[Det vi ikke kan se]

[Det vi ikke kan se]

[Det vi ikke kan se] © 2020 Fotojournalisterne © 2020 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Udgivet af DMJX - fotojournalistuddannelsen Illustrationer af Rikke Kjær Poulsen Tryk: Ecograf Gruppen Printed in Denmark 2020 ISBN: 978-87-93453-90-6 Tak til: Mathilde Bech Hanne Mølby Henriksen Lars Prevelakis Bai Og stort tak til alle, der delte deres historie.

Vi kan ikke se det. Alligevel fylder det. Mere end før.

Angsten. Kærligheden. Naboskabet.

Lettelsen ved at se et fly tegne striber på himlen. Festen, der bruser ud gennem bilruder og soltage til lyden af en koncert gennem en bilradio. Længslen hos de elever, der ikke må gå i skole og glæden hos dem, der starter. At være fanget i et limbo, uden retning for fremtiden.

Sorgen. Freden. Duften af sommerregn i april.

Det, vi ikke kan se, har vi fotograferet og fortalt i 14 fortællinger i et magasin skabt på tværs af landet fra hver vores skærm.

Når striberne forsvinder 08 Mads Andreas Frost

Den eneste ene 16 Magnus Hove

Fra fyldte sale til parkeringsplads Mathias Eis Schultz

24

Et skrøbeligt sind 32 Jonathan Damslund

Havblik, hækkekiggeri og hinanden 40 Emma Marie Thomsen

Danmark bliver ikke som vi kendte det Jesper Houborg

48

Sammen hver for sig 56 Marcus Christensen

Hvad Stella har lært mig om sorg Liv Møller Kastrup

64

Tæt på, langt fra 72 Katrine Noer

Limboland 80 Anna Cathrine Christiansen

Vi kan føle os til at flyve Tilde Døssing Tornbjerg

88

I adskillelsens tomrum 96 Rikke Kjær Poulsen

Foråret kommer alene 104 Nina Pilgaard

Det usynlige rum giver mig ro Stefan-Alexander Jagd Aarøe

112

8

Når striberne forsvinder Lufthavnene er næsten tomme, og store dele af personalet er sendt hjem.

For dem der stadig flyver, er det en forandret verden. De studerende på flyveskolerne er efterladt i uvished og muligheden for at finde job, efter endt uddannelse, er gået fra at være næsten sikkert til nærmest ikke eksisterende. En hel branche er kastet ud i en krise uden fortilfælde.

Himlen har mistet de fleste af sine hvide striber. af Mads Andreas Frost

9

I løbet af en enkelt måned har en smitsom virus tvunget nationer til at lukke grænserne og dermed lukke de luftbroer, som vi er blevet vant til at benytte os af. Med få undtagelser er det kun fragtflyene, der er tilbage i luften.

Den normalt hektiske start på dagen i lufthavnens mylder er erstattet med en rungende lyd fra en enlig rengøringsmaskine, der har kørt uafbrudt siden virussens indtog. Nu betragtes enhver kontaktflade som en potentiel smittekilde.

Ved adgangskontrollen er køen væk. Den plejede at strække sig 50 mand lang, men nu er det kun Poul-Erik og en enkelt anden, der i stilhed går igennem security og mod hver deres gate. På vej mod gaten plejer caféer at servere dagens morgenkaffe, nu er der ingen mennesker at betjene, og alle butikker er lukket. Over lufthavnens højtalere er der ikke længere gentagende beskeder til passagerer, der ikke er ankommet til deres gate. Derimod lyder der en servicemeddelelse om, at man skal holde afstand og sørge for at nys og host foregår i ærmet.

Den vidt spredte virus har tvunget lande til at lukke grænser, lave restriktioner og forbud mod at rejse, hvilket på kort tid har resulteret i en nedgang fra 83.000 rejsende til bare 1500 i Københavns Lufthavn. Andre steder melder om lignende nedgang. Poul-Erik Kjærgaard er en af de få piloter, der stadig flyver, mens Christoffer Siedentopf stod til at få sit certifikat om få måneder. Nu står han overfor en uvis fremtid.

10

Fü passagerer er tilbage i Københavns Lufthavn

11

12

61-årige Poul-Erik Kjærgaard er en af de få hvide striber tilbage på himlen. Han skiftede fra at flyve med passagerer til fragt i oktober 2019.

Svenske Braathens Airlines, som Poul-Erik tidligere fløj for, er gået i betalingsstandsning og har været nødsaget til at fritstille deres piloter og kabinepersonale. Poul-Erik flyver stadig, men havde han ikke skiftet selskab, stod han i samme situation som sine tidligere kollegaer.

Under opstarten og flyvningen er radioen nærmest stille.

Normalt lyder kommunikationen mellem andre fly i luften og kontroltårnene. Nu kan der gå 20 minutter uden lyd fra radioen. Lysten til at trykke på knappen og lave et radiotjek, for at sikre sig, at der ikke er noget galt med instrumenterne, sniger sig på.

Under landingerne kan rækker af parkerede fly ses fra flyets vinduer. De strækker sig langs de nedlukkede landingsbaner. ”Jeg kan jo se flyene fra min tidligere arbejdsgiver holde parkeret i lufthavnene. De lukkede ned i starten af april, og 600 ansatte blev sagt op”, fortæller han.

Tomheden er ikke kun i luften, men også på jorden.

Hotellerne, som piloterne bor på mellem flyvninger, er også stærkt påvirkede af situationen. Turisterne, de forretningsrejsende og det meste af personalet er væk. ”Vi var i Amsterdam, hvor vi boede 5 mennesker på et stort hotel. Morgenbuffeten var skiftet ud med en pose med lidt flute og noget ost. Vi var de eneste til stede. Der var bare tomt. Løbende modtager vi nye lister over, hvor vi kan overnatte, da flere hoteller i Europa lukker helt ned.”

Poul-Erik er en af de få striber på himlen. Han flyver stadig, men situationen kunne let have været anderledes.

13

24-årige Christoffer Siedentopf har hele sit liv drømt om at flyve blandt skyerne. ”Jeg tænkte, at det var for dyrt, så jeg forsøgte i nogle år at falde til i andre jobs, men det blev tydeligt for mig, at jeg senere ville kigge tilbage og fortryde, at jeg ikke havde givet det et skud” Det koster ca. 750.000 kr. at blive uddannet pilot. Christoffer havde sparet op fra tidligere jobs og havde tænkt sig at låne de resterende penge i banken. Banken sagde god for lånet til en høj rente, men Christoffers far så, hvor seriøst hans søn mente det og valgte at tage et lån i sit hus for at kunne finansiere uddannelsen.

Efter planen skulle uddannelsen have været færdiggjort til sommer, og en ansættelse virkede nærmest sikker. Flere af hans venner, der tidligere var blevet uddannet fra skolen, var hurtigt kommet i job.

Ryan Airs kaptajner var på besøg på flyveskolen, og fortællingerne var mange, sådan husker Christoffer mødet med den virkelighed, som syntes så nær for bare et par måneder siden. Han husker tydeligt dagen, hvor han gik hjem og havde en klar følelse af at have valgt rigtigt. ”Nu er Norwegians datterselskab her i Danmark jo lige gået konkurs, hvilket betyder, at køen til ansættelse i et flyselskab er blevet længere. Der er en del piloter, der nu er arbejdsløse, som har langt mere erfaring, end vi har”, fortæller Christoffer Christoffer tror, at endnu flere selskaber vil være nødsaget til at opsige deres personale, og det vil betyde, at køen bliver endnu længere. Hvor lang den bliver, tør han kun gisne om. Christoffer nægter dog at opgive drømmen og er sikker på, at han nok skal komme op at flyve, men prøver også at se realistisk på det. ”Min familie har investeret i mig, så de penge skal tjenes ind, om så jeg skal sidde i Netto. Jeg er sikker, det bliver jeg nødt til at være, på, at jeg kommer op at flyve med kabinen fuld, men hvornår det bliver… det ved jeg ikke”

14

Christoffers skjorter hĂŚnger i skabet, og striberne er klar pĂĽ skulderen.

15

16

DEN ENESTE ENE Den eneste ene. Tosomhed. Til døden os skiller.

Det heteroseksuelle, monogame parforhold er en af de stærkeste institutioner i vores samfund.

Men er der virkelig en ”one size fits all” model, når det kommer til kærlighedsrelationer? ”Naturligvis ikke,” virker som et oplagt svar.

Nogle prøver at nytænke og redefinere, hvad det vil sige at være i et parforhold. Kan man elske flere personer på samme tid? Kan man give sig selv hen til mere end ét forhold?

Tre polyamorøse par deler deres tanker om kærlighed, parforhold og sex.

af Magnus Hove

17

Dennis og Anja

tingene pludselig på plads. Han havde før været i forhold, som sluttede, fordi han følte, at det blev klaustrofobisk. Efter mange lange samtaler og megen læsning om andres oplevelser, fik han Anja med ombord på idéen.

Da Dennis og Anja mødte hinanden for 12 år siden, var ingen af dem klar til et fast forhold.

”Du havde det lidt svært med det i starten.” siger Dennis.

”Vi var egentlig begge to lige begyndt at nyde at være singler,” forklarer Dennis. Og Anja tilføjer, at de begge stadig så andre.

Men der gik ikke lang tid, før de ikke længere havde det behov.

De blev hurtigt kærester og flyttede sammen.

”Det var følelsen af, at man ikke var god nok. Men bare fordi Dennis har følelser for en anden, har han jo ikke mindre følelser for mig.” svarer Anja.

”Men den har altid ligget der. Det var okay at kysse med en anden til en julefrokost.” fortæller Dennis.

”Til alle andre relationer vi har, er det jo tilladt at have de samme følelser til mere end en person. Men lige så snart det handler om kærester, så er det forbudt. Så skal man pludselig prioritere. Det ville man jo aldrig nogensinde skulle med sine

Da Dennis for fem år siden hørte om begrebet polyamori, faldt

18

med en anden, så er det jo nok, fordi den partner måske ikke har det specielt godt, der hvor de er. Fordi de er tvunget til at lægge bånd på sig selv.”

børn.” siger Dennis ”Du ville jo aldrig vælge, hvilket af dine børn du elsker højest.”

