Issuu on Google+

Fotoreportage:

Når Lykken forsvinder Amagers første højhus på Peder Lykkes Vej 61 er i dag så faldefærdigt, at boligselskabet har besluttet at det skal rives ned. Mange af beboerne lever alene med svære psykiske lidelser og alkohol problemer, men sammen har de i højhuset skabt en hverdag, som gør at de kan få livet til at hænge sammen. Nu frygter de, hvad der skal blive af dem, når bygningen forsvinder og de må sige farvel til et fælleskab, som for mange er det tætteste de kommer på en familie. Tekst og billeder: Jonathan Grevsen

Side 1

Side 2


48-årige førtidspentionist Jane Dannerbugt lider af angst og har svært ved at håndtere de usikre tider, som præger højhuset.

“Så er der øl,” råber en beboer, mens han kommer ind ad døren med en lille vogn, der er proppet med rammer af tyske dåseøl. Det er stadig tidligt, og højhusets fællesstue, Paraplyen, er fyldt godt op med beboere, som starter dagen med bajere, hvidvin og smøger. Her i den varme stue bliver der dagen igennem bliver drukket, spillet billard, danset på bordene og engang imellem råbt af hinanden, hvis nogen har drukket for meget. “Mange af de mennesker, som bor her og bruger paraplyen som værested, ville sidde alene derhjemme eller på en bænk et eller andet sted, hvis de ikke havde dette sted,” fortæller Sune Mønnicke, mens han kridter sin billard kø og retter på sin sorte lædervest. Han forklarer, at Paraplyen er et værdsat frirum, som forener de mange for-

skellige beboere, og gennem årene har dannet rammen for det fællesskab, der præger stemningen i højhuset. Men rummene bliver ikke kun brugt som mini værtshus. Hver weekend sørger en gruppe af beboere for at lave sociale arrangementer med underholdning og mad. Mens Vild Med Dans kørte på TV2, mødtes man hver fredag til fællesspisning og dansende stilletter på storskærmen, og hver lørdag og søndag er der fællesbrunch om morgenen. De årlige højtider bliver også altid fejret sammen, og i det daglige hjælper beboerne hinanden med indkøb og penge til husleje, hvis en er på røven. Det er dette social samvær, som mange af beboerne udtrykker en oprigtig tristhed over at skulle miste, fordi at de med årenes løb er blevet hinandens familie og sikkerhedsnet.

Juletræet er blevet pynt af beboerne, som hvert år fejrer julen sammen. Side 3

Nye tider Højhuset blev indviet af Kong Christian IX, borgmester Urban Hansen og socialborgmester Børge Jensen, som datidens svar på moderne ældreboliger. Men i takt med de første tegn på betonskader blev de ældre beboere flyttet til andre boliger, fordi at myndighederne skønnede, at det i tilfælde af brand var for farligt at have så mange dårligt gående beboere boende i en så stor og høj bygning. De nye tider i højhuset betød, at man begyndte at leje boligerne ud på midlertidige lejekontrakter til de, der nu måtte stå og mangle en lille og billig lejlighed. I år 2000 oprettede man så det almennyttige boligselskab, som i dag hedder Domea København. I 2010 besluttede Domea endeligt, at højhuset ikke kunne reddes. Der kunne ikke skaffes midler til at finansiere renoveringen, og omfat-

Ronny Holm og Belinda Andersen er kærester og kommer begge hver dag i Paraplyen.

51-årige Nicolaj Hansen har et skånejob som havemand og glæder sig til at få lavet nye tænder.

