne farver, fuglenes kvidren og solens tiltagende varme - til vinteren slutter. ”Jeg glæder mig til at det bliver varmere, så jeg kan sidde ude i den lille have.”

Ruth Nørgaard Poulsen i sin lejlighed på Havkær. Hun har kun boet her et par måneder. Ifølge hende er det næsten som, da hun boede hjemme, og hun føler sig godt tilpas på plejehjemmet.

73


Kugler og kærlighed

Vagn spiser for det meste frokost i sofaen. Hver dag får han tre rugbrødsmadder, selvom han kun kan spise to. Det er også herfra han ser billard på EuroSport.

Vagn på 82 år, bor i plejebolig på Hedevej i Risskov. Her rykkede han ind omkring juletid sidste år og prøver nu at få tilværelsen til at gå i de nye omgivelser. Tekst og foto af Anne Bæk

Kuglerne spreder sig som en eksplosion over den grønne dug, og et koncentreret blik udvælger nøje, hvor det næste stød skal afgives. Vagn sidder i sofaen og observer slagets gang. Der er billard på den store fladskærm i lejligheden. ”Jeg har foreslået, at vi skulle få et billardbord her på stedet.” siger Vagn, ”men der er ikke sket noget endnu.” Kuglespil er ikke fremmed for Vagn. Oven på skabet står der et dusin bowlingpokaler, som vidner om fortidens bedrifter. Og det blev ikke kun til pokaler. Vagn mødte Grethe i bowlinghallen. Formanden for bowlingklubben. ”Mindre kunne ikke gøre det,” smiler Vagn. De bor sammen i Risskov på Sletterhagevej, men forholdet varer ikke ved og Vagn tilbringer den sidste tid alene, inden han flytter på Hedevej. Vagn har forinden haft to andre forhold, hvorfra han blandt andet har en datter, som ofte besøger ham og hjælper med indkøb.

Låst fast Spil og sport er en god vej til socialt samvær og har altid været det for Vagn som engageret bowlingspiller. På Hedevej savner han nogle at dyrke sin interesse sammen med.

74 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Med lidt besvær rejser Vagn sig fra sofaen for at tage jakke på. ”Tænk da man kunne springe – to trin ad gangen,” siger han, knapper jakken og ruller rollatoren hen til elevatoren. Udenfor står en dobbeltcykel i cykelskuret. Den er låst med en kodelås. Jeg prøver optimistisk at gætte talkombinationen. Forinden havde vi hørt personalet efter koden, men det er helligdag og den eneste person som kender koden har fri. Vagn har endnu ikke prøvet cyklen og vil gerne prøve at sidde i den. Vi sætter os, side om side, i den parkede cykel. ”Man sidder da meget godt, måske sædet skal lidt længere tilbage.” konstaterer Vagn og placer fødderne på pedalerne. Vi sidder lidt og snakker om, hvor vi gerne vil cykle hen, hvis det altså ikke var for låsen og dens hemmelige sekscifrede talkombination. Solens stråler varmer i dag og varsler noget der minder om forår. Det kunne være dejligt at komme ned til havet og nyde en øl i solen. Vagn har arbejdet 30 år for Banen, som han kalder den. Det vil sige DSB’s værksted, hvor han reparerede togvogne. Vi kunne lægge vejen forbi togperronen og se, hvordan togene ser ud i dag i forhold til

den gang. Det var hårdt arbejde, og kostede da også to diskusprolapser, så Vagn var væk fra arbejdspladsen i hele tre uger. Vi kunne også cykle hen og se hvor Vagn havde boet. Vagn forklarer vejen derhen. Den har han helt styr på, der er bare for langt at gå. Da Grethe og Vagn gik hver til sit, kom der ikke mange på besøg mere, så han havde håbet på et mere socialt liv på Hedevej. Men det er ikke gået helt, som han han ønskede. ”Hvad skal man snakke med dem om?” siger han spørgende.

Spil og samvær Der er anlagt en fin sti rundt om plejeboligerne. Vagn foreslår, at vi går en tur rundt, når nu udsigten til, at cyklen kommer fri af sit jerngreb ikke er på denne side af weekenden. Da vi kommer om på den anden side, er der anlagt en ny petanquebane. Vagn har udsigt til den fra sin lejlighed på første sal og har da også investeret i et petanquespil. Det er ikke taget i brug endnu, da foråret lader vente på sig. Måske dét kan være en mulighed for at skabe noget socialt samvær, ligesom bowlingen kunne i sin tid.

Vagn ved endnu ikke om, om der er andre beboere, som forstår sig på spillet. ”Kan du spille petanque?” spørger Vagn. Det kan jeg og svarer ”ja” med et nik. ”Det var satans,” siger Vagn og kigger op mod lejligheden. Jeg spørger, om vi skal hente spillet, men det har nu taget en rum tid for os at komme ned, så Vagn beslutter efter lidt eftertænksomhed, at vi fortsætter turen ad stien. Rundt om hjørnet står et bur med nogle abnormt store høns. Vi er på vej videre igen, da en forbipasserende mand overhører vores snak om de store dyr. Han kan ikke dy sig for at fortælle om hønsene. Det er pedellens udstillingshøns. Han snakker længe om dem. Vi kigger på hinanden og ser vores snit til at gå videre. ”Nogle mennesker snakker godt nok meget.”, siger Vagn. ”Det er ikke lige mig.” Da vi når om på den anden side og igen står foran cyklen, aftaler vi at tage turen en anden gang i foråret, og mon ikke det også bliver til et spil petanque.

75


Plejehjemmet Sct. Olaf er drevet af Odd Fellow Ordenen, hvor Jørn til næste år har 50 års jubilæum som broder.

Når du har tilbragt et helt liv med det samme menneske, så er det en voldsom sorg at se dette menneske blive dement. Glemme hvem du er. Efter 61 års ægteskab er Tove ved at glemme sit liv. En dag vil hun også glemme Jørn.

Jørn og Tove sammen i Jørns stue.

"Jeg er bange for, hun glemmer mig" I dag bor Jørn og Tove på plejehjemmet Sct. Olaf i Holme. Her har de boet siden oktober 2014. Jørn bor i stueetagen, da han efter en række hjerneblødninger er meget dårligt gående. Tove bor på første sal. Hun er fysisk i topform, men hun er blevet meget dement.