Når han bliver spurgt, hvorfor han tror, det er på den måde, forklarer Dennis: ”Jeg tror, at folk er bange for, at parforhold ikke længere er en konstant. Hvis polyamori bliver en normal ting i vores samfund, så er du ikke sikker på din partner længere. Hvad nu hvis min mand, min kone eller min kæreste bliver interesseret i en anden? Kan jeg så være sikker på, at han bliver her? Jeg synes, det er katastrofalt, at nogle føler, de er nødt til at tænke på den måde. Hvis man er bange for, at ens partner smutter

”Vi snakkede meget om, at med den filosofi behøver man ikke tage et valg, selvom man får følelser for en anden.” siger Dennis Det gav mening for Anja ”Nu kan jeg slappe af i mit forhold.

Hvis han får følelser for en anden, er det faktisk okay. Han smutter nemlig ikke. Det giver mig troen på, at vi faktisk kan være sammen i rigtig mange år, og ikke blive en del af skilsmisseprocenten.”

19

Ava og Kristian

og forskellige forholdsdynamikker. Kristian havde tidligere været i et åbent parhold, men det fungerede ikke, fordi en masse ting var usagte. ”Det var faktisk lidt en dårlig erfaring, jeg havde, men jeg havde en idé om hvordan det kunne fungere. Med nogen. Og det kunne det også godt.” fortæller han.

Ava og Kristian har kendt hinanden siden oktober 2018. De matchede på Tinder. ”Flere gange. Hvor jeg var en idiot.” siger Ava.

”Ja, vi klarer det da meget fint” siger Ava med et smil.

”Det var ikke så slemt” prøver Kristian.

For Kristian er det vigtigt, at der ikke er hemmeligheder.

”Nej nej, du har bare skrevet et digt der hedder `min dårlige tinderdate´” siger Ava. De griner begge. De blev kærester en måneds tid senere på Håbet, en bar i København, hvor Ava arbejdede. Chefen gav shots til hele baren ´for at fejre kærligheden´. Det med at se andre, var implicit fra starten. Ava havde læst meget om polyamori, non-monogame parforhold

”Man behøver ikke fortælle alt, men der skal ikke være noget, der er hemmeligt”. De har dog en klar forståelse for, at der er ting, der er private for de enkelte relationer, de hver især har.

Jalousi er ikke en ting, der fylder i Ava og Kristians forhold.

Den er uundgåelig, indrømmer de, men den skal ikke ses som et faresignal. Derimod skal den bruges som et spejl. Et værktøj

20

til at ´få en god gammeldags samtale med sig selv´ som Ava kalder det.

”Ja, man går i symbiose,” siger Ava. ”Og så kan det sgu være svært at være sig selv. I det her forhold synes jeg, at det er meget nemmere at være mig selv.

Vi afhænger selvfølgelig også af hinanden, men ikke kun af hinanden.” Siger Kristian.

”Man skal sætte sig, og være i følelsen og finde ud af hvor den kommer fra. Finde ud af, om det er fordi jeg ikke føler, at jeg bliver prioriteret, og i så fald, har jeg sagt mine behov højt overfor min partner? Handler det for eksempel om, at det er virkelig vigtigt for mig, at vi spiller Ludo hver onsdag, og så skal han pludselig ses med Gurli om onsdagen? Så kan jeg jo godt blive jaloux, fordi jeg måske sidder med en forventning.

Men det har jo i virkeligheden meget lidt med Kristian at gøre.”

Ava tilføjer, at den personlige autonomi også er vigtig for hende. Hun genkalder følelsen af at være kommet ud af et forhold og stå tilbage med tankerne: ”Hvem fuck er jeg?

Nu har vi brugt syv år sammen, og hvem er jeg? Og kan jeg overhovedet lide farven blå?” Hun forudser, at hvis Kristian og hende en dag ikke skal være sammen længere, vil de ikke være efterladt med den samme eksistentielle krise. Fordi de har haft plads til at dyrke deres individualitet.

Det handler i høj grad om frihed. Kristian har oplevet i tidligere forhold, at han blev en del af en enhed.

21

Martin og Kim

”Jeg har altid lukket fuldstændig af, når jeg gik ind i et forhold, fordi jeg er et meget flirtende væsen, og jeg har altså bare følelser for rigtig mange forskellige mennesker. Jeg har ofte stået og været lige forelsket i to forskellige personer og så skulle man lige pludselig stå og vælge. Jeg hader at vælge. Kan jeg ikke bare få dem begge to?” spørger Kim grinende.

Da Kim til en fest snakkede med en ven, som levede i et seksuelt åbent forhold, hvor følelser for en anden aldrig kunne komme på tale, opdagede hun, at det ikke var en model, der ville fungere for hende. Fra starten af deres forhold havde Kim og Martin snakket åbent om muligheden for at blive tiltrukket af andre.

”Når man lukker ned for nogle ting i sig selv, bliver man træls at være i et forhold med. Man bliver krævende, og der er en masse behov, som hverken ens partner eller en selv kan indfri.

Så søler man sig låst, og det ender i en masse konflikter, og til sidst ligger man med ryggen til hinanden hver nat.”

”I starten sagde jeg til Martin, at hvis der sker noget, så vil jeg bare gerne vide det. Stille og roligt udviklede det sig til, at vi måtte mere og mere.” Fortæller Kim i haven på Norddjurs, mens datteren hopper på trampolin, og Martin kommer ud med te og kaffe.

22

24

Fra fyldte sale til parkeringsplads På Tangkrogen i Aarhus er hundredvis af biler parkeret. Sammen, men hver for sig, underholdes gæsterne igennem bilruderne. Under coronakrisen kan det amerikanske drive-in fænomen for alvor få stillet menneskets behov for underholdning, og det kompensere for ensomheden.

af Mathias Eis Schultz

25

På en stor grusplads flyver tørt støv rundt mellem de 230 biler, der på stille vis dirigeres ind for at parkere som et zigzagmønster. Bilruden ruller ned, da sikkerhedsvagten nærmer sig for at tjekke billetten. ”Hvad var det nu for en kanal?” spørger den netop ankommet gæst. ”Slå over på FM 90,4,” meddeler vagten, der har svaret på spørgsmålet hundredvis af gange.

Der er drive-in koncert på Tangkrogen i Aarhus.

Underholdningsbranchen lider under coronakrisen.

Musikerne har taget livestreaming til sig, for på den måde kan de stadig få blæst deres musik ud i folks stuer. Alligevel er det ikke helt som at stå til en koncert, hvor publikum og musikeren sammen skaber stemningen. Gåsehuden ved et enormt bifald. Lysshowet, der blænder i takt til musikken.

Interaktionen mellem mennesker. Visse elementer mister vi derhjemme på sofaen. Drive-in fænomenet fra USA tillader, at vi kommer tættere på den ægte vare. Sammen, men hver for sig. På P-Scenen i Aarhus bliver der arrangeret koncerter, stand-up og filmvisninger.

En ældre mørkegrøn MG cabriolet bliver hurtigt ordret ind til siden, da den ankommer. ”Kan I lige køre tag på?” efterspørger vagten. For at mindske smittespredningen har gæsterne kun lov til at åbne chaufførvinduet. Det kan cabrioleten ikke, og bliver pænt bedt om at forlade arrangementet igen. Reglerne er strikse, når over tusinde mennesker samles, og politiet holder skarpt øje fra krogene af pladsen.

Rundt på pladsen stikker champagneflasker ud af bilruder, og propperne flyver af, lige inden koncerten begynder. En enkelt mand trosser forbuddet om at forlade bilen for at tørre støvet væk af bilruden, så udsigten til den enorme storskærm står klart. Helt stille træder eftermiddagens musiker, Thomas Buttenschøn, frem på scenen, efterfulgt af begejstret dyttende, klapsalver og katastrofeblink. Og så bliver her stille. Imens musikken blæser gennem FM-kanalen på bilradioerne, aner man kun musikernes egne monitors på scenen.

Højst 10 personer må opholde sig uden for bilerne på samme tidspunkt.

De frivillige udgør størstedelen.

På rækken længst fra storskærmen, prøver 11-årige William at få bedst mulige udsyn.

26

27

“Jeg har jo ikke så meget andet at lave for tiden”, fortæller frivillige Mads Plum på 18 år.

Kort inden filmvisningen af Star Wars begynder, flyver McDonald’s poser ud fra bilen.

28

Med bred afstand til bilerne vandrer en række frivillige rundt i malerdragter med trækvogne, der er proppet med alkoholfrie øl og chips. En arm rækker ud fra sin bil og viser fredstegnet.

Trækvognen drejer, og en pose rækkes ud til bilen. Gæsten bestiller drikkepakke nummer to.

Selvom Buttenschøn ikke kan fornemme publikums reaktioner som i en koncertsal, har han dog indblik i stemningen på pladsen. Zoom videomøder er her og der og alle vegne. På storskærmen titter live-videoer fra mobilerne frem. Fra en stor, sort Tesla skriger fire veninder, da de får øje på dem selv, og Buttenschøn vinker ned til dem.

”Det her vil jeg aldrig glemme,” siger Buttenschøn grinende fra den fem meter høje scene, da afslutningen på nummeret ”Dårlig Sex” kvitteres med en massiv lydmur af dytteri. Og nu er det nok med al den dytten, mener arrangørerne, der for alt i verden vil undgå naboklager. ”Kan i prøve at tænde for vinduesviskerne i stedet for?”, spørger Buttenschøn et lydløst publikum. ”Vri vræ vri vræ” og klappende hænder ud ad vinduerne, blev erstatningen for dyt resten af koncerten.

”For du er smukkere end smuk, og du ved det godt,” synger Buttenschøn på sit sidste omkvæd. Hænderne hænger ud ad bilerne, og det virker som om, sikkerhedsvagterne har givet op. ”Op med vinduerne!”, råbes der på gruspladsen.

Sammenholdet, som i en fyldt koncertsal, skaber en lille ekstase til sidst, hvor kun musikken bestemmer. Dannebrog flagrer fra et biltag, og folk hænger ud af bilerne, som var det en teenage road-movie i sommervejr.

Gæsterne står ikke i en tætpakket klump, men bilerne er fyldt godt op. I en minibil, der vrikker fra side til side, sidder en hel familie og skråler med på melodierne fra bilradioen. ”Vi skal lave noget. Det er så fedt, at man kan komme ud og høre musik igen. Få en følelse af sommer, selvom vi er i en krise. Vi kan ikke være derhjemme mere.” fortæller 25-årige Mathias fra et tætpakket bagsæde.

Klokken 16:10 forlader Buttenschøn scenen. Motorerne tænder. Bortset fra enkelte der har skruet for højt op for bilradioen og blinket for meget.

30

31

32

Et skrøbeligt sind Angst er ikke ukendt for Andreas.