tende betonskader betyder, at huset ifølge bolig- bliver smidt ud herfra. Så dør jeg sgu nok,” siger selskabet inden for fem år ikke længere vil være Thomas og trækker lidt på skuldrene, så hans beboeligt. lange slanke arme falder blødt langs hans krop. Thomas er ikke til fyre, men engang imellem Så dør jeg sgu nok kan han godt lide at gå med kjole og paryk. “Der er dem, som går på arbejde, og som man “En aften glemte jeg, at jeg havde taget det på, aldrig ser. Og så er der os, der sidder hernede så de kiggede lidt, da jeg dukkede op nede i og hygger os med Led Zeppelin. Jeg gider ikke Paraplyen. Men det okay. Jeg tror sgu godt de kapsle mig ind i mit eget lille hjem, jeg har sgu kunne lide det,” siger han og griner. siddet nok i spjældet,” siger 45-årige Thomas Nielsen, som er førtidspensionist på grund af Når jeg sidder her og forkuller mange år med stof- og alkoholmisbrug. Thomas En af de beboere, som Thomas dagligt besøger, forlader sjældent bygningen og får i stedet sin er 48-årige førtidspensionist Jane Dannerbugt. dag til at gå med at rydde bordene i Paraply- Hun bor alene i sin lejlighed på fjerde sal med en for dåseøl og besøge vennerne rundt om i sin papegøje Poppe, som ødelægger alt, hvad højhuset. Det sociale netværk afholder ham fra, den kommer i nærheden af. Men hun elsker den at falde tilbage i sit stofmisbrug, forklarer han. alligevel. Papegøjen er hendes eneste familie, “Jeg tør ikke tænke på, hvad der sker, når vi fortæller hun, alle andre er døde.

Jørgen Mannerengs bliver på sin dør budt velkommen hjem efter 14 dage i spjældet.

“Jeg ved ikke, om han er en dreng eller pige, men for mig er han min lille dreng.” Hendes fødder er opsvulmede fra den medicin, som hver tirsdag og torsdag bliver låst op til hende. “Jeg er diagnosticeret med angst, og derfor er det svært for mig at skulle væk herfra. Jeg er bange for, hvor jeg ryger hen. For hvor fanden ender jeg henne altså,” sukker Jane, mens Poppe flyver gennem stuen. “Kom til mor Poppe,” kalder hun kærligt på papegøjen. Den sætter sig på hendes hoved, og et lille smil breder sig og lyser op i hendes ellers blege ansigt. “Nu skal du ikke ryge min smøg, Poppe.” Siger hun sødt til den grønne papegøje, som ikke svarer, men i stedet hurtigt kravler ned på hendes skulder. Jane fortæller, at noget af det bedste ved at bo - Fortsættes

Niels Lund hygger og drikker øl med sin nabo Connie Ort. Side 4


Julius Sørensen på to et halvt år bor jævnligt hos sin mormor i højhuset.

i højhuset er fællesskabet og det store frivillige engagement, som udover det daglige samvær skaber en masse aktiviteter for beboerne. “Når jeg sidder her og forkuller, så kan jeg altid vaske mig lidt, tage noget tøj på og gå ned til de andre i stuen. Når jeg mister det, så bliver det hele meget ensomt tror jeg,” siger Jane og lægger sig ned i sofaen for at følge med i en tv-serie, som hun ikke kan huske navnet på. Det sagde præsten i hvert fald I højhuset får Jane og Thomas hverdagen til at hænge sammen både socialt og praktisk, fordi de passer på hinanden. Det er den tryghed i hverdagen, de mange udsatte mennesker i højhuset mister, og det bekymrer også de mere ressourcestærke beboere. “For helvede mand,” siger en af dem, Michael Clausen, og holder en lang kunstpause. “Konsekvensen af det her er, at måske 100 mennesker reelt set kommer til at dø, når de bliver taget væk fra deres sociale netværk,” siger han. Michael Clausen er kommet på besøg hos Jane Dannerbugt efter at have fejret sin 50 års fødselsdag hele natten. Hans blik falder hurtigt tilbage på den ældre dame, der sidder i sin slidte nylon morgenkåbe og ryger en smøg. “Jeg kommer til at klare mig, men det kan jeg love dig, at ikke alle gør,” når Michael at bemærke, inden han farer ud af døren for at købe smøger i højhusets kiosk i stueetagen. 75 årige Niels Lund har boet i højhuset i 11 år på tiende sal og kender mange af de andre beboere. Han skønner, at op mod halvdelen enten lever med et misbrug eller en psykisk lidelse. “Mange af beboerne er jo kommet direkte fra behandlingssteder som Sundholm og Sct. Hans Side 5

og har fortsat deres misbrug herude,” fortæller Niels og udtrykker samtidigt, at han af netop samme grund fandt sin frihed ved at bo i højhuset. “Når man pludselig bliver skilt og dem, man så før, er venner med din ekskone, så står du pludselig i en ny og ensom tilværelse. Jeg fandt trøst her i fælleskabet, hvor alle ter sig tosset og drikker sig ihjel, uden at nogen ser skævt til det,” siger Niels inden det banker på døren. “Det er min nabo Connie, som jeg har inviteret på øl.” Niels’ kæreste gennem otte år, som også boede i højhuset, døde for fire måneder siden af druk. “Det sagde præsten i hvert fald,” siger han med et smil på læben, inden han åbner døren og giver Connie et kram og lukker hende indenfor.