Det er ikke rart at sige, at man bor på plejehjem Tekst og foto af Torben Agersnap

En sommerdag i 1954 var Jørn Henning Fischer ude at ro på Brabrand sø. Jørn roede "firer" og var i sit livs form. Flere gange havde han set en smuk ung kvinde, som havde fundet vej til søen for at kigge på de unge mænd, der roede. Denne dag, hvor de hyggede sig med lidt fodbold efter træningen, tog han sig sammen og gik hen til Tove. "Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde til hende, og hvis jeg havde kunnet, havde du ikke fået det at vide," fortæller Jørn Denne dag fik han lov at følge hende hjem. Den 29. januar året efter blev de gift i Brabrand kirke.

76 ∕ LIVSHISTORIER 2016

I Jørns store stue står møblerne fra Jørn og Toves fælles hjem i Brabrand. Der er bøger og billeder, der fortæller om et langt liv. Der er billeder af børnene, børnebørn og oldebørn. Ved vinduet er Jørns yndlingsstol placeret, på den anden side af et lille kakkelbord står den gyngestol, Tove plejer at sidde i, når hun tilbringer aftnerne hos Jørn. Jørn er glad for sit liv på plejehjemmet. Han er ikke glad for at stå op før ved ti-halv ellevetiden. Da får han rundstykker, blødkogt æg og kaffe serveret i sin egen lejlighed. "Det er som et helt luksushotel," fortæller Jørn Personalet tager sig godt af beboerne på Sct. Olaf. Jørn kan ikke selv klare at gå i bad, så der er hjælp at hente. "Jeg sidder på bænken og bliver både vasket og barberet," fortæller han.

Tove er meget hos Jørn og er ikke så glad for, at hun ikke kan sove hos ham. Som regel følger Jørn hende hjem ved 22-tiden og går hjem til sig selv for at sove. Det eneste Jørn ikke kan lide ved at bo på Sct. Olaf er at fortælle andre, at han bor på plejehjem. "Så lyder det som om, man er gammel og trist, og det er vi jo ikke nogen af os," fortæller Jørn. Jørn er udlært smed på DSBs centralværksted i Aarhus. Han har arbejdet en række steder, først fem år i Militær Politiet ved flyvestation Aalborg. Senere som kørende montør af opvaskemaskiner i ti år. De sidste mange år af sit arbejdsliv, var Jørn tilbage hos DSB, hvorfra han blev pensioneret i 2003, da han blev 70 år gammel. I alle årene var Tove ved hans side og passede de fire døtre Marianne, Dorthe, Merethe og Lotte.

"Jeg bliver ked af det, når Tove ikke kan huske." Når Jørn fortæller om Tove, gnider han rytmisk sin højre hånd mod sin venstre. Man mærker tydeligt frustrationen. "Hun spørger og hun spørger og hun spørger. Hun kan huske hvad vores børn hedder, hun kan huske mig, men nogen gange spørger

hun: 'hvem er du?'," fortæller Jørn. Demensen blev konstateret for et par år siden, men da de var på demensklinikken i Brabrand, fandt de ud af, at det allerede var meget fremskredent. Nogle gange er Tove vandret væk fra plejehjemmet. Dagen før var hun gået til Viby Torv, en tur på små tre kilometer. De havde ledt efter hende alle steder. Heldigvis blev hun fundet af en venlig ergoterapeut. "Hun kunne se at Tove gik forvildet rundt. Så gik hun hen og spurgte om Tove fejlede noget. 'Hun kunne ikke finde hjem'," fortæller Jørn. Det var tredje gang hun er blevet væk. Første gang var den værste, da havde der været politi med hundepatruljer. Da var hun taget hjem til nogle gamle naboer i Brabrand. Da hun kom tilbage, havde hun bare syntes, at det var sjovt. Til gengæld havde både personalet og især Jørn været bange. Assistenterne fortæller, at det bliver værre og værre med Toves hukommelse. Hun husker mindre og mindre. Noget af det Jørn er mest ked af er, at en dag vil hun ikke længere huske ham. "Det bliver først skrækkeligt, den dag hun ikke kan kende mig længere," fortæller Jørn.

77


"Selvom man er handicappet, behøver man ikke at være afskåret fra verden"

hun sagde. Han forstod heller ikke, hvorfor han lå på afdelingen for apopleksi – den latinske betegnelse for blodprop, som Niels bruger. Det var først, da der blev serveret smørrebrød, at det gik op for ham: ”Da jeg ville til at bruge gaflen, følte jeg indeni, at jeg flyttede hånden op til gaflen, men jeg opdagede, at der ikke skete noget som helst. Så bandede jeg efterhånden, at hende lægen havde ret, for jeg havde ikke troet på hende, da hun først sagde det.” Ret beskedent siger Niels, at det var en kedelig besked at få, mens han kigger ned. At han blev forskrækket og bange. I dag har hans venstre hånd fået det, lægerne kalder kuskefingre. De har krøllet sig stædigt sammen og kan ikke længere strækkes ud. De danner en lille stol, hvor Niels hviler sin højre hånd, mens han fortæller videre.

Handicappet, men ikke afskåret fra verden I dag har Niels vænnet sig til være afhængig af andres hjælp og begrænset af sit handicap – og at drømme på trods. I 2011 var han i Amsterdam med en handicapbusrejse, og han drømmer om at rejse til Barbados. ”Det handler om at få det bedste ud af det og indrette sig, så man har lidt at lege med. Selvom man er handicappet, behøver man ikke

at være helt afskåret fra verden,” siger han. Niels kan godt lide at drøne rundt på internettet, hvor han laver Google-søgninger og tjekker sin banksaldo. Pladeafspilleren har sin plads midt i rummet, og foruden The Doors og Mozart holder han også af Chopin og Beethoven. Hver tirsdag aften kommer Diskotek Den Glade Gris, hvor en mand med sin harmonika og guitar får hele Borgvold til at synge med – også Niels. Han fortæller stolt og smilende, hvordan han engang til et arrangement lavede stand up for de andre beboere – vel at mærke siddende. Her er altid nogen at snakke med og sammen ser de krimier i fjersynet, så han keder sig ikke. Men det mærkes tydeligt, at onsdag er en speciel dag - der spiser han hos sin datter Marie og hendes familie. Tilbage i 2004 lød lægens besked, at Niels kunne glemme alt om gå igen. I dag træner han to gange om ugen med sin fysioterapeut. Hvis han holder ved listen mellem døren til sin lejlighed og den næste dør ned ad gangen, kan han gå de fire meter selv. Ligeså besværligt det er, ligeså rart og håbefuldt er det også, at han kan. ”Det er noget af en sejr”, siger han og holder en pause. ”Det tror jeg, du kan regne ud.”