Det meste af sit liv har han flygtet fra de negative tanker i sit hoved ved at tage i byen og bedøve sig selv med alkohol og stoffer. Men Andreas tog en beslutning om at ændre sit liv og kæmpe sig ud af problemerne.

af Jonathan Damslund

33

”Det stak helt af. Der var bare ingen grænser, ingen hæmninger. Jeg havde været så fuld og taget så meget kokain, at jeg gik hjem med en eller anden kvinde, jeg ikke gad være sammen med.”

som de fleste dage bliver Andreas inden døre, for selvom det har været meget værre, er det stadig svært.

I seks måneder lå Andreas på langs og havde ondt af sig selv. Hans hverdag faldt fra hinanden, og han endte på kontanthjælp da det at passe et arbejde, blev for meget for ham. Et alkohol- og stofmisbrug kulminerede i angstanfald og depression.

Sådan endte 31-årige Andreas Ziegler’s sidste bytur, inden han den efterfølgende mandag valgte at indlægge sig selv. I dag er det syv måneder siden, han lagde flasken på hylden.

Andreas er uddannet bygningssnedker og har arbejdet som grønt cykelbud i København i godt og vel to år.

Adressen ved Nørrebros runddel har han haft i to og et halvt år, og ville ikke bytte den for noget.

Det er onsdag eftermiddag i slutningen af april. Solens varme forårsstråler skinner ind gennem vinduerne i kollektivet på Jagtvej, der grænser op til den tomme grund, hvor ungdomshuset engang lå. Andreas sidder ved sit skrivebord og ruller en cigaret, mens den kradsende lyd af dansk punkmusik spiller fra hans telefonhøjtaler. På den anden side af gaden er Assistens kirkegården fyldt af mennesker, der nyder vejret, men

Angsten har Andreas stiftet bekendtskab med før. Det meste af sit liv har han flygtet fra de negative tanker i sit hoved, som han ikke ved, hvor stammer fra, men det har aldrig været så slemt, som i den periode.

Andreas sidder med de andre i kollektivet.

Førhen drak han vin, nu står den på Cola.

“Det er fint for mig at de drikker mens jeg er der. Det er min kamp.” >

34

35

”Jeg var rigtig ked af det. Ofte stod jeg op, sniffede en streg kokain og så tog jeg ud. Jeg gik i byen hele tiden, drak 70 genstande om ugen og tog streger så jeg kunne holde den kørende.”

36

Andreas fik sin hund Tavina for tre måneder siden.

Hun har givet ham ansvar og struktur i hverdagen.

Efter et halvt år i et sort hul valgte Andreas at tage en af de sværeste beslutninger man kan tage. Beslutningen om at række ud og bede om hjælp. ”Jeg kunne ikke være i mig selv. Jeg havde ingen appetit, og når jeg ikke var i byen, enten græd jeg eller sov jeg.”

Andreas indlagde sig selv på Bispebjerg hospital, hvor han tilbragte to dage på den lukkede, hvorefter han kom på den åbne afdeling på Herlev hospital. ”Jeg har erkendt, at medicinen er nødvendig, og det er noget jeg skal tage i en periode for at komme tilbage og få det bedre,” siger Andreas og løfter vandglasset op til munden for at skylle ’morgenrutinen’ ned. ’Morgenrutinen’, som han kalder den, består af vitaminer og tre forskellige antidepressive: Sertralin, Quetiapin og Phenergan som han tager dagligt.

Om perioden med medicin skal vare ét år, 10 år eller resten af livet, ved Andreas ikke. Men lige nu hjælper

den ham til at få en hverdag, hvor han kan stå op om morgenen og gøre de ting, der gør ham glad.

Udover kærligheden til cykling spiller Andreas trommer i punkrock bandet Ond Tro. Det er to vigtige og store dele af hans liv, der har været sat på pause, og det har gjort ondt.

Han ser frem til at komme i gang med at cykle og spille trommer igen, men indtil videre er det for svært.

Ude i køkkenet under spisebordet ligger Tavina og kigger ind mod det cigaret-tilrøgede værelse, hvor Andreas skal til at finde hundesnoren frem. Andreas har fået en hund, og hun betyder enormt meget for ham. Hun giver ham ansvar, og tvinger ham til at komme ud af lejligheden. ”Hun skal have mad og luftes tre gange om dagen, så selvom jeg har det dårligt, skal jeg bare ud.”

37

Efter at have gennemført et forløb på rusmiddelcenteret, skal Andreas starte i en angstgruppe, som skal hjælpe ham med at få sin selvtillid tilbage. Her skal han møde op en gang om ugen for at lægge en plan for de ting, han kan gøre for at frigøre sig fra gamle mønstre og vaner, og finde en vej ud af mørket. ”Jeg har haft svært ved at tjekke min e-boks, fordi jeg får angst af at åbne post fra kommunen, så det får jeg hjælp til.”

Andreas skal nogle dage åbne sin e-boks kl. 12. Ikke ét minut i og ikke ét minut over, men præcis kl. 12. På den måde udskyder han ikke, men opbygger struktur og disciplin i hverdagen.

Andreas er på vej ud på den anden side. Han ved, hvad han skal gøre for at få det bedre, og beslutningen om at være åben omkring sine følelser og problemer har været et af de vigtigste skridt mod at få det godt igen. ”Det hjælper mig at fortælle folk, hvordan jeg har det. I stedet for når folk spørger, hvordan det går, bare at sige at det går fint, så rent faktisk fortælle dem, hvordan det går. Det er folk slet ikke vant til,” siger Andreas og tager det sidste hvæs af sin smøg, puster røgen ud og fortsætter:

”Jeg har erkendt, at jeg har et skrøbeligt sind.”

38

39

Havblik, hækkekiggeri og hinanden Alle kender alle. Men det er ikke kommet af sig selv. Bag genkendelsen ligger mange generationers nysgerrighed og hækkekiggeri. Det er deres måde at holde af hinanden på. af Emma Marie Thomsen

De siger goddag til chaufføren og vinker farvel igen, når de træder ind og ud ad bussen. De løfter pegefingeren til hilsen, når de kører forbi hinanden. Det er ikke noget, ærøboerne er tvunget til, det er bare deres hverdag. Når de ældste på øen skal forstå, hvem der er tale om, spørger de efter, hvilken gård personen er opvokset på.

Når de voksne skal høre, hvem barnets legekammerat er, spørger de, hvor forældrene arbejder. Når de unge skal vide, hvem det handler om, spørger de efter den seneste kæreste. På Ærø kender de hinanden. Øen har ét diskotek, to folkeskoler, tre plejehjem og fire færger. Og så en masse vand.

Det Sydfynske Øhav mod nord og Østersøen mod syd trækker klare linjer for, hvor hverdagens fysiske kontakt med omverdenen går til. ”Kun til kanten, kun til kanten!” som ærøboerne siger.

Med et overfladeareal på 88 kvadratkilometer og en befolkning på 5964 personer er det ikke, fordi folk behøver at sidde lårene af hinanden. Alligevel er det sandt, når de siger, at alle kender alle.

En præst, en pensionist, en læge og en af de unge har alle gjort sig forskellige tanker om nærværet på Ærø. Men fælles for dem er, at de alle kan finde sig til rette i øens tætte relationer. På den ene eller den anden måde.

41

Præsten det er præsten, der går der, eller præsten der kommer cyklende der. Men det gør folk her.”

Ø-præst Agnes Haugaard har taget plads på havebænken, og hendes ansigt farves rødt af aftenens sidste lys. Hun bærer præstekjolen. Den traditionelle og betydningsfulde kjole ser næsten malplaceret ud, som den kommer i kontakt med den smalle bænk. Men Agnes er lige så meget præst på en havebænk, som hun er i kirken. Når hun bevæger sig rundt i Ærøs lokalsamfund, er hun vant til at være kendt som præsten:

Da Agnes fik ny bil, sagde de alle sammen: ”Hold op Agnes, du har godt nok fået dig en Volvo hva’?”. Det, synes hun, er morsomt. Hun ved, det at være en offentlig person både kan betyde en pose boller på håndtaget, såvel som at folk snakker, hvis hun siger noget forkert i sin prædiken. Hun kalder det for en positiv nysgerrighed.

”Det lyder lidt fortærsket at sige ‘at man er på’. Men det er man.

Man skal kunne holde ud, at folk spørger til en, og at du hilser på folk. Du har ikke storbyens anonymitet, hvor ingen ved, at

42

Den unge Signe Luntang Jensen er født og opvokset på Ærø. I 16 år voksede hun op med de samme mennesker omkring sig. Nu bor hun i København. Hun er glad for sin barndom, hvor trygheden gjorde tilværelsen til et legeland, men da hun blev teenager, betød de tætte relationer noget andet:

Signe griner indimellem nervøst, når hun taler om Ærø. Hun er opmærksom på, at hun taler om noget, hun har kært, og det er tydeligt, at hun er stolt af at være fra øen. Nu er hun 23 år, og hun nyder at komme tilbage til Ærø. Det nærvær, som for en teenager var for meget, finder hun nu ro i igen:

”Da jeg var 16 år, var det frygteligt, at alle kendte alle. Det er en alder, der er præget af, at man sladrer og fortæller historier om hinanden, som nok er noget af det værste for en teenager.

Så på det tidspunkt synes jeg ikke, at det var super fedt.”

”Jeg synes, at der er noget fint ved et lille og intimt lokalsamfund. Folk har et tæt forhold til deres præst, og der er også mange, der stadig kender deres gamle folkeskolelærer. Folk er søde og hjælpsomme overfor hinanden, både i de private og professionelle relationer.”

43

Lægen ”Jeg hører til dem, der adskiller mit arbejde med fritiden. Hvis der er nogle, der stopper mig i Netto og spørger omkring deres sygdomstilfælde eller noget lignende, så siger jeg nej. Jeg skal ikke stå og tale om folks sygdomme et offentligt sted. Så er der bare lukket.”

I sine hvide træsko viser Jørgen Kill-Nielsen vej fra sygehusets have og ned til sin forhenværende lægebolig. Den korte tur gik han dagligt fra 1996, til han i 2019, som den sidste bosiddende læge på Ærø Sygehus, flyttede fra øen. Nu vikarierer han nogle dage om måneden. Jørgen er en velkendt person blandt ærøboerne. De fleste familier har på en eller anden måde stiftet bekendtskab med ham. Og han er vellidt. Alligevel mener han ikke, at han er tættere med sine patienter, end en læge i storbyen er:

Selvom Jørgen adskiller sit arbejde fra sin fritid, så ved han, at størrelsen på øen gør, at han kender sine patienter godt.