affære, fordi man udover den nødvendige renovering samtidig ville fremtidssikre boligerne ved at gøre dem større, bedre og mere energivenlige. Og den slags penge kunne der ikke findes hos Landsbyggefonden, som afviste at yde støtte. Boligselskabet udarbejdede derfor senere et nyt forslag, som kun fokuserede på den nødvendige renovering, som for 110 millioner kroner kunne sikre altaner og udbedre de mest presserende skader i bygningen. Men heller ikke her havde man held til at skaffe penge fra Landsbyggefonden, som er den eneste organisation, hvor der kan søges penge til at renovere almene boliger. Begrundelsen for afslaget var, at man ved dannelses af Københavns Ældreboligselskab var bekendt med de tidligere skader i bygningen, og derfor ville fonden ikke støtte en Fem etager højere oppe, på øverste etage i renovering. Tværtimod ville den yde støtte til en højhuset, bor 55-årige Gunnar Jacobsen, som nedrivning og genhusning. også har det svært med at skulle forlade højhuset. “Det er et socialt sted at bo, hvor man kender Leif Behrentz fra Kuben Management, som er hinanden, og det kommer jeg til at savne,” siger det eksterne firma, der står for at udarbejde genhan. Væggene i Gunnars lejlighed er fyldt med husningsplanen, er dagligt i kontakt med bebobilleder af Che Guevara, som han mener er den erne. Leif Behrentz fortæller, at langt de fleste person, der sagt de klogeste ting. udtrykker, at de glade for at bo i højhuset. Han “Man må gøre sig hård, dog uden nogensinde at forklarer også, hvorfor der bor så mange udsatte miste ømheden,” læser Gunnar op med tyk jysk mennesker i højhuset. accent fra et af de mange påklistrede tekstbidder, som har fundet vej til Gunnars vægge og “Kommunen har brugt højhuset som omplachjerte. eringssted for alkoholikere, narkomaner og “Livet er hårdt at gå igennem, og det går ikke psykisk syge. Af de 194 beboere, som kommer altid som planlagt. Alle os, der bor her, har været til at blive genhuset, så vil 117 af dem gerne igennem nogle ting, som man helst ville være blive her på Amager, og det håber vi kan lade foruden. Ellers ville vi ikke bo her,” siger han. sig gøre. Vi forsøger også at skaffe yderligere hjælp til dem, som har brug for behandling af Omplaceret af kommunen den ene eller anden art. Det er vigtig, at vi ikke Beboerne har i snart tre år vidst, at højhuset taber disse mennesker på gulvet,” siger Leif skulle rives ned. Tidligere var der snak om reno- Behrentz. vering, men det viste sig hurtigt, at blive en dyr - Fortsættes

45-årige Thomas Nielsen i sit dametøj, som han til tider render rundt i. Side 6


Pensionist Knud Sundahl har sin faste plads i fællesstuen Paraplyen, hvor kun han sidder.

65-årige Solvej Ditte Baltzarsen har boet 12 år i højhuset, men de sidste par år har været fyldt med sorg efter, at hendes søn døde som 35-årig. Side 7

Jane Dannerbugts papegøje Poppe er fløjet ud af lejligheden. Den er kendt for, at tage elevatoren selv. Side 8


“Man må gøre sig hård, dog uden nogensinde at miste ømheden” er 55-årige Gunnar Jacobsens ynglings citat af Che Guevara.