En juninat i 2004 vågner Niels Halkjær ude af stand til at bevæge sin venstre side. En blodprop i højre side af hjernen har lammet den. I dag nyder han tilværelsen i sin plejebolig på Borgvold i Viby J. På trods af de begrænsninger handicappet giver ham, har han ikke mistet sin nysgerrighed, sin humor eller sine drømme.

Tekst og foto af Katrine Rosenbæk

The Doors og Mozart ligger øverst i en bunke af LP’er, og på det lille køkkenbord står der en papvin. Niels elsker rødvin – helst Merlot. Ifølge ham selv skyldes hans blodprop også skørlevned – når man morer sig for meget med god mad og rødvin. På internettet har han lige læst, at de græske guder ville betragte det som hybris, og så bliver man ramt af nemesis. Hjemmehjælperen leder efter Niels’ nøgle, som er blevet væk. Til sidst finder hun den hængende om hans hals – præcis, hvor den plejer at være. Den havde bare gemt sig på hans ryg. Faktisk er nøglen en stor, blå knap, som Niels bruger til at åbne døren til sin lejlighed på Borgvold i Viby J. For Niels sidder i en 80 kg tung kørestol, som han styrer med sin højre hånd. Hans venstre side blev lam, da han i 2004 fik en blodprop. Med foragt i stemmen siger han, at den kom som i en tyv i natten.

Fra Englefabrikken til Hong Kong Niels blev student fra Øregaard Gymnasium i 1956, hvor hans interesse for musik startede. Det handlede om at nå hurtigt hjem fra skole og sætte optageren i gang. Foruden alle LP’erne står der i hans reol bånd med ”Genesis” og ”Rytmebox 1977” sirligt markeret med de karakteristiske blå-hvide dymo-mærkater.

78 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Efter gymnasiet sejlede han jorden rundt som skibstjener. Californien, Bangkok, Japan, Vancouver og Hong Kong. Han har stået på ski i Schweiz og drukket pastis i Cannes med sin familie, hvor han spillede boules under platantræerne. Han er født på Englefabrikken, Kommunehospitalet i Aarhus, i 1938, men han taler med en kæk, københavnsk dialekt. Da han fik sin blodprop, levede han en dejlig tilværelse som pensionist i en lejlighed på Skovvejen i Aarhus C. Med et vist vemod fortæller han, at han stadig drømmer om at komme hjem igen. Han savner også at røre sig, at stå på ski som i Schweiz, og at lave mad. Helst boller i karry og stegt flæsk med et persillesovs.

Afdelingen for apopleksi Niels fortæller, hvordan han blev bakset ned af trapperne fra fjerde sal i en kørestol og kørt med udrykning til Kommunehospitalet. Mennesker med grønne hætter og træsko tog imod ham og lyste ham i øjnene. Med sin højre arm viser han, hvordan de kørte fingeren frem og tilbage foran ham og bad ham følge den. Bagefter kørte de ham ind i en MR-scanner, som han kalder for et hul i væggen. Næste morgen vågnede han op til en læge, som fortalte ham, hvad resultaterne viste. Først forstod han slet ikke, hvad

Niels mener selv, at han er lidt et rodehoved. På bordet ligger der både ringbind, læsebriller, bøger, fjernbetjeninger og hans bærbare computer. Han har besluttet, at en dag skal lave en stor oprydning, men han ved ikke hvornår endnu.

79


Skizofrenien tog næsten livet af Birger Sørensen Den 70-årige Birger Sørensen har kæmpet med sin psyke og et alkoholproblem gennem store dele af livet. En kold oktober-aften var det også tæt på at tage livet af ham, da han flygtede fra Ørsted Nervesanatorium med en saks i hånden og ét formål.

Selvmordsforsøget har sat sine tydelige spor på Birger Sørensens håndled. Han har desuden mistet det meste funktion i hånden.

Tekst og foto af Christian Fomsgaard Jensen

Den første aften Birger Sørensen var tilbage på Ørsted Nervesanatorium efter tidligere ophold, tog skizofrenien over for ham. Han så ting, der ikke var der, og det blev for meget. Birger lå i sin seng i Ørsted med en saks i hånden. Han var jæger. Mens han lå i sengen, følte han, der fløj fasaner ud af maven på ham. Birger opdagede, at der kun var en nattevagt. Hun gik rundt i en kittel, så han fandt også en kittel at tage på. Derefter sneg han sig ud af sit værelse og ned til bagindgangen, som han kendte fra tidligere. Han ville ud i verden. Han vidste godt, hvad han ville ude i verden – han ville tage sit eget liv. Det skulle slutte nu. Han fandt ly under et træ, hvor han forsøgte at klippe sit håndled og albue op. Han trykkede, alt hvad han kunne, for at få blodet ud. Det lykkedes ikke, så han bevægede sig videre. Det var midt i oktober, det regnede og nærmede sig slud. I løbet af natten var Birger faldet i en å, så han var gennemblødt, kold og udmattet. Der var krig. Han kunne høre flyvere, helikoptere og tanks over alt. Til sidst var han endt ved Randers Fjord, en tur på små seks kilometer i lige luftlinje. Han dejsede om i nogle siv efter at have forsøgt at drukne sig selv. Her knækkede han nogle siv i stykker og bed i dem, mens han forsøgte at klippe håndleddet op igen. Det gjorde frygteligt ondt. Dagen efter blev han fundet af en mand, der fik tilkaldt en ambulance og politiet, som fandt ud af, hvor han hørte til.