44

Pensionisten Tange Rasmussen sidder med ryggen mod den gule stald. Til venstre for ham strømmer Brinkmanns briks ud af radioen, foran ham klukker hønsene, og over ham kvidrer fuglene.

Tange lægger mærke til det, for i en alder af 80 år har han nu kun fem procent syn tilbage. I 1995 flyttede Tange til Ærø med sin kone Minna. Da han de første år dagligt tog færgen til og fra øen på arbejde, lagde han hurtigt mærke til, at folk gerne ville snakke. Han ved, at øen både byder på sladder og kærlighed, men at de to måske ikke er så fjernt fra hinanden:

”Vi står stærkest, når vi lader være med at bagtale og sladre.

Men det hører jo også med. Og der er også noget godt ved sladderen. Sladderen indikerer en hel masse skidt, men den indikerer også, at vi tager os af hinanden. Kærer. Vi kærer os om hinanden.”

45

48

Danmark bliver ikke, som vi kendte det Vores hverdag bliver ikke sig selv igen i nogen nær fremtid.

Der vil være et før og et efter coronakrisen, siger statsministeren i mit fjernsyn. Jeg slukker for skærmen og rammes af en følelse af, at det hele kan være lige meget. Bunken af projekter jeg burde lave hober sig op.

I stedet åbner jeg computeren og ser endnu et afsnit om 2. Verdenskrig.

Her er fjenden konkret og til at få øje på. af Jesper Houborg

49

Jeg står i køen i mit lokale supermarked. På gulvet er der

I Danmark roser vi os selv for at have styr på krisen. Statsministeren roser os for at have udvist samfundssind, men med en løftet pegefinger om at holde ud. Altså, vi har hørt efter hvad myndighederne sagde og holdt afstand til hinanden. Vi er sammen, men hver for sig.

røde plastikstriber med ordene “Hold Afstand”. Bagerst i køen hører jeg et host. Det skaber en lavine af blikke og hurtige skridt væk fra manden, som kigger undskyldende op. Jeg kigger hen på håndspritten, som står placeret foran ekspedienten. En gennemsigtig plastikplade adskiller ekspedienten fra os. Jeg tænker på min far med dårligt hjerte, som jeg ikke har set siden coronavirussen brød ud. Jeg vil gerne snart ud herfra. Ud i en ny verden der består af mennesker som potentielle smittekilder. En dystopisk virkelighed, hvor ingen endnu kender udløbsdatoen.

I USA styrkdykker prisen på råolie. Donald Trump taler for åben skærm om at sprøjte håndsprit ind i den menneskelige krop, som en måde at desinficere kroppen indefra mod virussen. Prisen på råolien er nu faldet så meget, at det koster penge at komme af med olietønderne, fordi ingen stort set forbruger noget. Hjulene står stille. Samfundet er gået i stå.

De siger, at den økonomiske krise bliver værre end under finanskrisen i 2008. I Italien og Spanien dør op mod 1000 mennesker om dagen en corona relateret død. Der er ikke respiratorer nok til alle. Herhjemme står der tomme sengepladser til coronapatienterne. Strategien har næsten virket for godt.

50

51

52

“Jeg køber ekstra sæbe og håndsprit til lejligheden og siger til min sambo, at han skal huske at vaske sine hænder som det første, når han kommer hjem. Han siger, at han er blevet inviteret til fødselsdag, hvor de plejer at blive kærlige af alkoholen.

Han tager afsted.”

En morgen udtaler Kåre Mølbak, direktøren fra Statens Serum Institut, at vi skal holde social afstand mindst et år endnu.

Om aftenen i Deadline på DR2 kritiserer formanden for Dansk Psykolog Forening, Eva Secher Mathiasen, betegnelsen for vores alle sammens nye leveregel ‘social afstand’. Sociale skal vi være. Det er et menneskeligt grundbehov, som vil føre til en kollektiv depression, hvis vi ikke får opfyldt den sociale kontakt over tid, forstås det på formanden i fjernsynet.

Fysisk afstand skal vi derimod holde for ikke at smitte hinanden og så være sociale på afstand. Altså online eller sammen under 10 og 2 meter imellem os. Hvor længe er der ingen, der ved.

53

Jeg cykler i regnen. En tung regn. På vej hjem fra bål på Amagerfælled med en lille gruppe venner. Vi snakkede om drømme. Hvad der er vigtigt for os i livet.

Om fremtiden. Med børn, hvor mange eller helt uden.

Kærester, monogami eller ikke. Det simple liv. Om at være tilfreds med det man har, og der hvor man er. Jeg taler om at ville bo i et andet land end Danmark.

Det føles som den første sommerregn, selv om vi kun er i april måned. Duften af varm luft, der bliver brudt af tunge dråber. Jeg er gennemblødt. Jeg føler mig som en digter med fart på, men uden noget sted at tage hen.

Som tilskuer til en verden, hvor det virker abstrakt at hverdagen bliver som før. En verden hvor det er tilladt at kramme sin far med dårligt hjerte igen.

54

55

56

Sammen hver for sig 30.000 unge efterskoleelever er i disse dage sendt hjem til deres familier. Tre af dem er Frida, Frida Tusnelda og Gustav.

De prøver at finde sig til rette i en ny hverdag med onlineundervisning, virtuelt samvær og afsavn. Fælles for dem er, at de stadig håber at kunne komme tilbage til det bedste år i deres liv.

af Marcus Emil Christensen

57

Frida Fjord breder tæppet ud i den lille gårdhave på Østerbro.

Foran sig har hun sin opslåede computer. Hun planter sine hænder solidt på jorden og skubber fra med benene. Hun står nu på hænder, og det samme gør sig gældende for de andre kroppe bag skærmene. Eleverne fra Baunehøj Efterskole har stå-på-hovedet-time.

Frida er 17 år og går i 10. klasse på Baunehøj Efterskole i Nordsjælland. Hun er, som resten af landets omtrent 30.000 efterskoleelever, blevet sendt hjem på ubestemt tid pga.

Covid-19 virussen. Året på efterskolen har været længe ventet. Da Frida gik i 8. klasse, fik hun en depression, som fulgte hende gennem resten af hendes folkeskoletid. Lyset for enden af tunnelen har hele tiden været tanken om at skulle på efterskole.

”Jeg har tit brug for ekstra omsorg, kram og opmærksomhed, og det var noget, jeg tit fik på efterskolen.”

”Jeg har virkelig set frem til at gå på efterskole, og det har uden tvivl været det bedste år i mit liv. Og så kom der bare det her pludselige stop og vendte op og ned på det hele. Det vendte op og ned på hele min hverdag,” siger Frida Fjord

Netop den ændrede hverdag, den manglende fysiske kontakt og intimiteten med vennerne er det, Frida savner mest.

De små ting, som at stå op lidt i syv, trække en hoodie over hovedet og slentre ned til de andre 92 elever i spisesalen for at indtage dagens første måltid, til det at kunne ligge i en stor klump med vennerne og give kram i øst og vest.

”Jeg har tit brug for ekstra omsorg, kram og opmærksomhed, og det var noget, jeg tit fik på efterskolen. Så jeg går rundt med en hudsult,” siger Frida Fjord Nu er det kun kæresten og familien, som Frida har kropskontakt med. Hun mødes stadig med hendes efterskole-veninder for at gå ture, men de krammer ikke - og det er mærkeligt for en venindegruppe, der ellers plejer at klumpe tæt sammen.

58

59

60

Frida Tusneldas værelse, på Baunehøj efterskole, med udsigt over Isefjorden.

En af de veninder er Frida Tusnelda Høgsbro-Nielsen. I stedet

for at befinde sig lige på den anden side af værelsesgangen, sidder hun nu på sit værelse i familiens hus i Brønshøj. I garderobeskabet på værelset hænger der ikke meget tøj.

Hun havde nemlig kun regnet med at skulle være hjemme i to uger. Der er nu gået over en måned, siden hun kom hjem fra efterskolen.

”Jeg synes, det er virkelig nedern at være hjemme. Det er lidt som at have en sommerferie, hvor man ikke skal noget. Det handler nok mest bare om, at jeg hellere ville være et andet sted,” siger Frida Tusnelda.

Den normale skolegang er blevet erstattet af daglige virtuelle møder og workshops, eleverne selv arrangerer. Fra fælles morgensang klokken 10 til fællesspisning om aftenen. Efter fællesspisning bliver eleverne på Zoom for at snakke og hygge virtuelt. Ligesom de ville have gjort det efter aftensmad på efterskolen.

”Man kan godt sige, at vi næsten er sammen hele dagen, bare virtuelt. Jeg synes, det er ret godt, at vi stadigvæk holder fast i at være sammen, også selvom vi ikke er rigtig sammen,” siger Frida Tusnelda.

61

Gustav Müller sidder også klar til de virtuelle møder hver dag. På Baunehøj havde han musik som linjefag, og nu sætter han stor pris på den fælles morgensang hver morgen. En ting trækker dog ned. Han har glemt sin højskolesangbog på efterskolen, og han ved ikke, hvornår han kan komme derop for at hente den.

Yndlingssangen er Tit er jeg glad, skrevet af en forelsket B.S Ingemann i 1812. Forelsket er Gustav også. Han nåede lige at få en kæreste på efterskolen, inden de blev sendt hjem. Nu er hun den eneste fra efterskolen, han ser. Han savner vennerne.

Især drengene fra hans husgruppe, men der er også gode ting ved at være hjemme.

Kæresten ringer på hoveddøren. Gensynsglæden er stor.

Hun er fra København, så hun sætter pris på at besøge Gustav i Kgs. Lyngby, hvor der er mere natur og højere til loftet. Når de er sammen, går de ture, spiller musik og ser film.

“For mit vedkommende har jeg ikke så meget imod at skulle være hjemme og hygge. Jeg har det ret nemt med at være alene, så på den måde er det ikke så svært for mig. Jeg kan godt være lidt introvert,” siger Gustav.

62

Tilbage på Østerbro er Frida Fjord ved at gøre sig klar til at gå ud ad døren. Hun skal mødes med et par veninder fra efterskolen på Assistens Kirkegården. Pigerne har fundet en afskærmet solplet, hvor de har slået deres tæpper ud. Der bliver hæklet, sladret og grinet under trækronerne.

For en kort stund, virker alt næsten helt normalt.rmalt.