Usikkerhed om genhusningen Men selvom Kuben Management gør et stort stykke arbejde for at informere beboerne om deres rettigheder og muligheder i forhold til genhusningen, så har Domea, ifølge Leif Behrentz, skabt forvirring og usikkerhed omkring genhusningen. “Når man udmærket er klar over, at folk er nervøse, så er der ingen grund til at puste til ilden,” siger han. I et brev, som er sendt til alle beboerne, forklarer Domea, at genhusningen må stoppe, og at beboerne ikke vil blive hjulpet videre, hvis de ikke stemmer for en sammenlægning med en anden afdeling i boligselskabet. Sammenlægningen er et krav fra Landsbyggefonden, for at Domea kan modtage økonomisk støtte til nedrivningen. Selvom sammenlægningen, ifølge boligselskabet, ikke vil have nogen indflydelse på dagligdagen i højhuset, så har brevet skabt ballade blandt beboerne, som føler sig presset til at stemme for.

nej. De skal ikke true os til noget som helst.” Hos Domea forstår man ikke kritikken. Mona Bojko, driftansvarlig for Peder Lykkes Vej 61 hos Domea, forklarer, at “sådan er virkeligheden nu engang”, når hun svarer på, hvorfor man skriver, som man gør i brevet. Hun uddyber. “Der er intet mistroisk i det her, men det kan være svært for beboerne at forstå, hvorfor man pludselig skal sammenlægges med en anden afdeling, og i det hele taget så er mange af beboerne kede af at højhuset skal rives ned. Det kommer til udtryk på den her måde,” siger hun.

“Det er afpresning, og det gør mig utryg ved hele genhusningsplanen. Det virker som om, at de tager os ved næsen, men vi bliver jo nødt til at stemme ja,” siger en af højhusets beboere, Niels Peter Müller, der med sine 69 år ikke er meget for selv at skulle ud og finde en ny bolig.

Skide i bukserne af skræk I dag må beboere sande, at tiden er ved at rinde ud, og højhuset, der så fint og højtidligt blev indviet i fortiden, rækker ikke meget længere ud i fremtiden. Bygningens beton krakelerer, og det betyder, at alle beboere inden juni 2014 skal være flyttet ud. Selvom beboerne i sidste ende stemte for sammenlægningen, har episoden og den generelt usikre situation betydet, at beboere som Jane Dannerbugt i den sidste tid må leve i en tilstand af frygt. “Jeg stoler ikke på dem, og jeg synes ikke, de kan være det bekendt. De kunne ligeså godt have skrevet, at man skulle stå nede på gaden i morgen med alle sine ting. Så er der sgu ikke noget at sige til, at man bliver nervøs. Er de klar

Sune Mønnicke, som tidligere har siddet i højhusets afdelingsbestyrelse, fortæller, at han har forsøgt at få de andre beboere til at stemme nej, fordi han ikke mener, at Domea bør presse dem. “Det generer mig, når “kloge” folk fratager svage mennesker deres grundlovssikrede ret til en ukrænkelig bolig på den her måde. De kan jo ikke rive huset ned, hvis de ikke vil genhuse os, og jeg har derfor opfordret til, at vi stemmer Side 9

Udsigten over Amager fra 15 etage, som mange af beboerne fortæller, at de kommer til at savne.

over, at der render en masse mennesker rundt med dårlige nerver på grund af dem? Jeg er ved at skide i bukserne af skræk, og jeg får piller mod angst i forvejen, så det er ikke rart for mig,” siger hun og tilføjer: “Jeg havde jo troet, at jeg skulle bo her indtil at jeg skulle bæres ud. ”

At beboerne reelt kunne ende med at stå uden hjælp, hvis de havde stemt nej til sammenlægningen, er ifølge Claus Højte fra Lejernes Lands Organisation i København “slet ikke er utænkeligt”. Men som han siger, “så er det at vride armene om på beboerne”, når man formulerer sig, som Domea har gjort i deres udmelding til beboerne.

En beboer er faldet i søvn på sjette sal. Side 10


Jane Dannerbugt frygter, at hun måske ikke bliver genhuset.

10-årige Sonja Lillesoe viser sin stedfar Ronny Holm nogen ting, som hun har købt til sig selv i julegave fra sin far, som sidder i fængsel.

Nytilflytter Allan Andersen er pensionist og pibeentusiast. Ledige lejligheder bliver nu lejet ud på midlertidige kontrakter, som kan opsiges med kort varsel.

Betonen er så dårlig, at beboerne inden juni 2014, skal være flyttet ud af den 55 meter høje bygning.

Side 11

Side 12


Når lykken forsvinder