Kulminationen på nedturen Den aften i oktober blev kulminationen på en hård periode i Birgers liv. I 1987 gik konen fra ham, da hun havde fundet en anden. Hun tog børnene og bilen med sig og efterlod ham alene i lejligheden på Skelagervej i Risskov. ”Jeg blev meget sur, da jeg fandt ud af det, og hun ikke ville indrømme det. Jeg har alle dage været meget jaloux,” fortæller Birger. Efter bruddet tog alkoholen for alvor fat, og han drak ca. 18 guldøl om dagen, røg 60 Prince og levede af havregrød. ”Jeg ved sgu ikke, om alkoholen hjalp. Det var falsk, men jeg kunne ikke se andre løsninger,” fortæller Birger, der i løbet af den næste tid blev indlagt flere gange med delirium. Han blev medicineret af sin læge og psykiater, men endte med at misbruge pillerne i stedet, da de ikke var strengt doseret.

80 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Birger kom i lære som købmand, da han var 14 år. Senere arbejdede han på lager, inden han kom i lære på kontor, hvor han til sidst var afdelingsleder.

Birger kunne godt selv se, at det ikke gik. Han skrev derfor i et brev til sin læge, at han skulle hjælpe ham på et bosted, hvis ikke han skulle forsvinde fra jordens overflade, som han selv udtrykker det. Herefter kom han på sit første ophold hos Ørsted Nervesanatorium, der i dag hedder Tangkær. Her var han i syv måneder, inden han kom hjem i lejligheden på Skelagervej.

Ørsted hjalp Birger tilbage på sporet De syv måneder var lige, hvad Birger havde brug for. Kønnene var blandet, og han nød at være der. Den første tid var hård, da han skulle være alkoholfri, og abstinenserne var hårde ved kroppen. Han klarede sig dog igennem og endte med at sidde i festudvalget, hvor han var med til at arrangere fastelavnsfester og lignende. Noget, der passede ham, da han havde erfaring med at planlægge fra sit arbejdsliv. Efter de syv måneder kom Birger hjem i lejligheden. Det hele startede godt, og han gik på Lilleskolen – en skole for voksne, der af forskelli-

ge årsager er uden arbejde. Han faldt dog tilbage i øllene og pillerne. Han prøvede at tage sit eget liv med en overdosis, men vågnede op igen. Med hjælp fra venner kom han tilbage på bostedet i Ørsted. Dette bringer os tilbage, til den aften, hvor Birger stak af. Det var den første aften tilbage på Ørsted, som han kalder det. Kønnene var ikke længere blandet, og det var ikke helt, som det plejede. Efter han blev fundet i sivene, endte han på intensiv i Randers og siden på den lukkede i Risskov. Her fik han lov at være blandt kvinderne, da han ikke var til fare for nogen. ”Jeg er meget glad for, at det ikke lykkedes. Jeg er glad for at være her i dag,” siger Birger. Det omtumlede liv har også gjort, at Birger i dag ikke har nogen kontakt til sin datter og sjældent ser sin søn. Det påvirker ham meget, og han har stadig malerier hængende på væggene, som de har malet til ham. I dag bor han på et plejehjem, hvor et af højdepunkterne er at maile med sin søn og følge med i hans liv. Birger lever desuden et alkohol- og røgfrit liv i dag.

81


Annas uønskede ønskebarn En uønsket graviditet som 16-årig skulle vise sig at blive noget af det bedste og sværeste, der er sket for den nu 84-årige Anna Christensen. Den biologiske far ville ikke have noget med barnet eller Anna at gøre, men trods skam og modstand er båndet mellem mor og søn stærkt.

tografier, der sirligt er klistret på albummets sider. Minderne siver stille frem. ”Far ville have os fotograferet så tit som muligt, for han havde næsten ingen fået taget af mine døde søskende,” siger Anna. Derfor mener hun også, at det var særligt vigtigt for hendes far at få hende og hendes nyfødte søn hjem i trygge rammer. Der skulle værnes om familien, og Ole blev et slags surrogatbarn. "En gang da mor var i byen, så sagde far: Anna når du engang flytter, tager du så Ole med? Jeg sagde ja, og så græd han. Men Ole skulle jo ikke blive ude på landet ved mine gamle forældre," siger Anna.

Har aldrig fortrudt beslutningen

te Anna sit livs kærlighed, Kai, og på trods af hendes barn tog Kai imod dem begge med åbne arme og åbent sind. Kai blev Oles ’far’ og blev samtidig klippestenen, Anna kunne læne sig op ad i den lille nordjyske familie. Selvom det på mange måder var en svær oplevelse at føde som 16årig i slutningen af 1940’erne, er stoltheden over Ole endnu sværere for Anna at skjule. Beslutningen om at beholde ham er heller ikke blevet fortrudt ét eneste sekund. ”Alle kunne lide lille Ole. Han var altid så glad, han smilte altid. Og ved du hvad? Han har givet mig den dejligste svigerdatter, man kunne ønske sig,” siger Anna stolt og smiler så stort, at hun næsten ikke er til at kende.

Anna klarede sig som enlig mor, indtil Ole var 6. Som 22-årig mød-

" Tekst og Foto af Simon Kvist Sandemand

16-årige Anna Christensen ligger midt i fødslen af sin søn Ole. Annas mor står ved siden af. I 1940’erne er det ikke velset, at man får børn uden for ægteskab. Det er dog heller ikke planlagt. Anna arbejder som pige i huset på en købmandsgård i Lyngså i Vendsyssel og har gjort det, siden hun var 14. Sveden pibler fra Annas pande, imens intervallerne mellem veerne bliver stadigt kortere. Annas mor kigger på hende, men det er ikke medlidenhed, hendes øjne udstråler. ”Det gjorde måske ikke ondt, når du havde med mandfolk at gøre?” siger hun.

En oplevelse, der vendte livet på hovedet På plejehjemmet i Aarhus sidder den nu 84-årige Anna. Det er tydeligt, at oplevelsen har sat præg på hendes liv. Øjnene bliver større, blikket mere insisterende og tonen mere fast, når snakken falder på hendes teenagegraviditet. ”At blive gravid som 16-årig ændrede mit liv. Manden ville ikke kendes ved mig eller barnet,” siger Anna. Oplevelsen fik stor indflydelse på, hvordan Annas liv derefter skulle udfolde sig. Det var hårdt, men det at sætte et barn i verden gav også Anna umådeligt meget tilbage. Hvad der først var et uønsket foster, blev til noget af det bedste, der skulle ske for Anna.