63

Fra venstre, Lærke Ebbesen, Frida Tusnelda, Vigga Frausing & Frida Fjord

Hvad Stella har lært mig om sorg Tiden før en krise kommer sjældent igen. Heller ikke hvis ens lillebror dør som 10 årige. Et sådan tab giver en bevidsthed, man helst var foruden. En bevidsthed Stella har formået at dele med sin omverden, og som har lært mig, at døden er noget, vi skal tale om. af Liv Møller Kastrup

Jeg må have været her længe. Det konkluderer jeg på det

manglende lys i opgangen, jeg træder ud i. Efter et farvel til Stella, som står i den åbne dør, vender jeg rundt og går ned af trappen.

Et stykke nede i opgangen, hører jeg alligevel, Stellas sidste ord til mig, den dag.

“Kør forsigtigt!”

Det er ikke noget nyt, at det er de sidste ord, jeg hører på vej ud af døren, tværtimod. Men det er heller ikke noget nyt, at jeg hænger mig i disse ord. For måske er det den mest simple måde at forklare, hvad Stellas historie har gjort ved mig. De ord, konsekvent og uden undtagelse, er altid dem, jeg siger og selv hører fra mine forældre og søskende, når nogen er på vej ud ad døren. Det ligger lige under overfladen og i bevidstheden, hver eneste dag. Jeg har ikke før nu været klar over det, men det går op for mig, lige der, at det ikke var sådan, før Thomas døde.

66

67

68

I sommeren 2016 var Stellas lillebror Thomas 10 år gammel.

Han var en lille lyshåret fyr, som selv med det lyse hår fik en enorm glød i huden om sommeren. Trods hans alder, begyndte Stella den sommer at fornemme, hvordan hans nysgerrighed og interesse voksede derudaf. Om hvordan han begyndte at interessere sig for, hvad hun egentligt læste, når hun læste bøger og gik i skole. Han var en intelligent dreng, det var ingen i tvivl om. Men Thomas blev kun 10 år. Han døde d. 1. august den sommer. Det skete i en bilulykke, mens han med sine forældre og lillesøster var på ferie på Bornholm. Ingen andre kom noget til. Men lige der, mistede Thomas livet, og Stella sin lillebror.

______ Selvom Thomas’ forældre er tiltrukket af buddhisme, var det alligevel i folkekirken at Thomas skulle begraves, da den forfærdelige ulykke skete. Her var et afskedsritual, som de kendte til og et rum til at sige farvel til deres søn.

Stella og jeg besøger Thomas en lørdag formiddag i forårslunt vejr, solen skinner. På en lille bakke midt i Gilleleje ligger den hvide kirke, og rundt omkring udgør grønne gangstier kirkegården. Ikke indelukket, som mange andre kirkegårde, men et sted med luft og rum omkring. Lidt oppe til venstre ligger Thomas, i skyggen af et lille, grønt træ. Det er sådan et sted, man har lyst til at være, påpeger Stella.

Stella var dengang en del af min familie, det er hun ikke længere.

Hun var i mange år kærester med min storebror, og var en stor del af min hverdag. Jeg så op til hende og følte mig inviteret ind i hendes liv. Det fortsatte, da hun mistede sin lillebror, og sorgen overtog hendes altoverskyggende hverdag. Hun lagde ikke fingre imellem og fortalte åbent om, hvordan hun havde det. Hvordan hun oplevede sorgen og savnet. Hvordan hun savnede, at folk spurgte ind til tabet af Thomas. Hun satte i den grad streg under, at når folk ikke spurgte ind til hendes lillebror, fordi de var bange for at hun blev ked af det, så skulle de for fanden forstå, at situationen ikke kunne blive værre end, den var. De kunne ikke gøre det værre, end det allerede føles, selv hvis de kom til at spørge om noget forkert.

Thomas Louis Cenius står der på stenen. Man er ikke i tvivl om, at et barn ligger begravet her. Ved siden af stenen med Thomas’ navn, ligger LEGO figurer, bygget af Stella og hendes lillesøster til Thomas’ fødselsdag sidste år, en stor legetøjsbil og en fodbold. Her er en lyskæde og en vissen blomst. To små bænke af sten til at sidde på, når man besøger ham, lys og et lille Buddhahoved.

Vi sidder længe ved graven og snakker. Vi snakker om Thomas, hvem han var, og hvordan han ville have set ud, hvis han levede i dag. Vi snakker om, at konceptet med kirkegårde generelt er lidt underligt. Og vi snakker om, hvor stor en betydning ens navn egentlig har, hvor meget identitet der ligger i ens navn.

Selv hvis man er den tredje Thomas i 4.B.

Stellas tab var ikke første gang, jeg stiftede bekendtskab med døden, langt fra. Alligevel er det blevet altafgørende for, hvordan jeg i dag forholder mig til den. For den er jo alle vegne, folk mister hver dag, og det Stella har gennemgået, er som hun selv siger dystert, forfærdelig og tragisk, men det er ikke unormalt. Så hvorfor er det så svært at snakke om? Det er det bare! Også selvom jeg vil ønske, at det kunne gøres til noget, som var lettere at forholde sig til. Men det er døden ikke, den er ikke nem. Og min ustyrlige trang til at snakke om den og lægge berøringsangsten væk, også selvom det ville være nemmere at lade være, er noget Stella, har lært mig.

Sådan har Stella og jeg snakket i mange timer de sidste par dage. Vi har talt om Thomas, om sorg og om vigtigheden af at tale om netop sorg. Vi har også snakket om alt muligt andet, men med jævne mellemrum er snakken drejet ind på Thomas igen.

69

Efter kirkegården, fortsætter vores tur rundt i Gilleleje, og vi når blandt andet forbi huset, hvor Thomas’, hans forældre og lillesøster boede, da ulykken skete. De bor ikke i huset længere. Senere siger vi farvel, midt på gaden i Gilleleje, før vi skilles.

“Kør forsigtigt”, siger jeg.

70

71

72

Tæt på, langt fra De yngste skoleklasser i Danmark er startet i skole efter en måned hjemme hos deres forældre. Men ikke alt er, som det plejer. I tasken er der pakket håndsprit og regler om en ny måde at lege på. af Katrine Noer

73

En rød planche på væggen ved indgangen viser klassen med 27 elever, der nu er delt op i to hold. Det ene hold skal have undervisning i deres sædvanelige klasselokale, det andet i klasselokalet ovenpå. Sidsel går op i sit nye klasselokale med sin taske og madpakke.

Klokken er 8.00, men viserne på det runde

ur over tavlen viser 7.00 som i vinters.

Fredsliljerne i vindueskarmen suger vand til sig for første gang i en måned. To dannebrogsflag står plantet i pottens våde jord. På tavlen står dagens første punkter.

Godmorgen. Kalender. Corona.

Daniel holder sin håndsprit fremfor sig, og lader som om han sprøjter med den.

Døren til Lille Hus på Th. Langs Skole i Silkeborg går op. Læreren Sara Sjøgren står klar til at hjælpe de første børn ned i garderoben. Én efter én krammer børnene deres forældre farvel og bliver sendt ind ad døren til skolen. Forældrene må ikke komme med ind og vinker i stedet udefra gennem dørens vinduer.

”Min håndsprit er en stinkbombe!”

Inde i klassen springer et par drenge og Sidsel for livet. ”Børnene kan være bedre til at omstille sig omstændighederne end voksne. Voksne har nogle mønstre, vi kan have svært ved at ændre – børnene ser muligheder, vi ikke gør,” fortæller Allan Gert, der er afdelingsleder i indskolingen.

“Jeg skal spritte af før og efter, jeg har spist, og når jeg har leget med de andre”, fortæller Sidsel Jensen på 7 år.

Mange af børnene har fået håndsprit med hjemmefra. Sidsel synes, at hendes egen dufter bedre end skolens, og den tørrer også hurtigere.

Bordene er rykket ud til siderne og med højst to elever siddende ved hvert. Sidsel skal sidde forrest, men skal vaske hænder, inden

”Jeg kan ikke huske, om jeg skal tage håndsprit på nu eller senere,” siger Sidsel og vender sig om mod Vigga og Safia i garderoben. ^ Der er sat gule klistermærker på gulvet i klassen, som markerer, hvor børnene skal sidde. >

74

75

Sidsel og Tora har en hule inde i rododendronbuskene, de kalder Elina. Sidsel kravler altid højt op i trÌerne og kan ikke altid kravle ned selv.

76

hun sætter sig. Lærerne fortæller klassen om de nye regler, de nu skal overholde i skolen. Børnene rækker hånden op på skift for at dele, hvad de ved om coronavirusset. ”Håndsprit får baktusserne til at gå væk” “Man kan godt have corona, uden man ved det, når man er barn” Eleverne går med en snor i hånden, hvor knuder er bundet for at markere deres pladser.

Sofie forrest og Alfred i kørestolen bagest. To lærere i hver deres ende af slangen. ”Jeg er julemanden, og I er mine rensdyr!” råber Felix, der danner bagtrop. Han slår med snoren, som var de tøjler.

Oliver går i galop, samler en gren op og holder den ved hovedet som et gevir.

I parken spritter børnene hænderne af og får ellers lov til at løbe rundt mellem hinanden.

Inde i rododendronbuskene leger tre piger aber, to drenge spiller fodbold, og en pige bliver dækket med sand i sandkassen. ”Børnene skal også have lov at være børn. Det vigtigt for deres opvækst, at de kan lege med hinanden” fortæller læreren Pia Knudsen.

Tora ligger i græsset med lukkede øjne. Sidsel

77

og Alma sniger sig ind på hende og lægger hver en finger på hendes øjenlåg. Pigerne griner og løber væk med Tora efter sig. ”Det værste ved at holde afstand er, at man ikke kan lege fangeleg. Man skal gøre sådan her!”

Sidsel strækker sig og rækker hånden ud så langt, hun kan, og står på tæer. ”TAGET! Man skal ikke røre, men være én centimeter fra.” ”Man kan heller ikke lege far, mor og børn. Der plejer vi at kramme hinanden” siger Sofie.

Tora, Sofie og Alma har i stedet åbnet en blomsterbutik. Her sælger de buketter med mælkebøtter, tusindfryd og gæslingeblomst bundet sammen af et langt græsstrå.

I sandkassen på legepladsen drejer Ella og Erika rundt på en karrusel. Håret flyver i luften, og pigerne griner. Der går hurtigere og hurtigere.

Trætoppene bevæger sig i en sløret cirkel over dem. Pludselig rammer Erikas knæ karruselen.

Hun tager sig til knæet, tårerne triller ned ad hendes kinder. Læreren Pia kommer løbende over. ”Årh, du må jo ikke trøste hende” udbryder Ella. ”Jo, det må jeg gerne” svarer Pia, der hjælper Erika op og krammer hende.

78

79

80

Limboland Covid-19 får uvisheden til at fylde. Tankerne kører rundt i hovedet. Usikkerhed, savn og venten. Det kan for mange være svært at navigere rundt i, og det er også gældende for de udlændinge, som opholder sig i Danmark. Deres planer er revet væk, og fodfæstet er ikke nær så stabilt, som det var, da de ankom. Hvad de skal gøre nu, hvor de skal tage hen og hvornår, er ikke til at planlægge. Det føles som at være i limbo. Man er fanget mellem to steder og forladt ingen steder. Deres nye virkelighed er noget andet end den, de havde regnet med. Hverdagen, som de kender den, er efterladt for en stund. af Anna Cathrine Christiansen

81

Klokken er 20:30, og mørket har indfundet sig på en almindelig onsdag aften i marts. Men denne onsdag viser sig at blive en anden end de forgange. Det er denne aften, den 11. marts 2020, at Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, annoncerer, at Danmark lukker ned. Mange skoler, endnu flere arbejdspladser og kulturinstitutioner er nu blevet forladt for en tid.

Hverdagen er vendt på hovedet.

For flere udlændinge, som opholder sig i Danmark for en periode, betyder det, at deres udsigt til at vende hjem igen er sløret. Håbet om, at skolerne og deres hverdag vil vende tilbage til det, det var før, er reduceret. Samtidig med at der er få flyafgange hjemad og flybilletterne er for dyre, vokser bekymringerne for dem derhjemme. Det at indfinde sig i den nye hverdag er ikke nemt. Uvisheden om, hvorvidt det er muligt at komme hjem, når visummet udløber, eller lejekontrakten ophører, er en ny realitet.

Spørgsmålene er mange, svarene er få. Planlægningen er pakket væk, og man kan kun håbe, at det bliver muligt at fejre studenterhuen eller give et sidste kram til de venner, man har fået i Danmark inden, man skal forlade det sted, der har været ens hjem de seneste måneder.

82

For Farhana Satu fra Bangladesh bærer uvisheden en masse usikkerhed med sig. ”Jeg er meget nervøs for min familie i Bangladesh. Det bliver kun værre dag for dag.”

Hun fortæller, hvordan det område hendes familie bor i, allerede er blevet markeret som en rød zone. De røde zoner er de områder, hvor ingen kan komme ind eller ud. Alt er låst. ”Jeg har ingen mulighed for at komme tilbage lige nu. Der er ingen fly.”

Hun sidder stille på bænken og kigger ud på den store plæne. ”Jeg skal være ude af mit kollegie værelse til juni. Hvad jeg skal gøre derefter, ved jeg ikke. Det føles som om, jeg sidder fast.”

Farhana, som til daglig studerer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, har bevidst valgt ikke at tænke over sin situation. Ihvertfald for de næste par uger. At lade tankerne flyde vil gå ud over hendes velbefindende og skole- arbejde. ”Jeg prøver at holde hovedet koldt. Hvad der kommer til at ske, vil ske. Der er ikke så meget jeg kan gøre lige nu andet end at vente.”

83

Adrenalinen pumper igennem kroppen. Det mærkes helt ud i fingerspidserne. Pulsen stiger, og behovet mærkes nu endnu kraftigere.

Lige dér, midt i det begyndende panikanfald ved Sandra, at et kram ville få det hele til at forsvinde. Bare et kram fra den familie hun ikke kan se eller en tæt ven, og hun ville få det bedre. Tankerne kører rundt i hovedet, og det er svært at komme væk fra fornemmelsen af, at man sidder fast i en boble.

For Sandra Steinthorsdottir fra Island er det at være langt væk hjemmefra svært i en tid, hvor hele verden er ramt af Covid-19.

Før udbruddet af Covid-19 var skyld i, at Danmark lukkede ned, boede hun på Aalborg Sportshøjskole, der var fyldt med mere end 100 elever. Nu er de 12 elever tilbage, som af den ene eller anden grund ikke kan komme hjem. ”Jeg kan nogle gange have fornemmelsen af klaustrofobi,” siger hun. ”Jeg har brug for at se andre, men jeg kan ikke komme væk.”

84

”Nogle gange kan jeg danse rundt, men andre gange er jeg forvirret og ked af, at jeg måske ikke kan have den afslutning i Danmark, som jeg drømte om” For Vicente Loncomilla fra Chile, der har taget en IB-uddannelse på Ikast-Brande gymnasium, føles hele situationen uvirkelig. ”Det føles som om, jeg er i limbo,” siger han. ”Mine eksamener er blevet aflyst, og jeg venter på, hvad det næste bliver. Det snakker mine venner og jeg meget om.”

For Vicente har det været vigtigt at snakke med sine venner om deres situation. Han har følt sig alene, men forsøger at se det som en proces, han kan lære fra. ”Jeg tager ikke følelsen af at være alene som kun en negativ ting. Hvis følelsen skulle komme tilbage ved jeg, hvordan jeg skal reagere.”

Det er svært for Vicente at finde ud af, hvornår han skal rejse tilbage til Chile. Flybilletterne koster mange penge, men håbet om, at det vil være muligt at fejre dimission med sine venner og nyde at være sammen med dem en sidste gang, holder han fast i. ”Det eneste jeg ved med sikkerhed er, hvornår min opholdstilladelse udløber.”

85

Magtesløsheden i at lade hverdagen være som den er, genkender Megan Rothwell fra Storbritannien.

Megan bor på kostskolen tilhørende Grenaa Gymnasium. Hun havde mistet sit pas, da nedlukningen af Danmark begyndte.

Passet har hun fået igen, men flybilletterne er blevet for dyre til, at det er muligt for hende at rejse tilbage. Derfor er hun nu i venteposition indtil hendes forældre kan køre til Danmark gennem Europa for at hente hende. ”Jeg var bange for, at jeg ikke kunne blive på kostskolen, men heldigvis har de været en stor hjælp for mig.”

Efter kun at have været sammen med de samme mennesker i seks uger på kostskolen fik Megan lov til at besøge hendes onkel i Aarhus. ”Det var rart at lade som om, alt var normalt for en stund.”

86

Lisa Vu Hagens fra Vietnam, der bor på den samme kostskole som Megan, ved ikke, hvornår hun skal se sin familie igen.

Hendes blik indikerer, at det ikke er en nem situation at være i. ”At vide, at jeg højst sandsynligt ikke kommer til at se min familie denne sommer, giver mig hjemve.”

Fornemmelsen af, at sommeren er sat på pause, er ikke nem. Tankerne om, hvad hun skal gøre, melder sig. Det, der bekymrer Lisa, er ikke at vide, hvor hun skal tage hen. ”Jeg føler, jeg har det okay, men uvisheden fylder utrolig meget.”

Hverdagen for Lisa var førhen meget travlt, men nu handler det mere om at prøve på at få tiden til at gå. Skærmtiden er øget, men bliver i ny og næ brudt med en gåtur til stranden.

Lysten til at farve hår, både på sig selv og vennerne, er også blevet en aktivitet. ”Der er svært at finde på noget andet at lave for tiden,” siger hun.

87

88

Vi kan føle os til at flyve Den dag Danmark lukkede ned, ændrede hele verden sig. Og imens jeg vågnede op til følelsen af at være det sidste menneske tilbage på Jorden, stod min far op til nøjagtig samme dag, som han har gjort det sidste år, hvor livet allerede er sat på pause midt i verdens venteposition.

af Tilde Døssing Tornbjerg

89

Tung af tanker rammer jeg bunden. Det er kun dag 1.

Jeg skal huske at svare min far - han skrev en sms i går aftes efter pressemødet. Han ville vide, om jeg var okay. Jeg svarer ellers altid med det samme, men i dag er jeg ikke vågnet i min egen krop. Ting tager tid. Som de i øvrigt altid gør for min far. Vi ligner hinanden mere, end jeg til tider bryder mig om.

For enden af mine arme er der mursten som en vægt ned mod gulvet. Verden ender akkurat for mine fødder, tænker jeg. Her er blevet stille. Underlægningsstøjen er forsvundet, og jeg forestiller mig en verden uden lyde, hvor jeg kan åbne for vandhanen uden at høre vandet rinde. At jeg kan fjerne alt støj, der giver mig uro i kroppen.

Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg skal få tiden til at gå, hvis jeg skal være så langt oppe i hovedet af mig selv på ubestemt tid.

På dag 42 tager jeg ud til min far. Det er første gang, jeg er der siden jul. Han er mit tætteste menneske, og jeg tænker, at jeg er hans, men det er svært at hive hinanden op, når vi går i symbiose på bunden af havet.

Det har taget tid at blive klar til at tage derud igen. Mit humør har været for ustabilt. På halvanden måned har jeg gravet mig ned i flere huller, end jeg kan tælle, og ”what doesn’t kill you makes you stronger”, er én stor løgn. Jeg bliver ved med at tænke, om jeg havde taklet denne her periode bedre, hvis jeg havde et andet ophav.

Min far er depressiv. Han kan ikke arbejde længere. Det tager ham en time at skrælle kartofler, og det tager ham en time at spise dem.

Han er stoppet med at høre musik, fordi der er for mange lyde.

Tanken om at han sidder alene i det lille hus midt ude i ingenting, prøver jeg at holde væk. Han har isoleret sig for længst, og selvkarantæne er et fattigt ord i den ligning.

90

Vores øjne er det umiddelbare spejl til hinanden - alligevel er det i tankerne, at jeg ser den største sammenligning til min far.

91

92

Vi har ofte snakket om, at jeg ikke skal ende der, hvor han er.

Han lader bedst op alene. Det gør jeg sådan set også, selvom den sidste tid har fået mig til at tænke over, hvor afhængig jeg er af fællesskabet. At være noget eller nogen i kraft af andre. Alligevel falder jeg. Ind og ud af tankemylder. Sådan har det været, lige så længe jeg kan huske.

De grå øjne kigger på mig. Håret begynder også at blive gråt ved tindingerne. Vi snakker, om det er muligt for nogle mennesker at se flere farver på himlen. At nuancerne ikke er for alle. Om tanker kan være genetiske. Om man kan arve personlighed, eller om alt er ler, der kan formes? ”Jeg tror at der, hvor vi minder mest om hinanden, er i vores længsel. At vi altid søger frem eller tilbage fremfor at være lige nu, lige her.”

Jeg nikker af hans ord. Han fortsætter. ”Grundstenen af mit humør er vel, at jeg kan føle så meget, at jeg flyver højt, men falder dybt. Sådan oplever jeg også dig.”