82 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Et dilemma om skam og moderlig kærlighed Dengang var der ikke graviditetstests, som man kender dem i dag, så blot få måneder før terminen går alvoren først op for Anna. Annas mor havde dog svært ved at affinde sig med sin datters skæbne. Moren havde selv fået et barn uden for ægteskab, men dette medførte hverken medlidenhed eller medfølelse over for datterens situation. ”Mor var helt hysterisk. Hun hundsede med mig. Hun var ikke sød,” siger Anna, imens hun retter blikket ned mod bordet foran hende. ”Hun var ikke sød ved mig,” gentager hun sagte for sig selv. Graviditeten efterlod Anna i ambivalens. Som djævlen og englen, der sidder på hver sin skulder, sloges skammen over graviditeten med den moderlige, ubetingede kærlighed til barnet. Den djævelske skam havde dog ikke en chance. Kærligheden triumferede; Anna fik sin Ole, og Ole fik sin mor. Tårerne presser sig på, når Anna tænker tilbage på dette. Flere omkring hende opfordrede nemlig til at bortadoptere, men det ville Anna ikke høre tale om. Ole var hendes, og det skulle ingen ændre på.

Alle kunne lide lille Ole. Han var altid så glad, han smilte altid. Og ved du hvad? Han har givet mig den dejligste svigerdatter, man kunne ønske sig."

Tre døde børn var nok På trods af det kølige forhold mellem mor og datter var Annas far fast besluttet på, at Anna og Ole skulle hjem og bo. I årene forinden havde familien fra Mølholt i Vendsyssel mistet tre af deres syv børn til sygdommen tuberkulose. I et gammelt fotoalbum bladrer Anna mellem de små sorthvide fo-

Anna Christensen bor på plejehjem i Århus. Hun er flyttet derned fra Vendsyssel for at komme tættere på Ole og familien

83


"Det er en rigdom at kunne føle sig tryg" Margarete Oelgard Eggers føler, at nogen har holdt hånden over hende livet igennem. Hun har oplevet krig, flugt og nød, men har altid fundet tryghed i noget større.

Tekst og foto af Laura Kirkebæk-Johansson

Det er en tirsdag eftermiddag, og regnen drypper sagte på vinduet. Gardinerne er halvt trukket for, og i sin stol med benene oppe sidder Margarete iført badekåbe, forklæde og med nysat hår. Hun bladrer i ordbogen og leder stædigt med den store lup. Synet er begyndt at svigte, men nysgerrigheden og fortællelysten fejler intet. Hun leder efter et fremmedord, som hun ikke lige kan forklare. På sofabordet står et halvspist stykke marmorkage, glemt i iveren for at fortælle. Langsomt, velovervejet og med en snært af en ubestemmelig accent fortæller hun om sit liv, der ikke altid har været let, men meget begivenhedsrigt, understreger hun. Margarete er kommet helskindet igennem mange udfordringer, og har i svære tider fundet tryghed i religion på trods af et ellers rationelt sind.

84 ∕ LIVSHISTORIER 2016

”Min datter er dyrlæge, og hun synes at alt det med religion, det er kun i menneskets hjerne. Men jeg synes i hvert fald, at det er en rigdom at kunne føle sig tryg.”

Fra Sovjet til Slaraffenland Den 22. oktober 1939 stod Margarete Oelgard Eggers på et dampskib med kurs mod Stockholm og så den sorte silhuet af Tallinn fortage sig i horisonten. Aftenhimlen var blodrød, og hendes hjemland var blevet besat af sovjetiske tropper. Krigen var brudt ud i Europa og den dengang 17-årige Margarete troede, at det var sidste gang, hun så sit elskede Estland. Ej kunne hun vide, at hun mere end 50 år senere ville vende tilbage igen og igen. Margarete voksede op i Haapsalu med en mor, der var halvt svensk, halvt norsk og en far, der var estisk. Det var en barndom med varme somre, leg og skolegang, men da krigen brød ud, og Estland blev besat, måtte familien flygte til Stockholm. Margarete havde altid drømt om at komme til Sverige, der i hendes øjne fremstod som det rene Slaraffenland: ”I Estland var vi fattige og man fik kun chokolade til sin fødselsdag. Men når min kusine fra Sverige var på besøg, og jeg slog mit knæ, så tog hun mig med til købmanden og købte en hel plade chokolade for at trøste mig. ”Tyg”, sagde hun. Jeg var vant til at dufte og nyde det ganske langsomt.”

Margarete Oelgard Eggers er født 1922

En stank af krigsofre Men pengene slap efterhånden op, og Margarete måtte i 1942 tage på husholdningsskole i det tyskbesatte Polen. Alting var rationeret, og tanken om kornkaffe får hende stadig til at skære ansigt. Det var småt med fødevarerne og om aftenen fyldte hun maven med vand, for at den ikke skulle knurre hele natten. Margarete skulle også hjælpe til med at passe og pleje de mange krigsofre. Penicillin var opfundet, men stadig for dyrt i brug, så luften var tyk af betændelse fra de mange sårede. Stanken satte sig i bomuldsuniformen, som måtte hænges til luftning på loftet. Margarete satte en ære i at behandle alle patienterne med samme respekt og omhyggelighed, uanset rang. For hende har det altid været vigtig at holde samvittigheden ren og kunne stå inde for sine egne handlinger. ”Det er forfærdeligt dumt at gøre ting, som belaster ens samvittighed. Jeg husker, at jeg som barn stjal en jordnød fra en butik, bare for at føle hvordan det føltes at stjæle. Det glemmer jeg aldrig.” Krigen fortsatte og Margarete og søsteren ville gerne ud af Tyskland igen, men det var mere kompliceret end som så. Det lykkedes kun, fordi de vandt en forklædt modstandsmands tillid. Han bar SS-uniform og kunne skaffe søstrene de fornødne papirer, så de kunne smugles tilbage til Sverige. Her boede Margarete ind til 1963, hvor hendes mand fik ansættelse på Aarhus Universitet.

Da jerntæppet faldt og Estland atter blev frit, rejste Margarete og hendes søster tilbage lige så snart det var muligt. Hun har været tilbage hver eneste sommer siden, sidste gang var i anledningen af sin 90-års fødselsdag.

At være beredt Som barn blev Margarete skræmt at de mange synder, der blev prædiket om i søndagsskolen, men hun har nu lært at bruge religionen på sin egen måde - en måde der giver hende ro i sjælen. ”Nogle gange har jeg prøvet at læse i Biblen, men den var så uhyggelig, at jeg måtte ligge den fra mig. Min tro er enkel. Jeg tror på Gud, og jeg har en meget direkte kommunikation med ham. Og det er meget betryggende, for han beskytter mig. Han har holdt hånden over mig hele livet.” Hun er ikke bange for døden, men er afklaret med, at det begivenhedsrige liv er ved at lakke mod enden. Margarete mindes sin far, der på dødslejet spurgte: ”Ist das die ende?” han fik et nik til svar og afsluttede; ”Ich bin bereit”. ”Dengang tænke jeg: Hvor må det være pragtfuldt at have levet sit liv og være så meget i harmoni, at man er beredt på døden og kan se den i øjnene. Nu har jeg det selv på samme måde. Jeg vil også være beredt”.

85


Kærlighed og savn Efter Anne Marie mistede sin mand, Knud, har savnet til ham ikke ændret sig. Men hun er afklaret med, at han ikke kommer tilbage. Efter otte dages indlæggelse med maveproblemer, gik han bort og efterlod sig Anne Marie og deres seks børn.

"

Det er en kliché, men det var nok kærlighed ved første blik." Anne Maries billede af Knud har sin faste plads ved siden af sengen. ”Han var et godt menneske. Og så var han det ærligste menneske, jeg nogensinde har kendt.”

Tekst og foto af Martin Rask

”Godmorgen Knud,” siger Anne Marie, mens hun tager hånden over på den anden pude for at vække sin mand. Men han er der ikke længere. Anne Marie vågner op til virkeligheden. Tankerne og savnet skyller ind over hende, men selvom Knud ikke er her mere, består kærligheden til ham stadigvæk. Anne Marie startede som 21-årig som stewardesse på DFDS’ storebæltsoverfart i 1946. Et job hun havde fået igennem sin veninde. Det var på storebæltsoverfarten hun mødte Knud, en ung mand fra Viby. ”Første gang han så mig, sagde han til min veninde: ”Hende vil jeg ha’”, og det fik han jo. Det er en kliché, men det var nok kærlighed ved første blik,” fortæller Anne Marie. Samme år blev de gift og fik det første af i alt 6 børn.

Camping og fangelejr Anne Marie tager et billede ovre fra fotovæggen. På billedet sidder Knud i en campingstol i forteltet til deres campingvogn. En cam-

86 ∕ LIVSHISTORIER 2016

pingvogn, der lå fast ved Gudenåen, som dannede ramme for flere af deres ferier. En glæde kan spores i hendes øjne, mens hun sidder med billedet. Sammen bosatte de sig i Frederikshavn, hvor Knud var fængselsbetjent i en fangelejr for folk, der havde hjulpet tyskerne under krigen. Efter 5 år flyttede de til Århus, hvor Knud fik job som natvægter. ”Folk kunne ikke forstå, hvordan vi kunne få seks børn. Ja, for Knud var jo natvægter,” griner Anne Marie.

være medicinen og undersøgelserne, der tog livet af ham. Men for hende gør det ingen forskel, for selvom han ikke er mere, så er dét at gå fra at være to, til at være én, ikke så hårdt, når man har børn og børnebørn til at komme på besøg. ”Det er noget, jeg er stolt over. At jeg har opdraget mine børn godt, så de kan begå sig, og at de besøger mig så ofte. Det er guld værd i tider, hvor savnet kan blive stort.”

Kærligheden Børnenes hjælp i svære tider Lykken brast dog, den dag Knud gik bort. Efter han havde klaget over ondt i maven et stykke tid, sendte hun ham til lægen. Her blev han undersøgt, men en egentlig årsag kunne ikke findes. Lægen ville dog gerne have Knud indlagt, så han kunne blive undersøgt nærmere. Efter otte dages indlæggelse gik Knud bort. Den egentlige dødsårsag fandt de aldrig ud af, men lægerne mente, at det var noget med bugspytkirtlen. Anne Marie tror det var kræft, men at det også kan

Kærligheden til Knud er stadig lige så stor, som da de mødte hinanden for 70 år siden. Der står et billede af ham på natbordet, og der har det stået lige siden, at han ikke var der til at ligge ved siden af i sengen mere. Hun har ikke noget problem med at være alene. Men nogle gange kan tankerne dog godt tage over, og savnet til Knud blive endnu større. Men blot for en stund, for han vil altid være der. I minderne, på billederne på væggen og på billedet på natbordet. "Han var, og er, min eneste ene.”

87


”Da vi kom til festen så jeg straks en anden kvinde, som simpelthen var så smuk. Hende skulle jeg have med hjem og det fik jeg også” fortæller Henning om den fest, hvor Margrethe og ham mødte hinanden og stak af fra deres medbragte dates. Henning fortæller forsat om Margrethe og sit lange liv sammen, hvordan han opfordrede hende til at blive lærer sammen med ham, hvordan de mistede en søn i alderen af 4, hvordan de besøgte det halve af verden sammen og hvordan Margrethe var kvinden i hans liv. En historie om livet med dets store opture og nedture. Efter Margrethe faldt og brækkede lårknoglen, så tog tingene fart og før Henning vidste af det var de flyttet ind på plejehjemmet og der måtte hans se sin kone ligge hjælpeløs i sengen. ”Jeg bad dem tage slangerne fra og lade ske, hvad der måtte ske,” fortæller Henning, mens han prøver at glemme en forfærdelig sidste tid, med kvinden i sit liv. Han kunne derefter blot se til fra sidelinjen, mens hans kone forsvandt ind til ingenting. Til sidst slap livet op for Margrethe, og Henning kunne med et suk ånde lettet op. ”Til sidst var jeg blot glad for at hun fik fred. Jeg savner hende stadig,

Henning fremviser her et specialbygget badekar, som han glæder sig til at prøve. Motion og velvære er nemlig meget vigtigt for Henning.

Trygheden er vigtig, når tomheden tager over

men hendes tid var kommet,” får Henning stammet frem.