93

Han fortæller, hvordan jeg som barn søgte mit eget selskab.

At jeg bedst kunne lide at lege alene. Hvis han afbrød mig, var det som om min fantasiverden blev afbrudt af virkeligheden.

Sådan var han også. ”Men jeg tegnede med lineal, der tegnede du meget mere ud af boksen, selvom jeg ikke måtte kommentere, før du var klar til at vise frem.”

Jeg smiler lidt ved tanken. Sådan er jeg stadig. Jeg vil ikke kigges over skulderen midt i en proces.

Spejlet mellem vores introverte sider er på mange måder synkrone, men jeg bliver ved med at tænke, om der kunne eksistere en anden udgave af mig. ”Det kan man jo ikke vide, men jeg er sikker på, at der stadig ville eksistere en stor del af den Tilde, du er i dag. Vi arver meget mere, end vi kan se med det blotte øje.”

Jeg tager hjem på dag 45. Fire dage er det blevet til. Himlen går langsomt ned over motorvejen, og jeg venter lidt på at følelsen rammer min mave.

Bekymringen, om at jeg efterlader ham alene endnu en gang, plejer at komme nu. Jeg forbereder mig selv på det værste for ikke at få knuder. Prøver at undgå tankerne om de spor, jeg har sat på hans hjem de sidste dage. Stolen, jeg har placeret midt ude i hans have for at kunne nå de sidste solstråler, må minde ham om, at jeg ikke sætter mig igen.

Imens støjen er forsvundet for mine ører, kan jeg alligevel mærke min mave. Jeg tror, vi fandt ro i hinanden denne gang.

Det vil jeg huske.

94

95

96

I adskillelsens tomrum Efter et helt liv sammen sender min morfars demens min mormor i knæ.

Sammen siger de ja til aflastning, men det er ikke nemt at gå fra to til en.

Fra to til tomrum. af Rikke Kjær Poulsen ”Nå Henning,” siger Grethe roligt. Han drejer ansigtet væk fra vinduet og den himmel, han sad fortabt i. Hans blik ender nede i kaffekoppen. ”I dag skal du på ferie på plejehjemmet,” siger hun. Det er fire uger siden, det begyndte at gå voldsomt ned ad bakke, og der blev skruet op for de kræfter, det kostede at passe ham for Grethe. Til sidst slap de op, og det hele brast i det lille hjem i Vejen. Demenskonsulenten blev ringet op, og en aflastningsferie hastigt arrangeret. I dag sidder de ved spisebordet. Han for bordenden, hun på hans venstre side.

Som altid, men i dag er det sidste gang.

“Nå ja,“ mumler han. Let overrasket, men med forventning i stemmen. Da morgenkaffen er ryddet, går Grethe i gang med at finde ting frem og placere dem på bordet. Tøj, briller og GPS. Han har taget favoritskjorten på, og med stor interesse hjælper han med at se til, at det hele kommer med. Klokken er 13.00, da hun sætter sig ind på førersædet og kigger ud til Henning. ”Er vi klar?” spørger hun, og indikerer dermed, at det er okay for ham at sætte sig ind. Han gør det ikke af sig selv. Sammen triller de ud på villavejen.

Den slags mennesker

Grethe og Henning Huss på 72 og 76 år er min mormor og morfar. De slog rod til den familie, jeg nu er en del af, da de blev gift i august 1968. Hverken min mormor eller morfar er opdraget med nogen særlig forventning om, at man satte ord på sine følelser og inderste tanker.

I stedet har de handlet sig igennem op og nedture. En måde at arbejde sig igennem livet på, der blev det naturlige for dem.

97

De elsker hinanden. Uden tvivl, men på deres egen private måde. Fundamentet er de mange års tætte nærvær. Særligt holder de af hverdagen. De mange år med landbrug har gjort dem sejlivede, så de tåler modgang og ved, at det altid vender igen – det plejer det i hvert fald. De har altid fundet stor værdi i at skabe fælles historie med andre.

I 2018 får min morfar konstateret Alzheimers. Hele familien så det komme, men diagnosen rammer alligevel alle. Hårdt. De i forvejen få ord fra min morfar bliver færre i takt med, at han bliver væk fra min mormor, og forsvinder ind i sig selv.

Det går kun én vej

En måned tidligere er jeg hos dem et par dage, da morfar forsvinder ned i kælderen. ”Henning,” råber Grethe med påtvunget ro. ”Er du okay?“ Der kommer ikke noget svar, så hun begiver sig ned ad trappen.

Efter lang tid dukker de op igen. Mormor rolig, morfar forpint. ”Det er sådan, at morfar får sådan nogle meget forfærdelige tanker,” begynder hun sin forklaring. I et vågent mareridt har han set et glas med gift stå i kælderen. Hans hjerne fortæller ham, at han har duftet til den, og nu skal han dø. ”Henning,” siger hun, og tager fat i ham. ”Det er din demens.

Du skal ikke dø.” Han rækker sin hånd over og lukker den om min. ”Jeg beder til Gud. Hver dag. Jeg beder om, at det ikke passer,” sukker han og tørrer øjnene.

Turen ned i kælderen sker flere gange den dag, så hun må bruge alle sine kræfter på at holde dem begge oven vande. Det var tydeligt for os begge, at demensen var i forværring.

Det er ikke bare dårlig hukommelse, men måden sygdommen fjerner hans selvstændighed på. I sin usikkerhed følger han min mormor overalt. Aldrig er han mere end en halv meter fra hende. Han er bange for, at der er stød i ham, han har smerter i benene og utallige søvnforstyrrelser. Kørekortet er for længst suspenderet, og på indkøbsturene kikser det fuldstændig. Han kommer til at tage andres varer fra båndet.

98

Grethe beroliger Henning ved at holde ham fast i, hvad der er virkelighed og mareridt, efter at en vrangforestilling har sat sig fast i hans sind.

99

100

Det er uværdigt og næsten ikke til at bære. Der går ikke længe, før aflastning er nødvendigt.

Afsked

På plejehjemmets parkeringsplads er klokken 13.30. De ringer ind til personalet, der vil komme ud og hente dem.

De står sammen og venter. Lidt for længe. Endelig kommer en ansat ud. Hun undskylder. Ventetiden opstår på grund af coronatiltagene. Det viser sig, at mormor ikke må gå med ind, så de må sige farvel udenfor. Der er ingen dramatisk afsked, for morfar husker ikke, at der går uger, før de ses. Hun giver ham et lille sideklem. ”Farvel,” siger hun, da dørene glider i imellem dem.

Grethe finder tilbage til bilen. På plads bag rattet sætter hun nøglen i, men drejer den ikke. Hun kigger tomt ud i luften og mærker en forsigtig tåre forlade øjenkrogen.

En ny uvished

”Det er som om, halvdelen af mig er væk,” siger min mormor.

Det er to uger siden hun tog afsked med ham ude foran plejehjemmet.

Kontakten til det, der er tilbage af hende selv, har hun mistet.

Hun længes efter nærværet fra det menneske, der altid har været ved hendes side – demensen fjerner ikke savnet.

Jordforbindelsen holdes kun på plads af de praktiske gøremål, der på samme tid drukner hende langsomt.

< Grethe blev uddannet plejehjemsassistent, hvor hun fik god praktisk erfaring med demens. Den største udfordring er dog sorgen. > Sengen er spritny og særligt god til demente. Den er opredt og klar, så nu står den bare og venter.

101

^ Grethe ligger sjældent på sofaen, men når hun gør, er det, så sjælen kan komme sig. > Grethe skriver sine tanker ned, når der er nye problemstillinger, hun skal forholde sig til. De er ikke forsvundet, bare fordi Henning er væk.

102

”Tænk, hvis man bare kunne holde fri og komme i humør,” indskyder hun.

For det er jo derfor, ferien er sat i værk.

Men det sker ikke. Med corona som stopklods følger en nagende uro – hvad sker der med hendes mand, mens de ingen kontakt har?

I tomheden oplever hun to sider. Det er det fysiske fravær, der hele tiden gør hende opmærksom på, at han er væk. Det er den tomme plads ved bordet, at vågne alene i dobbeltsengen, og at skulle lære at leve selv. Det er den side, der trådte i kraft, den dag hun afleverede ham.

Den anden er usynlig, for den er indeni. Det er den mentale side, der kredser ved kendskabet til, at det menneske, hun holder sådan af, forsvinder. Langsomt holder han op med at elske hende som ægtefælle. Ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan. I stedet er hun reduceret til livline. Det skærer sig dybt ind i sjælen, der oversvømmes af en ny bølge sorg selv ved den mindste påmindelse.

Den tomhed indfandt sig for længe siden. Sorgen ligger lige under overfladen, og truer hele tiden med at sende nye bølger ind over. Den er aldrig helt i hvile.

Adskillelsens tomrum

Som så ofte før, når hovedet er fyldt til randen og sjælen lider, åbner hun terrassedøren.

Så sætter hun sig der i sofaen. Øjnene stirrer lige frem for sig. Følelserne flyder ikke over, for lige nu kan hun slet ikke forholde sig til dem. Der er tomt indeni, og rundt om hende.

Hun er alene.

Normalt sætter hun klassisk musik på. For tiden er det bare larm. I stedet er lyden af fuglene, vinden i træerne og naboens legende børn nok for i dag. Det er lyden af livet, der fortsætter, selvom hendes for en stund er gået i stå. ”I adskillelsens tomrum er der ingen ro,” siger hun til mig, da jeg er på afstandsbesøg. ”Man går til grunde, hvis man ikke kommer ud af den igen.

Magtesløsheden.

Man må frigøre sig af det tunge, så man kan leve. Så alt igen er i farver, og rødderne tilbage i jorden,” siger hun.

103

Foråret kommer alene

af Nina Pilgaard

Samfundssind. Det er et ord, hvis betydning mange af os aldrig har tænkt over. De seneste måneder har ordet været på alles læber. Hvordan vi opfatter ordet for fællesskab, er blevet op til den enkelte at definere, for vi står i en tid, hvor vores vigtigste rolle i fællesskabet, er at være alene.

Tiden går og foråret er kommet til Danmark. Men i de mange haver og på de mange altaner rundt omkring i byerne, sidder danskerne alene og holder vejret med resten af verden. For en virus raserer og har sendt os alle i isolation uden fysisk kontakt til venner og familie. Og virussen er ligeglad med, om du er i gang med det eneste efterskoleår, du kommer til at have i dit liv, om du skal ud at spille på en af Danmarks mange festivaler eller om du skal til at være mor for første gang.