Livet efter tabet Men når sorgen har lagt sig, når ræset om begravelse og de sidste farveller har lagt sig, skal man så til at kæmpe med de minder og den sorg der er tilbage. For Henning var beslutningen nem, da han allerede havde fundet sig godt til rette på plejehjemmet og ikke havde lyst til at vendte tilbage til deres fælles bolig. Henning har fundet den plads, der med stor sandsynlighed skal være hans sidste faste plads i hans tid her på jord. Her har han nogen at snakke med når timerne bliver lange, han har mulighed for at holde sig i form fysisk og mentalt og vigtigst af alt, et sted, hvor han kan føle sig tryg. Henning har til sommer planer om at rejse med hans ene søn til Spanien og hans anden søn til England, for at genopleve nogle af de steder Margrethe og ham har været sammen. Han tager rejserne som en chance for at få sagt farvel til Margrethe og huske deres gode tider sammen.

Henning mindes ofte Margrethe via breve og billeder.

Når ens ledsager i livet efter 62 år forlader dig, hvor finder man så sin største trøst? For Henning på 86, fandtes trøsten og trygheden i et sted, som han egentlig ikke havde regnet med. Nemlig plejehjemmet, hvor han tog afsked med sin kone Margrethe.

Tekst og foto af Nick Østergaard Hansen

På Århus Friplejehjem er stemningen hyggelig og tryg. På anden sal ligger der en lejlighed, som plejehjemmet ikke har mange af. Lejligheden er stor nok til at rumme to personer, men alligevel er det kun Henning Nielsen Bredahl på 86, der har hjemme her. ”Selvom jeg har været her kort tid, så er der mange minder. De fleste er desværre negative” fortæller Henning. I begyndelsen af marts 2016 mistede Henning sit livs kærlighed og kone gennem 62 år, Margrethe, til et sygdomsforløb der ikke kun kommer til at tage psykisk hårdt på Henning, men også fysisk. Henning har fået eksem på det meste af kroppen og en meget tør hoste, alt sammen noget han mener er en konsekvens af det forløb Margrethe og han var igennem. Jo længere samtalen falder hen, jo længere bider man mærke i at

88 ∕ LIVSHISTORIER 2016

Henning ikke er, som mange af de beboere der ofte bor på et plejehjem. Henning har en stærk hukommelse og klarer en travl hverdag uden vanskeligheder, han dyrker dagligt motion og kører til byen på sin el-scooter. Så hvorfor optager en mand med disse egenskaber en plads på et plejehjem med plejepersonale 24 timer i døgnet? Fordi her finder Henning en tryghed, som han ikke kan finde andre steder.

Turtelduer på flugt Året var 1951 og Henning var i en alder af 21 flyttet til Aarhus, og havde forfulgt drømmen om at blive lærer, ved at tage vikariater på de skoler han kunne. Her mødte Henning en kollega der inviterede ham til fødselsdag. Henning takkede glædeligt ja og inviterede en kvindelig kollega med, der havde set sig en smule lun på Henning.

89


Venner for livet I 1940’erne knyttede Ulla Pedersen tætte venskaber med en række skoleveninder. Relationerne har holdt ved lige siden.

"

Jeg er glad for at bo her. Jeg kunne ikke have det bedre.”

Tekst og foto af Nicklas Degn

Rigtige venskaber kan være for livet. Det kan 88-årige Ulla Pedersen fra Aarhus bevidne. Som ung i 1940’erne stiftede hun første gang for alvor bekendtskab med, hvad det vil sige at knytte tætte bånd. Hun blev en del af en gruppe venner på 10 piger på Christiansgades Skole i Aarhus, der dengang var en pigeskole. Op gennem årene har Ulla Pedersen fået masser af nye venner, men ingen har holdt ved som de gamle skolekammerater, fortæller hun her snart 70 år efter, hun dimitterede fra skolen. ”Det har nok været, fordi det var en pigeskole, at vi blev så tætte. Og så husker jeg, at vores lærerinde var god til at holde os meget sammen, også efter at vi gik ud af skolen,” fortæller Ulla Pedersen. Med tiden er gruppen blevet mindre, men de otte nulevende veninder ses stadig i dag, selvom det er med noget større mellemrum end tidligere. Som oftest er højtiden omkring jul en kærkommen mulighed for at samles. ”Så sørger personalet for, at vi har, hvad vi skal bruge, når vi er her,” siger Ulla fra sin stol ved sit sofabord på plejehjemmet Thorsgården i Åbyhøj. Hun nikker mod vinduet og ud mod den anden side af gangen udenfor, hvor man kan skimte køkkenet. Med flere årtier i bagagen er der rigeligt af minder at tage hul på, når veninderne mødes, men sådan foregår det altså ikke, fortæller Ulla. ”Det har ikke været nødvendigt,” siger hun og forklarer, at snakken i stedet går på noget mere nutidigt, og hvad der er sket siden sidst, man mødtes. ”Husk på, at vi udelukkende er piger. Så vi kan jo snakke om os selv. Hvad vi går og laver. Tidligere kunne vi snakke om, hvad vi var blevet til, og hvad vi arbejdede med.

Men vores diskussioner kommer ikke særligt tæt på. Kun nogle gange, med nogle enkelte personer, såsom min bedste veninde, ’Lynne’.”

Venner, naboer, kolleger Ulla hentyder til en af veninderne, der stod hende særligt nært, og som først og fremmest blev kaldt ved sit kælenavn. ”Man kunne ikke sige Ulla uden at sige ’Lynne’,” siger hun. Ulla og ’Lynne’ har om nogen været symbolet på de usædvanligt holdbare venskaber. Efter pigeskolen i Christiansgade blev de begge udlært over tre år på kontor på den kemiske fabrik P. Baunsgaard. Senere endte de med at bo side om side, da det blev tid til at stifte familie. Deres veje i dagligdagen skilte sig første gang, da de begge var udlærte, men venskabet led ingen skade. Det fortsatte helt indtil ’Lynne’ døde for nogle år siden. Ulla husker ikke det præcise årstal, men det står klart, at tabet tog hårdt på hende. ”Det var faktisk grimt. Jeg har ikke siden haft nogen, jeg har været så tæt med. Vi lavede altid det samme,” siger Ulla og understreger, at hun savner veninden. Selvom Ulla har haft de fleste bekendtskaber med i bagagen fra skoletiden, har hun også stiftet nye i løbet af de senere år. Det har plejehjemmet dannet rammen om. ”Jeg er ret social. Nok fordi jeg har behov for det. Jeg har altid haft venner. Hvis jeg vil snakke, så går jeg over og snakker,” siger hun og peger igen mod vinduet, denne gang mod plejehjemmets fællesareal ikke langt fra køkkenet. ”Jeg er glad for at bo her. Jeg kunne ikke have det bedre.”

Når det er Ulla Pedersens tur til at lægge hjem til venindernes sammenkomst er personalet på plejehjemmet Thorgården behjælpelige med at arrangere mad og drikke.

90 ∕ LIVSHISTORIER 2016

91


Arne har glemt at blive gammel Arne Fjordside Brandt på 101 år har altid levet et aktivt liv, hvor der helst skulle ske noget hele tiden. Der har slet ikke været tid til at blive gammel.

Tekst og foto af Tinne Wulf Nielsen

Når det bliver forår, farver anemonen skovbunden hvid. Dens liv er hektisk, for der er så meget, den skal nå. Den skal fange solens stråler, nå at blomstre og sætte frø, inden skovens træer folder bladene ud og skygger. En dag, hvor solen kan varme Arnes krop ordentligt igennem, skal han i skoven og se, om anemonen er sprunget ud. Med sig skal han have sit barnebarn Henrik og sin rollator. I skoven kommer Arne måske forbi et menneske, der sidder på en bænk og kigger ud i luften. Det vil undre ham, det har det altid gjort. Det undrer ham meget, hvorfor folk, der er godt gående, vælger at sidde stille, eller hvorfor nogle bruger hele ferien ved poolen i lange rækker på hvide plasticstole. "Jeg kan ikke holde ud at sidde stille og glo, eller det kan jeg selvfølgelig. Det er jeg nødt til nu. Men der skal helst ske noget. Jeg er nysgerrig og vil gerne se, hvad der foregår rundt omkring mig,” siger han. Arne sidder på en hvid pyntepude i sin olivengrønne lænestol, så er det nemmere at komme op. Foran ham står hans rollator, den har en lille kurv forrest. Den brugte Arne flittigt til indkøb, da han boede i sit hus i Tilst. Han ville gerne være blevet boende, men familien insisterede på, at han skulle på plejehjem, efter de fandt ham liggende på køkkengulvet en morgen. Arne havde mistet balancen om aftenen og ligget fastlåst på gulvet hele natten. På plejehjem ville han nu ikke. "Jeg har aldrig troet, jeg skulle på plejehjem. Det har jeg altid frygtet, men jeg var nødt til at finde mig i det. Jeg var ikke særlig begejstret, men der var ikke andet at gøre,” siger han. For fjorten dage siden måtte Arne og hans rollator derfor rulle ind på plejehjemmet Sct. Olaf i Højbjerg.

Et liv i høj fart Arne har altid været i bevægelse. Han har svinget ketcheren til tennis og badminton, vandret i bjergene i Østrig og Schweiz og svømmet i Vesterhavets store bølger. Hos venner har han meldt spar i bridge med konen Hedwig ved sin side. Sammen har de været til mange koncerter og teaterstykker og på mange ture med deres venner. Da Hedwig døde for 16 år siden, fortsatte Arne livet på samme måde som før. Han tog til vandet for at bade, til gymnastik for at strække

92 ∕ LIVSHISTORIER 2016

kroppen, til foredrag for at lære. Han tog på rejser alene til Sydafrika og Egypten. Han ville opleve noget nyt, se noget andet. Han havde aldrig troet, at han skulle blive så gammel, som han er i dag. Og aldrig rigtigt tænkt over det. ”Jeg har følt mig sådan nogenlunde som den samme person. Jeg har ikke lavet om på noget særligt. Jeg har ikke følt mig som en gammel mand. Jeg har foretaget mig noget hele tiden. Det skal man gøre, ellers falder man hen,” siger han. Kroppen bærer dog præg af mange års liv. De sidste par år har Arne døjet med sklerose i benene, der gør, at læggene hæver. Huden derpå er udspændt og glat med tydelige blodårer. Det kniber også med balancen nogen gange. Det gør alt lidt sværere. “Jeg kan ikke rigtigt foretage mig noget. Det savner jeg meget - at komme ud og bevæge mig. Jeg har før løbet nogle ture for at holde mig i gang, men det kan jeg jo ikke mere. Jeg bliver forpustet. Jeg er for ringe. Jeg er slidt op, simpelthen,” siger han.

Passet og plejet Arne er stadig ved at vænne sig til at bo på plejehjem, og har indset, at det er nødvendigt for ham at bo der. Han har brug for hjælpen. Om morgenen er der for eksempel ofte blod på lagenet, fordi der er gået hul på forbindingerne om hans ben. Huden er sart, der skal ikke meget til, før der går hul på den. Så skal lagenet skiftes, og der skal nye forbindinger på. ”Hvis jeg ikke får den hjælp, som jeg gør nu, så havde jeg ikke haft det så godt, som jeg har det i dag,” siger han. I bevægelse er Arne stadig. På plejehjemmet går han til fitness tre gange om ugen, her løfter han vægte og træner balancen. Når vejret bliver varmere skal han ud og gå med rollatoren og se sig omkring. En gåtur om dagen, helst. Dørklokken ringer, lyden er høj og skarp. En plejehjemsmedhjælper træder ind, nu er det frokosttid. Arne kæmper for at komme op fra lænestolen, og på trods af pyntepuden skal han have lidt hjælp. En hånd i armhulen. " Sådan er det nogle dage," siger han. Da han først står op med hænderne om rollatorens håndtag, går det i et raskt tempo. Der skal jo helst ske noget.

93


Tak til alle de medvirkende.

94 ∕ LIVSHISTORIER 2016

95


Profile for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

44 livshistorier fra aarhusianske plejehjem  

Mød Grethe, der voksede op i Shanghai, 100-årige Arne, som stadig er nysgerrig på livet, Vagn, der fortæller om sit sårbare sind – og Aage,...

44 livshistorier fra aarhusianske plejehjem  

Mød Grethe, der voksede op i Shanghai, 100-årige Arne, som stadig er nysgerrig på livet, Vagn, der fortæller om sit sårbare sind – og Aage,...

Profile for dmjx