Tiden i de små hjem står stille, og pludselig tager vi mere end nogensinde før stilling til, hvem vi står i kø i supermarkedet med eller hvor tæt vi går i parken.

Mens vi står sammen hver for sig, er den enkeltes hverdag også vendt på hovedet.

Hanne ser knap sine børnebørn, og Mais forældre har endnu ikke mødt deres nye barnebarn. Kristians indtægt som musiker er sat på pause. Han og kollegaerne krydser fingre for, at kulturlivet vil overleve, og at der igen vil være festivaler at spille på næste år. For fællesskabets skyld vil vi alle gøre meget for at udvise det samfundssind, Mette Frederiksen har opfordret os til, men vi savner individuelt. Hver enkelte af os er blevet berørt af nedlukningen af Danmark under Covid-19 udbruddet verden over.

104

Hanne Ehlers, 73 år, pensioneret folkeskolelærer Hannes mand døde i december 2018, og siden har hun følt sig alene, men aldrig ensom. Alligevel har isolationen været en svær tid. Hendes bogklub er blevet sat på pause, og børnebørnene bliver kun besøgt med afstand, og ikke så ofte som tidligere.

Nogle gange er hun nervøs for, at det yngste barnebarn, Esther på to år, ikke kan huske deres relation mere. Hun ved, hvem mormor er, men måske kan hun ikke længere forholde sig til den fortid de også har sammen. ”Jeg ser mig selv som en del af et samfund. Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg ikke er centrum, men at fællesskabet er centrum.”

105

106

Frederik Bruun Dernert, 16 år, Efterskoleelev Det er onsdag, og klokken er 10.15. Normalt ville 16-årige Frederik Bruun Dernert være på Brøruphus Efterskole. Denne onsdag sidder han i sin mors have. Dagene går med at spille World of Warcraft eller guitar – men ikke med vennerne, som han plejer. For snart to måneder siden blev Brøruphus Efterskole lukket ned sammen med resten af Danmark, og Frederik og hans venner blev sendt hjem på ubestemt tid.

Han ser ansvar og solidaritet, som en stor byggeklods i den situation, Danmark star i lige nu, og det er noget han har hørt meget om på efterskolen, også inden Corona ramte. ”Der bliver taget mere hånd om ansvaret i en krise. Samfundssind er et mere bekendt ord nu.”

107

Mai Korsbæk, 37 år, AC-fuldmægtig, Aarhus Universitet Mai blev mor til Leo den 19. marts 2020. Den lille familie på tre er isolerede i deres lejlighed på Trøjborg i Århus. Mai forholder sig mere til mennesker omkring hende på gaden, end hun gjorde tidligere. Da Covid-19 kom til Danmark, var Mai stadig gravid, og pludselig oplevede hun, at den sikkerhed hun havde fundet i sundhedsvæsenet tidligere, ændrede sig til det negative; hun blev bange for at tage på sygehuset for at føde, fordi det er dér, smitten er værst. Med Covid-19 kom en angst for andre mennesker, og det har været en anderledes tid, end hun havde forventet.

Familie og venner må vente med at møde Leo. ”Samfundssind er, at man tænker over sine egne handlinger, fordi de kan have effekt på det samfund man lever i. Man tænker på andre end sig selv og sine egne, men på hele befolkningen.”

108

Kristian Fogh, 44 år, pianist og kor i Lars Lilholt Band og Mike Andersen Band I forbindelse med Coronaens indtræden i Danmark er alle festivaler over sommeren 2020 blevet aflyst, og dermed mere end 24 koncerter for Kristian, der spiller klaver for flere danske bands.

Kristian tænker meget over fremtiden, når forsamlingsforbuddet på mere end ti personer ophører. For selvom man må være mange mennesker samlet, er han bekymret for, om folk kan more sig under restriktioner.

Kristian synes det danske samfund har trængt til at bruge ordet samfundssind lidt mere. ”Vi gør noget i fællesskab - for noget bedre. Danmark har trængt til en fællesskabsfølelse, og jeg synes vi har et kollektivt smil på, selvom det er en svær periode.”

109

110

Rikke Schou, 22 år, sygeplejerskestuderende Rikke er studerende på tredje semester på sygeplejerskeuddannelsen. Hun har netop færdiggjort fem ugers praktik på akutafdelingen på Århus Universitetshospital, hvor de blandt andet har taget imod smittede med Covid-19. Hun synes medierne giver et skævt billede, af den situation, hun ser på hospitalet, hvor læger og sygeplejersker forholder sig meget roligt, og hvor antallet af smittede er få i forhold til det billede, hun oplever mange af hendes bekendte har. Generelt synes hun Danmark har været gode til at stå sammen og tænke på hinanden. ”Vi har tanke på hinanden. Jeg oplever, vi står mere sammen og omsorgen for hinanden er større. Vi giver mere plads til hinanden både fysisk og psykisk”

111

112

Det usynlige rum giver mig ro Mere end hver tredje ung, der har angst, holder den skjult for sig selv.

Det gjorde jeg. Jeg prøvede at overvinde angst uden hjælp. Men det svarer til at prøve, at overvinde lungebetændelse uden antibiotika.

af Stefan-Alexander Jagd Aarøe

D

et rammer mig lige pludselig. Det er midt på dagen. Men der er noget, der føles forkert. Det er en ubehagelig, stikkende fornemmelse; denne her fornemmelse i mig - i min mave. Jeg har mest af alt lyst til at finde et sted, der er mørkt og stille.

Alligevel bliver jeg fortæret. Fortæret af mine egne tanker. Så mørke og forfærdelige tanker, at det ødelægger mig indefra.

Med tiden bliver følelserne til en lidelse. Det bliver for meget.

Jeg kan ikke længere håndtere mørket, der bliver ved med at trække mig ned i en evig afgrund. Jeg føler mig fanget. Dybt inde i dette fængsel, er der den her forfærdelige, stikkende og modbydelige følelse. Alt, hvad jeg har lyst til, er at græde.

Angsten æder mig op indefra. Det styrer og kontrollerer. Det slår auto-pilot til og gør, hvad det vil.

Sådan føles angst. I hvert fald i min 22-årige krop. Men jeg er ikke alene. Jeg er én ud af de cirka 400.000 i Danmark, der kæmper med en eller anvden form for angst. Jeg har oplevet det i perioder i et par år nu. Perioderne kommer og går helt sporadisk og nogle gange helt uden en egentlig grund.

Angsten kommer på de skæveste tidspunkter, på de mest mærkelige steder: I storcentret, når jeg ligger hjemme i min seng eller når jeg handler i Fakta. Lige dér, på gangen med mel, sukker og bagepulver dukker det op som et lyn fra en skyfri himmel. Jeg bliver nødt til at trække vejret en ekstra gang, tælle til ti og koncentrere mig.

Jeg må koncentrere mig om at finde roen igen.

114

115

At finde roen er svært, når hele kroppen skælver og adrenalinen pumper. Angst er en lidelse, der kan forstærke sig selv, hvis ikke det bliver behandlet. Mere end hver tredje ung, der har angst, holder den skjult for sig selv. Det gjorde jeg. Jeg prøvede at overvinde angst uden hjælp. Men det svarer til at prøve at overvinde lungebetændelse uden antibiotika.

Sommetider er det ikke nok bare at finde roen i sig selv. Angst kan være som en lille regnsky, der følger hver eneste bevægelse.

Jeg får behov for at søge et sted hen, jeg kan kalde for hjem.

For mig er hjem et roligt sted, hvor jeg kan være mig selv. Der hvor bekymringerne letter, og jeg kan skrige og skråle eller fordybe mig stille i sofaen. Her er der ingen stemmer, der overdøver mine tanker, andet end min egen stemme.

Det lykkedes mig at finde mit hjem for et par år siden.

En stor have, som jeg kalder for Paradisets Have; der er uendelig højt til loftet, her er rigeligt med plads til at boltre sig på.

116

Haven er mit usynlige rum. Haven føles som en tidslomme, hvor tiden gik i stå for mange år siden. Naturen hersker.

Træerne tårner sig oppe over hovedet på mig som en hule, den ru bark fortæller en, at haven har været her længe, og at træerne har haft et langt liv. Det er en kæmpe kontrast mod alle de farverige blomster, der gang på gang minder en om, at naturen også har en duft af flora og fauna. Det er en fantastisk duft. Og den duft er ikke en duft, man finder andre steder.

Når jeg går inde i haven, går tiden i stå, og det samme gør tempoet næsten også. Jeg går med små skridt mellem de krogede grene. Musestille. Jeg dæmper stemmen, lidt ligesom når jeg går rundt på museer eller i kirker. Jeg vil ikke ødelægge roen eller forstyrre magien. Jeg har den største respekt for roen. Jeg vil ikke gå derfra og føle, at jeg har gjort noget forkert mod Paradisets Have. Det kunne jo være, at jeg aldrig ville mærke roen på samme måde igen.

117

Her finder jeg ro. Det eneste der larmer, er lyden af træerne, der vugger og knager. Og lige pludselig kan jeg ikke længere høre de overdøvende stemmer, der fortæller mig, at jeg burde skamme mig eller gå i panik. Den altødelæggende, stikkende fornemmelse i min mave erstattes med en summen af varme.

Hver gang jeg sætter min fod i Paradisets Have, er det som at komme hjem. Roen og stilheden er næsten pirrende. Den her have ligger så langt væk fra alting, så godt skjult, at det nærmere er held end forstand, hvis man finder den.

Hjertet banker ikke længere af frygt.

Her er grønt. Her er smukt. Her er stille.

Roen i haven giver mig ro i maven. Ro i sindet. Når jeg træder ud af det usynlige rum, er jeg et menneske igen.

118

119

Anna Cathrine Christiansen

Katrine Noer

Liv Møller Kastrup

Mads Andreas Frost

Marcus Emil Christensen

Nina Pilgaard

Stefan-Alexander Jagd Aarøe

Tilde Døssing Tornbjerg

Mathias Eis Schultz

Magnus Hove

Emma Marie Thomsen

Jesper Houborg

Rikke Kjær Poulsen

Jonathan Damslund

[Fotojournalisterne] Mads Andreas Frost Magnus Hove Mathias Eis Schultz Jonathan Damslund Emma Marie Thomsen Jesper Houborg Marcus Emil Christensen Liv Møller Kastrup Katrine Noer Anna Cathrine Christiansen Tilde Døssing Tornbjerg Rikke Kjær Poulsen Nina Pilgaard Stefan-Alexander Jagd Aarøe